Forord.

Dette lille Skrift tilegnes Brødrene Ankers Fabrik og dens Grundlæggere i Anledning af Fabrikkens Bestaaen igennem 50 Aar. Skriftet, der i korte Træk skulde fortælle Fabrikens Historie, er skrevet og fremskaffet af tidligere og nuværende Lærlinge paa Fabrikken, og fremsendes Jubilarerne i taknemmelig Erindring om de Aar i vor Ungdom, da vi fik vor vigtigste Opdragelse, og hvor vi Lærte at bestille noget. Stilen og Fortællemaaden maa ikke kritiseres for stærkt, da det er en gammel Smed, der har skrevet Historien, og ikke en Romanforfatter.

20. Juli 1885 - 20. Juli 1935

DISSE Datoer udviser et halvt Aarhnndrede, og i dette Tilfælde gælder det Brødrene Ankers Maskinfabrik, Jern- og Metalstøberi i Hasle, som paa sidstnævnte Dato holder sit 50 Aars Jubilæum. — Hvad Betydning denne Fabrik har haft for Hasle By i de forløbne 50 Aar, kan ikke godt regnes ud i Penge, men da det er den eneste større Virksomhed i Byen, er det ligesom om Fabrikken, skønt den laa i Byens Udkant, alligevel var et Slags Centrum. Meget er der i Mellemtiden udført af Arbejde paa denne Fabrik, og mange Mennesker har haft deres daglige Brød baade til sig selv og Familien, og hvor har det været et godt Sted for Byens Beboere at sende deres unge Sønner hen for at lære at bestille noget, navnlig det sidste, for selv om man ikke altid blev holdt specielt til Faget, saa var det bare at tage fat paa hvad der kunde foreligge i Øjeblikket. Den, der ikke kunde bekvemme sig til det, blev hurtig færdig paa Fabrikken.

Et halvt Aarhundrede er gaaet, og den, der kan erindre Fabrikkens Start, kan ikke godt forstaa, hvor den Tid er blevet af, og at det virkelig kan være Tilfældet, at saa lang Tid er forløbet.

Inden man gaar over til at omtale selve Fabrikken, vil det være rigtigt, at give nærmere Oplysninger om, hvem der er Fabrikkens Grundlæggere. Ordet Brødrene Anker viser jo straks, at det er mindst to, der kan være Tale om, og saadan er jo ogsaa Tilfældet.

Brødrene Anker var yngste Sønner af Murermester Jens Hansen Anker i Hasle, og blev opfostret sammen med fem andre Søskende ude i Gammelværk, nu tilhørende Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, den Gang Hasle Kulværk. Faderen var paa det Tidspunkt Formand i nævnte Kulværk, og dette gjorde vel sit til, at Brødrene senere hen i Livet blandt meget andet ogsaa kom til at interessere sig for de bornholmske Kul.

Jens Vallentin Anker er født den 2. August 1859. Allerede i 6 - 7-Aars Alderen var det bare at begynde at tage fat, og det var til en Begyndelse som Vogterdreng. Det der dog interesserede mere, var Arbejdet i Hasle Teglværk, hvor der var Arbejde nok, ogsaa til saadan en Knægt, men der skulde slides haardt. Lønnen var kun ringe, men til Gengæld en lang Arbejdstid. Selve Arbejdet i Teglværket var vel endda ikke saa interessant, men der var jo efterhaanden som Teglværket blev udvidet, anskaffet en Del Maskiner, og det var navnlig disse, der fangede den største Interesse.

Allerede inden Konfirmationen var han stærkt inde i en Dampmaskines Konstruktion og havde allerede paa det Tidspunkt taget Beslutningen om, at hans Livsbane skulde være noget med Maskiner.

Da der fra Hjemmet ikke kunde afses økonomisk Støtte til at komme i Lære paa en Maskinfabrik, som vel havde været det bedste, maatte man nøjes med det næstbedste, og det var i dette Tilfælde at blive anbragt i Smedelære. Det var saa rart nemt, for der boede man hos Mester og havde Kosten samme Sted, og fik i Øvrigt ingen videre Pengeudbetaling. Fristelser til Fornøjelser og lign. var der ingen Lejlighed til; det var udelukket paa Grand af kronisk Pengemangel.

Jens Anker kom i Lære hos Smedemester Jens Bohn, Kattesundet i Rønne, og sled her sin Læretid igennem som Beslagsmed. Efter Læretiden arbejdede han saa en Tid paa Bornholms Maskinfabrik i Rønne, hvorefter han rejste til København og kom i Arbejde paa Thistrøms Maskinfabrik i Korsgade. Her arbejdede han indtil han skulde aftjene Værnepligten i Sommeren 1882.

Efter at have aftjent Værnepligten ved det, der den Gang kaldtes Fæstningsartilleriet, hvor han blev permitteret som Korporal, arbejdede han hos Jernstøber Wichmann, Rønne, en kort Tid, men rejste derefter til Horsens, hvor han kom i Arbejde hos Firmaet Møller og Jochumsen. Som det senere vil vise sig, fik Arbejdet hos dette Firma en større Betydning for Fabrikken i Hasle end netop det, at Jens Anker havde arbejdet der som Svend.

I Foraaret 1885 kom Jens Anker hjem til Hasle og var med til Værkstedets Fuldendelse, idet der var begyndt paa dette allerede straks efter Nytaar.

Som Mester at betragte fra en Lærlings Side, da var Jens Anker en Mand der fordrede, at der blev bestilt noget. Det er for Resten saa ligetil, da han selv havde været vant til at arbejde haardt i sin Ungdom, saa fordrede han ogsaa, stadig set fra Lærlingens Side, ret haardt Arbejde af disse.

Var der Mukkeri i Geledderne, kunde man godt vente sig en Vinge, og om det blev en højre eller venstre, var man aldrig helt sikker paa, men som oftest en Venstre.

I April Maaned 1888 blev Jens Anker gift med Christiane, f. Jensen, fra Marevadgaard i Klemensker, og bosatte sig i den søndre Halvdel af det til Fabrikken i 1886 opførte Beboelseshus.

Slægtens Formerelse i dette Ægteskab indskrænkede sig til en Søn, Jens Nielsen Jensen Anker, der som en Selvfølge lærte Haandværket paa Fabriken. Han er bosiddende i København og har i mange Aar sejlet, og sejler stadig som Maskinmester.

Med Hensyn til Fabrikkens Ledelse, da var det ofte, at Jens Anker tog sig af det grovere Arbejde, navnlig hvad der forekom af Arbejde paa Landet, hvorimod Broderen mere forestod Ledelsen af Arbejdet hjemme paa Fabrikken.

Af mere private Interesser har Jens Anker været med til forskelligt. En hel Del Aar ansat som Underofficer ved Bornholms Væbning, hvor han gik af som Stabssergent, da Væbningen blev nedlagt.

I en lang Aarrække var han et virksomt Medlem indenfor Bornholms Skytteforening i tredie Kreds, Hasle, hvor han i mange Aar virkede som Delingsfører, senere Bestyrelsesmedlem og en Tid Formand for Kredsen. Samtidig Bestyrelsesmedlem i Amtskredsen.

Disse Arbejder indenfor Militæret og Skytteforeningen er jo ogsaa af Forsvarsministeret blevet paaskønnet, omendskønt i en ret sen Alder, idet Jens Anker i 1934 for dette sit Arbejde blev belønnet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Jens Anker har i en Aarrække været et meget betydende Medlem indenfor Hasle Haandværker- og Industriforening og en Del Aar Formand for denne Forening. Blandt andet var det i hans Formandsperiode, at Teknisk Skole blev bygget.

I Mange Aar var Jens Anker Lærer paa Teknisk Skole, og det siger sig selv, at dette var et stort Gode for de mange Lærlinge, som har lært paa Brødrene Ankers Fabrik. I en lille By, som man stadig maa betragte Hasle at være, er det ikke altid nemt at faa Lærere til en saadan Skole. Her drejer det sig netop om for Eleven at have en Lærer, der er rigtig inde i det Fag, som han er ude for at lære. Kommuneskolelærere og lign. kan være meget gode til de Fag, som de har Forstand paa, men naar det gælder om at lære Eleverne Maskinfagtegning, da skal der en Fagmand til, ellers duer det ikke.

Paa dette Omraade kan Maskinlærlingene i Hasle takke Jens Anker for de mange Aar, han har virket som Lærer, da de hos ham har faaet en god Skole til deres eventuelle senere Uddannelse i Faget.

Endelig var der jo ogsaa det, at netop ved at Mester var paa Skole omtrent hver Aften, var det ikke nemt at tage sig Friaftener og udeblive fra Timerne, for da kunde der nemt ske det, at der Dagen efter blev Spørgsmaalet om, hvor Vedkommende havde været henne, eller om han havde andet at foretage sig om Aftenen, end netop at møde paa Skolen.

Af offentlige Hverv har Jens Anker i mange Aar været Brandinspektør, Medlem af Bygningskommissionen og Medlem af Sundhedskommissionen. I sidstnævnte Kommission var han med til at indføre Kødkontrollen i Hasle Købstad. Ligeledes har han i mange Aar været ansat som Maskintilsynsmand, valgt af Byraadet.

I Aaret 1923 trak Jens Anker sig tilbage som aktiv Deltager i Fabrikkens Arbejde, men som den driftige Mand han er, har han ikke derefter lagt sig til Hvile, men har optaget den gamle Ur-Industri, som har gjort Bornholm kendt viden om, og det er ikke faa Bornholmerure, han i de forløbne Aar har fabrikeret, og som ved deres Soliditet og præcise Arbejde vil vise Døgnets bevægede Timer i mange Slægtled efter, at Jens Anker har forladt sin Fabrik for stedse.

Endnu skal bemærkes, at Jens Anker er en ivrig Deltager i Bevægelsen Dansk Arbejde, hvilket han har været en Forkæmper for i den Kreds, han har kunnet omspænde.

Jens Anker mistede sin Hustru den 17. November 1922, men blev den 26. Juni 1925 gift igen med Hansine Marie Ipsen, Datter af Avlsbruger Hans Ipsen i Aaker. Der er ingen Efterkommere i sidste Ægteskab.

Som Slutbemærkning skal siges, at Folks Omdømme om Jens Anker som Privatmand altid har været dette, at han var en livsglad Mand, hvis Humor ikke alene til Hverdag, men navnlig ved selskabelige Lejligheder, viste sig smittende paa hele Selskabet.

Julius Hansen Anker er født den 14. Juli 1861. Ligesom Broderen Jens Anker kom han hurtigt nd paa Arbejde, og for ham var det ligeledes Hasle Teglværk, der var det tiltrækkende, hvilket var ganske naturligt, da Hjemmet laa lige ved. Ogsaa for ham var det alt, hvad der bed Maskiner, der havde Interessen.

Efter Konfirmationen kom han i Lære hos Kleinsmedemester Rømer, Østergade i Rønne. Hvad der særlig prægede denne Smedemester, var hans fine og anerkendte Værktøjsarbejde. Det var jo ikke i den Tid almindeligt, at alt hvad der hed Værktøj, blev fabrikeret og forhandlet i Isenkræmmerbutikkerne som nu til Dags. Rømer var en anerkendt Værktøjssmed, saa var det lige meget, om det var en Tømrerøkse eller en Skomagerkniv, der blev lavet; det var en Garanti for, at det var gode Varer, naar det kom fra Rømers Værksted.

Det maa bemærkes, at Lærlingene hos saadan en Smedemester ogsaa blev brugt til andet end netop Smedearbejde, for hvis Haven skulde graves eller Brændet skulde hugges, saa maatte Lærlingen selvfølgelig besørge dette.

Ligemeget om det, saa havde Julius Anker en god Lære her, og siden han selv blev Mester, har han ofte været tide efter en eller anden Lærling, som i sin Fritid stod og smedede en ny Brødkniv til sin Moder, hvis han ikke bar sig rigtig ad.

Vi Lærlinge havde altid en vis Respekt for den Akkuratesse, hvormed Julius Anker omfattede ethvert Arbejde, og det skulde i al Almindelighed være fuldstændig fejlfrit, hvis man skulde kunne vente nogen Anerkendelse fra den Side.

Efter at Læretiden var omme, arbejdede Julius Anker paa Bornholms Maskinfabrik, derefter paa Maglekilde Maskinfabrik i Roskilde, og senest hos Fabrikant Eickhoff i København. Navnlig sidstnævnte Fabrik regnedes paa det Tidspunkt for at være et meget fint Sted at komme i Arbejde.

I 1884 aftjente Julius Anker sin Værnepligt, hvilket foregik ved Marinen; ikke dermed at forstaa, at det var til Søs, men han arbejdede paa Marinens Værksteder. Som Marinesoldat oplevede han at være med i den Militærkommando, som blev udkommanderet til Hjælp den skæbnesvangre Nat mellem 3. og 4. Okt. 1884, da Christiansborg Slot gik op i Luer. Det skal have været en baade varm og kold Omgang.

— Desværre kom Julius Anker ikke over Militærtjenesten uden en Sygdomsperiode. Det var en meget slem Lungebetændelse, der gjorde sit til, at han i lange Tider maatte henligge som Patient paa Garnisons Sygehus og gennemgaa en svær Operation, hvor der maatte ofres en betydelig Del af den ene Lunge. Dette Sygeleje har sikkert i ret stor Grad haft Indflydelse paa Julius Ankers Konstitution, hvorfor han ikke altid har været saa stærk, som han selv kunde Ønske.

Efter denne haarde Omgang kom Julius Anker hjem til Hasle hen paa Sommeren i 1885, og da var Værkstedet færdigt til at tages i Brug.

Som Mester at betragte var Julius Anker en rolig og besindig Mand, hvor intet var overilet, men alt vel overvejet. Han havde altid den rigtige Forstaaelse af at sætte sig i Respekt, baade overfor Lærlinge og Svende, ved den Maade han gav sine Ordrer paa, og navnlig ved det, at man havde Forstaaelsen af, at han selv var med paa Spørgsmaalet, og hvis nogen var i Tvivl om Arbejdets Udførelse, saa var han altid selv Manden for at kunne klare et Problem, som maaske kunde falde en anden vanskeligt.

I November Maaned 1886 blev Julius Anker gift med Karoline Dorthea Pedersen af Hasle og bosatte sig i den nordre Halvdel af det samme Aar opførte Beboelseshus.

I Ægteskabet har været en hel Del Børn, hvoraf to Sønner og tre Døtre for det meste lever og virker i Fabrikkens Tjeneste.

Den ældste af Sønnerne, Karl Anker, er ikke alene i praktisk Arbejde en Dygtighed, men har ogsaa forstaaet at tage Teorien med i Sagens Tjeneste, idet han, efter Forlydende, har en meget fin Konstruktør-Eksamen. Karl Anker hører ikke til dem, som plejer at prale med eller omtale sin egen Person, men de, der kender ham, anerkender hans Dygtighed.

Julius Anker jun. er en dygtig Arbejder paa Fabrikken og tager sig en Del af Montørarbejdet, men overlader Førerskabet til sin ældre Broder.

Johanne Anker, ældste Datter i Familien, har ikke gaaet uden for Faget, men er gift med Th. Kreutzberg, der som udlært Smed i mange Aar har været tilknyttet Fabrikken. Han beskæftiger sig dog mest med de under Fabrikken hørende mangesidede Virkefelter, saasom Entreprisearbejder, udendørs Montørarbejder, Boringer efter Vand, Ler, Kaolin og meget andet.

Anna Anker, indtil videre ugift, virker som Fabrikkens dygtige Bogholderske og er med i alt, hvad der foregaar i Fabrikkens ,,Central'', Kontoret.

Margrethe Anker, ligeledes indtil videre ugift, virker mere i det private indenfor Familien og er gerne der, hvor de har mest Brug for hende.

Med Hensyn til Ledelsen af Fabrikken, da var Julius Anker gerne altid at træffe der. Kun de Tilfælde, hvor der har været store Entreprisearbejder, hvor hans Tilstedeværelse har været nødvendig, har kunnet holde ham borte fra Fabrikkens Omraader. Ellers har det i mange Aar været en evig Vandring fra Kontoret ud gennem Maskinværkstedet, ud gennem Smedien og gennem Gaarden tilbage til Kontoret igen. Efter Samtale med en eller anden samme Vej igen, med smaa Afstikkere til Snedkerloftet og Formeriet. Hvis en eller anden var gaaet i Staa med Arbejdet, behøvede ban sjældent at vente længe, for Mester var der igen.

Julius Anker har heller ikke kunnet undgaa en Del Hverv i det offentlige Livs Tjeneste, han var saaledes Byraadsmedlem i tolv Aar og var bl. a. Medlem af Havneudvalget.

Ved Starten af Hasle Bank var Julius Anker en ivrig Arbejder herfor, og har senere en lang Aarrække været Medlem af Bestyrelsen og er stadig Medlem af Bankraadet. Ligeledes Bestyrelsesmedlem i A/S Grønbech & Co.

Med Hensyn til Teknisk Skole i Hasle, da var Julius Anker, om maaske just ikke Fader til denne Idé, saa under alle Omstændigheder en af dem, der virkede mest for at faa den bygget, og netop paa det Sted, hvor den kom til at ligge. Det maa ogsaa indrømmes, at det er en monumental Bygning og anbragt paa et Sted, hvor saa at sige hvert fremmed Menneske, der kommer til Byen, ikke kan undgaa at faa Øje paa den. Det er vel nok det fineste Interior i Hasle By's centrale Omgivelser.

Men alene den Spekulation, som der fremkaldes ved at faa saadan en Bygning rejst i en lille By, hvor Pengemidlerne er smaa, kan volde sin Mand mange Bryderier, men saavidt man har forstaaet, var det Julius Ankers ret overbevisende Talemaader, der gjorde Udslaget baade ved Henvendelse til Stat, Kommune og private, og Resultatet foreligger nu. Skolen staar der, til Fordel for Byens opvoksende Ungdom. Det maa ogsaa haabes, at Ungdommen forstaar at benytte sig deraf.

Julius Anker har ogsaa haft Interesser andet Steds, som saadan er han kendt som ret ivrig Afholdsmand, en Tid ret ivrig Skytteforeningsmand, men aldrig søgende Bestyrelsesmandater, og saasnart saadanne blev tilbudt, blev de altid afslaaet.

Saadan speciel Idrætsmand har Julius Anker aldrig været, men en Slags Sport har han ikke holdt sig fra, for der er næppe mange i Hasle, som har spillet saa mange Spil Kroket som han. Hvis Eksercerpladsen, som Fælleden i Hasle kaldes, kunde fortælle, saa kunde den fortælle om de mange Søndag-eftermiddagstimer, der er hengaaet med dette Spil. Makkerne var som oftest de samme, og det, der blev sagt, var som oftest ogsaa det samme. Lidenskaberne blev vel ikke bragt til Højdepunkterne, men gjorde sig alligevel ofte saa stærkt gældende, at den tabende Part maatte have Revance, inden de gik hjem.

I Folks almindelige Omdømme om Julius Anker, da har han i alle Maader faaet fuld Anerkendelse, navnlig hans rolige, besindige Optræden, men dog med en kraftig og altid overbevisende Maade at kunne udtale sig paa. Det har altid været almindeligt hos ham, naar en Sag blev drøftet, at han lod de andre tale først, og derefter udtalte han sin Mening, og saadan som den var, saadan blev det.

Uden særlig Omtale af alle de mange, som i Aarenes Løb har arbejdet paa Brødrene Ankers Fabrik, vil det dog sikkert være rigtigt at omtale Fabrikkens mangeaarige Bogholder Hans Claudius Koefoed, der er født i Hasle den 26. Februar 1859.

Koefoed blev tilknyttet Fabrikken i 1891 og virkede der i 40 Aar, hvilket maa betragtes som en ret respektabel Arbejdstid paa samme Sted.

I de første Aar, da Regnskabsvæsenet ikke fordrede sin Mands hele Tid, gik det for Koefoed, som det gik for Lærlingene, og for Resten ogsaa for de andre Arbejdere paa Fabrikken, det var bare at tage fat paa, hvad der forelaa i Øjeblikket, og naar der var Smedearbejde, der krævede en Mand ekstra, saa kunde man se, at Koefoed maatte ud og tage en Forhammer med. Ligeledes var jo Forholdet de Dage, der skulde støbes, da maatte alt disponibelt Mandskab ud i Støberiet, og ogsaa der maatte Koefoed ud og hjælpe til at bære Jern og var i mange Aar en fast Mand i den ene Ende af en Støbeske.

Iøvrigt saa var Koefoed Manden, der kunde tale med Kunderne og de mange andre, som indfandt sig paa Fabrikkens Kontor, bl. a. alle de forskellige Firmaers Repræsentanter, som gerne vilde sælge noget. Det maa bemærkes, at Koefoed købte sjældent noget af dem, hvis det ikke var meget haardt tiltrængt.

Men særlig Kunderne fra Landet var Koefoed god til at tale med, da han selv var gammel Landmand og godt inde paa det Felt.

At der somme Tider blev talt lidt mere end absolut nødvendigt, det kunde vel ske, men der kom jo ogsaa mange Mennesker, som var indstillet paa at faa saa meget at vide som muligt, og de blev aldrigt snydt, naar de kom ind paa Kontoret hos Koefoed. At alle de Historier, der blev fortalt, var helt igennem autentiske, garanterede Koefoed vist ikke for, men den Maade, hvorpaa han kunde fortælle dem, bar alligevel altid Sandsynlighedens Præg.

Vi Lærlinge elskede vel ikke Koefoed saa højt, men det kan jo ogsaa godt være, at det var gensidigt. Man maa jo ogsaa huske paa, at unge Mennesker i den Alder kan være nogle ubehagelige Lømler til Tider.

Man skal ikke udelade en lille Historie mellem Koefoed og en af Lærlingene, og som havde sit komiske Anstrøg.

Det skete almindeligt, at Folk fra Landet kørte op i Fabrikkens Gaard, og naar saa Koefoed var inde i Værkstedet og ikke lagde Mærke til den holdende, saa var der en eller anden, der raabte op: "ejn Bone i Gaarin!"

Dette hørtes sikkert af Vedkommende, som holdt derude, og lod jo ikke videre tiltalende. Efter at det var sket i Hundreder af Tilfælde, kom Koefoed ind i Værkstedet en Dag og sagde til en af Lærlingene: "Hør du Vilhelm, I skal lade være med at raabe det her med en Bonde i Gaarden, for det lyder ikke pænt". Resultatet af denne Formaning var, at næste Gang det skete, saa var Vilhelm der igen, men da udtrykte han sig paa denne Maade: "En Agerdyrker i Gaarden".

At Koefoed har været en god og agtet Borger i Byen, viser sig ved, at han har haft forskellige offentlige og andre Hverv. Han har i mange Aar været kommunal Revisor, i sin Tid Formand for den fri Fattigkasse, Bestyrelsesmedlem i Bornholms Skytteforenings 3. Kreds og Bestyrelsesmedlem i Østbornholmske Dampskibsselskab.

Koefoed har 3 Sønner, som alle er i gode Stillinger, og en Datter, som opholder sig hos Forældrene i Hjemmet.

Fabrikken.

FABRIKKENS Tilblivelse skete ved, at der blev købt en halv Tønde Land Jord, beliggende ved Østergade i Hasle. Nærmere betegnet ved den Vej eller Gade, der forbinder Rønnevejen og Allingevejen Øst om Byen. Færdselsaaren, der forbinder Fabrikken med det mere centrale af Byen, hedder Sandløkkegade, hvilket er meget betegnende, idet det Areal, hvorpaa Fabrikken blev lagt, nærmest var en Sandmark, der som Avlsjord paa den Tid ikke var i særlig fin Kultur.

Arealet kostede 1000 Kr., for hvilket der gaves den tidligere Ejer Panteret i Ejendommen.

Paa dette Stykke Jord blev bygget et Værksted eller Smedie, som efter Forholdene i Hasle var ret stor, nemlig 110 m2 eller, som det hed den Gang, 277 Kvadratalen.

Det var gamle Jens Anker, der var Bygmesteren, og som byggede til sine Sønner. Disse, der paa det Tidspunkt begge opholdt sig udenfor Bornholm, havde kun opgivet den omtrentlige Størrelse af Værkstedet, hvorefter Faderen rettede sig.

Efter at Bygningen var paabegyndt, og Byens Folk kom for at se det nye Foretagende, kom selvfølgelig ogsaa Kritikken. De gamle Haandværkere i Byen, der altid havde kunnet nøjes med meget mindre Plads, kunde ikke forstaa, at det kunde betale sig at bygge saa kolossalt stort og dyrt. De kunde ikke tænke sig, at der i Hasle kunde blive Brug for saadant et Værksted, og efter deres Mening var det næsten dødsdømt med det samme.

Gamle Jens Anker, der hver Dag hørte paa disse Skeptikere, havde nær faaet Skrupler over at have begyndt paa Foretagendet, men alligevel, Værkstedet blev bygget og færdigt i Løbet af Sommeren. Et stort dejligt Rum med dobbelt Esse og Skorsten, mange og store Vinduer og en stor Port.

Den 20. Juli 1885 blev der løst Borgerskab og anmeldt Firma under Firmanavn: Brødrene Ankers Smede- og Maskinfabrik.

Dette blev ogsaa forkyndt Offentligheden, bl. a. paa den Maade, at der paa Værkstedets vestre Gavl med meget store Bogstaver blev malet: Brødrene Ankers Smede- & Maskinværksted.

Dette med Maskinværksted var vel nok ligestraks lidt storpralende, men hvad det ikke var. kunde det jo blive, og det blev det.

Til en Begyndelse var det vel lidt trist at tage fat, med et forholdsvis stort Værksted med fire nøgne Vægge og en Smedeesse. Men saa blev der indkøbt Staal og Jern — vistnok paa Kredit — og hos de andre Smedemestre i Byen blev der laant noget Værktøj, saaledes at man kunde faa lavet noget Smedeværktøj.

Ret længe kunde man jo heller ikke klare sig uden en Drejebænk. Der var rigtignok en gammel Snedkermester i Hasle, som tilbød en, han havde staaende og aldrig benyttede. Det var sikkert i fuldt Alvor, han tilbød den, for han havde ikke bedre Forstand, men det viste sig at være et gammelt Drejelad, som Snedkere og Trædrejere brugte dem i den Tid. Det var jo ikke saadan en Drejebænk, der var Brug for her. Men det kneb jo med "Moneterne", og der, hvor de solgte Drejebænke, var det ikke at vente, at der kunde faaes Kredit, navnlig til et Par unge Mennesker, som ingen rigtig vidste, hvad de duede til.

En paa den Tid i Hasle boende Storkøbmand havde dog nogen Tiltro til Fabrikkens Fremtid — og maaske Øjnede han nogen Forretning med Tiden, hvilket han for Resten heller ikke blev snydt for. Han stillede sig som Garant for 1000 Kr., og Drejebænken blev indkøbt hos Firmaet Nielsen & Winther, København.

Det er den omhandlede Drejebænk, som staar i det gamle Værksteds nord-vestlige Hjørne, og som vi gamle Lærlinge kender saa godt, idet vi alle har begyndt ved den, naar vi skulde sættes ind i Maskindrejerens Kunst. Nogle af os lærte det godt og andre mindre godt; men var der enkelte af os, som ikke blev Eksperter, saa var det i hvert Fald ikke Drejebænkens Skyld.

Den første Trækkraft paa Fabrikken var ikke hverken Elektro-, Gas- eller Petroleumsmotor, ej heller Dampmaskine, men saavidt det erindres havde han det fine Navn Christian Facundus Pedersen. Han var i enkelte Retninger en Original, som ikke sattes ret højt i Folkets almindelige Bevidsthed, og ikke mange tænkte over, at han hed Pedersen, for Betegnelsen paa hans Person til daglig var altid "Forkundius".

Efterhaanden begyndte Værkstedet at blive Maskinværksted, og der blev af og til sat et nyt Drev paa en Hestegangsaksel og lign. Støbegodset fik man fra Wichmann's Støberi i Rønne, det, der senere er kaldt Nordre Støberi.

Den første Gang, man paa Fabrikken kom i Berøring med en Dampmaskine, var paa Hasle Brænderi. Der stod en gammel Dampmaskine — vistnok af Aargangen lidt efter James Watt's Tid. Brænderiejeren, der havde opdaget, at han ikke kørte videre økonomisk, forespurgte Fabrikken, om de kunde sætte nye Stempelringe i Maskinen, og det blev selvfølgelig besvaret bekræftende.

Da man kom til Brænderiet og skulde tage Stemplet ud, opdagede man, at det havde en god Ottendedel Tomme Plads, hvorfor man foreslog Brænderi-ejeren ogsaa at faa et nyt Stempel. Han kunde godt indse, at det vilde være gavnligt, hvorfor han gik med til det, stadig med den Forespørgsel, om de mente, de kunde lave det.

Dette Spørgsmaal er for Resten ofte stillet af Kunderne paa Fabrikken: "Kan De lave det?" Og naar Spørgsmaalet er stillet i Julius Ankers Nærværelse, saa kan man være temmelig sikker paa, at Svaret har kommet til at lyde noget lignende som: "Det skulde være F ..... til Ting, man ikke kan lave".

Det er meget betegnende for den Maade, Fabrikken og dens Ledere har set paa Tingene. Ikke gaa af Vejen for noget, og mange Ting er ogsaa blevet lavet der, som man paa Forhaand havde tvivlet paa kunde lade sig gøre.

Fabrikken havde ikke gaaet ret Længe, før man blev klar over, at man ikke kunde undvære Grejer til Metalstøberi. Det var galt, naar man skulde levere et Sæt Metalpander ell. lign., at man saa skulde have Bud til Rønne først efter saadanne Ting.

Det var navnlig Jens Anker, der tog sig af den Sag. Han lavede Formekasserne og Modellerne, formede Tingene og støbte dem. Til at begynde med smeltede man Metal paa den Maade, at man satte Smeltediglen paa Essen, men det var en besværlig Maade at skaffe Varme nok paa, og ret snart fik man lavet en Metalsmelteovn. Formesandet blev hentet ude i Lerbakkerne paa Teglværkets Grund. Det var ikke godt, men kunde bruges.

En Historie fra Metalstøberiets første Tid mangler heller ikke. Det skete nemlig, at en Karruselejer kom til Hasle med sin Karrusel for at forlyste Ungdommen, men saa var der sket det, at hans store Klokke — en gammel Skibsklokke — var revnet, og den var ikke skøn at høre paa. Han indfandt sig paa Fabrikken med det Spørgsmaal, om de kunde støbe ham en ny. Som sædvanlig blev dette besvaret bekræftende, og Jens Anker gik i Lag med Opgaven som Klokkestøber. Det foregik paa den Maade, at ban brugte den gamle Klokke som Model, og naar den saa var formet, gik Klokken i Smeltediglen. Støbningen forløb normalt, hvilket forsaavidt var et Held, for skulde den være støbt om igen, havde Modellen jo manglet.

Klokken blev renset. pudset og afdrejet paa Kanten som en Klokke skal, og klar til Aflevering.

Da Karruselejeren kom for at afhente sin nye Klokke, syntes han imidlertid ikke, at Klokkens Klang var saaledes, som han havde tænkt sig, hvilket han gjorde nedsættende Bemærkninger om. Hertil svarede Jens Anker, at det var en Fejl fra hans (Karruselejerens) Side, for han havde ikke med et eneste Ord nævnt noget om, hvad Dur den skulde slaa i. Karruselejeren kunde ikke staa for denne Bemærkning, betalte Klokken og gik sin Vej.

Med Hensyn til Metalstøberiet skal samtidig bemærkes, at Fabrikken altid har været anerkendt for sit gode Metal, navnlig til de Ting, der skal slides paa. De fleste Skibs- og Baadebyggere faar stadig deres Metalbeslag fra Brødrene Ankers Fabrik. Det er Blandingsforholdene, der gør sig gældende, enten det skal bruges til stærke Lejer, Beslag til Skibsror, eller eventuelt en Skibsskrue. I sidste Tilfælde stilles der jo store Krav fra Lloyds for at Skibet, hvortil den skal leveres, kan klassificeres. Man har heller ikke gaaet udenom det, der kan kaldes Kunst, idet den Bronzeplatte, eller Relief, der er anbragt i Lærer Siersteds Monument i Hasle Lystskov, er forarbejdet paa Brødrene Ankers Fabrik.

Fabrikken, der begyndte med den enkelte Værkstedsbygning, er i Aarenes Løb stadig blevet udvidet, og det er mange Gange, der er bygget til og udvidet, saa til det ene Brug og saa til det andet.

I 1886 blev Stuehuset bygget, med Facade til og beliggende ved Østergade. Det blev bygget med to Lejligheder, som var ret rummelige.

Allerede i Efteraaret 1887 blev det første Jernstøberi bygget til Fabrikken. Det imponerede ikke ved sin Størrelse, men der blev i Aarenes Løb støbt mange Tons Støbegods her, inden det nye Formeri blev bygget i 1902.

Formesandet blev hentet fra St. Kannikegaard i Bodilsker og blev transporteret ad Søvejen til Hasle, med Indladning i Nexø Havn. Det var det ,,store" Skib Jagten ,,Willemoes", med Føreren Per Didriksen Holm, der klarede den Situation. Det viste sig at være heldigt, at det blev sejlet hjem, for Sandet var saa fugtigt, at der skulde meget tætte Vogne til at transportere det i, og skulde det være kørt pr. Vogn fra Bodilsker, havde man næppe haft meget paa Vognen, naar den naaede Hasle.

Den første Formersvend hed Nils Terkelsen. Han var Svensker og havde arbejdet paa Støberierne i Rønne. Han var en meget dygtig Mand til sit Arbejde, navnlig de sidste fem Dage i Ugen. Mandagen har ofte været en daarlig Arbejdsdag for mange, og det kunde ske for ham ogsaa.

Som nævnt blev der bygget et nyt Støberi i 1902. Aarsagen hertil var, at efterhaanden steg Efterspørgselen efter større Støbegods, og disse Ting kunde man ikke med nogenlunde Sikkerhed støbe med de Krangrejer, man havde, og desuden var Smelteovnen for lille.

Blandt andet var der Støbningen af Godset til Spaltemaskinerne, eller som de mere populært kaldes, Faldhamrene, der fra først af blev bestilt af Hammerens Granitværk.

Efterhaanden som Chaussebrostenen er blevet en stor Udførselsartikkel for Bornholm, er der fabrikeret mange af disse Faldhamre, og flere af dem er solgt til Udlandet.

Støberiet blev opført med en meget stærk Betonmur og med ca. 160 m2 Gulvflade.

Efter at det nye Støberi blev til Virkelighed — med en god Løbekran, der har Virkefelt over hele Støberiet — gaar man ikke af Vejen for at støbe Genstande op til tre Tons Vægt.

Iøvrigt er det efterhaanden gaaet ind i Folks Bevidsthed. at hvis man skal have et ordentligt Stykke Støbegods, saa skal det leveres fra Brødrene Ankers Støberi.

I 1887 fik Fabrikken sin første rigtig store Chance som Maskinfabrik, og det var ved Leverancen af Dampmaskinen til Mejeriet "Hammersdal" i Rutsker, og kort Tid efter Leverancen af baade Kedler og Maskiner til Mejerierne "Bjørnedal" og "Svalhøj", begge i Klemensker.

Støbegodset til disse Maskiner blev leveret fra Firmaet Møller og Jochumsen i Horsens, et Firma, som tidligere nævnt Jens Anker havde arbejdet for i sin Svendetid. Typen paa de tre Maskiner var den samme, men de var forskellige i Størrelse, vistnok efter den Tids Beregning fire, seks og otte H.K. efter Mejeriernes Størrelse.

De to Dampkedler blev lavet af to Kedelsmedesvende, der for Tilfældet blev indforskrevet fra København. Deres Navne var Friis og Jensen, hvoraf førstnævnte var Mesteren. De var et Par dygtige Folk i deres Fag, og navnlig var Friis en Dygtighed paa sit Omraade. Faa noget bestilt kunde de ogsaa, men for begges Vedkommende led de af den Skavank, at de havde kronisk tørre Pletter i Halsen, og den første, der fik sin Andel af deres Ugeløn, var Ølmanden, der mødte paa Fabrikken hver Lørdag Aften, naar Ugelønnen blev udbetalt.

Leverancen af disse Maskiner og Monteringen af Mejerierne gjorde sit til, at man rundt om paa Bornholm blev klar over, at der var en Maskinfabrik i Hasle, og Mejerierne, der var bygget omtrent i hvert Sogn, vidste ogsaa at henvende sig til Brødrene Ankers Fabrik, naar der var noget, der skulde repareres.

Først i Halvfemserne blev alle de bornholmske Mejerier besøgt af en Mejerikonsulent ved Navn Dencker. Til disse Besøg havde han ønsket Jens Anker med som maskinkyndig Mand. Dette resulterede i, at der for en lang Tid blev meget Arbejde paa samtlige Mejerier, hvor Konsulenten havde beordret alle Damprør og lign. isoleret, samt forskellige andre Arbejder af praktisk Betydning. Disse Arbejder blev overalt udført fra Fabrikken og gjorde til. at omtrent alt Mejeriarbejde paa Maskinvæsenets Omraade i mange Aar blev udført paa Brødrene Ankers Fabrik.

Da Fabrikken udviklede sig hurtigt, er det en Selvfølge, at den for omtalte Trækkraft blev for svag. Efterhaanden som der omkring i Sognene blev bygget Andelsmejerier, blev der en Del Maskinkraft tilovers paa de store Gaarde, og Fabrikken fik fra et saadant Privatmejeri — paa Skrubbegaard i Klemensker — en Dampmaskine, som blev opstillet i Værkstedet. Det var en opretstaaende Kedel med Maskinen anbragt paa den ene Side. Vi ældre Lærlinge husker den jo godt, da det i den Tid var almindeligt, at vi skiftedes til at være Maskinpassere en Uge ad Gangen. Enkelte af os naaede ikke altid at faa det højest tilladte Damptryk paa Kedlen, før der skulde fløjtes Fyraften, men saa var det der ogsaa.

I 1891 blev der bygget et Stykke til til Værkstedsbygningen mod Vest. Man kunde ikke Længere undvære et Kontor, og det var ogsaa nødvendigt at faa et Rum til Lagerbygning. Der blev bygget 6,3 m til i Længden i samme Bredde som selve Værkstedet. Det er det Rum, som senere er betegnet som Magasinet.

Samtidig blev Snedkerværkstedet flyttet op paa Loftet over Magasinet. Det havde tidligere været oppe over Værkstedsbygningens Østre Ende.

I 1895 fandt man det igen nødvendigt at udvide, idet man byggede 10 m til mod Øst. Denne Tilbygning blev benyttet til Smedje og Maskinhus samt til Opførelse af en ny Metalsmelteovn. Efter denne Tilbygning blev den gamle Smedeesse revet ned og Dampmaskinen fjernet fra det først bebyggede, saa der nu blev Plads til et Par Drejebænke og et Par Høvlemaskiner mere. Den gamle Dampmaskine blev erstattet med en ny og mere Økonomisk. Senere er ogsaa denne kasseret, og Fabrikkens Drift er nu i mange Aar besørget af en Sugegasmotor.

En Søndag Formiddag, den 9. August 1896, blev der alarmeret Ildløs, og det viste sig, at det var oppe paa Fabrikkens Snedkerværksted, det brændte. Sprøjterne kom ret hurtigt, og Ilden blev begrænset til Snedkerværkstedet, dog blev der ogsaa Ødelagt en Del Modeller, men iøvrigt skete der ikke større Skade, end at Fabrikkens Drift fortsattes uden Afbrydelse.

Ved Opførelsen efter Branden blev der bygget en Etage mere paa den Del af Bygningen, der er betegnet som Magasinet, og Snedkerværkstedet blev nu rummeligere, lysere og i det hele taget behageligere.

Iøvrigt er der sket saa mange Tilbygninger og Omlavninger i de forløbne Aar, at det er vanskeligt at holde Rede paa, men naar man tager i Betragtning, hvordan Begyndelsen var, og hvordan det efterhaanden er blevet, saa maa man efterhaanden regne det for et stort Kompleks. Selvfø1gelig maa man stadig huske paa, at det er paa Bornholm, vi er, og at Fabrikken ligger i Hasle.

Bortset fra de tidligere omtalte Faldhamre, som ikke laves noget andet Sted, kan vi vel ikke sige, at Fabrikken har haft noget Speciale, men det væsentligste af Fabrikkens Arbejde er vel nok gaaet til Landet.

Det har været interessant at lægge Mærke til, hvad der i Aarenes Løb har været fremme, og som har haft sin Tidsperiode, men som saa er forsvundet igen, naar andre Ting er dukket frem.

Vi Lærlinge fra den gamle Tid, vi øvede os altid i Planbænksdrejning med at udbore Hestegangshjul og Bundplader til Hestegange. Det var en Vare, som altid var paa Lager i den Tid. — Nu kan man vel daarlig tænke sig, at der nogensinde vil blive solgt en Hestegang mere.

Tærskemaskiner til Hestekraft var ligeledes en Ting, som altid var paa Lager, men heller ikke de bruges mere som i den Tid.

En Tid havde Landboerne den Idé, at de selv skulde knuse deres Sæd til Kreaturfoder, og det var en forbavsende Mængde Knuseværker, der blev leveret en Del Aar. Heller ikke det sker mere.

Saa kom Haandtærskemaskinerne paa Mode. Det var Husmeendenes Tærskeværker, og der blev lavet Masser af dem en kort Tid. De var sikkert bedre at benytte end Plejlen — men alligevel, det var sikkert et haardt Arbede for dem, der skulde trække dem.

En Tid blev der lavet en Del Hesteriver, og det var en særlig Fidus at komme til at lave Hesterivehjul.

Pumper blev der ogsaa lavet en Masse af, og det bliver der vel endnu, omendskønt nogle af dem har forandret Udseende. — En Tid blev der ogsaa lavet en Masse Vingepumper til Suge- og Tryk. Det var dejlige Pumper, saa længe de var nye, men naar de blev slidt, var de ikke meget værd, og slidt blev de desværre meget hurtig.

Men har Landboerne været store Aftagere fra Fabrikken, saa har de store Virksomheder paa Vest- og Nordlandet heller ikke været daarlige, og der tænkes her særlig paa Hasle- Klinker- og Chamottestensfabrik, baade Hasleværket, Rabekke- og Torneværket, Hammerens Granitværk og alle Stenhuggerierne paa Nordlandet. Til Stenhuggerierne er bl. a. lavet et Utal af Kraner, større og mindre, men altid solidt og godt Kram.

Endvidere er Hasle jo en Søkøbstad, og som saadan har der ogsaa været Lejlighed til Arbejde ombord i Skibene, navnlig i den Tid, hvor der var store Skibe hjemmehørende i Hasle. Dette er desværre snart en Saga blott, men maaske det kommer igen. Under alle Omstændigheder kommer der Skibe i Havnen, og det sker da ogsaa, at de har Brug for Fabrikken.

Der kunde sikkert fremdrages meget endnu af Fabrikkens Historie, men en Historie kan ogsaa blive for lang, og navnlig hvis den bliver fortalt i en kedelig Form, hvilket kan være vanskeligt for Skribenten selv at bedømme.

Inden man afslutter dette Afsnit, som specielt omhandler Fabrikken, skal man dog kortelig omtale Arbejdernes Forhold.

Fabrikken har altid holdt paa, — saa vidt muligt — at skaffe Arbejde til sine Arbejdere hele Aaret rundt. Det er ikke almindeligt, at nogen bliver fyret. Maaske har der været enkelte Vinterperioder, hvor Arbejdstiden er blevet afkortet lidt, men det har ikke været ofte. Arbejderne her gaar ikke med den Skræk i Livet, som i vore Dage ellers er saa almindelig, at de bliver arbejdsløse. Det har hidtil ikke været kendt paa Brødrene Ankers Fabrik. Den Dag, en Mand faar Afsked her, er gerne den Dag, han ikke ser sig i Stand til at gaa op til Fabrikken mere, men da har han gerne holdt et eller flere Jubilæer forinden. At de unge Mennesker, som faar udlært, rejser bort, er ikke fordi de bliver fyret, men for at komme andre Steder hen og lære noget mere. Men det almindelige er vel alligevel, at de arbejder paa Fabrikken et Aars Tid eller mere efter Læretidens Udløb. Mange er ogsaa rejst, fordi de skulde videreuddannes paa en eller anden Skole.

Da Forholdene har været saadan, har Arbejderne ikke fundet Anledning til at indmelde sig i Fagforeninger eller Arbejdsløshedskasser. De regner selv med, at de er sikrede, naar de arbejder paa den Fabrik, og hvad Lønningerne angaar, er de der paa Fabrikken ikke daarligere end andre Steder.

Iøvrigt er de faste Arbejdere paa Fabrikken ligesom en stor Familie, og er der en enkelt Gang et "Job", hvor der skal bruges stort Mandskab, saa samles de gerne til dette uden Hensyn til, om de hedder Smede, Maskinarbejdere, Snedkere eller Formere. Man betragter det bare som noget, der hører til. Den Dag, der skal støbes, har man Brug for det meste af Fabrikkens Mandskab, som kan tage et rask Tag — uden Hensyn til, om han er Smed, Snedker eller Arbejdsmand.

Vi Maskinlærlinge havde ogsaa vort Arbejde i Støberiet, den Dag der skulde støbes, og selv om det til Tider gik lidt varmt til, saa var det alligevel en Slags Højtidsdag, for da vankede der gratis Øl. Det har nemlig været gængse paa Fabrikken lige siden Tidernes Morgen, og saa vidt vides bruges det endnu, at den Dag, der skulde støbes, blev der sendt Bud til Bryggeriet efter et Anker af det bedste Øl, og det fandt man sig næsten forpligtet til at drikke, enten man trængte til det eller ej.

Men dette, at man kom til andet Arbejde end netop det samme altid, satte ofte sin Kolorit paa det daglige Liv, og desuden blev man sat ind i og kendt med noget mere, end hvis det kun var Filebænken, Boremaskinen eller Drejebænken alene, man stod ved.

Det viser sig ogsaa, at de Lærlinge, der er gaaet ud fra Brødrene Ankers Fabrik, har faaet saa alsidig en Uddannelse, som overhovedet kan faas, hvilket for de flestes Vedkommende har haft den største Betydning i deres senere Liv og Virken.

Entreprise — og andre Arbejder.

SOM allerede tidligere antydet, saa har Firmaet Brødrene Anker virket med stor Alsidighed, idet der foruden selve Fabriksvirksomheden med alt hvad dertil hører, er udført mange Arbejder, som ikke specielt hører en Maskinfabrik til.

Det første store Entreprisearbejde var Arbejdet med Udvidelsen af Hasle Havn, hvilken blev foretaget i Aarene 1893 —1894 og bestod i, at der blev gravet et helt nyt Havnebassin. Desuden blev den gamle Havn og Indsejlingsrenden uddybet.

Det skal bemærkes, at der foruden Firmaet var to Murermestre og to Tømrer- og Snedkermestre med i Entreprisen, og som personlig deltog i Arbejdet.

Hvorom alting er, gav dette forholdsvis store Foretagende en Masse Arbejde til Fabrikken. Der blev lavet en ny Dampmaskine og Kedel, som først blev brugt til at trække Tipvognene op fra Havnebassinet og senere anbragt i Uddybningsmaskinen. Desuden blev der lavet en Del Kraner, Stenværktøj og Beslag til Afdæmningstømmer o. m. a.

Hvad der kan bemærkes som et Kuriosum ved dette Havnearbejde var bl. a., at alle de Kul, som skulde bruges til at fyre med, tog man op af Havnebassinet, idet der laa en Kulrende, som man skulde tage op for at komme ned i den Dybde, som fordredes. Der var saa rigeligt med Kul, at de af Arbejderne, som havde Hus og Hjem, ogsaa fik deres Part til Vinterbrændsel.

Der kunde fortælles meget om dette Havnearbejde, om hvilke snedige Maader, alt blev indrettet paa for at gaa saa nemt som muligt, men det vil sikkert virke for langtrukket i denne Beretning.

Foruden dette Arbejde blev der samtidig foretaget en Forlængelse af vestre Mole, men dette gik over til en anden Entreprenør. Denne oplevede imidlertid ikke at se sit Arbejde færdigt, men forinden sin Død havde han kontraheret med Julius Anker om Arbejdets Udførelse.

Om begge Arbejder skal kun siges, at de blev udført til alles Tilfredshed, og uden at det her skal røbes hvor meget, vides det, at der Økonomisk blev et ret godt Overskud.

Efter dette Havnearbejdes Fuldendelse har Firmaet Brødrene Anker haft mange andre Havnearbejder, saaledes flere Gange i Hasle, Helligpeder, Teglkaas og Hammerhavnen. Alle disse Arbejder, bortset fra Hasle Havns store Udvidelse, har Firmaet haft i Entreprise uden Licitation, og naar dette har kunnet lade sig gore, er det fordi, at de allerede ved det første Havnearbejde fik Vandbygningsdirektoratets Anerkendelse for, at dette var udmærket udført.

Hvad Priserne angaar for disse Arbejder, er der forhandlet underhaanden med Vandbygningsdirektoratet og Ministeriet i hvert enkelt Tilfælde.

Mens man er ved at omtale Havnearbejderne, skal ogsaa kortelig nævnes Beddingsanlæggene i Tejn og Svaneke. Det er ikke fordi at Projekterne i og for sig er saa store, men til Brug for en Fiskerihavn har de vist sig at være fortræffelige, og Fiskerne, der benytter disse Beddinger, er overmaade glade for dem.

I 1896 skete det, at en Vandaare brød igennem og ret hurtig fyldte Lergraven ved Hasle Teglværk. Det er den Lergrav, som senere har faaet det kønne Navn "Smaragdsøen", og hvor der i de senere Aar ikke er optaget noget Ler; men den Gang blev hele Teglværkets Lerforbrug taget op her, og det kunde ikke gaa an, det stod stille for længe.

Vandet var trængt ind i det nordvestre Hjørne, — for saavidt man kan tale om et Hjørne i et rundt Hul — og straks mente man, at det var Østersøen der var brudt igennem. Det viste sig imidlertid, at Vandet var fersk og saaledes intet havde med Havet at gøre.

Brødrene Anker blev anmodet om at tømme Lergraven og afdæmme den for en bestemt Sum, og iøvrigt efter behørig underskrevet Kontrakt.

Vanddybden var ca. 25 Alen paa det dybeste, og et ret stort Fladeareal.

Der blev anbragt to Stykker 6'' Centrifugalpumper, og efter at der var pumpet i nogle Timer, konstateredes det, at Vandspejlet sænkede sig. Tilløbet var altsaa ikke stærkere, end at der kunde lænses.

Efter at have pumpet i 4-—5 Døgn var man naaet saa langt ned, at Pumpernes Sugeevne formindskedes. Opgaven blev derefter løst paa den Maade, at den ene Pumpe flyttedes ned, hvorefter denne pumpede op til den øverste. Ved at pumpe uafbrudt i 8 Døgn kom man saa langt ned, at man kunde sætte Dæmningen, og siden blev Graven hurtig tømt.

Af andre større Arbejder kan nævnes Vand- og Gasanlægget i Allinge-Sandvig samt Vandværket i Gudhjem.

Af de mange private Vandværker, Fabrikken har udført i Aarenes Løb, var et af de interessanteste det, der blev opført til Hotel "Helligdommen" i Rø. Dette Hotel blev nybygget omkring Midten af Halvfemserne, og til et moderne Hotel hører ogsaa et Vandværk, saaledes at Vandet kan ledes op i Etagerne.

Anlægget blev udført paa den Maade, at der paa Kildesgaards Grund blev sprængt en Beholder ud i den rene Granit, hvilket skulde forestille en Brønd. Det blev en rigtig pæn Beholder, som var ca. 8 Alen i Diameter, men iøvrigt tør som Aske.

De nysgerrige Mennesker, der hver Dag gik og saa til, mente, at man maatte være tosset, naar man ventede at faa Vand der i selve Grundklippen.

Da Beholderen var færdig, blev der boret tre Huller nogle Alen ned i Klippen og derefter anbragt en Masse Dynamit i hvert Hul. Efter at disse tre Miner fik Lov at eksplodere alle paa en Gang, viste det sig, at Projektet ikke var forfejlet, for kort Tid efter steg Vandet op af Hullerne, og det, der er vigtigst for et Vandværk, var til Stede.

Det er en Selvfø1ge, at der under saa mange Aars Virken, og i en med saa stor Alsidighed dreven Forretningsvirksomhed, er forekommet mange interessante Problemer, som kunde være en Omtale værd, men det er jo begrænset, hvad man kan faa Plads til i et lille Hæfte, og for Resten vil Nutidsmenneskene og vore Efterkommere ikke kunne forstaa at vurdere saadanne Arbejder i Forhold til den Tids Hjælpemidler. Man maa nemlig tage i Betragtning, at i de forløbne 50 Aar siden Fabrikkens Start er Teknikken gaaet frem med rivende Hast, og hvad der den Gang kunde være en vanskelig Opgave, er det maaske ikke mere nu.

Inden dette Afsnit afsluttes, skal man dog i korte Træk omtale Kuloptagningen ved Levka.

Det var i Verdenskrigens Aar, hvor det kneb med at faa Kul, og desuden skulde de betales i dyre Domme. Da faldt det let i Tanker at skaffe sig Brændsel af hjemlige Produkter, og saa gjaldt det blot om, hvor Produkterne kunde fremskaffes, og hvem der skulde fremskaffe dem.

At man paa Brødrene Ankers Fabrik ogsaa havde denne Opgave for øje, siger næsten sig selv, og til at begynde med gik man i Gang med at fabrikere Tørv, hvilket foregik i den til Knarregaard i Rutsker hørende Mose. Men skønt Tørvene var gode, saa er Tørv nu en Gang Tørv og ikke Kul.

At der samtidig tænktes paa de bornholmske Kul, er en Selvfølge.

Det siger sig selv, at to saadanne Mænd som Jens og Julius Anker ikke kunde komme udenom den Tanke. De er født og opvokset i den Tid, da der blev drevet Kulværk, de er blandt nulevende Mennesker dem, der ved allerbedst Besked om, hvor Kullene er, og det er dem, der alle Dage bar vist den største Interesse for de bornholmske Kul. De vilde derfor være de rette Mænd til at starte et saadant Foretagende. Men der, hvor de store Kulbeholdninger ligger, kan ikke hvem som helst komme til at tage dem op, og derfor blev de liggende indtil videre.

Vest for de store Arealer, som ejes af A/S Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, ligger ved det Sted, der kaldes Levka, en lille mager Avlsbruger-ejendom, som den Gang ejedes af en Mand ved Navn Engell. Paa denne Grund vidste man, der fandtes Kul, om end ikke i store Mængder.

Ved Forhandling med Ejeren blev man enige om at forsøge, og man gik ned med en Skakt paa den nordligste Del af det Terrain, man var blevet enige om at arbejde paa. Det var ogsaa paa dette Sted, Kullene laa højest, idet Kullagene ligger med, hvad man i Fagsproget kalder et Stik, paa 1—10, opadgaaende i Nordvest og nedadgaaende i Sydøst. Der var ret godt at arbejde og ikke mere Vand, end man havde let ved at holde Læns. Kulrenden viste sig at være fra 24 til 26 Tommer tyk.

Efter at have bearbejdet dette Parti i saa stor Udstrækning, som man mente der kunde betale sig, gik man ned med endnu to Skakter, og i Løbet af et Par Aar tog man ca. 57000 hl Kul op til Salg.

Det er en afgjort Sag, at et saadan Parti Kul ikke kunde dække Øens Forbrug, men de Kul, der blev taget op ved Levka, behøvede man ikke at hente i England, og Vejen til Levka var absolut sikrere i de Tider, end Vejen mellem England og Bornholm.

Hvorom alting er, fik Brødrene Anker dog noget ud af deres Kuloptagning, omendskønt der arbejdedes i det smaa og uden store Midler. Et andet Firma, der startede med samme Formaal, og med over en halv Million i Driftskapital, fik Kapitalen opbrugt, men ingen Kul.

Fortegnelse