Dette er en oversigt over mine forfædres besiddelser i Sandvig på Bornholm genne 200 år.
Huset er en del af en gård, der indtil 1796 tillige omfattede Hammershusvej 6-12. I 1746 mageskiftede ejeren, avlsbruger Mads Pedersen, denne bygård med Hans Christian Wienbergs sted i Allinge.
Efter Hans Wienbergs død omkring 1761 blev gården så videredrevet af enken, Margrethe Jacobsdatter. Den ældste af husets bevarede bjælker kunne være fra deres stuehus, som måske befandt sig på samme sted som det nuværende. Ved brandtaksationen i 1761 stod der således en ni fag stor stuelænge "Østen paa Gaards Pladsen" foruden en ladelænge i syv fag "Norden til". Sønnen; konstabel og fisker Jacob Wienberg overtog stedet i 1765 og giftede sig med Anna Hansdatter. Brandtaksten fra 1781 fortæller, at de havde "En gammel Stuelænge" i ni fag, der ved omvurderingen i 1791 var reduceret til syv. Til gengæld var ladelængen blevet forlænget med tre fag.
Deres søn, konstabel Hans Jacobsen Wienberg købte så ejendommen i 1793 og må senest i 1796 have frasolgt den del, der siden har udgjort Strandgade 1. Dette år havde han
selv erhvervet Sandvigs store bygård, Strandpromenaden 7 , på modsatte side af gaden.
Den resterende del, som omfattede Hammershusvej 6-12 beholdt han til sine forældre, som han ved købet i 1793 havde indgået undentagskontrakt med og som her fik stillet en gammel stuelænge til rådighed. Denne ses på kortet fra 1818 i sine seks fag, og efter moderens død i 1820 blev den i 1822 købt af broderen Christian Wienberg i Hammershusvej 18, året før faderen døde.
Broderen forlængede bygningen, der senere blev opdelt i fire mindre ejendomme, som det nærmere fremgår under Hammershusvej 6, 8, 10 og 12.
Til toppen.
Huset stod færdigopført for gårdmandsenken Elisabeth Bertelsdatter i 1763, som det fremgår af indberetninger fra brandkassen til stiftamtmanden. Siden har det huset fiskerfamilier i henved to hundrede år, indtil pensionats- og konditorvirksomhed på stedet betød store bygningsmæssige forandringer i midten af 1900-tallet.
Elisabeth Bertelsdatter havde netop afhændet sin store bygård, Langebjergvej 1, til en datter og en svigersøn, hvorpå Hammershusvej 18 blev opført til aftægtsejendom i hele ti fag. I følge en undentagskontrakt fra 3. oktober 1767 udgjorde tre af disse fag stald og lade, mens resten var stuehus. Brandtaksationerne fra 1764 og 1771 beretter imidlertid om fem fag stuehus og fem fag ladehus, som i 1767 blev overtaget af hendes svigersøn, fisker, sømand og avlsbruger Anders Hansen Kaas samt datteren Bente Pedersdatter Hammer. Inden omvurderingen i 1781 havde de fået forlænget stuehuset med to fag, hvilket må være sket i østenden, og ladehuset udgjorde da syv fag. Disse bindingsværksfag havde klinede vægge og stråtag.
Året efter Anders Hansen Kaas død i 1798 afhændede enken sin "iboende Byes Gaard tillige med tilliggende Gaards- og Hauge Plads med en udi Haugen staaende fælles Brønd med Rasmus Tømmesen" til sin datter Else Margrethe Andersdatter Kaas og hendes forlovede kæreste, fisker og avlsbruger Christian Jacobsen Winberg. De indrettede sig med otte fag til stuehus, som det ses ved omvurderingen i 1801, og udvidede ladehuset yderligere i nordlig retning, så det også udgjorde otte fag. Heraf må to af fagene have befundet sig i forlængelse af stuehuset, mens resten lå i en tværlænge, som ses på det første matrikelkort fra 1818, og som havde endnu en vinkel påbygget i nordøst. Fra 1822 residerede tidligere gårdejer Hans Grønbech her, indtil han i 1826 erhvervede Tyvehøjsmøllen i Allinge. Hammershusvej 18 blev herpå overtaget af fisker Lars Andersen Juul, der tillige var fattigkommissær og fattigforstander. Inden omvurderingen til brandkassen i 1827 var vestre længe afkortet til fem fag. Ellers blev stuehuset flere gange forbedret i hans og enkens tid de næste mere end halvtreds år og navnlig i 1855, hvor stråtaget blev erstattet med tegltag. Ved brandtaksationen i 1867 var der en hodda ud for 2 fag i nord op til tværlængen i vest, som det ses af matrikelkortet fra 1870.
Der var fortsat lo i de tre vestligste fag af stuelængen indtil 1880, hvor stedet blev købt af fisker Jørgen Peter Jørgensen og hustru Mathilde, født Hammer. De inddrog loen til beboelse og udskiftede gadesiden til grundmur med nye vinduer, som ændringer i forsikringssummen antyder i 1880 og 1886. Desværre er taksationsprotokollerne for disse år ikke overleveret, så den nærmere indretning fås først i 1919, året efter at ejendommen var blevet overtaget af fisker og stenhugger Albert Bernhard Arvidsen. Forinden havde fisker Jens Peter Magelius Hammer boet her fra 1896 og ladet en endnu bevaret vaskehusbygning opføre i år 1900. Stuehuset indeholdt to lejligheder i 1919 med tilsammen syv værelser eller stuer, to køkkener og en forstue. Allerede ved folketællingen i 1890 boede lærerinden Charoline Ibsen tilleje her og førte sin "egen Husholdning". Hoddan fandtes endnu på nordsiden og rummede køkken samt forstue, mens tværlængen i vest synes at være forsvundet omkring 1880.
Albert Arvidsen og hustru lod Hammershusvej 18 omdanne til "Pensionat og Beboelse" i 1931 med en storstue, syv værelser, et køkken og et anretterværelse foruden et loftsværelse og to kældre, hvor der var granitstensgulve. Yderligere fire halvtagsbygninger var opført i gården til kiosk, cykelskur, retirade og hønsehus. Året efter lod de en ny halvtagsbygning opføre i grundmur med eternittag til køkken og vaskehus ud for bagsidens tredje fag fra øst. Denne fortsatte i en stor veranda af tømmer og brædder. I 1935 blev tagkvisten til gaden opsat og loftet indrettet med tre værelser.
Fra 1946 blev Hammershusvej 181anceret som" Arvidsens Conditori" , med tag af håndstrøgne vingetegl samt fornyede vinduer. Taget var helafvalmet ved vestgavlen. Virksomheden blev overtaget af datteren Irmgard Jørgensen i 1954 og Albert Arvidsen byggede sig en ny bolig på genbogrunden, Hammershusvej 22.
Taget blev fornyet i 1983, hvorunder den karakteristiske valm i vest forsvandt til fordel for en spidsgavl. Herved blev der også plads til en kvist bagtil. En skorstenspibe i tagryggen blev ligeledes fjernet.
Til toppen.
Husets tre bindingsværksfag blev ved skøde af 9. maj 1852 udskilt fra Hammershusvej 8 som selvstændig ejendom for skomager Morten Clausen og hustru Nielsine Andrea Stibolt. Søstrene Ottilia og Agnethe Bidstrup beholdt selv tre fag, og efter bestemmelser i skødet blev der opført en gavl mellem husene. Herefter istandsatte Morten Clausen sin del og forsynede fagene med tegltag i stedet for det hidtidige stråtag, som det fremgår afbrandforsikringsprotokollen i juli 1854. Til de tre fag var ved omvurderingen til brandkassen i 1867 "tilbygget Udskud i nord af Mur- og Bindingsværk", altså en hodda, som endnu findes, omend noget ombygget. Hoddan havde tegltag som resten af huset. Matrikelkortet fra 1870 viser en lille tilbygning på det sydligste hjørne.
De tre oprindelige bindingsværksfag må sammen med den østligste ende af Hammershusvej 8 stamme fra starten eller midten af 1820'erne. Således havde fisker Christian Jacobsen Vinberg, Hammershusvej 18, købt en syv fag stor stuelænge her i 1822 af sin bror, Hans Jacobsen Vinberg, der selv boede i Strandpromenaden 7. Foruden stuehuset var der en ladelænge på tre fag i nordvest som matrikelkortet fra 1818 viser. Her havde deres forældre, Jacob Hansen Vinberg og Anna Hansdatter haft til huse, siden de i 1765 overtog stedet efter farfaren, Hans Christian Vinberg. Moderen døde i 1820 og faderen i 1823.
Christian Jacobsen Vinberg udvidede straks stuehuset til elleve fag samt ladelængen i vest til i alt ni fag, som er vist på kortet til Traps "Danmark" fra 1858. Herefter blev østenden istandsat af sønnen, fyrpasser ved Hammerfyret Christian Jacobsen Christiansen Vinberg og dennes hustru Cathrine Marie Bidstrup, som det fremgår af forsikringsprotokollen i oktober 1840. Assurancen passer med seks fag, skønt deres del kun var på "41/2 Fag", da de den 13. maj 1841 opnåede skøde fra faderen. Moderen, Else Margrethe Andersdatter Kaas, døde i januar 1844, og i maj måned samme år overlod Christian Christiansen Vinberg så et seks fag stort hus til hustruens søstre, de ovennævnte Agnethe og Ottilia Bidstrup, døtre af afdøde kaptajn og fyrinspektør Lars Bjerregaard Bidstrup, Landemærket 3.
Skomager Morten Clausen opførte i 1865 Strandgade 13 og overlod herefter Hammershusvej 6 til fisker Christian Andersen Holm, undertiden kaldt Anders Holm. Efter hans tidlige død i 1870'erne blev enken, Ane Catrine Hansen, omkring 1879 gift med stenhugger Johan Johansson. Denne lod gadesiden skalmure på en sokkel af granitsten, ligesom han den 24/4-1881 fik bygningskommissionens tilladelse til at "tilbygge sit Hus 1 Fag". Dog skulle gadesiden opføres med et knæk, da gaden var meget smal på dette sted. Protester mod byggeriet fra genboen jomfru Tømme samt Anders Samuelsen, Landemærket l, blev afvist. Fire år senere solgte de huset til stenhugger Carl Olof Carlson, der i 1889 videre solgte det til smed Peter Olof Horgren og hustru Anet Sofia, idet han året før havde overtaget Strandpromenaden 5 for at indrette gæstgiveri sammen med hustruen Vilhelmine Gjerquist, der var opvokset i Hammershusvej 12.
Oliva Sose overtog huset år 1900 og boede her sammen med forældrene, skærveslager Laurits Peter Olsen og Hansine Kristine, født Hansen, foruden syjomfru Elise Hammer og dennes lille datter. Ejerinden giftede sig siden med fyrbøder Christian Peter Jensen Sose, og i 1906 lod de huset omvurdere til brandforsikringen efter foretagne forbedringer. Den nærmere indretning blev dog ikke beskrevet. To år senere blev ejendommen overtaget af arbejdsmand Laurits Christian Folkmann, der fik stedet vurderet på ny i 1926. Da indeholdt de fire fag: "Forstue, 4 Værelser, Køkken og Spisekammer", Bagsiden stod fortsat i bindingsværk. Enken Marie Karoline Folkmann, født Nielsen, overtog ejendommen efter hans død i 1945. Da hun døde i 1954 blev huset solgt til den nuværende ejer, arbejdsmand Niels Mortensen. Godt et år efter overtagelsen fjernede han en gadedør i tredje fag fra øst med tilhørende trappe, eftersom bus- og biltrafikken var tiltaget i den smalle gade. Gadedøren blev flyttet til gavlen i øst, hvor den atter blev blændet i 1972. Fire år senere blev husets torammede vinduer med tre ruder i hver ramme fornyet, ligesom der blev indrettet bad og toilet i det østligste hjørne bagtil. Hoddan her er efterhånden blevet omsat til grundmur med undtagelse af vestsiden.
I 1903 opkøbte Oliva Sose en hjørnegrund i nordøst med matrikel nummer 49b, hvor et tre fag stort bindingsværkshus med tegltag og gavle i syd og nord samme år i oktober kvartal blev meldt nedrevet. Det var blevet opført omkring midten af 1820'erne for det "ugifte Fruentimmer" Bengta eller Benditte Andersdatter Kaas, som var søster til Else Margrethe Andersdatter Kaas i Hammershusvej 8-10. Svogeren Christian jacobsen Vinberg synes således at have afstået en grund af sin have til Bengta Kaas, der i starten ernærede sig som spindekone. I slutningen af 1830'erne kom hun under fattigvæsenets forsørgelse, og huset blev overtaget som fattighus af byen, indtil hun døde i slutningen af 1860'erne. Herefter købte snedker Andreas Alling, senere Markvejen 4, stedet og forbedrede straks huset betydeligt med tegltag og murede brandgavle i stedet for tidligere stråtag og "flettet Gavl", som det fremgår af brandtaksationsprotokollen i 1867 og 1869. Jens Tømmes enke havde derpå huset fra 1875 til 1887 , hvorefter det blev beboet af Ole Carlsens forladte hustru, indtil stenhugger og avlsbruger Andreas Holm i nabogården Strandgade i overtog det i 1893. Han anvendte det til portbygning og forsynede det med en to fag bred port ud til gaden, som et fotografier fra 1891 og 1893 viser her i "Brøndstrædet", det nuværende Gænget.
Til toppen.
Husets østligste ende må som Hammershusvej 6 være opført af fisker Christian Jacobsen Vinberg kort efter hans overtagelse i 1822 og var en forlængelse af hans syv fag store stuehus længere i vest. Sønnen, Christian Christiansen Vinberg, der var fyrpasser ved Hammerfyret, lod herefter den østre ende af stuehuset istandsætte til en selvstændig beboelse, som det fremgår afbrandforsikringsprotokollen i 1840 og et skøde året derpå fra faderen. Tre år senere solgte han denne del, der da var på seks bindingsværksfag, videre til sine svigerinder, sypigerne Ottilia og Agnethe Bidstrup. Søstrene Bidstrup afstod de tre østligste fag i 1852 til skomager Morten Clausen som den selvstændige ejendom Hammershusvej 6, der efter krav fra bygningskommissionen fik udskiftet stråtaget to år senere. Hammershusvej 8 fik derimod først lagt tegltag i 1858 på de resterende tre fag.
I starten af 1870'erne overtog jomfru Hanna Viinberg det lille hus. Hun var datter af fyrpasser Christian Christiansen Vinberg, født i 1849 "paa Hammerens Fyr" ; Hun giftede sig i 1876 med Lars Andersson eller Ahlesson og huset blev udlejet til smedemester Mathias Andreas Rømer og familie, senere Strandgade 30. Senere boede stenhuggerfamilien Ingerid og Julius Klausen her, indtil Hanne Viinberg selv flyttede ind kort før 1900 sammen med sin søn, stenhugger Theodor Kristian Vienberg. Hun ernærede sig ved vaskearbejde.
Stenhugger Ola Månssons enke, Mathilde Månsson (Mogensen), købte stedet i 1919 og fik året efter omvurderet huset til brandforsikringen. Nabohuset i vest var i 1905 blevet erstattet med et grundmuret hus, mens ordentlig brandgavl endnu ikke fandtes mod øst ind til nummer 6. Bygningen var indrettet med forstue, to værelser eller stuer, et kammer og et køkken. Et fotografi fra samme tid viser husets torammede vinduer til gaden med tre ruder i hver ramme. Mod gården var opført en halvtagsbygning af beton til svinehus. Ved hendes død i 1954 blev ejendommen overtaget af stenarbejder Oscar Magnus Mogensen, der nogle år senere lod vinduerne udskifte til store, faste termoruder med trækrammer foroven. Efter hans død i 1976 blev huset solgt til medicinstuderende Kim Klausen, der samme år renoverede det. Gadesidens vinduer blev atter fornyet og et ovenlys blev oplagt i tagfladen mod gården, ligesom en halvtags tilbygning blev opført i det nordvestre hjørne, indrettet til badeværelse og toilet. Fiskerfamilien Jim og Tove Wilhelmsen ejede huset fra 1979 til 1980, hvor de solgte til plejer Arne Møller.
Til toppen.
Huset blev opført i 1905 for syjomfru Annine Marie Christine Bidstrup, og for opførelsen stod bygmester Theodor Lind foruden murer Ole Julius Peter Jensen, som hun giftede sig med. Det erstattede da en meget gammel bindingsværkslænge i rækken mellem Hammershusvej 8 og 12. Hendes forældre, daglejer og senere smed Jens Bidstrup og Thora Christine Vinberg havde erhvervet denne i 1873, samtidig med vestenden blev frastykket til den selvstændige ejendom Hammershusvej 12. I 1841 var den blevet udskilt fra Hammershusvej 8, hvor Thora Christine Bidstrup i øvrigt blev født samme år, og indehaverne var hendes fars forældre; fisker Christian Jacobsen Vinberg og Else Margrethe Andersdatter Kaas. Ved Else Kaas død overgik ejendommen til Thoras onkel, skomager Anders Christensen Vinberg, der altid havde boet hos forældrene, også siden han i 1835 blev gift og fik børn med Stine (Kirstine) Margrethe Olsen (Esbersen).
Onklen døde i 1848 og Stine Esbersen giftede sig i 1854 med fisker Hans Espersen, der lod det gamle stuehus ombygge i 1863 samt forsyne med tegltag. Den gamle længe stammede sammen med vestenden af Hammershusvej 8 fra 1700-tallet, og grunden var omkring 1796 frastykket Strandgade 1. Den samlede bygård var i 1746 blevet overtaget af Christian Jacobsen Vinbergs farfar avlsbruger Hans Christian Wienberg fra Allinge.
Det nye hus blev i 1913 overtaget af togfører ved Sandvigbanen fra samme år Jens Christian Sommer Nielsen, der fik skøde på det i februar 1914. Ved brandforsikringen i 1905 stod det indrettet med tre værelser eller stuer, en forstue, et kammer, et køkken og et spisekammer foruden et kammer på loftet. Ifølge en omvurdering fra 1913 i forbindelse med ejerskiftet var der opført et par grundmurede og tegldækkede halvtags bygninger indeholdende vaskehus, køkken med mere.
Fotografier fra 1920'erne viser huset med fire dannebrogsvinduer i gadesiden, håndstrøgne vingetegl, skorstenspibe samt hoveddør omtrent i midten af vestgavlen. Indehaveren, stenhugger og fisker Annias Ninius Nielsen og familie står foran huset, som sønnen, røgeriejer Fred Sonne Nielsen overtog efter enkens død i 1267, og i 1983 blev det solgt til Claus Holm Petersen uden større forandringer bortset fra udskiftning af gadesidens vinduer i 1960'erne. 11985 blev det så moderniseret. Taget blev fornyet, skorstenspiben omsat, kvisten og balkonen påsat, en række vinduer udskiftet og en gadedør indsat i stedet for et vindue.
Til toppen.
Huset blev bygget i 1899 af bygmester Christian Holm i Allinge og snart efter overdraget til skomager Laurits Julius Bidstrup. Ved brandforsikringen i 1899 indeholdt forhuset to værelser, to kamre, et værksted og en butik foruden en forstue med trappegang til loftet og et loftsværelse. Halvtags bygningen blev opført samtidig til køkken, vaskehus og brænderum, ligesom der herfra var nedgang til kælderen med spisekammer og retirade.
Ved omvurdering til brandforsikringen i 1929 lød indretningen på: "Beboelse og Telefoncentral" med en forstue, en butik, fire værelser og tre loftsværelser i hovedhuset. Enken, telefonistinde (før 1925), Karen Juliane Bidstrup, overtog stedet i 1932 og boede her til sin død i 1946. Siden har det været i datteren Karen Marie Kirstine Bidstrups besiddelse, og hun lod i 1966 et badeværelse installere i tilbygningen. Da var køkkenet indrettet i hovedhusets østlige hjørne bagved butikken, som tegninger i kommunens byggesagsarkiv viser. Karen Bidstrup fik i foråret 1975 udskiftet de oprindelige dannebrogsvinduer, og i 1983 blev skorstenen flyttet tre fag mod nordøst fra sin oprindelige placering op til gavlen i sydvest.
Indtil opførelsen af Hammershusvej l og 3 var karreen bebygget med en gammel bygård, hvis stuelænge i ti fag lå langs Strandgade. Stuelængen blev formentlig opført af fisker og avlsbruger Mickel Monsen Torn omkring hans overtagelse af gården i 1724. Langs Torvet lå en seks fag stor bindingsværkslade, som var blevet genopført i 1780'erne af opsidderen Anders Nielsen Torn. Den ses på kortet fra 1818, foruden stuelængen og et par småhuse i sydvest. Snart efter blev en ny vestlænge rejst i vinkel med nordlængen, som det ses på kortet til Traps "Danmark" fra 1858, og alle bygninger blev i 1855 forsynet med tegltage i stedet for stråtage af avlsbruger Mons Johan Kaas.
Gården forfaldt hen imod slutningen af 1800-årene, og i 1883 overgik den ved arv til datteren, Ida Johanne Dorthea Kaas, der blev gift med skolelærer Laurits Sørensen Bekke i Gudhjem. De solgte den i 1898 til snedkermester Christian Holm, og den 27 .februar 1899 besigtigede bygningskommissionen ejendommen, som snedkermesteren agtede "at nedrive og atter opbygge. Herom havde man lange Forhandlinger, da man gjerne ønskede at få Gaderne der omkring saa smukke og lige som muligt". Men Langebjergvej 2, matr. nr. 42, fra 1856, var "et ikke gammelt Hus" som hindrede, at man kunne drage en lige linie hele vejen langs karreen ud til Strandgade.
Til toppen.
Huset langs Strandgade og Torvet blev opført som et nyt stuehus i 1887 for avlsbruger og vognmand Jørgen Klo. For at gøre plads til bygningen fik han i det sydlige hjørne nedrevet tre bindingsværksfag, som var blevet opstillet kort før 1818 ud til Stormgade i forlængelse af en ti fag lang bindingsværksbygning med lo, lade, stald og port. Disse ti fag var blevet opført i 1769 til smedie, vognhus og portrum for smed, vejer og måler Hans Jespersen. Desuden fik Klo fjernet en vestre bindingsværkslænge på fem fag, der var blevet opført for konstabel og avlsbruger Hans Jacobsen Winberg kort efter 1800.
Ud over den sydøstre længe langs Stormgade bevarede Klo et meget gammelt stuehus langs Strandpromenaden. Det var fjorten fag langt og kan følges i samme udstrækning på kort og i protokoller siden starten af 1700-tallet. Da var gården en af Sandvigs største. Den var ejet af arkeliemester Niels Jørgensen frem til hans død i 1693, og stuehuset skulle være fra hans tid. Herefter blev stedet overtaget af sønnen Henrik Nielsen, der imidlertid blev myrdet i 1695. Enken, Elisabeth Larsdatter, giftede sig kort efter med Mons Clausen Torn, der i 1714 blev foged for Hammershus Birk. Fra 1718 til 1729 var han tillige byfoged i Hasle købstad og herredsfoged i Nørreherred. Hos ham har den russiske czar Peter (1672-1725) overnattet under sit besøg fra den 21. til den 23. august 1716. Stuehuset ses på fotografier fra omkring 1900.
I nordvest lå en elleve fag stor ladelænge, der også var fra tiden omkring 1700. Den ses på Hammers Kort fra 1746-50 samt byens første matrikelkort fra 1818 og blev revet ned i 1852 af avlsbruger og brændevinsbrænder Frederik Bidstrup i forbindelse med bygningskommissionens gentagne krav om udskiftning af de brandfarlige stråtage. Frederik Bidstrup og hustru Ane Dorthe Winberg havde overtaget gården i 1833 efter hendes forældre, Hans Jacobsen Winberg og hustru Margrethe Mogensdatter Sonne, og de blev boende her frem til Klos overtagelse i 1887. I 1856 blev stuehuset og Stormgade længen forsynet med tegltage og fem år senere fulgte fem bevarede fag af en vestlænge langs Strandgade. Gården ses på kortet til Traps "Danmark" fra 1858 og matrikelkortet fra 1870, hvor en karnap eller hodda var tilbygget ved nordvestenden ud mod Strandpromenaden. Fem af stuehusets fag havde dog haft tegltag siden midten af 1780'erne, hvor smed Hans Jensen Møller giftede sig med Hans Jespersens enke. I 1896 solgte Hans Jensen Møller det trelængede anlæg til konstabel Hans Jacobsen Winberg.
Inden opførelsen af Råd-, Ting- og Arresthuset i Sandvig i 1805-6 skal salen i det gamle stuehus tillige være blevet anvendt som råd- og tingstue, mens den godt hundrede år senere omkring Jørgen Klos overtagelse skal have været brugt ved afholdelse af katolsk messe for italienske stenhuggere og deres familier. Anvendelsen af salen til tingstue for Hammershus Birketing kan gå tilbage til Mons Clausen Torns tid og forklarer for så vidt også, hvorfor tinghuset kom til at ligge lige i nærheden. Havnevagten og det bemandede Sandvig Batteri har selvfølgelig også været bestemmende, navnlig for at tinghuset blev placeret i Sandvig fremfor Allinge. Tidligere blev Hammershus Birketing afholdt ved "Slottet" og benævnt "Hammershus Broting". Sønnen Claus Monsen Torn videredrev avlsbruget til 1741, hvor Wæfst Jensen Schou på Slotsladegården (senere kaldt Hammersholm) købte gården til sin datter, Kirstine Væfstsdatter Schou samt svigersønnen, fisker Hans Jespersen. De overtog stedet i 1748, og i en fem fag stor længe langs stormgade indrettede han et smediehus, som han så fornyede i 1769.
Samtidig med opførelsen af det nye stuehus i tolv fag ud til Torvet i 1887 fik Jørgen Klo opført en bindingsværkslænge i nordvest til stald og lade. For byggeriet stod formentlig blikkenslager og snedker Mads Kofoed Stender, der ejede gården ganske kort i 1887. Det nye stuehus undergik herefter flere ombygninger i 1891, som det ses af forsikringsprotokollen, formentlig på grund af værelsesindretning, idet Klo så småt begyndte en pensionatsvirksomhed. Inden 1898 blev stedet kaldt Klos Hotel. Efter nye forbedringer i år 1900 indeholdt stuehusets tolv fag en indkørselsport, en gang, en forstue, et køkken, et spisekammer og tretten værelser. På loftet var der desuden to værelser "på hver Gavl" og to værelser mod Torvet. Der var kælder under fire fag i husets halve bredde. Endvidere havde han indrettet tre gæsteværelser i de tre sydøstligste fag af det gamle stuehus, der ellers var omdannet til port, vognport og svinehus. Endnu seks fag af denne længe blev så i 1903 indrettet til gæsteværelser. Klo fortsatte i 1905 med at omdanne de syv sydvestligste fag i sin nye ladelænge fra 1887 til spisesal, anretterværelse og forstue. På nordsiden var der tilføjet en veranda, som blev udvidet i 1908.
I mellemtiden var hotellet blevet solgt til tidligere bogholder Hermann Gottspenn, der i 1907 fik opført den store hotelbygning ud til Strandpromenaden, efter at arkeliemesterens gamle stuehus var nedrevet. Hotellets stueetage indeholdt fjorten værelser, et klosetrum samt vestibule, midtergang og hovedtrappe. Etagen oven over havde en korridor, seksten værelser og et klosetrum. Her var der midteraltan over hovedindgangen fra Strandpromenaden. En manzardetage var indrettet med atten værelser, en korridor og et klosetrum. Endelig var der to tårnværelser. Det gamle smedehus blev bibeholdt til hestestald, vognport, retirade, ishus, pigekammer og rullestue. Et fotografi viser det nye barokagtige "slot" efter tømmerrejsning. Entreprenøren Christian Holm fra Allinge skal være blandt sine arbejdere på stilladset. Sammen med snedker Lind, der boede i Strandpromenaden 22 yderst til højre i billedet, opførte han stort set alle hoteller og pensionater i Sandvig- og Allinge området i årene her omkring århundredeskiftet foruden langt størsteparten af de nye beboelseshuse.
Gottspenn forlod to år senere hotellet, som herefter frem til 1920 blev drevet af Marie Andrea Klo, efter at Jørgen Klo i 1909 var død. En veranda, der var blevet opført ved stuehusets nordvestgavl i 1890'erne, blev først vurderet til brandforsikringen i 1918. Da var der blevet opført en større halvtagsbygning på gårdsiden til køkkenudvidelse og spisekammer, efter at hotellet med udgangen af verdenskrigen atter var i drift. To år efter blev hotellet købt af købmandssønnen Frederik Bidstrup fra Hammershusvej 2 på modsatte side af gaden. Han erhvervede således farfaderens gamle gård, hvoraf der nu kun var den gamle smedelænge ved Stormgade tilbage. Denne fjernede han nu, som det ses af brandforsikringen i 1925, hvor han havde fået opført en to etager høj sidefløj i forlængelse mod nordvest af hotelfløjen ud til Strandpromenaden. "Strandhotellet" blev det nu kaldt. Sidefløjen havde et stort restaurationslokale i stueetagen og tolv hotelværelser foroven. Fire år senere blev restaurationen udvidet på sydsiden med en større grundmuret og papdækket halvtagsbygning, der også havde en dansesal, og i stedet for den gamle veranda foran nordvestlængen blev i 1930 opført en papdækket og grundmuret spisesal. Samme år blev køkkenudvidelsen forlænget over til hotelfløjen.
11929 var der indrettet en butik og et kontor i stuehuset ud til Sandvig Torv. Ved en omvurdering til brandforsikringen i 1936 var der tilføjet en bagbutik og en bageribygning ud for gårdsidens østlige ende, hvorfor der har været indrettet bagerbutik her i stuehusets to østligste fag efter køreporten, som ses på gamle fotografier. En trappe findes endnu foran en blændet butiksdør i gavlen. Ved den modsatte gavl blev verandaen i 1936 forsynet med murede vægge og indrettet til damefrisørsalon. Resten af stuehuset var indrettet til bar, kontor, banklokale, butik med lager, barberstue samt tre værelser og et køkken. Et forretningstorv var efterhånden dannet her i hjertet af det gamle Sandvig, og forretninger er siden blevet åbnet og lukket i den over hundrede år gamle længe. Døre og vinduer er blevet udskiftet i flere omgange. Frederik Bidstrup var foretagsom og opkøbte efterhånden adskillige huse og gårde rundt omkring i Sandvig og ombyggede dem til turistudlejning. "Strandhotellet" gik imidlertid i stå ved krigsudbruddet og blev anvendt til kaserne for civilforsvaret fra 1940. I 1946 blev det købt af hoteldirektør Axel Harrev fra Hotel Strandslot, Strandgade 18, og i en årrække blev disse hoteller drevet sammen. Siden 1961 har hotellet været præget af hyppige ejerskift. De oprindelige vinduer blev efterhånden udskiftet med termoruder, og ud mod Torvet blev opsat en stor tagkvist. Ved Carl og Mogens Andersens overtagelse i 1989 blev hotellet sat pænt i stand.
Til toppen.
|
