Kilde
Bornholmske Samlinger 1. række, 16. bind

Kilder

Bornholms Frimænd

En Stump dansk Adelshistorie ved

M. K. ZAHRTMANN.

Oldtidens Stormænd ligge jordsatte i Bornholms talrige Kæmpehøje fra Tiden omkring 800 Aar f. K. og i Høvdinggrave, rige paa Vaaben og Smykker, i Egnen S. for Gudhjem fra o. Aar 800 e. K. Deres Navne, Daad og Slægt ere sporløst henfarne. Ved Aar 880 var Bornholm gjennem sin Østersøhandel og sine Vikingtogter rigt og mægtigt til at have sin egen Konge; i Peder Syvs Kæmpeviser navngives Kong Valmer, hans Navn kan muligt findes i Volmare Bro ved Marevad (58. Sg.) i Klemmedsker. Ogsaa Kongernes Slægt er uddød, ude af Minde. Da Landet o. 950 knyttedes ind under det danske Rige, satte Danmarks Konge sin Jarl til at styre det. Om de Hænninger og de Miklinger, efter hvilke paa denne Tid Landets østre og søndre Herreder fik Navne, vides intet.

Saaledes sendte Harald Blaatand Jarl Vesete til Bornholm. Dennes Søn Bove Digre (Tykkert) og Dattersøn Vagn Aagesen førte bornholmske Vikinger med sig ind i Jomsborg. Vesetes anden Søn Sigurd Kaabe flygtede fra Søslaget i Hjaarungavaag o. 994 hjem til Bornholm og fik der en stor Efterslægt. En Søn af ham, Svend eller Sigurd (script, rer. Dan., 2. B., 463), tør være den Kaabes [Søn] Svend, der o. 1050 har ladet rejse en prægtig Runesten (nu i Nilars Kirke) efter sin Søn Bose, den unge Helt, som var falden i Kampen ved Udlænge, en 0 ved det søndre Indløb i Kalmarsund. Dette tilsteder den Gisning, som har knyttet Bosegaard (4. Vg.) i Nilarsker til Vesetes Æt. Dristigere er den Gisning, som har læst Navnet Vesete i Vestregaard, den Hovedgaard, der i Nabosognet Vestremarker ligger østlig for Sognekirken. Aage Vagnsen var Svend Estridsens Høvding paa Bornholm (s. r. D., 1. B., 43), og ved hans Død sendte Knud den Hellige Egil Ragnarsen til Landet, hvor han havde tolv Kongsgaarde. Til Kongejarlernes Efterslægt kendes nu intet. Omkring 1255 byggede Ridder Anders Erlandsen Hammershus og forsvarede sin Borg mandeligt gjennem en Række Aar, indtil Kong,Erik Glipping lod den indtage 1265, hvorved den gik tabt for ham og hans Søn, Ridder Anders den Yngre af Bornholm; denne blev Lensmand paa Rygerfyrstens Slot Schaprode. Heller ikke til disse lader senere Tiders Udvikling sig føre tilbage.

Længere fremme i Middelalderen færdedes paa Bornholm, som andet Steds i Danmark, en statelig Hob Væbnere, i latinske Breve (1407) nævnte armigeri og i danske (1429) kendetegnede ved, at de til deres Navn føjede a wapn (af Vaaben) eller Væbner. I Brevskaber fra Aarhundredet inden 1500 navngives 70 bornholmske Væbnere. I deres Segl førte de i Regelen et nedarvet Slægtmærke i Stedet for Borgernes og Bøndernes Karemærker. Navnet tyder paa, at de ydede Landsherren Vaabentjeneste; til Gjengæld ydede denne dem arvelige Friheder, navnligt Fritagelse for Afgifter af, hvad Jordegods de havde i Eje. Domstolene holdt retslig Hævd over, at sligt frit Gods kun kunde arves, købes og ejes inden for frie Væbnerslægter; men først ved at tiltræde sligt Gods rykkede Ejeren ind i Væbnernes, eller som det efter 1500 hyppigst sagdes: Frimændenes, Stand. Derfor mødte Væbnerne, naar de samledes alle, selv i deres Velmagts Dage (1572) højst sytten Mand stærke frem. Derfor føjede de til deres Navn som deres Hjemsted det Landsogn, i hvilket deres Gaard-eje laa. Uden Frigods, ingen Frimand. Medlemmer af danske ridderlige Slægter nævntes derimod med deres Sædegaard: Niels Aagesen Ridder i Maglegaard (1493), Jørgen Gagge i Lensgaard Frimand (1522); ligesaa tiltaltes disse (1429) „ærlig og velbyrdig Mand", hvilken Tiltale aldrig ses brugt til en bornholmsk Frimand. Herved udtryktes i Sprogbrug et tidligt Skel mellem danske og bornholmske Frimænd, selv om Ordene: Væbner og Frimand brugtes forskelløst om dem alle. Med Hensyn til arvelig Stand maa fremhæves, at paa Bornholm fødtes alle en Frimands Sønner med Mulighed for at blive Frimænd, men kun enkelte af dem blev det ved gjennem Arv, Giftermaal eller Køb at tiltræde et eller flere af Landets Snes Frimaridsgodser.

Den Afstand, som saaledes tidligt kan spores mellem bornholmske og danske Frimænd, turde have sin væsenlige Aarsag deri, at (ikke Kongen, men) Ærkebispen i Lund igjennem næsten hele Middelalderen var Bornholms Landsherre. Fra 1149 var Landets tre Herreder, kun Vestre Herred undtaget, og fra 1303 hele Bornholm af Kongen givet ind under Ærkebispesædet; og i henved fire Aarhundreder indtil 1522, greb Kongen kun sjeldent og i korte Aarsrum (1265-76, 1319-21, 1324-26, 1360-61) ind i Ærkebispens selvstændige Styre af Landet. Her øvede denne kongelig Myndighed, tiltog sig endog at udnævne sine Tjenere til Væbnere, men naaede heri ikke, at Bispevæbnerne blev Rigets Væbnerstand jevnbyrdige. At skabe danske Væbnere evnede kun Kongen, og endda han (Christian den Andens Haandfæstning 1513, 22. Juli) maatte binde sig til forud at indhente Rigsraadets Samtykke heri.

En Del Væbnere fra andre danske Landsdele, de fleste fra Skaane, droges hid i Ærkebispernes Følge. Selv om disse hidførte Væbnere traadte frem i Bornholms Historie som Landets høje Embedsmænd (Slotshøvedsmænd, Landsdommere) og vandt sig frit Gaardeje her, stod de i Regelen stærkt knyttede til deres oprindelige Hjemstavn gjennem Slægt, Ægteskab og Godseje. Herved fulgte de med i den danske Væbnerstands fremskridende Udvikling til den paa Frænder og Gods rige, tæt sammentømrede samt som Lensmænd og Rigsraader mægtige Adelstand. Dog fik Bornholm kun een lille Lensmand (Hans Olufsen Uf paa Vardøhus 1597-1601) og een Ridder (Niels Aagesen Sparre til Maglegaard 1460-94), men ingen Rigsraad at fremvise. For saa vidt de danske Væbnerslægter efter Overflytningen til det fjærne Land i Tidernes Løb. mistede deres Tilknytning til Riget Danmark, kom de til at lodtage i den bornholmske Væbnerstands trangt omsnevrede Udviklingskaar.

Enkelte Bornholmere, eller dog paa Bornholm forud bofæstede Mænd, vandt Væbnerfrihed gjennem Ærkebispens dem derpaa givne Breve. Hvor faa eller mange, vides nu ikke; men Ærkebisperne Jakob Erlandsens, Jens Grands og Esger Juuls voldsomme Kampe mod Kongemagten 1259—1325 og de vendiske Søstæders blodige Overfald paa Bornholm 1391—1524 kunde bringe mangen djerv Bornholmer til at yde Ærkebispen slig Vaabentjeneste, som bar et Væbnerbrev til Løn. Fra senere Ærkebispers Haand kendes nu to saadanne Breve, som her sammenstilles med et ældre Frihedsbrev for at skildre Udviklingsgangen.

1403, 11. Marts. Ærkebisp Jakob Gerdsen giver med Lunde Kapitels Samtykke sin Tjener, hæderlig Mand Jakob Andersen, for ydet Tjeneste Fritagelse for hans og hans Hustrues Levetid fra alle Kongeskatter, som Inne, Stød og Leding, af den Gaard i Østremarker Sogn, som han har arvet efter sin Hustrues Fader Sasser Mogensen, mod at han stadigt tro tjener Ærkebispesædet. — 1412, 28. Avg., stadfæstet af Ærkebisp Peder Kruse (Hübertz, Aktst. til Bh.s Hist., 10. — 6. Selvejergaard i nævnte Sogn hedder Sassergaard).

1412, 26. April. Peder Kruse gjør med Kapitelets Samtykke sin elskelige Tjener Peder Bosen og hans ægtefødte Efterkommere i lige Mandslinje, for hans tro Tjeneste, til frie Mænd (liberi), saa at han og de skulle nyde for sig og deres Godser stedsevarig Frihed, som andre frie Mænd paa Landet Bornholm (Svenskt Diplom., 2. B., 496. — Peder Bosen var Landsdommer paa Bornholm 1429, 1443. Hans Søn var rimeligvis Bo Pedersen, Væbner i St. Peders Kirkesogn 1429).

1468, 24. Juni. Ærkebisp Tuve Nielsen skænker sin Tjener Oluf Bagge og alle hans ægte Børn Frihed med Skjold og Hjelm, saaledes som fribaarne Mænd pleje at have, med saadant Mærke: en hvid Sild i et blaat Felt med to Horn, et blaat og et hvidt, paa Hjelmen; „dog vort Bondegods og Købstadsgods undtaget paa vort Land Borindholm, og skal Oluf Bagge være os og vore Efterkommere Ærkebiskoper i Lund tro og til Tjeneste, saa længe han bliver paa vort Land Borindholm." — 1480, 22. Juni, stadfæster Ærkebisp Jens Brostrup i Rønne Bagges Frihedsbrev (Hübertz, 23. — Den nygjorte Bispevæbner skrev sig 1490: Jeg Oluf Bagge a wapn udi St. Klemmeds Sogn).

Tilværelsen af andre bornholmske Frihedsbreve inden Aar 1500 nævnes intet Steds. Hvor faatallige nu end disse ere, er det dog næppe rent tilfældigt, at de vise en stærk Stigning i Ærkebispernes Følelse af egen Magtfylde, fra at give en kun livsvarig Skattefrihed, gjennem Tildelelse af arvelig Frihedsret, frem til sammen med en saadan at føre fribaaren Mands Skjold og Hjelm og Vaabenmærke. Seete saaledes gjøre de det mindre troligt, at tidligere Ærkebisper skulde have skrevet deres tro Tjenere Vaabenbreve. De fleste bornholmske Væbnere turde da have deres Friheder af samme Kilde som Rigets øvrige Væbnerstand, givne af fremfarne Konger og nedarvede i Slægterne inden deres Bosættelse paa Bornholm. Alle Frelsemænd paa Bornholm svor 1443, 6. Juni, Ærkebispesædet Troskab; det herom udstedte Brev besegledes af Splid Jepsen, Mads Bing, Bendt Thorsen, Esbern Pedersen, Hans Nielsen, Truls Gregersen, Peder Hals, Mogens og Peder Torkilsen sammen med Landprovsten Godskalk Haagensen, den tidligere Landfoged Aage Nielsen Sparre og Landsdommeren Peder Bosen (L. Weibull, Lunds arkestifts urkundsbok, 3. B.).

I de to arvelige Væbnerbreve nævnes intet stedfæstet Godseje, som gjennem dem gjøres frit. Bagges Brev har den meget sigende Indskrænkning: Ærkebispens Bonde- og Købstadsgods paa Bornholm undtaget. I Danmark kunde ellers en Mand i Kraft af sin Væbnerstand kræve alt sit Jordegods frit. Men dette Brev skabte altsaa intet nyt Frigods; det gjorde det kun muligt for Bagge, som da endnu ikke var bofast paa Bornholm, der at tiltræde Jordegods, som fra ældre Tid var frit, og det er maaske mest af alt at opfatte som et Ægteskabsbrev, der aabnede den stateligt udstyrede nye Væbner Vejen til at gifte sig ind i en godsrig Væbnerslægt. Han træffes 1490 bosat i Klemmedsker, rimeligvis paa den Gaard, som var i hans Efterslægts Eje indtil 1606, 3. Nov., og som efter Slægten fik Navnet Baggegaard. Dertil købte han af Væbneren Bernardus Jonsen to Gaarde (3. og 4. Vornedegaard) i Nabosognet Rødsker og solgte dem 1490, 14. Avg., til Peder Lang af Valløse i Skaane (Hübertz, S. 27).

Den nævnte indskrænkende Sætning, og andre Udtryk i saa vel Bosens som Bagges Væbnerbreve, medfører en langt yderligere Indskrænkning, i det den tydeligt lader læse mellem Linjerne: Gælder kun paa Ærkebispens Land Bornholm. Baade Ærkebisp Tuve og Oluf Bagge maatte indse, at ind i Rigets Væbnerstand mægtede Brevet ikke at løfte denne Bispevæbner. Hans Søns Sønnesøn Niels Bagge, tiltalt 1605 for at have tilranet sig adelig Frihed, førte da heller ikke Bispebrevet frem til sit Forsvar; det blev liggende i sit Skrin paa Baggegaard, hvor det endnu halvandet Hundred Aar senere laa vel forvaret hos Gaardens daværende Ejer Herman Jørgensen Bohn (nu i Rigsark., heraldisk Samling).

At nu de bornholmske Væbnere mylre frem i Middelalderens Brevskaber langt hyppigere end i Landets indre Liv, grundes deri, at deres let kendelige Vaabensegl gjorde dem særligt egnede til som Vidner at forsegle og hjemle alle Skøder, Tingsvidner og Dombreve. De havde da ogsaa en Særret til at sidde i Bornholms ældgamle Landsting sammen med Landsdommeren, der selv frem til 1522 var Væbner. Landstinget kan, i Form af Landemode, spores tilbage til 1319, 24. Maj, da alle Bornholmere under Et (omnes et singuli terram Borendeholm inhabitantes) udgav et Brev til Paakaldelse af deres Konge Erik Mændveds Hjælp mod Ærkebisp Esger Juuls svigefulde Færd og lod det forsegle med Landet Borringholms Fællestings Segl (sigillum communitatis dictae terrae). Man tør heraf slutte, at det lille bornholmske Samfund endnu da ikke havde udformet nogen skarp Lagdeling i Stænder.

I Løbet af de følgende to Aarhundreder er voxet frem en egen Stand af Væbnere, frie Slægter, mod hvem alle andre Bornholmere nævntes ufrie Mænd. De stod saaledes et tilsyneladende højt Trin hævet over Landets Bondestand og øvede nogen Indflydelse paa Herreds- og Landstingene. En vis adelig Forret nød de i kun at kunne indstevnes for Landstinget som deres umiddelbare Værneting med Forbigaaelse af Herredstinget, hvor en Bonde sad som Dommer. Skattefriheden af deres Gaardeje kunde vel have sikkret dem en tryggere og rigere Tilværelse end Skattebøndernes, saa meget mere som denne stedsevarige Frihed ikke medførte nogen varig Tjenestepligt for dem og deres Arvinger. Til et højere Dannelsestrin hos dem spores dog intet. Tvert imod viste de ret hyppigt, at de ikke bar Vaaben forgæves, der haves Brevskaber om ikke færre end sex Drab, som de have øvet, to endda Broderdrab:

1433, 2. Nov. Landsdommer Peder Bosen, Væbnerne Morten Mogensen, Mogens og Peder Torkilsen, Hans Nielsen, Peder Lavrensen og sex navngivne Bønder vedstaa paa Hammershus at have paa Rønne Ting tilsagt Landfogeden Aage Nielsen, Væbnerne Jes Harbo og Jes Pedersen og Sognemand i Aaker Peder Nielsen af Egeby, at Væbneren Peder Olsen i Nilarsker Sogn skal aldrig fejde eller lade fejde paa disse, fordi de i hans Gaard forrettede Skifte af hans Gods, som var forbrudt ved det Manddrab, han havde øvet i Rønne paa sin Stifsøsters Broder, samt at han eller nogen hans Tjener aldrig skal bære Sværd eller Dolk, undtagen hans Øvrighed tilsiger ham det (L. de Thurah, Bornholm, 43).

1582, 16. Juni. Riddersmands Mand Philips Uf har indstævnet for Herredagen i København Bornholms Landstings Dom, som har kendt ham efter egen Tilstaaelse skyldig i midt i Marts 1581 at have dræbt sin Broder Esbern Uf i deres Søstermand Christen Clausen Køllers Gaard Store Hallegaard i Olsker, og han sigter Køller som Drabsmanden. Herredagen viser Sagen hjem til fornyet Undersøgelse af Landstinget, hvem Banemand bør at være med Rette. Dens videre Gang er ukendt, men efter alt at dømme har Philips Uf bødet med Livet som sin Broder Esberns Drabsmand (Herredags Dombog, 42—46).

1590, 3. Avg. Herredagen paa Koldinghus dømmer Peder Gagge til Lensgaard, af Vaaben, en Adels Person, som tidligere har faaet en anden Drabssag. forligt, og som nu midt i April har nedstukket en Tjener Niels Madsen paa Hans Kofoeds Gaard Blykobbegaard i Nøkker, til for Drab af sagesløs Mand at straffes paa sin Hals paa Bornholm (Herredags Dombog 102—104).

1630, 6. Avg. Christian den Fjerde udtaler sin Tvivl om, at Claus Gagge, under Tiltale for nyligt at have skudt en Karl Peder Jacobsen, hvem han traf i sin Skov paa Brændehugst, er af Adel, og giver 1631, 9. Juli, de Rigsraader, som skulle holde Retterting paa Bornholm, Paabud om, at Claus Gagge, som siges at være af Adel, efter den Lejlighed paa Bornholm er, skal dømmes af dem, hvis han er af Adel, men er han uadelig, skal han stilles for sin tilbørlige Dommer [paa sit Hjemstedsting]. Endnu 1632, 4. Dec, er hans Adelskab Kongen uklart, og 1647 nævnes han kun Frimand (Skaanske Tegneiser. — Hist. Tidsskrift, 5. R., 6. B., 822).

1655, 26. Juli. Frimandssønnen Jens Pedersen Kofoed stikker en ung Karl Mogens Hansen ned om Natten paa Rønne Gade. Frederik den Tredje giver, rimeligvis under sit Ophold paa Nexø Rhed 1657, 5. —7. Juli, ham Tilsagn om, at han vil kunne vinde sig Fredebrev for Drabet. Med to Heste paa adelig Vis indtræder han i Kongens Livregiment til Hest under Ritmester Knud Jørgensen Urne, vender efter endt Felttog i Skaane Juleaften hjem til Hasle, del- tager tappert i Svenskernes Fordrivelse fra Bornholm 1658, 8. og 9. Dec. og faar nu 29. Dec. Kongens Fredebrev (Jul. Bidstrup, Stamtavle Koefoed A, 181. — Hist. Tidsskr., 7. R., 1. B., 147, 617).

Lige som Christian den Fjerde 1631, saaledes var heller ikke Ærkebisperne omgaaedes de bornholmske Væbnere som rette Riddermænds Mænd. Da Væbner Peder Lavrensen havde købt Bondejord til sin Gaard og Mølle i Ibsker Sogn, dømte Ærkebisp Jens Brostrup 1490 i Nexø, at herved var hele hans Gaardeje faldet i Ufrihed (Hübertz, 27), og forbød for Fremtiden Frimændene at tage i Pant eller i Køb Bonde eller Købstadsjorder, den Indskrænkning som findes allerede i Bagges Vaabenbrev 1468; ægtede Frimand en Bondedatter, skulde Hustruens Bondegods varigt holdes i Hammershus Jordebog som skatskyldigt (Hübertz, 40, 41). Disse Forbud indskærpedes 1499, 6. Juli, af hans Eftermand Birger Gunnersen, samtidigt med at det rent ud forbødes Frimænd og alle paa Bornholm at holde Geder til Ødelæggelse af Landets almenige Skove, mens de to Ærkebisper dog kun forbød Skattebønder og Vorneder [altsaa ogsaa Frimændenes Fæstebønder], men ikke Frimændene selv at tiltage sig Jagt og Vrag (Geheimeark. Aarsberetn., 5. B., 83). I det hele vil det vise sig, at de bornholmske Væbnere i Ærkebispetiden kun af deres egne Sædegaarde nød fuld Skattefrihed, medens de ikke havde Haand- og Halsret over de underlagte Ugedagstjenere og Fæstebønder, som af gammel Tid maatte yde Hammershus Sagefald, Told og en fast, ringe Aarsafgift af Skur og Kosmør, for at deres Kvæg kunde græsse paa Sognebøndernes fælles Udmark, samt af femten Pendinge og to Læs Ved i Bi- drag til Landets almene Styrelse, navnlig Retshævdelsen (Hübertz, 126, 135, 183 ff., 192).

Ganske anderledes ærefuldt modtog de to Ærkebisper de skaanske Væbnere Peder og Jep Lang, da disse søgte dem om Frihedsbrev for de tredive Gaarde, de havde samlet sig som Strøgods paa Bornholm. I deres Ansøgning lader sig atter se et Tegn paa, at Væbnergods der ikke nød fulde Friheder som andet Steds i Danmark. Ærkebisp Jens tilsagde dem 1495, 22. Juni, at de skulde have deres Gaarde frie for al Tynge og Skat, endog om de hidtil saadan Tynge havde haft, her efter og til evig Tid saa frie, som de havde deres Gaarde i Skaane, i alle Maader. Ærkebisp Birger stadfæstede 1507, 16. Maj, sin Forgængers Brev (Hübertz, 32). Peder Lang var en meget forsigtig Gaardsamler. Da Kong Hans 1504 af et Kalveskindsbrev fra Valdemar Atterdags Tid først var blevet klar over, at Bornholm laa under Kongen af Danmark, kom Peder Lang ogsaa til ham og fik 1509, 13. Avg., hans Brev paa at maatte nyde og bruge sit bornholmske Strøgods til evig Tid saa frit, som andre Riddere og Svende havde deres Gods i Riget (Hübertz, 44). Dobbelt tryg fradøde han ved Aar 1511 alle sine gode Godser; men den tre Gange sikkrede Evigtid varede kun smaa fire Aar, saa brast Gærdet isønder for hans nærmeste Arving, Datteren Anne Lang, gift med Niels Brahe til Vandaas og Vidskøfle i Skaane.

Nu for Ærkebisp Birger saa voldeligt frem med at indkræve de paa Bornholm vante Afgifter af Niels Brahes tredive Vornedbønder, at Christian den Anden maatte gribe ind allerede i sit første Kongeaar og 1517, 7. April, tage Brahes Bønder i sin kongelige Hegn og Værn. Ærkebispen fortsatte desuagtet sin voldsomme Fremfærd lige til sin Død 1519, 10. Dec, og først den nye Ærkebisp Jørgen Skodborg bød 1521, 9. Okt, sin Foged paa Hammershus at tilbagegive Brahes Bønder de uretteligt indkrævede Skatter, (Hübertz 45—62). Denne haardnakkede og langvarige Strid medvirkede utvivlsomt mægtigt til, at Kong Hans’s Tanke modnedes til Daad hos hans Søn Christian den Anden, idet han 1522, 17. Febr., inddrog Hammershus og Bornholm, fra Ærkebispesædet.

Bornholms Lejlighed var for liden til at fostre et særligt, end ikke et menigt Ridderskab. Den frie Jord, af hvis Grund Landets middelalderlige Væbnerslægter skød sig i Vejret, og som skulde give dem Grøde, var i alt kun 24 Sædegaarde, hver paa gjennemsnitligt 10—11 Tønder dansk Hartkorn (efter Nutids Matrikulering), samt godt 100 underliggende Vornedgaarde paa tilsammen 400 Tdr. d. Hk. Ikke fuldt 700 Tdr. Hk. til hele Bornholms Væbnerskare — een halvstor dansk Riddersmand kunde med sit vægtige Hartkorn vippe dem alle op. Oprindeligt havde dog vist alle Landets 218 Vornedgaarde været Frimandsgods; men tidligt var da Halvdelen af dem ved Sjælegaver og paa anden Vis gledet ud af Frimandseje. Det frie Gods laa spredt over hele Landet; Sædegaardene samlede sig tættest i Egnene om Svanike—Nexø og Hasle—Rønne. Man kunde tænke, at Væbnerne her skulde oprindeligt være rede til at værge disse Kysthavne, hvis ikke snarere det frugtbare og folketætte Opland og Samlivet med Købstadborgerne har draget dem hid; det synes dog mest, som om Væbnerne ere udgaaede af og altid have været slægtsbundne til den fremmeligste Borgerstand; Borgmestrene og deres Enker havde deres Handelsgaarde frie af Byens Skatter og Tynge og var for saa vidt Væbnernes Jevninger. Saaledes ses Magistratsslægternes Døttre (Kames) ved Ægteskab og selv deres Sønner (Hartvig, Rosman) ved Eje af Frigods træde ind i Frimandsslægternes Række.

Kun et lavt Trin løftede de bornholmske Væbnere op over Landets Bondestand. Denne, Kongens Skattebønder, eller som Frederik den Anden endog nævnte dem 1572, 5. Maj: Kongens og Kronens Fribønder, sad paa Landets 680 jordegne Gaarde, senere nævnte Selvejergaarde, og holdt dem i Hævd som Slægtens Odel i Kraft af Borringholms gamle Vedtægt, omtalt 1542, godkendt af kongelige Kommissarier 1572, 5. Sept. og af Herredagen i København 1636, 29. Okt. Denne fastslog, at Gaarden udelt skulde gaa i Arv til Selvejerens yngste Søn, Gaarddrønten, eller om ingen Søn fandtes, til hans ældste Datter, og at den i Mangel af Livsarvinger skulde lavgbydes inden for Slægten, inden den gyldigt kunde sælges ud af Slægtens Eje. I Ly af denne Vedtægt, ophøjet til Lov 1773, 14. Okt., atter ophævet 1887, 8. Jan., for at imødekomme vor Tids Trang til fri Rørighed og Udstykning, gik Selvejergaardene udelte i Arv fra Fader til Søn igjennem Aarhundreder, saaledes som det vides om Kofoedegaard (23. Sg.) i Østremarker fra 1543 til 1918. Støt og stovt paa sin Fædrenegaard, jevnligt desuden Ejer af en eller to andre Gaarde, veg Selvejerbonden ikke mange Skridt for en Væbner.

Omkring Aar 1500 gaar det middelalderlige „a wapn" eller „Væbner" ud af Sprogbrug. I det øvrige Danmark afløses det af Ordet „Adel", der 1523 ses første Gang brugt i et dansk Brevskab. Paa Bornholm træder i dets Sted Ordet „Frimand" (1499, 6. Juli). Det er ikke blot et nyt Ord, som vandrer ind i Danmark, samme Aar som Gottorperen Fred-erik den Første vandrer ind paa Rigets Trone. Adelen omgrænser sig nu langt stejlere som Stand for sig. Skønt langt tilbage i Tiden rundne af samme Rod og Blod, skønt ingen Forskel ses i Bornholmeren Hans Bentsens og Skaaningen Peder Langs fælles Titel „a wapn", blive de smaa bornholmske Frimænd nu ladte tilbage paa Trappegangen; fra Adelens Riddersale, Rigsraadssale, Lensherresale gjennes de ude. De havde hidtil staaet i Stampe, nu kues de yderligere tilbage af Adelens stigende Vælde. Allerede de ydre Standskrav, paa hvilke nu en ret Adelsmand skal kendes, kunne de ikke opfylde.

Adelsbreve udstedte af fremfarne Konger kunde Frimændene ikke fremlægge. De var dog heri ikke værre stedte end mange af Rigets mægtige Adelslægter; det ældste nu kendte Adelsbrev er givet 1398 af Erik af Pommern. At Ærkebispernes Væbnerbreve intet vejede til at indsætte dem i Rigets Adel, var dem klart. Hvor hastigt selv dansk Adelskab, overflyttet til Bornholm, kunde forkrøbles og skrumpe ind, ses af de to Drabssager Gagge. Jørgen Gagge til Lensgaard havde faaet sin adelige Stand godkendt af Kong Hans, og hans Sønnesøn, Drabsmanden Peder Gagge, blev fuldt ud behandlet som Adelsmand lige ind i sin Død for Rettersværdet 1590, medens derimod dennes Farbroders Sønnesøn Claus Gagge kun 40 Aar senere maatte kæmpe for sin omtvistede Adelsret over Aar og Dag og uden Held.

Større Vægt lagdes paa de sexten adelige Ahner, fædrene og mødrene (Tipoldeforældre). Dem kunde Frimændene ikke opregne. Naar en Frimands Søn gik og ventede paa at tiltræde frit Gaardeje, som kunde gjøre ham selv til Frimand, fandt han hæderligt Livsophold som Borger i en Købstad eller som Skattebonde paa en Selvejergaard; saaledes sad inden 1543 Povl Hansen Kofoed og efter ham hans Efterslægt som Skattebønder paa Kofoedegaard, og først da Sønnen Peder Kofoed 1606, 3. Nov., havde købt Baggegaard, traadte denne ind i Frimændenes Række. Frimændene giftede sig ind i deres Omgivelser, jevnligt med en Borgmesters eller Raadmands Datter; rent Adelsblod i fire Slægtled ejede næppe een Frimand.

At tjene Riget og Kongen i Fejde med Hest og Harnisk i Rostjeneste af deres Jordegods var ikke faldet i Frimændenes Lod. Bornholm regnedes lige som Gulland og Øsel uden for det egenlige Rige; Kong Hans skrev 1492, 3. April: „Landet tilligger ikke os, men Ærkebispen" (Hanserecesse, 3. K 3. B 57) og Christian den Fjerde tillod 1639, 13. Avg., sin Lensmand paa Hammershus „at begive sig paa nogen Tid neder til Vort Rige Danmark" (Skaanske Tegnelser) Hvor kildent Spørgsmaalet om Rostjeneste var for Frimændene, kom frem i Niels Bagges Svar derpaa 1605: „Des ligeste have mine Forældre ladet dem funden imod Rigets Fjender, baade der Hammershus blev erøvet af de Lybske [1522], og siden i den svenske Fejde [1563-70] som ærlige Mænd; hvad Hest og Harnisk anlangendes, have fremfarne Konger og Danmarks Riges Raad vel anseet Lejligheden dermed her paa dette Land" (D. Kane, indk. Breve 1606, 29. Febr.!)

Saa sandt Penge og Gods var den danske Adels, som ethvert kapitalistisk Samfunds, største Magtgiver, maatte de bornholmske Frimænd blive staaende uden for; „vi fattige Adelsmænd her paa Borringholm", skrev Niels Bagge. Baggegaards hele Herlighed opgjordes (1647) fra ældre Tid ikkun til 18 Tdr. Hartkorn, Kyndegaards til 12 Tdr., Claus Gagges til 25 Tdr., det største Frimandsgods Skovsholms til 57 Tdr. Hk. Sligt var kun for tarveligt Bondegods at regne mod hartkornstærkt dansk Adelsgods. Bornholms fjerne og smaa Forhold kunde ikke fostre Adelsmænd, kun lidet formuende Frimænd, „efter den Lejlighed der paa Landet er."

I glansfuld Hævdelse af deres fortrinlige Stand levede de bornholmske Frimænd over Evne, ud over hvad deres Jordeje kunde bære. De var hævede over Borringholms gamle Arvevedtægt, kunde frit øde Slægtens frie Jordegods. Derfor dukkede de fleste af de 70 Væbnere i Middelalderens Brevskaber kun frem et eneste Sted for derefter strax at synke sporløst under, uden varig Slægtshistorie. Ud over de Slægter, som stod knyttede til skaansk Adel (Uf, Hals, Sparre, Lang, Splid, Myre, Gagge, Maccabæus), have kun fire bornholmske Frimandsslægter (Bagge, Kofoed, Berildsen, Clausen eller Køller) en Slægtshistorie ud over Hundred Aar eller dog gjennem tre Slægtsled.

Det frie Jordegods smulrede ind, gled bort under Væbnerstandens Fødder. Allerede den skaanske Gaardsamler Peder Langs Hugst gjennem Arv og Køb af 30 Gaarde føltes som et drabeligt Indhug, tilmed da han lagde Haand paa nogle af Landets største Vornedgaarde, Maglegaard i Østremarker, Frennegaard i Ibsker, Hallegaard i Aaker (hvilke tre Gaarde 1857 tilsammen udgjorde 48 Tdr. dansk Hartkorn); kun i to af Landets femten Sogne ejede Peder Lang intet Gods. Alle hans Gaarde var hermed tabte for de bornholmske Væbnere; gjennem Niels Brahe og Peder Oxe kom de ved Mageskifte 1577, 5. Sept., i Kongens Eje. Den sidste Bispefoged paa Hammershus Mikkel Hals samlede sig syv Gaarde, som han o. 1559 solgte til Eiler Hardenberg; dennes Søn Erik Hardenberg mageskiftede dem 1577, 17. Dec., til Kongen. Flittig i at sanke Gaarde sammen var Myrernes Slægt; gjennem sin Hustru, Hans Myres Datter Mette, blev Landsdommer Peder Hansen Uf paa Sømlegaard de Myrers rette Arving, og ved hans Død 1596, 25. Juli, arvedes Myre- og Ufgodset af hans to Døttre; den ældste bragte Myregaard i Aaker med flere Gaarde til sin Mand Jørgen Henningsen Gagge, den yngste ægtede 1606 en anden dansk Adelsmand Hans Grabov, som saaledes fik Uffernes Gaarde Sømlegaard og Gyllensgaard og Myrernes forskellige Gaarde af Navnet Myregaard samt andre, saaledes at hans Søn Jokum Grabov efter at have solgt sex Gaarde endda 1632, 29. Juli, kunde overdrage Kongen 24 Gaarde i Mageskifte. Christopher Giøe kunde 1640, 17. Jan., sælge Kongen 5 bornholmske Gaarde. Lensgaard faldt efter Peder Gagges Henrettelse 1590 til Lensmanden paa Hammerhus Falk Giøe, som døde hastigt paa Gaarden 1594, 3. Jan.; gjennem hans Datter Helvig og dennes stærkt forgældede Mand Esge Bille kom den i Morids Podebusks Eje og fra ham til hans Søster Vibeke, hvis Datter Margrete Ulfeld blev Admiral Niels Juels Hustru; Juel mageskiftede 1679, 24. Jan., Lensgaard med syv tilliggende Gaarde, 55½ Td. Hartkorn, til Kongen.

Saaledes vandrede i Tidernes Løb 75 af Frimændenes Gaarde ind i danske Adelsmænds Eje som disses Strøgods og havnede til sidst hos Kongen. Disse fradragne fandtes 1647 ved den første kendte Opgjørelse af de frie Mænds Gods paa Borringholm endnu efter den Tids Udregning 355 Tdr. Hartkorn, fordelte paa elleve Frimænds Hænder og paa henved halvhundred Gaarde. Bornholms sidste Frimand Berild Hansen ejede da 6 Gaarde, 41 Td. Hartkorn; inden sin Død 1668 havde han sat det alt over Styr gjennem Pantsætning og Salg (Hammershus Extraskat 1647).

Igjennem Aarhundredet 1500—1600 evnede endnu Frimændene at gribe livligt ind i Bornholms og derigjennem i Rigets Historie, i det de, om end uden varigt Held, kæmpede ihærdigt for at træde ind i den danske Adels Rækker og førte denne Kamp saa vel imod Kongen og Rigsraadet, som imod Staden Lybek, hvilken Frederik den Første havde maattet overdrage Hammershus og Bornholm som midlertidigt Brugslen fra 1525, 14. Nov. (til 1576, 1. Avg.). De fremmede Magthavere paa Hammershus, Grevens Fejde 1533—36, i hvilken Lybek søgte at gjøre sig til Herre over Danmarks Fremtid, den store Kirkeomvæltning 1536, som førte Kirkens Gods ind i Kongens Eje, disse sammenstødende Omstyrtninger drog Bornholmerne med ind i deres voldsomme Forviklinger og satte ikke mindst Frimændene i Røre.

Først maa her kort omtales den uholdbare Paastand, at Danmarks Adel 1514, 14. Juni, fik en værdifuld, frodigt blomstrende Tilvæxt, i det Ærkebisp Birger Gunnersen denne Dag skulde have skænket en ufri Almuesmand, Borgersøn fra Hasle Jens Kofoed, Adelsdiplom. Dette Adelsbrev, hvis Fremkomst kun kan følges tilbage til 1691, er af vor Tids kyndigste Adelshistorikere C. F. Bricka og A. Thiset med fuld Føje stemplet som falsk (Hist. Tidsskr., 5. R. 4. B., 699—712, og 6. B., 882). Selv den svage Mulighed af, at den dristige Brevdigter skulde have haft for sig et saadant Vaabenbrev som det fra 1468 Oluf Bagge givne, tør afvises; thi fire Aar før 1514 stod Peder Kofoed i Spidsen for Bornholmerne under Forhandlinger med Lybekkerne efter disses voldelige Overfald paa Landet, underskrev 1510, 16. Juli, forud for den adelige Landsdommer Oluf Ottesen Uf, Overenskomsten med disse om en Brandskat og gik selv som Gissel for denne til Lybek. Denne Peder Kofoed var da utvivlsomt Frimændene jevnbyrdig, og i Tidens Brevskaber kan spores Frimandsslægten Kofoed spire frem fra ham som Stamfader (Hanserecesse, 3. R., 6. B., 12, 30). Slægtens gængse Stamtavle, som i Følge grove Fejl i senere Slægtled først kan være optegnet henad 1750, er ganske vildfarende i de ældste Slægtled, som føre den tilbage til hin opdigtede Jens Kofoed 1514; Brevskaber fra Tiden selv kende intet til de paa Stamtavlen opførte fem Kofoeder forud for Landsdommer Jens Kofoed, død 1625, 9. Febr., og omtale i deres Sted ni Kofoeder, om hvilke Stamtavlen intet véd, men som utvivlsomt danne Frimandsslægtens ældste Led.

Den første lybske Høvedsmand Berent Knop (1525 —43) kendte ingen Forskel paa en Rigets Adelsmand og en Bornholms Frimand. I den fra Ærkebisperne arvede Jordebog stod Frimændenes Vorneder indskrevne til at yde visse Afgifter og Smaaredsler til Hammershus, og han agtede ikke paa, at en Række af disse nu var indgaaede i Adelsmænds (Brahes, Gagges, Hals's) Eje. Den raa og voldsomme Rytterfører satte en Ære i, at Slottets Indtægter ikke skulde mindskes, tvert imod øges til Fromme for Lybeks Raad og for ham selv. Hans Overgreb .mod Niels Brahes Bønder førte til, at Frederik den Første 1529, 4. Maj, stadfæstede Kong Hans's Frihedsbrev for disse (Hübertz, 80, 82, 127). Frimændene saa sig ligeledes truede og forurettede; de sluttede sig kamplystne til den blodige Dyst, som Bornholmerne i Sommeren 1535 tog med Landets lybske Undertrykkere og Udsugere.

Ene maatte Bornholmerne, førte af Landsdommer Hans Jensen fra Nilarsker, kæmpe den blodige Dyst paa Egele Enge under Klinten S. for Aakirkeby og falde for Overmagten. Hans Jensen blev derefter halshuggen og hans Bondegods inddraget under Hammershus. Efter at en svensk-dansk Flaade med Peder Skram som Admiral 9. Juni i Slaget under Bornholm havde drevet den lybske Flaade ud af Farvandet, sendte Kong Christian den Tredje 20. Avg. den bornholmske Adelsmand Mogens Uf som Landsdommer til hans Hjemland for at støtte Bornholmerne i deres Fejde mod Rigets Fjender Lybekkerne; Kongen lovede dem 6. Sept. Hjælp af didsendte Skibe og Ryttere, men hans fire udrustede Orlogsskibe splittedes ad i Østersøen og naaede ikke frem. Mogens Uf og mange bornholmske Frimænd maatte flygte over til Skaane (Hübertz, 92, 206, 223—24). Ufs frie Gods lagdes under Skat af Berent Knop. Christian den Tredje maatte ved Forliget i Hamborg 1536, 14. Febr., gaa ind paa, at Lybek fik sit Herredømme over Bornholm forlænget med 50 Aar ud over de oprindeligt aftalte halvhundred Aar.

Een bornholmsk Frimand, Tønnes Viltfang, trak i Lybeks Klæder. Det lybske Raad skænkede ham 1544 Brennesgaard (11. Vg.) i Ibsker til fri Ejendom samt aarligt en flunkende Klædning, og til Gjengæld tilsvor han med oprakte Fingre det ærbare Raad, at han troligt vilde udspionere sine Landsmænd, indmelde deres Forseelser og intet fortie samt holde dem fra at føre Klage ind for Kongen og afkræfte slige Kæremaal (Hübertz, 140). Han gik villigt sine lybske Herrer til Haande, saaledes at Høvedsmanden kunde bruge ham til Stedfortræder paa Landets Retsting.

Langsomt gjenopbyggede Kongen sit Herredømme paa Bornholm. Christian den Tredje sendte 1538 Trud Ulfstand, Knud Bille og to andre Adelsmænd til Landet for der 12. Juli at møde det lybske Raads Sendemænd og varetage, at ingen Uret tilføjedes „Vore fattige Undersaatter, som for Vor Skyld saa forfulgte ere". Varig Frugt bar dette Møde næppe, saa lidt som Didsendelsen 1541 af Lensmanden paa Lundegaard, Stig Pors, som skulde paase, at den lybske Høvedsmand Berent Knop lod Adelen der ukrænket og Rigets og Kirkens Ret ukortet (Hübertz, 99, 104, 107, 130). Det var aabenbart Frimændenes Krav, som Kongen søgte at støtte; thi 1542 hed det fra lybsk Side, at Frimændene eller Adelen krævede Frihed ikke blot af deres egne Sædegaarde, men ogsaa for deres Dagværksbønder, over hvilke de fordrede Hals- og Haandsret, og for hvilke de tiltog sig Toldfrihed ved disses talrige Baadfarter over til Skaane, ganske mod gammel Sædvane fra Bispetiden (Hübertz, 111, 120). Saa lidt som Lybekkerne drog Kongen paa denne Tid nogen Skillelinje mellem bornholmske Frimænd og danske Adelsmænd; i Danmark fandtes ingen uadelig Frimand.

Rigsraaderne Trud Ulfstand, Stig Pors og Jens Brahe, som 1543 undersøgte Forholdene paa Bornholm sammen med lybske Sendemænd, fastslog, at Hals- og Haandsret samt Jagtret, som krævedes af Frimændene der, var Friheder, hvilke Kongen havde givet Frimændene over hele Riget. Kongen sendte 1545, 24. Avg., Brev til alle Frimænd paa Bornholm om at yde Landehjælp med en Sum Dalere efter deres Formue, lige som det menige Ridderskab og Adelen over hele Riget nu havde gjort, med Tyvendepenge af alt deres Gods. Bornholms menige Ridderskab tog ganske smukt mod Kongens Skattekraver Peder Dringelberg; hos Frimænd og Borgere samlede han nær ved 1300 Dalere ind (Hübertz, 134,159).

Efter Mødet 1543 var, vist nok paa Kongens Forestilling, Berent Knop blevet fjernet fra Bornholm. Dog først ved Aarhundredets Midte saa Christian den Tredje sig i Stand til at komme Bornholmerne kraftigt til Hjælp mod deres lybske Undertrykkere. Endnu 1549 satte disse egenmægtigt Hans Reimer til Landsdommer. Da forlangte Kongen 1551, 21. Juni, den nye Landsdommer sendt over til København for at aflægge Ed for ham, og nøjedes nu ikke med 19. Okt. at stadfæste ham i Dommersædet, men satte samme Dag „Vore Mænd og Tjenere" Peder Gagge til Lensgaard og Hans Berildsen til Bjerregaard til Meddommere paa Landstinget. Kongen kundgjorde disse Udnævnelser for „Riddere, Riddermænds Mænd, Købstædsmænd, Bønder og menige Almue, som bygge og bo over alt Vort Land Borringholm". Frimænd nævntes her ikke; de var Riddermænds Mænd, og den som Adelsmand nævnte Meddommer Hans Berildsen var intet andet end bornholmsk Frimand.

Ved Bornholms midlertidige Overdragelse til Lybek 1525 var Landets Kirkegods blevet undtaget til Bedste for Lunds Ærkebisper. Disse havde overdraget Berent Knop at forvalte det mod at gjøre dem Regnskab derfor. Ved Kirkeomvæltningen 1536 var det gaaet over til Kongen, som havde ladet Lensmanden paa Lundegaard føre Tilsyn med det; dette havde vist sig lidet fyldestgørende. Nu sikkrede Christian den Tredje sig et virksomt Tilsyn ved 1551, 21. Juli, at sende sin Hofsinde Henning Gagge til Landet som sin Jurisdiktsfoged „over alt det Borringholm, som ikke hører til Hammers Slot" (Kane. Brevbøger, 62). Henning Gagge fik sig tillagt det gamle Sankt Jørgens Gods og tog Bopæl paa Spidelegaard i Aaker, men var dog allerede 1555 bosat paa Almegaard i Knudsker. Han og Peder Gagge, nævnt Væbner 1559, var adelsbaarne Sønner af Jørgen Gagge til Lensgaard, nævnt Frimand 1522.

Disse to Brødre med det hastigt rullende Slægtsblod, som senere hen skulde føre deres Afkom ind for Domstolene, var ret skabte til at spille op med Landets lybske Høvedsmænd. De havde Kongen paa deres Haand, saa tog de Stikkene hjem, ogsaa for de bornholmske Frimænd, hvem de ildnede op til at tro og te sig som Adelsmænd. I Landstinget, hvor Høvedsmanden eller i hans Sted Tønnes Viltfang hidtil fredeligt havde vaaget over Landsdommeren, rev nu Peder Gagge hele Myndigheden til sig; alt skulde gaa efter hans Hoved, saa at Høvedsmanden blev ganske til overs der. Med samme Ihærdighed gik begge Brødrene paa Jagt efter Kronvildt paa deres egen Grund, Henning tillige i Kongens Skove. Jagtmodet blussede, vel mest fordi Jagten galdt Landets lybske Styrere. Frimændene sluttede sig til denne Jagt; de vilde kun lyde under Kongens Foged; de tiltog sig Vrag og Toldfrihed, Sagefald (Bøder) fra alle, som boede paa deres frie Grund, og de nægtede Høvedsmanden den ringe aarlige Afgift af deres Fæstegaarde, som hidtil var deres Bidrag til Landets almene Styrelse. Alt dette laa langt ud over, hvad de havde nydt godt af i Bispetiden (Hübertz, 126, 135, 183 ff., 192, 194). Saaledes lød de lybske Klager højt.

Gjennem sine Embedsmænd paa Bornholm fremmede Christian den Tredje i Aarene 1551—53 Frimændenes Adelslyster, vel nok i den Hensigt at svække Lybekkerstyret, — liden Tue vælter stort Læs. Stridsspørgsmaalene mellem Bornholmerne og Lybekkerne drøftedes for Kongen paa et Møde i Kolding i Efteraaret 1553 og fik deres Afgjørelse af ham. Her satte han for første Gang fast Skilsmisse mellem Adel og Frimænd, i det han i Koldingrecessen 1553, 28. Okt. (L. Laursen: Danmark-Norges Traktater, 1. B., 570—576), fastslog, at Adelen skulde lades ukrænket i sin frie Hals- og Haandsret, Jagt- og Vragret af dens Strøgods paa Bornholm, men de Frimænd, som ikke havde adelig Frihed, og som hørte [skatskyldige] under Hammershus, „ere ikke indfattede i de foregaaende Punkter, men de skulle holde sig, efter som deres Herkomst er, imod Hammershus og Befalingsmanden der, efter hvad af Arils Tid har været vanligt, og skal dog deres tilbørlige Frihed i ingen Maade forkortes".

Let faldt det nu ikke at stække Frimændenes Adelsmod. Da Kongen fik at høre, at mange paa Bornholm tilholdt sig Frihed til at jage som Riddermænds Mænd i Riget, skønt de ikke havde frit Riddergods og ikke havde brugt saadan Frihed i Bispetiden, forbød han 1556, 29. Juni, dette: fordristede sig nogen, som ikke var af Adel, at jage Vildt, stort eller lidet, eller at holde Hunde, som kunde skade Vildtet, da skulde han straffes vedbørligt derfor. Høvedsmanden Schweder Kettingk maatte ved denne Tid forespørge, om han ingen Ret skulde have over Frimændene, naar disse tiltog sig Sagefald og Stykker af Fællesmarken. Kongen udskrev 1557, 10. Okt., en stor Landehjælp hos menige Bønder og Almue over hele Riget; de bornholmske Frimænd nægtede at yde den; da krævede Kongen 7. Nov. den indsamlet hos de mange der paa Landet, som ejede ufrit Gods og alligevel vilde regnes for Adelsmænd for at slippe fri for Skatten. Frimændene sendte Jakob Iversen Borringholm og Trud Myre som deres Talsmænd til Kongen, men denne lod dem 1558, 30. Marts, vide, at saa mange, som ikke kunde føre Bevis for at være af Adel, uanseet at de ejede frit Jordegods, des lige ufrie Mænd, som havde taget sig frie Kvinder til Hustruer, de skulde give Skat og Landehjælp som andre Bønder. For smaa fem Aar siden brave Riddermænds Mænd — og i Dag Bønder! (Hübertz, 263, 272).

Da Frimændene under Syvaarskrigen holdt sig og deres Fæstebønder for gode til at tjene i Landets Forsvar, maatte Frederik den Anden 1565, 26. Nov., forbyde de mange, som udgav sig for Herremænd med Adelsfriheder og derved krænkede Kronens Rettighed, selv om i tidligere udgangne Breve dermed var seet igjennem Fingere, herefter at bruge nogen Adelsfrihed, med mindre de skelligen kunde bevise, at de var ægtefødte af Adel eller havde af fremfarne Konger faaet Frihed; overtraadte de dette Forbud, skulde de stevnes for Domstol og lide efter Lov og Ret (L. de Thurah, Bornholm, 45). Samme Dag blev Frimanden Bendt Hansen af Ibsker, som havde taget Vrag til sig, stevnet ind for Herredag. Kongen lod 1570, 22. Maj, Frimændene vide, at de, saa mange som ikke kunde fremlægge Breve paa Adelsfrihed, skulde udrede Landehjælp som andre jordegne Bønder paa Landet (Hübertz, 361). Den Opfattelse, som kom til Orde i Frederik den Andens Breve, var, at man i tidligere Kongebreve, vel 1541—53, havde baaret over med de bornholmske Frimænds Adels-krav og undladt at træde op imod dem, skønt de kun var at regne for Selvejerbønder. Denne Opfattelse gik dog for vidt dem imod; Frimændene var og blev Frimænd og ikke slet og ret Bønder. Derfor maatte Kongen 1572, da han sendte Rigsraaderne Bjørn Kaas, Bjørn Andersen Bjørn og Jørgen Marsvin til Bornholm, overdrage dem at gjøre en endelig Forordning, at af de mange, der gav sig ud for Frimænd, skulde de, som med Rette kunde findes at være frie Mænd, nyde Adelsfrihed, men de, som var Bønder og ufrie, skulde dette forblive.

Ved deres Komme til Bornholm lod de tre Rigsraader alle Landets frie og frelse Mænd møde for sig 1572, 6. Sept. Der samledes de alle, den nye Landsdommer Jakob Iversen Borringholm, „Vor Mand og Tjener", Mester Peder Uf til Skovsholm, to Brødre Peder og Bendt Hansen til Vællensgaard og Eskes-gaard, den førstes Sønner Jørgen og Lavrids Pedersen, Peder Kofoed til Kyndegaard med to Sønner, Jens K. til Frigaard i Vestremarker og Hans K. til Blykobbegaard, Oluf Madsen, Oluf Bagge til Baggegaard, Peder Myre, Jørgen Gagge til Almegaard, Berild Hansen til Gadebygaard, Christen Clausen eller Køller, „Vor Mand og Tjener", til Hallegaard i Olsker, Peder Hansen Uf til Sømlegaard og paa sin fraværende Søn Hans Mogensens Vegne, som Jjente til Hove, Mogens Hansen. Sytten Mand høj var de næsten fuldtallige, dog savnes en og anden, saaledes var ingen mødt fra Lensgaard; en lod give Møde ved sin Fader, der ikke taltes med som Frimand, medens Sønnen har været det som Ejer af frit Gods. De hævdede alle, at de kun tilholdt sig Adelsfrihed, som de havde arvet den efter deres Forfædre, og hvori Christian den Tredje efter deres Opfattelse [af Koldingrecessen 1553] havde stadfæstet dem, efter som Adelen i Riget havde sit Gods; de bad Kongen godkende deres Adel og forsvare den mod Landets lybske Undertrykkere. Rigsraaderne nøjedes med at sende Kongen en skriftlig Fremstilling af de paa Mødet faldne Udtalelser; den endelige Afgjørelse, som det var overdraget dem at træffe, faldt næppe (Hübertz, 380—82).

Lige som Christian den Tredje 1541—53, da det galdt at svække Lybeks enemægtige Færd paa Bornholm, synes at have ildnet Frimændenes Adelslyster op i Lue, taler ogsaa nu, da det galdt at fordrive Lybekkermagten helt, meget for, at Frederik den Anden har opflammet deres Adelskrav paa ny. Efter Rigsraadernes Afrejse lod de den lybske Høvedsmand Schweder Kettingk strax forstaa, at der var givet dem baade Jagt- og Vragret, Hals- og Haandsret med Sagefald paa deres frie Grund. Dette fandt Høvedsmanden med fuld Føje i Strid med Koldingrecessen. „De smaa Frimænd", skrev han 1573, 14. Febr., til Raadet i Lybek, „tage Mod til sig, ride hver Dag ud med tre, fire Jagthunde, byde deres Bønder at strande [gaa Strandvagt] efter Vrag; mine Forbud og Bud skulle intet gælde". Denne nye Herlighedstid varede dog kun kort, saa strandede Frimændene uhjælpeligt. Da Lybekkerne 1576, 1. Avg., maatte afgive Hammershus og Bornholm til Frederik den Anden, var det store Læs væltet, Frimændenes historiske Rolle som Urostiftere var til Ende. Nu stod kun tilbage at jevne den liden Tue ud. Det skulde vise sig, at Bornholms Frimænd var en sej Klippeknold at hugge bort (Hübertz, 385, 397).

Frederik den Anden ønskede at gjøre hele Bornholm til sin Dyrehave. Han fik 1577 overdraget Peder Oxes og Ejler Hardenbergs efterladte Strøgods, 38 Gaarde, og paabød da 17. Dec, at ingen Indbygger paa Landet maatte holde mere end een Hund, hvis ene Forben tilmed skulde være afhugget over Knæet. Hermed var Frimændenes lystne Adelsjagt til Ende. Selve Lensmanden tilstedtes det kun aarligt at lade skyde een Hjort i Kronens Skove; dette turde være Grunden til, at Henrik Brahe, da Kongen 1581, 22. April, forlangte at træde ind i hans Køb af Vallansgaard med dens gode Jagt, ikke faldt ham til Føje heri. For Fremtiden krævede Kongen Forkøbsret til bornholmske Gaarde frem for Rigets Adel, som hidtil havde opkøbt dem; et Kongebrev indskærpede 1594, 20. Juni, en ny tiltrædende Lensmand, at han ikke maatte tilforhandle sig frit Adelsgods paa Bornholm (Hübertz, 474—490—520). Ildefaren blev Oluf Bagge; han havde som Herredsfoged 1570 fældet en ubillig Dom, og Herredagen i København havde 1572, 12. Juni, herfor dømt ham æreløs; han havde en Tid lang siddet i Blaataarn og da maattet købe sin Ære tilbage af Kongen, inden han var sluppet hjem til Baggegaard. Her tiltalte nu Lensmanden Mogens Giøe ham for Herredstinget for at have tiltaget sig Vragret, og den nye Herredsfoged fradømte ham 1578, 10. Juli, Stranderi paa Baggestrand (D. Kancelli, indkomne Breve 1606, 29. Febr.!).

Der maatte stadigt arbejdes skrapt frem mod Maalet: Adelsmand for sig, Frimand for sig. Grænsen laa ikke fast. Landsdommer Peder Hansen Uf til Sømlegaard, hvis to Døttre senere ægtede gode Adelsmænd, Jørgen Gagge og Hans Grabov, maatte 1580, 27. April, nøjes med et Kongebrev paa at have sine mange Gaarde med samme Frihed, som hans Forældre før ham, og som andre frie Mænd der paa Landet deres Gods friest havde, dog saaledes, at hans Bønder aarligt skulde udrede til Hammershus alt, hvad de af Arils Tid var vante til at yde; medens samme Aar, 25. Sept., „Os Elskelig Christen Clausen Køller til Hallegaard, Vor Mand og Tjener", fik for sine Leveaar tillagt sin Gaard Krashave Frihed for al Udgift og Tynge til Slottet (Hübertz, 484). I København var her den vedbørlige Skilsmisse dragen; hjemme paa Bornholm føltes den næppe mellem de to jevngode Mænd. Og for øvrigt havde inde i Kancelliet Skriverne maaske ikke altid nøje Rede paa, hvem der skyldtes Tiltale som Adelsmænd, og de' førte saa af Høflighed hint „Vor Mand og Tjener" ind i Kongebreve til Frimænd (C. F. Bricka: Hist. Tidsskr., 5. R. 4. B., 708). Men glippede det saaledes for selve Samtiden, falder det en Nutidsforsker end vanskeligere at skelne en ægte Adelsmand fra en Frimand. Kendetegnet maatte snarest ligge i Fremmøde paa Adelens Fællesstevner; saadanne holdtes ikke paa Bornholm, som er og altid har været en Landsdel for sig, og hvis Adel derfor aldrig kaldtes til Deltagelse i Skaanes Adelsforhandlinger. Den Pers Gagge [til Lensgaard], som skulde være nævnt i Underskrifterne paa den skaanske Adels Udtalelse 1647, 10. Juni (Kr. Erslev, Rigsraad og Stændermøder, 3. B., * 373), har aldrig levet, han er født ene af en Fejllæsning; thi i selve Brevet fra Adelsmødet læses tydeligt Jens Gagge [til Bulstofte].

Bornholm laa fjernt, lidt uden for Riget. Her maatte Kongebud ideligt indskærpes paa ny, og saa gjennemførtes de endda kun lidet, alt efter den Lejlighed der paa Landet var. Et Kongebrev udstedtes 1593, 30. Juni, om de mange Undersaatter paa Bornholm, der udgav sig for Frimænd og nægtede at følge Indstevninger for Landets Domstole, skønt de bevisligt var fødte af Bønder og ufrit Folk, at saadan selvgjort Frihed nu alvorligen forbødes dem. Da en ung Karl havde skudt to Hjorte, lod Christian den Fjerde ham slippe med Livet mod at bøde 100 Daler og tjene tre, fire Aar i Krig i Ungarn; og samme Dag 1605, 25. Marts, indskærpede Kongen de dog heri uskyldige Frimænd Koldingrecessen fra 1553 i strenge Ord; han havde erfaret, at en Part Knaber og frie Bønder paa Borringholm understod sig til at tage sig Adels Jagtfrihed, skønt de ikke var saa fribaarne eller af den Herkomst, at de billigen kunde tilegne sig saadan Rettighed og Herlighed, og han forbød da de Undersaatter, som agtede og holdt sig for frie Folk, at skyde og slaa Adelvildt der efter denne Dag, under Tiltale og Straf, dog hermed uforstaaet Rigets Adel, som havde Arvegods der paa Landet (Hübertz, 517, 554).

Skellet mellem Adel og Frimænd kom til Syne i en Arvesag. Peder Kofoed (1548—1616) sad efter sin Fader, Herredsfoged Povl Hansen K., som Kongens Skattebonde paa Kofoedegaard (23. Selvejergaard) i Østremarker. Hverken Fader eller Søn havde deltaget i Frimændenes Møde 1572, hvor Farbroderen Peder K. og dennes to Sønner Jens K-, „Vor Mand og Tjener", og Hans K. var til Stede. De var følgeligt af Frimandsslægt, men saa længe de ikke selv ejede frit Gods, taltes de ikke blandt Frimænd. Peder Kofoed ægtede o. 1575 den adelsbaarne Elsebet Henningsdatter Gagge og fik med hende fire Gaarde (14., 16., 17. og 25. Vornedgaard) i Aaker; hun overlevedes af en Søn, ved hvis Død 1585, 19. Avg., Peder K. arvede dette Adelsgods. Hans Svoger, Riddermands Mand Jørgen Gagge, tillod ham at tiltræde det under Forudsætning af Kongens Billigelse; og Christian den Fjerde tilstod da 1598, 3. Juli, ham og hans Arvinger det saa frit, som andre der paa Landet deres Gods friest havde (Jul. Bidstrup, Stamtvl. Koefoed B, 120). Først efter Køb af en fri Sædegaard 1606 nævntes Peder Kofoed Frimand (til Baggegaard).

Adelsmodet luede højest i Slægten Bagge, saa gik det ogsaa nu den værst. Endnu 1605 i Jan. tiltalte et Kongebrev dens sidste Mand som Adelsmand: Os elskelige Niels Bagge til Baggegaard, Vor Mand og Tjener. Dette afholdt ikke Kongens Lensmand, den i sin Adelsfølelse meget myndige Hans Lindenov, fra at stevne for sig Bagge og andre frie Folk, som tilholdt sig Vragret, og at fraraade dem slig Daarlighed; thi afstod de da den Mening, saa nær som Bagge, der endeligt vilde have Dom derfor, om han skulde give Afkald paa sligt Vrag, som hans Fader og Farfader og nu han selv i 27 Aar havde nydt af Baggestrand. Nørre Herreds Ting fældede 1605, 22. Avg., den Dom, at Niels Bagge skulde stande til Rette for alt, hvad han der paa Stranden havde tilegnet sig, og bøde sine tre Mark (gjøres æreløs) som for andet uhjemlet (Tyvegods). Nu drog han til Kongen, afbad sin Forseelse som skeet af Misforstand og udvirkede gjennem gode Mænds Forbøn 13. Okt. et Kongebrev for, at han skulde lades fri og utiltalt i denne Sag og Dommen ikke komme ham eller hans Arvinger til Skade eller Eftertale, dog at han skulde udrede billig Værd af det, han havde bjerget i sin Ejertid. Imidlertid lod den strikse Lindenov ham videre forfølge for et Stykke af Kongens Strand, som hans Fader gjennem et uretteligt Skelsyn havde lagt ind under Baggegaard, og som Landstinget 1605, 24. Avg., havde fradømt ham (Danske Kane., indk. Breve, 1606, 29. Febr.). Da han nu ikke kunde være Adelsmand paa Bornholm, solgte Niels Bagge 1606, 3. Nov., sin Slægtsgaard til Peder Kofoed; søvant fra tidligere Tid tog han Tjeneste i Kongens Flaade, udnævntes 1611 til Skibshøvedsmand og findes sidste Gang nævnt 1612.

Da nu Baggerne var borte, færdedes de bornholmske Frimænd mere jevnt og sindigt i de dem undte smaa Kaar. Deres Tal svandt ind, i det de frie Gaarde i stigende Mængde gik over paa danske Adelsmænds Hænder. Yderligere mindskedes deres Kaar, i det en kongelig Kommission, Jørgen Vind og Ove Høg, 1624 overtalte dem til at lade deres Fæstebønder indskrive i Hammershus Jordebog til Ydelse af Ko- og Skursmør mod, at disses Adgang til Kvægdrift m. m. paa Landets store fælles Udmarker holdtes dem aaben. Dette førte, ved Landgildens Omregning 1671 til Hartkorn, med sig, at Frimændenes Vornedgaarde stod som hartkornskyldige til Kongen; ud herfra gjorde Amtskriver Aug. Deckner ved den store Inddragning af Kongeskænk 1680, 1. Maj, gældende, at Kongen var Medejer i disse Gaarde, og han indkrævede nu yderligere Fæste-, Arbejds- og Ægtepenge m. m. af dem. Ejerne maatte da kæmpe haardt for deres frie Eje, men naaede gjennem lange Forhandlinger 1698, 2, Juli, kun dertil, at Frivornederne efter deres Størrelse over eller under 8 Tdr. Hartkorn skulde svare aarligt 4 eller 2 Rigsdaler Ægtepenge, Hælften til Ejeren, Hælften til Kongen, til hvem som Medejer ogsaa skulde ved Fæsterskifte svares 5 Rdlr. Kendelsespenge, saaledes som det 1650, 23. Dec, var indført for Kronens Skatte-bønder. Dette blev saaledes et stærkt Indhug i det oprindelige Frimandseje og dets Herlighed. — Da Christian den Fjerde 1613 oprettede Bornholms Milits, kom hvert Frimandsgods til at stille en Rytter i denne; 1658 udgjorde dette ti Ryttere.

Som samlet Stand mødte Frimændene frem i Affattelsen af Hyldingsbreve. Den adelskrappe Lensmand Hans Lindenov valgte deres Sendemænd, Frimanden Hans Kofoed og Povl Kofoed, der endnu var uden Gaardeje og følgeligt ikke var Frimand, og lod Landets syv Frimænd, deraf fire af Kofoedslægten, 1608, 6. Maj, give disse Fuldmagt til at kaare Prins Christian i København. Efter Lindenovs Død tilstedtes det dog ved selve Hyldingen i Lund 1610 de samme Frimænd med to senere tilkomne at gaa sammen med Adelen (Danske Kane., indk. Breve 1610 u. D.). — 1647 ejedes de frie Mænds Gods af syv Frimænd og fire Kvinder. — 1648 udstedtes Hyldingsfuldmagter af menige Adel, fri og frelse, Claus Gagge, Niels Berildsen, Berild Hansen og sex Mænd af Navnet Kofoed, medens 1650, 25. Maj, kun mødte fire Udstedere. — 1655, 24. Juni, gjordes tydeligt Skel mellem Adel og Frimænd, i det Sivert Gagge, Christian Maccabæus, Berild Hansen, Hans, Mads og Claus Kofoed afskikkede ærlig og velbyrdig Mand Christian Maccabæus og fribaaren Mand Mads Madsen Kofoed — altsaa 1 Adelsmand og 1 Frimand — til Hyldingen i København. — 1658, 29. Dec, overgaves Kongen en Liste over 22 af Landets Tilbagevinding fortjente Bornholmere; her nævntes Hans Olsen Kofoed Frimand, medens hans Broder Claus Olsen Kofoed ikke fik denne Tilføjelse til sit Navn, i det han da ikke har ejet Frimandsgods. — 1659, 19. Jan., underskreves Adels og Frimænds Samtykke i Landets Atterkomst til Kongen af Christian Maccabæus, Fader og Søn, af Sivert Gagge og af (Frimændene) Mads og Hans Kofoed, Berild og Anders Hansen og Svend Olsen. — 1661, 18. Sept, i Rønne underskrev Adelen og Frimændene hver sin Troskabsed; Adelens Brev undertegnedes af Mikael Eckstein og hans to Sønner, af Christian Maccabæus og hans to Sønner og af som Landsdommer den borgerligt fødte Peder Olsen Hassel; Frimændenes Brev undertegnedes af sex Mænd af Navnet Kofoed, af Svend Olsen, Mogens Christensen, Anders Hansen, Claus Hartvig og Anders Rosman, den sidste tillige for sin Broder Lars Rosman.

Tylvten fuld troppe de bornholmske Frimænd her op for sidste Gang som særlig Stand. Helt løste ud af Adelsstanden evnede de ikke at staa oprejst, alene for sig. Deres tiltagende Armod tvang dem ind i den almene Flok. Bornholms sidste Frimand, Berild Hansen til Bjerregaard (24. Vg.) i Aaker, havde inden sin Død 1668 ødet alt sit herlige Gods gjennem Pantsætning; i Lille Halsegaard i Østrelarsker havde han laant store Penge hos sin Svoger, Bornholms rigeste Mand, Præsten Rasmus Andersen Bleging i Vestremarker. Da nu denne forlangte at tiltræde Gaarden som forfaldet Pant, dømte Østre Herreds Ting 1663, følgende gammel Vedtægt, at den ufrie Mand, Sognepræsten, ikke kunde tage frit Jordegods i Eje. Bornholms Landsting tilkendte ham dog 1664 Gaarden som hans lovlige Ejendom. Hermed var Stands-skranken mellem frie og ufrie Bornholmere omhugget, Frimandsstandens Dødsdom fældet, i det dens Grundsten, Eneretten til Landets frie Jordegods, var væltet bort (Rigsark., Jordebog over Bornholms Frivorneder 1687, 4. Nov.). Samtidigt hermed gik Ordet Frimand af Brug; kun af gammel Vane talte endnu Jordebogen 1671 om Frimandsgods, lige som en Fuldmagt fra Stændermødet i Aakirkeby 1675, 8. Juli, underskreves af Christian Maccabæus paa Adelens og Frimænds Vegne.

Saaledes gik det, at den landskendte Kapitajn Jens Pedersen Kofoed aldrig naaede frem til at nævnes Frimand; thi Arvegodset ejedes af hans Moder lige til hendes Død 1685. Han tillagde sig ingen Sinde Adelskab; paa den Tavle, han 1687 lod ophænge i Østremarie Kirke, nævnte han sig selv „velædle og mandhafte", medens han omtalte sin Hustru Elisabet Akeleje som adelsbaaren: „ærlig og velbyrdig". Hans Fader, Borgmester Peder Kofoed i Rønne, førte 1645 Slægtens Gavlspænde i sit Signet; men kun een Mand i Slægten, dennes Farbroder, Landsdommer Jens Pedersen Kofoed, død 1625, 9. Febr., blev hele sit Liv mødt som Adelsmand, „Vor Mand og Tjener", var gift med en Adelsfrue Anne Spendt, var Medejer af jysk Adelgods i Salling sammen med sin Svoger, Adelsmanden Hans Pors, og nævntes paa sin Gravsten „ærlig og velbyrdig Mand". Han stod saaledes som et enkelt adeligt Særsyn inden for Frimandsslægten Kofoed; han døde barnløs.

Aartierne 1660—1690 saa talrige Frimandsgaarde gjennem Pantsætning og Salg vandre over paa pengestærke Borgeres og Præsters Hænder. De nævntes herefter Proprietærgaarde og Frivorneder. Særligt mange samlede Borgmester Povl Kofoed i Svanike paa sin Haand, han var ved sin Død 1686 en Mand paa en halv Tønde Guld. Hans Enke, Oberst Hans Schrøder Løvenhielms Søsterdatter Magdalene Margrete Heseler, ægtede det følgende Aar Vicelands-, dommer Ancher Anthoni Müller, født 1654 i Kalundborg. Denne købte 1688 Vallansgaard i Aaker, der siden 1580 havde været dansk Adels Eje, og da han nu ejede Jordegods paa 206 Tdr. Hartkorn inden for halvanden Mils Afstand fra denne, som selv var paa 21 Tdr. Hk., søgte han 1694, 5. Juli, Kongen om Tilladelse til heraf at oprette en fri adelig Sædegaard. Bornholm gik som hidtil fri af en saadan; thi Müller modtog et Afslag hos Regeringen, som grundede det paa, at alle Bornholmere havde sær Frihed i Kraft af Privilegierne fra 1658. Har Regeringen virkeligt opfattet disse Privilegier, der kun forelaa som et Tilsagn af Kongen, derhen, at alle Bornholmere i Kraft af dem var Herremænd, saa kom den himmelvidt bort herfra senere, 1770, 21. Sept., da Privilegierne endeligt fik deres ret snevre Lovform.

De hævdvundne Friheder fulgte nu Proprietærgaardene og Frivornedgaardene med deres vexlende Ejere af Bonde- og Borgerslægt. Fjorten Proprietærgaarde havde altid, atten Frivorneder til Tider været Frimænds Sædegaarde. Endnu 1839 sattes syv af de første til hver 12 Tdr. bornholmsk Hartkorn, som Følge af, at de i Frimandstiden stadigt paa Samfrændeskifter var vurderede til 1 Td. Smør i Rente. Først den i det følgende Tiaar gjennemførte Matrikulering ændrede dette Forhold. Proprietærernes Herligheder dannedes af Frihed for Landgilde, Tiende, Kendelsespenge, Ægtkørsel og Værnepligt samt, som en Rest af Frimændenes omtvistede Hals- og Haandsret, i Nydelse af Sagefald, Indfæstningspenge og Skifterettighed paa Gaardens Grund. Denne Hals- og Haandsret, som ogsaa Præster og Officerer tiltog sig af de dem tillagte Embedsgaarde, kunde skabe højst mærkelige Forhold. Da Amtskriveren vilde indkræve en Bøde hos Korporal Hans Jørgensen i Aaker, der 1681 havde gjort sig skyldig i Lejermaal paa sin Officersgaard, mente denne, at Bøden retteligt tilkom ham selv, og han fik heri Medhold af Herredstinget.

Endnu 1737 tildømte Vestre Herredsting Gaardens Herskab en lignende Bøde. Man kunde altsaa se en saadan Officer tage baade sin egen og sin kvindelige Makkers Bøde til sig og en Præst have kærkommen Indtægt af slig Utilbørlighed paa sin Præstegaard (Jordebogsregnsk. 1684, 1737). Det kunde falde i en gældbunden Ejers lykkelige Lod at forvalte Skifte efter sin velstaaende Fæstebonde. Ikke blot selve Proprietærerne, men ogsaa hver Ejer af Frivornedernes Jordebogafgifter, der som en købt Skat gik fra Haand til Haand, krævede Skifteforvaltningen for sig, saaledes i 1783 i alt 65 Ejere af slig Herlighed. Først 1817, 25. Juli, forsvandt den ved, at alle Skifter lagdes ind under de almindelige Myndigheder. De andre Herligheder skrumpede ind fra Tid til anden; de sidste faldt ved Ejendomsskyldens Indførelse 1904.

Da Borringholms gamle Vedtægt om Arvegangen i Selvejergaarde 1773, 14. Okt., var bleven ophøjet til Lov, søgte Peder Torkelsen paa Gadebygaard, Jørgen Kofoed [paa Kofoedegaard, Peder Andersen paa Halsegaard [Østremarker], Povl Kofoed paa Skovsholm, Mogens Sommer paa Kaasegaard [Ibsker], Herman Müller paa Kannikegaard [Bolsker], Mads Kofoed paa Eskesgaard [Persker], Peter Rasch Dam paa Vallansgaard [Aaker], Alexander Kofoed paa Almegaard [Knudsker], Peder Hansen paa Vællensgaard, Andreas Pedersen Rasch paa Kyndegaard, Peder Hansen paa Blykobbegaard [Nøkker], Andreas Kofoed paa Baggegaard [Klemmedsker] og Christen Hansen paa Hallegaard [Olsker] 1775, 20. Febr., om at Proprietærgaardene vedblivende maatte holdes fri af denne Arvevedtægt eller nu Lov; de fik 19. Avg. Afslag i Danske Kancelli. Her saas Datidens „Frimænd", omklædte i Proprietærers Dragt, her hørtes en sidste Gjenklang fra Frimandstiden.

I Følge et samlet Overblik paa Brevskabernes Vidnesbyrd fandtes der paa Bornholm inden Aar 1400 frie Slægter, i det mindste for en Del af samme Rod og Blod som danske Adelsslægter. Deres Medlemmer havde efter Landets Vedtægter Eneret til at tiltræde det frie Jordegods, der var, og ved sligt Eje at blive Frimænd. Landets særegne Forhold medførte, at Godset ikke blev fuldt ud afgiftsfrit, som Adelsgods andet Steds i Danmark, samt at ingen Frimand kunde blive Højadelen jevnstillet i rigt Godseje. Men i øvrigt kendtes ingen Forskel mellem Frimand og menig Adelsmand inden Aar 1500. — I det følgende Aarhundred tog dansk Adel meget Frimandsgods paa Bornholm i Eje. Dens Krav paa fuld Adelsfrihed optoges af Frimændene, og disse fandt heri til Tider, 1541—53 og 1572—76, Støtte hos Kongemagten under dens Kamp for at kue og knuse Lybekkermagten paa Bornholm. — Efter dennes Fald 1576 drog Kongen skarpt Skel mellem Rigets Adel og Bornholms Frimænd. Disses Grundvold, deres frie Jordegods, indsnevredes mere og mere; og en Dom 1664 af Bornholms Landsting, som kuldkastede deres Eneret til at eje dette Gods, blev Frimandsstandens Dødsdom.