I modsætning til Sverige har man i Danmark tidligt haft en ret så stram lovgivning vedrørende vore efternavne. Allerede i 1526 påbød Frederik I, at hele adelen skulle bære faste slægtsnavne. Skikken var kommet hertil i forbindelse med indvandringen af tyske adelsslægter og via kontakter til det sydligere Europa. Mange danske adelsmænd havde da også længe benyttet sig af faste slægtsnavne – ofte skabt ud fra deres våbenskjold: Brok, Galt, Gedde, Marsvin. Borgere og bønder – derimod - benyttede sig i middelalderen af fornavn + patronym (Peder Hansen (= søn), Maren Hansdatter). Senere breder skikken med faste slægtsnavne sig til borgerstanden, hvor fx stednavne og forskellige erhvervsbetegnelser undertiden i tysk form dukker op som slægtsnavne i 1600- og 1700-tallet. Arvelige –sen-navne, som vi kender i dag, forekommer kun spredt og kun blandt de mere velstående borgere.

Hvordan fulgte bornholmerne så den nye navnemode?
Tre kilder har været brugt til denne lille undersøgelse af de bornholmske efternavne, nemlig Bornholms Militsliste (1678), Skifteprotokollen fra 1679ff. og Rønne Kirkes Regnskabsbog (1684ff.)

Skifteprotokollen handler for en stor del om skifter på landet, og navnetraditionen med fornavn + patronym holdes her fortsat strengt i hævd. Det fremgår fx af et skifte i 1684 i Ibsker sogn i forbindelse med Ole Pedersens (salig) hustru Hanne Hansdatters død. Hun efterlader sig to sønner, Morten Olsen og Hans Olsen, desuden to døtre, Giertrud Olsdatter og Margrethe Olsdatter.
Ud fra materialet kan vi nok formode, at sønnen Hans – helt efter reglerne - er opkaldt efter sin morfar. Her har vi altså at gøre med en navnetradition, som lever i bedste velgående til et godt stykke ind i 1800-tallet – i al fald på landet. Blandt de andre skrifter, jeg har gennemgået, finder vi dog også (til)navne som Hans Munch, Hans Høy, Mons Køllere, Søren Treebeen og Peder Kofoed Jacobsen, men der er langt imellem. Om enkelte allerede er faste slægtsnavne kan ikke umiddelbart efterspores.

Anderledes ser det ud i købstæderne, fx i Hasle, Nexø og Svaneke i samme tidsrum. Ved et blik i Militslisterne står det hurtigt klart, at her er standsforskellen tydelig – også når det gælder navnevalget. Rådmænd, militærfolk af en vis rang og andre standspersoner har for ganske manges vedkommende tilnavne, som i visse tilfælde kan betragtes som faste slægtsnavne, eftersom de forekommer i tilknytning til familien de følgende generationer. Blandt standspersonerne træffer vi navne som Koefoed, Wolsen (=Wolffsen), Dich, Døsien, Hartvig, Hop (Svaneke) Rømmer, Winkelmand, Bohn, Harbo, Finne, Kamper, Funch, Vest, Pritt, Wildthagen (Neksø).
En del af navnene kunne tyde på, at ikke alle har bornholmske aner langt tilbage i tiden.
Mange erhvervsbetegnelser optræder som tilnavne, Hans Gardener, Hans Smed, Hans Schomager, Clemmed Bødcher, Hans Schreder, Anders Kopseter, Peder Graver, Joen Vever – alle Hasle, mens andre klart angiver den enkeltes oprindelige bosted, fx Johan Svenske, Zander Skotte, Mogens Lolle (Nexø).

Rønne er som bekendt Bornholms ”hovedstad”, og det er da også her, man træffer de fleste velstillede borgere, men naturligvis også folk fra almuen, selv om det desværre er sjældent, de nævnes i kilderne.
I Rønne Kirkes Regnskabsbog findes et såkaldt ”stoleregister”, hvoraf det fremgår, hvem der havde tilkøbt sig en fast plads i kirken. Det er naturligvis udelukkende byens bedrestillede, der havde råd til en sådan luksus. Mændene er klart i overtal, men til forskel fra mange andre kilder nævnes kvinderne også.
Fornavn + patronym + tilnavn/slægtsnavn finder vi hos ganske mange: Hans Olufsen Schou (byfoged), Mads Pedersen Viborg (byskriver), Christian Mikkelsen Skotving (sognepræst) og Thor Dethlefsen Lind.
Et enkelt eksempel på fornavn + tilnavn + patronym er Jørgen Bohn Mortensen, men typen er sjælden. Ellers er fornavn + tilnavn/slægtsnavn frekvent, fx Henrik Brügman (kirke- og skifteskriver), Simon Holst (mester), Steffen Schultz (auditør), Augustus Deckner (amtsskriver), Matthias Rasch (landsdommer).
Måske var patronymet så småt på vej ud i den velstillede borgerstand, i al fald hedder præstens søn Michael Christian Skotving og ikke Christiansen, som det ellers skulle være ifølge traditionen.

Anderledes ser det ud i håndværkerstanden. Her er typen ganske vist den samme som hos embedsstanden, men tilnavnet er i overensstemmelse med den enkeltes erhverv, eller måske med faderens. Esben Laursen Snedsker, Peder Olufsen Skrædder, Hans Hansen Væver, Johan Tommesen Pottemager, Niels Mortensen Hjulmager, Laurs Hansen Tømmermand. Sådan kunne man blive ved. Datidens håndværkere var eksperter inden for hver deres snævre felt, og tilnavne af den type er mange.
Ellers må man konstatere, at den traditionelle navnetype fornavn + patronym stadig blomstrer hos almuen i ”hovedstaden”, hvilket navne som Olluf Jensen, Anders Rasmussen, Bent Pedersen, Mogens Andersen, Peder Nielsen, Niels Clemmensen, Morten Hogensen, Niels Mogensen og mange flere vidner om.

Spindesiden er desværre ikke så vel repræsenteret. Hovedparten af materialet er koncentreret til de gifte kvinder. Vi vender os derfor mod ”stolelisten” igen. Det er almindeligt – især blandt adelen – at gifte kvinder beholder deres slægtsnavn ved giftermålet. Det fremgår da også af listen: Ingeborg Dorthea Vind var født Vind, men giftede sig med friherre Holck og kunne derfor også kalde sig friherreinde Holck. Martha Catharina Sandby var til gengæld kun gift med en stiftsskriver, Nicolai Brügman, men hun beholdt sit slægtsnavn efter giftermålet. Kirsten Rasch giftede sig med landsdommer Matthias Rasch og overtog i forbindelse med brylluppet sin mands slægtsnavn.

Der er mange andre efternavnstyper, når det gælder den gifte kvinde:

1. mandens slægtsnavn + -s, fx Cathrine Skotvings, Barbra Hermans, Karen Clemmeds,
2. mandens fornavn + tilnavn/slægtsnavn + -s, fx Gertrud Henning Bohns, Mette Hans Kofods, Karen Morten Kords, Marie Mads Kofods
3. mandens fornavn + patronym + erhverv + -s: Kirsten Lars Jensen Spillemands
4. mandens fornavn + tilnavn/slægtsnavn + -s + enke: Lisabet Claus Bohns Enke.

Sidstnævnte optræder dog også et par gange i materialet som Lisabet Bohn.

Endelig møder vi et par enkelte gange eksempler på faderens slægtsnavn + datter, nemlig Elsebe Kofodsdatter, der var gift med Andreas Theiss, og Magdalena Margretha Heslersdatter, gift første gang med borgmester Pouel Kofoed og anden gang med landsdommer Ancher Antoni Müller. På hendes gravsten hensat på Svaneke kirkegård står Magdalena Margretha Hesler Müller – altså både faderens og ægtemandens slægtsnavn.
Vi kan altså konstatere, at Frederik I’s påbud om faste slægtsnavne for adelen også synes at have smittet af på borgerskabet. Måske er skikken også så småt på vej ind i håndværkerstanden. Anderledes er det på landet, hvor navngivningen stadig følger de gamle traditioner med patronym (-søn og –datter).

Gravsten sat på Svaneke kirkegård med påskriften Magdalena Margretha Hesler Müller	Epitafium opsat 1676 i Svaneke Kirke af Rådmand Andreas Theiss over hans hustru Elsebe Kofodsdatter.

Navngivningen i 1600-tallet er naturligvis interessant i sig selv, men det er også værd at bemærke, at vi af og til støder på mange af de (senere) slægtsnavne, som man vel her på øen betragter som grundstammen i den bornholmske slægtsnavnetradition: Koefoed, Rømer, Finne, Dich, Boss for nu at nævne nogle enkelte.
De mange navne på –sen er i 1600-tallets slutning stadig underkastet de gamle love om opkaldelse. Først i 1800-tallet, hvor påbudet om at antage et familie- eller stamnavn rammer høj som lav, kan vi tale om, at navne på –sen bliver faste slægtsnavne, navne skabt af de få mandsnavne, fx Peder, Hans, Niels, Jens, Jørgen, Jep (>Ib), der ifølge opkaldelsesreglerne var populære på dette tidspunkt.