Lokalhistorie

Lensmandsliv paa Hammershus


Hammershus Slot som det formodes at have set ud,
fuldt udbygget i slutningen af 1500-tallet.

Som en forreven Hanekylling, hvem Kyllingemoder tidligt havde jagen af Gaarde, vendte Borringholm 1. Avg. 1576 hjem til Moderreden. Selv følte Borringholmerne hjertegodt deres danske Herkomst, men mødte ingen fuldhjertet Erkendelse af denne indenfor det øvrige Rige. Endnu 13. Avg. 16S9 gav Christian den Fjerde sin Lensmand paa Hammershus Forlov til at rejse for nogen Tid ”neder til Vort Rige”; endnu længe har Rigets almene Love ligesom den stiltiende Undtagelse: Gælder ikke for Borringholm. Dette Land stod lidt udenfor, omtrent som Færøerne. Fra 1576 fulgte det dog i det hele den fælles Danmarkshistorie, i hvilken det 1658 greb daadsnart ind; men hint Undtagelsesforhold ved Siden af deres særegne Livskaar skabte det afsondrede Klippelands Sønner tillige en egen Udviklingshistorie. I dens Gang førte de sin særlige Tidsregning. Om Kongen hed Frederik eller Christian, kymrede dem ikke stort; men om Hammershus skiftede Lensmand, var dem et føleligt Tidskifte, og taltes de ved om svundne Aar, lød Talen paa Schweder Kettingks Tid eller Holger Rosenkrantzes Dage.

Manderup Parsherg
Landets første Lensmand blev den knapt trediveaarige Manderup Parsherg, kendt som den der ti Aar tilforn under sit Universitetsophold i Rostock havde hugget Næsetippen af den unge Tyge Brahe i Tvekamp. Som Lensmand havde han at afgive aarligt til Kongen 120 Tønder af Landgildesmørret, de overskydende 50 Td. samt Slottets Kornavl og Opdræt maatte han bruge til sin og Slotsfolkenes Underhold og Løn; otte udrustede Heste og Karle skulde han stille til Rigets Tjeneste der paa Landet. De uvist faldende Straffebøder, Indfæstningspenge og lignende skulde han dele lige med Kongen, men denne ene have Indtægten af Told, Sise og Vrag, hvorfor der skulde sættes en god Tolder og Sisemester i hver Købstad; han skulde udbygge og forbedre Slottet; maatte intet Storvildt skyde, ikke forhugge Slottets Skove; han skulde holde Skattebønderne ved Lov og Ret og ikke paaføre dem nye Ydelser, ej heller plage Vornedbønderne med nye Indfæstningspenge ved Lensmandsskiftet. Da Skattebønderne viste sig uvillige til at yde Pløjning, Ægtkørsel, Høstarbejde og andet vanligt Hoveri til Hammershus, fik de 20. Sept. 1576 Kongens Tilhold om at lyde Lensmandens Tilsigelse til sligt, om de vilde undgaa Dom og Straf.

Mogens Gøye
Efter Parsbergs Ønske om at forskaanes for Borringholm satte Kongen ham 30. Juni 1577 over i Silkeborg Len, og han traadte senere ind i det Firemands Regeringsraad, som styrede Danmark i Christian den Fjerdes Drengeaar. Efter ham fik Mogens Gøye 14. Juli Hammershus Len, hvoraf han aarligt skulde yde Kongen 1.200 gamle Daler i Stedet for de ti Læst Landgildesmør. Efter Jacob Borringholms Død havde Kongen 29. Okt. 1573 overdraget Johan Clausen Urne Landets kirkelige Styrelse, hvilken han nu 15. Juli maatte afgive til Gøye, og 28. Marts 1574 udnævnt Peder Hansen Uf paa Sømlegaard til at være Landsdommer; den ganske ringe Dommerløn forøgede Kongen for denne med Aarsafgifterne af tretten Bøndergaarde, som hidtil havde ligget under den kirkelige Jurisdikt. Sammen med Kirkegodset blev ogsaa Peder Oxes 32 inddragne Gaarde 6. Sept. lagte ind under Hammershus. Syv andre Gaarde, som den sidste Ærkebispefoged Mikkel Hals 1559 havde solgt til Ejler Hardenberg og dennes Søn Erik arvet 1565, tilbyttede Kongen sig og førte dem 17. Dec. 1577 ind under Slottet.

Henrik Brahe
Allerede 2. Juni 1579 lod Kongen Gøye afløse som Lensmand af Henrik Brahe til Vidskøfle. Hans faste Aarsafgift af Lenet sattes op til 1.500 gamle Daler som Følge af de nytilkomne Gaarde; Indtægten af Kirkegodset skulde helt tilfalde Kongen; naadigst tilstod Kongen 15. Juli Brahe at skyde aarligt til sit Bord eet Stykke Kronvildt og ikke mere. Ved de hyppige Skifter var den andenstedsfra indsnegne Uskik, at hver Kongens Fæstebonde for at vinde sig et naadigt Herskab købte sig ny Indfæstning hos den tiltrædende Lensmand og skænkede en Seng til hans Udstyr, bleven Vornedbønderne en utaalelig Plage; og sex Dage førend Brahe tiltraadte Lenet, havde Frederik den Anden udstedt et strengt Forbud mod dette Misbrug og fastsat, at hver Fæstebonde skulde have sin Gaard urørt, saa længe han svarede sin Skyld og Landgilde til tilbørlig Tid, holdt Gaarden ved Magt, var Lensmanden lydig og ikke i nogen Maade forbrød den efter Loven og Forordningen, samt at hans Enke skulde uden nyt Stedsmaal paa samme Vis nyde Gaarden, saa længe hun hensad ugift. Denne Stadfæstelse 22. Juli 1579 af Landets gamle Fæsteskik gjorde ethvert Fæstemaal til Livsfæste for Vornedbonden og hans Hustru; i Følge stiltiende Sædvane blev det i Reglen Arvefæste, som den yngste Søn tiltraadte ved at indløse et nyt Fæstebrev med en rimelig Fæstesum hos Gaardens Ejer eller Jorddrot.

Brahe kunde ikke nøjes med det ene Krondyr, Kongen undte ham. Han købte 1580 den vildtrige Vajllansgaard af Sylvester Francke; men den undte Kongen ham ikke, han mente at have Gaarden i Underpant for 1.000 Daler, som Francke skyldte ham, og han paalagde 22. April 1581 Brahe at vige Gaardkøbet for ham. Heri blev Brahe ikke Kongen til Vilje, Gaarden og dens lækkre Vildbrad nedarvedes i hans Efterslægt indtil 1688. En af dens tilliggende Gaarde Frostegaard i Egeby i Aaker Sogn skænkede han og hans Hustru Lene Thott 22. April 1586 de fattige i Rønne Hospital til evindeligt Eje; denne Gaards Landgilde var 1 Fjerding Smør, 2 Gæs og 4 Høns til Hospitalet, dens Hovedskat ydedes til Hammershus som andre Skatte- eller Selvejergaardes. Hospitalet var vist oprindeligt stiftet tidligt i Middelalderen som Asyl for spedalske i Kongens Rønne-herred.

Frederik den Anden tragtede efter at gjøre Borringholm til sin kongelige Dyrehave. Strax efter at have overtaget Oxes og Hardenbergs Strøgaarde lod han 17. Dec. 1577 i den Hensigt at opelske en Fredejagt Indbyggerne forbyde at holde mere end een Hund i hver Gaard, samme Hund skulde være trebenet med det ene Forben afhugget oven over Knæet, og Lensmanden maatte ikke se igjennem Fingre med Overtrædere af Forbudet, hvilke skulde have forbrudt en god færdig Oxe til deres Herskab. Saadant som med Vajllansgaarden maatte ikke ske tiere; Kongen lod 26. April 1581 Indbyggerne vide, at han havde erfaret, at Rigets Adel havde opkøbt fast alt udbudt Salgsgods der paa Landet, og at han var til Sinds selv at købe alt Jordegods, som der blev til Fals, hvorfor de havde at tilbyde Kongen dette, inden de afhændede det til Adelsmænd. Og i Juli sendte han sin Skytte did til at fremskaffe 48 Tønder vel indsaltet Vildbrad til hans eget Bord paa Kronborg.

Brahe fik 1581 en Præst, vist Herr Lavrids Nielsen i Klemmedsker, sat fra sit Kald ved Lundekapitelets Dom for et Skandskrift, som Præsten havde sendt ham til alsomstørste Haan og Foragt; dog tilstedte Kongen 2. Okt. 1583 den angergivne Præst at indtræde i Kaldet paa ny. Paa Landstinget blev 1583 Landsdommer Uf overfaldet af en Mand Morten Pedersen, som kaldte ham Skelm og Løgner, saa at Tinget derover blev splittet eller hævet. Fra sit Fængsel paa Hammershus udkom Urostifteren mod to gode Mænds Borgen, og da han derefter undveg fra Landet, maatte de to Borgensmænd undgælde for ham. Ved samme Tid forefaldt en mærkelig Drabssag.

Jurisdiktsfoged Mogens Uf havde efterladt sig fire Sønner og fire Døttre, hvis hidsige Slægts blod hans Enke, Frue Berete Kiørning ikke evnede at dæmpe. Sindigst af dem var Peder Uf, som ejede Skovsholm i Ibsker med flere tilliggende Gaarde; som adelig Væbner sad han 1556 med i Landstinget, han søgte Universttetsdannelse, og som Mester Peder Uf deltog han i Frimændenes Møde 1572; inden Aarhundredets Udgang gik hans Gods i Arv til hans Søstersøn Christen Clausen eller Køller. Voldsomst af Brødrene var Philips Uf; to af hans Søstre havde giftet sig under deres adelige Stand, og i en Pengetvist lod han egenmægtig fængsle den ene af dem, Sidsel Jens Nielsens, ligesom han ødede sin Moders Gods og truede hende med Sværd og Bøsse. Dette blev Frue Berete for meget; hun udvirkede 21. Febr. 1580 hos Kongen, at Philips skulde sættes fast i Malmø,

Dog et Aars Tid herefter færdedes Philips Uf til egen og andres Fordærv fri paa Borringholm, hvor hans Søster Margrete var gift med Adelsmanden Christen Clausen eller Køller paa Hallegaard i Olsker. En Dag midt i Marts 1581 red de to Brødre Philips og Esbern Uf sammen med deres Svoger ind paa dennes Gaard. Her kom de i Kamp om nogle Domsbreve, den gifte Esbern Uf blev dræbt og Philips haardt saaret. Han og hans Broder Hans Uf stevnede nu Svogeren ind for Landstinget som Drabsmand; men da der forelagdes dette en retsgyldig Tilstaaelse, som Philips tidligere havde afgivet, af at han selv havde dræbt sin Broder, dømte Landsdommer Peder Hansen Uf (af Slægtens Mands linje) 29. April Køller uskyldig og fri af Tiltale. Drabssagen kom 16. Juni 1582 frem for Herredagen paa Københavns Slot, for hvilken de to Brødre paastod, at Køller havde med Vold aftvunget Philips den nævnte Tilstaaelse. Herredagen viste Sagen tilbage til Landstinget, som skulde paakende, hvem Banemand burde være med Rette. Senere hørtes intet om Philips Uf, utvivlsomt endte hans voldsomme Færd i, at han maatte række Hals under Bøddelsværdet som sin Broders Drabsmand. Alle de fire Brødre Uf maatte være døde sønneløse, inden Skovsholm arvedes af deres Søster Margretes Søn. Hendes Mand Christen Køller sattes af Kongen 13. Sept. 1583 til Meddommer i en Sag mellem Lensmanden og Nexø Borgerskab om dettes ubillige Bjergningskrav, Halvdelen af den indbjergede Rug.

Falk Falksen Gøye
Henrik Brahe døde i Lenet 19. Febr. 1587, og 13. April sattes Falk Gøye til Lensmand. Atter nu forefaldt en adelig Drabssag. Peder Gagge paa Lensgaard, Søn af den tidligere omtalte Meddommer i Landstinget af samme Navn og rimeligvis født i Faderens Dødsaar 1560, havde forhen øvet et Drab, men faaet Sagen forligt med den dræbtes Maalsmand. Nu sad han i Marts 1590 som Hans Pedersen Kofoeds Gæst paa Blikobbegaard i Nøkker Sogn, og da han sent rejste sig fra Drikkelaget og gik ud ad Forstuen, mødte han her sin Værts Tjener Niels Madsen og dennes Medtjener. Da Niels spurgte ham, hvor han vilde hen, nu da en Seng var ham mest nyttig, stingede han Karlen med sin Daggert saa drabeligt, at denne kort efter døde. Det blev Gøyes sørgelige Pligt at føre den adelige Drabsmand frem for hans Standsfællers Dom i Herredagen paa Koldinghus 3. Avg. 1590, og den kom til at lyde: Efterdi Peder Gagge har ihjelslaget sagesløs Mand, da bør han derfor straffes paa sin Hals og, efterdi Drabet er skeet paa Borringholm, da at stande sin Ret der. Saa drog Peder Gagge sin lange sidste Rejse tilbage til Østreherreds Rettersted for der at lægge sit Hoved under Bøddelsværdet; Stedet, henved halvtredje km V. for Østre-markirke, hedder endnu Paa Retten.

Hermed gik Lensgaard ud af Slægten Gagges Eje som forbrudt til Kongen. Det blev et rigt Aar for Falk Falksen Gøye, der som Lensmand nød Halvdelen af dets Bødeindtægter, ogsaa Kongens Hælft i Gaarden erhvervede ban sig, nu var Frederik den Anden død. Det tjenstvillige Regeringsraad tillagde ham ogsaa 5. Avg. 1590 hele Indtægten af det kirkelige Gods, hvilken hidtil var gaaet til Kongen. Han opslog sin Bolig paa Lensgaard, hvor han døde hastigt, 39 Aar gammel, 3. Jan. 1594. Efter hans Enke Karen Krabbes Død arvedes Gaarden af deres Datter Helvig Gøye. Disse fire første Lensmænd havde siddet for kort et Aaremaal paa Hammershus til at efterlade sig varigt Minde hos Borringholmerne.

Hans Christophersen Lindenov
Længere mindedes Hans Christophersen Lindenov og ikke for det gode. Han havde været Lensmand paa Bergenshus, god Ven af den færingske Søhane Mogens Heinesen og lodtaget i dennes Fribytte. Nu sattes han 20. Juni 1594 til Lensmand paa Borringholm, af hvis Jordebogsindtægter gaves ham og hans Folk aarligt 1.650 Rigsdaler, 157 1/2 Tønde Rug og Mel, 400 Td. Byg og Malt, 416 Td. Havre, 16 Td. Smør, 30 Øxen, 39 Svin, 250 Faar, 150 Lam, 200 Gæs, 400 Høns, hele Avlen af Slottets Ladegaard og en Tredjedel af de uvist indfaldende Indtægter, dog saaledes, at al Told, Sise og Vragafgift gik til Kongen; herfor skulde han holde 30 Soldater, 1 Piber og 1. Trommeslager samt 6 Bøsseskytter paa Slottet med 15 Mark hver i Maanedssold, men paa deres egen Kost, og stille 8 udrustede Heste i Kongens Tjeneste. Han skulde have det kirkelige Gods og Købstæderne i Forsvar, maatte selv intet frit Adelsgods købe der paa Landet og fik det følgende Aar Tilladelse til at lade aarligt skyde 3 Kronhjorte til sit eget Bord.

Regeringsraadet sendte 27. Juni Christopher Valkendorf og Albret Friis til Borringholm for at indsætte Lindenov som Lensmand, optage Syn over Landets og Slottets Tilstand, afskaffe alle Misbrug og holde alment Retterting til Domsafgjøreise af alle Tvistemaal; det vilde hermed forud sikkre Indbyggerne mod Overgreb af den haardhændede Lindenov. Rentemester Valkendorf havde forhen haft et Sammenstød med ham. Efter Københavns Raadstuerets Dom havde han 18. Jan. 1589 ladet halshugge den djerve Mogens Heinesen som domfældt Sørøver. Lindenov havde da paatalt, at Henrettelsen var forhastet, uden at Herredagsdom var indhentet, og paa Herredagen i Kolding 1590 havde han ved et Forlig udvirket, at Valkendorf bødede 2.000 Rigsdaler til ham, 1.000 Rd. til Heinesens Enke, og at Raadstuedommen kendtes død og bortfalden. Herefter havde Lindenov ladet sin henrettede Vens Lig opgrave og stede festligt til Jorden i sin Gaard Ørslevklosters Kirke.

Det eneste kendte Udbytte af Valkendorfs Kommissionsrejse til Borringholm 1594 turde være den kongelige Forskrift af 5. Dec. om Ophævelse af det uskikkelige Misbrug, at Landets Selvejerbønder pantsatte sine Jorder uden Tinglæsning og atter løste dem hjem ved blot at kaste Pantepengene ind i Panthaverens Gaard og saa tiltage sig Jorderne med Magt til stor Trætte og Urigtighed; under tilbørlig Straf skulde herefter al Pantsætning og Hjemløsning ske for Dommeren paa Tinge. Det tillodes 4. Dec. Lindenov at holde for Kongens Regning en Slotspræst, en Bartskær og en Rettermand paa Hammershus, for hvilke der vilde være Brug dagligt, — forhaabeligt dog ikke for Skarpretteren.

Ligesaa faa Vidnesbyrd gav sig den Rejse, som Christian den Fjerde gjorde til Borringholm den Sommer 1596, da han blev fuldmyndig Konge. Under hans Ophold paa Hammershus blev to Kobbergryder og to Kobberkedler rent borte, sagtens bortførte til Brug ved hans overdaadige Kroningsfest 29. Avg. paa Københavns Slot. Som Kongeskænk fik Lindenov 7. Juni sin rige Lensindtægt øget med 150 Tønder Havre og 40 Td. Byg og fritoges 9. Juni Borringholmeme fra al Udførselstold af deres Heste, Øg, Føl, Øxen, Køer og andet Kvæg. Denne Told var først indført 14. Juni 1574 med en Daler af hvert Avlsdyr sammen med Sise 24 Skilling af hver indført Tønde Tyskøl, men atter afskaffet 17. Juli 1579 og Sisen da halveret. Kvægtolden var paalagt paany 8. Avg. 1590 og strengt indskærpet 26. Juli 1592. Skønt Kvægavl til Udførsel var Indbyggernes Hovederhverv nu, da Sildefangsten var mindsket, var de ikke heldige i at opdrætte Fedekvæg og Heste, da de lod Højlyngen sulteføde dem en rum Tid af Aaret; deres magre Øxen og lavstammede Lyngøg, hvis Salgspris var højst fire Daler, kunde umuligt bære den høje Told, som ellers krævedes af staldfedede Stude og svære Trækheste. Den nu givne Toldfrihed var ikkun Retfærdighed; dog faldt den atter bort 1618.

Christian den Fjerdes Søstermand den unge Hertug Johan Adolf af Gottorp gæstede ligeledes Lindenov. Med sit Følge, saa mange som kunde sidde omkring fire Bordskiver, kom han 6. Juli 1602 i Land i Nexø, tilbragte her tre Døgn i Skipper Hans Andersens Gaard, tog de to følgende Døgn Ophold hos Peder Poulsen Kofoed paa Kofoedegaarden i Østremarker og kom Søndagen 11. Juli til Hammerhus, hvorfra han 14. Juli drog med Slotsfergen til Skaane. Den ældste Skildring af en Sommerrejse til Borringholm 1592 blev given af Mikael Heberer, Sekretær hos en sachsisk Sendemand til det svenske Hof. Efter en Uges stormfuld Sejlas fra Rygen naaede de udmattede Rejsegæster 9. Avg. Hasle Rhed og sattes i Land; de fandt Landet lidet kornrigt, men med gode Græsgange for dets smaa Heste, som udførtes til Tyskland til Brug for Markedsgøglere; dets tjenstvillige Indbyggere kunde tale Tysk og skilte sig i Klædedragt ikke ud fra Tyskerne.

Hans Lindenov laa 1603 syg i sin Gaard i Rønne. Hans nygifte Søn af samme Navn, hans Slotsskriver Jens Bendtsen og Byfogden Bendt Jonsen var hos ham, da nogle Sviregaster gjorde Ulyd med en Tromme ude paa Gaden. Byfogdens Advarsler bragte dem ikke til Rolighed. Om Aftenen ved Titiden fulgtes Ungjunkeren til sit Herberg hos Borgmester Esbern Poulsen Kofoed. Urostifterne buldrede endnu løs paa deres Tromme, og for sin Formaning til dem hentede Byfogden sig kun det Svar, at Trommen var deres, og de gjorde med den, hvad de vilde. Slotsskriveren rykkede to Enestaver ud af et Gjerde og gav Lindenov den ene til Værge. De mødte to Borgere, som gik Nattevagt, og spurgte dem, hvi de tilstedte sligt Bulder; de svarede, at Uro vækkerne havde Overtal over dem. En af disse kom nu ene i Løb frem mod Lindenov, som huggede ham med Enestaven saa drabeligt, at han døde Tredjedagen derefter. Lensmanden fik Drabssagen dysset ned ved at yde den dræbte Peder Danmarks Enke og Frænder Mandebod. Først ti Aar senere kom dette Manddrab frem til Paatale, da Junker Hans Lindenov udrustede et Skib, udgav sig for Kongens Sølieutenant og efter Heinesens Forbilled plyndrede fredelige Skippere; under Borringholm bordede han to lybske Skuder, lod nogle af Folkene springe fra Raaen, andre hale under Skibskølen, atter andre binde til Skibsgalionen og overpøse med Vand. Nu blev Christian den Fjerde gram, lod ham sætte fast paa Københavns Slot og fik ham ved Herredagsdom 16. Marts 1615 dømt til evigt Fængsel. Han blev bragt til Dragsholm, men slap dog i Nov. 1618 fri mod at følge med Admiral Ove Gjedde til Ostindien og forblive der i syv Aars Tjeneste; i denne døde han 1620.

Som Sønnen var ogsaa Faderen skarpt præget af det Forfald, den danske Adel gik ind i, grisk og uærlig mod de borringholmske Bønder. Disse klagede til Kongen over, at Lindenov afskattede dem aarligt henved 600 Daler i Afløsning af deres Pligt til at holde ham og hans Følge i Gæsteri under hans Stuetingsrejse Landet rundt. Rentemester Valkendorf fik Kongen til 15. Nov. 1600 at paabyde ham at tilbagegive Bønderne, hvad han havde opkrævet ud over 300 Daler i Gæsteripenge for hvert af de to sidst udløbne Aar og at indsende en Oversigt over deres Gæsteripligt, hvorefter en kongelig Forordning om denne skulde udstedes. Trods fornyet Paamindelse 1602 fra Kongens Rentekammer vedblev Lindenov at indkræve sine 600 Daler Gæsteripenge Aar efter Aar hos Bønderne, idet han undlod at lade Kongebrevet af 1600 forkynde for dem paa Landstinget. Ogsaa plagede han dem med hyppige Arbejdsægter til Slottet og ved egenmægtig at omsætte Arbejdspligten i Penge, saaledes Ydelsen af Brændeved i 300 Daler aarligt. Fra at have været Ven med en Sørøver blev han selv Røver paa Landjorden.

Sin farlige Viden herom udnyttede Jens Bendtsen, Lindenovs Ridefoged siden 1598 og Slotsskriver siden 1604, i Egentarv. Han mente at have den strenge Lensmand i sin Lomme, aflagde ham intet Regnskab, købte sig en Bygaard i Rønne, overtog Lille Vestregaard, nu Fogedagrehuset i Vestremarker, i Fæste af Slottet og byggede sig der en Mølle; men til sidst puttede dog Lindenov lille Jens i den store Lomme. Han satte 11. Nov. 1608 sin utro Slotsskriver ud af Stillingen og aftvang Firemaanedersdagen derefter for Landstinget ham og hans Hustru Pernille Movridsdatter en streng Forpligt til under Tab af Ære, Liv og Gods at gjøre ham redeligt Regnskab og give ham Pant i alt deres Eje, hvoraf Intet maatte dølges eller undrykkes. Han tog Jens Bendtsen i Forvaring paa Hammershus, senere førtes ogsaa hans Hustru fangen did, da hun havde hjulpet til at stikke henved 350 Daler af deres Ejendele til Side; hun blev afsindig i Fængslet og gik dermed ud af Tiltale. Paa Landstinget udvirkede Lindenov 1. April 1600 den Dom, at Jens Bendtsen for det understukne Gods skulde efter sin givne Forpligt lide Straf paa Livet, med mindre Slotsherren vilde skænke ham det paa Godtfolks Forbøn.

Til at lytte til denne var Lindenov ingenlunde sindet. Paa Tinget havde han skeldt Bendtsen for Tyv og Skelm, hvortil denne havde svaret, at hans eneste Tyvsgjerning var den, at han havde dulgt sammen med Lindenov den Bønderne af Kongen givne Nedsættelse af Gæsteriskatten. I et Bønskrift fra Fængslet til Kongen om at tage Sagen ind for sin Dom drog han 2. April atter Lindenovs mislige Færd heri frem; han fik sit Skrifts Sandhed godkendt af alle fire Herreders Bønder med Herredsseglene paatrykte, og saaledes skulde det vandre ind for Kongen. Inden det naaede denne, var Lindenov hastigt skreden til den farlige Slotsskrivers Henrettelse og havde hermed tirret Bønderne til at stimle sammen foran Slotsporten for at udfrie Fangen, naar han førtes ud paa sin sidste Vandring over til Galgebakken NØ. for Slottet. Lindenov maatte lade Porten fast tilstænge og i selve Slotsgaarden indenfor den Jens Bendtsens Hoved afhugge. Den store Røver Hans tog Livet af den lille Røver Jens, og om denne skulde have stevnet ham ind til Møde for den Højestes Domstol inden Aar og Dag, da blev Lindenov hans Indstevning følgagtig.

Uroen blandt Bønderne voxte. Selv en Lindenov maatte bøje sin stive Hals lidt for den. Han kaldte Landets fire Herredsfogder, femten Sandemænd, femten Tingbud med samt fem enlige Bøndermænd sammen til at lade Landstingskriver Mads Olsen føre Folkets Klagemaal i Skrift og med det møde Lensmanden 28. April i Rønne, hvor han da vilde give dem sit Tilsvar i Paahør af Landsdommer Jens Pedersen Kofoed, Adelsmanden Hans Grabov, Landsprovsten Oluf Lavridsen, Byens og Lindenovs tro Sjælesørger Peder Pedersen Orthing, Borgmesteren Mikkel Hartvig og Raadmanden Herman Bohn. Paa dette Møde forelagde den sagtmodige Landstingskriver Bøndernes Paatale af, at de plagedes med usædvanlig haarde Arbejdsydelser og enkelte ublu Afgifter. Lindenov skød Skylden for de fleste af disse ham hidtil uvitterlige Misbrug fra sig over paa den nu tavse Slotsskriver og vilde findes villig til at raade fremtidig Bod paa dem.

Lindenov saa intet ondt i at fortfare med den Skik, han havde at afkøbe den Bonde, som ydede Aarets Sogneoxe, endnu en Oxe, da han heri altid havde gjort Sælgeren Skel og Fyldest. De hidtil forlangte sex Brændeægter til Slottet skulde Efterdags indskrænkes til to om Sommeren og en om Vinteren, dog skulde de Skattebønder, som i Mangel af egen Skov fik udvist at hugge Slotsbrændet i Åbningen, hver aarligt køre fire gode Læs Ved til Hammershus. Limsten og Limved, Brænde til Kalkovnen, skulde kun ages did de Aar, der byggedes paa Slottet, af hver Bonde et Læs af hvert. Tiden for Møgægten maatte Lindenov selv sætte efter Slotsavlens Tarv, og denne Ægt skulde gaa paa Omgang mellem alle Landets Bønder, ligesaa Høsletsægten fra Slotsengen Habrodam, hvilken hidtil Olsker Sognebønder ene havde udført; Plov- og Vandægterne, hvortil Sydlandets Bønder havde en Dagsrejse paa o. 40 km, skulde omsættes i en Skeppe Havre for hver Skattebonde. Hovmandssmør eller Fodergæsteri skulde ydes efter gammel Skik, og i Dagens blussende Tvistemaal om Stuetings og Skrivertings Gæsteriafløsning lovede Lindenov at indhente det kongelige Rentekammers Afgjørelse. Og vilde velbyrdig Junker Hans Lindenov herefter i alle Maader vide og ramme Indbyggernes Gavn og Bedste, hvorimod Landets menige Indbyggere burde findes ham hørige, lydige og villige Undersaatter og ikke søge nogen anden end ham med deres Klagemaal.

Da Sognespidserne kom hjem fra deres Rønnerejse med dette tarvelige Udbytte, fandt Sognebønderne ingen Grund til at fæste Lid til gamle Junkers fagre Tilsagn, helst som disse intet indeholdt om de Gæsteripenge, som han i Aarevis havde frarøvet dem imod kongeligt Brevs Lydelse. De kom i Forbindelse med Lensmanden Andres Sinclar paa Gladsaxe i Skaane, indhentede hans Tilsagn om at støtte deres Klagemaal hos Kongen og sendte deres Talsmænd til København. Samme Efteraar maatte Hans Lindenov søge sin svækkede Helbred bedret ved et varmt Bad i Tyskland. Efter hans Hjemkomst greb Christian den Fjerde Lejligheden til for hans Legems Svagheds Skyld 3. Jan. 1610 at opsige ham Borringholms Len til Fratrædelse 1. Maj. Dog inden Vinterens Udgang døde han endnu som Lensmand.

Hans Johansen Lindenov
I hans Sted sattes ikke denne Gang Sinclar, men 7. April 1610 Hans Johansen Lindenov, som af Lenets faste Indtægter skulde yde Kongen 2.272 gamle Daler og af de uvisse selv kun nyde en Tiendedel. Han blev en godtænkende og sindig Lensmand, som ingen Tvist fik med Borringbolmerne, end ikke under Kalmarkrigen 1611-13, der lod deres Land urørt, men dog fik den indgribende Følge for dem, at Christian den Fjerde under sit Ophold paa Hammershus 1613 oprettede Borringholms Milis.

Schweder Kettingks kraftige Landeværn havde Frederik den Anden forgæves søgt at holde i Live ved 26. Okt. 1580 at paabyde hver Mand paa Borringholm at holde sig forsynet med en god Bøsse, Kugler og et Pund Krudt til Brug mod fjendlige Overfald, hvo dette undlod skulde bøde en god Oxe. Da næsten ingen havde rettet sig herefter, havde han 24. Avg. 1582 indskærpet sit Paabud paa ny. Borringholmernes vedholdende Trevenhed havde sin gode Grund deri, at de intet Brug havde for den dyre Bøssestads i Fredstid, da blot at skyde en Hare kunde bringe dem selv Døden i Galgen. Først da de saa sine Gjenboer Skaaningerne ilde hjemsøgte af Kalmarkrigens Brand og Drab, fattede de et andet Sind.

Efter Kongens Paabud 3. Marts 1611 gjenrejste de Bavnerne og gik Vagt for Landet. Lindenov selv holdt ideligt Tilsyn langs Kysterne. Fra Kongens Tøjhus oversendtes Bøsser, og i Krigens første Aar købte henved 600 Skattebønder sig hver sin for tre Rigsdaler. Nogle, mest Vornedbønder, holdt sig tilbage og fik 13. Okt. fra Kongen Tilhold om at lystre Lensmandens Tilsigelser til Landets Forsvar. Samme Dag sendtes Hans Lindenov Brev om at hverve en Rode Landsknægte til at indøve Bønderne, som selv skulde udrede deres Sold. Da Købstadborgerne mente sig frie fra at deltage i Udgifterne til disse Knægte, paalagde Kongen dem 27. Maj 1612 at tage Del i Omkostningerne ved Landets Forsvar. Af Kanonskyts havdes ude i Sognene kun sex knapt brugbare smaa Kartover og næppe mere eller bedre Faestningsskyts paa Hammershus, hvortil sex Stykker med tre Tønder Krudt og Kugler oversendtes i Juni 1611 fra København. Ret værgeløst var Landet stedt.

Selve Fæstningen laa i Forfald. Paa Brahes Klage herover havde Frederik den Anden 21. Juli 1579 givet ham til Kende, at den gamle Bygning skulde holdes ved Magt uden store Omkostninger, men nogen Nybygning maatte ikke foretages. Under Vind og Vejrs ustandselige Stormløb maatte Kongen dog 13. Sept. 1583 tilstede et større Byggeri, hvortil Rønneskipperen Herman Bohn, denne Slægts første Mand paa Borringholm, hentede 10.000 Mursten i Lybek; 1585 byggedes en ny Dejestue og en Kornlade, og i de følgende Aar fik Brahe aarligt 300 Daler at bygge for, hvilken Tilladelse fornyedes 30. Avg. 1587 for Gøye for et Aar. Slottets svageste Sted Tagene var snart igjen saa oprevne, at Regeringsraadet 23. Juni 1592 overlod Lensmanden at ramme Kongens Gavn i at udbøde dem og Bygningerne, efter som Lejligheden bød. Det tillodes 4. Dec. 1594 Lindenov at nedbryde de forfaldne Tage og opsætte nyt stærkt Sparreværk, at istandsætte Lofterne under dem, at opmure den nedfaldne Vægtergang og Ringmuren og hertil at tage Stenene fra den hullede yderste Forsvarsmur, som skulde nedbrydes. Endnu paabødes 7. Juli 1595 det nedblæste Kohus og Vandmøllen gjenopbyggede, og den sidste, i Dalen S. for Slottet, maatte 1611 opføres paa ny. Der hentedes tolv Læst skaansk Kalk i Simreshavn 1605 til at skelne Tagene med, da LimensgadekaIk ikke var duelig hertil. Et nyt Arkelihus og et Hus over Køkkenet rejstes 1609, og da afstivedes Høladen i det siden 1522 tagløse Magasinhus med tre murede Støttepiller mod V.

Fremfor paa Hammershus at have hullet Tag over Hovedet foretrak Lensmændene at fæste Bo paa en Land- eller Bygaard. De kongelige Kommissårer Ivar Juel og Holger Rosenkrantz, som sad Retterting paa Borringholm 24. Juli til 2. Avg. 1618, fandt de forfaldne Fæstningsmure ikke den Omkostning værd at istandsættes, ogsaa Slottets Huse var Bytte for det store Stormvejr, som gjorde det vanskeligt for Lensmanden at holde blot nogle nogenledes under Tag. Saaledes saa det Hammershus ud, som 1613 for anden Gang modtog Christian den Fjerde som Gæst. Aaret forud havde Kongen 11. Sept. om Aftenen Kl. 10 været i Fare for at strande ind paa Landet, men Stormen havde drevet ham uskadt i Land 13. Sept. ved Sandhammeren i Skaane. Nu 1613 mynstrede han paa Slottet hele Landets Bondeværn og grundlagde paa det Borringholms Milis inddelt i fire Herredskompagnier, hvert under sin Kapitajn.

Andres Sinclar
Ved Hans Lindenovs Forflytning til Tranekær Len, han døde 1642 som Rigsraad og Ridder, kom nu Andres Sinclar 23. Maj 1621 til Borringholms Len, af hvilket han skulde svare Kongen aarligt 2.375 gode Rigsdaler af de faste Indtægter, Halvdelen af de uvisse Indkomster og fra 30. April 1622 paa egen Udgift indkøbe bos Bønderne 100 af Landets bedste Slagteøxen at afgive hver 8. Avg. paa Københavns Slot. Han var skotsk Adelsmand af Fødsel og havde 1600 ægtet den jydske Adelsjomfru Kirsten Kaas. Ogsaa han blev Vært for Christian den Fjerde, som paa Oprejsen til Gulland 6. Sept. 1624 var nogle Timer i Land i Sandvig og paa Tilbagevejen kom 13. Sept. til Hammershus, mynstrede Milisen her den næste Dag og samme Aften afsejlede til København, hvorhen han kom 15. Sept. Kongen styrkede nu Milisen ved at skille de unge Bønderknøse ud fra Herredskompagniérne, for at de kunde opøves til dygtige Krigsknægte i to særskilte Landskompagnier, et for N. og V. og et for Ø. og S. Herreder. Dagen efter sin Hjemkomst udnævnte han Jørgen Vind og Ove Høg til Kommissårer, og de overtalte i Okt. Bønderne til at udgive aarlige Knægtepenge til at lønne disse Kompagniers Kapitajner, og 1. Maj 1625 tiltraadte Anders Hansen og Hans Nielsen de nye Stillinger som Landskapitajner. De hidtil milisfrie Borgere droges o. 1632 ind i Milisen ved Oprettelsen af et Borgerkompagni i hver af de fem Købstæder. Saaledes havde nu Christian den Fjerde grundfæstet Borringholms Bonde- og Borgermilis i dens varige Skikkelse.

Anders Sinclar indhentede 1622-24 hver Oktober Kongens Tilladelse til at drage neder til Skaane indtil Foraaret, og imens styrede hans Frue Kirsten Kaas Borringholm fra Hammershus Fruerstue. Opfødt med de bredbovede Stude paa Gudenaaens Enge saa Naadigfruen unaadigt paa Borringholmernes lyngmagre Øxen, naar hun red Landet rundt paa Stueting. Da Hans Larsen paa Halle i Nøkker Sogn skulde yde 1621 Aarets Sommernød, drev han ni af sine Køer frem for hende i Sandemandens Gaard, men hun tog ingen af dem for god; den næste Dag kom han med en fem Aar gammel Stud, heller ikke den vilde hun tage, med mindre hun fik fire stifede Gæs i Aabod, dette tyktes ham dog formeget, saa maatte han i Sommernødets Sted give hende sex halve Kronedaler og en Marks Penge. Peder Rasmussen af Rø Sogn gav hende i Fruerstuen 1 Rigsdaler 1 1/2 Mark i Stedet for et Lispund Hovmandssmør og maatte siden udgive samme Penge end en Gang til Slottets Underskriver Tommes Christensen; herover ankede han for Sinclar, men den gode Frue nægtede med sin Ed at have modtaget slige Penge, paa den Maade kunde han vidne hende alt hendes Gods fra, og den gode Slotsherre svarede ham, at han hellere vilde skænke ham ti Daler, end tage en Daler fra ham med Urette. Fruens Ed var dog mislig, thi da Peder Rasmussen bragte denne Sag ind for Nørreherreds Ting 16. Jan. 1623, vidste Sinclars Ridefoged Knud Christensen kun at svare, at Skriveren havde forsømt at føre den til Frue Kirsten ydede Pengesum ind i Regnskabet.

Skarp Paatale af Misligheder ved Kirsten Kaas's Stueting rejste Bønderne paa Herredstingene i Juni til Oktober 1622. Tvert imod Maglegaardsforskriften fra 1555 afkrævedes dem Skriver- og Pantepenge, og deres Arbejdsægter omsattes i alt for høje Pengeydelser; da Jens Hjort af Persker forgangen Vinter blev tilsagt til Vandægt paa Hammershus, var han to Dage paa Vej til Slottet og kunde ikke komme frem for Guds Vejrlig, saa maatte han udgive for samme Ægt 3 Rdl. og 2 Slettemark, og toges endda hver af hang Trelinger kun god for 2 Skilling. Som ham gik det mange; men naar Bønderne skulde tage imod Penge, galdt disse fuld Værd. Deres Kvæg købtes ind til Slottet til Underpris, men vilde de udlægge deres Sommernød med en tilsvarende Pengesum, sattes Prisen en Tredjedel højere. Lavrids Kjøller paa Knarregaard førte Ed og Vidner paa, at han havde maattet udgive syv Skilling i Stedet for den enstige Skoleskilling til Løn for Rektoren i Rønne Latinskole. Lavrids Mikkelsen paa Lindholm i Rø havde at yde i Landgilde tolv Tønder Trækul, men maatte i deres Sted give atten Marks Penge, det dobbelte af hvad de forhen var satte til. Da Sinclars Svigersøn Jesper Gøye var død, ydede Hans Rasmussen paa Ladegaard i Klemmedsker tolv Høns til hans Jordefærd i Rønne, maatte dog siden i Bogklaringen udrede en halv Kronedaler for samme Høns. I Høægten maatte Bønderne age tre Læs for tidligere to, og mangen maatte ligge udenfor Slottet Nat og Dag i sin strengeste Høst og med stor Nejen og Bukken faa Niels Ladefoged til at afskrive Ydelsen i deres Jordebogsregnskab. Selv om deres Arbejdsydelse var fuldt udført, afkrævedes dem dog i Bogklaringen Penge for den. I Skokketal mødte Bønderne frem paa Herredstingene med slige vidnefaste Klager.

Værst gik det til paa selve Hammershus med Kornmaalet og Smørvægten. Tvert imod Forskriften fra 1555 skuddede Niels Ladefoged den velfyldte Korntønde, heldte saa Topmaal paa, trykkede det ned med Hænderne saa ubilligt, at Kornet flød ud paa Gulvet, krævede Topmaal paa ny, og hvis Bonden endda havde Korn tilbage i sine Sække, maatte han tømme det ud til det øvrige og tilsidst give Niels Penge til for at blive afskrevet i Skyldbogen. I Smørkelderen øvede Underskriveren Tommes Christensen med Keldersvenden Lavrids Nielsen til flink Haandlanger falsk Vægt og blev Gang paa Gang greben i ukristeligt at tilveje sig Bøndernes Smør i Overvægt af to til fire Lispund paa Tønden ved at sætte adskillige Kobberlodder, Blykugler, Sandposer eller endog en Teglsten paa Smørvægten. I Vinteren 1621-22 stod Bonden Hans Larsen af Krashave frem paa Klemmedsker Sognestevne og paasagde Tommes og Lavrids, at de havde skikket sig som Tyve mod Fattigfolk, med mindre de havde handlet saa efter deres Herre Sinclars Paabud. Dette æreskændige Paasagn, som vandt Tilslutning rundt om blandt Landets Bønder, kunde en lille ærekær Keldersvend ikke lade sidde paa sig.

Lavrids Keldersvend indstevnede Tommes Underskriver for Hammershus Borgestueret, dannet af Vagtmester Jens Bay, Slotsskriver Niels Nielsen, Staldmester Gregers Christensen og Slotssmed Lars Nielsen, og her vedstod Tommes 17. Sept. 1622, at ene han havde forestaaet Modtagelsen af Smørret og forfalsket Vægten med de omtalte Blykugler, som han havde baaret did dulgte i sin Hat, og at Keldersvenden kun havde handlet efter hans Paabud. Om denne Tilstaaelse udstedte Borgestueretten samme Dag sit retskraftige Vidnesbyrd. Dog undlod Sinclar at sætte Galgenfuglen Tommes i Bur, og efter at der var givet Synderen to rumme Maaneder til at rømme fri af Lande, satte Vagtmesteren paa sin Herre Sinclars Vegne 28. Nov. i Rette for Nørreherreds Ting, at den tiltalte Krashavebonde Hans Larsen for sin uhjemlede Sigtelse burde lide den Tyvsstraf, som han havde søgt at bringe over den skyldfrie Keldersvend. Her dømte Herredsfogden Samsing Andersen, hvis Gaard i Klemmedsker har taget Navnet Samsingsgaard efter ham, 30. Jan. 1623, at Krashavebonden maatte gaa sagesløs hjem, indtil Lavrids Keldersvend, som vitterligt havde brugt den falske Vægt, bragte den undvegne Tommes Underskriver til Stede som sin Hjemmelsmand. Retfærd sejrede; men den underfundige Retsforfølgelse lagde sine tungtvejende Blykugler paa Ridder Andres Sinclars Skyldvægt.

Hans Larsen fra Krashave og Bolskerbonden Mikkel Hansen bragte 9. Juli de talrige Tingsvidnesbyrd til Kongens Danske Kanselli i København, hvor det tilfaldt Hofjunker Erik Krabbe at undersøge dem og føre dem frem for Kongen. Her vendtes Sagerne saa, at Klagerne ene galdt den bortrømte Underskriver, og da han var maaske Hundred Mile borte, fandtes intet mere at gjøre. Utvivlsomt havde Sinclar mødt uredelige Tjenere, men ligesaa utvivlsomt var han en altfor føjelig Ægtemand for sin havesyge Frue Kirsten Kaas, hvem Borringholms Bønder nu havde givet en haardt tiltrængt retsindig Lære. Da fire Husmænd fra Nørreherred udenfor Fogedboden i Rønne havde sagt Sinclar, at hans Frue nu afkrævede dem Penge for Dagværker, som de længst havde aftjent, havde han kun det Svar til dem, at paa de Tider havde han været maaske Hundred Mil borte. Snart kaldtes han endnu længere bort, haardt syg hastede han en af de sidste Oktoberdage 1624 over til Skaane, og her paa sit nygrundede Herresæde Sinclarsholm døde han 17. Jan. 1625 i sit 70. Aar. Saa maatte hans myndige Enke fravige Borringholms Len til Fardag 1. Maj. Ogsaa i Døden, som i en miskundelig Time kaldte ham fra Synderdalen, kom Sinclars Lensstyrelse til at minde om hin uredelige Hans Lindenovs femten Aar tilforn.

De djerve Borringholmeres Kamp mod Lensmandsvældens Overgreb bragte dem kun en halv Sejr. Den vandt de selv. Christian den Fjerdes vaagne Retfærdssans vovede ikke den strenge Dyst med den hofvante store Lensmand, Rigsraad og Ridder og den egenmægtige Lensfrue. Som 1610, saa 1625.


Tegning af Hammershus ca. 1730, kort tid før det blev endeligt opgivet.
Kun Manteltårnet, kirkefløjen og vicekommandantens bolig er endnu intakt.