BORNHOLMS HISTORIE
AF LEKTOR TH. LIND. RØNNE
Indhold
Bornholms Beliggenhed.
Bornholms Historie har faaet sit Særpræg af Øens Beliggenhed ensomt ude i Østersøen ca. 40 km fra den skaanske Kyst. Fra Skaane - det eneste Land, hvorfra Bornholm kan ses - kom Tiderne igennem Indvandring og Kulturpaavirkning af mangfoldig Art, og i tre-fire Aarhundreder var Øens Skæbne i Hænderne paa Lundebispen. Afsondringen skabte en Befolkning med egne Sæder og Skikke, eget Folkemaal og i mange Maader en egen Karakter.
Bornholms Navn.
Første Gang, Bornholms navn nævnes, er i en Rejseskildring af en skipper, der hed Wulfstan, og som omkring 890 foretog en Rejse fra Hedeby østpaa langs ordtysklands Kyst. Han kalder Øen Burgendaland. I de følgende Aarhundreder træffer vi Formerne Burghændæholm, Burghændeholm og Burghændholm i Kong Valdedears Jordebog, Borgundarhólmr i islandske sagaer, endvidere Borghundarholm, Borendæholm og Borendholm. Adam af Bremen kalder omkring 1075 Øen slet og ret Holm (paa Latin Hulmus), saadan som Befolkningen i Skaane benævner den den Dag i Dag. Sakse latiniserede Øens Navn til Boringia. Men tidligt blev den almindelige danske Form Boringholm, der brugtes endnu i det 18. Aarhundrede, og som jo stadig er Bornholmernes eget Navn paa deres Ø: Borrinjholm. Den nu almindelige rigsdanske Form Bornholm kendes fra Midten af det 14. Aarhundrede og er vist først brugt i tyske Kilder.
Man har til Tider villet forklare Navnet som Burgundernes Land og altsaa ment, at Øen skulde have faaet sit Navn af den germanske Stamme Burgunderne. At afvise denne Mulighed er vel ikke let; men større Sandsynlighed er der vist for, at Navnet er afledet af Borg, d. v. s. en Klippeknude, og -und, d.e. Ø.
Bornholm en dansk Ø.
Om de første historiske Tider er Kilderne meget faa og sparsomme. Den omtalte Wulfstan fortæller, at mens Skaane da hørte til Danmark, havde de paa Bornholm deres egen Konge. Naar Bornholm er blevet en Del af Danmark, er der ingen sikker Efterretning om; thi i omtrent et Par Aarhundreder er der ingen skriftlige Kilder. Først omkring 1075 fortæller Adam af Bremen, at Bornholm er Danmarks videst kendte Havn. I den mellemliggende Tid maa Øen da være kommet under Danmark, og sandsynligvis er det sket i sidste Halvdel af det 10. Aarhundrede, da Harald Blaatand »vandt sig hele Danmark«, som den store Jellingrunesten beretter.
Da Skaane var en Del af Danmark, var det naturligt, at ogsaa Bornholm blev det, og i de forløbne henved tusind Aar har Øen stadig været dansk undtagen i de to korte Perioder i 1645 og 1658, da den hørte til Sverige, tilsammen i godt et Aar.
Herredsinddeling.
Den danske Konge satte en Høvding over Øen og lod denne inddele i fire Herreder, en Inddeling, der sikkert blev foretaget af militære Grunde som andre Steder i Landet. Hvert Herred skulde omfatte 120 Gaarde, og passer dette ogsaa her paa Øen, kan vi rimeligvis antage, at Befolkningen har talt omkring 3.000 Mennesker. Herrederne, der i det væsentlige er de samme som nu, kaldtes Rothnæ (Vester), Haslæ (Nørre), Hænnings (Øster) og Miklingæ (Sønder) Herred; i de to første øjner vi de senere Købstadnavne Rønne og Hasle; de to sidste menes at stamme fra Navne paa Stormandsslægter.
Bebyggelse.
Gaardene laa ikke samlede i Landsbyer, men spredt, saadan som vi kender det fra vore Dage. Grunden er vel, at der ikke har været bekvemt opdyrkelige samlede Arealer tilstrækkeligt store til Landsbymarker. Kun en mindre Del af Gaardene laa samlede 2-5 i Nærheden af hinanden. De fik da et Fællesnavn paa -by, som Aaby, Ringeby o. l., men om Fællesskab i Dyrkning var der ikke Tale; hver Gaard dannede en Enhed for sig. Meget taler for, at Gaardene laa, hvor der stadig ligger Gaarde.
Veseteslægten.
Som Høvding paa Bornholm nævner Jomsvikingesaga Vesete og fortæller, at han havde to Sønner Bue den Digre og Sigurd Kaabe, der begge gik paa Vikingetog og blev optagne blandt Jomsvikingerne ligesom Vesetes Dattersøn Vagn Aagesøn, hvis Farfar var Palnatoke. Alle tre deltog i Jomsvikingernes Tog mod Haakon Jarl i Norge. Bue faldt i Slaget ved Hjørungavaag, Vagn Aagesøn kom tilbage til Fyn, og Sigurd Kaabe flygtede fra Kampen og overtog sit Fædrenegods paa Bornholm, hvor han blev Stamfader til en stor Efterslægt. Saaledes fortæller Sagaen; men hvor meget heraf der er historisk, og hvor meget der er opdigtet mangler vi Kilder til at afgøre. En Runesten, der nu staar i Nylars Kirkes Vaabenhus, er rejst af Kaabe-Sven efter hans Søn Bøse. Er Kaabe-Sven den rigtige Tolkning, kan han være en Søn eller en Sønnesøn af Sigurd Kaabe; men fuld Sikkerhed foreligger ikke, og det er jo et daarligt Bevis at bestyrke noget usikkert med noget and usikkert.
Handel og Vikingefærd.
At ikke alle borholmske Bønder altid sad hjemme paa der Gaarde, men at nogle af dem færdedes paa Havet enten som Vikinger eller som Handelsmænd, har vi derimod god Hjemmel for. Bornholm laa gunstigt for Handelen i Østersøen paa Handelsvejen mellem Slesvig og Rusland og mellem Tyskland og Sverige. Den Handel, som Møntfund paa Øen viser, der allerede var i Oldtiden, fortsættes ind i Middelalderen. Fra det 8. til det 10. Aarhundre fortæller Fund af arabiske Mønter om Forbindelse ad Handelsvejene ad de russiske Floder. Fra det 10. til det 12. Aarhundrede godtgør Fund af tyske, engelske og nederlands Mønter, at nye Handelsveje har afløst gamle. Som omtalt kalder, Adam af Bremen omkring 1075 Bornholm Danmarks videst kendte Havn, og den omtalte Nylarsker Runesten, som Kaabe-Sven satte efter Bøse, meddeler, at denne blev dræbt i Kampen ved Udlænge, der er tolket som Øen Utlängen ud for Blekings sydøstlige Hjørne. Om Bøse har været ude paa fredelig Købmandsfærd, eller hans Togt har haft en mindre fredelig Hensigt, er det naturligvis umuligt at afgøre. Det samme gælder den anden Runesten i Nylars Kirkes Vaabenhus, hvis Indskrift beretter, at den Alvard eller Halvard, Stenen sat til Minde om, druknede ude med hele Skibsmandskabet eller »druknede i Følge med Alle Skipper«. Omkring 1200 meddeler Slesvig Stadsret, at bornholmske Købmænd var bosat der i Byen.
Ved Handelen samledes der Rigdomme paa Øen. Nogle Bønder blev rige Storbønder, Stormænd, der havde Evne til at rejse Runestene for deres døde, for at de kunde mindes til evig Tid. Nu læser vi Navnene; men vi ved intet om den, Stenen skal hædre, ud over Navnet og maaske, at han var en »god Dreng«, d. v. s. en dygtig eller fornem ung Mand.
Angreb paa Øen.
Men Rigdommen lokkode begærlige Fjender til. I det 11. Aarhundrede begyndte Venderne deres Plyndringer. Knytlingasaga fortæller om, hvordan Egil Ragnarsøn, som Knud den Hellige havde gjort til Jarl paa Bornholm, kæmpede imod dem og mødte dem paa deres eget Element og slog deres Flaade, saa at han en Tid skaffede Øen Fred for dem. De gamle Bondeborge og Skanseanlæg maatte tages i Brug igen, naar Sørøverne gik i Land, og mangen en Bonde gravede sine Skatte ned, naar Angreb truede. Reddede han ikke Livet, blev Skatten liggende skjult, til vi tilfældigvis i vore Dage støder paa den, som da man 1928 paa Store Frigaard i Østermarie fandt en Sølvskat paa 1.100 Mønter fra Aarene omkring 1120 gemt i en Krukke under Gaardspladsen.
Runestene.
De stolteste Minder fra denne Tid er de mange Runestene. Omkring 40 Runeindskrifter er bevaret; men over Halvdelen findes paa Stumper af Runestene, idet Runestenene er blevet brugt til Bygningssten og slaaet mere eller mindre i Stykker. Om nogle andre fortælles, at de er blevet sænket i Jorden under Plovdybde for ikke at genere Markarbejdet, og de er ikke senere blevet fundet. Men alligevel har Bornholm flere Runestene bevaret end nogen anden Del af Danmark af tilsvarende Størrelse. Ingen af dem staar paa det oprindelige Sted; kun faa staar nu ved Alfarvej som den anseligste af dem alle, den ualmindelig velbevarede Brogaardssten ved Landevejen Syd for Hasle; flest er anbragt paa Kirkegaarde eller i Kirker.
Skikken at rejse Runestene er kommet sent til Bornholm. Ingen af de bevarede Stene er fra ældre Tid end 1050, et Tidspunkt, da man i det øvrige Danmark næsten helt var hørt op at rejse Runestene. Skikken holdt sig saa her paa Øen i omkring 100 Aar. Den synes direkte at have fortsat den gamle Skik at rejse Bautastene. Som Tilfældet var med disse, rejste man Runestenen ved Alfarvej; var det en lille Sten, kunde den faa Plads paa en Høj; var den anselig af Højde, sattes den ved Højens Fod eller uden Tilknytning til nogen Høj. Flere af de bornholmske Stene er meget anselige af Højde. Højere end Brogaardsstenen og Gyldensaastenen, der er over 3 m høje, er kun een Sten i det øvrige Danmark. Til Runestene har man brugt Granit eller i nogle Tilfælde en haard Sandsten, og man har gjort Forsiden, hvor Indskriften anbragtes, saa vidt muligt jævn. Runerne anbragtes i Reglen i et Baand langs Stenens Sider og Overkant (»Portalindskrift«) , paa nogle Stene i dekorative Baandslyngninger.
Baade ved Indskriftens Anbringelse, ved særegen Ornamentik, ved forskellige Runeformers Brug og ved den almindeligt brugte Paakaldelsesformel: »Gud hjælpe hans Aand og Guds Moder« peger de bornholmske Runestene mod Sverige. Den i 1911 i Bodils Kirke fundne Runesten viser ved Runeformer, Ordforraad og Bøjningsformer, at Runeristeren har været svensk, og de andre, at de er stærkt paavirkede fra Sverige, saa stærkt, at en svensk Indvandring til Bornholm af moderne Forskere menes at være den eneste mulige Forklaring.
Paa ingen bornholmsk Sten findes Paakaldelse af nogen af de gamle nordiske Guder eller andre Tegn paa, at den gamle Gudetro da var levende. Tværtimod har flere af dem kristne Paakaldelser som: »Gud hjælpe hans Sjæl«; »Gud lette Aanden evindelig«, »Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans Aand«, »Gud og Guds Moder hjælpe deres Aand«, »Krist hjælpe Sjælen«, »Krist og Sankt Mikkel og Sankta Maria hjælpe hans Sjæl« og endelig den Længste af Paakaldelserne: »Krist og Sankt Mikkel hjælpe Ødbjørns og Gunilds Sjæl i Lys og Paradis«. Andre kristelige Symboler er de paa en halv Snes af Stenene indhugne Kors, almindeligst St. Georgskorset med udsvajede Arme, desuden Flettekorset, d. v. s. St. Georgskorset med Armene flettet ind i hinanden i Korsskæringen, Processionskorset med den nederste Arm forlænget med en lille Tap, og det mærkelige Propelkors paa den ene Østermariesten. Paa den ene Nylarskersten og paa Nykerstenen er en Del af Indskriften anbragt saadan, at den omgivet af sine Rammestreger danner et Kors.
De mange anselige Runestene, der stod spredt rundt om paa Øen ved Vejene, hvor Folk færdedes, har mindet disse om Eftermælets Værdi, Udtryk som de var for den Tanke, der er udtrykt i Hávamáls Ord: Eet, jeg ved, som aldrig dør: Dommen om hver en død.
At Tallet er saa stort paa Runestenene paa Bornholm - hvoraf sikkert mange er forsvundne eller endnu ikke fundne -, maa vidne om den Velstand, der i de Aarhundreder raadede paa Øen.
Kristendommens Komme.
Runestenene fortæller altsaa om, at Kristendommen var kommet til Øen. De ældste af dem kan dog godt være fra en Tid, da Kristendommen endnu ikke var almindelig paa Bornholm; de fortæller da blot, at nogle Bornholmere har lært den nye Lære at kende paa deres Rejser uden for Øen og er blevet vundet for den. Kristendommen kom nemlig sent til Bornholm. Hele det øvrige Danmark var kristnet, da Egin, der 1072 døde som Biskop i Lund, kom herover fra Skaane for at prædike Kristendom for Bornholmerne. Det har været kort efter 1060; noget nærmere ved vi ikke om det; men efter den Tid trængte Kristendommen ud til Menigmand, og Bornholm fik sine Trækirker, af hvilke ethvert Spor er forsvundet. De havde kun en kort Levetid, og midt i det 12. Aarhundrede begyndte man at bygge de 15 Sognekirker af Sten, solide Bygninger, der skulde tjene det dobbelte Formaal: at være Gudshuse og at tjene til Forsvar, naar Fjenden kom til Øen. Saa solidt blev de bygget, at de fleste af dem staar den Dag i Dag og opfylder deres Mission som Gudshuse. De fire, der er forsvundet, blev først revet ned i sidste Fjerdedel af forrige Aarhundrede og kunde sikkert ved forstandig Restaurering have været bevarede og i Brug som de andre i vore Dage; men en Trang til nye, rummelige Kirker sejrede den Gang over Respekten for det gamle overleverede.
Om Kirkerne har staaet deres Prøve som Tilflugtssteder i Krigstid, ved vi intet. Ikke heller har man i Kirkebygningerne fundet Spor af, at de har været udsat for Angreb.
To af Kirkerne fik Navn efter Jomfru Maria, en blev viet til Ænkeengelen Mikael (Rutskirke), fem til Apostle: Johannes (Aakirke), Andreas (Røkirke), Jakob (Ibskirke), Paulus og Peter, tre til nordiske Helgener: Knud, Olaf og Botulf (det sidste Navn, der paa Bornholmsk blev til Boel, er blevet misforstaaet og forvansket til Bodil), tre til Helgenerne Klemens, Laurentius og Nicolaus (de to sidste knyttede til Østerlars og Nylars Kirke) , og endelig bleven Kirke indviet til Alle Helgener: Alle Helgens eller Nykirke.
Da der ingen Landsbyer var paa Bornholm, kom Kirkerne til at ligge frit i Landskabet, og Sognet fik Navn efter sin Kirke. Disse Navne har holdt sig, men er i Folkemunde blevet afslebet saaledes, at Østre Marie Kirke Sogn er blevet til Østermarkersen, Jakobs Kirke Sogn til lbskersen osv. De eneste Sogne, der ikke har beholdt Helgennavnet, er Aakersen, Rutskersen, Røsen (hvor Udeladelsen af »ker« tyder paa, at der ikke har været nogen Kirke saa tidligt som i de andre Sogne) og Nykersen. I vore Dage er det blevet almindeligt at sløjfe Endelsen -sen og kalde Sognene Nyker, Aaker osv., medens Kirkerne kaldes Nylarskirke. Rutskirke osv.
Tre Herreder under Ærkebispen
Det var jo fra Skaane, Bornholm var blevet kristnet, og efter at Bispen i Lund 1104 var blevet Ærkebiskop og der 1137 var kommet en kraftig og myndig Mand paa Ærkebispestolen : Eskil - og denne blandede sig i Stridighederne mellem de tre Tronkrævere Svend, Knud og Valdemar og ikke vilde bøje sig for Svend, da denne ved Deling blev Konge over Østdanmark, kom denne Strid til at indvirke paa Bornholms Skæbne. Svend fængslede Eskil, men maatte slutte Forlig med ham og for at opnaa dette 1149 afstaa til Ærkebispestolen de tre af Bornholms fire Herreder, saa at Kongen kun beholdt Vester Herred. Noget Dokument om denne Overdragelse kendes ikke; men Hovedsagen var, at Ærkebispen skulde udøve de kongelige Rettigheder og opkræve de kongelige Afgifter, paa enkelte Undtagelser nær. Om Forholdet mellem Kongens og Ærkebispens Rettigheder opstod der senere Gang paa Gang Stridigheder.
Men foreløbig gav Nyordningen ikke Anledning til Splid. I Valdemarernes Tidsalder var Forholdet mellem Kongen og Ærkebispen godt, og der høres ikke noget om Forviklinger paa Bornholm. I Kongens Herred byggedes engang i sidste Halvdel af det 12. Aarhundrede en Borg inde midt paa Øen. den vi nu kalder Lilleborg. Ogsaa Ærkebispen synes at have bygget sig en Fæstning i sin Del af Øen. Oplysningerne herom er usikre; men der er Grund til at tro, at han har bygget et befæstet Anlæg paa den Knude, hvor senere - ved Midten af det 13. Aarhundrede sandsynligvis. - Hammershus kom til at ligge. Fund i de senere Aar paa Hammershus er maaske en Bekræftelse herpaa.
Strid mellem Konge og Ærkebisp.
Da Valdemarernes Storhedstid var forbi, og der allerede under Valdemar Sejrs yngste Søn Kristoffer den Første kom Strid mellem Kongen og Ærkebispen, der nu var den kraftige og stridbare Jakob Erlandsen, naaede Stridighederne ogsaa Bornholm. Kongens Borg her var aabenbart i Ærkebispens Øjne en Trusel mod hans Herredømme paa Øen. I Aaret 1259 rykkede hans Broder Andreas Erlandsen sammen med Fyrst Jaromar af Rygen mod Lilleborg, belejrede og indtog Borgen, nedhuggede eller lemlæstede den omkr. 200 Mand store Besætning og ødelagde og afbrændte Borgen.
Lilleborg.
Lilleborg blev aldrig igen opbygget, og vor Viden om Borgen er ret ringe. Den stod i omkring 100 Aar; men om denne Tid ved vi egentlig ikke andet, end at den var Kongens Borg. Af Ruinerne bortkørte Lybækkernes Foged Schweder Kettingk (1556-73) Byggematerialer til Vallensgaard i Aaker, og i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fjernede Skovrider Hans Rømer (1800-36) 2-3.000 Læs Sten til forskellige Byggearbejder i Almindingen, bl. a. til en stensat Rende til Afledning af Vandet omkring Lilleborg. Det var derfor kun en Rest af Ruinerne, Nationalmuseet i vore Dage kunde foretage sine Udgravninger i; men i Hovedtræk kan dog Borgens Anlæg klarlægges.
Stedet var fortræffeligt valgt til en Fæstning. Det er en Klippeknude, der hæver sig omtr.14 m over den omgivende Lavning, og ved Opstemning kunde de tre Smaasøer ved Knudens Fod omdannes til en Sø, der helt omgav Borgen. Denne blevet ovalt Anlæg med et Taarn til Beskyttelse af Hovedindgangen og en svær Mur rundt om Knudens højeste Del. Borgpladsen blev omkr. 75 m lang og indtil 40 m bred. Adgangen var stejl og umulig at køre op ad. For første Gang paa Bornholm blev der ved Bygningen af Lilleborg brugt brændte Mursten og Rudeglas. En Svaghed ved Borgen var det, at der ingen Brønd var paa Borgpladsen; Vandet maatte hentes op fra Søerne ved Foden af Borgknuden. Dette kan have spillet en Rolle ved Borgens Indtagelse; men herom vides intet.
Hammershus.
Efter Erobringen af Lilleborg satte Andreas Erlandsen sig fast paa Hammershus, som i Aarene forud - naar ved vi ikke med Sikkerhed - var blevet udbygget til en næsten uindtagelig Fæstning. Som Kerne var bygget det mægtige Manteltaarn i Forbindelse med en oval Mur, der indesluttede forskellige Bygninger omkring den indre Slotsgaard, altsaa et Anlæg i Lighed med Lilleborgs. Klippeknudens højeste Plateau omgaves af en solid Fæstningsmur med Hjørnetaarne, og ved Knudens yderste Rand værnede Palisader mod Angreb. Adgangen til Borgen var vanskelig, ad en Bro mod Øst, beskyttet af et Porttaarn. Ad Knudens Skrænter var det uhyre besværligt at storme. Knuden hæver sig 74 m over Havet ; mod Vest gaar Skrænterne ned til Havet, hvor Kysten er utilgængelig Klippekyst, mod de andre Sider ned til dybe Dale; kun mod Øst er Skrænterne noget lavere; men her var den stærkt beskyttede Indgang. Med Datidens Angrebsvaaben maa Fæstningen have været saa godt som uindtagelig, og den, der besad Hammershus, beherskede hele Bornholm. Dette forstod de stridende Parter fuldt ud, og derfor ser vi, at de i det følgende trekvarte Aarhundrede Gang paa Gang gør store Anstrengelser for at komme i Besiddelse af Borgen.
Strid om Hammershus.
Andreas Erlandsen sad foreløbig fast paa Hammershus, og Kongens vestre Herred havde mistet sit Værn; men 1265 vendte Lykken sig. Erik Klippings Hær indtog Hammershus, Kongen havde igen hele Bornholm i sin Magt, og i 11 Aar sad han uantastet paa Fæstningen. Dog var Kongens Styrke ikke saa stor, som det kunde synes. Hans Finanser var slette, og allerede 1266 maatte han give Fyrst Jaromars Søn Vester Herred i Pant for et Pengelaan, oven i Købet med Tilladelse til at afhænde Pantet til Tredjemand. Overfor Ærkebispestolen kunde han heller ikke holde Stand. 1276 maatte han bøje sig for den mægtige Kirke og ved et Forlig overlade Lundebispen de tre Herreder, som før havde staaet under Ærkebispen, naturligvis med Hammershus. Det saa allerede nu ud, som om hele Øen skulde glide ud af Kongens Hænder: i 1277 solgte Jaromars Søn Rønne Herred til den danske Drost Uffe Nielssøn Neb.
Ærkebispen sad igen paa Hammershus, og da en ny Strid blussede op mellem Erik Mændved og den nye kongefjendske Ærkebiskop Jens Grand, fik Hammershus stor Betydning som Tilholdssted for de fredløse, som Ærkebispen beskyttede, og for Jens Grand selv, da han var udfriet fra Fangenskabet paa Søborg 1295 og sejlet over til Bornholm. Herfra drog han Aaret efter ned til Paven og klagede over Kongens Behandling af ham. I første Omgang støttede Pave Bonifacius VIII Jens Grand og idømte Kongen svære Bøder til Ærkebispen, der derefter vendte tilbage til Hammershus. Men længe fik han ikke Lov at sidde her. Erik Mændved ydmygede sig for Paven, Sagen blev taget op til ny Undersøgelse, og Kongen slap noget billigere ud af Klemmen: Jens Grand blev forflyttet til Riga, og Bøden blev omsat i Land, et skaansk Herred og det sidste Herred, Ærkebispestolen endnu ikke havde faaet lagt under sig paa Bornholm, og som regnedes for særlig attraaværdigt for Ærkebispen. Da dette jo imidlertid var solgt til Drost Uffe Nielssøn Neb og efter dennes Død gaaet i Arv til hans Søn, og da Kongen ingen Penge havde til at løse Pantet hjem, maatte han holde Ærkebispestolen skadesløs ved foreløbig at overlade den endnu et skaansk Herred. Han paalagde dog allerede nu Beboerne i Rønne Herred at lyde Ærkebispen som deres verdslige Herre.
Endnu en Gang kom den danske Konge og Ærkebispen i Strid, og atter blev Bornholm Stridens Æble. Den nye Ærkebisp Esger Juul forpligtede sig nok til ikke at indsætte nogen Høvedsmand paa Hammershus uden Kongens Samtykke og til ikke at give nogen af de fredløse Tilhold paa Borgen; men han brød snart Forliget, tog Ophold paa Hammershus, samlede fredløse om sig og lyste Kongen i Band. Da han imidlertid hvervede Lejetropper og søgte Støtte i Sverige mod den danske Konge, fik han endog Kannikerne i Lund imod sig. Med Støtte af et Anklageskrift fra disse kunde Kongen indanke sin Sag for Paven, og Esger Juul følte nu Jorden brænde under sig og flygtede til Pommern, hvorefter Erik Mændved lod sin Marsk Ludvig Albertsøn Eberstein tage Hammershus i Besiddelse for Kronen 1319.
Marsken samlede Bornholmerne til et »Fællesting«, hvor de vedtog et Brev med Tilslutning til Kongen og Klager over Ærkebispens Undertrykkelse og Forurettelser, »ja endog Røverier og Udplyndringer paa Gods og Eje, Baand, Fængsel og Pinsler for os selv, vore Frænders og Venners Uddrivelse af deres Gods og Landsforvisning, nogles Lemlæstelse og ugudelige og grusomme Drab, desforuden Forsmædelser, utaalelige Forfølgelser og Retskrænkelser, alt udøvet af Hr. Esger , Ærkebiskop i Lund, og af hans Tilhængere«.
Kongen overtog Øen, og Domkapitlet i Lund overlod ham den med Hammershus i Pant, indtil det kunde godtgøre ham, hvad Krigen mod Esger Juul havde kostet ham. Ludvig Albertsøn blev Høvedsmand paa Slottet. Men inden Aaret var omme, døde Kongen, og imens var Esger Juul rejst til Paven, havde vundet ham for sin Sag og fik nu Ludvig Albertsøn lyst i Band. Den svage nye Konge Kristoffer den Anden skyndte sig at slutte Forlig med Ærkebispen og afstaa Bornholm til ham 1321. Ludvig Albertsøn blev siddende paa Hammershus, nu som Ærkebispens Høvedsmand, og blev løst af Bandet - vel som Erstatning for, at Ærkebispen ikke kunde udrede den Godtgørelse til ham, som han efter Forliget skulde have til Dækning af sine Omkostninger ved Øens Erobring. Ogsaa Rønne Herred lagdes nu ind under Ærkebispestolen, Uffe Nielssøn Nebs Arvinger mistede ved Dom deres Ret til Herredet.
Men Striden om Hammershus blussede op igen. Ludvig Albertsøn blev uenig med Kongen, og denne sendte sin nye Marsk Peder Vendelbo mod Hammershus, der blev indesluttet. I 16 Maaneder laa Belejringshæren omkring Borgen; først da dennes Forbindelse med Skaane blev afskaaret, maatte den aabne sine Porte for Kongens Hær 1325. At erobre Borgen paa anden Maade var ikke muligt for Belejringshæren. De sidste Høvedsmænd paa Slottet og især Ludvig Albertsøn havde forstærket Fæstningens Forsvarsmure. Kongen lovede ved Overgivelsen sin tidligere Marsk en stor Sum Penge og at give ham hans inddragne Godser tilbage.
Kongen havde altsaa igen Bornholm; men da Kristoffer 1326 blev fordrevet fra Danmark, maatte den unge Valdemar give Øen tilbage til Ærkebispen. Uffe Nielssøn Nebs Søn fik ganske vist 1327 Rønne Herred tildømt, og Kongen maatte som Erstatning overlade Ærkebispen et Herred i Skaane; men samme Aar købte Ærkebispen Rønne Herred af Uffe Nielssøns Søn for 1.000 Mark nye skaanske Penge.
Hele Bornholm under Ærkebispen.
Hermed var Kampen om Hammershus endelig forbi. I omtrent 200 Aar sad nu Ærkebispen som Bornholms Herre inde med Øens stærke Fæstning. Kun een Gang fik en dansk Konge Øen tilbage, før Ærkebispen endelig 1522 maatte overgive den til Kristian den Anden. Det var i 1361-62, da Domkapitlet i Lund overdrog Valdemar Atterdag Øen, muligvis for at hindre, at Øen kom i Svenskernes Hænder. Da Valdemar gav Ærkebispestolen Øen tilbage, skete det paa Betingelse af, at den, naar Kongen forlangte det, skulde overleveres ham. Det var dette Løfte, Kristian den Anden støttede sig til, da han 1522 krævede Øen tilbage til Kronen og opnaaede det trods Ærkebispestolens Protest. Allerede 1523 blev Kristian II jo imidlertid fordrevet, og Frederik den Første maatte i sin Haandfæstning love igen at udlevere Bornholm til Ærkebispen. To Aar endnu havde Ærkebispestolen Bornholm, saa maatte den endelig slippe sit Tag i Øen, og denne Gang blev det for stedse. For den Hjælp, Lybæk havde ydet Frederik den Første i hans Kamp mod Kristian den Andens Tilhængere, forlangte Byen 158.000 lybske Mark, og til Dækning af dette Beløb overlod Kongen Lybækkerne Bornholm i 50 Aar. Øen tilbyttede Kongen sig af Ærkebispen mod i Stedet at overlade ham Varberg Len.
Ærkebispens Styre.
Fra 1149 til 1525 var altsaa de tre bornholmske Herreder og fra 1303 - i hvert Fald effektivt fra 1327 - ogsaa det fjerde lagt ind under Ærkebispestolen i Lund. I sin Styrelse af Øen maatte Ærkebispen rette sig efter Domkapitlets Bestemmelser og følge de Love, der gjaldt i Riget. I de fleste Henseender traadte han i Kongens Sted; men ikke alle Rettigheder var gaaet over fra Kongen til ham; saaledes kunde han ikke udstede nye Købstadsrettigheder og ikke ophøje nogen i Rigets Væbnerstand. Til at lede det verdslige Styre paa Øen indsatte Ærkebispen Høvedsmand paa Hammershus og en Landfoged, til at forestaa de kirkelige Forhold en Dekan eller Provst, der hvert Aar som Leder samlede Øens Præster til et Landemøde i Øens Hovedkirke Aakirke og med disse dannede et bornholmsk Kapitel.
Hvert af Øens Herreder fik tidligt - vistnok før Øen kom under Ærkebispen - sit Herredsting, hvor Herredsbønderne samledes, og disse valgte selv deres Herredsfoged.
Rimeligvis ved Midten af det 13. Aarhundrede kom hertil Hammershus Birk, der omfattede Nordspidsen af Øen med Allinge og Sandvig og havde Tingsted i Hammershus Broting inden for Fæstningens Ringmur. Disse 5 Ting og de senere tilkomne 5 Byting blev Øens Underdomstole, hvorfra der appelleredes til Landsretten.
Navnet Tingsted i Vestermarie kunde tyde paa, at Landstinget, Øens Fællesting, oprindelig samledes her; senere fik det Sæde i Aakirkes Vaabenhus. Dets Formand kaldtes fra 1429 Landsdommer. Institutionen bestod lige til 1813, da den sidste Landsdommer (Rogert) døde.
Tingene fulgte i Reglen Bestemmelserne i Skaanske Lov, men kunde dog ogsaa følge en anden Landslov og rettede sig i nogle Tilfælde efter Øens egen gamle Vedtægt, f. Eks. i Spørgsmaalet om Arveretten til Gaarden. Fra Landsretten kunde der appelleres til Domkapitlet i Lund, derimod ikke til Skaanes Landsting. Øen opfattedes altsaa som et særligt »Land« ved Siden af Skaane, ikke som underordnet denne Landsdel.
Skatter.
De Skatter, der tidligere var opkrævet til Kongen, gik ved Ærkebispens Overtagelse af Øen over til ham, og han føjede snart dertil nye, saaledes at han baade oppebar Tiende, Bøder, Told, Afgifter af Fiskeriet o. a. m. Afgifterne erlagdes i Penge, Korn, Smør, Flæsk, Kvæg, Sild og andet lignende. Og hertil kom den Kørsel og det Arbejde, der maatte ydes ved Bygningen af Kirkerne og Hammershus. For Ærkebispesædet var Bornholm en rigt givende Indtægtskilde; for Bornholmerne var Bispevældet et Styre, der maatte føles trykkende og til Tider uberegneligt i sine Krav.
De bornholmske Gaarde.
De otte Fæstegaarde, Kongen havde ejet paa Øen, kom ogsaa ind under Ærkebispen, og efterhaanden kom Ærkebispesædet i Besiddelse af et Dusin Gaarde,deriblandt de to Kannikegaarde i Bodilsker og Kannikegaardene i Klemensker og Aaker; den sidste brugtes en Tid til Præstegaard. Der var omkring 1300 949 Gaarde paa Øen. Foruden dem, der hørte under Ærkebispestolen, var nogle i Hænderne paa indvandrede danske Adelsmænd, og i det 15. Aarhundrede ejedes en Del af de saakaldte Frimænd. Disse regnedes ikke for at høre til Adelsstanden, men stod over Selvejerbonden. Ærkebispen gav dem Frimandsrettigheder, men ikke fuld Frihed af deres Jordegods; deres Fæstebønder maatte betale Fogden forskellige Afgifter og Skatter. Tallet paa Frimændene blev, efterhaanden 15-18. De opnaaede aldrig at blive anerkendt som danske Adelsmænd, men var en særlig bornholmsk Institution. Deres Gaarde beholdt dog ogsaa i nyere Tid forskellige Rettigheder; de kaldes Proprietærgaarde, deres Tal er 15.
Paa Resten af Gaardene - 680 i Tallet - sad Selvejerbønder. For dem gjaldt og hævdedes den gamle Vedtægt, at Gaarden skulde gaa udelt i Arv til den yngste Søn eller, hvis der ingen Sønner var, til den ældste Datter. Var der ingen Børn efter den afdøde, skulde Gaarden lavbydes inden for Slægten paa Tinge, og først hvis ingen af Slægten ønskede at købe Gaarden, maatte den sælges til fremmede. Som Følge heraf nedarvedes mange bornholmske Gaarde i samme Slægt gennem Aarhundreder, saaledes Kofoedgaard i Østermarie, der var i samme Slægts Eje fra 1543 til 1918.
Sildefiskeri.
Til Indtægten af Gaarden fik den bornholmske Bonde i det 14. og 15. Aarhundrede nye Indtægter, og de kom endda til at flyde rigeligere end Indtægterne af Landbruget. Det skyldtes, at der kom en overvældende Silderigelighed i Østersøen, saa at de allerfleste af Øens Bønder gav sig til at fiske Sild i Tiden fra den 24. August til den 9. Oktober, i hvilken Periode Silden optraadte i ukendt Mængde ved Øens Kyster, især ved dens Nordøstkyst. Ordentlige Havne kendtes endnu ikke; men hver Vig i Klippekysten, hvor der var lidt Læ, blev Havn for saa mange Baade, den kunde rumme. Det var mest Øens egne Beboere, der fiskede; men Fiskeeventyret kunde ogsaa lokke fremmede Fiskere til; saaledes kom der i Aaret 1346 Fiskere helt fra Øland for at faa Del i Overfloden.
For at opkøbe Silden kom Skuder fra de prøjsiske Hansestreder. Endnu kan man, f. Eks. Syd for Svaneke, se Grundmure af de Huse, de fremmede Handelsmænd byggede til Boliger og Oplagsrum i Fisketiden. Det er solide indtil 9 x 3 m store Rum med Gavl og Indgangsdør ud imod Havet. Mønter, der er fundet i dem, fra Tiden mellem 1340 og 1475 fortæller os, naar de var i Brug. Men ogsaa Bygninger til andet Øjemed rejste sig, hvor de mange Mennesker samledes. Kirken benyttede Lejligheden til at faa Mængden i Tale ved at bygge Kapeller paa de mest søgte Steder og ogsaa til at faa sin Del af det rigelige Udbytte. Ærkebispen opkrævede en Sildetiende, og ved de forskellige Kapeller er der sikkert ofret mangen en Mønt i den hellige Kilde eller skænket Gaver til Prædikanten for hans Gerning.
Kapeller.
Endnu ligger betydelige Ruiner af Salomons Kapel paa Hammerens Nordspids med en 12 x 5 m stor Kirkesal og et rummeligt Vaabenhus, bygget ved en hellig Kilde. Af de andre Kapeller er næsten intet levnet. Kun eet, St. Annas Kapel i Gudhjem, bevaredes i Brug lige til nyeste Tid; men 1896 maatte det vige, det meste reves ned, kun smaa Rester af Murene fik Lov at staa. For Kapellet ved Helligdomskilden i Rø er det nu vanskeligt at se Stedet, og af St. Anders's Kapel ved Frennegaard i Ibsker er der intet Spor, end ikke Pladsen, hvor det skal have ligget, kan paavises. Som for Salomons Kapel var ogsaa for Hellig Trefoldigheds Kapel i Rø og St. Anders's Kapel i Ibsker deres Rolle udspillet, da Silderigeligheden snart efter. 1500 forsvandt og med den de indbringende Fiskerier. Men i Folkets Erindring levede de gyldne Tider videre. Efteraaret fik ligefrem Navnet »Fisket«, og dette Navn »Fiskjed« bruges den Dag i Dag af Bornholmere, længe efter at Anledningen til Navnet er glemt.
Købstæderne.
Fra denne Fisketid, da Handelen med Omverdenen i saa udstrakt Grad tog til, stammer Øens første Købstæder. 1319 gav Kongen Rønne Købstadrettigheder, 1346 kom Aakirkeby og Neksø til. Hasle og Svaneke fik først deres Købstadret omkring 1500. Det var for en stor Del de fremmede Handelsmænd, der satte Liv i disse Byers Handel; mange af dem slog sig ned paa Øen og blev der.
Rønne fik især Handelsforbindelse med Greifswald, hvorfra seks Skippere i Aaret 1330 stiftede et Jomfru Marias Gilde i Rønne. Ærkebispen stillede sig gunstigt til Gildebrødrene, gav dem Tilladelse til at købe Grund i Byen og bygge et Herberge til deres Møder uden Skat til Ærkebispestolen og fritog dem for Vragafgift, hvis deres Skibe strandede ved Rønne. Endelig fik de 1433 Lov til at bygge et Jomfru Marias Kapel Nord for Rønne Kirke. I Neksø slog Handelsmænd fra Kolberg sig ned; ogsaa de havde deres Gilde og fik fri Handel og Toldfrihed i Neksø mod at Neksøkøbmænd fik samme Rettigheder i Kolberg.
Plyndringer.
Fiskeriet og Handelen skaffede Velstand til Bornholm; men Øen blev derved et lokkende Bytte for Sørøvere og lignende Folk. 1391 gjorde Fetaljebrødrene, hvis Opgave ellers var at bringe Levnedsmidler fra Rostock og Wismar til Stockholm, som Dronning Margrethes Hær belejrede, Landgang paa Øen og brandskattede den, og det samme gentog sig to Aar efter. I det mellemliggende Aar var en Sørøver fra Rostock her med sin Bande og huserede. Baade Bornholmerne og de fremmede Handelsmænd led under disse Røverier. Dronning Margrethe paatænkte et Fæstningsanlæg paa Ærteholmene for at standse Fetaljebrødrenes Togter; men det blev ved Tanken, og Røverierne paa Bornholm blev ved. Nu traadte Lybækkerne oven i Købet ind i Sørøvernes Rækker og begyndte paa de Plyndringstogter, som de fortsatte næsten hundrede Aar igennem, naar Lejlighed gaves. 1428 afbrændte de Halvparten af Øens Gaarde og brandskattede Resten for 500 Køer, 100 Øksne, 600 Faar og 6 Læst Smør. Henimod Aaret 1500 fordrev de efterhaanden de prøjsiske Stæder fra Bornholm; de blev ved denne Tid Herrer i Østersøen, og 1509 tog Angrebene paa Øen fat med fornyet Kraft. Det Aar brandskattede de Bornholm for 8.000 Mark Sølv. 1510 afbrændte de Neksø paa tre Huse nær. Ærkebispens Folk søgte forgæves med Bornholmerne at standse Lybækkernes Fremtrængen ind paa Øen. Aakirkeby blev afbrændt, og store Dele af Øen blev plyndret. 8.000 Lod Sølv maatte Øen udrede, før Fjenden forsvandt. Endnu 1511 kom Lybækkerne; de tilstod Bornholmerne fri Sejlads paa Lybæk og tre andre Byer mod en Brandskat paa 100 Okser, 200 Lam og 2 Læst Smør. Men dette Aar mødte den danske Flaade dem snart efter ved Nordbornholm og tvang dem efter en Kamp til at vige, og en Fredslutning 1512 skaffede Bornholm Fred i 10 Aar.
Tilbage under Kronen.
Saa kom endelig det Aar, da Bornholm igen kom tilbage til den danske Konge. Christian den Anden krævede 1522 efter Løftet til Valdemar Atterdag Øen fra Ærkebispen, og denne maatte, hvor meget han end protesterede, udlevere Øen. Men det blevet frygteligt Aar for Bornholm, dette første Aar, Øen igen var under Kongen. Tre Gange maatte den gennemgaa Plyndring i det ene Aar. Først kom en svensk Flaade - Svenskerne havde rejst sig imod Christian Tyran - og brandskattede Bornholm for 4.500 Lod Sølv, 100 Øksne, 200 Faar og 4 Læst Smør. Derefter sejlede Flaaden til Travemünde og forenede sig med en Flaade fra Lybæk og Stralsund, og den forenede Flaade styrede mod Bornholm. Et Sogn blev hærget, 3.000 Lod Sølv, 200 Øksne, 240 Faar og 100 Tønder Øl pressedes ud af Bornholmerne; Kirkernes Kostbarheder maatte til, for at Skatten kunde udredes. Derefter marcherede Lybækkerne mod Hammershus. Borgen holdt kun ud i halvandet Døgn, - den var ikke mere den uindtagelige Borg, efter at Ildvaaben var kommet i Brug. Den blev nu afbrændt og forladt som delvis Ruin. Endnu samme Maaned afkrævede Danzigs Flaade en Brandskat; der var ikke meget at faa paa Øen mere, og man nøjedes med 30 Øksne og 100 Faar. Hen paa Efteraaret gik endelig Lybækkerne igen i Land og fortsatte deres Ødelæggelse af Hammershus ved at nedbryde saa meget af Murene, de kunde overkomme, hvorefter de satte Øens egne Bønder til at fortsætte Nedbrydningen og sejlede bort. At Nedbrydningen ikke fortsattes ret længe, ligger i Sagens Natur.
Den sorte Død.
Megen Velstand var der i Ærkebispetiden kommet til Øen; men mange Ulykker havde denne ogsaa været udsat for. Foruden de omtalte maa endnu nævnes den, der ramte Øen i 1350, da »den sorte Død« raserede og bortreven meget stor Del af Befolkningen. Hvor stor en Del vides ikke; men Sagnet fortæller, at kun liden Elna var tilbage, da Soten var standset. Hun begav sig ud over Øen for at træffe Mennesker og traf endelig Rudolf, som var hjemvendt fra en Rejse i Udlandet. Fra disse to skulde saa de senere Bornholmere stamme. Det er Ingemanns Gengivelse af Sagnet i »De underjordiske paa Bornholm«. Naturligvis kan intet sikkert sluttes af dette Sagn; men det fortæller dog, at »den sorte Død«s forfærdelige Rasen har bundfældet sig i Erindringen. - Ved Aaret 1300 anslaas Øens Befolkning til at have været omkring 7.000. Tallet paa Ofrene for »den sorte Død« menes at have været omtrent Halvdelen af den dalevende Befolkning.
At Bornholm stod under Ærkebispen, kom nødvendigvis til at betyde, at Øens Udvikling paa mange Maader blev forskellig fra det øvrige Lands. Da det meste af Danmark efterhaanden i det 14. Aarhundredes første Halvdel kom i forskellige Panteherrers Hænder, var det sikkert Øens Forhold til Ærkebispen, der friede den for at dele samme Skæbne.
Lybsk Styre.
1525 fik Øen imidlertid at føle, hvad det vilde sige at komme under en Panteherres Styre. Ganske vist beholdt Kongen Overhøjheden over Øen og den saakaldte gejstlige Jurisdiktion. Han kunde holde en Foged og en Landsdommer paa Øen og havde Domsmyndighed til at dømme i Sager, som Bornholmerne rejste mod de lybske Fogder. Lybækkerne maatte ikke forringe Hammershus eller andre Bygninger paa Øen, intet bryde ned, men heller intet bygge op uden Kongens Tilladelse. Øens gamle Vedtægter og Retspleje skulde respekteres og intet nyt indføres. Lybækkerne skulde være med til at værge Øen mod Angreb. Men trods disse paa Tro og Love givne Løfter blev det for Bornholm at komme fra Ærkebispestolen under Lybækkerne det samme som at komme fra Asken i Ilden.
Lybækkernes Foged, som tog Ophold paa Hammershus, fik Myndighed som en dansk Lensmand. Han fik Ret til at opkræve alle Skatter paa Øen, undtagen af Kirkens og Gejstlighedens Gods, og alle Naturalydelser og alt Pligtarbejde, som fra gammel Tid paahvilede Bønderne. Rytterofficeren Berent Knop, som blev Lybækkernes første Høvedsmand paa Bornholm, nøjedes imidlertid ikke med dette. Baade opkrævede han flere Skatter end lovligt, og han krævede Ægtkørsel og andet Pligtarbejde ud over det vante. Da han rykkede ind paa Hammershus, fandt han Fæstningen i en meget ødelagt Tilstand, Følgerne af Lybækkernes egne Ødelæggelser faa Aar i Forvejen. Taget manglede for en stor Del, og Berent Knop maatte bede Kongen om Tilladelse til at lade bygge det nødvendige til, at han kunde ligge og sove tørt paa Slottet. Det fik han Lov til; men Reparationerne indskrænkedes ikke til det mest nødvendige. Der sattes efterhaanden store Arbejder i Gang, saa at Hammershus igen bleven brugelig Fæstning. Det Ekstraarbejde, dette paalagde Bønderne, vakte mere og mere Had mod de nye Herrer, og allerede i Lybækkernes første Aar klages der over deres Fremfærd.
Der blev meget at klage over. Greifswalderne i Rønne og Kolbergerne i Neksø generedes ved nye Toldafgifter og Bestemmelser, der fik følelige Følger for Byernes Handel. De Rettigheder, danske Adelsmænd, som i Ærkebispetiden havde erhvervet Gods paa Øen, efter almindelig dansk Ret nød paa dette, krænkedes, ligesom de bornholmske Frimænd led under Indgreb i deres Særrettigheder. Ikke engang Kirkens Ejendom lod Berent Knop i Fred. Den hørte stadig under Lunds Domkirke; men Knop vidste at skaffe sig Del i de rigtflydende kirkelige Indtægter.
Opstand mod Lybækkerne.
1533 døde Frederik den Første, og Aaret efter kastede Lybækkerne sig ind i Grevens Fejde for at hjælpe Kristian den Anden paa Danmarks Trone. Men Krigen gik ikke efter Lybækkernes Forventning, i Foraaret 1535 blev Christian den Tredje hyldet som Konge, og midt paa Sommeren deltog Udsendinge fra Bornholm i Hyldingen i Lund og fik Kongens Opfordring til at drive Lybækkerne bort fra Øen med hjem. Under Landsdommer Hans Jensens Førerskab samlede bevæbnede Skarer sig mod Lybækkerne, og det kom omkring 1. August 1535 til en Kamp paa Eglaenge Syd for Aakirkeby, hvor de uøvede Bønder ikke kunde staa sig imod Lybækkernes krigsvante Landsknægte. Knop tog en haard Hævn med Henrettelser og Mishandlinger af Oprørerne, Landsforvisninger og Berøvelse af Gods. Kirkernes Skyts, baade Kartover og Hagebøsser, blev ført til Hammershus, som Knop stadig arbejdede paa at udbedre. Han udbyggede det til at kunne modstaa Ildvaaben, forhøjede Manteltaarnet og byggede fem halvrunde Taarne paa Fæstningsmuren og tre paa Slotskærnen. Til alt dette anvendtes Mængder af Mursten, som brændtes paa Slottet, og hvortil Bønderne maatte køre Brænde.
Christian den Tredje lovede efter den triste Kamp ved Eglaenge at komme Bornholmerne til Hjælp og meddelte snart efter, at han sendte Skibe, Folk og Heste til Bornholm. Men Skibene splittedes af Storm, og Kongen maatte nøjes med at sende sin kærlige Tak for Bornholmernes Opstand og love at skærme dem mod Vold og Uret, samtidig med at han igen opfordrede dem til at gøre Fjenden al mulig Modstand og Afbræk efter den nye Landsdommer Mogens Ufs Anvisning. I 1536 maatte han ved Freden i Hamborg overlade Bornholm til Lybæk i yderligere 50 Aar, altsaa til 1626 - en ejendommelig Opfyldelse af Løftet til Bornholmerne om Hjælp imod Lybækkerne!
Klager over Knop.
Kongens Hjælp kom dog snart. Ganske vist maatte han udskrive Skatter for at bøde paa de Ulykker, Grevens Fejde havde bragt over Landet, og paa det i Forvejen plagede Bornholm føltes. disse Skatter tyngende; men han tog i de samme Aar Kampen op med Raadet i Lybæk om Berent Knops Styre. Stadig indløb Klager over Knop, stadig gjorde Kongen Forestillinger i Lybæk. Lybske Raadsherrer og danske Rigsraader sendtes til Bornholm for at undersøge Forholdene og dømme Knop og Bornholmerne imellem. Saa kuede var de bornholmske Bønder, at de til de lybske Raader intet havde at klage over; først for de danske Udsendinge løsnedes Tungerne, og der blev meget at kræve Lybækkerne til Regnskab for. Berent Knop havde skaffet Lybæk større Indtægter, end Ret og Billighed tillod, og Raadet i Lybæk havde forlænget hans Høvedsmandstid og ment at tage Brodden af Bornholmernes Klager paa Herreds- og Landsting ved at forlange, at disses Retsafgørelser skulde indankes for Raadet i Lybæk og ikke mere for de danske Herredage. Men fra dansk Side hævdedes med Styrke, at det sidste var Brud paa Øens Lov og Ret, og saa megen Uret og saa mange Voldshandlinger fra Knops Side blev konsta terede, at Raadet i Lybæk 1543 fandt det klogest at lade ham gaa af som Høvedsmand.
von Wickeden.
En Mand af en helt anden Støbning, en Junker Blasius von Wickeden blev hans Efterfølger. Han fik kun Lejlighed til at styre i 4 Aar; men det blev Aar da Bornholmerne ligesom aandede op igen efter Knoptidens Mareridt. Hans Styre var præget af Ro og Stræben efter at gøre Ret og Skel; lidt blev der vel at klage over; men mest tyngede i de Aar den Ekstraskat, Kongen 1544 udskrev.
Herman Boitin.
Lybækkernes tredie Høvedsmand paa Hammershus var en universitetsuddannet Mand Herman Boitin. Han var Magister i Romerretten og var Sekretær ved Raadet i Lybæk, før han kom til Bornholm. Han interesserede sig især for de kirkelige Forhold og var optaget af at faa lutherske Præster i Øens Sogne; i de fleste af dem havde man maattet lade de katholske blive siddende efter Reformationens Indførelse, med Forpligtelse til at tilegne sig Luthers Lære og prædike efter den.
Boitin lod Kapellet paa Hammershus - St. Margrethes Kapel - restaurere eller næsten forny. Det blev beklædt med Mursten baade udvendigt og indvendigt og forsynet med tre Murstenshvælvinger, ligesom Kirketaarnet op til Manteltaarnet blev forsynet med Ribbehvælving.
Ligesom Berent Knop havde arbejdet paa at berøve Befolkningen dens egen Retspleje paa Herreds- og Landsting og indskrænket disses Møder, indskrænkede Boitin dem yderligere, og stadig arbejdede Lybækkerne paa at faa gennemført, at Lybæks Raad blev Øens øverste Domstol. Men Christian den Tredje veg ikke, og da nye Klager indløb fra Bornholm, gennemtvang Kongen et Møde mellem lybske Udsendinge og danske Rigsraader i August 1555 til endelig AfgøreIse af alle gamle Klagespørgsmaal. Blandt Rigsraaderne var Peder Oxe, der to Aar i Forvejen havde købt tredive bornholmske Gaarde, og som nu blev Vært for Kommissionen paa sin Gaard Maglegaard i Østermarie. Her mødte 116 Borgere og Bønder med Klager over Lybækkernes Forurettelser - Henrettelser, LemlæsteIser, Landsforvisninger, ulovlige Bøder og Udpresninger -under Berent Knops Regimente; 2 mindre Klager førtes mod von Wickeden og 3 mod Boitin. I alle Tilfælde fik Klagerne tilkendt Erstatning, undtagen i eet, der blev afvist, fordi det tidligere var forligt, og Lybækkerne maatte gaa ind paa at betale omkr. 4.000 Lod Sølv -langtfra fuld Erstatning for Forurettelserne, men dog en stor Oprejsning for den bornholmske Befolkning og et føleligt Skaar i det lybske Overskud af Bornholm. Føleligere blev det, fordi Kommissionen ved samme Møde dømte Lybæk til at betale Kongen 3.625½ danske Mark, som Knop og von Wickeden uretmæssigt havde opkrævet af Kirkens Gods.
Foruden dette Resultat opnaaedes, at de lybske Udsendinge gik ind paa en fast Ordning af Bøndernes Skatter og Afgifter; det blev bestemt, i hvilken Udstrækning Landgilde, Gæsteri, Ægter og Arbejde skulde ydes, og denne Ordning blev gældende i de næste hundrede Aar.
Schweder Kettingk.
Herman Boitin følte ingen Lyst til at fortsætte, da hans Tid som Høvedsmand udløb 1556, men fratraadte sin Stilling og efterfulgtes af Schweder Kettingk. Denne var en jævn lybsk Borger, der handlede med Humle og bryggede Øl og paa sine Købmandsrejser kom rundt i Danmark. Han købte Vallensgaard i Aaker og deltog 1555 i Mødet paa Maglegaard som udset Efterfølger af Boitin. 1556 udnævntes han til Høvedsmand for ti Aar.
Schweder Kettingk havde paa det lybske Raads Vegne lovet at betale Bornholmerne de 4.000 Lod Sølv til Paasken 1556; men Lybæks Raad var mere end uvilligt til at betale, og Kettingk blev derfor mødt med alt andet end Velvilje af Bornholmerne. Endnu i 1558 maatte Kongen minde Lybækkerne om at betale Erstatningen.
I Modsætning til sine Forgængere fulgte Schweder Kettingk Bornholms gamle Retspraksis og lod baade Bornholmernes og sine egne Sager endeligt afgøre paa Herredagene i København. Med Bønderne kom han i et ret godt Forhold, idet han overholdt den Ordning med deres Skatter og ydelser, som var truffet paa Maglegaardsmødet. Men et og andet blev der altid at klage over, og med Borgerne i Købstæderne kom Kettingk snart i bitter Strid. I en Skrivelse til Raadet i Lybæk taler han om, at han møder Trods og forræderisk Sindelag, som fører Folket i Oprør, ja, han mener at vide, at onde Mennesker for to Aar siden har tragtet efter at hælde Gift i de Kar og Kander, han spiser og drikker af. Dette tyder just ikke paa et godt Forhold mellem Høvedsmanden og Befolkningen. Kongen ønskede alle Stridsspørgsmaal afgjort paa en Herredag i København Mikkelsdag 1563; men inden denne Dag kom, begyndte den nordiske Syvaarskrig, Herredagen blevaldrig samlet, og Kettingk og Bornholmerne fik andre, alvorligere Ting at tænke paa end deres Kævlerier.
Syvaarskrigen
Lybæk stod paa Danmarks Side under hele Krigen, og Kettingk satte sig straks det Maal at ruste Bornholmerne for at hindre enhver svensk Landgang paa Øen. Da Lybæks indbringende Handelsforbindelse med Rusland truedes af den, svenske Flaade, der hver Sommer krydsede i Farvandet omkring Bornholm, var Byen rede til at støtte I Kettingk i hans Forsvar af Øen. Denne var forsvarsløs siden 1535, da Berent Knop efter Kampen paa Eglaenge afvæbnede Bornholmerne. Nu sendte Lybæk Kettingk Skyts og Ammunition og dertil 400 Landsknægte, som Bornholmerne foreløbig gav Kost og Sold; men da Kongen hvert Aar krævede en stor Krigsskat af Befolkningen, maatte Lybæk betale Landsknægtenes Sold. Bornholmerne blev ogsaa kaldt under Vaaben, og Kettingk fik opøvet en Styrke paa 1800 Mand, som han paa sin egen Bekostning forsynede med Vaaben. Allerede 1566 kunde han da nøjes med 200 lybske Landsknægte og de følgende Aar nogle faa, skønt Kongen i 1564 og 1565 hvert Aar udtog 300 Mand til Flaaden. 1566 lykkedes det ham at gøre Kongen forstaaeligt, at Bornholm umuligt kunde undvære nogen, da Øens Forsvar stadig krævede en krigsdygtig Styrke.
Skanser blev bygget, Bavner rejst, og sta digvar Mandskabet paa Vagt ved Stranden. Den svenske Flaade nærmede sig Aar efter Aar Kysten, forsøgte Gang paa Gang Landgang og beskød ofte Øen. Men Kettingk var paa Færde overalt, forhindrede Landgang og besvarede flere Gange Svenskernes Beskydning. Han udrustede paa egen Bekostning Skibe til at udspejde Svenskernes Bevægelser og kunde gentagne Gange give Kongen vigtige Meddelelser om den svenske Flaade. Endog Kaperi drev han og gjorde Svenskerne al den Skade, han kunde. Havde Fjenden forsøgt Landgang det første Aar, havde det sandsynligvis ikke været muligt at forhindre den. Naar det senere lykkedes, skyldtes det Kettingks Energi og Evne til at vinde Bornholmerne og rejse deres Forsvarsvilje. Uden hans Indsats er det lidet sandsynligt, at Bornholm var undgaaet lignende Hærgninger som i Ærkebispetiden. Dette erkendte ogsaa Frederik den Anden, som til Løn derfor gav hans Gaard Vallensgaard adelige Friheder, overlod ham Brugen og Indtægten af Spidlegaard i Aaker og gjorde ham til gejstlig Jurisdiktionsfoged, hvad der gav ham betydelIge Indtægter.
Kettingks sidste Tid.
Efter Syvaarskrigens i Afslutning saa det da ud til, at Schweder i Kettingk sad æret og anset paa Hammershus; men Klagerne meldte sig snart. Medens nu Lybæk stillede sig paa Kettingks Side og støttede ham mod hans Angribere, vendte Kongen sig uventet skarpt imod ham. Sandsynligvis skyldtes dette især, at Kettingk, da Kongen 1571 og 1572 udskreven Ekstraskat, prøvede at overbevise ham om, at Bornholmerne var for fattige til at udrede den. De havde maattet udrede Ekstraskatter under Krigen, Kvægpesten havde gennem tre Aar gjort lyst i deres Besætninger af Køer og Faar, Sildefangsten slog fejl, og Øens Kornhøst dækkede ikke dens eget Forbrug. Kettingk kendte nu Øen og dens Beboere, han saa anderledes paa dem end før Krigen, og hans Skrivelse til Kongen var sikkert ganske uselvisk. Men Kongen havde faaet den Tanke, at Kettingk vilde spare Befolkningen for Skat til Kongen, for at Lybæk kunde faa sit. Uden Forhandling med Lybæk sendte han en Kommission til Bornholm for at undersøge Kettingks Forhold. Den synes at være vendt tilbage i Hovedsagen tilfreds med Kettingks Styre; men Kongen havde taget sin Beslutning. Han rettede haarde Anklager til Lybæks Raad mod Kettingk for at have styret uretfærdigt og forlangte hans Afsættelse. Raadet maatte følge Kongens Ordre, og 1573 overgav Schweder Kettingk efter 17 Aars Styre Hammershus og Øens Styrelse til sin Eftermand Kort Hartkingk.
Sine sidste Aar levede Kettingk i Lybæk, uretfærdigt behandlet baade af Kongen og af Raadet i Lybæk, der ikke vilde erstatte ham det, han havde ofret af sine egne Penge paa Styrelsen af Bornholm, og ikke tillod ham at sælge Vallensgaard. Først efter at Bornholm var befriet fra Lybækkerne, gav Kongen ham Tilladelsen. Sine to Hustruer havde han begravet i Aakirke, og i Gravkammeret her kom han selv til at hvile. Gravstenen med Billeder af Kettingk og de to Hustruer staar nu i Kirkens Vaabenhus.
Kort Hartkingk bad sig straks ved sin Tiltrædelse afløst af en anden Høvedsmand, og til Stillingen som saadan udnævntes for otte Aar Raadsherren Matteus Tideman, der under Syvaarskrigen havde været Admiral for den lybske Flaade. Men han kom ikke til at beklæde Stillingen i otte Aar. I 1575 meddelte Frederik den Anden Lybæk, at Bornholm skulde rømmes, da de 50 Aar var til Ende. Lybækkerne paaberaabte sig Christian den Tredjes Løfte i 1536 om Forlængelse af de 50 Aar med andre 50; men Frederik den Anden hævdede, at dette Løfte var ugyldigt, da Christian den Tredje paa det Tidspunkt, han gav Løftet, endnu ikke var kronet, og da det danske Rigsraad aldrig havde godkendt det. Lybækkerne tryglede da om at beholde Øen i 40 Aar, i 20, 10, 5, ja, blot i 1 Aar. Men Frederik den Anden var ubøjelig. Den 1. August 1576 maatte Lybækkerne overgive Hammershus og Styrelsen af hele Øen i to danske Rigsraaders Hænder.
Dansk Lensstyre.
Bornholm blev nu et dansk Len. Styrelsen, ogsaa den gejstlige, blev lagt i Hænderne paa en dansk Adelsmand, der som Lensmand tog Ophold paa Hammershus. Her var imidlertid ingen behagelig Bolig, Bygningerne var i Forfald, navnlig var det en stadig Vanskelighed at faa de forskellige Tage til at holde tæt, og allerede inden der var gaaet en Snes Aar, flyttede Lensmanden til Lensgaard i Østerlarsker, og de senere Lensmænd boede enten altid eller til forskellige Tider af Aaret paa en eller anden Gaard paa Landet eller i Rønne.
Frederik den Anden gav Ordre til at holde Hammershus vedlige uden store Omkostninger, og uden at der byggedes nye Bygninger; men det blev snart nødvendigt baade at reparere og bygge nyt, og saadan blev det ved. Skaansk Kalk hentedes fra Simrishamn, den skulde binde bedre end den bornholmske, og lybske Mursten indkøbtes. Siden 1543 brændtes ingen Mursten paa Slottet; men bornholmsk Ler udførtes til Lybæk og kom tilbage som Mursten. Hvor meget man lappede paa Fæstningen, blev den ved at kræve nye Reparationer. Det var Skruen uden Ende.
De første Lensmænd skiftede ofte. De lærte ikke at kende meget til Befolkningen; de opkrævede de Skatter og Afgifter, de skulde opkræve, og betalte Kongen det, han skulde have, og Befolkningen følte, den med alle de Byrder der hvilede paa den, dog var kommet ind under roligere Forhold. Først den første Hans Lindenov (1594-1610) var Lensmand i en længere Aarrække, og ham lærte Befolkningen nærmere at kende, men ikke for det gode, han gjorde. Han benyttede sin Magt til i stor Udstrækning at skaffe sig ulovlige Indkomster. Bønderne maatte betale mere Skat, end Ret var, deres Ægtkørsel krævedes hyppigere end ellers. Der kom igen Utryghed over Tilværelsen. Men den anden Hans Lindenov (1610-21) var en rettænkende Mand, som gjorde Ret og Skel mod enhver. Under Efterfølgeren den skotske Adelsmand Andres Sinclar, der var gift med en jydsk Adelsdame Fru Kirsten Kaas, kom der nok en Del at klage over paa Herredstingene - Fru Kirsten tog nemlig sig selv til Rette, naar Hr. Sinclar var bortrejst, og begik Overgreb mod Bønderne -; men allerede efter fire Aars Forløb døde han, og under Holger Rosenkrantz, der styrede Bornholm længere end nogen anden Lensmand, nemlig i 20 Aar (1625-45) , var Forholdene rolige; Befolkningen led ingen alvorlige Overgreb.
Øens Tilstand.
Aarene fra Lybækkervældens Ophør, til Bornholm igen fik Krigens Ulykker at føle, de omtrent 70 Aar fra 1576 til 1645, var stort set rolige Aar for Øen. Der indtraf en voldsom Pest i 1618, under hvilken omkring 5.200 Mennesker døde, d. v. s. rimeligvis to Femtedele af Befolkningen, og i Aarene 1602, 1630, 1637 og 1638 hærgede Pesten i mindre Omfang; men ingen Krig forstyrrede Øens rolige Vækst, ingen fremmede Angribere brandskattede Befolkningen. Denne levede sit nøjsomme Liv. Kvægavlen var den vigtigste Side af Landbruget, skønt Kreaturerne just ikke blev stærkt opfedede af at græsse i Højlyngen. Kornavlen kunde ikke dække Øens Forbrug; Korn maatte købes for en: Del af det, man fik for det udførte Kvæg. Kvægavlens Betydning ses af, at Smørskylden var den tungeste Byrde, der paahvilede Bønderne. For Byerne var Søhandelen stadig en vigtig Indtægtskilde. Endnu 100 Aar efter 1576 drev de en livlig Handel med Lybæk. Derimod var Sildefiskeriet ikke længere af større handelsmæssig Betydning. Adskillelsen mellem By og Land var ikke gennemført. De Gaarde, der laa nærmest Byerne, købtes af Borgere, deres Bygninger forfaldt og reves ned, og Jorderne dreves som »Stæle« fra Byen. Borgerne drev ofte paa een Gang Søfart og Landbrug. Denne Driftighed i By og paa Land gjorde det muligt for Befolkningen at udrede de store Ekstraskatter i Christian den Fjerdes Tid uden at forarmes. I Aarene 1620-58 var der hvert Aar mindst een Ekstraskat, ja, der kunde være indtil 4 paa eet Aar.
Bornholms Forsvar.
Det dygtige Forsvar af Øen, Schweder Kettingk havde gennemført under Syvaarskrigen, prøvede Frederik den Anden at gøre konstant. Han paabød, at hver Mand skulde være forsynet med en god Bøsse, Kugler og Krudt; men saa længe Øen ikke var udsat for noget Angreb, viste det sig at være vanskeligt at gennemføre. Først da Bornholm under Kalmarkrigen igen kom i Farezonen, kom der Gang i Forsvaret. Nu genrejstes Bavnerne, og der holdtes Vagt ved Kysterne. Det var Lensmanden den yngre Hans Lindenov, der satte Fart i det; han skaffede ogsaa fra Tøjhuset i København Bøsser, som Befolkningen kunde købe for 3 Rdl., og 600 Bornholmere købte en saadan. Men smaat var det endda med Forsvaret; der var ude paa Øen kun seks smaa Kartover, og Hammershus havde ikke flere, hvorfor andre seks nu kom over fra København til Fæstningen.
Bornholms Milits.
1613 besøgte Christian den Fjerde Bornholm og mønstrede paa Hammershus Bondeværnet. Først han skabte en varig Forsvarsordning paa Øen, Militsen, der bestod lige til 1867. Tanken var, at enhver vaabenfør Bornholmer skulde være med til
at forsvare Øen. Straks 1613 oprettedes 4 Herredskompagnier, hvert med sin Kaptajn. Efter at Kongen 1624 havde mønstret Militsen, udskiltes 1631 2 Landskompagnier af Soldater mellem 18 og 30 Aar, et for Nørre og Vester Herred og et for Øster og Sønder Herred, hvert under en Landskaptajn, og samtidig oprettedes et Borgerkompagni i hver Købstad. Militsen skulde ikke kæmpe uden for Øen; kun til Flaaden udtoges Baadsmænd fra Bornholm.
Nu skulde Kystskanserne holdes vedlige og Bavner altid være parate til at tændes. I Krigstider var der stadig Vagt i Skanserne, og der gik Kystvagt Nat og Dag. Nærmede fjendtlige Skibe sig Øen, blev der slaaet Alarm, Bavnerne tændtes af Bavnemestrene, Trommen gik, og det vaabenføre Mandskab skyndte sig til Skanserne og Samlingsstederne. Militsens øverste Officer næst efter Øens Kommandant var en Major; han og de andre Officerer var oftest Gaardmænd paa Øen, i Byerne ansete Borgere.
Christian den Fjerdes Interesse for Bornholm gav sig iøvrigt Udslag paa flere andre Maader. Han var blevet overbevist om, at der kunde udvindes Sølv af de bornholmske Klipper. I Vestermarie var der fundet to Sølvmalmbjerge, og et Bjergværk kom i Gang. Kongen skulde have Tiendedelen af al Guld-, Sølv- og Kobbermalm; men hverken for Kongen eller for Bjergværksselskabet blev der Fortjeneste. Bedre gik det ikke med Kulbrydningen Syd for Hasle. 1640 lod Kongen en Grubemester Robert Wright og fem Kulgravere hente fra Skotland og grave Skakter; men de Kul, der som en Prøvesending sejledes en Skibsladning af til København, fandt Kongen var saa daarlige, at han allerede i 1641 standsede Kulbrydningen. Et Forsøg paa at udvinde Salpeter strandede ligeledes. Der blev bygget en Salpeterlade ved Stokkekilden i Aakirkeby; men Syderiet maatte standse paa Grund af Brændemangel. Eksperimenter, Kongen lod foretage med Limensgadesten for at prøve dens Anvendelighed til Bygningssten og med det bornholmske Lers Brug til Mursten, førte heller ikke til noget.
Jordebog 1616
Som omtalt udskrev Christian den Fjerde ofte Ekstraskatter paa Øen. For at faa et fast Grundlag for Skatteudskrivningen udarbejdedes i 1616 en Jordebog, hvori Hartkornet ansattes efter Jordebogsskatten; men denne Ansættelse viste sig snart uholdbar. Varigere Følger fik Jordebogens Nummerering af Gaardene; den har holdt sig til vore Dage. I hvert Sogn fik Selvejergaardene et Nummer, idet man begyndte i Nord og derfra gik solret gennem Øst, Syd og Vest tilbage til Nord. Vornedgaardene (d. v. s. de Gaarde, hvis Beboere havde Gaarden i Fæste af Kongen, en Frimand eller en eller anden dansk Adelsmand) maatte derimod vente med deres Gaardtal til 1671, og da de laa spredt i Sognene, blev Nummereringen uden fast System.
Krig med Sverige.
I Januar 1644 kom der Efterretning til Bornholm om, at den svenske General Torstenssoll i December var rykket op i Jylland, og nogle Uger efter landede Flygtninge fra Ystad, hvor Svenskerne ogsaa var trængt plyndrende ind, paa Bornholm. Man maatte her paa Øen forberede sig paa et muligt Angreb, og Militsen blev sat paa sin første alvorlige Prøve. Forsvaret af Øen blev ganske overladt til den og den lille Besætning paa 60 Mand paa Hammershus. Lensmanden Holger Rosenkrantz forsøgte forgæves at faa øvede Tropper herover; han fik kun een Mand, en Vagtmester til Hammershus, hvis Forsvar krævede 200 Mand. Af Øens Befolkning paa 10-11,000 Mennesker bestod Militsen af omkr. 2.000 vaabenføre Mænd og 600 gamle, der kun var bevæbnede med Spade og Økse og anvendtes ved Skansearbejdet. Af de 2.000 Mand var kun de to Landskompagniers 500 Mand øvede Folk; det var som omtalt dem i Alderen fra 18 til 30 Aar. Noget Rytteri havde Militsen ikke, og dens Artilleri var kun ringe.
Krigsforberedelser.
I Begyndelsen af 1644 sattes Militsen paa Krigsfod; hver formuende Bonde skulde skaffe sig en god Bøsse, 80 Kugler, 1½ kg Krudt og en Patrontaske, hver fattig Bonde en Morgenstjerne og en langskaftet Økse; Udrustningen skulde ligge parat i Sognekirkerne. Hver Nat holdtes der Vagt ved Kysterne. Opdagede Kystvagten en fjendtlig Flaade, skete der straks Melding til nærmeste Nabo og til Kaptajnen, Kirkeklokkerne klemtede og Bavnerne tændtes, Mandskabet mødte paa Samlingsstedet og førtes derhen, hvor Landgang kunde ventes. Skulde det ske, at Militsen ikke kunde staa sig mod den landsatte Styrke, havde Officererne Ordre til at føre Mandskabet til Hammershus til Forsvar af denne Fæstning. Rosenkrantz følte det som sin Opgave at blive paa Hammershus og forsvare dette Øens vigtigste Punkt; han færdedes ikke ude paa Øen, men udnævnte 1645 Landskaptajn Christian Maccabæus til Militsens Major og Øverstbefalende ude paa Øen. Begivenhedernes Forløb skulde vise, at det ikke blev til Gavn for Øens Skæbne, at Rosenkrantz blev siddende paa Hammershus og ikke selv ledede Forsvaret af Øens Kyster.
Svensk Angreb 1645
1644 forløb uden Angreb paa Kysterne. Flere Gange var der svenske Krigsskibe i Nærheden af Øen, og Militsen samledes for at afslaa en Landgang; men større Krigshandlinger kom ikke i Gang. Paa Svaneke Red tog Svenskerne en dansk Galej, og paa Neksø Red erobrede en Snes Bornholmere en otte Kanoners Bojert, som tilhørte den svenske General Carl Gustaf Wrangell. Muligvis fik den sidste Erobring Indflydelse paa det, der skete i 1645. Svenskerne var det Aar ganske Herrer i Østersøen, og der begyndte i Februar Fredsunderhandlinger i Brømsebro. Her drøftedes Bornholms Afstaaelse til Sverige; de danske Underhandlere raadede Christian den Fjerde dertil og støttedes af det danske Rigsraad ; men Kongen afslog enhver Tale derom. Under disse Forhold skete Wrangells Angreb paa Øen.
Den 9. Juni saa man fra Rønne en Flaade paa 29 Skibe sydfra nærme sig Bornholm og for en kraftig Sydvestvind sejle østpaa langs Øens Sydkyst. Borgerkompagniet i Rønne samledes og marcherede til Aakirkeby. Enkelte herfra var redet til Neksø, som man regnede med vilde blive angrebet. Ved Halvottetiden om Morgenen saa man fra Neksø Flaaden komme sejlende op mod Byen; snart efter blev denne kraftigt beskudt, og Flaaden ankrede op uden for Byen og beredte sig til Landgang. Fra Byens Skanser blev der imidlertid skudt saa kraftigt paa Landgangsbaadene, at disse opgav Landgang paa Byens Strand og roede nordpaa for at finde et belejligt Sted at gaa i Land. Det blev Kysten ved Malkværn, de først stilede imod; men i Malkværnsskansen havde den halve Snes Ibskerbønder, som var naaet til Skansen, faaet Hjælp af en Snes unge Svanekeborgere, og disse brugte de to Kanoner, der var, saa kraftigt, at. Landingsbaadene igen maatte ro sydpaa, til de endelig fandt et Landingssted i Madvigen, hvor de ret uhindret kunde gaa i Land. De 30 Mand i Malkværnsskansen blev nu saa kraftigt beskudt af de landsatte 500 svenske Musketerer, at de maatte forlade Skansen. tre unge Mænd fra Svaneke blev
dræbt, deriblandt Albret Wolfsen.
Plyndring af Neksø.
De landsatte Svenskere rykkede nu nordfra mod Neksø. Resten af Svaneke Borgerkompagni paa 75 Mand, som var naaet frem til Fods, formaaede ikke at standse dem lige saa lidt som de vel 100 Neksøboere, der forsøgte at værne deres By, og af hvem fire faldt. Wrangell kom nu selv i Land, førte sin Bojert og Byens otte Kanoner ud til Flaaden og overgav Byen til fire Timers Plyndring. Ogsaa nogle nærliggende Gaarde plyndredes, og det røvede Gods - deriblandt Kirkens Kostbarheder og Præstens Klæder - blev ført ud til Flaaden. Efter endt Bedrift drak de svenske Soldater sig fulde i det røvede Øl og Vin og laa snart drukne i Gaderne.
Militsens Optræden.
Her maatte være en god Lejlighed for Militsen til at gøre et virkningsfuldt Angreb. Men hvor var Militsen ? Enkelte fra Aakirkeby var, som omtalt, under Borgerkaptajn Christen Gregerssen, kommet til Hjælp, ligesaa nogle Bønder fra Sønder Herred under Herredskaptajn Sivert Gagge; de havde tappert deltaget i Forsvaret af Neksø. Men Hovedstyrken fra Vestlandet blev under Herredskaptajn Mads Kofoed staaende i Aakirkeby, og da en Flaade var observeret Vest for Øen, vilde Kaptajnen føre Styrken, der var paa 600 Mand, tilbage til Vestermarie Klint for her at værne Vestlandet. Planen blev dog forpurret af Kaptajn Gregerssen, der fra Neksø var redet tilbage til Aakirkeby for at faa fremskyndet Marchen mod Neksø. Det lykkedes ham at faa Mads Kofoed til at føre sin Styrke østpaa; men allerede uden for Aakirkeby gjorde denne Holdt, og skønt Major Maccabæus sendte Bud paa Bud og der kom Ordre fra Rosenkrantz paa Hammershus, nægtede Mads Kofoed at lystre. Under kraftig Paavirkning af Kaptajn Gregerssen rykkede han efterhaanden frem til Egeby, 8 km fra Neksø. Her stod han ved Solnedgang med en Styrke, der ivrigt ønskede at komme østpaa imod Svenskerne, og sammen med de 300 Mand fra Nordlandet, der stod Nord for Neksø, og som ligeledes blot længtes efter at komme i Lag med de drukne Svenskere, vilde de have kunnet tilføje WrangelI saa alvorlige Tab, at denne rimeligvis vilde have opgivet videre Angreb paa Øen. Mads Kofoed lod sig imidlertid paavirke af WrangelIs TruseIsbrev til Bornholmerne om at underhandle om en Brandskat, hvis de ikke vilde se deres egen Undergang. Han førte sin Styrke imod dens Ønske til Rispebjerg og slog sig ned her for Natten. Styrken uden for Neksø vilde Major Maccabæus Ikke føre mod Byen, før Hovedstyrken under Mads Kofoed kom; ogsaa den slog sig til Ro for Natten. Imens fik Wrangell ved egen kraftig Optræden sine sovende Soldater vækket ved Hjælp af sin Stok og fik dem om Bord henad Midnat.
Den 10. Juni rykkede Gregerssen med sine Folk østpaa til Neksø, og senere paa Dagen kom endelig Resten af Militsen samme Vej, saa at hele Militsen nu var samlet uden for Byen. WrangelI synes ikke nu at have haft Mod paa en ny Landgang, men søgte ved List at faa Underhandlinger i Gang. Herredskaptajn Just Nicolai havde han allerede vundet for sig Dagen i Forvejen, saa at Nicolai den foregaaende Aften havde svoret paa, at Svenskerne havde 2.000 Mand i Land, for at skræmme Militsen fra Angreb paa dem. Den 10. Juni lod han Gagge, som han havde taget til Fange den foregaaende Dag, skrive et Advarselsbrev til Militsen om ikke at gøre Modstand mod den store Overmagt, men i Stedet at akkordere med WrangelI, og han sendte sin Sekretær med dette Brev ind til Neksø til Forhandling med Maccabæus. Fra Rosenkrantz kom der Opfordring til at kæmpe mod Fjenden, og henad Aften kom Slottets vagtmester med Lensmandens Brev om, at der snart vilde komme 600 Soldater til Undsætning med danske Orlogsskibe. Men nu var Maccabæus og andre af Militsens Officerer stemt for Underhandling, og skønt Militsens Mandskab stadig var ivrigt for at vove en Dyst med Fjenden, sejlede den næste Dag et Par Udsendinge for Militsofficererne ud til Admiralskibet og tilbød at betale en Brandskat paa 10.000 Rigsdaler. Wrangell modtog Tilbudet og affattede en Overenskomst derom, som samme Dags Aften blev underskrevet af ham, Maccabæus, Gagge, Mads og (hans Broder) Jacob Kofoed. De 4.000 Rdl. skulde udredes i Penge og Sølv inden tolv Dage, Resten i Penge eller Varer inden to Maaneder til nogle Købmænd i Lybæk. Bornholmerne paatog sig al Skylden for ved deres fjendtlige Modstand at have foraarsaget Neksøs Ødelæggelse og givet Grund til at udplyndre hele Landet. Ved at betale de 10.000 Rdl. frikøbte de sig for denne Udplyndring. Øens Indbyggere skulde begive sig hjem og ikke vise Fjendtlighed mod Svenskerne; til Gengæld lovede Wrangell at sikre dem mod Overlast fra svensk Side og mod Bortførelse fra Øen. Samme Dag samtykkede de andre Kaptajner og enkelte andre, deriblandt Landsprovsten for alle Øens Sognepræster, i Overenskomsten; men da Major Maccabæus Dagen efter meddelte den forsamlede Milits Akkorden, svarede denne, at den ikke ønskede nogen Akkord, men vilde kæmpe mod Svenskerne. Den var jo imidlertid blevet forraadt af sine egne Officerer og maatte nu, truet med WrangelIs Forfølgelse af de opsætsige, falde til Føje. Kun to af Borgerkaptajnerne, Christopher Rømer i Neksø og Knud Christensen i Svaneke, skrev ikke under paa Tilslutningen til Akkorden.
Hammershus erobres.
Efter at Wrangell havde faaet sin Plan gennemført, sejlede han med sin Flaade op langs Kysten til Sandvig, hvor han den 14. Juni gik i Land. I Løbet af to Dage lod han ½ km Øst for Slotsbroen opkaste en Skanse og anbragte her to Halvkartover, mens Flaaden lagde sig i Sænebugten. Den 16. Juni begyndte han fra begge Sider Beskydningen af Slottet. Paa Slottet saa det sørgeligt ud. Til at forsvare den omfangsrige Fæstning havde Rosenkrantz kun een Vagtmester og 58 Soldater, som under Krigen var hvervet blandt Øens vaabenføre Mandskab, og kun een, Slottets gamle Arkelimester, forstod at behandle Fæstningens Kanoner; der var af dem tre Ottepunds og enkelte mindre. Den 12. Juni havde Rosenkrantz givet de to Landskaptajner Maccabæus og Anders Hansen streng Ordre til at komme Hammershus til Hjælp med deres Landskompagnier; men kun Anders Hansen mødte paa Hammershus, og da var den Herre alene; hans sidste 30 Soldater blev staaende uden for Slottet, og Rosenkrantz turde ikke sende Soldater ud for at hente dem ind, da han ikke stolede paa dem! Under disse For hold var Hammershus's Skæbne at forudse. Et af de første Skud saarede Arkelimesteren saa alvorligt, at han blev ukampdygtig og senere døde af sine Saar. Efter Beskydning til næste dags Formiddag sendte Wrangell en Trommeslager hen til Slotsbroen og lod melde, at han vilde storme Fæstningen, hvis den ikke overgav sig. Med de faa Soldater turde Rosenkrantz ikke udsætte Hammershus for en Storm, men overgav ved Middagstid samme Dag den 17. Juni Fæstningen. Da Slotsporten var spærret, maatte Wrangell og hans Folk rykke ind gennem den lille Dør Øst for Hundetaarnet, som siden kaldtes Svenskehullet.
Burdon Kommandant.
Til Hammershus stævnede Wrangell Bornholmerne til Møde St. Hansaften, for at de skulde hylde den svenske Konge. Til Kommandant paa Fæstningen og Styrer af Bornholm indsatte han Oberst John Burdon, en skotsk Adelsmand, der var blevet optaget i den svenske Adel for sine Fortjenester i Krigen. Nogle Dage efter sejlede Wrangell hjem til Sverige med Forvisningen om, at Bornholm nu var blevet en svensk Ø.
Ud fra samme Indstilling indrettede Burdon sig paa Bornholm. Han styrkede Hammershus ved at indrette et Kanonbatteri oven paa Smørkælderen og ved at bygge to Voldtrekanter foran Slotsporten og Svenskehullet, og kort Tid efter samlede han Militsen uden for Slottet for at mønstre den, hed det sig; men han tvang den til at aflevere alle Vaaben, som senere førtes til Sverige. Dette var Brud paa Wrangells Akkord og gennemførtes, mens Fæstningens ladte Kanoner var rettede mod Militsen.
Nu risikerede Burdon ikke mere at møde Modstand. Hensynsløst opkrævede han Skatter og krævede ganske efter eget Skøn Arbejdsydelser paa Slottet. Hvad der manglede paa Hammershus af Senge og Sengeklæder, Fødevarer og Redskaber, Tømmer og Kalk, skaffede han sig fra Befolkningen, ganske vist med Løfte om Betaling, men denne kom aldrig.
Den 13. August sluttedes Freden i Brømsebro, og her besterntes, at Bornholm skulde tilbage til Danmark. Da Burdon fik Efterretning om dette, benyttede han det sidste Par Maaneder til en brutal Udplyndring af Øen. Den sidste Del af Brandskatten fra Neksø blevopkrævet till. Oktober. Skuder med Kreaturer, Smør, Korn o. lign., som var afpresset Bønderne for Røverkøb, sejledes til Sverige. 50 fuldt udrustede Heste udskreves til Brug for hans Dragoner. Militsens Feltskyts førtes bort fra Øen. Alt dette kostede Øen omtrent en lignende Sum som Brandskatten. Hertil kom den inddrevne Landgilde, hvis Værdi var 8.800 Rdl. Al Modstand mod Udpresningerne blev slaaet ned med hensynsløs Haardhed.
Troskabseden til den danske Konge.
Den 29. Oktober kom en Militærkommission til Øen for at overtage den i Kongens Navn. Kun Kongens absolutte Vilje til at beholde Bornholm som en dansk Ø skyldtes det, at Øen ikke denne Gang blev svensk. I fire Maaneder havde Svenskerne regeret paa Øen og regeret saadan, at Befolkningen ikke glemte det, men næste Gang, Svenskerne kom, tog sig selv til Rette og drev Svenskerne væk. At Krigen i 1645 fik saa sørgeligt et Forløb for Øen, skyldtes ikke Menigmand, men en lille Skare Officerer, som under falske Foregivender og Trusler tvang deres Vilje igennem. Nu modtog Kommissionen den 8. November Bornholmernes Troskabsed til den danske Konge, Befolkningen aandede op, den 1. November havde Burdon forladt Øen; kun de Officerer, der havde forraadt Øen, ængstedes for den Straf, der nu forestod dem.
Straffen over Officererne.
Kongen var vel tilfreds med det bornholmske Militsmandskab; men »den Rosenkrantz, som slap Borringholm«, som han skriver, skulde undgælde og ligeledes de kompromitterede Officerer . Da Herredagen imidlertid frikendte Rosenkrantz, gik Kongen ogsaa mildere frem mod Officererne. Maccabæus, Mads Kofoed, Gagge og Just Nicolai, som var dømt til Døden, benaadedes med Landsforvisning og Inddragning af deres Gods. Landsforviste blev ogsaa nogle faa andre. Nogle af dem døde i Udlandet, andre som Maccabæus og Gagge fik Fredebrevaf Frederik den Tredje og vendte hjem til Øen, hvor deres Hustruer havde beholdt deres Arvegods, saa at de kom hjem til gode Kaar.
Ebbe Ulfeld.
Til Lensmand over Bornholm indsatte Christian den Fjerde Ebbe Ulfeld, der var gift med Kongens Datter Hedevig. Uheldigere Mand kunde han vanskeligt have valgt. Han var knapt 30 Aar; han havde hele sin Ungdom været i Krig og havde tilegnet sig et ganske militært Syn ogsaa paa det civile Styre. Han forlangte af Befolkningen militær Lydighed, fejede Love og Vedtægter til Side, og da han manglede Indsigt i alt, hvad der vedrørte den civile Forvaltning, var det i meget hans Skriver, der kom til at føre det store Ord. Hans Forsøg paa at indføre militær Disciplin blandt Befolkningen mislykkedes, og bedre gik det ikke med Disciplinen hos Militsen, hvorfor han greb til at indsætte fremmede, for en Del tyske, Officerer og Underofficerer undtagen i Borgerkompagnierne. Hans Fremfærd overfor Bønderne var hensynsløs; de fik paalagt store Byrder, fik Rytterindkvartering og mishandledes og krænkedes paa flere Maader. Der indgaves derfor Klager imod ham, ja, det tegnede ligefrem til oprørske Bevægelser; Bønderne samledes i Højlyngen for at drøfte Stillingen. Ulfeld var imidlertid flyttet til Simlegaard i Klernensker. Hammershus var i den Grad i Forfald, at han ikke kunde bo i tørre Stuer. Taget var utæt, og trods Reparationer lykkedes det ikke at faa det tæt, saa han maatte sende sit Bohave over til sin Gaard i Skaane for ikke at faa det ødelagt. Da hans Folk paa Hammershus ikke mere var paalideligt, begyndte Stillingen at blive uholdbar, og han bad selv 1650 Kongen om at sende en Kommission herover for at dømme ham og hans Modstandere imellem. To Rigsraader og en Sekretær kom til Hammershus, og der blev mange Klager fra Bornholmerne over Ulfelds Færd at dømme om. Hele Ulfelds Styre blev gennerngaaet, hans ulovlige Udpantninger og Fængslinger, hans Udskrivninger af for mange Arbejdsdage og meget andet. I de allerfleste Tilfælde fik Klagerne Ret og i mange tilkendt Erstatning. Frederik den Tredje indsaa, at Ulfeld maatte fjernes fra Bornholm, og kort efter Nytaar opsagde han ham Lenet til Fratrædelse den 1. Maj 1651.
Fortsat Lensstyre.
Til ny Lensmand over Bornholm udnævntes i Stedet Joakim Gersdorff, der var Statholder i København, senere Rigshofmester og derfor ikke kunde bo paa Bornholm. Han fik da Lov til at passe Embedet ved Hjælp af Lensskrivere, medens Oberstløjtnant Albret Friis blev Kommandant over Militsen. Der kom nu rolige Aar for Øen; men i August 1653 begyndte en alvorlig Pest i Neksø; den bredte sig over hele Øen, varede til Marts 1655 og bortrev 4.900 Mennesker, især gamle og midaldrende. Haardest ramt blev Aaker og Aakirkeby med 557 døde. Af Øens 15 Sognepræster døde de 6. Mellem to Femtedele og Halvdelen af Øens Befolkning blev Ofre for Pesten. Af 804 Bøndergaarde skiftede mellem 1650 og 1658 463 Ejer, i de fleste Tilfælde sikkert som Følge af Pestens Hærgen.
Militsen.
1655 paabød Kongen Borgerkompagnierne at holde aarlige Øvelser og Mønstringer, og det paalagdes Kystbyerne at levere Baadsmænd til Flaaden, medens Aakirkeby skulde stille Soldater til Landhæren. 1656 og 1657 sendtes hvert af Aarene 24 Baadsmænd over til Flaaden. Der blev gjort Tilløb til at danne et særligt Artilleri og et Kavalleri paa Øen; foreløbig blev det ved Tilløbet. 1657, da Frederik den Tredje begyndte Krig med Sverige, blev 400 Mand af Militsen under Albret Friis indskibet paa den danske Flaade og sejlet til Rygen for at være med til en Landgang der; men denne blev opgivet, og de 400 Mand blev sejlet tilbage til Bornholm. Det er den eneste Gang, Militsen er blevet ført bort for at kæmpe uden for Øen.
Bornholm bliver svensk.
1645 havde christian den Fjerde reddet Bornholm for Danmark, ved Roskildefreden den 26. Februar 1658 maatte Frederik den Tredie afstaa Øen til den sejrrige svenske Konge Carl Gustaf fra den 15. Marts at regne. Østersøen laa imidlertid tillagt af Is, og først den 20. April kom en Fiskerbaad fra y stad med Bud om Afstaaelsen og Paabud om at bede fra Øens Prædikestole for den svenske Konge. Endelig den 29. Aprillandede den Mand, som Carl Gustaf havde udnævnt til Lens- og Slotshøvding paa Bornholm, den ca. 40-aarige Oberst Johan Printzenskold, i Sandvig med 120 Mand, 4 Kanoner, 2.000 kg Krudt og 3.000 Musketkugler og tog Bolig paa Hammershus. Det var ikke let for ham at finde en Bolig her. Kun to Kamre fandt han, som kunde beboes. I Breve til sin Konge har han fortalt, i hvilken Forfatning Hammershus var. Fæstningen var næsten helt tagløs. Teglstensmurene i selve Slotsbygningen styrtede ned Dag for Dag; kun Undermurene, der var af Kampesten, stod uskadte; men inden for dem faldt Hvælvingerne næsten daglig ned. Ringmurene maatte han udbedre med Tørv. For at styrke Fæstningen byggede han en Portskanse og to Kanonbatterier. Men usund at bo i var Fæstningen med dens Fugtighed og Kulde; i de første to Maaneder døde af 100 Soldater de 5 af Sygdom.
Allerede den 11. Maj holdt Printzenskold et Møde i Rønne med Øens Embedsmænd, Borgere og Bønder og skaffede sig Oplysninger om Tilstanden paa Bornholm i borgerlig, kirkelig og militær Henseende, om Skatteforhold og Erhvervsliv. Den 22. Juni lod han optage en Krigsrulle over det vaabenføre Mandskab fra Landet, der blev opgjort til 19 forhenværende Over- og Underofficerer, 682 Musketerer, 183 Bøsseskytter, 261 Skansegravere, ialt 1.145. Af opvoksende unge Mænd over Ferntenaarsalderen var der 120. Endelig var der 48 Ryttere, altsaa af voksent Mandskab 1.193. Købstæderne gik fri for at stille Soldater, men skulde stille Baadsmænd. At det vaabenføre Mandskab ikke var talrigere, maa tilskrives Pesten faa Aar i Forvejen. Øens Befolkning har i 1658 sikkert kun været ca. 8200 Indbyggere.
Troskabsed til Sverige.
Den 25. Maj 1658 maatte 74 Udsendinge fra Bornholm paa deres Landsmænds Vegne i Malmø sværge den svenske Konge Troskabsed, en Ed, der i Kongens Navn modtoges af Corfits Ulfeld.
Printzenskolds Styre.
Printzenskold følte det som sin Opgave lempeligt at gøre Bornholm til en svensk Provins som de andre svenske Provinser. De Udskrivninger, som Carl Gustaf krævede, men som Printzenskold saa vilde forarme Øen, søgte han Gang paa Gang at lempe paa. Hans Breve til Kongen fortæller om, hvordan han modarbejder Kongens Krav om Skattepaalæg, om udførselsforbud, Udskrivning af Mandskab o. lign. Men Carl Gustafs Krav var strenge, og Printzenskold maatte oftest bøje sig for disse Krav; det højeste, han kunde opnaa, var at skære Kravene lidt ned. Den 25. Juni fik han Ordre til at sende 400 Mand til Stettin; han sendte 350, idet han hævdede, at flere Gaarde ellers vilde blive folketomme og uopdyrkede. Den 28. August lød Ordren paa 50 Ryttere til Riga; Printzenskold sendte 45. Endelig krævedes 48 Baadsmænd ; den 7. November sendtes 40 til Helsingborg. I September 1657 havde Frederik den Tredje udskrevet 1.000 Par Skindbukser, Strømper og Sko, som ikke var blevet leveret; nu inddrev Printzenskold 720 Par til den svenske Hær.
Sammensværgelse mod Svenskerne.
Saaledes søgte Printzenskold Gang paa Gang at mildne sin Konges strenge Krav; men Befolkningen vidste jo intet om dette og opfattede den svenske Landshøvding som den fremmede Undertrykker. Dog mærkedes der ingen Bevægelse i Befolkningen, før Efterretningen naaede Øen om, at Carl Gustaf den 7. August var gaaet i Land i Korsør og igen havde begyndt Krig mod Danmark. Nu var Svenskerne atter blevet Fjender, Printzenskjold hørte Rygter om Undsætning ad Søvejen til Bornholmerne, og han udbad sig sendt Hjælp til Forsvar af Hammershus. Udgaaet fra Hasle dannedes der en SammensværgeIse, som foreløbig bredte sig paa Nord- og Vestbornholm, om at fordrive Svenskerne. Igen sendte Priintzensköld Bud om Hjælp, denne Gang om 40 Ryttere til at bevogte Kysterne, da han ikke turde stole paa Øens Folk. Han synes dog endnu ikke at have haft Kendskab til Sammensværgelsen. Det fik derimod Frederik den Tredje, som først lod sin Kancelisekretær skrive et Opmuntringsbrev til Bornholmerne og derefter den 8. November selv rettede en kraftig Opfordring til dem om at befri sig fra Svenskerne og give Øen tilbage til Danmark, idet han som Løn lovede dem Privilegier. Dette pustede naturligvis yderligt Liv i Oprørsstemningen, og maaske mere virkede det, at Carl Gustaf netop under disse Forhold paalagde Øen en Krigsskat paa 12 Rdl. af hver Bonde og 8 Rdl. af hver Præst, hvilket var det tredobbelte af, hvad den danske Regering nogensinde havde krævet. Printzensköld holdt et Møde i Rønne med Herredernes Sendemænd om Paaligningen af Skatten og nedsatte den paa egen Haand til 10 2/3 Rdl., til hvis Betaling han indrømmede tre Tidsfrister. Men denne Skat vakte i den Grad Bevægelse, at Printzenskold nu følte sig alvorligt stillet og den 18. November skrev efter Ryttere til at bevogte Kysterne, indtil en større Hjælpestyrke kunde komme; »ellers er jeg lige saa utryg for Indbyggerne som for en aabenbar Fjende«, skrev han til Kongen; han havde da paa Hammershus kun 60 Mand, som kunde bære Skydevaaben, og af Artillerister kun een svensk Løjtnant. Printzenskold anede stadig intet om selve Sammensværgelsen. Den virkede meget skjult, og hvordan den i Enkeltheder havde tænkt sig at naa sit Maal, ved vi ikke. Vi ved kun, at saa snart Kirkernes Stormklokker klemtede, skulde Borgere og Bønder begive sig fuldt rustede til Rutskirke og derfra samlede drage mod Hammershus. Desuden skulde en Snes bevæbnede Ryttere holde sig rede til med en Times Varsel at samles i Skuleskov ved Blykobbegaard 5 km Nord for Rønne den Dag, man fik Nys om, at Printzensköld red fra Hammershus til Rønne.
Den 8. December 1658.
Denne Dag kom uventet den 8. December. Ved Middagstid red Printzensköld fra Hammershus vist kun ledsaget af en Fændrik. Han standsede i Hasle og truede her Borgmesteren Peder Hassel med at lade Krigsskatten inddrive ved Indkvartering af Soldater, hvorefter han fortsatte sit Ridt ad Rønne til. De sammensvorne i Hasle bestemte sig nu til at fange den svenske Høvedsmand, og Byfogden Niels Gumløes, Borgerløjtnant Claus Nielsen og Korporal Aage Svendsen red bevæbnede til Skuleskov. Imens kørte Præsten Poul Ancher og Købmanden Jens Kofoed i Slæde til Nyker Præstegaard, hvor Jens Kofoed hos Præsten Jacob Treslov fik Bøsse og Hest og skyndte sig til Skuleskov, hvor han traf de nævnte tre sammensvorne fra Hasle og Lensskriver Jens Risom, der ogsaa var fra Hasle. Alle fem red derefter til Rønne. Før de tre Haslemænd var naaet til Skuleskov, var Printzensköld kommet uskadt forbi og var ved Firetiden i Rønne taget ind hos Rønne ældste Borgmester Peder Lauridsen Møller, der boede i Storegades Østside (hvor nu Nr. 30 ligger). Mens han her sad og spiste, kom Jens Kofoed, Gumløes og Risom ind i Stuen bevæbnede og erklærede ham for deres Fange. Printzensköld gjorde Modstand, væltede det tunge Stenbord over mod sine Angribere og dækkede sig bag det; men flere sammensvorne trængte ind, og han maatte overgive sig. Han blev derefter ført ud paa Gaden for at bringes i Arrest i Raadhuset, der laa knapt 100 m sydligere. Paa Vejen blev han i Nærheden af Raadhuset skudt af Villum Kelou, maaske fordi det var lykkedes ham at slide sig løs fra sine Vogtere. Et Par Stene, den ene en Runesten, i Storegade uden for Rønne Statsskole viser Stedet, hvor han sank død om i Sneen.
Samme Aften kom det ganske uafhængigt af Begivenhederne i Rønne til et Optrin, der klart viser, hvor ophidset Stemningen blandt Befolkningen var. I et af Sognene, rimeligvis Nylarsker, greb Bønderne til Vaaben mod en lille Afdeling paa 11 Musketerer og en Fændrik, som kom for at opkræve Krigsskatten. Fændrikken og 6 Musketerer faldt, 3 blev taget til Fange, kun 2 undslap i Mørket.
Opstanden breder sig.
Efter Drabet paa Printzensköld red Jens Kofoed og Gumløes straks til Ruts Præstegaard og meddelte Poul Ancher, hvad der var sket i Rønne. De var enige om, at nu maatte Opstanden rejses med det samme. Der blev sendt Ilbud ud til alle Vestlandets Sogne om, at Kirkernes stormklokker skulde klemte. Kun Rutskirkes Klokker turde man ikke klemte med, da Kirken ligger for nær Hammershus; her maatte Samlingen ske gennem mundtligt Bud.
Imidlertid var der jo Fare for, at nogen kunde advare Svenskerne paa Hammershus. Jens Kofoed, Gumløes og fjorten andre Hasleborgere red derfor nordpaa for at bevogte Adgangen til Fæstningen, og hos Sandemanden i Rutsker havde de det Held at fange den eneste svenske Artillerist, som var paa Vej til Hammershus. Senere fangede Jens Kofoed i Allinge og Sandvig tre svenske Mænd, en Kvinde og en Dreng, som samme Nat skulde sejle til Simrishamn, mens en svensk Kvartermester, der ikke vilde overgive sig, blev hugget ned. Efter at have samlet en Skare unge Mænd fra Allinge og Sandvig drog Jens Kofoed derefter ad Hammershus til, nedhuggede en svensk Soldat ved Slottets Vejrmølle, da han ikke vilde lade sig tage til Fange, og lagde sig med sin Skare i Skjul Øst for Slotsbroen for at holde Udkik med al Færdsel til og fra Hammershus.
Hammershus overgiver sig.
Tidligt næste Morgen kom Poul Ancher, Gumløes og Hassel i Spidsen for den om Natten samlede Skare marcherende sydfra mod Slottet og tog Opstilling i Slagorden. Lidt senere sluttede sig til dem Rønne Borgerskab under Kaptajn Claus Kames og Bønder fra Vester Herred med den forhenværende Herredskaptajn Esber J ørgensen. Skaren var bevæbnet, men havde slet ingen Kanoner, saa det maatte synes et umuligt Foretagende at erobre Fæstningen.
Paa Hammershus residerede Printzenskölds Enke Anna Hård, og øverste Befalingsmand var Løjtnant Pehr Lagman. Til dem sendte Ancher og Hassel en truende Skrivelse om at overgive sig, hvis ikke Printzenskölds Hoved skulde sendes ind paa Slottet, mens Claus Kames viste sig iført Printzenskölds Dragt og tæt omringet af Vagt, der stadig truede ham. Krigslisten lykkedes. Løjtnant Lagman sendte Bud ud om, at man var villig til at overgive Fæstningen. og han mødte selv med tre Soldater til Forhandling i Slotskroen, hvor Kames, Jens Kofoed og Skipperne Herman Bohn og Hans Lauridsen fra Rønne mødte for Angriberne.
Da Aftalen var i Orden, marcherede Pehr Lagtnan ud med sine 60 Soldater og nedlagde Vaabnene, og Bornholmerne marcherede ind i Fæstningen og førte Svenskerne som Fanger i Forvaring. Derefter plyndrede de Slottet og huserede vildt, til Kames fik bragt Orden og tog Kommandoen paa Slottet.
Øens nye Ledelse.
Hermed var Bornholm igen vundet tilbage fra Svenskerne. Med Overgivelsen af Hammershus var det Foretagende, de sammensvorne havde sat sig for at gennemføre, bragt til en lykkelig Afslutning. Dagen efter, den 10. December, lod Opstandens Ledere den ved Slottet samlede Mængde danne et Stændermøde, der skulde fastsætte, hvordan Øen foreløbig skulde styres. Den tidligere Sættedommer Peder Hassel tog Ledelsen af Mødet og lod sig vælge til Formand for de Udsendinge, der skulde give Frederik den Tredje Bornholm tilbage, og som kom til at bestaa af syv andre af Opstandens Ledere fra Rønne, den tidligere Ridefoged Peder Jensen, ogsaa fra Rønne, og to Repræsentanter for Landet.
Til at styre Øen i Printzenskölds Sted valgtes Claus Kames, der blev paa Hammershus med sit Borgerkompagni. Sæde paa Hammershus fik ogsaa Jens Kofoed, der blev Militærets øverste Leder.
Om Søndagen den 12. December bad Præsterne i Nørre og Vester Herreds Kirker for den danske Konge; i Øster og Sønder Herred var man endnu ikke med i Begivenhedernes Udvikling. For om muligt at faa Tilslutning ogsaa fra Østbornholm, saa at Sendemændene til Kongen kunde optræde paa hele Øens Vegne, udsatte disse Afrejsen i ti Dage, skønt der var den store Fare ved Udsættelsen, at en svensk Flaade, som man ventede til Øen, kunde ankomme, før man havde naaet at tilkalde Hjælp fra København. Da de ti Dage var gaaet, turde de ikke vente længere, men afsejlede den 20. fra Rønne. Imens var især Poul Ancher paa Færde ude paa Øen for at sikre Opstandens Forløb; han hvervede nye Tilhængere for Frihedsbevægelsen, han sørgede for, at der var Kystvagter ude, han satte Mod i dem, der ængstedes for, hvad der kunde ske, naar den svenske Flaade kom. Det blev imidlertid kun en svensk Galiot, der kom, og den ankrede heldigvis op ud for Sandvig, hvor der var Mandskab til at tage Affære. Galioten havde 63 Ryttere og 42 Heste om Bord til Hjælp for Printzensköld ; ingen paa Skibet anede noget om, hvad der var sket paa Bornholm. Rytternes Ritmester gik først i Land sammen med en Kaptajn, der havde været bortrejst nogen Tid fra Hammershus; de blev begge taget til Fange af Jens Kofoed og hans Folk og ført til Ruts Præstegaard. Næste Morgen sejlede bornholmske Baade Skipperen, Styrmanden og 30 Ryttere i Land; de blev alle fangne. Derefter anede Løjtnanten Uraad, han lod sig sætte i Land og blev gjort til Fange, og nu gik Korporalerne og de sidste 33 Ryttere først fra Borde, da Løjtnanten var blevet tvunget til at give det aftalte Tegn. Hele Skaren blev uden Overlast ført til Raadhus- fængslet i Rønne.
Bornholms Overgivelse til Frederik III.
De bornholmske Udsendinge var allerede efter et Døgns Sejlads den 21. December kommet til København uden at være antastet af den svenske Flaade, som belejrede Hovedstaden. De blev modtaget med stor Glæde af Frederik den Tredje, der efter deres Ønske udnævnte Oberstløjtnant Mikael Eckstein til Kommandant paa Bornholm med baade militær og civil Myndighed. Den 29. December foregik den højtidelige Overdragelse af Bornholm til Kongen. De elleve Sendemænd blev modtaget af Frederik den Tredje paa Københavns Slot, og paa deres Vegne overrakte den nysudnævnte Landsdommer Peder Hassel Kongen Bornholmernes Gavebrev. i hvilket Øen overdroges Kongen og hans Arvinger til evig Arv og Eje. Til Gengæld udstedte Kongen til Bornholmerne et Privilegiebrev, i hvilket han lovede »saadanne Privilegier og Benaadinger baade paa Udskrivning, Skat og i andre Maader, hvorved Landets Bedste og Opkomst kan søges«.
Foruden Gavebrevet overrakte Udsendingene Kongen det saakaldte Bornholms Manifest, et Klageskrift over Svenskernes Fremfærd paa Øen, og en Liste over de 22 Mænd, som havde været Opstandens virksomste Deltagere. Som Nr. 1 anføres Poul Ancher, og om ham bemærkes, at han »har været baade i Raad og i Daad til al denne Hans Kgl. Majestæts Tieneste med Tog, Vagt, Rejsning og endnu flittig besøger Landvagterne«. De andre 21 er kun nævnt ved Navn, først 9 Hasleborgere, deriblandt Niels Gumløes, Peder Hasselog Jens Kofoed, derefter 10 Rønneborgere, hvorimellem Claus Kames, Hans Lauridsen, Hans Storch og Villum Kelou, og endelig 2 fra Nyker. Da Kongen spurgte - hvem der havde skudt Printzensköld. Blev der skrevet ved Kelous Navn: Han skød Printzenskold.
Som Belønning udstedtes for Kelou gennem Kancelliet et Brev om, at han for sin Levetid fritoges for Landgilde af Rabekkegaard i Knudsker, for Hans Lauridsen et om, at han i sin og sin Hustrus Levetid maatte nyde Herligheden af Spidelegaard i Aaker kvit og frit, for Hans Storch et, hvorved han udnævntes til Tolder paa Bornholm og Tingskriver i Vester og Nørre Herreder, endelig et for Jens Kofoed, hvorved han fritoges for al retslig Tiltale i Anledning af en Drabssag fra 1655.
1658 i Folkemindet.
Ved Bornholmernes egen Rejsning var Bornholm igen blevet en dansk Ø og Frederik den Tredje blevet Arvekonge her, før han blev det i det øvrige Land. Intet Under, at denne Bedrift for Bornholmerne siden har staaet som deres største Bedrift, som den Daad, der viste Verden, at de var Danske og vilde vedblive at være Danske. Om hvem der skulde have Hovedæren for Bedriften, har der derimod været nogen Uenighed. I Folkemunde blev det Jens Kofoed; han blev »Bornholms Befrier«, og det er let at forstaa. Han var Handlingens Mand, der ved sin Indsats ude i Marken sikrede Opstandens Gennemførelse, altid parat til at vove Pelsen. I Prinsenskjoldsvisen blev det ham, der fik Tyrannen fældet, 600 Svenskere fanget og 965 dræbt (»den store Svineslagtning«). I vore Dage har Undersøgelser af Kilderne imidlertid vist, at Poul Ancher bør have sin Del af Æren for Øens Befrielse. Han var den kloge Raadgiver, som de andre sammensvorne søgte til, Hjernen i Foretagendet og, da Opstanden brød ud, utrættelig i ogsaa i Marken at arbejde for at holde Folk til Ilden.
Som nævnt viser fra ældre Tid Printzensköldstenene i Rønne, hvor den svenske Kommandant blev dræbt. I vore Dage er der paa Torvet i Hasle sat en Sten med de sammensvorne Hasleborgeres Navne til Minde om, at Opstanden udgik herfra; i Sandvig er for faa Aar siden rejst en Mindesten for Jens Kofoed med Paaskriften »Bornholms Befrier« ; nær ved Slotsbroen forkynder en høj, slank Sten med Karl M. Kofoeds Ord:
Folket brød sit Fremmedaag
her, hvor Klippen bryder Sø.
Frifødt Æt har Fædres Sprog,
end Bornholm er Danmarks Ø.
Frederik Ills Privilegiebrev.
Bornholmerne havde uden Hjælp udefra taget deres Ø tilbage fra Svenskerne og den 29. December 1658 overgivet den til Frederik den Tredje; men hermed var Øens fremtidige Stilling dog ikke sikret. Overgivelsen var kun foretaget af Folk fra Vestbornholm, hele Øens Tilslutning maatte officielt sikres, og det skete paa et Stændermøde den 19. Januar 1659, hvor Tilslutning til Gavebrevet blev givet enstemmigt, men hvor man ogsaa vedtog at kræve Kongens Forsikring om ikke igen at udlevere Bornholm til Sverige. Løftet herom gav Kongen i sit »Privilegiebrev« af 3. Maj, hvori han bekræftede, at Bornholmerne havde foræret ham Øen, og lovede at forsvare dem »mod alle og enhver efter yderste Formue« og »aldrig overgive dem til vore Fjender de Svenske«, men »i alle Maader bete og ervise os mod dem som en naadig og mild Herre og Øvrighed«.
Svenske Generobringsforsøg.
Danmark og Sverige var jo imidlertid stadig i Krig, og Bornholmerne kunde vente, at Svenskerne vilde gøre Forsøg paa at erobre Øen tilbage. Det skete ogsaa. En svensk Flaade ankrede den 4. Juli op ud for Allinge og begyndte en kraftig Beskydning af Øen; men den nyoprettede Milits satte sig under Kommandant Eckstein til Modværge, og det lykkedes at afslaa Angrebet. Et senere Forsøg paa ved Agitation blandt Befolkningen at faa den til slutte sig til Sverige mislykkedes ogsaa, og yderligere Forsøg gjorde Svenskerne ikke.
De fem Tønder Guld.
Den 27. Maj 1660 sluttedes endelig Fred i København, og under Fredsforhandlingerne blev Bornholms Skæbne naturligvis Genstand for indgaaende Drøftelser. Baade for Danmark og Sverige var det af stor Værdi at eje Øen som støttepunkt i Østersøen. Nogen endelig Afgørelse blev ikke truffet; det blev fastslaaet, at Øen ifølge Roskildefreden var svensk, men Svenskerne indrømmede Frederik den Tredje Ret til at beholde den til den 24. Juni 1661, da den skulde tilbagegives Sverige, hvis der ikke forinden var blevet Enighed mellem de to Magter om dansk Køb af Øen. Underhandlingerne blev besværlige, men sluttede dog med en Overenskomst om, at Danmark som Vederlag for Øen skulde give 8.500 Td. Hartkorn og love aldrig at afstaa den til nogen fremmed Magt. Frederik den Tredje købte derefter de krævede Td. Hk. af danske Adelsgodser i Skaane for 5 Tønder Guld eller 500.000 Rigsdaler, og dermed sikredes Bornholm for Danmark.
Den 15. September 1661 landede Grev Christian Rantzau i Neksø for at modtage Bornholmernes Troskabsed til den danske Konge. I Løbet af 14 Dage aflagde alle Bornholmere Ed; men derefter kom Rantzau frem med sit andet Ærinde. Han samlede den 21. Oktober Stænderne i Aakirkeby og forelagde Kongens Regning paa 5 Tønder Guld med paaløbne Renter til Betaling for Løskøbelsen fra Sverige. Stænderne svarede, at de hverken ejede 5 eller 1 Tønde Guld, og udbad sig Tid til Drøftelse og Forhandling om Sagen. Et nyt Møde kom da i Stand den 28. Oktober paa Hammershus, og her lovede Stænderne, at Bornholmerne vilde betale en Tiendedel af deres Formue, som det yderste de kunde afse. Det blev 1 1/3 Procent af det stillede Krav eller 6.840 Rigsdaler, som blev betalt inden den 7. November .Det var ikke engang Dækning af de paaløbne Renter; men hele Kravet om, at Bornholmerne skulde betale for den Gave, de havde givet Kongen, faldt dem stærkt for Brystet. De havde haft store Udgifter siden den Dag, de overgav Øen til Kongen. Paa det nævnte stændermøde den 28. Oktober blev det godtgjort, at de indtil da havde udredet 84.460 Rdl. til Underhold af de Soldater, der var kommet herover med den nye Kommandant Eckstein og senere, Soldater, af hvilke navnlig Rytterne havde gjort sig alt andet end afholdte ved deres ofte voldsomme Optræden overfor Befolkningen.
Adolph Fuchs.
Skyld i denne Optræden havde ogsaa den Guvernør, Frederik den Tredje i 1659 satte over Bornholm, Adolph Fuchs. Som Christianshavns Kommandant havde han under Stormen paa København vist stor Tapperhed, men optraadte ved forskellige Lejligheder saa voldsomt og brutalt, at Kongen, som selv havde indkaldt ham fra Tyskland, lod ham fængsle og forvise til Bornholm som den første danske Guvernør efter Øens Overgivelse til Danmark! Kongen paalagde ham ganske vist at vise »en smuk sømmelig Optræden mod Indbyggerne«; men hans Færd paa Bornholm blev helt igennem en Tyrans. Hidsig og raa som han var betjente han sig overfor høj og lav af Skældsord og Stokkeprygl, hvis han ikke greb til Pistol eller Kaarde.
Kendt er Fuchs's Optræden overfor Corfits Ulfeld og Leonora Christine, da de sad som Fanger paa Hammershus fra Juli 1660 til December 1661. Paa Grund af hans grove Mund og stadige Chikanerier var det, at de i Marts 1661 flygtede fra deres Fængselsrum i Manteltaarnet for at naa over til Skaane, men blev paagrebne i Sandvig og blot opnaaede at blive endnu haardere behandlet, til de i December ydmygede sig for Frederik den Tredje og med Tabet af alt deres Gods slap ud af Fængslet. Ikke for sin Optræden mod Ulfeld og Leonora, men for sin Færd mod Øens Befolkning maatte Fuchs efter Rantzaus Henstilling til Kongen gaa af som Guvernør over Bornholm i Februar 1662. Samme Aar i November blev han i Brygge dræbt ved et Dolkestød af Christian Ulfeld, der derved tog Hævn over sine Forældres Plageaand.
Amtmandsembedet.
Frederik den Tredje satte altsaa som Styrer af Bornholm en Guvernør. Da Danmark efter Enevældens Indførelse blev delt i Amter. blev Bornholm et Amt; men i lange Tider blev Amtmandsembedet og Stillingen som Øens Kommandant ved at være forenede i Guvernørstillingen. Først 1740 fik Øen sin første Amtmand, der ikke var Kommandant - nemlig J. C. Urne; men endnu var hans Virkefelt ikke skarpt afgrænset, og 1742 oprettedes Den bestandige Kommission, bestaaende af Kommandanten som Formand, Amtmanden, Landsprovsten og Amtsforvalteren, som skulde samles den første Søgnedag i Marts og Oktober for at »drøfte og overlægge hele Landets Bedste«. Dette medførte mange Stridigheder mellem Kommandant og Amtmand, især i de første Aar . Fra 1772 overlod Kommandanterne Forsædet til Amtmand Urne, der ved sin Afgang som Amtmand 1778 af Regeringen opfordredes til at blive som Formand i Kommissionen. Aaret efter trak han sig tilbage, 74 Aar gammel. Hans Efterfølger som Amtmand mente, der kun var saa lidt at gøre for en Amtmand, at han godt kunde undværes, og da han 1780 lod sig forflytte, fulgte Regeringen hans Henstilling og lagde 1781 Amtmandens Arbejde ind under Den bestandige Kommission, der kom til at bestaa af Kommandanten som Formand, Landsdommeren og Amtsforvalteren; Amtsprovsten tilkaldtes kun til Forhandlinger om Kirke, Skole og Fattigvæsen. Kommissionen mødtes nu omtrent hver Maaned.
Nedlæggelsen af Amtmandsembedet vakte imidlertid Røre i Befolkningen, og en Ansøgning med mange Underskrifter sendtes til Kongen om at faa en Amtmand igen. Allerede 1787 udnævntes en ny Amtmand, Nordmanden Christen Heiberg, der tog Bolig i Neksø. Den bestandige Kommission fortsatte med Kommandanten som Formand, Amtmanden, Landsdommeren og Amtsforvalteren som faste Medlemmer, og da Nordmanden Andreas Undall blev Kommandant samme Aar, som Heiberg blev Amtmand, fortsatte den ogsaa med den gamle Kompetencestrid mellem Kommandant og Amtmand. Efter Undalls Forflyttelse 1791 kom der igen fredelige Tilstande i Kommissionen; men da der 1801 efter Heibergs Død kom en meget virksom Amtmand Jacob Mandix, foreslog denne Rentekammeret at ændre Kommissionen, der ofte havde været et Splidens Sæde, men nu mest var blevet en Selskabsklub, saaledes, at at den blev til Nytte. Svaret var, at Kommissionen ophævedes 1802.
Endnu en Gang blev Amtmandens Stilling beskaaret. Under Krigen med England 1807 -14 blev Øen stillet under en sømilitær Guvernør, og det kom snart til Strid mellem ham og Amtmand Fr. Thaarup, der 1809 krænket søgte sin Afsked og blev afløst af Byfoged Chr. J espersen i Neksø som midlertidig Amtmand. 1814 ophævedes Guvernørembedet, og Chr. Jespersen blev virkelig Amtmand. Siden da har Amtmanden været Øens højeste Embedsmand, fra 1836 med Bolig i Rønne.
Fæstningsbyggeri.
Da Skaane blev afstaaet til Sverige, fik Bornholm en meget udsat Stilling langt borte fra det øvrige Danmark og beliggende imellem Skaane i Nord og Svensk Pommern i Syd. I Erkendelsen heraf og samtidig i Forstaaelsen af Øens Betydning som Støttepunkt for den danske Flaade i Østersøen overvejede den danske Regering at styrke dens Forsvar og sendte 1662 sagkyndige herover for at undersøge Muligheden af at anlægge en Flaadehavn og for at besigtige Hammershus.
Hammersøen blev udpeget som det bedste Sted for en Flaadehavn, og det skønnedes, at Hammershus ved Restaurering og Nyanlæg kunde blive en stærk Fæstning; men begge Dele vilde koste mange Penge, og Regeringen henlagde Planen. Da Øens Betydning for den danske Flaade virkelig blev erkendt under den skaanske Krig, toges Sagen op igen, og selveste Niels Juel kom herover 1683 for at udpege Stedet for en Flaadehavn. Denne Gang blev Bugten ved Arnager valgt ; men heller ikke denne Plan blev gennemført. Derimod gav Christian den Femte Aaret efter Ordre til at anlægge Fæstningen Christiansø og udbygge en Flaadehavn derovre. Det blev gjort allerede samme Aar; men noget Værn for Bornholm var ikke vundet derved.
Hammershus havde faaet Lov at forfalde yderligere, og der førtes nu Sten derfra over til Fæstningsbyggeriet paa Christiansø. Hammershus's Rolle som Fæstning var dermed udspillet. Christian den Femte gik imidlertid stadig med Planer om en Fæstning paa Bornholm, og han bestemte nu, at der skulde bygges en Fæstning ved Rønne. 1688 byggedes Kastellet her, og der anlagdes Volde og Bastioner uden om Byen, men 1690 standsedes Byggeriet. Voldene blev snart sløjfede af Befolkningen, og tilbage stod kun Kastellet fra dette Fæstningsbyggeri. Endnu en Gang tænkte Regeringen paa at gøre Rønne til Fæstning. Det var under Christian den Sjette. 1743 begyndte man at bygge Hovedvagten af Sten fra Hammershus; 1744 stod den færdig; man gjorde enkelte Forarbejder til mere Fæstningsbyggeri; men 1747 lod Frederik den Femte hele Arbejdet standse. Rønne blev aldrig Fæstning, og Hammershus fortsatte man Nedrivningen af lige til 1822. Den gamle Fæstning brugtes ligefrem som Stenbrud. Læs efter Læs af de store røde Mursten brødes ned og kørtes bort til Brug i Gaarde og Huse rundt om paa Øen. Først 1822 frededes de Rester, der da var tilbage, fattige Rester af det, der engang var, men dog saa meget, at de danner den mest storslaaede Middelalderruin i Norden.
Militsen.
Nogen Fæstning fik Bornholm da ikke. Forsvaret af Øen overlodes til Øens Milits alene. Allerede 1659 blev denne genoprettet og forstærket med et særligt By- og Birkekompagni for Hammershus Birk med Sandvig og Allinge. To af de sammensvorne fra 1658, Jens Kofoed og Niels Gumløes, blev Landskaptajner og fik som deres Officersgaarde henholdsvis Maglegaard i Østermarie og Frennegaaard i Ibsker. Nogle Aar efter -1666 - blev de to Landskompagnier til tre, hvert paa 143 Mand, idet det saakaldte Livkompagni fik en omhyggeligere Skoling under Kommando af Vicekommandanten paa Hammershus. Rytterkompagniet kom nu op paa 162 Mand. Nogen meget krigsdygtig Hær blev Militsen dog ikke. Officererne, undtagen de højeste, var Gaardmænd og ansete Borgere, og Forholdet mellem dem og de menige kunde til Tider blive helt kammeratligt, hvad der nok kunde gaa ud over Disciplinen. En ivrig Militær blandt Kommandanterne kunde da 1741 foreslaa at skærpe Lydighedspligten og indføre de strenge Straffe, sorn brugtes i den almindelige danske Hær . Men Kancelliet udtalte, at »Folket paa Bornholm er af en egen Geni«, og Kongen resolverede: » Vi vil ikke, at Folkene paa Landet med for stærk Rigueur maa trakteres«.
Straffene for Efterladenhed i Tjenesten blev da de vante: Bøder og Pantning. I det store og hele viste Militsen sig dog i Stand til at løse de Opgaver, der stilledes den. Det blev ingen store Krav, den kom ud for efter 1658. Den kom efterhaanden til at bestaa af fire Vaabenarter: Infanteri, Artilleri, Jægere og Dragoner. Tjenesten betragtedes ikke som afskrækkende eller som Soldatertjenesten i det øvrige Land under Stavnsbaandet som en Straf. I Fredstid bestod den i Vagttjeneste efter Tur paa Vagtposterne Kysten rundt og i nogen Eksercits. Dertil kunde komme Arbejde paa Skanserne o. lign. ; ved Fæstningsanlæggene paa Christiansø og ved Rønne arbejdede henholdsvis 50 og 150 Mand af Militsen. Under Christian den Sjette satte en Forordning 1733 lidt skrappere Bestemmelser for Eksercitsen. Den knyttedes til Søndagsgudstjenesten, som om Sommeren skulde være færdig KI. 11 og om Vinteren KI. 12. Enhver i Militsen skulde gaa i Kirke hver Søndag, og efter Gudstjenesten ekserceredes der ved Kirken. Man mødte i sin civile Dragt; Rønne Borgerskab rostes for at møde nogenlunde ens klædt i brune Frakker og hvide Strømper. Senere indskrænkedes Eksercitsen igen, og omkring 1830 hører vi, at den er indskrænket til 4 Dage om Aaret. Til Militsens Ophævelse var de fire aarlige Mønstringsdage store Folkefester for Omegnens Beboere.
Bornholm i Krigstider.
I Krigstid blev der naturligvis stillet større Krav til Militsen; men ikke tit blev Freden forstyrret. Under den skaanske Krig forsøgte den svenske Storflaade, 36 Skibe med 1800 Kanoner, i 1677 Landgang ved Sandvig; men dens Baade blev saa stærkt beskudt fra Kystskanserne, at »der blev neppe nok til at ro Baadene ud igen«, Flaaden opgav Landgangen, og flere Forsøg blev ikke gjort fra Svenskernes Side paa at angribe Bornholm under den Krig. Dog fik Øen Besøg af Svenskerne, men meget imod disses Vilje. Natten mellem den 4. og 5. December 1678 strandede en svensk Transportflaade, der var paa Vej fra Stralsund til Sverige, ved Sose paa Bornholms Sydkyst. 19 Skibe gik paa Grund, og af dem knustes straks de tre. Henved 1.000 Mennesker druknede, 3.000 reddede sig i Land. Da Militsen om Morgenen kom til, blev der skudt nogle faa Skud fra begge Sider; derefter blev de skibbrudne Svenskere afvæbnede og sat i Forvaring paa Øen, bevogtede af Militsen, Vinteren over og om Foraaret hentet til København af danske Krigsskibe. Andre Gæster paa Bornholm under den skaanske Krig var 80 skaanske Friskytter og en Del fordrevne dansksindede Skaaninger. Disse sidste og mange af Friskytterne bosatte sig paa Øen, især i Gudhjem og Tejn, og efterfulgtes i Aarene efter Krigen af andre Flygtninge fra Skaane og Blekinge. Fra en indvandret Skaaning stammer Familien Tranberg, mens Familien Madvigs Stamfader kom fra Blekinge.
Heller ikke under den store nordiske Krig blev Militsen stillet paa nogen haard Prøve; der løsnedes et Par Gange (1710 og 1716) Skud fra Rønne to Batterier mod svenske Skibe; et Angreb paa Sandvig 1711 afværgedes uden Besvær. Og saa var der Fred i mange Aar, lige til Krigen med Englænderne i forrige Aarhundredes Begyndelse. Engelske Skibe beskød Kystbyerne en og anden Gang, og 1808 blev Christiansø bombarderet. Angrebet her blev afslaaet af Øens Kommandant Kohl, og i Kystbyerne anrettedes ingen videre Skade. Madvig fortæller i sine Livserindringer, at en Kugle bortskød en Gren paa det bedste Æbletræ i hans Forældres Have i Svaneke; det eneste Blodbad, han hørte om, var Drabet paa en Ko. Men uden for Øen deltog Bornholmerne i Krigen med Liv og Sjæl. Fra ingen Del af Danmark dreves Kaperiet med saa stor Iver som her fra Øen. I 1810 prisedømtes i Rønne 49 Skibe til en Værdi af over 3½ Million Rigsdaler og ligesaa i 1813. Det er Tal, der nærmer sig Tallene for Københavns Prisedomstol. Berømtest som Kaperkaptajn blev Caspar Wolffsen fra Rønne, der kaprede 30, deriblandt nogle meget værdifulde Skibe og Ladninger, og hvis Kapertogter strakte sig helt over til Skotland. Han blev som Belønning for sine Bedrifter udnævnt til Ridder og kaldtes senere oftest Ridder Wolffsen. Et Minde om den Rolle, Kaperiet har spillet, har vi endnu i den Børneleg, der i Rønne kaldes »Kap« og i Svaneke »Kapper«. Hvad de voksne virker, leger Børnene.
Dette var alle de Prøver, Militsen havde at bestaa siden 1660. Endnu til 1867 eksisterede den, og lige til den Tid var Bornholmerne fritagne for at gøre Krigstjeneste uden for deres Ø. De var derfor hverken med i Krigene 1848-49-50 eller i 1864. Da man i 1849 vilde danne et frivilligt J ægerkompagni, der skulde deltage i Krigen, blev der nægtet det Tilladelse til at forlade Øen. Det voksne Mandskab skulde blive og forsvare Øen, om Fjenden forsøgte et Angreb, hvad der ikke skete. Dog var der Bornholmere med i Flaaden og enkelte frivillige til Lands i begge Krige. Blandt de sidste er den mest kendte Løjtnant Anker, Helten fra Skanse Nr.2 i Dybbølstillingen i 1864.
1867 blev Militsen endelig ophævet. Nu skulde de bornholmske værnepligtige uddannes til Soldater som alle andre Danske. Men Bornholm beholdt dog i nogen Grad en Særstilling: Efter aftjent Værnepligt traadte den paa Bornholm bosiddende unge Mand ind i Bornholms Væbning og skulde som Soldat i den deltage i Øens Forsvar. Saaledes var Ordningen til 1923, da Væbningen ophævedes og Bornholm i militær Henseende blev stillet omtrent som de andre danske Landsdele. 1933 genoprettedes væsentligst ved den daværende Kommandant Oberst O.B. Schouboes energiske Arbejde den gamle Ordning fra Væbningens Tid under Navnet: Bornholms Værn.
Den store Auktion 1644.
Ikke længe efter at Bornholm havde givet sig tilbage til Danmark indtraf der en Række Misvækstaar, der ramte Øen saa meget haardere, fordi Befolkningen i Forvejen var forarmet gennem Pest, Krig og Skatter. Snart var det haarde Vintre, snart langvarig Tørke, der i 1660'erne og 70'erne drev Folk fra Gaardene, saa mange af disse stod øde og udyrkede eller blev overtaget af Kronen for Skatterestancer. Nogle udvandrede til det øvrige Danmark eller til Tyskland eller begav sig ud paa Landevejen og tiggede sig Føden til. Regeringen maatte nedsætte Hartkornsskatterne; men den maatte alligevel, som nævnt, overtage flere Gaarde, saa at Kronen til sidst ejede 221 Gaarde, 10 Huse og 3 Jordlodder, ialt 1535 Td. Hartkorn. Alt dette blev under Christian den Sjette i April 1744 bortsolgt ved offentlig Auktion. Der var derimellem Gaarde som Lensgaard og Kobbegaard i Østerlarsker, Maglegaard i Østermarie, Frennegaard i lbsker og Simlegaard i Klemensker. Siden da har alle bornholmske Gaarde praktisk talt været Selvejergaarde, selvom der af de gamle Vornedgaarde stadig skulde betales Landgilde. Vornedskab i den almindelige Betydning af Ordet har aldrig eksisteret paa Øen. Her har nemlig ingen Herregaarde været. De Gaarde, der endnu kaldes Vornedgaarde, har som Regel været i Kongens Eje, og der har paa dem ikke været Tale om personlig Ufrihed. Naar Landgilden og de andre Afgifter blev betalt, var Bonden iøvrigt frit stillet.
Da der fra gammel Tid, som omtalt, bestod den Skik, at Gaarden nedarvedes udelt til den yngste Søn ( Gaarddrønten) eller, hvis der ingen Sønner var, til den ældste Datter, en Skik, der lovfæstedes ved Forordn. 1773, blev det en Slags Privilegium at besidde en bornholmsk Gaard, og paa en Tid, da det øvrige Lands Bønder var sunket ned til socialt at være en Underklasse, udvikledes der her en udpræget Standsfølelse, der yderligere øgedes ved, at mange ansete Bønder var Officerer i Militsen. Først ved en Lov i 1887 ophævedes denne ejendommelige Arveordning.
Mageskiftning.
De store Landboreformer i Slutningen af det 18. Aarhundrede kom ikke til at berøre Bornholm i samme Grad som det øvrige Land. Her fandtes ikke Stavnsbaand da her ingen Herremand var, som behøvede Arbejdskraft. Kun af Hensyn til Militsen var det bestemt, at ingen maatte forlade Øen uden Pas fra Øens Kommandant; men Udskrivningen til Soldat føltes ikke som en Straf. Fælleskab fandtes ikke her; altsaa blev her ikke Tale om Udskiftning og U dflytning som i det øvrige Land. Derimod om en Mageskiftning, da Gaardene ofte havde deres Jorder liggende spredt, undertiden med stykker inde i andre Sogne. De blev nu efterhaanden samlet omkring Gaarden. Men dette var et Arbejde, der tog Tid og var vanskeligt paa Grund af Jordens meget forskellige Godhed. Her var nemlig aldrig optaget nogen virkelig Jordebog. Nu kom der Landmaalere til Øen; 1816 tog de fat, 16 Aar varede deres Arbejde, og omkring 1840 var Mageskiftningen, der ikke var gaaet af uden Rivninger - endelig færdig. Det viste sig da, at der for hver skattepligtig Td. Hartkorn herovre kun fandtes 49,600 Kvadratalen Normaljord, medens der i det øvrige Land regnedes med 72,000 Kvadratalen, saa at det bornholmske Hartkorn kun var ca. 2/3 (nøjagtigere 31/45) af det almindelige danske. Øens Hartkornsskat var nemlig 1671 ikke blevet udregnet efter en Undersøgelse af Jordens Godhed, men paa Grundlag af Gaardenes gamle Landgildeydelse, saa at f. Eks. den Gaard, der svarede 1 Td. Smør, blev sat til 12 Tdr. Hart- korn, og en Landgildeydelse paa 1 Høne gav 1 Fjerdingkar Hartkorn. Det viste sig altsaa, at ganske vist var Bornholms Skat lavere end i det øvrige Land; men den var i Virkeligheden højere, end man havde ment, da de bornholmske Gaarde var ansat i for mange Tønder Hartkorn.
Fremgang i Landbruget.
Det varede længe, før bedre Landbrugsredskaber blev indført. 1826-27 fik man Svingploven i Stedet for den gamle Hjulplov. Man lærte et fornuftigere Sædskifte end Trevangsskiftet, Hvede og Kløver blev mere almindelige, og da der efter 1850 kom gode Tider for Landbruget, viste Følgerne af Reformerne sig snart i almindelig Opgang i Landmændenes Kaar. Da en Omlægning af Landbruget i hele Landet blev nødvendig i 1870'erne og 1880'erne, fordi det danske Korn blev konkurreret ud af det amerikanske og det russiske, blev ogsaa Bornholm flæske- og smørproducerende. Her byggedes Mejerier i alle Sogne og 1890 et Andelssvineslagteri i Rønne, og de bornholmske Eksportvarer kunde fuldt ud staa Maal med det øvrige Danmarks. Den i 1852 stiftede Bornholms landøkonomiske Forening har haft stor Betydning for Højnelsen af det bornholmske Landbrug.
Paa Vagt mod Uret.
Her levede altsaa en til Tider fattig, men selvbevidst Bondestand, og Gang paa Gang hører vi i disse Aarhundreder om, at denne Bondestand træder op imod Forurettelser, virkelige eller indbildte. Ingen Uret taales. Frederik den Tredje havde jo lovet Bornholmerne Privilegier, og dette forstodes som Skattelettelser. Løftet var imidlertid holdt i stor Almindelighed, og hver Gang Regeringen lagde nye Skatter paa, var Bornholmerne der straks med Klager. Særlig alvorligt saa det ud i Midten af det 18. Aarhundrede. 1762 paalagde Regeringen en personlig Ekstraskat, der skulde betales med 12,000 Rdl. hvert Aar. Straks opstod der stor Gæring i Befolkningen, og der sendtes Klager til Kongen. Regeringen tænkte paa militær Eksekution ved Militsens Hjælp, men den viste sig uigennemførlig, fordi Militsens Officerer var imellem Klagerne, og Regeringen maatte nedsætte Skatten til det halve og begrænse den til tre Aar. 1768 kom en ny Ekstraskat. Atter opstod der stor Gæring ; man betalte ikke Skatten; militær Eksekution viste sig igen umulig, og Skatten blev atter nedsat. Gæringen blev imidlertid ved, og Regeringen tænkte i 1770 alvorligt paa at sende to Krigsskibe med 1000 Mand og Kanoner over for at tvinge Bornholmerne til at falde til Føje. Endnu en Gang bestemte Regeringen sig dog til at følge den Opfattelse, der kommer til Orde i Christian den Sjettes Forordning 1741, at Bornholmerne ikke bør tages med Rigueur. Bornholmeren, den store Jurist Peder Kofoed Ancher, sendtes over til sin Fødeø, og i Løbet af fire Dage lykkedes det ham ved klog Forhandling paa en Rejse rundt paa Øen at faa Sindene til at falde til Ro. Skatten blev nedsat. og nu betalte Bornholmerne.
Samtidig udsendte Regeringen en Forklaring paa de Bornholm givne Privilegier, hvori den paaviste, at Bornholm havde Privilegier: Øen havde meget lavere Hartkornsskat end det øvrige Land og betalte ikke Kongetiende eller Folke- og Familieskat, ligesom Bornholmerne var fri for Udskrivning til Krigstjeneste uden for Øen. Regeringen kunde ikke love, at Øen kunde blive fri for Ekstraskat i Fremtiden, men den skulde blive lempeligt behandlet. Og nogle Skatteprivilegier vedblev virkelig at bestaa lige til Skattelovene 1903.
Udmarken.
En anden Sag var af langt mere langvarig og alvorlig Art end skattekrigen. Det var Udmarkssagen. Fra gammel Tid laa store Strækninger af Øen udyrkede hen, Almindingen, Højlyngen, Indmarkerne mellem Gaardene og Strandmarkerne rundt om ved Kysten. Jorden var her stenet og ufrugtbar; der voksede mest Lyng og Ene eller som i Almindingen Skov. Beboerne lod deres Kreaturer græsse der, de rev Lyng og skar Tørv, hentede Brænde, plukkede Nødder og fældede Træer til deres Huse og Redskaber. Fra Tid til anden blev ogsaa et og andet Stykke taget ind deraf til Opdyrkning. Her rettede man et Gærde ud og indvandt en Strimmel Udmarksjord, hist indhegnede man et Stykke Udmark, som laa særlig gunstigt i Forhold til en Mark. Naar det ikke generede Naboerne, gik dette upaatalt hen. Undertiden søgte man Lensmandens Tilladelse dertil.
Retten til Udmarken.
Den sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede var, som omtalt, en streng Tid for Øens Befolkning. Misvækst hærgede Landet; 1682 laa 146 af Øens Gaarde øde. I den Tid var der ingen Trang til at opdyrke Udmarksjord. Men i Slutningen af Aarhundredet gik det lidt frem igen, og atter tog Opdyrkningen af Udmarken fat. Amtsskriveren gav Tilladelse dertil; men da Anmodningerne stadig voksede i Tal, spurgte Amtmanden (Reedtz) i 1708 Rentekammeret om, hvordan han skulde forholde sig til Sagen. Rentekammeret lod Spørgsmaalet undersøge og bestemte i 1709, at Udmarken ikke maatte indhegnes, da den var fælles Græsgang, af hvilken Bønderne ydede Skat og Landgilde. Beboerne tog sig imidlertid selv til Rette og inddrog ny Jord til Dyrkning, og Spændingen holdt sig. Frederik den Fjerde mente 1718, at hvis Opdyrkningen ingen Skade voldte, skulde den tillades; men en Kommission, der samme Aar var nedsat for at faa en endelig Ordning af Sagen, og som 1720 begyndte sin Virksomhed paa Øen, gik strengt frem overfor Nybyggerne og mødte derfor megen Modstand. Man nægtede at huse dens Medlemmer, og da den bestemte, at tidligere Tilladelse til Opdyrkning ikke gjaldt, sendte Beboerne Folk til København for at klage til Kongen, ja, stævnede Kommissionens Medlemmer for Øens Domstole. Kommissionen skønnede, at Udmarken var Kongens Ejendom; men Rentekammeret stod usikkert, en ny Kommission blev kort Tid efter nedsat, og Striden fornyedes. Igen hed det: Alt er Kongens, den gamle Tilladelse til Opdyrkning er ugyldig, ny skal indhentes mod at betale Skat, og ny Opdyrkning er forbudt. Klagere rejste over til København ; da de ikke kunde faa Pas, rejste de uden. Et Par af dem havnede i Kastellet i København; men intet knækkede Stridslysten hos de bornholmske Landboere. Stadig tog de ny Jord ind af Udmarken, ja endog i den Udstrækning, at der kom Strid mellem Gaardmændene, fordi enkelte af dem følte sig generede af Opdyrkningen. 1739 talte man for de foregaaende 10 Aar 375 Syndere, der havde opdyrket Jord. Man lod dem betale Bøde og tage Jorden i Fæste, og saa tillod man, at aarlig mellem 50 og 100 unge Mænd fra 10 - 18 Aar og Kvinder over 16 Aar maatte udvandre til det øvrige Danmark og blive der, til de kunde finde deres Udkomme paa deres Fødeø. I Aarene 1746-53 fik 481 Karle og 207 Piger Rejsetilladelse. Men Folketallet steg stadig, og ny Jord opdyrkedes. Efterhaanden blev Rentekammeret ked af Striden; det tog lempeligere paa Forbudet, stadfæstede Opdyrkningen og greb 1769 til den Udvej at ville bortfæste alt. Nu protesterede imidlertid Landboerne imod, at Lyngen skulde opdyrkes! Sagen synes pludselig at være stillet paa Hovedet. Da Rentekammeret endelig 1774 udbød hele Almindingen til Salg, blev der kun budt 3707 Rdl. for det hele, og det maatte lade Sagen falde. Omslaget i Landboernes Stilling skyldtes, at Husdyravlen omkring 1750 blev meget indbringende for Bornholm. Medens Kvægpest 1745-51 hærgede det øvrige Land, gik Bornholm fri og kunde udføre en Mængde Kvæg. A. P. Bernstorff fik 1765 bornholmsk Kvæg til sine Godser i Hannover, og Prøjserkongen Frederik den Store fik i den prøjsiske Syvaarskrig (1756 -63) Heste fra Bornholm. Man frygtede da her paa Øen for Mangel paa Foder, hvis Højlyngen opdyrkedes. Denne Opfattelse holdt sig. Da Rømer 1809 begyndte Nyplantningen af Almindingen og Jespersen 1819 af Sandflugtsstrækningen mellem Rønne og Hasle, blev de begge Genstand for Overlast fra Befolkningens Side. Nu takker vi dem for de skønne Skove, der blev Resultatet af deres samfundsnyttige Arbejde.
Udmarken deles.
I Aarene 1784-1810 lod Regeringen Højlyngen opmaale. Den viste sig at være 5076 ha, hvoraf 1536 ha var opdyrkede. Derefter bestemte Regeringen sig 1832 til en endelig Ordning af Udmarkssagen. Udmarken blev delt; 9500 Td. Land blev henlagt som Statens Eje, medens 13,000 Td. Land blev Sognenes Ejendom og skulde deles mellem dem efter Sognenes Hartkorn. Men der var ikke givet Regler for, hvordan denne Sognenes Andel skulde udstykkes, og Bønderne foretog da Udstykningen efter hver Bondes eget Hartkorn. Omkr .1850 var Olsker færdig med Udstykningen af sin Andel. Men herved blev det ikke. 1851 indsendte 1000 Husmænd en Klage til Regeringen; de følte sig forurettede ved Gaardmændenes Ordning af Udstykningen; de havde jo haft Adgang til Udmarken ligesom Gaardmændene, og nu blev de ganske udelukkede fra dens Goder. 80 Gaardmænd stillede sig paa Husmændenes Side og tiltraadte Klagen, der indeholdt et Ønske om, at Udmarken maatte blive Kommunens Ejendom uden Udskiftning. Regeringen henviste til Proces, og efter mange Aars Retsforhandlinger og store Udgifter dømte Højesteret 1862, at Husmændene havde Ret til Del i Udmarken, men angav ingen Regler for Fordelingen.
Husmændenes Ret til Udmarken.
Endnu var der et Stykke til Vejs Ende; men Øens Landstingsmand O. E. Sonne, der tidligt havde taget sig af Husmændenes Sag, satte et energisk Arbejde ind for at naa til et blivende Resultat og opnaaede, at der i Rigsdagen 1866 blev vedtaget en Lov, der bestemte, at Udmarken var Kommunens Ejendom. Den, der havde anvendt Bekostning paa inddraget Jords Opdyrkning, skulde beholde Jorden mod Betaling efter Vurdering til Kommunen. Resten skulde dels udlægges til Skovplantning, dels sælges eller bortarvefæstes. En Kommission, hvori O. E. Sonne blev Medlem, blev nedsat, og under dens dygtige Formand Amtmand Vedels energiske og forstaaende Ledelse lykkedes det snart at faa Sagen ført ud i Livet. Resultatet blev, at 9000 Td. Land solgtes eller bortarvefæstedes, 4137 udlagdes til Skovplantning; hvert Aar skulde 78 Td. Land tilplantes, og imens skulde Udmarken benyttes til Lyngrivning. Hermed begynder da det sidste store Afsnit af Højlyngens Opdyrkning, da Stykke for Stykke af Lyngens stenede Jord toges ind til Dyrkning, da Ager efter Ager arbejdede sig frem til Almindingsgærdet. Her blev af arbejdsomme Rydningsmænd gjort en Indsats, som maa aftvinge enhver den allerdybeste Respekt. Nævnes bør Otto Jespersen, Ejeren af Splitsgaard i Klemensker, der opdyrkede 122 ha Højlyngsjord og deraf 1889 udskilte en ny Gaard Lyngholt paa 104 ha, H. C. Kofod, der anlagde en Frugt- og Blomsterhave, »Graneli«, paa 42 ha Højlyng, og de mest svenske Nybyggere, der opdyrkede Østermarie Udmark (»Ny-Sverrig«).
Helt i Orden var Forholdene dog endnu ikke hos Rydningsmændene i Udmarken. De Fæstere, der havde opdyrket Udmarksjord tidligere, fik i 1850 deres Kaar forværrede ved en Bestemmelse om, at den gamle Ansættelse i Td. Sædsjord og Td. Kløvgang skulde omsættes i geometrisk Maal. Ved 1 Td. Sædsjord forstodes blot saa stort et Areal, at der deraf under Hensyn til dets Godhed kunde paalægges det en Afgift paa 6 Skp. Havre, ved 1 Td. Kløvgang saa meget, at der deraf kunde betales 2 Pd. Smør. Nu bestemtes det, at 1 Td. Sædsjord eller 1 Td. Kløvgang skulde være lig 1 Td. Land. Ved Opmaaling viste det sig, at Ejendommenes Omraade var flere Td. Land end det Antal Td. Sædsjord eller Kløvgang, som Fæstebrevene lød paa, og Resolutionen sagde da, at det Antal Td. Land, der var for meget, var ulovligt indtaget og skulde tilfalde Kronen; kun mod nyt Fæstebrev med Indfæstningspenge og særlig ny Afgift maatte Fæsteren beholde Jorden. Fæsterne; der følte sig truede i deres Eksistens, maatte give efter; men de utrygge Forhold førte til at mange unge i de følgende Aar udvandrede til Amerika. - Enkelte Mænd kæmpede for Husmændenes Sag, og endelig udvirkede de, at der i 1913 efter en Kommissionsbetænkning kom en Lov, der gav 30 pct. Afslag i Fæsteafgiften og bestemte, at denne skulde afløses efterhaanden og bortfalde senest 1971.
Skattekrigen og Udmarkssagen fortæller om, at Bornholms Befolkning har været stridbar. Den taalte ingen Indgreb i sin Ret. Den var vant til at sidde frit paa sine Gaarde og vant til at pløje Vandet. Langt ned mod vore Dage var Landmanden her paa Bornholm ogsaa Sømand og Fisker, saadan som Husmanden, der bor ved Kysten, er det den Dag i Dag.
|
