Bornholm - med sine 15 egentlige Landsogne - har i adskillige Aarhundreder haft og har endnu den Dag i Dag nogle Sogne-Øvrighedsmænd, som kaldes Sandemænd. Disse Sandemænd har tidligere dannet en særlig Indretning, men adskiller sig nu væsentlig kun i Navnet fra Sognefogderne i det øvrige Danmark. Hvad en bornholmsk Sandemand er kan ogsaa kortelig forklares ved at sige, at Sognefogderne paa Bornholm kaldes Sandemænd.

Ifølge den saakaldte Jydske Lov havdes i ældre Tid i Jylland og Fyn Sandemænd, hvis Opgave var at skaffe Klarhed i visse Retssager. Christian den 5tes danske Lov (ofte blot kaldet Danske Lov), der i 1683 afløste saavel Jydske Lov som de øvrige danske Provinslove (Sjællandske Lov og Skaanske Lov) og indførte ens Ret for hele Danmark, indeholder i 1. Bog 16. Kapitel (sædvanlig skrives blot: 1-16) visse paa Grundlag af Jydske Lov byggede Regler om Sandemænd. Det hedder saaledes i nævnte Kapitels l. Artikel: "Sandemænd skulle være otte lovfaste og bosatte Dannemænd og af Fogden til Tinge udnævnes i Herred, Birk eller By i tvivlsomme Drabssager, og naar der tvistes om Markeskel; Og skulle Sandemændene uden nogen videre Proces, naar de er opkrævede, tage Sagen for sig, som de er opkrævede til, og gøre deres alleryderste Flid til at oplede Sandhed." I nogle følgende Artikler giver Loven forskellige yderligere Regler om heromtalte Sandemænd.

De Sandemænd - en Slags Nævninger, Jurymænd - der som bemærket om handles først i Jydske Lov og senere i Danske Lov, var imidlertid i Henseende til deres Bestilling ganske forskellige fra de gamle bornholmske Sandemænd, der som allerede foran angivet var en Art Sognefogder.

Danske Lov skulde naturligvis ogsaa omfatte Bornholm, hvor hidtil især skaanske Retsregler (Skaanske Lov) havde været gældende, (som ret bekendt var Skaane før 1658 en Bestanddel af Danmark); og forsaavidt man paa Bornholm har benyttet de i Danske Lovomhandlede Sandemænd, har man altsaa her en Tid haft to Slags Sandemænd. Danske Lovs Sandemænd er nu forlængst overalt gaaede af Brug.

Angaaende den egentlige Betydning af Ordet sandemand (i gammel Tid skreves sannæ man, Sanændman og deslige) bemærkes, at dette Ord, som i forskellige Bøger antages at komme af sand-sanddru-Sandhed, kan anses - idet det altsaa har angivet ikke et Hverv, men personlige Egenskaber -oprindelig at have haft en noget lignende Betydning som det i Danske Lov (f. Eks. 3-17-34) og nyere Love oftere forekommende Begreb "god Mand", hvorved i Almindelighed kan forstaas en forstandig og retsindig Mand.

At de bornholmske Sandemænd (Sognefogder) har eksisteret i alt Fald allerede ved Aaret 1500 fremgaar af foreliggende trykte Aktstykker. I Thura(h)s Bornholmsbeskrivelse Side 212 omtales i en af Ærkebispen i Lund (Skaane) i 1501 for Bornhohn udgiven Forordning, at Øens Landsdommer og Sandemænd har beseglet et Brev (en Vedtægt). I Hübertz's Aktstykker til Bornholms Historie omtales Sandemænd flere Steder; For Eks. findes Side 63 et Dokument (Landstingsvidne) af 1522, hvori to Sandemænd nævnes som Medudstedere; Side 130 nævnes i en Beretning af 1543, at alle Sandemændene var tilsagte at tillyse i deres Sogne, at om nogen havde at beklage sig over Bernt Knop, skulde de komme til Slottet; Side 369 findes anført i et Dokument af 1571, at Schweder Ketting stundom ved sine Breve har anmodet Sandemændene om at tilsige dem, der godvillig vilde gøre ham noget ringe Arbejde.

Navnlig før den nedenfor nærmere omtalte Sognefoged-Forordning af 1791 udkom, sammenstillede man undertiden de bornholmske Sandemænd med de norske Lensmænd 4). En tidligere bornholmsk Amtmand Fjeldsted skrev saaledes i 1780 i en Omtale af Bornholm: "Sandemændene er det samme for det meste her som Lensmænd i Norge" Visse Aktstykker viser ogsaa, at de bornholmske Sandemænd undertiden ligefrem er blevne kaldte Lensmænd. I et Side 527-28 i Hiibertz's Aktstykker anført Kongebrev af 17. Oktbr. 1595 til Embedsmand (Befalingsmand, Høvedsmand, Lensmand) Hans Lindenov paa Hammershus omtales, at en Lauritz Pedersen i Rø Sogn har beklaget sig til Kongen bl. a. over Sognets Sandemand, hvorfor Kongen anmoder Lindenov om at forhjælpe Klageren til hans Ret. Det hedder bl. a. i Brevet: "Sammeledes haver forskrevne Laurjtz Pedersen ogsaa underdanigst ladet berette, hvorledes han af Peder Hansen, Sandemand der udi forskrevne Rø Sogn, skal uskyldeligen være angiven og paakendt som den, der skulde have siddet overhørig, der han skulde være tilsagt at gøre Ægter, uanset at han den Tid var paa Vejen til Lensmandens Gaard, hvorfor forskrevne Lauritz Pedersen skal have fordelt forskrevne Lensmand til Tinge som den, der ulovlig skulde have taget hans Pant, og for han holder nogen Bønder ægtfri, mer end tilforn sædvanligt haver været", Det synes temmelig klart, at det her to Gange forekommende Ord Lensmand ikke sigter til Lindenov eller nogen tidligere Befalingsmand paa Hammershus, men sigter til Sandemanden. - Ved at gaa lidt længere tilbage i Tiden træffes to Kongebreve af 5. August 1590 vedrørende Bornholm, Det ene af disse Breve er til daværende Befalingsmand paa Hammershus Falck Gjøe og angaar hans egen Lønning. Det andet af Brevene, der mulig ogsaa er sendt til nysnævnte Befalingsmand, gengives her nedenfor paa Grundlag af den paagældende - nu i Rigsarkivet værende - Regerings-Brevbog, (Skaanske Registres 2. Bind Blad 49, 2. Side). Brevet gengives her i en lidt omskreven Form, der er lettere forstaaelig end Originalformen.

"Vi Christian etc. Gør vitterligt for alle,

at eftersom menige Herredsfogder, Lensmænd og Byfogder paa vort Land Bornholm haver underdanigst ladet give os tilkende, at der af fremfarne Konger udi Danmark saa og af vor kære Hr. Fader, salig og højlovlig Ihukommelse, naadigst er blevet dem bevilget for samme deres Bestilling og Umage, at hver af dem maatte have et gaarde størte bou, som er skyldsat for omtrent 1 Tønde Rug, 1 Tønde Havre, 12 Høns, 1 Gaas, 61/2 Skill. Penge, 1 Lam, 1/2 Faar, 1 Kofjerding, 1 Svinefjerding, 6 Læs Ved og 4 Skpr. Gæsterihavre 11), hvilket de haver haft kvit og frit aarlig at maatte bruge og beholde forskrevne deres Bestillings og Besværingers Skyld,

og eftersom de underdauigst haver begært, at hver af dem maatte endnu fremdeles nyde og beholde forskrevne et gaarde størte boel, som de af Alders Tid haft og brugt haver,

da haver vi af vor synderlige Guust og Naade undt, bevilget og tilladt og nu med dette vort aabne Brev under, bevilger og tillader, at forskrevne Herredsfogder, Lensmænd og Byfogder paa forskrevne vort Land Bornholm maa hver af dem bekomme for forskrevne hans Bestilling et gaarde størte [bou], som de det tilforn haft haver, og det aarlig have, nyde, bruge og beholde kvit og frit, imedens og al den Stund de udi samme Bestilling er.

Forbydende vore Fogder, Embedsmænd og alle andre under [Tab af] vor Hyldest og Naade at gøre forskrevne Herredsfogder, Lensmænd og Birkefogder Hinder eller udi nogen Maade Forfang imod at maatte hver af dem kvit og frit bruge og beholde forskrevne et gaarde størte boell for forskrevne deres Bestilling eftersom forskrevet staar .

Skrevet paa Koldinghus den 5. August 1590".

De Lensmænd, som omhandles i foranstaaende aabne Kongebrev, er utvivlsomt ingen andre end de bornholmske Sandemænd.

Under 3. .April 1671 udkom et aabent Kongebrev for Bornholm, hvori bl. a udtales. at der paa Landet, efter gammel Sædvane, maa af Amtmanden forordnes en Sandemand udi hvert Sogn, som i samme Sogn bor, naar ellers nogen i samme Sogn dertil dygtig befindes. En kgl. Resolution af 28. Juli 1739 - der bl. a. handler om unge Menneskers Bortrejse fra Bornholm til andre Steder i Kongens Riger og Lande og deres Tilbagekomst til Bornholm - bestemmer, at de tilbagekomne Mænd, som under deres Borteværen har lært at skrive og regne og erholdt gode Vidnesbyrd om deres skikkelige Forhold, skal befordres til Sandemænd og Skrivere.

Med Hensyn til, hvad de bornholmske Sandemænd skulde bestille i Tiden, før den nedenfor nærmere omtalte Sognefoged-Forordning af 1791 udkom, maa der antages at have været visse sædvansmæssige Regler gældende. Efterhaanden udkom imidlertid enkelte Lovbestemmelser om nævnte Sandemænds Virksomhed. En Forordning af 28. Juli 1739 bestemmer, at Sandemændene skal have Indseende med, at Folk ikke uberettiget indtager Dele af Udmarksjorderne eller gør uberettiget Brug af Almindingen. Denne Bestemmelse har senere mistet sin Betydning efter de Foranstaltninger, der i nyere Tid er foretagne med Udmarksjorderne og Almindingen - I Reskript af 27. Maj 1785 bestemmes, at Sandemændene skal være Forbjærgere ved Strandinger. Fhv, bornholmsk Amtmand Thaarup bemærker Side 86 i sin Bornholmsbeskrivelse af 1839, at det, at Sandemændene ifølge nævnte Reskript skal være Forbjærgere ved Strandinger, gør deres Tjenester attraaede og indbringende i de enkelte Sogne, hvor Strandinger ofte forefalder. Omtalte Reskript er bortfaldet ved den senere Lovgivning. I nyere Tid, hvor bornholmske Fyrtaarne og deslige vejleder de søfarende, er Strandinger forresten ikke hyppige ved Bornholms Kyster. - I Reskript af 5. November 1790 - der senere ved nyere Love har mistet sin Betydning - bestemmes, at Sandemændene skal foretage Udpantning for visse Mulkter.

Med Hensyn til de bornholmske Sandemænds faste (visse) Indtægt, før Sognefoged-Forordningen af 1791 udkom, bemærkes: Det foran gengivne Kongebrev af 5. August 1590, hvori Sandemænd kaldes Lensmænd, bevilger, som det ses, hver Sandemand en Begunstigelse i Henseende til en Gaard ("Gaardstørtebo"). Om Brevet gaar ud paa at bevilge Sandemændene fri Brug (Besiddelse) af Kongsgaarde -Kongen (Staten) har i ældre Tider ejet mange af de bornholmske Gaarde - eller det gaar ud paa at bevilge dem Skatten (Afgiften) af Gaarde (deres egne eller andres) kan efter Brevets hele Lydende synes tvivlsomt. Naar imidlertid "Gaardstørteboer" var Selvejergaarde - jfr. Note 10 i Slutningen - er der - med givet, at den sidste af de nysangivne tvende Forstaaelser maa antages. Den i det foregaaende nævnte kgl. Resolution af 28. Juli 1739 ophæver (i Punkt 3) Sandemændenes Ret til at nyde Skatten af Gaarde og tillægger hver Sandemand - i Stedet for omtalte Skatten fast aarlig Løn af 18 Rigsdaler af Statskassen. Denne Løn af Statskassen bestaar endnu; men Sandemændene faar nu tillige Løn af Amtskassen (Amtsrepartitionsfonden), jfr. nærmere det følgende.

Som en Mærkelighed kan. nævnes, at de bornholmske Sandemænd - modsat deres Begunstigelser - svarer fra ældre Tid til Staten en særlig aarlig Skat (tidligere benævnt "Sogneskat"), der oprindelig, for hvert af Øens egentlige Landsogne, har bestaaet af 7 Snese Æg og 1 Sæk, jfr. Hübertz's bornholmske Aktstykker Side 537-38 og Thaarups Bornholmsbeskrivelse af 1839 Side 317. De nævnte ydelsesgenstande er imidlertid senere omsatte til Penge efter en bestemt Takst, saaledes at Skatten ("Sandemands-Afgiften") nu svares med 2 Kr. 16 Øre aarlig af hvert af nævnte Sogne. At Beløbet ikke er højere end anført forklares ved, at Æggene kun er takserede til 8 Skilling (1/2 Mark) Snesen. Sækken er takseret til 3 Mark, nu 1 Kr.

Det. har kunnet omtvistes, om de bornholmske Sandemænds Bestilling, før Sognefoged-Forordningen af 1791 udkom, var, hvad der i Nutiden kaldes et Ombud ("en borgerlig Byrde", "en Borgerpligt"), et Hverv, som man kan tvinges (ved Bøder) til at overtage. I Urnes Optegnelser er Sandemands- Bestillingen imidlertid opført under "Paalæg og Præstanda" og derved regnet for et Ombud. Det er dog næppe forekommet, at nogen er bleven tvunget til imod sin Vilje at være bornholmsk Sandemand. Urne angiver, at adskillige ønsker at overtage sandemands-Hvervet.

Som berørt nogle Steder i det foregaaende udkom under 11. November 1791 en Forordning om Sognefogedvæsenet i Danmark. I Forordningens Indledning udtales, at da det er nødvendigt, at der overalt i Danmark beskikkes duelige Mænd til at være Sognefogder, men de, som dertil kunde være bedst skikkede, ikke sjældent vægrer sig ved at modtage dette Embede, saa har Kongen fundet for godt i Henseende til Sognefogdernes Udnævnelse m. m. at anordne visse Regler. Forordningen bestemmer herefter bl. a., at Amtmændene skal i hvert Sogn beskikke en Sognefoged, hvortil altid bør vælges en af de skikkeligste, redeligste og mest kyndige Mænd blandt Sogneboerne. Forordningen op regner de væsentligste af Sognefogdernes Embedsforretninger. Sognefogderne - der naturligvis staar under Amtmændene og Herredsfogderne - skal bl. a. udøve en vis politimæssig Virksomhed i Sognet. Angaaende Vederlag for Sognefoged-Bestillingen bestemmer Forordningen (i § 5) blot, at Sognefogderne - foruden at nyde 12 Skilling i Salær for hver af dem foretagen Udpantning - skal være fritagne for Kongerejser, for Indkvarteringer, for Arbejde ved Veje, Kirker og deslige, som kan henregnes til det Offentlige, samt for Betaling af Delinkventomkostningspenge og Bropenge. Ifølge omtalte Sognefoged-Forordning anses Sognefoged-Bestillingen for et Ombud, jfr. herom foran.

Sognefoged-Forordningen, der ikke bestemmer noget særligt for Bornholm, har maattet anses at skulle ogsaa for denne Landsdel have en principiel Gyldighed, bl. a. med Hensyn til Sandemændenes Embedsforretninger. Det synes ogsaa, at de foran omtalte, ved Forordningens § 5 hjemlede Fritagelser saavelsom den i Note 19 ommeldte Fritagelse for at svare Bidrag til Amtskassen har været gældende tillige for Bornholm, jfr. Thaarups Smaa Bidrag til Bornholms Statistik (af 1806-1810) Side 62 og 87 og Thaarups Bornholmsbeskrivelse af 1839 Side 328-29, hvilke Literatursteder viser, at ved Paaligning paa det bornholmske Hartkorn af Delinkventomkostningspenge og almindeligt Amtskassebidrag er Sandemændenes Hartkorn regnet fra som bidragsfrit. Ifølge den i Note 19 nævnte Lov af 4. Marts 1857 faar Sandemændene nu, som foran berørt, Løn af Amtskassen.

Den Sandemændene ved den foran omtalte kgl. Resolution af 28. Juli 1739 tillagte Løn af 18 Rigsdaler aarlig - af Statskassen - hvilken Løn blev dem tillagt delvis for den Virksomhed, de skulde udøve med Hensyn til Udmarksjorderne - er ikke blevet anset for at skulle bortfalde ved Sognefoged-Forordningen; denne Statsløn bestaar fremdeles for en Sandemand i hvert af Bornholms 15 egentlige Landsogne. Gudhjem Sogn (Kirkedistrikt), der nu har sin egen Sandemand (jfr. Note 16), regnes ikke her for et egentligt Landsogn. I de Sogne (Klemensker, Østermarie, Aaker og Vestermarie), som nu er delte i to Sandemands-Distrikter (jfr. Note 17), oppebæres Statslønnen af den Sandemand, som er ældst i Tjenesten, idet denne Sandemand ogsaa fuldtud bærer. den foran omtalte Sandemands-Afgift, stor 2 Kr. 16 Øre aarlig. Den omhandlede Statsløn paa 18 Rigsdaler {36 Kr.) er i de senere Tider blevet midlertidig noget forhøjet dels ved Finanslovenes Bestemmelser om Dyrtidstillæg og dels ved særlige Love om midlertidigt Løntillæg for visse statslønnede Embeds- og Bestillingsmænd.

Som angivet i det foregaaende er Navnet Sandemænd vedblevet at være den sædvanlige Betegnelse for de bornholmske Sognefogder, ogsaa efter at Sognefoged-Forordningen af 1791 var udkommet. De af Bornholms Amt udfærdigede Sognefoged-Beskikkelser plejer at lyde paa, at vedkommende beskikkes til at være "Sandemand" i paagældende Sogn, hvorhos imidlertid af Beskikkelserne plejer bl. a. at fremgaa, at vedkommende i sin Bestilling skal Opfylde de Pligter og kan oppebære de Indtægter (udenfor den faste Løn), som er gældende for "Sognefogder". Ogsaa i enkelte Love fra de senere Tider ses de bornholmske Sognefogder at være kaldte Sandemænd. I Loven af 4. Marts 1857 om Sognefogdernes fremtidige Lønning hedder det: " Paa Bornholm bliver det til Sognefogdernes (Sandemændenes) Lønning medgaaede Beløb vel ogsaa at udrede af Amtsrepartitionsfonden, men refunderes samme ved Ligning paa Landets Hartkorn". I Strandingsloven af 10. April 1895 § 1 hedder det: "Hvor Strandfoged ikke er ansat, træder i Købstæderne og Handelspladserne Politiet og paa Landet Stedets Sognefoged, paa Bornholm Sandemanden, i Strandfogdens Sted". Det her brugte Indskud "paa Born- holm Sandemanden" kan forresten anses for overflødigt. Hvis Indskuddet havde været udeladt, maatte Lovbestemmelsen dog have kommet til Anvendelse ogsaa paa de bornholmske Sandemænd, idet disse - afset fra, at de som foran omtalt faar en Statsløn og svarer en særlig Skat - i Virkeligheden er Sognefogder ligesom Sognefogderne i det øvrige Danmark.