Biskop

Peder Jensen Hegelund

Indhold

Forord.

Barndom og fyrste ungdom i Ribe (1542-61).

Peder Hegelunds studieår i København, Leipzig og Wittenberg(1561-69).

Peder Hegelund som rektor (1569-80).

Peder Hegelund som lektor(1580-88).

Peder Hegelund som sognepræst ved Ribe domkirke(1588-95).

Peder Hegelund som biskop (1595-1614)

Anvendt litteratur i hovedtræk.

Ordliste

Forord.

Bestyrelsen for Historisk Samfund for Ribe amt har opfordret mig til at udvide den meget summariske levnedstegning af Peder Hegelund, der findes i almanakoptegnelsernes bind I, i et omfang som den foreliggende bog. Jeg er med glæde gået ind for en sådan udvidelse vel vidende, at Jeg inden for de afstukne rammer kun har kunnet fæstne mig ved visse hovedlinier i Peder Hegelunds liv - noget står tilbage. Jeg har imidlertid bestræbt mig for at samle en del af almanakoptegnelsernes spredte notitser til et mere samlet hele, idet jeg samtidig har søgt i store træk at sætte Peder Hegelunds liv ind i en større dansk og europæisk sammenhæng.

Ved udgivelsen af den foreliggende bog retter jeg en varm tak til bestyrelsen for Historisk Samfund for Ribe amt og til Ribe byråd, der økonomisk har støttet denne udgivelse.

Dertil kommer en oprigtig tak til antikvarerne Bodil og Mogens Bencard, Den antikvariske samling i Ribe, for fremskaffelse af relevant illustrationsmateriale til bogen og for aktivt gennemsyn af teksterne til disse billeder. En lignende tak rettes til min barndoms- og ungdomsven overbibliotekar Henning Einersen, Det kongelige Bibliotek, for fremskaffelse af billedmateriale til belysning af Peder Hegelunds liv i det fremmede.

På samme vis en hjertelig tak til lektor Ellen A. Madsen, Esbjerg, min kollega seminarielektor Verner Bruhn og min kone bibliotekar Signe Kaae for deres interesse for og bistand ved arbejdet med at gøre bogen trykklar.

Sluttelig takker jeg Grethe Sørensen, Ribe stiftamt, for renskrift af manuskriptet til fotografering.

Esbjerg, september 1977.

Bue Kaae.

Fig. 1. Philip Melanchton Schwarzerd)(1497-1560) Kobberstik udført af Albrecht Dürer 1526. Under billedet står i oversættelse:

Dürerhar kunnet gengive den levende Philips ansigtstræk, men hans ånd har den kyndige hånd ikke kunnet afbilde.

Eller som det distichon det er (heksameter+pentameter): Philips ydre med levende trækher Dürerhar udtrykt. Male hans indre og ånd slet ingen pensel formår. (I fri oversættelse ved lektor Ellen A.Madsen).

Philip Melanchton, "den lille mand", som Peder Hegelund i sympatisk indforståelse benævner ham i sit "mellemspil" Calumnia (1579) var lille og spinkel af vækst, men det ret uanselige legeme rummede en ganske usædvanlig begavelse, der beherskede det meste af sin tids viden. - Som professor i Wittenberg l5l8-6o forstod han at samle studenter vidt og bredt fra om sit kateder, dybt forankret som han var i den nye tids humanisme - for dem som for andre var han Præceptor Germaniæ - Tysklands lærer - hvis ry og indflydelse bredte sig videnom.

Forsigtig og moderat, som han var på mange områder, konservativ i samhørighed med kontinuitet og tradition blev han trods dette ganske bjergtaget af den myndige og magtfulde Martin Luthers fremtræden i lutheranismens første år og var en tid lang en nærmest betingelsesløs tilhænger af ham; men han fjernede sig dog bl.a. som følge af sine humanistiske grundsynspunkter i nogen grad fra ham.

Den augsburgske trosbekendelse var i første række Philip Melanchtons værk.

Efter Luthers død 1546 var han lutheranismens ikke alt for sikre leder, og hans sidste år forbitredes af de hårde og uforsonlige stridigheder mellem hans tilhængere - philippisterne - og de ortodokse lutheranere - gnesiolutheranerne.

Mismodig, men dog mest fortrøstningsfuld, skrev han på en lille seddel, som man fandt på hans bord efter hans død:

”Du vil komme til lyset og se Guds søn, forstå Guds hemmelighed, se foreningen af Gud og menneske i Kristus; du vil aflade fra al synd og befris for al møje og for rabies theologorum (teologernes galskaber)".

Philippismen stod meget stærkt i Danmark i de sidste årtier af det 16.århundrede til kort efter 1600.

Barndom og fyrste ungdom i Ribe (1542-61).

Peder Jensen Hegelund er i særlig grad knyttet til det 16.århundredes Ribe, denne - som Anders Sørensen Vedel skriver - "ved sine historiske mindesmærker og sin fordum anselige søhandel såre navnkundige by".[1]Af de 72 år, det var ham beskåret at leve i, var han i 64år fast bosiddende i den trods nedgang stadig driftige vestjyske handelsby; kun de frugtbare 8 år fra 1561 til 1569 tilbragte han fjernt fra sin fødeby, optaget af studier i København, Leipzig og Wittenberg.

Hans fader, Jens Kristensen Hegelund, var udgået fra en anset Viborg-familie som søn af Kristen Hegelund, borger i Viborg, og dennes hustru Ovens Pedersdatter; han har muligvis været en broder til Morten Hegelund, der var så virksom ved reformationens gennemførelse i Viborg.

Kristen Hegelund havde foruden Jens Kristensen Hegelund sønnerne Morten Kristensen Hegelund (død 1574)>der blev rådmand i sin fødeby, Peder Kristensen Hegelund, der var borgmester smst. 1550-89, og Søren Kristensen Hegelund, borger i Viborg.[2]

Kristen Hegelund havde desuden datteren Anne Kristensdatter, der blev gift med Iver Stub, borger i Ribe, og efter hans død med Jørgen Pedersen Rentemester, borger sammesteds, rentemester i Nørre Jylland, kannik og kantor i Ribe (død 1554).

Jens Kristensen Hegelund flyttede vel engang i sine unge år til Ribe, hvor han gjorde sig gældende som en virksom og driftig købmand; i 1544var han som rådmand blevet optaget i byens råd, og fra 1554 til sin død 1571 var han borgmester her.

Han blev i Ribe gift med Anne Pedersdatter, datter af den i øvrigt ukendte, men sikkert velstående Ribe-borger Peder Ibsen og dennes hustru Anne, der efter sin mands død giftede sig med den ansete Ribe-borgmester Jørgen Pedersen Juel, i hvis hus Anne Peder Ibsens og Peder Ibsens døtre Anne Pedersdatter og Cæcilie Pedersdatter voksede op. Stedfaderen døde i en ret ung alder 1546, men forinden var Anne Pedersdatter blevet gift med Jens Kristensen Hegelund, og som den formentlig ældste søn i dette ægteskab fødtes 9.6.1542Peder Jensen Hegelund, der således både på fædrene og mødrene side havde sin rod i det velbjergede borgerskab, i et borger-patriciat, der var en god ballast for den, der stævnede ud i livet - dengang som senere.

Peder Hegelunds moster, Cæcilie Pedersdatter, blev 1545gift med den ansete Ribe-købmand Bagge Jensen, senere rådmand i Ribe.

Af andre sønner i Jens Kristensen Hegelunds ægteskab med Anne Pedersdatter kan nævnes:

Kristen Jensen Hegelund. der først forsøgte sig som borger i Ribe, men - som det synes i 1569 - blev kronens fæster i Bøgild, Torning sogn, Lysgård herred, Viborg amt, men senere var bosat i København; han døde lidt før midten af oktober 1602, efter at han var blevet syg på Roskilde marked - vel op imod 60 år gammel.

Han blev 6.2.1569 gift med Anne Pedersdatter, datter af Ribeborgeren Peder Krag, der var gift med Karen Klyne, en søster til storkøbmanden Jens Klyne, død 23.4.1565; Anne Pedersdatters brødre var diplomaten, professor og kongelig historiograf Niels Krag (1550-1602) og lægen, filosoffen og naturvidenskabsmanden professor Anders Krag (1553-1600).

Iver Jensen Hegelund. der synes at have været en lidt problematisk person. Som fetaljeskriver på Københavns slot - siden 1568 - blev han 1576 på grund af misligheder med sit regnskab, som det synes, i nogen tid anbragt i fængsel i Blåtårn i København; men det stod dog ikke værre til med hans sag, end at Vincents Jensen Juel til Hesselmed, der 1574-77 var lensmand på Koldinghus, nok ville tage ham i sin tjeneste, men også her fik han uorden i sit regnskab, og Peder Hegelund måtte sammen med andre i familien træde til for at hjælpe ham ud af vanskelighederne.

I 1590 var han atter i knibe; denne gang var det Oluf Pedersen Bille til Ø.Vallø, der var impliceret i en sag med Iver Jensen Hegelund, og det var på tale, at adelsmanden skulle anholde den evindeligt uheldige mand. Atter måtte broderen Peder Hegelund til at virke for endnu engang at redde ham ud af vanskelighederne, og det blev en omstændelig sag, der trak ud lige til 1597.

Han døde 15.2.1599 i bispegården hos sin broder biskop Peder Hegelund; torsdag d. 1.3- samme år opsagde broderen Hans Hegelund på bytinget i Ribe på egne og søskendes vegne arv og gæld efter ham - en åbenbart lidt pauver skæbne fandt da sin endelige afslutning.

Jørgen Jensen Hegelund. der var sammen med broderen Peder Hegelund i dennes universitetsår i Leipzig og Wittenberg, sandsynligvis som adels-tjener. Han kom i tjeneste hos Gørvel Abrahamsdatter Gyldenstjerne til Asserbo og opholdt sig da i Skåne; han slog sig omsider ned i Ystad, hvor han døde af pest i august 1581; han efterlod sig en enke, Margrethe.

Hans Jensen Hegelund. der blev boende i sin fødeby, hvor han 27.11.1575 blev gift med Mette Pedersdatter Krag, en søster til Kristen Jensen Hegelunds hustru. Han blev rådmand og herskabsfoged i Ribe.

Jacob Jensen Hegelund. der blev student fra Ribe katedralskole 1581; han var en tid Tyge Brahes elev, fra 1587 til 1591 var han hører ved "den kongelige frie skole" i Sorø - den skole, der senere blev til Sorø Akademi - hvorefter han blev hører i Ribe. Han forsøgte forskellige gange at komme i kald og blev endelig 1595 sognepræst i Darum, Gørding herred, Ribe amt; samme år blev han gift med Anne Pedersdatter. Han døde 29.2.1600.

I Jens Kristensen Hegelunds ægteskab med Anne Pedersdatter var der også to døtre: Marie eller Maren, født 1543 gift 1563, med hvem vides ikke, død 23.4.1570, og Agnete, der sandsynligvis ikke har været gift; Peder Hegelund omtaler hende kun yderst få gange i sine almanakoptegnelser: som da hun i 1580 bliver optaget i hans husstand, og da hun dør i bispegården 15.10.1601. Måske har hun været et menneske, der har haft svært ved at klare sig i tilværelsen og har måttet ty til beskyttelse hos sin broder.

Peder Hegelund voksede således op i Ribe som den sandsynligvis ældste i en stor børneflok, hvoraf i det mindste de syv overlevede faderen, moderen døde 1562.

Vi har ingen muligheder for at følge hans opvækst i barndomshjemmet nøjere; men det fremgår tydeligt af hans almanakoptegnelser, at han omfattede sin fader og sikkert også sin moder med dyb kærlighed, og hele sit liv igennem følte han sig knyttet til sine søskende; og den naturlige menneskelighed, som hans almanakoptegnelser giver udtryk for, interessen for mennesker og deres forhold, kan måske opfattes som et vidnesbyrd om, at han i barndomshjemmet har udviklet sig i harmoni med sine omgivelser; Peder Hegelund var alle sine dage en fredsæl mand.

Indtil ind i 1560’erne var faderens formueforhold, som det synes, gode; ved Syvårskrigens udbrud i 1563 købte kongen et skib af ham, men endnu i 1568 var kongen ham stadigvæk endnu de 1.000 daler skyldig, som skibet havde kostet, og da Jens Kristensen Hegelund øjensynligt da var i bekneb for penge, lod kongen stiftsskriveren i Århus levere Ribekøbmanden 19 læster og 6 tønder korn til en værdi af 500 daler som delvis afskrivning af gælden, og yderligere befalede kongen den tidligere tolder i Ribe, Jens Kristensen Hegelunds borgmester-kollega Oluf Pedersen at afkvitte de 150 daler, som Jens Kristensen Hegelund var kongen skyldig for øksnetold, således at de kunne afdrages i de 500 daler, som var kongens restgæld til ham.[3]

Også storkøbmanden Jens Klyne havde ved krigens begyndelse overladt et skib til kongen, og da Jens Kristensen Hegelund 1566 giftede sig med hans enke Marine Kristensdatter, overtog han meget naturligt hendes fordringer i denne sag og gjorde dem til sine.[4] Under sine pressede økonomiske forhold sendte han i august 1569 sin søn, den lige hjemvendte mag. Peder Hegelund til København, for at han der kunne kræve kongen for de 350 Joachimsthaier, som han skyldte for det skib, som Jens Klyne havde overladt ham. Men uden held[5] - kedeligt nok; for samme år lod Frands Banner til Kokkedal Jens Kristensen Hegelund fordele på Ribe ting for gæld, dog blev han samme år afdelt igen for denne sidste gæld, og det blev erklæret, at denne sag ikke skulle komme ham eller hans arvinger "til forhindring eller skade efter denne dag i nogen måde"[6].

Dog var han ved sin død 1571 så forgældet, at hans arvinger opsagde arv og gæld efter ham[7]. - Det er i høj grad sandsynligt, at de tynger, der under den nordiske syvårskrig blev lagt på borgerne i Ribe, har været en væsentlig årsag til, at Jens Kristensen Hegelund led så krank en skæbne[8]. Og man vil sikkert umiddelbart forstå, hvad sønnen Peder Hegelund giver udtryk for, når han i sin almanak i anledning af faderens død 18.3.1571 skriver:

Min fader, Jens Hegelund, sov ind meget roligt og i tillid til og med brændende påkaldelse af Guds søn efter at have fristet en vekslende skæbne i livet, nu ked af dette liv og af hele sit hjerte higende mod det himmelske fædreland; vi sørger rigtignok over, at han er revet bort, men vi glæder os over, at han er taget bort fra alle ulykker og alt ondt.

Peder Hegelund omtaler i sine almanakker kun sin moder en eneste gang, det sker i 1565, da han mindes hendes dødsdag 6.4.(1562), men dette kan ingenlunde tages som udtryk for, at han ikke nærede varme følelser for sin moder.

Da Peder Hegelund som student i Leipzig erfarede, at faderen havde giftet sig påny, noterede han ud for bryllupsdagen den 15.9.1566, at faderen havde giftet sig med den "højagtede kone Marine Klynes" og han ledsagede notitsen med fromme ønsker for fremtiden for faderen og naturligt nok vel også for den nye stedmoder, som han i notitser benævner moder, og som han i sine studieår i Tyskland sendte breve til. Da han 30.6.1569 vendte hjem fra det fremmede, udtaler han i sin almanak glæde over at finde begge sine forældre raske.

Ved Jens Kristensens død flyttede hun under det almindelige sammenbrud så at sige omgående ind i, hvad stedsønnen kalder det gamle hus[9], hvad han så kan have ment dermed, og i hvert fald efter 1575 bliver der på det nærmeste tavst om hende, og indtil da omtales hun kun yderst sparsomt.

Kort tid efter Jens Kristensen Hegelunds død har onde tunger øjensynligt sat et og andet ufordelagtigt i omløb om hende; for "lørdag, som pinseaften påfaldt" 1571 - 2.6. - æskede Rasmus Skriver på Ribe byting på Marine Klynes vegne, salig Jens Hegelunds, for 24 dannemænd, hvorledes hun havde skikket sig i Ribe, da hun var gift med salig Jens Klyne, og siden da hun var gift med Jens Hegelund; hertil blev der svaret, at hun altid havde skikket sig som en god, from og æragtig dannekvinde[10]; denne summariske og stereotype karakteristik siger unægteligt ikke meget om hende, og da slet ikke, hvad sagen drejede sig om; men det kan være, at hun trods tingsvidnets gunstige udsagn om hende har været en så problematisk natur, at Peder Hegelund ved nærmere bekendtskab med hende har ønsket at tage afstand fra hende.

En enkelt gang i 1588 har Peder Hegelund øjensynligt påtaget sig at klare et formentligt økonomisk problem for hende[11], men han nævner i sine almanakker intet om, at hun 1593 var syg og foruden sygdom måtte friste både "armod og elendighed"; hun fik en årlig understøttelse på ialt en daler af byens kasse og fattigkassen[12].

Kinch udtrykker sin forbavselse over, at Peder Hegelund ikke i højere grad tog sig af sin stedmoder, og det kan i den forbindelse tilføjes, at han ikke i sin almanak omtaler hendes død 1600.[13]

Peder Jensen Hegelund voksede op i en driftig og smuk by, en af Danmarks driftigste, der for en stor del kunne hente indtægter gennem den store udførsel af øksne, der især fandt sted i de tidlige forårsmåneder; det store Vor Frue marked, der holdtes i dagene omkring den 8. september, kunne lokke købmænd til byen fra nær og fjern; byen stod søværts i livlig forbindelse med andre lande, og de ripensiske købmænd kom vidt omkring[14]. For herfra var - som Anders Sørensen Vedel skriver -den letteste sørejse til Frankrig, England og Spanien.[15]

De driftige borgere kunne i kraft af deres velstand ikke alene bygge smukke borgerhuse, men de gav også udtryk for en vis borgerstolthed og betegnes af historikeren og digteren Claus Christoffersen Lyschander (1558-1624) som "smukke, fine og ærensagtige folk der udmærkede sig ved ynde og dannelse[16].

De kulturelle traditioner, der prægede den gamle bispestad, omfattede ikke alene de gejstlige, der i deres rækker kunne tælle flere frem ragende begavelser, men prægede også mange af borgerne.

En sådan kulturelt orienteret borger var fx. borgmester Oluf Pedersen, der af Peder Hegelund blev karakteriseret som "en mand, der var fremragende ved lærdom, klogskab og dygtighed"[17]; og det var kun naturligt, at hans sønner Peder og Torben Olufsen studerede ved universitetet i Wittenberg, hvor i øvrigt så mange borgersønner fra Ribe søgte hen[18].

Nævnes kan også borgmester Peder Mortensen Hegelund; han var ganske vist ikke født i Ribe, men han var fra Ålborg flyttet til byen, hvor han på en naturlig måde gled ind i den ripensiske kulturtradition; som student ved universiteterne i København, Louvain og Paris havde han stiftet bekendtskab med de åndelige strømninger hjemme og i Europa. Han giftede sig i Ribe ind i det ripensiske patriciat ved at ægte Marine Laugesdatter, datter af rådmand Lauge Steffensen, og blev således besvogret med biskop Hans Laugesen; det blev følt som noget helt naturligt, at han i 1581 som kannik fik sæde i Ribe domkapitel[19].

Betegnende nok findes hans navn på den tavle, som Anders Sørensen Vedel havde opsat i sit bibliotek i sin bolig, Liljebjerget, en tavle med navne på mænd, der havde stadfæstet de "love", der gjaldt for benyttelsen af biblioteket, der var offentlig tilgængeligt; disse love var stadfæstet af folk som den franske gesandt Charles de Dancey, der var stærkt interesseret i danske forhold, kansler Niels Kås, Tyge Brahe, den berømte astronom, den kongelige historiograf Hans Svanning og biskop Hans Laugesen, unægtelig et fornemt selskab[20].

Peder Mortensen Hegelund døde 1584, 57 år gammel.

Peder Jensen Hegelund tilhørte reformationstidens anden generation, og Ribes katolske fortid var ikke længere borte, end at mange bygninger fra denne stortid i byens historie endnu stod tilbage.

Domkirken, der i katolsk tid havde haft omkring 50 sidealtre, bevarede endnu et stykke tid flere levn fra fortiden; værst var det gået ud over de tre sognekirker, der før reformationen fandtes inden for byens grave, St. Hans, St. Mikkel og St. Klemens; af dem var de to første nedbrudt, inden Peder Hegelund blev født, og det samme var muligvis til fældet med St. Klemens; af de tre sognekirker uden for byen, St. Peder, Den hellige Gravs kirke og St. Nicolaj, var sandsynligvis kun den første bevaret, så Peder Hegelund livet igennem kunne følge kirkebygningens vekslende og noget forvirrede skæbne.

Men den katolske tids fire klostre var alle bevaret: Johannitter-klosteret eller Korsbrødregård, St.Nikolaj nonnekloster uden for byen, Sortebrødreklosteret, hvis kirke St. Katharine blev sognekirke ved siden af domkirken, og Gråbrødreklosteret.

Og endnu stod kannik Niels Jensen Terkelsens smukke stenhus (det nuværende rådhus), Puggård, bisperesidensen i Skolegade, Blågård eller Tårnborg i Puggårdsgade, præsteboligerne og kannikeresidenserne, der vidnede om gejstlighedens rigdom i Ribes katolske fortid. Og rådmand Jens Kristensen Hegelund kunne nok få råd til at sætte sin opvakte søn i Ribe katedralskole, den gamle ærværdige skole, der lå på hjørnet af daværende Gråbrødregade, nu Grydergade, og Skolegade, over for domkirkens vestportal, og hvor bl.a. den navnkundige Peder Palladius, Sjællands første lutheranske biskop, havde gået i skole[21].

I de første år efter reformationens gennemførelse i Ribe lod skolen øjensynligt meget tilbage at ønske som latinskole[22]; den har, som det synes, befundet sig i en nedgangsperiode, men skolen i Ribe har næppe været værre end andre latinskoler i danske købstæder i brydningsårene.omkring reformationen[23].

Man har uden tvivl i Ribe set med bekymring på den uheldige udvikling, som skolen var kommet ind i, og det er betegnende nok for borgernes indstilling og skolens hele tilstand, at borgmestre og råd kort efter reformationens indførelse samdrægtigt rettede en henvendelse til Christian III med bøn om, at skolen og dens "rente" måtte forbedres[24].

Skolen var den største i Ribe stift, og medens de nyoprettede latinskoler i de andre af stiftets byer: Varde, Ringkøbing, Lemvig, Holstebro, Vejle og Kolding sikkert kun har været betjent af en rektor og en hører[25], var der i den gamle katedralskole foruden rektor fire, snart fem hørere, og det vil sige, at der var fem, snart seks lektier, klasser, i skolen[26].

Ifølge Peder Palladius ”Formula visitationis provincialis” af 7.6.1555 skulle de mindre latinskoler ledes af en særlig egnet baccalar, som enten alene eller bistået af en eller to hørere, alt efter elevernes antal, skulle varetage undervisningen, men i de større skoler, som lå i stiftsbyerne, skulle latinskolen ledes af en særlig egnet magister med fire særlig egnede baccalarer som hørere - men det blev nu så som så med gennemførelsen af denne formula[27].

De nye lutheranske bisper i Ribe lagde stor iver for dagen for at bringe katedralskolen frem, så meget mere som sigtet med latinskolernes undervisning først og fremmest var at uddanne lutherske præster; det var således tilfældet med mag. Johan Wenth, Ribes første lutherske biskop (1537-41); han var gennem sine studier i Wittenberg skolet i Melanchtons tankegang og formet efter hans dannelsesmønster[28].

Også hans efterfølger på bispestolen Hans Tavsen, der virkede her 1542-61, var gennem sine omfattende studier i København og i udlandet en skolet lærd; det var hans inderlige ønske, at ungdommen kunne holdes til tugt og lærdom, og ud fra disse synspunkter virkede han i sit stift som "kirkernes, skolernes og hospitalernes omsorgsfulde talsmand", som det hed sig om ham i samtiden, og ikke mindst for Ribe katedralskole, så langt den vigtigste i det udstrakte stift[29].

Det var Hans Tavsen, der 1542 fik den dygtige Jens Pedersen Grundet (1510-65)[30] til som rektor at overtage skolen, der i følge Anders Sørensen Vedels oplysninger på det tidspunkt kun havde 40 elever, hvoraf ikke engang to kunne tale og skrive latin ordentligt[31].

Til en noget problematisk sammenligning kan tjene, at skolen før reformationen ifølge Peder Palladius inden for sine mure havde 700 elever, så mange, at de mindste måtte læse på skolens loft - et tal, der, når bygningens størrelse tages i betragtning, virker helt utilforladeligt[32].

Men det er troligt nok, når Anders Sørensen Vedel skriver, at skolen var i dybt forfald og frembød et højst ynkværdigt skue, da Grundet overtog dens ledelse; og var det ikke, fordi han havde mulighed for omgang med andre lærde i byen og blev opmuntret ved de ripensiske borgeres velvillige indstilling, var det tvivlsomt, om han havde kunnet udholde det vanskelige arbejde i de otte år, hvor han var rektor for skolen[33].

Men trods svageligt helbred lykkedes det ham med flid og energi at arbejde skolen op, således at ikke blot ripensere sendte deres børn til skolen i stigende tal, men rundt omkring fra hele landet kom efter Vedels udsagn elever, såvel borgerlige som adelige, til Ribe for at nyde godt af hans undervisning, og flere fik ophold i hans hus for i højere grad at være under hans personlige påvirkning[34].

Så få elever var der i 1542, at Grundet alene varetog undervisningen, men hørernes antal steg hurtigt, eftersom eleverne strømmede til, og nåede i hans rektortid op på fem[35]. Det er muligt, ja sandsynligt, at det var i denne fremgangstid, at Peder Hegelund blev optaget som elev i Ribe katedralskole.

Som student i Wittenberg karakteriserede han 1567 Grundet, der to år før var død af pest i Ribe, og priste ham i et digt på 112 vers varmt som pædagog og præst[36].

Denne vurdering kan naturligvis ikke være baseret på det i hvert fald korte tidsrum, hvori Peder Hegelund kan have haft Grundet som rektor, men han har hørt ham som præst i domkirken (1554-65), og naturligvis har Grundets virke sat sit tydelige og varige præg på Ribe katedralskole, og helt urimeligt er del vel ikke at antage, at Peder Hegelund har kunnet findes blandt de unge, der færdedes i sognepræsteresidensen først i Sognegård i Bispegade, senere i Snagdal på hjørnet af Skolegade og Sønderportsgade, hvor i øvrigt hans skolekammerat og ven Anders Sørensen havde ophold 1557-61. Grundet tilrettelagde Anders Sørensen Vedels historiske læsning som hans læsning i det hele taget[37]. Det er muligt, at han også har haft betydning for Peder Hegelunds levende sans for historie - vi ved så lidt derom og om Grundets personlige betydning for Peder Hegelund i øvrigt.

Sikkert er det, at Peder Hegelund gik i Ribe katedralskole, da den lededes af ripenseren Jacob Sørensen, der forestod skolen 1550-57, da han blev sognepræst ved St.Katharine kirke, hvor han virkede til sin død 1580[38].

Som mindeord om ham i almanakken 158o skrev Peder Hegelund ud for hans dødsdag, at han var en meget retskaffen og samvittighedsfuld mand, men ret meget om hans pædagogiske evner i øvrigt ved vi ikke[39].

En kort tid har Peder Hegelund gået i mesterlektien hos den følgende rektor, salmedigteren mag. Hans Thomesen (1532-73)[40], indtil han 16 år gammel 1558 blev hører ved skolen[41].

Vi kan danne os en forestilling om de vilkår, hvorunder Peder Hegelund modtog undervisning i Ribe katedralskole, ved at læse de anvisninger, som ordinansen af 1539 giver med hensyn til undervisningen i latinskoler i det hele taget; de er, hvad der sikkert ikke kan virke overraskende, ganske afhængige af ”Unterricht der Visitatoren an die Pfarrherren im Kurfurstenturne zu Sachsen”, 1528, der blev udarbejdet af Philip Melanchton, og som er udtryk for hans - som det fremgår af det følgende - alt andet end revolutionerende synspunkter inden for pædagogikken[42].

Ifølge ordinansen af 1539 skulle der i latinskolerne ikke læses andet end latin, "fordi latine skoler fordærves gerne af de danske og tyske skoler, og så søger de mere deres egen fordel og forbedring end børnenes, som læser græsk og hebraisk, som det vel kender sig selv".

I første lektie var der ifølge ordinansen to slags elever: de lidt viderekomne og læsesinkerne, "de ene må sidde på den ene side, og de andre på den anden".

Man skulle her læse ABC og lære at stave.

ABCD-børnene lærte i forbindelse med ABC Fadervor, trosbekendelsen, de ti bud, dåbens og nadverens ord sammen med børnebønner. De skulle om aftenen, d.v.s. om eftermiddagen, "gå hjem med to gloser".

Når disse læsesinker var "kommen af ABCD-bogen og har lært noget så hen at læse", skulle de tage fat på den romerske grammatiker Ælius Donatus’ lærebog i grammatik - Ars minor - der gennem århundreder havde været grundlaget for latinundervisningen.

Dertil kom, at eleverne skulle lære at læse Catos Disticha, en samling moralske sentenser i heksameterform fra det 3. el. 4. århundrede e.kr., der med sine fire bøger havde været meget anvendt i undervisningen middelalderen igennem.

Donat skulle eleverne "tyde" ord for ord, og de skulle flittigt øves deri, "og når de ensinde har udlært dem (Donat og Cato), så skulle de igen begynde på ny, indtil de har lært ret at læse". Ydermere skulle eleverne hver dag øves i at skrive, de skulle også "om aftenen (vises) hjem med to gloser, og om morgenen høres igen, når de læser deres lektie op".

I anden lektie skulle de om morgenen begynde med at læse og lære grammatiske regler efter Philip Melanchtons grammatik (1532); som tekstgrundlag for øvelserne i grammatik skulle de arbejde med Æsops fabler, og under disse øvelser skulle de vænnes til at deklinere og konjugere. Efter middag tog man atter fat på ÆSODS fabler, og "om aftenen" skulle de læse Petrus Mosellanus’ Pædologia[43], en bog, der tog sigte på forholdene inden for skolens mure; heri talte lærer og elever om undervisningsforhold, studieplaner, hvorledes skoleferien skulle anvendes m.m.

Hvis eleverne viste sig fremmelige heri, kunne man allerede i denne lektie gå i gang med noget af "de bedste og skønneste" af Erasmus af Rotterdams Colloquia, hvor fremmelige latinere talte om ting som hestehandel, jagt, værtshuse m.m., altså en række forhold fra dagliglivet uden for skolen. Og da skulle eleverne flittigt øves, "at de altid taler latine, skriver ret og lærer at tyde ret kunstigt, og om aftenen skal man give dem et proverbium (et ordsprog) og lade dem der gå hjem med, så de siger det op igen om morgenen".

I tredie lektie gik man videre med grammatikken, man skulle kunne deklinere, konjugere og "tyde"; om morgenen arbejdede man med den velkendte grammatik af Philip Melanchton og indøvede den på tekster af Terents, om eftermiddagen tog man atter fat på Terents, som man skulle lære udenad, og når dette stof var tilegnet, kunne man gå i gang med udvalgte komedier af Plautus, og om "aftenen" kunne man arbejde med "nogle de stekkeste Epistolæ Ciceronis, eller noget andet sådant".

Eleverne skulle altid tale latin, hver dag fremsige noget af Terents, en gang om ugen skulle de opøves i skriftlig færdighed ved at skrive epistler og om "aftenen" gå hjem med to vers, "som har en skøn forstand om gode sæder etc".

For at komme i fjerde lektie skulle man kunne både tale og skrive latin; man arbejdede i denne lektie stadigvæk om morgenen med Philip Melanchtons grammatik, men havde grammatiske øvelser i Vergil, man skulle lære "de mærkeligste figurer" at kende, "som er i ord, oratier og sententier", altså hvad vi ville kalde stilistik, om man vil, og eleverne skulle øves godt heri, og når det var sket, måtte der forelæses i Philip Melanchtons dialektik og retorik.

Om eftermiddagen læstes Vergil og Ovids Metamorfoser, og om aftenen Ciceros De officiis eller hans Epistolæ familiares.

Der skulle hver dag læses vers af Vergil "over det at de intet andet skulle tale end latine", og de skulle hver uge skrive epistler eller vers.

Femte lektie skulle være for dem, "som er nu mådeligen hen forsøgte i latinen og synes at have nu vel styrket nemmet, så at de kan skrive og tale ret og god latine", og for de elever kunne rektoren "vel forelæse noget fundament udi græsk, men dog, så at det sker foruden alt afdrag og forsømmelse udi latine; thi deres mening er ulidelig, som vil, at børnene skal lære græsk og hebraisk, førend de får noget fremmeligt forbedret sig udi latinen".

Vi må sikkert regne med, at undervisningen i Ribe katedralskole i store træk har formet sig efter dette mønster.

En stor del af skolens elever stammede fra fattige hjem; siden 1554 kunne 12 af dem få to daglige måltider på hospitalet[44], og uvist fra hvilket tidsrum under Christian III kunne et vist antal på kronens regning blive bespist på Riberhus; desuden var kapitlet forpligtet til at yde hjælp i form af tøj, sko, bøger og papir.

Endelig kunne disciplene skaffe sig en lille fortjeneste ved at synge for folks døre og ved begravelser. De fattige elever havde som tegn på, at de havde ret til at tigge, en hætte på hovedet, og om de føromtalte 12 disciple, som fik underhold i hospitalet, hed det, "samme 12 personer (skulle) være pligtige hver dag 4 af dem at søge kirkerne, om formiddagen mellem 5 og 6, og eftermiddagen mellem 2 og 3, og der tilhjælpe at synge og gøre anden gudstjeneste[45]; men blandt disse elever skal man ikke vente at finde Peder Hegelund; som søn af velstående forældre har han så afgjort ikke på sin egen krop kendt fattigdom og nød; men da han senere blev rektor for sin barndoms skole, da han som sognepræst og biskop havde tilsyn med den, havde han stedse sit blik rettet mod disse samfundets stedbørn.

Skolen skulle ifølge ordinansen[46] begynde kl. 6 om morgenen fra 2. februar til 28. oktober, og fra 28. oktober til 2. februar kl. 7; de to første timer skulle gå med at terpe grammatik, man skulle her kende til ordenes oprindelse, deres betydning, kende til syntaks, eleverne skulle kunne accentuere ret "og vide under hvad tone hver syllaba (stavelse) skal udtrykkes og fremtales, eftersom disciplene udi hver lektie er bekvem til at begribe".

Efter to timer skulle eleverne i de øverste lektier gøre kortjeneste i kirken, og så længe det stod på, skulle de nederste klasser i skolen overhøres i deres lektier.

Når de øverste klasser vendte tilbage fra kirketjenesten, skulle alle elever "med mådelig røst" oplæse katekismus sammen, hvorefter de skulle gå hjem for at spise.

"Fra tolv indtil et slet skal børnene ikkun synge, at de må lære aleneste ej af en vane at synge, men af ret kunst, ikke heller under enfoldige noder aleneste, men også discant". Vi ved, at rektor Jacob Sørensen til Ribe katedralskole anskaffede musikværker som Lucas Lossius’ Psalmodia, dertil kom, at han lod afskrive liturgiske tekster, som skulle bruges af eleverne[47].

Derefter tog man atter fat på latinen, og kl. 2 skulle de øverste klasser atter til kortjeneste, medens de nederste atter blev overhørt.

Mellem kl. 3 og 4 arbejdede hver klasse for sig, hvorefter eleverne forlod skolen.

Sådan arbejdede man mandag, tirsdag, torsdag og fredag, onsdag morgen anvendtes til overhøring og opgivelser af emner til skriveøvelser, og når sangen var forbi i kirken kl. 8, fik eleverne lov til at gå hjem og skulle da hverken møde i skolen eller kirken mere denne dag: "Thi det er dog som poeten siger: Hvad som ikke haver ro iblandt med, det kan ikke vare ved".

Der er ingen grund til at tvivle om, at dagliglivet i Ribe katedralskole har formet sig efter dette noget monotone skema, så meget mere som nationalsynoden i Antvorskov 1546 i høj grad havde betonet, hvor nødvendigt det var, at der var ensartethed i latinskolernes undervisning[48].

Skolens sigte var ikke blot indøvelse i latin, men også indlæring i kristendommen; det gjaldt om at styrke eleverne i den kristne tro, "at de renlige foruden alle blandinger må lære det som til kristendommen hører, og vænnes til at kunne skønne på skrømteri, hvor den sig udgiver for ret gudelighed. Og på det at børnene må des heftigere lægge vind på at lære noget i den hellige skrift, da er det ikke nok at læse meget for dem, men man skal holde dem til at lære det udenad”[49].

Det var således ikke nogen let opgave såvel i det 16. århundrede som senere at være latinskoleelev i Danmark, den store og vel i mange tilfælde kedelige arbejdsbyrde, som blev lagt på eleverne, kan kun i meget ringe grad havde givet næring til barnesindet og hjælp i de første vanskelige ungdomsår.

Dertil kom den hårde disciplin, hvormed man søgte at opøve børn og unge i tugt og Herrens formaning.

Trods humanismens gennembrud i landet betegnede det 16.århundrede ikke mindst som følge af lutheranske lærdomme en stigende hårdhed over for børn, der ifølge menneskets medfødte onde natur var arvesynden - hvad man så forstår hermed - nærmere end det voksne menneske, som man fra barndommens spædeste begyndelse havde søgt at prygle frem til et bedre menneske.

Og der manglede ikke her på eksperter som fx. den store teolog Niels Hemmingsen, der udtrykte sin mening i dette spørgsmål ved kort og godt at skrive: "Den, der sparer på riset, han elsker ikke sit barn", hvad der stemmer godt overens med opbyggelsesskribenten og historikeren Christiern Pedersens lige så fyndige: "Spar ikke på riset"[50].

Og prygl anvendtes i stor udstrækning i skolen, for at man derved kunne indprente kundskaber og færdigheder, hvad der naturligvis i første omgang gik ud over de svagere og mindre lærenemme elever, der utvivlsomt på den ene eller den anden måde må have reageret over for de urimeligheder, som de var udsat for.

Men blandt dem skal man afgjort ikke vente at finde Peder Hegelund, som i sine skoleår i Ribe nok i kraft af sin begavelse, sit lærenemme og sin store interesse for den humanisme, der trods alt satte sit præg på undervisningen på katedralskolen, har undgået de værste udslag af den hårde behandling, som blev andre elever til del.

Men at man fra myndighedernes side krævede en hård disciplin inden for skolen, kan der ikke herske tvivl om, således som det f.eks. fremgår af den forklaring til nogle af artiklerne i kirkeordinansen, som biskopperne 12.5.1555 vedtog på en nationalsynode i København. Og her hedder det bl.a. om skolerne[51], at skolebørnene skulle vækkes, "når V. slar og i det seneste være i skolen om sommeren halvgangen seks, og om vinteren, når seks slar, såfremt de ikke vil have hug".

Donatus skulle altid være deres første lektie og skulle efter gammel sædvane repeteres hver uge, og de skulle bruge Johannes Despauterius’ Rudimenta[52] i stedet for Remigius' Dominus[53] som lærebog i latin - en helt markant tribut til den nye tid, der var oprundet.

Skolemesteren og hørerne skulle stedse vogte på deres lektiers timer i skolen, og det under straf. Hvis de var drikfældige eller forsømmelige, skulle de afsættes. "Og hvilken af dem,(som) kommer drukken i skolen eller uskelligt handler med børn, han skal med beskæmmelse afsættes".

"Ikke skal heller nogen bruge ferle, som nogen kan lemlæstes med, men heller straffe tilbørligt med ris. Dog må den ferle stå til stede for rebeller, som sig opsætter mod skolemester og hører".

"Item skal ingen pebling eller degn stedes til at gå med hat eller anden ubekvem hoveddræt, som klerke ikke bekvemmer, men heller skikkelige klæder efter klerkevis af deres ringe evne. Ikke skulle de heller bære slemmer eller daggert. Hvilke degne eller peblinge, der tager drikkevare, vitløf (væddeløb), kaarveden (?), boleri, jomfrukrænkelse, huggebasseri eller anden balstyrighed indbyrdes, de skal straffes og forvises skolen, og med en bøn til øvrigheden, at de vil også forvise dem byen".

I den forbindelse kan det oplyses, at det ifølge åbent brev af 8.8.1562 blev befalet borgmestre, råd og byfoged i Ribe for fremtiden at melde det til rektoren, hvis nogen degn eller pebling forså sig; rektoren skulle så straffe de anmeldte med ris eller anden straf; herfra var dog undtagen manddrab og andre grove laster og synder, der var byens sag[54].

Dette var et privilegium, som skolen i den følgende tid søgte at værne om[55].

Men Peder Hegelund havde ikke blot sin gang i skolen; som elev i de ældste klasser var han også at finde blandt tilhørerne til den teologiske lektors forelæsninger i det nu nedrevne St. Barbaras kapel, der lå ved domkirkekorets sydside[56].

Ifølge ordinansen af 1539 skulle der i domkirkebyerne være en lektor, "en lærd mand udi den hellige skrift, som kan på latine overlyst læse den hellige skrift, både for kanniker, skoledegne og forstandige borgere, og andre som did ville søge"[57].

Denne undervisning[58], der muligvis allerede da fandt sted mandag, tirsdag og torsdag fra kl. 9 til 10, har utvivlsomt været af en ikke ringe betydning for de latinskoleelever, der lyttede til lektorens udlæggelse af Bibelen, og som senere som lutheranske præster skulle udbrede den rene lære blandt bønder og borgere.

Peder Hegelund har muligvis fra tilhørerbænken overværet lektor, mag. Jens Knudsen Holms forelæsninger fra katederet i St. Barbaras kapel; Jens Knudsen Holm beklædte stillingen som domkirkens første lektor 1543-55[59] og har forhåbentligt haft større glæde af sit virke i denne egenskab end som rektor ved katedralskolen; Peder Hegelund mindes ham som en udmærket og lærd mand, da han 17.3.1568 i sin almanak indfører en notits om hans død. Jens Knudsen Holm var sikkert, som reformatoren Johannes Bugenhagen skrev om ham i 1546, "ein frommer, redelicher Gesell und bestehet mit seiner Leren wol"[60], men nogen større personlig betydning synes han i øvrigt trods sin faglige dygtighed øjensynligt ikke at have haft for Peder Hegelund eller for den sags skyld for andre - mere sikre - tilhørere i lektorium theologicum i Ribe.

Det ser heller ikke ud til, at efterfølgeren i lektoratet, mag. Hans Laugesen[61], den senere biskop i Ribe, trods sin utvivlsomt større begavelse har gjort et større indtryk på Peder Hegelund, og i den notits, hvori han omtaler hans død 16.8.1591, ved han da også kun at meddele, at han havde været biskop i Ribe i 25 år. Dog må det tilføjes, at mag. Hans Laugesen som elev af Niels Hemmingsen og Philip Melanchton utvivlsomt har holdt forelæsninger i sine to læreres ånd; det var de to personligheder, der senere skulle få så stor betydning for Peder Hegelund selv. Men Hans Laugesen har sikkert ikke følt nogen tillokkelse ved embedet; for selv om han, som han skriver, "efter den mig af Gud givne evne oplærer ungdommen her i teologiens begyndelsesgrunde", betragtede han dog dette som vedhængen "i det gamle støv"[62].

Helt anderledes har forholdet så givet været til rektor, mag. Hans Thomesen[63], under hvem Peder Hegelund virkede som hører 1558-61, fra sit 16. til sit 19. år[64].

Mag. Hans Thomesen var en af det 16. århundredes betydeligste rektorer ved Ribe katedralskole. Han virkede her fra 1557 til 1561.

Skolen var da "i stor flor og meget berømt for den drabelige lærde mands magister Hans Thomesens skyld", og dette ry var årsag til, at Anders Sørensen Vedel 15 år gammel kom til Ribe skole[65], hvor han og Peder Hegelund sluttede et nært venskab, der først skulle lide skår, da de 1580 skulle konkurrere om lektoratet i Ribe.

Begge modtog de stærke påvirkninger fra den unge dygtige rektor, der i sine studieår selv havde modtaget så dyb og så stærk en påvirkning fra Philip Melanchton, hvis livssyn han havde tilegnet sig; han var en smuk og værdig repræsentant for den philippistiske humanisme, gennemdannet, som han var, i sit store forbilledes ånd, skolet i Melanchtons fornemme filologiske metode, musikalsk, kunstnerisk begavet, ophavsmand til Den danske psalmebog 1569, som han i øvrigt følte sig tilskyndet til at arbejde med i sine år som rektor i Ribe.

Hans Thomesen vidste at påskønne Peder Hegelunds begavelse; han betragtede ham som en yngling med en fremtid for sig og gav udtryk for, at han i poetisk færdighed og elegant versbehandling så langt overgik sine jævnaldrende; og det lange latinske mindedigt, som Peder Hegelund skrev i anledning af Christian IIIs død 1559, blev trykt i et tillæg til den tale over den afdøde konge, som rektoren holdt på Ribe katedralskole 21.12 samme år[66].

Det er vel ikke usandsynligt, at Peder Hegelund sin ungdom til trods har været med til at skabe det ry, der stod om Ribe katedralskole i mag.Hans Thomesens rektorår.

Som der står i fortalen til Peder Hegelunds skuespil Susanna, som han skrev 16 år efter:

En plumbert, som haver ingen forstand

og er en hjemmefød

på lærdom og kunst ej skønne kan

mere end et nød..[67]

Lige så lidt, som den unge ripensiske musa-søn var en plumbert, lige så lidt ønskede han som hjemmefødning at gro fast i den vestjyske hverdag; han drog ud i den vide verden, og hans læreår begyndte.

Fig. 2. Ripensiske kvinder ved det 16.århundredes midte.

Portrætterne, der findes på et epitafium i Ribe domkirke, forestiller rådmand Lauge Steffensens hustru, Mette, der muligvis var datter af borgmester Kristen Nielsen i Varde; hun døde 1544, samme år som sin mand.

Hvem kvinden bagved hende er, vides ikke. Kun én datter kendes med sikkerhed fra den store børneflok, som Lauge Steffensen og hans hustru efterlod sig, nemlig Marine, der 1561 blev gift med den senere borgmester og kannik i Ribe Peder Mortensen Hegelund (1527-84), og efter hans død indgik hun 1593 ægteskab med mag. Laurids Gødesen (1531-97), sognepræst ved St. Katharine kirke i Ribe.

Det er dog usikkert, om det er hende, der er afbildet på epitafiet.

De to kvinder er iført tøj efter spansk mode, således som denne gav sig udtryk i fx. Lübeck ved det 16.århundredes midte og fremover.

De har på hovedet en tætsluttende hue, der helt skjuler hår og ører.

De er iført kjole, der slutter tæt om barmen og går helt op til hagen - med en krave, der skjuler nakken, men lader en underkrave synlig. Ærmerne er snævre, og kjolen gør med sine brede læg i øvrigt et yderst tækkeligt indtryk, helt i overensstemmelse med det protestantiske kvindeideal: den alvorlige, pligttro og sædelige kvinde. Uden på kjolen har begge kvinder et forklæde, og for at beskytte sig mod kulden bærer de uden på kjolen et skulderslag med lange læg.

Peder Hegelunds studieår i København, Leipzig og Wittenberg(1561-69).

Den 2.1.1561 befalede kong Frederik II de højlærde ved Københavns universitet at skaffe mag. Hans Thomesen kald enten ved universitetet eller andetsteds, således som de fandt ham duelig dertil. Hans Thomesen havde nemlig berettet for kongen, at han ville begive sig til universitetet[68].

Hans Thomesen må åbenbart være blevet træt af det slidsomme og ikke altid opmuntrende embede som rektor i Ribe og har ønsket at komme til universitetet, så meget mere som rektorstillingerne i datiden fortrinsvis blev betragtet som gennemgangsstillinger til højere embeder.

Kongen har øjensynligt været godt tilfreds med den mindetale over Christian III, som Hans Thomesen holdt på Ribe katedralskole 1559, og i sin anbefaling til universitetets professorer betegnede den unge konge Ribe-rektoren som "lærd og duelig" til embedet; nådens sol, den eftertragtede, smilede til Hans Thomesen.

Den følgende måned kom kongen til Ribe og gav 23.2. den unge skolemand ekspektancebrev på det første ledige kannikedømme i Ribe[69], en ganske god indtægtskilde, der godt kunne forenes med virke uden for byen.

Fortrøstningsfuldt kunne Hans Thomesen i marts 1561 begive sig til København, fulgt af nogle af sine elever og blandt dem Peder Hegelund og Anders Sørensen Vedel, "hvilke han for deres lærdoms og skikkeligheds skyld elskede frem for andre disciple", som Ribe-ærkedegnen, mag. Gøde Lauridsen udtrykker det i sine optegnelser[70].

Pinseaften den 24.5. samme år blev han 29 år gammel kaldet til sognepræst ved Vor Frue kirke i København, og 16.11. samme år blev han gift med en københavnsk borgerdatter[71].

Anders Sørensen Vedel blev kort tid efter ankomsten til hovedstaden "bekendt med de fornemste professorer, formedels hvis befordring og angivelse han inden årsdag blev tilbetroet at være den vidtberømte herres, ærlig og velbårne Tyge Brahes tugtemester, med hvilken han hen rejste til Leipzig anno 1562 og var hans informator et studiorum director in annum quartum", som den før omtalte mag. Gøde Lauridsen meddeler[72].

I virkeligheden blev Anders Sørensen Vedel og Tyge Brahe immatrikuleret ved universitetet i Leipzig allerede 16.11.1561[73].

Vennen Peder Hegelund forblev i København i de følgende tre år, vel med afstikkere i ny og næ til Ribe, således som andre ripensiske studenter i København havde for vane[74].

Den 6.4.1562 døde hans moder; han var da vel kaldt hjem og var til stede ved hendes dødsleje; således fremgår det af et digt, som han skrev 1578, hvori der står: Øyen paa Søster, saa oc paa Moder/Jeg kort tillucte; han omtaler som tidligere nævnt kun sin moder i sine almanakker den ene gang, da han i 1565 ud for den 6.4. skriver: Min moders dødsdag år 1562.

Det må have været en helt ny verden, der åbenbarede sig for Peder Hegelund, da han i det tidlige forår 1561 kom til København; han kom selv sagt til forhold, der var ikke så lidt større end dem, han var fortrolig med i sin hjemby.

Først og fremmest var der universitetet, hvor den begavede unge mand kunne dygtiggøre sig og udvikle sine evner; hurtigt kom han i forbindelse med den store teolog dr. Niels Hemmingsen (1513-1600), der da allerede i næsten tyve år havde været knyttet til Københavns universitet, som han havde kastet glans over ved sin europæiske berømmelse[75]. I to år, vel fra 1562, var Peder Hegelund optaget i Niels Hemmingsens hus[76] og var at finde i den kreds af unge, der boede her og nød godt af den teologiske og filosofiske belæring, som husets vært søgte at bibringe dem.

Niels Hemmingsen havde i sine studieår i Wittenberg blandt de talrige studenter, der flokkedes om Luthers på det nærmeste uundværlige våbendrager, den højt beundrede og vidt berømte Philip Melanchtons kateder, tilegnet sig den store universitetslærers kristeligt-humanistiske grundsyn, således som det især gav sig udtryk i de forskellige udgaver af hans vidtudbredte skrift ”Loci communes rerum theolo-gicarum” - Teologiens grundbegreber - hvori denne præceptor Germaniæ -Tysklands lærer - i stigende grad trods et afgjort luthersk grundsynspunkt tog afstand fra visse af Luthers synspunkter, fx. hans lære om forudbestemmelse, og fremhævede betydningen af de gode gerninger i kristenlivet.

Som sin lærer i ungdommen lagde Niels Hemmingsen vægt på en etisk holdning på kristeligt-humanistisk grundlag, og som han tog han afstand fra mysticisme og luftige spekulationer, og som han satte han pris på det mere jordnære.

Han følte sig stærkt draget af den fredsommelige Philip Melanchtons milde lære, der undgik de stærke og afgjorte synspunkter, som hans mester Martin Luther gjorde gældende, og som Philip Melanchton lagde han vægt på tolerance og forståelse.

Og ligesom sin åndsfrænde, humanisten og polyhistoren i Wittenberg, betragtede han et grundigt kendskab til latin, græsk og hebraisk som det nødvendige grundlag for studiet af teologi, "videnskabernes dronning"[77].

Allerede i Ribe katedralskole og på tilhørerpladserne i St. Barbaras kapel foran den ripensiske lektors kateder havde Peder Hegelund stiftet bekendtskab med philippistiske synspunkter; i Niels Hemmingsens hus blev de i forbindelse med den store danske teologs kristensyn og hans påvirkning i øvrigt utvivlsomt stærkere forankret i den unge students sind; Philip Melanchton blev i det hele taget den af reformatorerne, der kom til at stå Peder Hegelunds hjerte nærmest.

Der kan ikke være tvivl om, at der blev knyttet stærke bånd mellem lærer og elev, og det var på den baggrund naturligt, at Niels Hemmingsen betroede sin søn Hans til Peder Hegelunds omsorg, da sønnen efter hans mening var gammel nok til at studere i udlandet.

Men i København knyttede Peder Hegelund også forbindelse med andre begavede og betydelige mennesker som f.eks. bysbarnet Hans Frandsen (1532-84), en af Jens Grundets elever, der siden 1560 var professor i medicin ved Københavns universitet, stod Niels Hemmingsen nær og delte hans religiøse anskuelser; Hans Frandsen havde en digterisk åre, der i Heidelberg havde skaffet ham ærestitelen ”poeta laureatus”, i 1561 var en samling af hans Carmina blevet udgivet i Lyon[78].

Desuden stiftede Peder Hegelund bekendtskab med humanisten Erasmus Lætus (Rasmus Glad) (1526-82), der siden 1560 var professor i teologi ved universitetet; også han stod Melanchton nær i anskuelser, og også han var digter[79].

Endvidere med Niels Hemmingsens ven, hollænderen Johannes Sascerides, siden 1558 professor i hebraisk og ligeledes stærkt påvirket af den store tyske humanist[80].

Og naturligvis blev forbindelsen med Hans Thomesen stadigvæk opretholdt.

Fra årene i København stammer sikkert også venskabet med Hans Tavsens dattersøn, Desiderius Foss, der netop i 1561 blev immatrikuleret ved Københavns universitet[81].

1561 søgte også Peder Hegelunds tidligere skolekammerat Anders Jensen Lemvig (1538-1603) til København for at studere, og det er vel rimeligt at antage, at de har fornyet bekendtskabet. Han var søn af Lemvig-præsten Jens Andersen, en ivrig forkæmper for Luther og Melanchton, hvilken sidstnævnte han havde lært at kende under sit studium i Wittenberg, hvor han erhvervede magistergraden.

1550-54 - havde Anders Jensen Lemvig været elev i Ribe katedralskole og havde således en tid været Peder Hegelunds skolekammerat, uden at det naturligvis vides, hvor nær de to disciple stod hinanden.

Ved sin faders død var han blevet rektor i Lemvig, men havde nu bestemt sig for at søge til København, hvor han 1563 blev baccalar[82].

Peder Hegelund og Anders Jensen Lemvig skulle senere mødes i Wittenberg.

Det er sandsynligvis gennem Niels Hemmingsen, at Peder Hegelund kom i forbindelse med mag. Poul Madsen (1527-90), der 1562 blev valgt til at være Hans Tavsens efterfølger på bispestolen i Ribe. Han fik som ung student ved Københavns universitet Niels Hemmingsen som privat-præceptor; han modtog stærke påvirkninger fra ham og blev dybt præget af de philippistiske synspunkter, som hans præceptor gav udtryk for, og han var hele livet igennem nært knyttet til sin lærer, hvis kollega han havde været som professor ved universitetet i København 1557-62[83].

Der opstod trods aldersforskellen et nært venskab mellem Peder Hegelund og Poul Madsen, hvad deres korrespondance, som almanakkerne vidner om, er tilstrækkeligt bevis på.

Også den nye rektor i Ribe Laurids Gødesen (1531-97), der 1561 havde efterfulgt Hans Thomesen, havde Peder Hegelund ifølge almanakkerne en ret omfattende korrespondance med; de har muligvis kendt hinanden allerede fra skoleårene i Ribe, hvor efter al sandsynlighed Laurids Gødesen var elev, indtil han vel 1559 drog til Wittenberg for at studere; her fattede Philip Melanchton, nu i slutningen af sin livsbane, interesse for ham, og den ikke helt unge vestjyske student modtog så stærke indtryk af den store humanists personlighed, at han ifølge gravskriften i St. Katharine kirke i Ribe i sin adfærd og hele holdning "viste sig som den store Philip Melanchtons discipel". - Måske blev han og Peder Hegelund allerede i Ribe-årene knyttet sammen i det varme venskab, der forbandt dem livet igennem til Laurids Gødesens død 1597[84].

Den forbindelse, som Peder Hegelund opretholdt med den lærde Ribeborgmester Oluf Pedersen (død 1571), har sikkert også sin oprindelse i de år, da Peder Hegelund med så stor dygtighed varetog en hørers ydmyge gerning ved katedralskolen i Ribe.

1563 gjorde Peder Hegelund et første vellykket forsøg på at prøve egne vingeslags bæreevne med det teologiske digt over fire blade: ”De natali Domini nostri Jesu Christi carmen elegiacum” - Et elegisk digt om herre Jesu Christi fødsel - der udkom med en dedikation til kansler Johan Friis til Hesselager, som han vel var kommet i forbindelse med gennem kredsen omkring Niels Hemmingsen. - Den unge ripenser ville nok bevise sin ret til at være med i laget[85].

I 1564 rystede den 22-årige Peder Hegelund fædrelandets støv af sine fødder og drog til det berømte lærdomssæde i Leipzig[86], der vidt og bredt fra trak så mange musa-sønner til sig; han var.sandsynligvis vel anbefalet af sin ven og præceptor, hvis navn var højt anskrevet ude i Europa.

Den 23.4.1564 blev Peder Hegelund immatrikuleret ved universitetet i Leipzig som den ene af de fem danskere, som samtidig blev indskrevet her og optaget i den sachsiske nation, den studenter-korporation, hvortil danskerne hørte[87].

De andre fire var Knud Pedersen Skram, død 1566[88], søn af admiral Peder Skram til Urup (1503(?)-81), og Knud Skrams præceptor Johannes Andersen Buskedal; dertil kom Niels Klausen Vilslev (ca.1542-94) søn af Peder Hegelunds grandonkel mag. Klaus Nielsen Gørding, sognepræst i Vilslev, Gørding herred, Ribe amt (1542-71), og dennes hustru Maren; Niels Klausen Vilslev blev sin faders efterfølger i embedet[89]. Den femte, der ved den lejlighed blev immatrikuleret, var Jørgen Jensen Hegelund, Peder Hegelunds broder; det synes som om han har været tjener hos Knud Pedersen Skram.

Her i Leipzig traf Peder Hegelund atter sammen med vennen Anders Sørensen Vedel, der på fjerde år sammen med Tyge Brahe studerede i Leipzig[90].

Det får stå hen, hvor meget Peder Hegelund har haft med Tyge Brahe at gøre her i Leipzig og senere i Wittenberg. Visse ting kunne tyde på, at Peder Hegelund ikke har sat særlig pris på den højtbegavede adelsmand, der senere skulle kaste glans over sit fædreland; herom vidner blandt andet det vers, som den unge ripensiske borgersøn skrev, da han erfarede noget om den duel, som Manderup Parsberg (1546-1625) havde med Tyge Brahe i Rostock 29.12.1566, hvorved Tyge Brahe mistede den forreste del af sin næse[91]; den unge musa-søn skrev ved den lejlighed: ”Vreden, gudinde, besyng”, som greb både Brahe og Mandrup[92] - og viste derved sit kendskab til indledningen til Iliaden og sin evne til at parodiere.

Det store navn ved universitetet var i de år Joachim Camerarius (1500-74)[93] der fik så stor en betydning for Anders Sørensen Vedel[94]; også for Peder Hegelund fik han betydning gennem den indføring i de klassiske sprog, som han gav ham.

Da Peder Hegelund i 1579 udgav sin lille skolebog ”Epitomes orthographiæ Aldi Manutii” - Et kort udtog af Aldus Manutius’ ortografi - hvori han gennemgik de forskellige latinske ord og påviste deres rette stavemåde, mindedes han i fortalen de synspunkter, som hans gamle lærer havde fremført herom, da han havde siddet ved hans lærestol i Leipzig[95].

Men dog har den store humanist øjensynligt ikke betydet så meget for Peder Hegelund som for vennen Anders Sørensen Vedel.

Peder Hegelund var som sin ven meget optaget af universitetslivet i Leipzig, han havde øjne og øren åbne og indsugede oplagt de mange indtryk, som den levende og smukke by var så rig på; og utvivlsomt har han været en flittig og pligtopfyldende student.

Målet for hans studium her som senere i Wittenberg var magistergraden i filosofi, og for en student, der ville nå dette mål, var vejen klart afstukket efter Philip Melanchtons retningslinier.

Kl. 6 om morgenen begyndte forelæsningerne i fysik[96], d.v.s. naturkundskab, og her som andetsteds ved andre universiteter var det Philip Melanchtons bearbejdelse af Aristoteles’ fysik, der dannede grundlaget for undervisningen, kl. 8 var der forelæsning i dialektik, d.v.s. formel logik, evnen til at udtrykke sig klart, atter efter en lærebog, forfattet af den store humanist i Wittenberg, kl. 9 forelæstes der i matematik - endnu er i universitetsbiblioteket i Uppsala bevaret et eksemplar af Euklid, som Peder Hegelund købte, da han studerede i Leipzig[97]. Kl. 12 forelæstes der i poetik og kl. 13 i retorik på grundlag af Quintilians og Ciceros skrifter, kl. 14 blev matematikkens begyndelsesgrunde gennemgået, kl. 15 forelæstes der over klassiske forfattere, og dagen sluttede kl. 16 med fortolkning af Aristoteles og latinsk og græsk grammatik efter den alvidende Philip Melanchtons lærebøger.

For at blive magister i filosofi skulle man have bestået en baccalar-eksamen, og hertil krævedes i almindelighed 1½ års studium; men hvis man i forvejen havde studeret ved et andet universitet, kunne man alt efter forholdene få afkortning i studietiden.

Hvorledes det forholder sig med Peder Hegelund i den henseende, får stå hen; hans almanakker giver ingen oplysninger herom. Og det lader sig ikke gøre at fastslå, hvor eller hvornår han har bestået sin baccalareksamen.

Efter baccalareksamen gik der normalt to år med at forberede sig til magistergraden; det krævedes da, at baccalaren skulle have overværet et vist antal disputationer og øvelser.

Man skulle især have fulgt forelæsninger i filosofi og i græsk og latin samt i retorik; desuden skulle man i første og andet semester følge forelæsninger over Aristoteles’ fysik og etik samt i matematik; også i det tredie og fjerde semester arbejdede man videre med de matematiske discipliner[98].

Og det toges som en selvfølge, at den studerende overværede teologiske disputationer, der blev betragtet som så vigtige for de studerende, at al anden undervisning på universitetet blev aflyst, så længe de stod på.

Det var ligeledes en selvfølge, at de studerende regelmæssigt gik i kirke, og deres magister, der skulle lede deres undervisning og i øvrigt retlede dem, havde pligt til at påse, at kravet virkelig blev overholdt.

Ud for enkelte søndage i sine almanakker fra universitetsårene i Tyskland har Peder Hegelund tegnet et bæger, og det kan kun betyde, at han pligtskyldigst har efterkommet universitetets krav og i lighed med de andre studenter har været til alters. Altergang hørte nemlig også med til de studerendes pligter.

Almanakken for 1565 oplyser en del om, hvad Peder Hegelund beskæftigede sig med i sin studietid i Leipzig; vi ser, at han arbejdede med Eksamen Philippi, en kortfattet lærebog i dogmatik, forfattet af den allestedsnærværende Philip Melanchton.

Den mest indflydelsesrige universitetslærer inden for det teologiske fakultet i de år var dr. Johann Pfeffinger (1493-1573)[99] en tilhænger af Melanchton, og når man ved, i hvilken grad Peder Hegelund følte sig draget mod denne store reformator, der endog betød mere for ham end Martin Luther, kan man nok undre sig over, at man forgæves i almanakkerne vil lede efter denne Leipzig-teologs navn.

I øvrigt kan bemærkes, at Peder Hegelund gav sig i kast med Bibelen på græsk, at han overværede dr. Peter Helborns[100] forelæsninger over Davids psalmer, og at han hos dr. Victor in Strigel[101], Melanchtons ven, fik gennemgået Ciceros tale for Milo.

Victorin Strigel og professor i hebraisk Nicolai Schrening har øjensynligt været de universitetslærere, der stod Peder Hegelund nærmest i de tre semestre, han studerede i Leipzig.

Den travle student kunne i øvrigt nok afse tid til at overvære de klassiske skuespil, som magistre og studenter opførte på det smukke rådhus, byens stolthed, og i Paulinerkollegiets gård[102], noget, som naturligt leder tanken hen på Peder Hegelunds senere virksomhed som dramatisk forfatter og hans store interesse for dramatik i øvrigt.

Han noterer således i sin almanak 1565, at Terents’ Adelphoe blev opført på rådhuset og et par dage senere i Paulinerkollegiets gård, hvor Plautus’ Pseudolus i øvrigt 12.3. var blevet fremvist; i maj måned samme år blev Terents’ Phormio opført offentligt sammesteds, som Peder Hegelund skriver, "af de aller kæreste skuespillere", vel skoleelever.

Også opførelsen af et ikke-klassisk skuespil noteres i almanakken; det drejer sig sandsynligvis om Augsburg-rektoren Sixtus Bircks bekendte komedie Susanna, der samme måned blev opført dels på rådhuset, dels i Paulinerkollegiets gård, vel begge steder "på den mest strålende måde af unge adelige", som Peder Hegelund udtrykker det.

Det ses også, at Peder Hegelund sammen med andre har gjort store øjne ved at betragte rariteterne på Leipziger-messen i maj 1565.

Den åbne og venlige Peder Hegelund havde et naturligt behov for at være i kontakt med andre, og vi ser ham da også i Leipzig ikke blot sammen med vennen Anders Sørensen Vedel og andre studenter fra Ribe som fx. den allerede omtalte Niels Klausen Vilslev, der da studerede i Leipzig, men også med bysbørn, der studerede i Wittenberg, blandt dem fx. Knud Pedersen Boesen (1539-69), der var født i Ribe og student fra katedralskolen her; han blev 30.10.1563 immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg, hvor han erhvervede magistergraden; han døde 8.9.1569 som sognepræst og lektor i Sorø[103].

Gennem brevveksling med slægtninge og venner i Danmark blev Peder Hegelund holdt underrettet om forholdene i hjemlandet, ikke mindst om Syvårskrigen, hvis forløb med ængstelig spænding blev fulgt af de danske studenter i Leipzig og andetsteds, og de mange meddelelser, sande og falske mellem hinanden, bidrog kun til at forøge forvirringen og spændingen.

Og det kunne naturligvis ikke undgås, at tankerne i ny og næ gik tilbage til hjembyen, en enkelt gang bliver følelsen åbenbart så stærk, at den dygtige unge humanist helt kaster det store klassiske apparat bort og jævnt og ligefrem ud for 8.9.1565 skriver: ”Holler mann Riber marck(ed)”.

Selv om Peder Hegelund øjensynligt har været en ivrig og pligtopfyldende student, der sugede indtrykkene til sig fra det rige universitetsmiljø, der også rummede muligheder for glade drikkelag studenterne imellem, har tiden i Leipzig dog, som det synes, i nogen grad været fortrædiget af økonomiske spekulationer.

Faderens formueomstændigheder har i disse år ikke været de allerbedste, og på en meget sigende måde bliver sønnens økonomiske forhold belyst, når han hos kuratoren i Leipzig måtte indløse et gældsbevis, ligesom de prisopgivelser på almindelige dagligdags varer, som han kommer med i almanakken fra 1565, nok kan tydes i samme retning.

Dog, når han under 14.6.1565 noterer, at han gjorde regnskab op med bogbinderen, hænger dette muligvis sammen med udgivelsen af et gratulationsdigt til Sjællands biskop Hans Albertsen - Carmen gratulatorium ad Joh. Albertium, Seelandiæ episcopum - som han havde udarbejdet - et digt, som nu er gået tabt, men hvormed han øjensynligt har ønsket at markere sig[104].

Hvor og under hvilke forhold Peder Hegelund levede i sin Leipzigtid, giver almanakkerne ikke noget fuldgyldigt udtryk for; det er muligt, at han har boet på Paulinerkollegiet, men dette er trods visse holdepunkter usikkert; vi ved heller ikke, hvem der var Peder Hegelunds præceptor i Leipzig; man kan gætte, og der er forskellige muligheder at vælge imellem, men også her må det siges, at almanakkerne lader os i stikken.

I slutningen af oktober 1565 forlod Peder Hegelund atter Leipzig for at stævne nordpå; han drog gennem Wittenberg videre til Magdeburg, til Wolmirstedt, Gardelegen, Lüneburg og Hamburg. På vejen fra Hamburg nordpå mødte han i Rendsborg sin ven Anders Sørensen Vedel, der nu, befriet for sin besværlige opgave som præceptor for den vanskelige Tyge Brahe, stævnede mod de store triumfer i Wittenberg.

Også en anden fremadstræbende ung mand, bysbarnet mag. Peder Sørensen (1540 el. 42-1602) mødte han på sin vej hjem; Peder Sørensen var på vej sydpå til Italien; han ønskede at erhverve sig større indsigt i filosofi og medicin; han indskrev senere sit navn i lægevidenskabens historie[105].

Fra Toldsted over Hjordkær og Toftlund nåede Peder Hegelund 9.11. til Ribe efter en rejse på tre uger.

Men allerede den 21. samme måned begav han sig atter af sted fra hjembyen, denne gang ledsaget af sin lærde ven, Ribe-rådmanden, senere tolder, borgmester og kannik i Ribe Peder Mortensen Hegelund (1527-84)[106], og 29.11. ankom Peder Hegelund til København, øjensynligt den lange rejses egentlige mål; i København aftaltes efter al sandsynlighed det nødvendige med hensyn til den studierejse til Wittenberg, som Niels Hemmingsens søn, den lidt problematiske Hans Hemmingsen, stod over for at skulle foretage. Og som præceptor på denne rejse kunne faderen tænke sig Peder Hegelund, der nok på et tidligere tidspunkt har lovet at påtage sig dette hverv.

De endelige aftaler er, som det synes, beseglet ved en middag, hvori foruden Niels Hemmingsen også dr. Hans Frandsen og Hans Thomesen deltog[107].

Den 7.12. forlod Peder Hegelund og Peder Mortensen Hegelund København og ankom den 21. atter til Ribe, hvor Peder Hegelund 24.12. kunne bringe en frisk hilsen fra Niels Hemmingsen til dennes gode ven i Ribe bispegård, mag. Poul Madsen.

Engang i foråret 1566, vel i april måned, må Peder Hegelund nok atter være dukket op i København for at ledsage den 16-årige Hans Hemmingsen på studierejsen til Tyskland, og 1.5. blev de begge immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg[108], det berømte lærdomssæde, hvis navn havde så god en klang i danske øren.

For en ung dansk humanist, der levede med i det åndeligt urolige reformationsårhundrede, og som var grebet af de lutherske tanker, måtte et studieophold i Wittenberg være noget i retning af tilværelsens krone. Her havde Luther og Melanchton virket, og endnu i 1560’erne og videre frem stod der svære dønninger efter deres virke, og de reformatoriske visioner stod stadigvæk i deres glans; her var lutheranismens højborg, og ved den reform af universitetsundervisningen, som den unge Philip Melanchton allerede omkring 1520 havde lagt grunden til ved at søge tilbage til kilderne, til Bibelen og til de græske forfattere, især til Aristoteles, i et forsøg på at forene kristendom og humanisme, kunne Wittenberg-universitetet nok yderligere virke tillokkende på en ung mand med Peder Hegelunds indstilling.

Hvor Peder Hegelund har opholdt sig siden nytår 1566, og hvad han har beskæftiget sig med indtil immatrikuleringen i Wittenberg, får stå hen, vi ved intet derom, da de første syv måneder af almanakken for 1566 mangler, og det er ikke muligt ad anden vej at få hans liv og færden oplyst yderligere for dette tidsrums vedkommende.

Da Peder Hegelund kom til Wittenberg, havde Anders Sørensen Vedel med glans erhvervet den eftertragtede magistergrad; dette var sket 5.3. Ved samme lejlighed var i øvrigt Hans Thomesens efterfølger som rektor i Ribe Laurids Gødesen - efter den tidligere omtalte mag. Gøde Lauridsens optegnelser - også blevet promoveret til magister - oven i købet som nr. 1 blandt 38 "fine, lærde mænd", og efter samme meddelelse skulle Anders Sørensen Vedel være nr. 3 i den lange række[109].

Men medens mag. Laurids Gødesen hurtigt tog tilbage til Ribe, hvor han 24.11.1566 blev gift med Peder Hegelunds kusine Sofie Iversdatter, datter af Iver Stub, borger i Ribe, og enke efter Søren Svendsen, tidligere stiftsskriver sammesteds, forblev mag. Anders Sørensen Vedel endnu 1½ år i Wittenberg optaget af studier.

I 1567 udgav han i Wittenberg sin elskede lærer Jens Pedersen Grundets ”Similitudines”, en samling lignelser, som denne havde efterladt sig, og som nu to år efter hans død blev udgivet af den taknemmelige elev, der et par år havde været optaget i hans husstand.

Peder Hegelund tilføjede i det lille skrift et epicedium - en sørgesang - hvori han som tidligere omtalt hyldede den afdøde som skolemand og præst[110].

En måned efter udgivelsen af Grundets lignelser forlod Anders Sørensen Vedel 4.8.1567 Wittenberg for at tage til Danmark, hvor han 1568 blev hofpræst og således begyndte en karriere, der førte ham frem til en anset og betroet stilling og til det store fald.

Ved afrejsen til Danmark blev han så at sige fulgt til dørs med hyldestdigte af unge musa-sønner i Wittenberg, blandt dem Peder Hegelund og Jacob Madsen Århus (1538-86), den berømte fonetiker og professor i København[111].

I en elegi på 40 latinske vers, skiftevis heksametre og pentametre, bedyrede Peder Hegelund sin bortdragende ven, som han nu ville komme til at savne, et stedsevarende venskab. - Det var i 1567, i 1580 var venskabet på grund af brødnid forbi[112].

Der var i det hele taget i den lille universitetsby, hvor de mange studenter fra nær og fjern næsten gav byen karakteren af en besat by, i Peder Hegelunds studieår her en så at sige konstant koloni af danske; i slutningen af almanakken 1568 opregner Peder Hegelund ikke mindre end 33, blandt dem ripensere som Peder Olufsen[113], der var en søn af den kundskabsrige borgmester Oluf Pedersen, og som efter at have erhvervet magistergraden i Wittenberg foråret 1569 blev udnævnt til sognepræst i Bredsten, Tørrild herred, Vejle amt - ripenseren Torben Olufsen, som samtidig befandt sig i Wittenberg, har utvivlsomt været hans broder; de var begge sammen med deres bysbarn Niels Jacobsen Kraft i foråret 1565 blevet immatrikuleret ved universitetet her[114].

Af andre ripensere, der i disse år studerede ved det så stærkt eftertragtede universitet, kan nævnes Poul Thomsen[115], en søn af salmedigteren Thomas Knudsen (ca. 1503-81); han blev i efterårssemesteret 1567 immatrikuleret ved universitetet[116], hvor han samtidig med den ovenfor omtalte Peder Olufsen i 1569 fik magistergraden; han var broder til salmedigteren Hans Thomesen og døde midt i 1570’erne.

Yderligere omtaler Peder Hegelund ripenseren Johannes Stage, muligvis en søn af borgmester Søren Jacobsen Stage, og endelig nævnes slægtningen Niels Klausen Vilslev, der øjensynligt blev promoveret til magister i Wittenberg samtidig med Peder Hegelund, mærkeligt nok uden at den sidste finder anledning til at notere det i sin almanak.

Den vidtberejste mag. Peder Sørensen dukkede i slutningen af april 1569 op i Wittenberg, hvor han fik lejlighed til at vise sin lægelige kunnen ved at doktorere på den nybagte mag. Peder Hegelund.

Der kan ikke være tvivl om, at der har været et nært sammenhold mellem ripenserne i den tyske universitetsby, hvad almanakkerne på flere måder bærer klart vidnesbyrd om; men Peder Hegelund sluttede sig også til andre danskere, der studerede her i lutheranismens Mekka, således især til den allerede nævnte mag. Jacob Madsen Århus, der ved sin adfærd, sin fromhed og menneskelighed og ikke mindst ved sin kyndighed i de klassiske sprog og humanistisk litteratur i det hele taget var genstand for Peder Hegelunds store beundring[117]; Peder Hegelund kunne ud fra hele sin indstilling så at sige spejle sig i ham.

Dertil kom Hans Tavsens dattersøn Desiderius Hansen Foss[118], der var præceptor for den unge danske adelsmand Mourids Hansen Stygge[119]; Peder Hegelund havde besøgt ham og farbroderen, prioren på Antvorskov kloster mag. Niels Andersen Foss[120], da han i december 1565 rejste fra København til Ribe.

Desiderius Foss kom sammen med Mourids Hansen Stygge vidt omkring i Europa og erhvervede i foråret 1568 magistergraden i Wittenberg, hvor han og hans elev synes at have taget fast ophold siden eftersommeren 1566 med enkelte afstikkere herfra. Han blev senere rektor i Roskilde, professor ved Københavns universitet og sognepræst og provst ved Vor Frue kirke i København. Han døde 1598.

Der var et nært venskab mellem Peder Hegelund og Desiderius Foss, og dette blev udstrakt til også at gælde Mourids Hansen Stygge.

Af andre danske, der i særlig grad kom til at stå Peder Hegelund nær i Wittenberg-årene, kan nævnes den tidligere omtalte Anders Jensen Lemvig[121], der i 1565 var blevet immatrikuleret ved det universitet, der havde betydet så meget for hans fader; han gjorde sig her bemærket ved sin flid. Sammen med mag. Adam Rugianus forlod han foråret 1567 byen for at stævne sydpå og vendte ud på efteråret tilbage efter at have besøgt bl.a. Italien.

Indtrykkene fra denne rejse bundfældede sig i hans digt: ”Iter Romanum”, 1568.

Han blev foråret 1569 promoveret til magister i Wittenberg som nr. 8 af 45; senere kastede han sig over medicinen og blev 1576 dr.med. i Basel, hvorefter han blev professor ved Københavns universitet: han døde 1603, 65 år gammel[122].

Også Tyge Brahe opholdt sig et stykke tid i 1566 i Wittenberg, uden at Peder Hegelund - måske af personlige grunde - fandt anledning til at nævne ham blandt de mange danske, der da opholdt sig i byen.

Peder Hegelund brevvekslede i disse år flittigt med slægtninge og venner i hjemlandet, og almanakkerne giver i den henseende et tydeligt billede af, at betydelige og indflydelsesrige mænd i Danmark har vidst at sætte pris på den flittige og begavede student i Wittenberg; at Peder Hegelund korresponderede med Niels Hemmingsen, kan nok ikke siges at være særlig mærkeligt, da han var præceptor for sønnen Hans Hemmingsen; men da vi ved, at Niels Hemmingsen satte stor pris på Peder Hegelund, har korrespondancen sikkert også drejet sig om andet end blot dagen og vejen; men dertil kommer, at han brevvekslede med Ribe-bispen Poul Madsen, sognepræsten ved domkirken, den senere Odensebiskop Jacob Madsen Vejle (1538-1606)[123], den teologiske lektor i Ribe og senere biskop sammesteds Hans Laugesen samt rektoren ved katedralskolen Laurids Gødesen, og blandt Københavns universitets professorer brevvekslede han med Erasmus Lætus (Rasmus Glad), Rasmus Katholm, Hans Frandsen og Johannes Sascerides; dertil kom Hans Thomesen, hans tidligere rektor, og hof præsten Niels Nielsen Kolding (ca. 1525-78)[124], lensmanden på Københavns slot Niels Andersen Bjørn til Stenalt (1532-83)[125], øverstesekretær Hans Jørgensen Skovgård til Gundestrup (ca. 1526-80)[126] og sekretær i kancelliet Niels Nielsen Kås til Tårupgård (1514-94)[127], efter 1570 kansler; han stod Niels Hemmingsen nær.

Men i Wittenberg dyrkede Peder Hegelund ikke blot samkvemmet med landsmænd; det var kun naturligt, at der så at sige på tværs af landegrænserne opstod venskaber mellem de studerende, der var forbundet i et "latinsk" fællesskab eller på anden måde sympatiserede med hinanden.

Ikke mindst gennem sin vært og præceptor, matematik-professoren Sebastian Dietrich v. Windsheim[128], kom Peder Hegelund i kontakt med mange, der havde tilknytning til universitetet i Wittenberg.

Det kan næppe fejle, at det var Niels Hemmingsen, der havde sørget for, at sønnen Hans Hemmingsen og dennes præceptor kunne komme til at få fast ophold hos den ansete professor, der, som det synes, boede standsmæssigt i et stateligt hus i byen. Der opstod endog et meget nært forhold mellem den ansete professor og den flittige og påpasselige student fra Ribe, hvem han underviste i Euklid, i astronomi m.m. Og da Peder Hegelund i 1574 i Ribe modtog budskabet om sin tidligere Wittenberg-lærers død, mindedes han ham i taknemmelighed som vært og lærer, og vel også samtidig de rige år i den lille universitetsby, lutheranismens vigtigste lærdomssæde, der endnu i hans studenterår helt igennem var præget af reformatorerne Martin Luthers og ikke mindst Philip Melanchtons virke.

Det store navn ved Wittenberg-universitetet på den tid var uden tvivl matematikeren, lægen og historikeren Caspar Peucer (1525-1602)[129], en af Philip Melanchtons tilhængere. Han var også hans svigersøn.

Det fremgår ikke direkte af almanakkerne, at Peder Hegelund søgte til Peucers lærestol, men den omstændighed, at Peder Hegelund, da han erfarer, at Peucers 12-årige datter Magdalene[130] er død af pest, noterer dette i sin almanak, kunne tyde på, at han sandsynligvis gennem sin vært, der var Peucers fagkollega, har haft i hvert fald nogen berøring med Wittenberg-universitetets største navn.

Vi ser i øvrigt i almanakkerne, at han gik til forelæsninger hos professor Johannes Ferinarius (1534-1602)[131], der bl.a. forelæste over Ciceros De officiis; og han overværede de forelæsninger, som Melanchtons svigersøn Caspar Cruciger (1525-1597)[132] holdt over Romer-brevet, det brev, der havde så stor betydning for de lutherske reformatorer. Vi ser også Peder Hegelund følge de forelæsninger, som professor Christoph Pezel (1539-1604 )[133] på grundlag af Melanchtons lærebog i etik holdt over dette emne; også dissektioner overværede han, ligesom vi ser ham beskæftige sig en smule med romerret; i øvrigt var det medicinske fakultet, der her som på andre universiteter gennemgående stod i skyggen af de andre, og det juridiske fakultet, hvorunder romerretten sorterede, de fakulteter, som mindst havde været udsat for Philip Melanchtons universitetsreform[134].

Vejlederen i de klassiske studier, som den flittige vestjyske student naturligvis ikke forsømte, var professor Vitus Oertel v.Windsheim (1501-78)[135], Sebastian Dietrich v.Windsheims svigerfar; hos ham fik han gennemgået Sophokles’ Aiax og Kong Ødipus samt Homers Odysseen.

Peder Hegelund følte sig grebet af de prædikener, som teologiprofessoren Georg Maior (1502-74)[136] holdt ved forskellige lejligheder, og det kan sikkert ikke undre, at Peder Hegelund var optaget af tidens teologiske stridigheder, hvad almanakkerne da også på forskellig vis giver udtryk for; med professor Paul Crell (1531-79)[137] drøftede han sin ven og lærer Niels Hemmingsens teologi.

I øvrigt adskilte universitets-undervisningen i Wittenberg sig i sit mønster ikke fra den i Leipzig, præget som begge universiteter i ånd og metoder var af Melanchtons synspunkter; det kan sikkert ikke undre, at kravene såvel til baccalareksamen som til magistergraden var de samme, og at der her som i Leipzig af de studerende krævedes, at de regelmæssigt gik i kirke og ikke forsømte at gå til alters, og man kan trygt forlade sig på, at Peder Hegelund også på disse punkter omhyggeligt har overholdt, hvad der krævedes af ham.

Naturligvis var også her som i Leipzig bekendelse til den augsburgske konfession en forudsætning for, at man i det hele taget kunne indstille sig til eksamen.

Igennem Peder Hegelunds almanakker bliver vi underrettet om mange af de problemer, der optog studenterne i Wittenberg; vi stifter bekendtskab med de politiske og religiøse strømninger i Tyskland, i Frankrig, i Østrig, i Spanien og andre steder, naturligvis kun gennem almanakkernes løse og usammenhængende notitser, men dog så meget, at vi har en tydelig fornemmelse af, i hvilken retning Peder Hegelund var orienteret, og i hvilken retning hans interesser gik. Og ikke mindst var han interesseret i forholdene hjemme, men så stærkt er han optaget af de mere nære ting i Wittenberg, at begivenhederne i Syvårskrigen, der i en næsten angstfuld spænding følges i Leipzigtiden, ikke gør så stærkt et indtryk i Wittenbergårene; notitserne herom træder så afgjort i baggrunden her.

Det er levende og engagerede notitser, vi stifter bekendtskab med, nedfældet af en ikke helt ung mand, der var åben for nye indtryk, og vi kommer tæt ind på livet, således som det formede sig i den lille tyske universitetsby; vi ser ham fx. have regnskabsopgørelse med sin vært Sebastian Dietrich v.Windsheim på egne og Hans Hemmingsens vegne, vi ser ham i festligt lag, og vi ser ham troligt følge forelæsningerne på universitetet, der dog delvis var lammet under pesten 1566, selv om flere professorer trods faren for smitte fortsatte undervisningen - døden, den allesteds nærværende, voldsom eller blid, finder vej i almanakkernes notitser, der også omhyggeligt noterer bryllupper og barnefødsler.

Stort og småt tager således pladsen op i almanakkernes notitser.

Efter godt to års studeringer i Wittenberg kunne Peder Hegelund indstille sig til eksamen, og blandt hans eksaminatorer træffer vi hans vært og lærer Sebastian Dietrich v.Windsheim.

Resultatet var strålende; ved den højtidelige magisterpromotion 24..8.1568, velsagtens i det ny kollegium, hvor måske også Anders Sørensen Vedel 1566 fik sin grad, var han placeret som nr. 3 blandt de promoverede. - Det må i øvrigt være ved samme lejlighed, at Niels Klausen Vilslev erhvervede sin magistergrad, mærkeligt nok uden at Peder Hegelund finder anledning til at nævne det.

Endnu godt otte måneder fortsatte Peder Hegelund sine studier sammen med Hans Hemmingsen, der 10.3.1569 som nr. 15 blandt 45 kandidater blev promoveret til magister sammen med Anders Lemvig, der blev nr. 8, og umiddelbart efter fulgte den senere professor i teologi ved Københavns universitet Jørgen Kristoffersen Dybvad (død 1612)[138]; også den senere rektor i Århus, Hans Lauridsen Århus (død 1575)[139], der 28.6.1566 var blevet immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg sammen med sit bysbarn, den kendte Jacob Madsen Århus[140], i 1580 Niels Hemmingsens afløser som professor i teologi, blev promoveret ved den lejlighed, og det samme var tilfældet med den tidligere omtalte Poul Thomsen; de blev henholdsvis nr. 16 og 26.

Den 18.5.1569 drog mag. Peder Hegelund og mag. Hans Hemmingsen efter de heldigt afsluttede studier atter nordpå; atter gik turen for Peder Hegelunds vedkommende som 1565 ad den kendte vej over Magdeburg og Lüneburg; videre over Lübeck kom de to magistre til Travemünde, hvor de indskibede sig for at sætte kursen mod København, hvortil de ankom om aftenen den 4.6., den dag, da Niels Hemmingsen fyldte 56 år og sønnen, den nybagte magister, 19 år.

Peder Hegelund kunne 7.6. aflægge et forhåbentlig for alle parter tilfredsstillende regnskab for udgifterne i Wittenberg i studieårene og kunne 21.6. begive sig på vej mod sin hjemby, hvor hans fremtidige virke skulle være, indtil han døde i begyndelsen af 1614.

Peder Hegelunds studieår var endt, og beriget med indtryk fra den store verden og dygtiggjort gennem sine studier kunne han tage fat på sin manddomsgerning.

Da han på sin 27 års fødselsdag, 9.6.1569, i København, inden han begav sig til Ribe, gjorde regnskab op over sig selv og sin tilværelse, og nu ved et vendepunkt i sit liv ligesom samlede sine erfaringer til noget af et afsluttet hele, skete det i form af en elegi på latin, hvori det - i oversættelse - lidt mistrøstigt, resigneret, men dog også trøsterigt lyder:

Ak! iblandt sorger og hyppige fald jeg henlever livet.

Livet jeg har vel, men ak! stakket, elendigt det er.

Kristus! Engang i min død skal jeg sejre med dig over slangen.

Nok er triumfen vel din - derved en smule dog min!

Da får jeg livet, skal blomstre på ny med et ujordisk legem.

Da går til livet jeg ind, evigt at leve for Gud.

(Ellen A. Madsens oversættelse).

Fig. 3. Leipzig ca. 1572.

Efter Kölner-kanniken Georg Brauns og Kölner-kunstneren Franz Hogenbergs pragtfulde topografiske værk ”Civitates orbis terrarum” - Jordkredsens byer - der første gang udkom i Köln 1572.

Den latinske forklaring oplyser, at Leipzig er en by i Meissen, berømt for sit universitet og sin handel.

Yderst til venstre på prospektet ses (1) slottet Pleissenburg, bygget 1549-69, derefter følger (2) Thomas-kirken, så (3) Kornhuset, (4) Paulinerklosteret, (5) Nikolaj-kirken og endelig længst til højre (6) universitetet.

Fig. 4.

En stærkt formindsket gengivelse af titelbladet til den udgave af Euclids elementer, som Peder Hegelund købte i Leipzig 1565. - Universitetsbiblioteket i Uppsala.

Øverst på titelbladet har Peder Hegelund på græsk skrevet følgende, der i oversættelsen lyder:

”Philons sentens, citeret af Plutarch i hans 8.bog af "Symposion":

Fig. 5. Det nu nedrevne Paulinerkloster i Leipzig.

Efter reformationens indførelse i Leipzig kom det gamle dominikanerkloster, der var indviet til St. Paulus, i universitetets besiddelse. Munkenes sovesal (dormitorium), der ses ligefor på billedet, blev indrettet til studenterboliger m.m. - til højre herfor klosterkirken. Bygningen var af mursten; på billedet ses forneden på det tidligere dormitorium et krydsmønster af mørkegrønt bladværk i glaseret tegl. Oven over denne flade ses en frise bestående af vekslende Kristus-hoveder og roser; Kristus-hovederne var mørkegrønne og roserne i forskellig farve.

Fig. 6. Wittenberg ca. 1572.

Efter G. Braun og F. Hogenberg: Civitates orbis terrarum, Köln 1572. Der er her tale om en lidt mere pyntelig gengivelse af Wittenberg-prospektet i Seb .Münsters Cosmographia 1550 - jfr. Fra Ribe Amt 1970, s. 361. - Overskriften lyder på dansk: Wittenberg, en by i Sachsen, berømt ved sit universitet.

Wittenberg lå i Kursachsens flade, sandede områder, der strakte sig op mod kurfyrstendømmet Brandenburg med store hedestrækninger, gennemstrømmet af Elben.

På prospektet ses byen på den anden side af Elben, over hvilken der fører en bro til Elb-porten. Længst til venstre på billedet ses (1) slottet og slotskirken (universitetskirken). Her ligger Martin Luther og Philip Melanchton begravet; derefter følger (2) det smukke rådhus til venstre på byens torv, regnet fra slottet, på det sydlige hjørne af torvet ligger Cranach-huset. Så kommer (3) bykirken, St. Marien, med Lucas Cranach d.æ.s store fløjalter med billeder af bl.a. Martin Luther og Philip Melanchton. (4) markerer Collegium, og yderst til højre på prospektet ses (5) det tidligere augustinerkloster, der 1564-83 blev indrettet til universitet, Augusteum; her fandtes også Luthers hus og kort derfra Philip Melanchtons bolig.

I prospektets forgrund ses en af de mange fragtvogne, der gennemkrydsede Tyskland, og som sammen med de mange brevbærere bl.a. muliggjorde forbindelsen mellem den ret store koloni i byen af danske studenter og deres hjemland.

Fig. 7. Slotskirken i Wittenberg. Efter træsnit af Lucas Cranach d.æ. 1509.

Det var på kirkedøren her, at Martin Luther efter Philip Melanchtons oplysning den 31.10.1517 opslog sine 95 teser. Da kurfyrst Frederik d.Vise 1502 havde gjort sin residens- og fæstningsby til universitetsby, blev slotskirken overladt til universitetet som stiftskirke. Her i kirken fandt det berømte lærdomssædes store festligheder sted, og det var kun naturligt, at Martin Luther og Philip Melanchton, de to, der i særlig grad havde kastet glans over universitetet, her i kirken fandt deres sidste hvilested.

Peder Hegelund som rektor (1569-80).

Den by, som den nybagte magister i sommeren 1569 vendte tilbage til, var ikke helt den samme, som han havde forladt i 1561. Byen var under den nordiske syvårskrig i høj grad blevet tynget af udskrivning af mandskab og krigsfornødenheder, udredning af krigsskatter, indkvartering m.m.

Det samlede skattebeløb udgjorde for byen i tidsrummet 1564-70 i alt et samlet beløb på 19.800 dl. og 1.000 dl. i klippinge[141]; intet under, at byens skatteevne, da Peder Hegelund atter så sin hjemby - således som Kinch har beregnet det - var gået tilbage med ca. 30%[142] - Den første store udskrivning af krigsskat 15.12.1564 - til et beløb af 8.000 dl[143] - gjorde et voldsomt indtryk på Peder Hegelund, da han som student i Leipzig modtog meddelelse herom - han betegner den i almanakken som umådelig, og det samme har han utvivlsomt ment om den krigsskat på 3.000 dl., som kannikerne i Ribe skulle udrede, han noterer dette på linie med borgerskatten[144]; et lignende beløb krævede kongen af kapitlet på det nærmeste samtidig med, at Peder Hegelund vendte tilbage til Ribe fra Wittenberg[145].

De uheldige følger af krigen, der direkte og indirekte havde ramt byen som helhed, havde også berørt den forhen så velstående Jens Kristensen Hegelund, der nu vel nærmest måtte betegnes som en fattig mand, og der må utvivlsomt have hersket en meget trykket stemning i den hjemvendte magisters barndomshjem.

Men et lyspunkt må det trods alt have været, da den 27-årige magister 15..11.1569 overtog ledelsen af Ribe katedralskole, der i sidste halvdel af det 16.århundrede hævdede sig så smukt blandt landets øvrige latinskoler.

Peder Hegelund kom til at lede den skole, hvorfra han var udgået, og hvor han 1558-61 havde været hører, i 11 år, en embedsperiode, der ikke blot var den længste, nogen Ribe-rektor kom til at udfylde fra reformation til enevælde, men som også blev såre betydningsfuld i skolens historie.

Alene det, at Peder Hegelund så længe var rektor for skolen, må i sig selv tages som et vidnesbyrd om hans store kærlighed til skolegerningen, da rektorstillinger i datiden nærmest blev betragtet som et hurtigtvirkende springbræt til mere ansete og bedre lønnede stillinger.

I et nu tabt håndskrift: ”De educatione puerorum”[146] - Om opdragelse af børn - må Peder Hegelund utvivlsomt have nedfældet nogle synspunkter vedrørende de pædagogiske grundsætninger, som han gik ind for – og noget sådant har sikkert også gjort sig gældende i et ligeledes nu tabt håndskrift om en af forgængerne i embedet, den så højt elskede Jens Pedersen Grundet[147].

Så meget står imidlertid fast, at Peder Hegelund som en af de mest udprægede tilhængere af Philip Melanchton, der kendes på dansk grund, ledede Ribe katedralskole i den kristelig-humanistiske ånd, der prægede hans store forbilledes indstilling til livet og dets problemer[148].

I "mellemspillet" Calumnia priser han fx, således Philip Melanchton, "den lille mand"[149] - den store reformator var kun ringe af vækst og i den henseende let at overse - han hylder sin store mester for hans uhyre arbejdsomhed på snart sagt alle områder og for det reformarbejde, han stod for med sigte mod de middelalderlige lærdomme - "Synderlig vdi hans Dialéctica/Screff nand spotzsk om Sophistica", som Peder Hegelund skriver, og Ribe-rektoren fremhæver hermed, at Philip Melanchton satte den klare, logiske tanke op imod den middelalderlige skolastik, og han fortsætter, at han "mente sig at vilde Biørne binde". - Peder Hegelund mindes ham endvidere i sit "mellemspil" som den, der i særlig grad fik ungdommen i tale, og han tænker vel for sit eget vedkommende på universitetsårene i Leipzig og især i Wittenberg, hvor der endnu var dønninger efter den store lærers virke, de rige år, som Peder Hegelund utvivlsomt mindes i taknemmelighed.

For Philip Melanchton som utvivlsomt også for hans beundrer var latin det helt oplagte grundlag for det europæiske kulturliv, latinen var det europæiske fællessprog, uden hvilket de europæiske folk ville synke tilbage i barbariet.

Derfor måtte man stadigvæk øse af den klassiske kulturs altid friske kilder, og ikke mindst var den græske litteratur i hele sit omfang "Lehrerin und Quelle" for alle videnskaber og lige så nødvendig som luft og ild.

En grundig og streng træning i latinsk grammatik var en selvfølgelig nødvendighed, og Philip Melanchton udarbejdede selv en lærebog heri, som Peder Hegelund i øvrigt må have været ekserceret i, da han var skoledreng i Ribe; den fremragende humanist udarbejdede i det hele taget elementære lærebøger i forskellige fag som fx. dialektik og retorik, lærebøger, som fandt anvendelse til ind i det 18.århundrede[150].

Vi har allerede stiftet bekendtskab med Peder Hegelunds beundring for Philip Melanchtons Dialéctica, og det fremgår da også af hans almanakker, at han har anvendt den tyske reformators lærebog i denne disciplin, som han i øvrigt også på andre felter har beskæftiget sig med fag, der havde Philip Melanchtons bevågenhed[151].

Det indgående kendskab til latinen tvang efter Melanchtons mening til logisk og stringent tænkning, hvad der kunne være til nytte ikke blot for latinskoleeleverne i snævrere forstand, men også for de lærde og statsmænd, der udgik fra latinskolerne og universiteterne.

Nøje forbundet med gramatikken var retorikken, der knap nok var til at skelne fra dialektikken; men - som Philip Melanchton udtrykte det - retorikken er den kunst, der anviser vejen og metoden til at tale smukt og rigtigt.

Man ser, at Philip Melanchton i sin pædagogik og anvisning til forskning bevarede det middelalderlige trivium: enheden af grammatik, retorik og dialektik - som han i øvrigt også på andre punkter i sin pædagogik byggede på en hævdvunden tradition - men han forkastede engang for alle middelalderens skolastiske barbari.

Højdepunktet i tilegnelsen af latinen lå i de deklamationsøvelser, som omfattede forskellige emner, og vi ser da også Peder Hegelund i sin mesterlektie anvende denne fremgangsmåde[152]. Når disse deklamations-øvelser var bedst, skete det efter Philip Melanchtons opfattelse, hvis det lykkedes at udfolde den eloquentia - veltalenhed - der indbefattede samtlige dannelseselementer, og hvori antikkens mestre var uovertrufne og ikke mulige at nå. - Men her er der ikke længere tale om et latinskoleplan, men et universitetsplan.

Kendskab til filosofi indgik som et ganske, selvfølgeligt element i hans pædagogiske system, især var kendskab til Aristoteles, som Melanchton satte meget højt, af største betydning: Han var den sande videnskabsmand, som anviste veje og metoder, og i den forbindelse fremhævede Melanchton betydningen af at beskæftige sig med fysik (naturvidenskab) og matematik. Det er helt på linie hermed, at Peder Hegelund 17.1.1576 påbegyndte en forelæsningsrække over Philip Melanchtons fysik.

Men sammenfattende kan det siges, at filosofien efter den tyske reformators mening var lige nyttig for stat og kirke.

Men også kendskab til historie var en nødvendighed; historien var betydningsfuld i tre henseender: den havde betydning i moralsk henseende ved at vise, hvad der var godt og ondt, ved hjælp af historien kunne man tilbagevise katolikkernes påstande og ad den vej styrke den rene lære, og endelig kunne den være nyttig for statsmanden, der ad den vej kunne lære, hvorledes han skulle tjene staten.

Med udgangspunkt heri er det nærliggende at tænke på Peder Hegelunds levende interesse for historien.

Og med denne ballast til og indleven i den nye tids humanistiske strømninger er det nok forståeligt, at Peder Hegelund ikke havde meget til overs for den måde, hvorpå Ribe katedralskole blev ledet i katolsk tid; dog omtaler han i "Den gamle skolebog" med megen hæder rektor Bakken, der ledede skolen omkring 1500: der står om ham, at "han var en nidkær mand og den første, der udjog de barbariske skribenter og versemagere fra skolen og i deres sted indførte veltalende forfattere i skolen, hvilke han forklarede jævnt på modersmålet"[153] - Det må have været denne rektor, der kastede glans over Peder Palladius’ skoletid i Ribe[154].

Rammen omkring Peder Hegelunds virke som rektor var latinskolen lige over for domkirkens vestportal; vel engang i slutningen af det 15.århundrede var skolen flyttet fra Bispegade til det hus på hjørnet af Grydergade (dengang Gråbrødregade) og Skolegade, som kapitlet havde erhvervet; det var her, at Peder Palladius som omtalt havde tilbragt sine efter eget sigende så glade skoledrengeår sammen med en utrolig masse kammerater.

1572 flyttede tre hørere fra Puggård hen i hjørnehuset, der hvor Grydergade og Skolegade støder sammen; de to nederste hørere boede i et lille hus mod syd på skolens grund.

Rektoren havde sin embedsbolig i det gamle Puggård, hvor der 1554 var blevet anvist ham og samtlige hørere bolig[155].

Vi har ganske vist ikke mange direkte vidnesbyrd om Peder Hegelunds pædagogiske synspunkter, men vi kan bl.a. ud fra de mange nekrolognotitser, der findes i almanakkerne, danne os et indtryk af det menneske syn, der lå til grund for hans virke, og dette finder vel intetsteds bedre udtryk end i den allerede tidligere omtalte notits under 15.7.1586, hvor han giver sin afdøde ungdomsven, den store filolog professor Jacob Madsen Århus følgende eftermæle:

Dr. Jacob Madsen Århus, meget kyndig i humanistisk litteratur og sprog, den første professor i teologi, fremragende ved fromhed og sand dyd og menneskelighed, døde i København, til sorg for alle gode mennesker.

Dette meget sigende udtryk for Peder Hegelunds menneskesyn er nemlig også indirekte et vidnesbyrd om hans indstilling som skolemand, om hans forhold til den gerning, hvor han efter flere vidnesbyrd på fortræffelig vis gjorde fyldest, hvad der vel ikke kan undre, når man tager hans grundige humanistiske skoling i betragtning og den påvirkning, han hjemme og ude havde modtaget fra fremragende personligheder.

Der kan ikke være mindste tvivl om, at Peder Hegelund omfattede sin skolegerning med kærlighed, og almanakkerne giver, selv efter at han forlængst havde opgivet rektorembedet, mange vidnesbyrd om fortsat dyb interesse for skolens trivsel.

Med energi tog han fat på sit arbejde ved katedralskolen i Ribe. Allerede to dage efter ansættelsen som rektor gennemgår han i skolen prosodi (verslære) og to digte fra Ovids Tristia, noget, der i sig selv angiver retningen for det, som Peder Hegelund kom til at lægge vægt på de kommende år, nemlig forståelsen af litteratur, og denne opfattelse understreges ved notitsen den 22.11. samme år om, at han i klassen - 6. klasse, mesterlektien, rektors egen - har arbejdet med versefterligning og elegant versbehandling blandt sine elever; den 27.11. har han, som det synes, haft et emne til digterisk behandling blandt sine elever. Og det er helt på linie hermed, når han under 6.3.1575 noterer, at en af hans elever deklamerede om poesien.

Men han satte også ind på andre felter.

Den 25.12.1569 noterer han, at han begyndte på forklaringen af Philip Melanchtons teologiske definitioner; denne forelæsningsrække, der nok ikke har haft stort andre tilhører end latinskoleelever, har vel været holdt i forståelse med vennen lektor Laurids Gødesen, der i øvrigt gennem det tidligere omtalte ægteskab med Sofie Iversdatter var knyttet til familien Hegelund i Ribe[156].

Det er muligt, at denne forelæsningsrække, som det sikkert egentlig tilkom lektoren at holde, har været holdt i St. Barbaras kapel, den nu nedrevne tilbygning på østsiden af domkirkens sydlige korsarm – her plejede lektoren at forelæse[157].

Men under søndag den 8.1.1570 noterer rektor, at der efter aftensangen for første gang i Ribe katedralskoles historie blev disputeret om definitionen på Gud, og 3 uger derefter står at læse, at der for anden gang blev disputeret i skolen, denne gang om definitionen på personlighedens begreb og Treenighedens tre personer; yderligere står der ud for onsdag den 16.8. samme år noteret, at der blev disputeret om det godes og det ondes begrebsbestemmelser og inddelinger, alt, som det synes, i overensstemmelse med Philip Melanchtons dialektiske synspunkter.

Peder Hegelund har med andre ord søgt som noget nyt i undervisningen at indføre disputationsøvelser; i hvilken udstrækning han har haft held med sig med dette pædagogiske nybrud, og i hvilken udstrækning det har været frugtbringende i Ribe, får stå hen. Det er muligt, at der har været flere øvelser end dem, der er noteret i almanakken; også i almanakken for 1572 omtales i øvrigt sådanne disputationsøvelser.

Det er muligt, at Peder Hegelund i denne henseende som på andre måder har været påvirket af den franske pædagog Pierre de la Ramle (1515-72), der betød så meget for ungdomsvennen Jacob Madsen Århus, ramismens våbendrager i Danmark på den tid[158].

Pierre de la Ramée havde bl.a. i sine forskellige bøger om dialektik vendt sig stærkt mod det middelalderlige dannelsesideal og fremhævede som de fleste af datidens humanister deklamationen som noget centralt i undervisningen, han lagde vægt på logik og stringens i undervisningen, og han betonede som Philip Melanchton betydningen af grammatik, retorik, dialektik og etik, ligesom også han som den tyske humanist fremhævede det vigtige i at beskæftige sig med matematik og fysik[159].

Men hvor megen påvirkning Peder Hegelund har været udsat for fra Ramée, direkte eller indirekte, får stå hen. Ramée var jo på så mange måder i sine pædagogiske synspunkter i overensstemmelse med Philip Melanchton, hvad der naturligvis yderligere vanskeliggør belysningen af dette problem; men det er i hvert fald helt på linie med de to store pædagoger i det fremmede, når Ribe-rektoren tager fat på gennemgangen af Philip Melanchtons dialektik og fysik, hvad der tidligere har været berørt, - vel i overensstemmelse med, hvad han havde suget til sig i de udbytterige studenterår i Leipzig og Wittenberg.

Der kan sikkert ikke være tvivl om, at Peder Hegelund har været orienteret om pædagogiske nyskabelser i samtidens Europa, og det må betragtes som utænkeligt, at han ikke skulle have stået bi med råd og vejledning til de mange adelssønner, der boede i hans hus, førend de søgte ud til videreuddannelse i Europa.

Det ser ud som mere end et tilfælde, når fx. den unge Hans Jørgensen Munk (1568-1616) så at sige direkte fra Puggård - sandsynligvis sammen med broderen Frederik Munk (1566-ca. 1634) - flytter til den berømte rektor Johannes Sturm i Strasbourg, i hvis gymnasium og hus de begge blev optaget 1579.

Johannes Sturm lagde som Peder Hegelund vægt på en metodisk latinundervisning og grundige kundskaber i de humanistiske fag; men vigtigst for den store pædagog i Strasbourg var fromhedslivet, og her kunne atter synspunkterne mødes - også Johannes Sturm havde stået Philip Melanchton nær.

Noget andet er, at opholdet hos Peder Hegelund og Johannes Sturm ikke satte sig synderligt spor hos i hvert fald Hans Munk[160].

Peder Hegelund har langtfra systematisk nedfældet i sine almanakker, hvad han har foretaget sig i sin skole; men vi får dog gennem dem ikke så helt lidt at vide om hans virke både som leder af skolen og som lærer.

Peder Hegelunds efterfølgere som rektorer kunne vel kun være ham taknemmelig for, at han fik udvirket et kongebrev af 2.3.1572, hvorved kronens part af tienden af Darum s., Gørding h., Ribe a., blev henlagt til "skolemesterembedet ved Ribe skole", og det var vel helt i Peder Hegelunds ånd, når det i kongebrevet blev tilføjet, at skolemesteren så til gengæld ikke måtte besvære de fattige skolebørn, der tiggede deres brød og ikke havde andet underhold, med skoleleje eller lærerløn, eller når det yderligere blev tilføjet, at der altid skulle holdes en gudfrygtig, lærd person til skolemester[161].

Yderligere havde hans efterfølgere i embedet den fordel, at Puggård efter 18.6.1572 blev overladt til rektor alene, idet de tre hørere, der indtil da havde boet i husets østende, flyttede til huset på hjørnet af Skolegade og Grydergade, op til skolens østre side[162].

Men det betød ikke, at der i rektor Hegelunds tid ikke blev gjort noget for skolens hørere; han omfattede dem tværtimod med interesse, hvad de mange smånotitser om dem i almanakkerne er vidnesbyrd om, og det må være ham, der har udvirket det kongebrev af 8.8.1573, der forlenede de frem lokater - d.v.s. hørere - ved Ribe skole, der kun havde et meget ringe underhold, med kronens part af tienden af Føvling s., Malt h., Ribe a. Det beløb sig med et tillæg til lønnen på 26 ørtug korn[163].

På lignende måde vidner almanakkerne på mange måder om, med hvilken årvågenhed han omfattede katedralskolens elever, ikke blot når de færdedes inden for skolens mure, men også udenfor.

Som tidligere anført påhvilede det i følge kongeligt brev af 8.8.1562[164] rektoren ved skolen at straffe elever, der havde forset sig mod loven, med ris og på anden måde - de var således unddraget byens myndigheder og kunne kun sættes i byens fængsel, hvis de havde begået "manddrab og andre grove laster og synd"; dog oplyser almanakkerne på ingen måde om, at Peder Hegelund har optrådt som straffende myndighed, men tværtimod ser vi ham tage sine elever i forsvar, når de lider overlast fra byens folk[165]. Dermed være ikke sagt, at Peder Hegelund ikke har delt de synspunkter med hensyn til korporlig revselse af børn, der var så almindelige i tiden.

Det er i det hele taget ikke så helt få almanaknotitser, der tager sigte på elevernes gøren og laden - vi følger dem i fest og glæde, ved skolefester[166] og skolekomedier[167] m.m., og vi bemærker, at rektoren også har øje for de fattige elevers tarv[168].

Der kan ikke være tvivl om, at Peder Hegelund havde udmærkede administrative evner; orden og punktlighed synes at have været fremtrædende egenskaber hos ham; derfor var det kun naturligt, at han tog initiativet til påbegyndelsen og udarbejdelsen af "Den gamle skolebog den skriver sig ganske vist fra 1590, da han ikke længere var rektor ved skolen, men som sognepræst ved domkirken havde han andel i tilsynet med skolen og har således i denne egenskab fortsat det arbejde med skolen, der så lykkeligt var begyndt i 1569. Hans sans for administration og hans sans for betydningen af sammenhæng med fortiden, der gjorde ham så levende historisk interesseret, giver sig udtryk i denne bog, der ikke blot opregner skolens indtægter, bygninger, inventar m.m., men også gengiver skolens gamle privilegier og rummer historiske optegnelser[169].

Det skortede på højeste sted ikke på anerkendelse af Peder Hegelunds virke som skolemand. Den 15.3.1573 fik han således ekspektancebrev på det første ledige kannikedømme ved Ribe domkirke, dog tidligere ekspektancebreve hermed uforkrænkede[170]. Og da det trak ud med, at han kunne opnå den eftertragtede kannikestilling, da andre havde forret fremfor ham i den henseende, fik han ved et kongebrev af 15.3.1579 som anerkendelse for sin langvarige skoletjeneste indtil videre ret til at oppebære afgiften af kronens part af korntienden af Ølgod s., Ø.Horne h., Ribe a«, der beløb sig til 20 tdr. rug og 9 ørtug byg, og af Horne s., sammesteds, der beløb sig til 12 tdr. rug og 6 ørtug byg, kvit og frit[171].

I almanakkerne ser vi, hvilke latinske forfattere han har læst sammen med sine elever; under 23.10.1570 noterer han fx., at han fik godt begyndt på gennemgangen af Terents. Og netop Terents, som også Melanchton satte så højt[172], havde Peder Hegelunds store kærlighed. Viborg-lektoren Villads Nielsen Brøns (død 1637), der som skoleelev i Ribe katedralskole havde været optaget i Peder Hegelunds hus, mindes med taknemmelighed den effektive og inspirerende undervisning, der blev ham og andre til del de fire gange om ugen, Peder Hegelund helligede sig sin yndlingsforfatter. Viborg-lektoren skriver: "0, min Terents - jeg og mine kammerater var glødende begejstrede for dig, da vi var drenge, og endnu elsker jeg dig inderligt"[173].

Og da han selv blev rektor i Viborg 1593, var han i sin virksomhed som skolemand påvirket af Peder Hegelund, hvem han på forskellig vis tog til forbillede i sin ledelse af sin skole.

Ribe-rektorens store interesse for de klassiske forfattere, som Villads Nielsen Brøns’ udtalelse og almanakkernes notitser vidner om, gav sig også udtryk i de bogkøb til katedralskolens bibliotek, som han foretog for at styrke interessen for de klassiske forfattere på skolen - en naturlig tribut til den nye ånd, som herskede i tiden[174].

Villads Nielsen Brøns fortæller endvidere, at Peder Hegelund i samværet med de unge på inciterende måde kom ind på historiske emner, som optog ham og andre, og vi ser da også, at han på opfordring af Arild Hvidtfeldt, hvis arbejde med Danmarks historie han fulgte med årvågenhed, lod sine elever foretage afskrift af Arnold af Lübecks fortsættelse af Helmolds slavekrønike, et manuskript, som endnu findes på Det kongelige Bibliotek. Man kan tydeligt se, at de enkelte kapitler i manuskriptet er skrevet med forskellige hænder[175].

Allerede disse småtræk fortæller et og andet om Peder Hegelunds virke blandt sine elever, og når dertil føjes, at han, som Bjørn Kornerup gør opmærksom på, vistnok har undervist i græsk, hvad en påbegyndt gennemgang af kirkefaderen Basilios den Stores breve 1573 samt afslutningen af Pythagoras året efter kunne tyde på[176], afrundes billedet af en pædagog, der i Philip Melanchtons ånd var en arbejdende humanist. Netop for Ribe-rektorens store forbillede var græsk ”lingua dulcissima atque erudissima” - det blideste og fineste sprog - som alle mennesker egentlig burde lære på grund af den skønhed og ynde, hvormed det overgik alle andre sprog, og som gav dets dyrker evne til at udtrykke sig smukt og med finhed - elegantia - i tankegang og adfærd[177].

På linie med alt dette må nævnes de mange ordsprog og sentenser, "kærneord”, som almanakkerne i så rigt et mål rummer, og som er opnoteret til brug for de skolebøger, som var beregnet for eleverne, og som vel har skullet sætte undervisningen i forbindelse med livet uden for skolen i al almindelighed[178].

Også som skolebogsforfatter var Peder Hegelund virksom; i 1579 fik han i Antwerpen hos den udmærkede bogtrykker Christopher Plantinus udgivet et lille kompendium af venezianeren Aldus Manutius’ Epitome orthographiæ, der slog til lyd for, at den klassiske ortografi blev anvendt overalt, hvor der var tale om latin. Aldus Manutius’ skrift var kun få år gammelt - udgivet 1575 - da Peder Hegelund tog sig for helt i sin Leipzig-lærer Joachim Camerarius’ ånd med sit lille skrift at gøre sit til, at de aldinske synspunkter vandt hævd i undervisningen - han har i hvert fald virket herfor i sin "undervisning i Ribe. Peder Hegelunds lille bog gennemgår en række latinske ord og påviser deres rette stavemåde[179].

Dog ser vi Peder Hegelund i den før omtalte afskrift af Arnold af Lübecks krønike lægge navn til følgende:

Denne krønike fra et gammelt håndskrift har skoleelever fra Ribe afskrevet på opfordring af den meget ædle og meget herlige Arild Hvidtfeldt: idet de bad om, at han ville se igennem fingre med, at de bevarede den gamle stavemåde, der var anvendt af munkene, eller ikke tilstrækkeligt forstod at skrive forbindelsen mellem bogstaverne og forkortelserne[180].

Dette har nok ikke været helt hverken i Arild Hvidtfeldts eller Peder Hegelunds ånd.

Samme år, som det lille kompendium udkom, gjorde Peder Hegelund en ledetråd til adjektivernes bøjning færdig, samtidig udarbejdede han et lille skrift om talordene, som han sendte til København - hvis dette skrift er blevet trykt, og det er vel ikke usandsynligt, er det i hvert fald gået tabt - derimod er bevaret en lille bog om adjektiverne: ”Formulæ declinandi comparandique nomina adiectiua”, der udkom i København 1580, en bog, der øjensynligt har slået an i skoleverdenen, eftersom den udkom i en ny udgave så sent som 1631[181].

Efter at Peder Hegelund havde ombyttet sin stilling som rektor ved katedralskolen med lektorstillingen ved Ribe domkirke, udarbejdede han et lille skrift: ”Versiculi proverbiales et sententiosi illustrium poetarum cum Danicis proverbiis collati. Nogle merckelige oc udlesde Latinske Vers oc Sprock, forklarede og lignede met vore almindelige danske Ordsprock.” - Skriftet består af sentenser, især fra Vergil og Ovid, sammenstillede med danske ordsprog, der har tanker og synspunkter til fælles med de latinske forfattere[182]. Det blev dog næppe udgivet.

Med særlig omhu omfattede Peder Hegelund udgivelsen af et udvalg af sentenser m.m., først og fremmest fra Philip Melanchtons skrifter, men også fra skrifter udgivet af mænd, der stod Melanchton nær. Det smukt udstyrede skrift: ”Epigrammata Phil. Melanthonis selectiora, ex edito epigrammatum libello et aliunde excerpta” - blev på Peder Hegelunds egen bekostning, som han udtrykkeligt skriver i sin almanak-notits[183], trykt hos Sigismund Feyerabend i Frankfurt a/M 1583. - Peder Hegelund bryder i denne bog dels en lanse for sit store forbillede, der efter hans mening ikke nød tilstrækkelig agtelse i samtiden, dels giver han ungdommen et arsenal af gode sentenser, som med udbytte kan prøves i livet[184].

Som egentlig skolebog kan man vel ikke betragte skriftet: ”ABC aff bibelske Ordsprock, det er de kortiste, lettiste oc brugeligste Sprock aff Bibelen effter ABC faar Børn”, trykt i København 1588, men den var dog, som titlen til fulde viser, tænkt anvendt for børn, især for hans gode ven, lensmanden på Riberhus Albret Iversen Friis’ syv døtre. Meningen med dette skrift var gennem "almindelige gode danske sprog og rim" at lære børn at "elske tugt og god opdragelse og vænnes til dyd og gudsfrygt”.[185]

Som humanist var Peder Hegelund en musa-søn, for hvem det musiske gik hånd i hånd med det pædagogiske.

I almanakkerne ser vi fx., med hvilken interesse han omfattede katedralskolens sangkor, der var i virksomhed tre gange i juletiden: juleaften, nytårsaften og Hellig tre konger; det var delt i Store diskant, Lille diskant og Davidsdegne, ifølge Terpager også kaldet rektors, hørernes og skolens kor, muligvis fordi indtægten ved sangen tilfaldt henholdsvis rektor, hørerne og eleverne, selv om det, som Kinch mener, må betragtes som sandsynligt, at elevernes andel af indtægten har været den største[186].

Denne sangudfoldelse, der også fandt sted på andre tider end de her nævnte, havde til formål at skaffe penge til; skolens lærere og til eleverne, noget, der i sig selv fortæller om hele skolens ringe sociale status.

Den økonomiske fordel, som har været forbundet med korsangen, har for Peder Hegelund næppe været så stor, at han har betragtet den som noget væsentligt; og det samme har øjensynligt været tilfældet med de "ligpenge", der var rektorens andel i den betaling, som skoleeleverne fik ved at synge ved begravelser[187].

Det musiske har sikkert været det overvejende for Peder Hegelund; derfor ser vi ham vel også så ivrigt optaget af sin gamle rektor og ven Hans Thomesens salmebog, der ifølge kongelig forordning af 5.11.1569 som eneste salmebog måtte bruges ved landets skoler[188].

Af interesse i den forbindelse er det, at Peder Hegelund, som det synes, i 1578 var i færd med udarbejdelsen af en skolesalmebog, som han øjensynligt har forhandlet om med den københavnske bogtrykker Lorentz Benedicht[189]. Det får stå hen, om der i det hele taget kom noget ud af denne forhandling, men det kan tilføjes, at Peder Hegelunds oversættelse af Prudentius’ salme: ”Met sørgen og klagen holt måde” - blev optaget i Lorentz Benedichts udgave af Hans Thomesens salmebog 1586 sammen med ”Alt hos de Flode i Babylon”, en oversættelse af en tysk salme[190].

Endelig må det indskydes, at Peder Hegelund forsynede katedralskolens bibliotek med værker, der blev anvendt ved indøvelse af korsange med eleverne[191].

I den almindelige bevidsthed er Peder Hegelunds pædagogiske virksomhed først og fremmest knyttet til hans store interesse for skolekomedien, der ved hans indsats atter vandt fodfæste i Ribe. Da Peder Hegelund i juni 1571, som han skriver, atter opførte skuespil "efter at teateropførelser i Ribe i nogle år havde ligget stille", genoptog han en virksomhed ved skolen, som nok havde hvilet siden 1561, da byen ifølge kæmnerregnskaberne ved pinsetid havde givet bidrag til støtte for skuespilfremførelse af denne art, hvad der også havde været tilfældet ved samme tid året i forvejen[192].

Det er muligt, at Peder Hegelund, der i hvert fald 1560 var hører ved skolen, da har fået interesse for denne form for dramatisk virksomhed, der i øvrigt var en almindelig foreteelse i andre byer med latinskole.

Man lagde vægt på at indøve skuespil med eleverne, da man mente ad den vej at kunne styrke deres færdighed i at tale latin og give dem øvelse i anstand og fri optræden samtidig med, at man regnede med at kunne indpode dem gode og nyttige leveregler[193]; det sidste krævede jo strengt taget ikke deltagelse i latinske skuespil, og derfor finder vi da også skolekomedier på dansk, noget, der vel ikke mindst skyldtes, at det publikum, man optrådte for, i mange tilfælde ikke kunne forstå latin.

I sine studenterår i Leipzig og Wittenberg havde Peder Hegelund ved flere lejligheder overværet studenters og peblinges optræden i forskellige stykker[194], og det er vel kun naturligt, at han følte sig inspireret til at overføre dette element fra universitetsmiljøet i de tyske byer til skolemiljøet i Ribe, på samme måde som han også på anden vis i sin undervisning tydeligt var inspireret af sine studieår i det fremmede.

Skuespillene opførtes i fri luft, på den såkaldte Pallads-jord, der lå sydøst for domkirken[195], og vi må regne med, at Peder Hegelund har været instruktør både ved de to stykker, der øjensynligt med en lidt betinget succes gik over Pallads-brædderne i pinsen 1571, og de tre stykker, der i juni det følgende år opførtes sammesteds, og også da skuespilvirksomheden, efter at have hvilet fire år, atter blev genoptaget 1576 i juni med opførelsen af tre stykker, blandt dem Sixtus Bircks skuespil Susanna i Peder Hegelunds oversættelse og bearbejdelse.- Yderligere blev der i juli 1578 opført en skolekomedie, øjensynligt med Peder Hegelund som instruktør.

Det drejede sig i 1571 om Jephta, en tragedie af den store skotske humanist George Buchanan (15O6-82), et stykke, der havde vundet almindelig anerkendelse og udbredelse i Europa[196], og om "comicotragoedien" Acolastus, et djærvt-realistisk stykke i fem akter fra 1529 af hollænderen Guilelmus Fullonius Gnaphæus (Willem de Volder) (1493-1568), der af samtidens humanister blev betegnet som ”Terentius christianus” - den kristne Terents - således som renæssancetidens antikbegejstrede skribenter smigrede hinanden ved tildeling af navne, der havde relation til de store forfattere i den svundne hedenold.

Acolastus - Den fortabte søn - var tænkt opført på to scener samtidig og bygger således på den hævdvundne middelalderlige simultanscene med den opdeling i "huse", der var karakteristisk herfor; i dette stykke var det fædrene hus rammen om 1. og 5. akt, medens det gik stykkets hovedperson så ilde i et værtshus, der var rammen om 2.- 4. akt.

Med dette gennembrydende stykke genoplivedes samtidig den antikke scene med baggrundsdøre, således som man fx. kan se det i Jodocus Badius’ såkaldte Lyon-udgave af Terents 1493[197].

Efter almanakoptegnelserne ser det ud til, at Jephta er opført på latin, vel til størst glæde for dem, der mestrede sproget, medens Acolastus: Den forlorne (fortabte) søn, er opført på dansk - hvad der måske er forklaringen på, at skuespillet har været opført to dage i træk, måske for et større publikum.

Stykket har nok været oversat og muligvis bearbejdet af stykkets formentlige instruktør Peder Hegelund.

Erfaringerne fra opførelserne i 1571 - "hvordan forsøget nu faldt ud”, som der står i almanaknotitsen 4.6. - var åbenbart af en sådan art, at Peder Hegelund også det følgende år ville fortsætte med skuespilopførelser på Pallads-jorden; den 15.6.1572 opførtes således et stykke af Peder Hegelunds yndlingsdigter, nemlig Terents: Pigen fra Andros, sikkert på latin, og sikkert kun til glæde for de få; men så opførtes til gengæld dagen efter et stykke om Lazarus’ genopvækkelse, der muligvis er forfattet - eller oversat - af Peder Hegelund; det var på dansk, som der udtrykkeligt står skrevet i almanaknotitsen for den pågældende dag; den 17. opførtes et stykke, som nok kan identificeres med ”De decem virginibus” - Om de 10 jomfruer - af Hieronymus Ziegler[198].

ifølge almanakkerne blev først i 1576 teateropførelserne atter genoptaget, denne gang med et repertoire helt på dansk; den 25.6. dette år gik George Buchanans Jephta atter over scenen på Pallads-jords brædder, men denne gang for Peder Hegelund oversat af den gode ven, den tidligere ripenser, borgmesteren i Kolding Søren Kjær, til danske vers[199].

Den 26. opførtes Abraham, af den tyske digter Georg Rollenhagen (1542-1609)[200]; stykket var forholdsvis nyt, skrevet 1569, og i Ribe opført efter en oversættelse foretaget af Søren Kjær, borgmesteren i Kolding[201].

Endelig den 28. kom turen til det skuespil, hvortil Peder Hegelunds navn især er knyttet: Susanna.

I slutningen af Peder Hegelunds rektorår opførtes 22.7.1578 Nabal, et stykke af den reformerte schweiziske teolog Rudolf Walter (1519-96), atter oversat af borgmester-vennen i Kolding.

Det kunne ikke fejle, at der i hvert tilfælde til at begynde med var visse, der følte sig foranlediget til at tage forargelse af fremførelsen af sådanne skuespil, eller som Peder Hegelund selv udtrykte det: "nogle vrangvillige, særsindige og ilde undervisde hoveder, der foragte, fordømme og ville forlægge alle slige lege og digt, ligesom de ikke måtte og burde at skrives, læses, meget mindre at leges, af kristne og æragtige mennesker"[202].

Men der kan næppe være tvivl om, at den store almenhed vidste at påskønne Peder Hegelunds og hans elevers anstrengelser i skuespilkunsten, måske ikke mindst, da adgangen til Pallads-jorden under forestillingerne var vederlagsfri - det var afhængigt af tilskuernes velvilje, om de efter forestillingerne ville betænke skuespillerne med erkendtligheder af forskellig art, noget man forventede af de mere velhavende tilskuere[203].

Peder Hegelunds Susanna er en rigtig skolekomedie, der i flere henseender er helt i overensstemmelse med de pædagogiske synspunkter, der lå til grund for hans virke som leder af katedralskolen i Ribe; Peder Hegelunds pædagogik kommer bl.a. i dette arbejde med al ønskelig tydelighed frem i form af moralske formaninger på forskellige områder, som skolemestre til alle tider har excelleret i og følt sig forpligtet til at komme med, og det er helt på linie hermed, at den stærkt nationale rektor så kraftigt fremhæver betydningen af at holde hævd over det danske sprog, som undervisningen i latinskolen jo ikke levnede nævneværdig tid til - en bemærkelsesværdig appel i øvrigt, når man tager i betragtning, at almanaknotitserne i disse år så ganske overvejende er skrevet på latin.

Det fremgår af den latinske fortale, som han indleder sin Susanna med, at arbejdet er blevet til i noget i retning af en opstemt national begejstring nu i "fædrelandets almindelige frydetid" - det var jo ikke længe siden, at den nordiske syvårskrig var afsluttet med hæder -som man siger - og i almanakkerne er der mange vidnesbyrd om de vekslende følelser fra sorg til glæde, hvormed Peder Hegelund fulgte krigens gang, både ude og hjemme.

Man søgte til det nationale i de år; det var jo i det tidehverv, at vennen Anders Sørensen Vedel med sin oversættelse af Sakses Danmarkshistorie fra "kostelig og dyb latin" til dansk kærnesprog gjorde Sakses værk til en virkelig folkebog, og det var i det tidsrum, at man i adelskredse - især blandt adelsdammerne - interesserede sig så stærkt for de gamle danske folkeviser og lod dem nedskrive.

Og i den forbindelse er det kun naturligt at nævne Ånders Sørensen Vedels folkeviseudgave: ”It Hundrede vduaalde Danske Viser” (1591).

Modersmålet gjorde sig også gældende i kirken, hvor efter reformationens indførelse præstens forkyndelse fra prædikestolen kom i centrum i gudstjenesten, Bibelen blev oversat til dansk, og salmesangen støttede sig til danske salmebøger.

Alt dette kunne naturligvis kun virke fremmende for nationalfølelsen i en tid, hvor råbet lød: til kilderne.

Peder Hegelund gør i sin fortale til sin skolekomedie gældende, at han allerede på et tidligere tidspunkt er blevet grebet af kærlighed til det danske sprog, og at han ud fra denne følelse har bearbejdet, omarbejdet og udvidet Sixtus Bircks skuespil.

Og det er helt i samklang hermed, at vennen Niels Krag i sit lille fordringsløse indledningsdigt til skuespillet skriver:

Og eftertiden har givet Niels Krag ret; fra forskellig side er den rent sproglige præstation i Peder Hedelunds skuespil blevet fremhævet, det levende, rene og smidige sprog[204].

Emnet til "denne ringe digt og leg, gjort udi danske rim, om den dejlige og æragtige Susanna og hendes kyskhed og uskyldighed og underlige befrielse", som Peder Hegelund skriver i indledningen til sit værk stammer fra Det gamle Testamentes apokryfer, fra et tillæg til Daniels bog, hvor der fortælles om, hvorledes Susanna, Jojakims hustru, er genstand for efterstræbelser fra to oldinge, der er besat af hendes skønhed; da de overrasker hende under hendes badning i haven, gør de liderlige oldinge tilnærmelser, men bliver afvist af den kyske Susanna, hvorfor de skriger op for falskeligt at anklage hende for ægteskabsbrud med en ung mand. Alt går til at begynde med den dejlige Susanna imod, og hun bliver dømt til at stenes, men den purunge Daniel, den senere profet, redder hende ved at afhøre de to oldinge enkeltvis, hvor ved de afsløres gennem de modsigelser, som de fremkommer med; og de to oldinge må nu gå i døden i stedet for Susanna.

Dette stof, der gav muligheder for alskens moralske betragtninger, blev med noget i retning af begærlighed grebet af det 16.århundredes moralistiske skribenter, og blandt dem var Augsburg-rektoren Sixtus Birck, der 1532 i Basel udgav sin 3 akts-version af fortællingen; 1537 blev komedien udvidet til at omfatte fem akter; det er dog næppe denne udgave, Peder Hegelund har haft liggende foran sig, da han oversatte og bearbejdede Sixtus Bircks skuespil, men et dramatisk samlingsværk fra 1537 hvori dette værk fandtes[205].

I den hilsen til læsere og skuespillere, hvormed Ribe-rektoren indleder den trykte udgave af den danske Susanna, står der at læse:

”Det er et forsøg, jeg har foretaget efter evne i ledige stunder, og jeg har taget mig den frihed nu og da at afvige fra forfatterens tekst med tilføjelser eller ændringer, idet jeg har ønsket at bringe det nærmere til nutidsmenneskers sæder. Følgen er blevet, at dette beskedne lille arbejde under mine hænder er vokset til større omfang end ventet, hvortil kommer, at jeg fandt det umagen værd foran de enkelte optrin at anbringe oversigter og indholdsangivelser tillige med ganske korte tilføjelser af velkendte vendinger og tankesprog. Yderligere har jeg stedvis indføjet en og anden lille oplysning om visse personers optræden og udseende; indimellem har jeg også strøet vort eget folks mundheld og kærnesprog, egnede til udråb af komedianter og slige maskerede personer. Handlingens tråd har jeg dog bibeholdt fra selve den latinske digter. (På tysk har jeg nemlig ikke set, at nogen har behandlet dette emne, bortset fra én, som engang før vor Birck uden al finhed havde sammenflikket noget forvirret og smagløst tøjeri på tyske vers: ej heller har jeg trods ihærdig søgen fundet nogen herhjemme)”[206].

Med disse ord har Peder Hegelund klart og tydeligt gjort rede for sit forhold til Sixtus Bircks tekst, og sammenholder man Hegelunds tekst med forlægget, er Ribe-rektorens redegørelse i det væsentlige rigtig[207].

Peder Hegelunds Susanna blev i øvrigt ført frem i livet med velmente og moralsk belærende digte af Hans Frandsen - Medicinæ et Philosophiæ Doctor, Ribe-bispen Hans Laugesen, forstanderen for Sorø kloster Iver Bertelsen[208], borgmester Peder Mortensen Hegelund, foruden den allerede omtalte Niels Krag, alle gode venner af Peder Hegelund.

Sceneopbygningen på Pallads-jorden, da Peder Hegelunds Susanna i juli måned 1576 blev opført for en forhåbentlig talrig tilhørerskare, var i princippet den samme, som var kendt fra Gnaphæus’ Acolastus: et konglomerat af den velkendte middelalderlige simultanscene og den nye Terents-scene.

Beregnet til at skydes ind mellem 6. og 7.scene i 4. akt i Peder Hegelunds skuespil fremtræder på et kritisk punkt i stykket Calumnia - bagtalelsen - som et "mellemspil", således som det ofte var skik i datidens skuespil. - Imidlertid kan dette "mellemspil", der i den trykte udgave fylder næsten lige så meget som det egentlige skuespil, umuligt i så stor en udstrækning kunnet indskydes i Susanna, så meget mere som scenegangen i dette skuespil er noget træls og langsommelig.

Calumnia er da også af Peder Hegelund - muligvis på grundlag af dette indslag i skuespillet - udarbejdet som et særskilt arbejde og som sådant sendt i trykken, hvorfra det blev udsendt 1579[209].

Calumnia er den personificerede bagtalelse, og "Bagtalis Contrafei", der ledsager den trykte udgave, viser på afskrækkende vis denne last som en kvinde i dobbelttunget, dobbelthjertet hæslighed.

Tynget af et stort lærdomsapparat skrider Peder Hegelunds tekst møjsommeligt frem til belysning af bagtalelsens vederstyggelighed til alle tider, således som humanisten Peder Hegelund kan finde vidnesbyrd herom i Bibelen og i den klassiske litteratur, men langt den største del af skriftet tager sigte på, hvad der ligger inden for forfatterens synsvidde i det 16. århundrede.

Som den gode lutheraner han er, retter han sit skyts mod pavedømmet og katolicismen og omtaler indgående samtidens religionskrige i Tyskland, Frankrig og Nederlandene og tager stilling til datidens religiøse stridsemner.

Og nu i philippismens glanstid i Danmark ser han med uro på de mørke skyer, der toner frem efter vedtagelsen af den såkaldte konkordie-formel 1577 i Tyskland, hvorved den ortodokse lutheranisme fik overtaget over philippisterne, hvad der også kom til at berøre Niels Hemmingsen, der i disse år af magthaverne i landet blev anklaget for philippistisk kryptokalvinisme, for en fra Luther afvigende opfattelse af nadverlæren.

Peder Hegelund omtaler i Calumnia de teologiske stridigheder omkring Philip Melanchton på følgende karakteristiske måde[210]:

Manende henviser han til Luther selv ved i en marginalnote at skrive:

Lutheri spådom: Tre stykker vil skille os igen ved Guds ord og den sande lærdom: 1. Uagtsomhed, at vi forglemmer de store velgerninger, hvilke vi har bekommet ved Evangelium, 2. Kødelig tryghed, 3. Verdslig visdom og egne gode tykke etc[214].

Peder Hegelund slutter sit moralske læredigt med følgende stoiske citat fra sin lærer i Leipzig-tiden, den store Joachim Camerarius:

”Lad dem håbe det bedste, frygte det værste, men hvad skæbnen end måtte bringe, skal enhver bære med et roligt sind”[215].

Calumnia afspejler på forskellig vis de spændinger, der fandtes i samfundene i Europa i det 16. århundrede, spændinger, der tog til, som århundredet skred frem, og gjorde sig gældende i politisk, moralsk og religiøs henseende; også i Ribe kom man til at mærke denne skærpelse, der havde sladder, beskyldninger og anklager i sit spor[216].

Foruden Susanna, med den indskudte lange monolog Calumnia, taler al sandsynlighed for, at der kan tillægges Peder Hegelund yderligere fem skuespil med bibelsk indhold, rimeligvis forstået som oversættelser og bearbejdelser "på danske rim".

Denne opfattelse hviler på fortolkningen af kataloget til det såkaldte Resenhåndskrift, der har omfattet en håndskrevet samling "Comoedier paa Danske Riim", som historikeren Peder Hansen Resen(1625-88), en sønnesøn af den berømte Sjællands-biskop Hans Poulsen Resen, Peder Hegelunds yndlingselev i Ribe, var i besiddelse af, men som gik tabt ved universitetsbibliotekets brand 1728, da så megen Danmarkshistorie gik op i luer.

Der er i kataloget optegnet i alt fem skuespil, som Peder Hansen Resen har tillagt Peder Hegelund; det drejer sig om: 1. Om Abel oc Cain 2. Om Abraham 3. Om Lazari Opstandelse 4. Om de 10 Spedalske 5. Om den rige Mand oc Lazaro.

Det er imidlertid blevet fremhævet, at nr. 2 i kataloget ikke kan være skrevet af Peder Hegelund, men af Georg Rollenhagen, og i Kolding-borgmesterens oversættelse 26.6.1576 opført i Ribe[217]; i sig selv en lidt dristig påstand, da Peder Hegelund jo godt på egen hånd kan have bearbejdet et andet stykke om Abraham; fortællingen om Abraham er et oplagt religiøst emne, og det vides, at fx. den reformerte teolog Theodor Beza har skrevet et stykke om Abrahams offer, oprindelig skrevet på fransk 1550; det var yderst yndet og blev oven i købet oversat til latin[218], og selv om det næppe går an at antage, at Peder Hegelund har benyttet dette stykke, kan han udmærket have taget emnet op påvirket fra anden side.

Men der blev i hvert fald sat et spørgsmålstegn ved katalogets oplysning om Peder Hegelunds forfatterskab til skuespillet om Abraham og dermed til de andre stykker i kataloget.

Forskellige forskere har fremført synspunkter om, i hvilken udstrækning man har kunnet tillægge Peder Hansen Resens vidnesbyrd om det såkaldte Resen-håndskrift vægt, men de har imidlertid alle overset en enkelt notits i Peder Hegelunds almanakoptegnelser, der kaster sikrere lys ind i debatten.

Det drejer sig om en notits under 31.10.1607, hvori der står: Jeg skrev til hr. dr. Hans (Poulsen) Resen, hvem jeg sendte min Dekastikon - (det sidste ord på græsk).

Dekastikon betyder de los tog og må utvivlsomt identificeres med nr. 4 i det omtalte katalog[219] - og denne bog har Peder Hegelund i håndskrift sendt til København, hvor den er havnet i Peder Hansen Resens bibliotek, inden den gik tabt ved branden 1728.

Og ser man på de andre numre i kataloget, er det indlysende, at de stemmer godt overens med de titler, der i Peder Hegelunds almanakoptegnelser er anvendt på skuespil, der er opført i Ribe: den 16.6.1572 opførtes således på dansk ”Lazarus a Christo resuscitatus”, og det svarer til katalogets nr. 3; den 25.6.1583, da Peder Hegelund ikke længere var rektor, men lektor i teologi, opførtes ”De diuite et Lazaro” - Om den rige mand og Lazarus - rimeligvis på dansk - hvad der til al overflod stemmer godt overens med katalogets nr. 5.

Peder Hegelund noterer i sine almanakoptegnelser intet om en opførelse af et stykke omhandlende Abel og Kain og da heller ikke om Dekastikon; dette kan imidlertid ikke tages til indtægt for, at disse stykker ikke er blevet opført, det er blot ikke anført i almanakoptegnelserne; Peder Hegelund er selvsagt ikke forpligtet til at svare på alt, hvad vi kunne tænke os at spørge ham om, - De er dog muligvis ikke blevet opført, men Peder Hegelund har så øjensynligt haft nogle manuskripter i beredskab for påkommende tilfælde.

Desuden skrev Peder Hegelund i sin rektortid de opbyggelige småskrifter:

 Exempla regulæ: vivo ego, dicit Dominus Deus, nolo mortern peccatoris: sed ut convertatur et vivat. De trøsteligste Exempler aff det Gamle oc Ny Testamente, om Guds Naade oc Barmhiertighed imod allehaande store Syndere oc Synderinder: hvilcke nand wforskylt aff blote Naade aleniste for Jesu Christi hans kiere Søns skyld haffuer forladt Synden. Sammendragne udi en Sang aff P.H.R. Kbh.1578. - Det drejer sig om en Bibelhistorie på vers, der uden at tjene noget decideret undervisningsformål dog må ses i sammenhæng med Peder Hegelunds hele pædagogiske sigte[220].

Endvidere skrev han i den opbyggelige retning: ”De peccatoribus. Hafniæ”, 1578, samt ”De remissione peccatorum. Hafniæ”, 1578[221].

Endelig efterlod Peder Hegelund sig nogle historiske skrifter, der aldrig udkom, og som må være gået tabt: ”Epitome de regibus Daniæ” og ”Historia belli Svecici ab anno 1563[222] - Det er sikkert ikke urimeligt at antage, at Peder Hegelund har arbejdet også med disse skrifter i sin rektortid; det gælder vel navnlig skriftet om Syvårskrigen, hvorfra indtrykkene i 1570’erne har været friske, og vi ser i almanakkerne fra krigsårene, i hvor høj grad Peder Hegelund har været optaget af krigen, de militære og politiske aktiviteter og de følger, den har haft.

Noget sikkert om, hvornår Peder Hegelund har arbejdet med de nævnte skrifter, lader sig ikke sige, og da slet ikke ud fra almanakkerne, der overhovedet ikke nævner dem eller kommer med antydninger, der kan tydes i retning af, at han har arbejdet dermed.

Men nu til Peder Hegelunds mere personlige og private forhold.

Da han 30.6.1569 som magister med hæder vendte tilbage til hjembyen, noterer han med glæde, at han fandt sine forældre - og det skal nok i den forbindelse især forstås som faderen - ved godt helbred.

Jens Kristensen Hegelund fik imidlertid ikke megen glæde af sønnens fremgangsrige virke ved den ærværdige skole; den 18.3.1571 døde han forgældet og ulykkelig; sønnerne søgte forgæves at sikre sig i den fuldstændige fallit[223] og opsagde sammen med de andre arvinger 3.4. arv og gæld efter ham[224]; i april det følgende år blev der en uge igennem holdt auktion over hans efterladenskaber[225]; i februar 1573 fik Peder Hegelund vurdering på hans efterladte klæder, som var blevet arvingerne tilstået af kreditorerne[226], og fra 1573 ophører almanakkerne at omtale ham, hvad der stort set også er tilfældet for hans enke Marine Klynes vedkommende.

De første år af 1570’erne var imidlertid travle og trods alt lykkelige arbejdsår såvel på skolen som på Puggård, og nu da han var kommet så tåleligt til midler, var det kun rimeligt, at der kom en kvinde i huset på Puggård.

Fra maj måned 1571 ser vi ham da også i stigende grad interessere sig for den purunge Anne Jensdatter Holm, datter af den første lektor i Ribe efter reformationen mag. Jens Knudsen Holm, død 1568, og dennes hustru Karen Sørensdatter[227]. Peder Hegelund har øjensynligt til at begynde med uden særligt held anvendt sin lærde ven, rådmand og tolder, senere borgmester i Ribe Peder Mortensen Hegelund som sin talsmand hos Karen Sørensdatter Holm, således kan man måske forstå den bedrøvelige notits i almanakkerne under 26.8.1571: Jeg var hos Peder Mortensen (Hegelund) hele dagen. Det var næsten den bitreste dag i mit liv. - Det var netop i de dage, da Peder Hegelund gik på frierfødder. Noget tyder på et afslag - men det skal indrømmes, at sagen er usikker.- Når han under 18.9. skriver: Bedstemoder og moster overbeviste Karen - ser det ud til, at også Peder Hegelunds bedstemoder - Anne Juel - og hans moster - Cæcilie Pedersdatter Jensen - havde visse vanskeligheder ved at overbevise Karen Sørensdatter Holm om, hvor fordelagtigt et ægteskab mellem hendes datter og Ribe-rektoren ville være, og sagen var nok trods det positive i Peder Hegelunds almanak ikke helt i orden, ja måske slet ikke; således kunne man måske tyde almanaknotitsen under 20.9.: Jeg oppebar et stoisk svar fra Peder Mortensen (Hegelund).

Peder Mortensen har trods de to damers ihærdige anstrengelser øjensynligt været i funktion igen, men med lidet held.

Først da mag. Jacob Madsen Vejle, sognepræst ved domkirken, og sognepræstens svigerfader, rådmand Bagge Jensen 29.9. tog sagen i deres hånd og på den formentlig bekymrede rektors vegne direkte henvendte sig til Anne Jensdatter Holm, gik sagen åbenbart i orden, og 4.10. fandt trolovelsen sted, og 11.11. samme år kunne Peder Hegelund hjemføre sin unge brud, der vel var 17 år gammel, til rektorboligen på Puggård.

Og når Peder Hegelund i sin almanaknotits om brylluppet skriver om bruden "med rette meget dyrebar", er der ingen tvivl om, at den unge kvinde bragte ham megen lykke i den korte tid, det var hende beskåret at leve som hans hustru.

Det er os ikke muligt at danne os noget indtryk af den unge kone, i almanakkerne skriver Peder Hegelund blot om sin lykke ved at leve sammen med hende og sin smerte over at miste hende; dog, når han under 24.1.1572 skriver, at han optog Melchior Gregersen Ulfstand til Kærgårdsholm[228] i sin familie og til privat opdragelse, kan man måske betragte dette som et vidnesbyrd om, at den unge hustru har forstået rent praktisk at skabe de rammer, der måtte være nødvendige, for at den unge adelsmand kunne finde sig til rette i Ribe.

Men hvordan Anne Jensdatter Hegelund har set på sin tilværelse, har vi ingen mulighed for at få at vide; hun har måske været så optaget af en Ribe-husmoders travle hverdag og har ikke skænket noget sådant mange tanker.

Anne Jensdatter Hegelund døde i barselseng 27.7.1573 efter 20.7. at have født sønnen Jens Pedersen Hegelund, den søn, der efter alt at dømme kom til at stå Peder Hegelund nærmest af alle hans børn.

Dagen før hustruen døde, og da han vel var klar over, hvor det bar hen, skrev han salmen: ”Attrå efter det evige liv”, der er dateret 26.7.1573 og blev optaget i et tillæg til Susanna[229].

Smerten over hustruens død var stor; den 25.8. - altså en måned efter hendes død - er således følgende notits at læse i almanakken: I fire dage har jeg lidt af betændelse i drøbelen (ganesejlet), fremkaldt af smerte og sorg.

Det var et virkelig smertefuldt tab for Peder Hegelund, og han må til tider trods sin travlhed have følt sin ensomhed knugende. Et vidnesbyrd herom er det digt, som han 1578 i sit skrift ”Argumenta resurrectionis corporum”[230] skrev til Ribe-bispen Hans Laugesens hustru Dorthe Hansdatter i anledning af sønnen Lauge Laugesens tidlige død:

Som yderligere vidnesbyrd om den hengivenhed, som han nærede for den tidligt døde hustru, kan anføres den interesse, som han stadigvæk gennem årene havde for hendes familie, hendes moder, brødre og søstre.

En og anden kunne måske blive fristet til at kaste et blik i Peder Hegelunds skuespil Susanna for her i skildringen af hovedpersonen at søge efter spor, der måske omend antydningsvis kunne føre frem til den afdøde hustru, men skildringen her er så idealiseret og pædagogisk, at alle individualiserende træk er udeladt, og man leder forgæves. Også reginoten til Susanna i badet, sammesteds, hvor der står: Hun blotter ærbart sine arme og ben et stykke op under iagttagelse af den gifte kones sømmelighed og værdighed[232] - siger mere om digterens syn på og forventning til den gifte kvinde i almindelighed end specielt om Anne Jensdatter Hegelund. - Dertil kommer, at badescenen, der jo i øvrigt har virket så inspirerende på malere gennem tiden, ikke har kunnet virke særlig erotisk foruroligende, da Susannas rolle i Ribe efter tidens skik blev udført af en skoledreng.

Peder Hegelund stod nu alene tilbage med sin nyfødte søn, der indtil faderen atter giftede sig i 1580 i særlig grad var overladt til hans omsorg, og vi følger i almanakkerne, med hvilken omhu og bekymring Peder Hegelund omfattede det allerede fra fødselen svagelige barn.

Jens Pedersen Hegelund var siden 1586 elev i Sorø skole, blev magister som sin fader - i Wittenberg, og som han forfatter, omend kun i beskedent omfang som følge af sin tidlige død 1605[233].

Det rent praktiske arbejde i det store hus med de mange gøremål har utvivlsomt måttet optage Peder Hegelunds tid og opmærksomhed; for Puggård blev i stigende grad hjemsted for adelssønner, præstesønner, sønner af velhavende borgere og bønder, der kunne ønske, at deres børn ved at optages i Peder Hegelunds hus kunne nyde godt af hans undervisning og omgang.

Vi finder således i huset foruden Melchior Gregersen Ulfstand, der forlod Puggård i begyndelsen af 1573[234], Jørgen Akselsen Urne til Brobygård (1567-1601)[235], Peder Jørgensen Munk (1568-77) der døde under sit ophold på Puggård[236], broderen Hans Jørgensen Munk til Visselbjerg og uden tvivl også broderen Frederik Jørgensen Munk til Krogsgård - begge tidligere omtalt. Yderligere Niels Johansen Juel til Donslund[237], der kom til Puggård 1576, og som nævnes som "convictor" 1578 og 1579. Af andre convictores kan nævnes Bylderup-præsten Jon Hansens to sønner, der i 11 uger gik til kost for 11 sk.lb. enkeltvis om ugen[238], hvad der øjensynligt har været taksten for kostgængere ved rektorens bord. Sandsynligvis også præstesønnen Hans Poulsen Resen (1561-1638), Sjællands navnkundige biskop fra 1615, Peder Hegelunds mest fremragende elev, der opholdt sig i Ribe 1576-79. Ganske vist omtaler Peder Hegelund overhovedet ikke Hans Poulsen Resen i disse år, men almanakkerne gør ikke indtryk af at være ført systematisk på dette som på andre punkter, så det er højst sandsynligt, at han ikke her har optegnet alle de convictores, der har haft deres gang i Puggård, hvorfor det vel kan være rigtigt, når Terpager skriver, at Hans Poulsen Resens forældre fredag før St. Hans (22.6.) 1576 sendte ham til katedralskolen i Ribe og "lagde hannem i Lossemente til den hæderlige oc høylærde Mand, M. Peder Hegelund, da Skolemester i forne Riber Skole."[239]

Anne Jensdatter Hegelunds broder Knud Jensen Holm - født 1560 -blev muligvis allerede 1572 optaget i husstanden på Puggård, som han forlod april 1577 for at gå i skole i Roskilde[240].

Af borgersønner, der var convictores hos Peder Hegelund, kan nævnes Morten Pedersen, borgersøn fra Odense[241], ligesom Jørgen Hansen Mule (ca. 1569-1634)[242], borgmester i Odense 1632-34, og broderen Laurids Hansen Mule[243], død 1603 som sekretær i kancelliet, begge sønner af Hans Mule til Nislevgård - død 1602[244] samt Knud Knudsen Seeblad (1565-1634)[245], søn af rådmand i Odense Knud Jørgensen Seeblad (1512-80)[246]; Knud Knudsen Seeblad blev 1593 sognepræst i Norup-Egense, Lunde h., Odense a.; han er bekendt for sine latinske breve.

Endelig må nævnes Villads Nielsen Brøns, søn af den ansete bonde i Brøns Niels Villadsen (ca. 1529-96); heller ikke Villads Nielsen Brøns nævnes i almanakkerne for disse år, men hans ophold i Puggård er hjemlet ved hans eget vidnesbyrd; han forlod 1584 Ribe og døde som lektor i Viborg 1637[247].

Der kan ikke være tvivl om, at tabet af Anne Jensdatter Hegelund har tilføjet Peder Hegelund både dyb og varig smerte, men ikke desto mindre måtte det af flere grunde kun være naturligt, om han atter gift de sig; bibelordet om, at det ikke er godt for mennesket at være ene, måtte måske i efterreformationstiden have særligt bud til gejstlige; ægteskabet var jo Gud velbehageligt; desuden var der mange gøremål i rektorboligen, som bedst kunne varetages af en hustru.

I juni 1574 var han på besøg hos Jep Høst i Krarup, herredsfoged i Ø. Horne h., Ribe a., og her har han øjensynligt truffet en ung pige, der har gjort indtryk; sin vane tro anvender han i sådanne tilfælde hebraisk ved angivelsen af navnet; han skriver, at hun hedder Anne, og der er sikkert tale om den Anne Hvid, som han omtaler under 7.7.1575, og som må være datter af Kristen Hvid, sognepræst i S. Felding-Assing, Hammerum h., Ringkøbing a., og søster til Jens Kristensen Hvid, der indtil 1575 var hører ved Ribe katedralskole, hvorefter han via en rektorstilling i Holstebro blev kapellan i S. Borris-Faster, Bølling h., Ringkøbing a. og sognepræst sammesteds 1581-1621[248]. Peder Hegelund har øjensynligt brevvekslet med hende, for under 7.7.1575 skriver han i sin almanak, at han har modtaget et brev fra Anne Hvid, atter fordækt, halvt hebraisk, halvt latin. Om det korte ord: afslag 17.7. har noget med ægteskabsplaner at gøre, er nok sandsynligt, men får stå hen, så meget mere, som hele denne sag er meget usikker og kun kan behandles rent antydningsvis, så mange usikre momenter der er i sagen.

Og i de dage, da alt dette står på, findes to gange i almanakkerne kryptiske tegn - på hebraisk - der fortæller, at Peder Hegelund har været interesseret i Kat., der kan udlægges som Katharine eller Karen[249]; men hvad der skjuler sig bag dette, er en velbevaret hemmelighed, som Peder Hegelund har taget med sig i graven.

Endelig må man mærke sig, at han 19.11.1576 og 1577 noterer, at Mette Pedersdatter Hegelund, datter af hans gode ven borgmester Peder Mortensen Hegelund, fylder henholdsvis 14 og 15 år, og man gør sig vel sine tanker.

På meget sikrere grund er vi, når talen er om Peder Hegelunds ægteskabsplaner med Mette Laugesen, datter af Ribe-bispen Hans Laugesen og Dorthe Hansdatter, en datter af reformatoren Hans Tavsen[250].

Mette Laugesen skulle ifølge Gøde Lauridsens familieoptegnelser være født 5.2.1562[251], men der kan næppe være tvivl om, at det er hende, som Peder Hegelund omtaler under det latiniserede navn Martha under 6.2.1577 som født 1563; til al overflod skriver han et hebraisk og et latinsk M; det følgende år gentager han under samme dato, at M. fylder år, denne gang 15. Allerede under 23.9.1576 finder vi monogrammet ML (Mette Laugesen), i øvrigt samme dag, som Peder Hegelund bringer meddelelse om, at hendes broder er død i Roskilde; monogrammet kan vel betragtes som det første spæde tegn på hans kærlighed til bispedatteren.

Under 9.3.1578 meddeler han, at M.M. har feber, under 2.8. samme år, at M.M.M. tog til Fyn, og under 23.10., at M.M.M. vendte tilbage igen. Man kan forestille sig, at Mette Laugesen da har besøgt sin moster Karen Hansdatter Skåning, gift med Jørgen Skåning, sognepræst ved St. Knuds kirke i Odense[252].

I øvrigt er det påfaldende, i hvilken udstrækning Peder Hegelund i disse år i sine almanakker følger den Laugesenske families bevægelser.

Men når man under 11.5.1579 læser, at Peder Hegelund har skrevet til hr. bispen indgående som aldrig før om hans datter Mette, kan man ikke være i tvivl om hans hensigter. Og notitsen kunne jo tyde på, at han tidligere har skrevet til biskoppen om ægteskab med hans datter, og at han hidtil ikke har haft særlig meget ud af sin henvendelse. - Allerede 4.4.1578 havde han talt indgående med Mettes moder.

Netop i maj måned 1579 opholdt Anders Sørensen Vedel, der siden slutningen af juli 1578 havde været enkemand, sig i Ribe, og det er nok ikke usandsynligt, at Peder Hegelund har betragtet sin ungdomsven som en rival, hvorfor han har søgt at gøre sig gældende på så fordelagtig vis som vel muligt.

En kendsgerning er det, at Anders Sørensen Vedel i 1581 blev gift med Mette Laugesen[253].

Når Peder Hegelund under 31.5.1579 skriver, at han havde den første samtale med P.P.P., kan disse kryptiske tegn i den græsk skrevne notits være identiske med biskop Hans Laugesen; i den græske notits kan ganske simpelt betyde patri (fader). - Han har øjensynligt villet følge den skriftlige henvendelse op med en mundtlig.

Denne samtale har øjensynligt ikke været helt tilfredsstillende for Peder Hegelund, og når han 9.6. opsøgte sin gode ven, borgmester Peder Mortensen Hegelund, der var gift med biskoppens søster[254], har det sikkert været i den hensigt at opnå hans støtte som fortaler i denne lidt vanskelige sag. Men denne hjælp har nok ikke været meget bevendt, hvis den i det hele taget er blevet til noget, og 14.6. kunne borgmesteren kun tilråde Peder Hegelund at skrive til Mette Laugesens moster i Odense.

Den 17.6. havde han atter en samtale med P.P.P., dagen før bispen tog af sted til København.

Det så ikke ud til, at der forelå nogen aftale i sagen, men noget større håb har Peder Hegelund åbenbart ikke haft, og nu gav han sig til at forhandle til anden side.

I april måned havde lektor, mag. Laurids Gødesen, hans gode ven, været i Tønder[255], og han har øjensynligt kunnet henlede Ribe-rektorens opmærksomhed på, at der i Tønder var et udmærket hustru-emne i Tønderprovsten Jørgen Pedersens 16-årige datter Margrethe.

Den 31.8. tog han til Tønder, "lokket af den meget gode Margrethe Jørgensdatters ry", som han skriver.

Peder Hegelunds hjerte har tilsyneladende været letfængeligt; for den følgende tid kom til helt at stå i den purunge Margrethes tegn, og det er helt klart, at der så at sige omgående er indledet ægteskabsforhandlinger, ved hvilke Ribe-lektoren uden tvivl har spillet en vis rolle.

Den 1.10. fik han brev fra Margrethe Jørgensdatter, hvoraf det fremgik, at hendes forældre - og vi må formode hun selv - betragtede ham med velvilje. Gud ske lov, føjer Peder Hegelund lettet til.

Men sagen med Mette Laugesen var øjensynligt endnu ikke formelt bragt til ende; det må være sket 3.11. da han, som han skriver, fik et endegyldigt svar fra biskoppen.

Den 14.11. tog han atter til Tønder - for tredie gang siden 31.8., og dagen efter fremlagde han sine planer for Margrethe og hendes forældre og fik, som han skriver, det forønskede svar. Den 27.12. fandt trolovelsen sted i Tønder, og blandt gæsterne ved den lejlighed bemærker vi mag. Laurids Gødesen og Peder Mortensen Hegelund, der så trofast havde stået Peder Hegelund bi i den vanskelige tid.

Den 18.9. 1580 kunne Peder Hegelund kort meddele, at mag. Anders Sørensen Vedel, ungdomsvennen fra de lykkelige år i Leipzig og Wittenberg, var blevet trolovet med Mette, mag. Hans Laugesens datter.

Men da var Peder Hegelund blevet gift med Margrethe Jørgensdatter. Det skete på rådhuset i Ribe, der dengang lå i Grønnegade, 26.6.1580.-Endnu engang kunne han skrive: ”Gud ske lov”; men det er vel ikke urimeligt at antage, at det har været med blandede følelser, at han skriver den korte notits om ungdomsvennens trolovelse med den pige, som det tidligere havde været så magtpåliggende for ham at blive gift med; efter det foreliggende er det vel heller ikke urimeligt at antage, at han har betragtet Anders Sørensen Vedel som en rival, der har set stort på det venskab, der indtil da havde betydet så meget for dem begge.

Men der skulle komme helt andre forhold til, der skulle slå dybe skår i det venskab, der havde syntes så grundfæstet i 1560’erne.

Anders Sørensen Vedel var efter sine glorværdige universitetsår i Tyskland som forholdsvis nybagt magister i 1568 blevet hofprædikant i København, hvor han nød den gamle kansler Johan Friis’ store bevågenhed og havde det bedste forhold til rigshofmesteren Peder Okse (1520-75) og til sekretær - kort tid efter kansler Niels Kås til Tårupgård[256].

Blandt andet takket være forbindelsen med disse fremstående og indflydelsesrige mænd havde han fået den ene opgave at løse efter den anden på det felt, hvor han skulle øve så fremragende en indsats: historien[257].

Det var muligvis bl.a. som følge af, at han på Johan Friis’ foranledning var gået i gang med en oversættelse og en bearbejdelse af Platinas[258] pavekrønike, at han 25.3.1570 fik løfte på det første ledige kannikedømme ved Ribe domkirke[259].

I disse for de to ungdomsvenner så lykkelige arbejdsår, der for Anders Sørensen Vedels vedkommende nåede sit højdepunkt i den berømte Sakse-oversættelse, var forbindelsen mellem dem opretholdt.

I de dage, da Peder Hegelund gik på frierfødder hos Anne Jensdatter Holm, besøgte Anders Sørensen Vedel sin gamle skoleby[260], og det må være utænkeligt, at de to ungdomsvenner ikke skulle være mødtes, og vi ser da også, at Peder Hegelund i sin almanak under 1.8.1571 omtaler, at Anders Sørensen Vedels fader Søren Sørensen er død, hvad der er et vidnesbyrd om, at han stadig med interesse fulgte, hvordan det gik vennen, og det er derfor også kun naturligt, at han under 14.8.1574 noterer, at mag. Anders Sørensen Vedel satte sig i besiddelse af det kannikedømme, som han godt fire år i forvejen havde fået løfte på, og som han allerede havde fået forleningsbrev på 29.9.1573[261] - det var blevet ledigt efter salmedigteren Hans Thomesens død 22.9.1573[262] - Det blev tilføjet, at han skulle residere ved domkirken, men det blev så som så med det i første omgang.

Det må være ved nådsensårets udløb, at Anders Sørensen Vedel har aflagt besøg i Ribe, som han atter forlod 19.8.; han havde mange gøremål i København.

Under 7.12.1575 noterer Peder Hegelund, at der ved rygter og brev var meddelt ham, at mag. Anders Sørensen Vedel var død, og da han efter den 11. opholdt sig i Kolding på grund af nogle sager, der skulle ordnes, og for at møde sin broder, meddelte kansler Niels Kås ham med stor beklagelse - næsten fortroligt, som Peder Hegelund skriver - at vennen var død, hvilket også blev dybt beklaget af rigsråd Jørgen Ottesen Rosenkrantz til Rosenholm (1523-96)[263], der sammen med syv andre råder forhandlede med otte hertugelige råder om stridigheder mellem kongen og hertug Hans den Ældre[264].

Imidlertid må Peder Hegelund så at sige umiddelbart efter disse samtaler være blevet klar over, at meddelelserne om vennens død var usande, og han skrev 26.12. et brev til ham, hvori han fortæller om det falske rygte og om, hvor kær han er for "alle gode mennesker, ja endog for Danmarks mægtige og fremtrædende heroer". Og han meddeler "sin prisværdige ven og broder" alt det rosende, som Niels Kås og Jørgen Rosenkrantz har sagt om ham[265].

Under 20.3.1576 noteres, at der kom brev fra mag.A nders Sørensen Vedel, og 7.7. samme år dukkede han selv op i Ribe, hvor han opholdt sig flere uger og bl.a. holdt prædiken om Peters fiskedræt; i disse uger finder vi i almanakken ud for 31.7., 27.8. og 29.9. det lidt kryptiske [MA], der kun kan være en sammensmeltning af de to bogstaver M og A:, bag dem skjuler sig øjensynligt navnene Marine og Anders, og der kan da ikke være tvivl om, at Peder Hegelund har været indviet i de forhandlinger om trolovelse og ægteskab mellem Anders Sørensen Vedel og Marine Svanning, historiografen Hans Svannings 14-årige datter, der fandt sted i disse uger, og som endte 30.9. med trolovelse mellem den 34-årige mand og den purunge pige[266].

Peder Hegelund og Anders Sørensen Vedel har foruden meget andet øjensynligt også det til fælles, at de satte pris på ungt blod.

Vedel vendte atter tilbage til København, hvornår vides ikke, for så i den strenge vinter at dukke op i Ribe 19.1.1577 og atter forlade byen 6.2.; den 29.5. blev der fra København via Ribe afsendt bryllupsbreve, og 30.6. blev brylluppet holdt i Ribe, og vi kan trygt forlade os på, at Peder Hegelunds. der så opmærksomt har fulgt begivenhedernes gang og ligefrem, som det synes, har været impliceret i dem, har været med til bryllupsgildet.

Den 22.7. forlod Anders Sørensen Vedel med sin barnebrud Ribe og tog til København.

Endnu nogle breve udveksledes ifølge almanakkerne mellem de to venner[267].

Fra højeste sted ønskedes det imidlertid, at Anders Sørensen Vedel gik i gang med en fortsættelse af Sakses Danmarkshistorie; Vedel havde nok været lidt tøvende til at begynde med, men omsider påtog han sig det meget krævende, men også meget ærefulde hverv at skrive en Danmarkshistorie, som i overensstemmelse med tidens tanker og Danmarks stilling i Europa skulle bringe kundskab om Danmarks fortid, ligesom det i sin tid var gjort af Sakse, som den højtbegavede Anders Sørensen Vedel - nu i sine bedste år - på en vis måde skulle efterfølge og fortsætte.

I overensstemmelse hermed fik Anders Sørensen Vedel 10.6.1578 et ekspektancebrev på det prælatur ved Ribe domkirke, som hans svigerfader Hans Svanning havde inde. Han fik løfte om dette prælatur, fordi han havde lovet at beskrive ”danske historier og kongernes bedrifter" og straks begynde derpå. - Han skulle have prælaturet med det forbehold, at det kun kunne ske, hvis sekretær Jacob Vind, der havde første ekspektance, ikke forinden Hans Svannings død var blevet forsørget med et andet prælatur. Hvis dette ikke blev tilfældet, skulle Anders Sørensen Vedel have ekspektance på det første, som derefter blev ledigt i Ribe[268].

Kort tid efter dette brevs udstedelse var de nygifte atter i Ribe, men 29.7. døde Marine Vedel af pest under sit ophold i byen, således som Peder Hegelund noterer, eller af en smitsom feber, som hendes mand beretter; den unge pige, "virgo pariter et nupta" - i lige grad jomfru og hustru - som den sørgende ægtefælle betegnede hende på det epitafium, som han lod opsætte over hende, blev begravet i Ribe domkirke[269].

Den 6.5.1579 var Anders Sørensen Vedel atter i Ribe, og den tanke har vel ikke været Peder Hegelund helt fjern, at han i ham havde en rival i sine bestræbelser for at blive gift med Mette Laugesen; for netop i den tid var Ribe-rektoren særlig virksom for at få sine planer virkeliggjort, ikke mindst da ungdomsvennen atter - 22.5. - forlod byen. -Der skulle nok smedes, mens jernet var varmt.

Imidlertid ønskede Anders Sørensen Vedel at opgive sin stilling som hofprædikant og slå sig ned i Ribe for at residere ved sit kannikedømme[270], hvorfor han fra højeste sted 5.8.1579 fik et ubetinget ekspektancebrev på det prælatur, som hans tidligere svigerfader mag. Hans Svanning indehavde; dog skulle han først tiltræde det efter Hans Svannings død, og da skulle han residere ved domkirken[271].

Imidlertid døde sognepræsten ved St. Katharine kirke i Ribe 29.3.1580, og den afholdte lektor Laurids Gødesen blev 23.4. samme år på rådhuset i Ribe af kapitlet og magistraten valgt til hans efterfølger[272], hvorved lektoratet blev ledigt; i kapitlet bestemte man sig for at vælge rektor Peder Hegelund til lektor i teologi[273]; man kendte ham fra det daglige virke i byen, han var en dygtig og foretagsom mand, der på flere områder i sin lektorvirksomhed kunne videreføre, hvad han med så stort et udbytte havde påbegyndt i skolen.

Men også Anders Sørensen Vedel kunne tænke sig at beklæde stillingen som lektor i Ribe, og med de fremragende evner, han var i besiddelse af, og de forbindelser, som han kunne udnytte, var han en farlig rival for Peder Hegelund, der da også skyndsomt begav sig til Koldinghus, hvor kongen opholdt sig; det meste af en uge holdt Peder Hegelund støt til i Kolding, men hans anstrengelser kronedes da også med held; han fik vished om, at udnævnelsen til lektor stod ved magt[274].

I denne sag har de to ungdomsvenner så helt afgjort været i alvorlig modstrid med hinanden, og det har vel været i denne tid, at Anders Sørensen Vedel ved påkaldelse af Gud og "med sin forrige hustrus moders, søskendes og venners råd, fuldbyrd og samtykke"[275] bestemte sig for hos biskop Hans Laugesen at anholde om hans datter Mettes hånd; vi kan roligt regne med, at Peder Hegelund i hvert fald denne gang ikke er taget med på råd. - Dog bemærker vi, at han endnu i juni 1581 havde så megen interesse for sin tidligere ven, at han i sin almanak kunne notere, at bispinden og Mette Hansdatter tog til Korsør, hvor Anders Sørensen Vedel lå syg.

Der blev hurtigt kold luft mellem de to venner, der havde haft så rige ungdomsminder sammen; og det er således betegnende, at selv efter at Anders Sørensen Vedel 1581 - samme år som han blev gift med Mette Laugesen - tog varigt ophold i Ribe[276] og efter alt at dømme så nogenlunde samtidigt flyttede ind i "Liljebjerget"[277], skriver Peder Hegelund ikke noget om, at de nogen sinde mødtes i festligt lag - de notitser, der nævner Anders Sørensen Vedel, er indtil 1588, da de kom til at bo dør om dør, meget spredte.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Peder Hegelunds navn ikke er at finde blandt de ni mænd, der "kære for Gud og muserne" sanktionerede de regler, der skulle gælde for det offentligt tilgængelige bibliotek i "Liljebjerget" - den Peder Hegelund, der omtales her. er - som tidligere omtalt - borgmester Peder Mortensen Hegelund[278].

En og anden vil måske opholde sig ved, at Mette Vedels nedkomst noteres i årene 1583, 1585, 1586, 1587[279] - når der ikke findes nogen notits om hendes første nedkomst 22.6.1582, da hendes datter Marine Andersdatter blev født[280], skyldes det uden tvivl, at Margrethe Jørgensdatter Hegelund dagen før fødte sit første barn, Anne Pedersdatter; man vil forgæves lede efter Anders Sørensen Vedels navn blandt dem, der stod faddere, når et af Peder Hegelunds mange børn i de kommende år blev holdt over dåben, lige så lidt som vi finder Peder Hegelunds navn ved de barselsgilder og dåbshandlinger, der var knyttet til Mette Hansdatters nedkomster ovennævnte år.

Fig. 8. Prospekt af den stærkt forfaldne Ribe katedralskole 1724- før ombygningen 1727.

Billedet viser skolens facade ud mod Skolegade, over for domkirkens vestportal.

Yderst til venstre ses et lavt bindingsværkshus, hvori de to nederste hørere boede; derefter følger en bindingsværksmur med en dør ud mod gaden. På hjørnet af Skolegade og Grydergade ses det hus, der 1572 af kapitlet blev overladt til bolig for de tre øverste hørere, i øverste etage boede den øverste lærer, de to andre boede forneden. Den bygning, der på billedet er mærket B, rummede mesterlektien, 6. klasse, rektors klasse; her lå oprindeligt et gammelt stenhus, der omfattede tre boder, der tilhørte domkirken, der imidlertid afstod det til skolen i 1586; det gamle stenhus er øjensynligt ved den lejlighed blevet nedrevet; for således må man sikkert forstå Peder Hegelunds almanaknotits under 1.9, samme år, hvor det hedder: ”Det gamle stenhus udi Gråbrødregade (nuværende Grydergade) ved skole ende blev rømt til at forvie (udvide) og forlænge skolen dermed”. - Dette antageligt nye hus har muligvis været opført af stenene fra det gamle.

Der står i "Den gamle skolebog", at Anders Sørensen Vedel da var kirkeværge, og det kan vel kun forstås derhen, at han har været ivrig for at tilføre skolen en tiltrængt udvidelse; der var 1591 ca. 250 elever, 1592 315- - Een nye bygning fra 1586 forbandt det før omtalte hjørnehus med det egentlige skolehus, der oprindeligt havde tilhørt kantor Anders Brok (død 1463), efter hvis død bygningen kom på domkapitlets hænder for så hen imod 1500 at blive anvendt til skole.

Denne bygning er på tegningen mærket med A og må således indtil 1586 have rummet de seks klasser, som katedralskolen bestod af. Endnu er en stump af dette hus bevaret som baghus bag den nuværende facade ud mod Skolegade fra 1727. - Den ombyggede skole var katedralskole fra 1727 til 1856, hvorefter skolen fik til huse i Puggårdsgade.

Fig. 9. Puggård i Ribe.

Puggård, der allerede fra 1298 var en stiftelse for fattige skoleelever, er, som det fremgår af billedet, en senmiddelalderlig bygning; den har sandsynligvis afløst det gamle stenhus, der var rammen om Puggårds stiftelse.

Katedralskolen, der omtales 1145 ved domkapitlets oprettelse, har ligget i Puggårds nærhed, men blev senere - uvist hvornår - flyttet til den nuværende Bispegade for fra ca. 1500 til 1856 at have til huse i bygninger på hjørnet af Grydergade og Skolegade - jfr. fig. 8. I 1554 blev Puggård rektorbolig, og de skoleelever, der tidligere havde haft deres gang i Puggård, blev henvist til hospitalet. På Puggårds grund ikke så langt fra bygningen på nærværende billede ud mod "Gravene" mod syd lå et fire fags hus, der øjensynligt har været beboet af katedralskolens hørere. Senere flyttede tre ind i østenden af Puggård, men 1572, da Peder Hegelund var rektor ved skolen, blev bygningen helt og holdent forbeholdt rektoren, og det omtalte fire fags hus ud mod syd blev stald. Puggård var rektorbolig til 1903.

Fig. 10. Latinerkvarteret i Ribe ca. 1580.

Ovenstående billede er en del af Kölner-kanniken Georg Brauns kobberstik i hans Teatrum Urbium, I-VI, Köln 1572-1618. Dette prospekt over byen er muligvis udarbejdet af Anders Sørensen Vedel eller efter hans vejledning; han skrev i hvert fald i tilslutning til Georg Brauns kobberstik over byen en kort vejledning, stilet til hans velynder og beskytter, kansleren Niels Kås. - Prospektet er set fra nord. Helt dominerende i det foretagne udsnit er (I) Ribe domkirke, i et lidt forvredent perspektiv; man ser samtidig apsis og den nordre kors arms facade frontalt; der er på billedet ikke plads til at vise kapitelshuset og St. Barbaras kapel.

Højt over de lave huse rager byens stolthed, det store Borgertårn eller Stormklokketårnet med de karakteristiske spidsgavle med vejrfløje; det angives på daværende tidspunkt at have været godt 66 m højt; men natten til den 13.3.1594 styrtede det nordvestlige hjørne af tårnet ned, og ved dets genopbyggelse har man øjensynligt tænkt at forsyne tårnet med et højt spir; dette blev i hvert tilfælde ikke til noget, og ca. 1610 stod tårnet med sin nuværende højde (godt 48 m).

Til venstre for det store tårn ses Mariatårnet med saddeltag. 3 markerer Anders Sørensen Vedels stolthed "Liljebjerget", her på prospektet nævnt som Uranicus Vellejanus - Vedels Lille Uraniborg -med tydelig allusion til vennen, den tidligere studiefælle Tyge Brahes store anlæg på Hven, hvis bibliotek øjensynligt også var forbilledet for biblioteket på "Liljebjerget".

"Liljebjerget" markeres på prospektet med en mærkelig kuppelagtig tagkonstruktion med vindfløj på en stang prydet med kugler; ud mod Skolegade, hvor "Liljebjerget" lå, var der over hoveddøren et bomærke som det, hvormed det bekendte billede af ham er forsynet. Her havde han sit bibliotek, sit studerekammer, sit museum, sit trykkeri m.m.

Let har øjensynligt været Anders Sørensen Vedel meget magtpåliggende at få "Liljebjerget" med på prospektet, skønt det vel har været tvivlsomt, om man i det hele taget har kunnet se det fra den vinkel, hvorfra prospektet er set. Bygningen er i hvert fald forkert placeret i forhold til domkirken.

Kmarkerer katedralskolen, der unægteligt her med vindfløje tager sig ikke så lidt stateligere ud, end den gør på billedet figur 8. Puggård, der naturligvis hører med til latinerkvarteret, er ikke synlig på nærværende udsnit; det ligger på grund af perspektivet til venstre for domkirken.

I øvrigt bemærkes på prospektudsnittet C, der markerer rådhuset i Grønnegade, det bestod af tre gavlhuse, ikke som her kun af to. L markerer Gråbrødrekloster og M St. Peders kirke uden for byen, nedrevet totalt 1698.

Fig. 11. Portræt af Anders Sørensen Vedel (1542-1616). (Frederiksborg).

Det nu stærkt medtagne portræt, der forestiller den 36-årige Anders Sørensen Vedel, er 1578 malet på træ af den tyske kunstner Tobias Gemperlin (1534-98), som Tyge Brahe efter eget udsagn havde bragt med sig fra Augsburg til Danmark 1575; her malede han bl.a. ovenstående billede, der er det ældst kendte profanmaleri af en borgerlig i Danmark og samtidig det tidligst kendte portræt her af en mand med tydelig allusion til hans arbejde.

Foran os har vi således Anders Sørensen Vedel i halvfigur siddende ved sit arbejdsbord som hofpræst på Københavns slot (1568-81). På bordet står et blækhus forsynet med gåsefjer, til venstre på bordet ligger nogle blade med runetegn, hvad der henleder tanken på Anders Sørensen Vedels virke som historiker.

Han er på portrættet iført en underklædning, en kjortel, med stiv krave og en diskret pibekrave; den stive krave og pibekraven var ligesom håndlinningerne Anders Sørensen Vedels tribut til den nye tids mode, der var foreskrevet fra Spanien. -Yderst har han en vams. -Han holder en bog, et psalter, bogens titel står på snittet; man anbragte nemlig i datiden bøgerne med ryggen ind i reolen; også det fine linnedhylster, der beskyttede bogen, når den ikke blev brugt, holder han i hånden.

Til højre på portrættet står en sætning på hebraisk, der i oversættelse lyder: ”Min andel er Gud for evig” - fra Psalme 73, v. 26. - til venstre ses hans sindrige bomærke, som Tyge Brahe øjensynlig har haft sin indflydelse på: en cirkel, omkring hvilken der står et latinsk motto, der i oversættelse lyder: ”Himlen overalt og overalt himlen.” Dette motto anskueliggøres ved en række skyer, der cirklen rundt er malet indenfor.

En indskrevet ligebenet trekant deler cirklen i tre dele, hvor der længst til venstre står D (Deus=Gud), hvad der stemmer overens med den i ligebenede trekanter tredelte trekants yderste felt, hvor der er malet et brændalter - gudsfrygtighedens symbol - her står skrevet nogle ord på latin, der oversat lyder: ”Frygt fromt Gud”; i det modstående felt, hvor der er malet en plante med blomster, der symboliserer sanitas: sundheden, står ord på latin, der på dansk lyder: ”Bevar omhyggeligt sundheden” - et S udenfor henleder opmærksomheden på det centrale i denne sætning. Det nederste felt rummer en slange, der bider sig i halen, et symbol på tiden, og her er mottoet, oversat fra latin: ”Anvend tiden klogt” - tiden (tempus) er markeret ved et T.

Portrættet er præget af værdighed, bl.a. understreget ved det velplejede hår og skæg, blikket er alvorsfuldt rettet mod tilskueren, men det er ligesom Anders Sørensen Vedel ser forbi den betragtende, optaget af eftertanke og visioner.

Portrættet fortæller om en mand, from og lærd, en humanist i philippismens ånd.

Peder Hegelund som lektor(1580-88).

Kristi Himmelfartsdag den 12.5.1580 modtog Peder Hegelund sin udnævnelse som lektor i teologi i Ribe, og den 25.5. samme år blev han ordineret som sognepræst i det nærliggende V. Vedsted, Ribe herred, en stilling, der var forbundet med lektoratet ved domkirken[281].

Foreløbig blev han sammen med sin unge Tønder-brud boende på Puggård, hvor den daglige tilværelse øjensynligt ikke har formet sig stort anderledes end i Peder Hegelunds rektortid; først den 13.4.1581 flyttede han og Margrethe Jørgensdatter ind i lektorresidensen, der lå i den østlige ende af Skolegade, i domkirkens umiddelbare nærhed[282]. Bygningen har næppe været tilfredsstillende; den 22.1.1585 "opterede" han afdøde magister Kaspar Mules kannikegård i Puggårdsgade, som han istandsatte, således at han og den unge kone kunne flytte derind, i øvrigt før istandsættelsen var helt færdige[283]. På den anden side kan man måske undre sig over, at han først 1585 ombyttede lektorresidensen med kannikegården, da han allerede 1581 havde fået det ledige kannikedømme efter magister Kaspar Mules død samme år[284]. Det må formodes, at Peder Hegelund derefter har lejet lektorresidensen ud til andre.

Ved kirkeordinansen 1539 var det bestemt, at der ved alle domkapitlerne i landet skulle ansættes en lektor - en læsemester i teologi - der på latin skulle forelæse over Bibelen "for kanniker, skoledegne og forstandige borgere og andre, som did ville søge"[285].

I Ribe trådte denne ordning i kraft i 1543, og den første lektor blev magister Jens Knudsen Holm, der var fader til Peder Hegelunds første hustru; det var muligvis i forbindelse med hans opgivelse af stillingen 1555 at V. Vedsted sogn på biskop Hans Tavsens foranledning 14.5. samme år blev lagt til lektoratet i Ribe[286].

Den teologiske lektor holdt sine forelæsninger i St. Barbaras kapel, der var umiddelbart knyttet til domkirken, og som rummede et kateder til brug for lektoren og siddepladser for tilhørerne, vel for det meste latinskoleelever. Senere var det i hvert fald sædvane, at eleverne i mesterlektien påhørte lektorens forelæsninger mandag, tirsdag og torsdag fra kl. 9-10, men så fast lå dagene ikke under Peder Hegelunds lektorat, selv om det må indrømmes, at hans forelæsninger i overvejende grad faldt på de nævnte dage[287].

Men på dette område som på andre felter må man ikke forvente, at almanakkerne er systematisk ført.

Vi får dog gennem hans notitser et ganske godt indblik i, hvad der blev forelæst over i St. Barbaras kapel.

Naturligvis drejede forelæsningerne sig så ganske overvejende om teologiske emner, og vi bemærker fx., at han kort efter sin tiltrædelse påbegynder en forelæsningsrække over Pauli brev til Filemon og nogle uger derefter over brevet til Titus[288].

Og det kan sikkert ikke undre, at han ved flere lejligheder forelæste over værker af de store læremestre og forbilleder Philip Melanchton og Niels Hemmingsen.

Vi bemærker ligeledes, at han i visse henseender fortsatte den pædagogiske virksomhed, som han havde udøvet som rektor; det var fx. tilfældet, da han i 1581 påbegyndte en forelæsningsrække over den græske digter Theognis[289], hvad der styrker formodningen om, at han som tidligere antydet i skolen havde undervist i græsk. Det er muligt og vel også sandsynligt, at det drejer sig om en forelæsningsrække, som han har holdt for convictorerne hjemme hos sig selv.

Yderligere må bemærkes, at han i maj 1582 begyndte en offentlig forelæsningsrække, hvis emne ikke nærmere opgives, men som sikkert har taget sigte på en opfyldelse af kirkeordinansens krav om, at lektoren skulle forelæse for forstandige borgere "og andre".

Når Peder Hegelund i begyndelsen af 1584 meddeler, at han hjemme begyndte en forelæsning over Hadrian Junius’ ordfortegnelse og umiddelbart derpå også påbegyndte en gennemgang af Ciceros Pro Archia, kap. 21[290], og når han helt klart under 7.2.1584 noterer, at han privat begyndte en gennemgang af yndlingsdigteren Terents’ ”Pigen fra Andros”, bliver vi ført lige ind i lektorresidensen, hvor Peder Hegelund stadigvæk havde unge til opdragelse og uddannelse. Den tidligere omtalte Villads Nielsen Brøns, der var flyttet med fra Puggård, giver et meget godt indtryk af Peder Hegelund i samværet med de unge i huset, når han fortæller om, hvorledes Peder Hegelund kom ind på historiske emner og fx. fortalte om, hvad han af Anders Sørensen Vedels mund havde erfaret om anglers og jyders udvandring fra Britannien[291].

Det er i øvrigt ikke meget, vi i almanakkerne får at vide om de unge, der til daglig færdedes i Ribe-lektorens hus.

En særlig omtale er der dog blevet Otto Kristoffer Rosenkrantz (1569-1621)[292] og broderen Frederik (1571-1602)[293] til del. De var sønner af den retsindige og ansete rigsråd Holger Ottesen Rosenkrantz til Bygholm (1517-75)[294] og den myndige Karen Kristoffersdatter Gyldenstjerne (1544-1613), der var søster til Ingeborg Gyldenstjerne (1546-91), gift med lensmanden på Riberhus Albret Iversen Friis, Peder Hegelunds gode ven[295].

Yderligere var drengenes farbroder og værge, den rige og mægtige rigsråd Jørgen Ottesen Rosenkrantz til Rosenholm (1523-96)[296], Peder Hegelunds patron og mæcen, der bl.a. viste stor interesse for hans dramatiske digtning. I sin fortale til Melanchtons ”Epigrammata”, der er decideret Jørgen Rosenkrantz' søn Otto, kommer Peder Hegelund med en ret indgående karakteristik af den begavede rigsråd, som han på grund af dennes strenge sæder kalder for Cato.

Da Otto Jørgensen Rosenkrantz døde i marts 1582, 22 år gammel, forfattede Ribe-lektoren et digt, der findes på hans ligsten i Hornslet kirke[297].

Der var således et nært forhold mellem Peder Hegelund og Rosenkrantzerne, og det var derfor kun naturligt, at Karen Kristoffersdatter Gyldenstjerne, vel først og fremmest på Albret Friis'es foranledning, således som det synes at fremgå af notitsen under den 30.7.1582, og i forståelse med Jørgen Rosenkrantz overlod de to drenge i Ribe-lektorens varetægt i residensen i Skolegade. Og her opholdt de sig med enkelte afbrydelser til 1581, da begge drenge forlod ham, Otto Kristoffer for at komme i hoftjeneste, Frederik for med Peder Hegelunds gamle elev Hans Poulsen Resen som præceptor at påbegynde sine studier i udlandet.

Peder Hegelund betegner i fortalen til ”Epigrammata” de to brødre som "de bedste med hensyn til evner og yndlinge-håb"[298]. Denne karakteristik gælder dog nok først og fremmest Frederik Rosenkrantz; for til notitsen 15.5.1584, der meddeler, at han "drog herfra fra samlivet med mig og min opdragelse", har Peder Hegelund føjet: ”Gud alene æren”. Noget tilsvarende skete ikke, da broderen den 29.2. samme år forlod lektor-residensen i Ribe. - Hvis man da i det hele taget kan lægge noget heri.

Der kan ikke være tvivl om, at Frederik Rosenkrantz var en virkelig fremragende begavelse med strålende fremtidsudsigter, som imidlertid 1599 blev fuldstændig ødelagt ved det illegale kærlighedsforhold til Rigborg Brockenhuus. Den formodning er fremført, at det er hans navn, som Shakespeare har brugt i "Hamlet" til adelsmanden Rosenkrantz med den uadskillelige følgesvend Gyldenstierne;hvert fald opholdt Frederik Rosenkrantz sig i England i året 1592 sammen med Knud Gyldenstjerne[299].

Otto Kristoffer Rosenkrantz døde som en ruineret mand, der efterlod sig en "mærkelig stor gæld" på 100.000 speciedaler, alt som følge af tankeløshed og sløseri.

Peder Hegelunds pædagogiske virke har altså ikke altid opnået det tilsigtede resultat, hvad i øvrigt den ulykkelige skæbne, der overgik en "convictor" som Hans Jørgensen Munk, til fulde vidner om; han blev 1616 på grund af et såkaldt blodskamsforhold henrettet foran Københavns slot[300].

Men også drenge af et jævnere socialt tilsnit havde i disse år deres daglige sæde ved lektorens bord; det gælder således Keie Hansen, søn af Hans Pedersen, borger i Åbenrå og sandsynligvis amtsskriver sammesteds[301].

Vi har således flere vidnesbyrd om, at Peder Hegelund ikke har begrænset sin pædagogiske virksomhed snævert til St. Barbaras kapel, men i visse henseender er gået videre ad de spor, der var trådt i rektortiden; notitserne fra disse år fortæller et og andet om hans interesse for sit gamle arbejdssted og således også, at man i Ribe ved midsommertid 1583 opførte de to stykker Joseph - et af det 16. årh.s talrige Joseph-spil[302] - og Den rige mand og Lazarus; det lader sig nu ikke opspore, hvilken andel Peder Hegelund eventuelt kunne have i, at man atter opførte skolekomedier som i hans rektortid; vi har kun de sparsomme notitser som vidnesbyrd om hans interesse herfor. - Lazarus-stykket har sikkert været udsat "på danske rim" af Peder Hegelund[303].

Siden 1573 havde Peder Hegelund ventet på at blive kannik i Ribe; man havde som tidligere nævnt i 1579 givet ham kompensation, da det trak ud med opnåelsen af det eftertragtede præbende i Ribe, der havde så mange ansøgere, og da i foråret 1581 også rektor, magister Jens Sørensen Harte i Kolding, der tidligere havde fået et lignende ekspectancebrev på et kannikedømme i Ribe som Peder Hegelund, rykkede truende nær - således må Peder Hegelund i hvert fald have følt det – sikrede Ribe lektoren sig et kongebrev af 13.5.1581, hvoraf det fremgik, at han var den nærmeste til at få et kannikedømme i Ribe uden at forhindres deri eller opholdes længere med specielle breve og tilsagn[304].

Øjensynligt har domprovst og kannik i Ribe Kaspar Jensen Mule i Ribe været så svagelig, at man har kunnet forudse hans snarlige død, der da også indtraf den 12.7. samme år, da døden indhentede ham i Odense[305].

Peder Hegelund synes ikke at have haft særlig tillid til kongebrevet af 13.5., for skyndsomst begav han sig, da budskabet om domprovstens død kom til Ribe, på vej til Frederiksborg, hvor kongen opholdt sig, for virkelig at sikre sig[306].

Her fik han da også den 19.7. "nådigste confirmats" på det kannikedømme, som han havde ventet på i otte år[307].

Men først i 1585 flyttede han, som tidligere omtalt, ind i den sydligste af de to kannikegårde, der lå op mod Tårnborg, på Puggårdsgades østside[308]. Den har som andre kannikegårde i Ribe sikkert været noget forfalden og er, som tidligere omtalt, blevet istandsat på Peder Hegelunds egen bekostning.

Da Peder Hegelund således havde opnået det eftertragtede præbende, bortfaldt jo egentlig den ret til oppebørselen af kongetienden af Ølgod og Horne sogne, som han havde fået i 1579.

Men der har øjensynligt været nogen uklarhed forbundet med, om f.eks. bønderne under Lindbjerggård i Ølgod sogn stadig skulle betale kongetiende til lektoren i Ribe. Dog besluttede Iver Mogensen Kås til Lindbjerggård[309] sig i begyndelsen af januar 1582 til at lade kongebrevet af 1579 stå ved magt; således må man vel forstå den notits, som Peder Hegelund har indført i sin almanak herom, når han skriver: ”Iver Kås til Lindbjerg lod mig yde afgiften af Ølgod tiende.”

Og to år efter noterer han, at afgiften af Ølgod sognetiende blev ydet af Iver Kås' tjenere[310].

Usikker var også Laurids Eriksen Skram til Hastrup (1530-87)[311], der siden 1583 havde haft Ø. Horne herred i forlening[312]; på forespørgsel i kancelliet om, hvorledes han skulle forholde sig med kronens tiende ikke alene i Ølgod, men også i Horne sogn, der var stillet til rådighed for læsemesteren i Ribe, fik han det svar, at da Peder Hegelund havde fået et kannikedømme ved Ribe domkirke, skulle lensmanden for fremtiden oppebære afgiften til kronen[313].

I følge Ribe-artiklerne af 1542[314] påhvilede der egentlig kun kannikerne den ene pligt fire gange om året at sidde tamperret for at afgøre ægteskabssager, men i virkeligheden var tamperretten, hvori også lensmanden i øvrigt havde sæde, domstol for praktisk taget alle gejstlige sager i stiftet. Der var tamperretsdage onsdagen efter 1. søndag i fasten, efter pinsedag, efter Korsets ophøjelsesdag (14.9.) og efter 3. søndag i advent. Den første gang, Peder Hegelund noterer tamperdag, er ud for onsdag den 7.3.1582, samme år i øvrigt 6.6., 19.9. og ellers jævnt fordelt ud for årene, men aldrig med angivelse af, hvilke sager der er blevet behandlet.

Det var i øvrigt de 10 kannikers opgave at holde tilsyn med domkirken og dens formue. Og til varetagelse af tilsynet valgte kapitlet ud fra sin midte to kirkeværger, der bestred hvervet for tre år ad gangen. 2.6.1584 ser vi således kapitlets prokurator Kristen Nielsen Lange til Bramming (død l604) redegøre for sit regnskab, og dagen efter gjorde kannikerne magister Jacob Madsen Vejle og magister Hans Svanning regnskab over domkirkens indtægter og udgifter for årene 1581-83.

Dertil kom tilsynet med domskolen, hvis rektor kapitlet valgte i fællesskab med bispen. Yderligere tilkom det kapitlet at vælge den teologiske lektor og endelig at bestyre kapitlets gods.

Da Peder Hegelund i 1580 tiltrådte stillingen som lektor i Ribe, var der ved kapitlet her følgende 10 kanniker, nævnt i den rækkefølge, hvori de havde senium, dvs. anciennitet:

1. ærkedegnen Jens Pedersen Viborg (ca. 1500-81)[315], 2. sognepræsten i Sdr. Hygum, Frøs herred, Haderslev amt, magister Thomas Knudsen (1503-81)[316], 3. dekanen for stiftet magister Hans Svanning (1503-84)[317], 4. biskoppen i Oslo magister Frands Klausen Berg (ca. 1504-91)[318], 5. domprovsten magister Kaspar Jensen Mule (død 1581)[319], 6. kantoren Kristen Nielsen Lange til Bramming (død 1604)[320], 7. biskoppen i Ribe magister Hans Laugesen (1530-94)[321], 8. sognepræsten ved domkirken magister Jacob Madsen Vejle (1538-1606)[322] 9. kgl. sekretær Jacob Iversen Vind til Grundet (1544-1607)[323], 10. magister Anders Sørensen Vedel (1542-1616)[324]; men i løbet af 1581 døde tre af kannikerne: den 5.1. Thomas Knudsen, der 8.1. samme år som kannik blev efterfulgt af tolderen og borgmesteren i Ribe Peder Mortensen Hegelund (1527-84)[325]; derefter døde den 7.5. magister Jens Pedersen Viborg, der som ærkedegn blev afløst af kannik ved Slesvig domkapitel, senere ærkedegn sammesteds Rasmus Heidtmann (1530-1602)[326] og som kannik af magister Hans Lauridsen Arnerinus (ca. 1550-1605)[327]; den 12.7. døde som omtalt magister Kaspar Jensen Mule, og han blev som domprovst afløst af kgl. sekretær, senere landsdommer over Sjælland Anders Nielsen Dresselberg til Vognserup (1543-1613)[328], der altså ligesom Rasmus Heidtmann ikke besad noget kannikedømme i Ribe; den afdøde domprovsts kannikedømme tilfaldt således lektor Peder Hegelund, der i anciennitet stod som nr. 10 på listen blandt kannikerne i Ribe domkapitel.

Den 13.6.1582 var rækkefølgen af kanniker ved Ribe domkapitel i-følge Ribe domkapitels "tegnebog": 1. dekan magister Hans Svane, 2. magister Frands Berg, 3. Kristen Lange, 4. biskop, magister Hans Laugesen, 5. magister Jacob Madsen(Vejle), 6. Jacob Vind, 7. magister Anders Sørensen Vedel, 8. Peder (Mortensen) Hegelund, 9. magister Hans Lauridsen (Amerinus), 10. magister Peder (Jensen) Hegelund[329].

Denne seniums-orden var af stor betydning, for i følge statutterne af 1518, der stadigvæk havde gyldighed, skulle det kapitelsgods, som den enkelte kannik havde i "forsvar", ved hans død fordeles blandt kannikerne efter anciennitet; således valgte den kannik, der var ældst i anciennitet, som den første blandt de gårde, jord og andet gods, der skulle fordeles; derefter valgte de andre kanniker efter deres plads i seniums-ordenen[330].

En sådan "division" ser vi noteret i almanakkerne den 15.10.1581, da man foretog en fordeling af dekan og kannik magister Hans Svannings bønder efter hans død 20.9. samme år. Det gods, der lå til degnedømmet, nemlig de 64 kirker i Varde syssel m.m., tilfaldt naturligvis ubeskåret hans efterfølger i embedet magister Anders Sørensen Vedel, da degnedømmet var et prælatur[331], men derimod blev det gods, som han havde haft "i forsvar" som kannik, fordelt mellem kannikerne, men ved den lejlighed var Peder Hegelund nr. 8, da Peder Mortensen Hegelund var død 3.5.1581 og som kannik den 7. samme måned var blevet efterfulgt af magister Jens Sørensen Harte (død 1612)[332] kapellan i Kolding; han blev nr.9, pladsen som nr. 10 blev indtaget af Frederik Hansen Svanning, der 8.5.1580 havde fået ekspektancebrev på det kannikedømme, som hans fader, magister Hans Svanning,havde i værge[333]. Dette kannikedømme bevarede han til sin død 14.1.1587, hvorefter sognepræsten ved St. Katharine kirke i Ribe, magister Laurids Gødesen, fik det ledige kannikedømme[334].

Derefter skete der i Peder Hegelunds lektortid ingen personændringer i kapitlet.

Det har utvivlsomt været et led i opgørelsen efter Hans Svanning, at Peder Hegelund, som han skriver, ved fordeling af engene fik Højholm ved Yder Bjergum, Ribe domkirkes landsogn, der ved høslættet 1586 gav ikke mindre end 32 læs hø, store og små, der blev aget hjem på bønder-vogne den 5.7.

Da Peder Hegelund i 1586 gjorde sit samlede lektor- og kannikegods op, udgjorde det i alt 18 ottinger, der svarer til 4½ helgård, og antallet af hans tjenere udgjorde i følge hans opgørelse ialt 17; et enkelt navn på den liste, som han opsatte over dem, stregede han ud igen[335].

Af det gods, som en kannik således fik i "forsvar", nød han den såkaldte herlighedsret, dvs. en række indtægter undtagen landgilden (korn eller smør), der lå til kapitlets fællesgods som helhed. Kannikernes herlighedsret omfattede således en række "visse" indtægter som fx. småredsel, skovsvin, skovvogne m.m. og "uvisse" indtægter som fx. indfæstning og sagefald.

Hvert år, i almindelighed i september måned, fordelte kannikerne indbyrdes det korn og det smør, som hver enkelt havde fået ind fra det gods, som han havde i forsvar, og dette skete ikke efter senium, men ved en ganske enkel division af landgilden eller fællesgodset, efter lighedsprincippet[336].

Fællesgodset lå spredt vidt omkring, men for en stor dels vedkommende lå det i Sønderjylland, og det indbragte efter 1578-79[337], da det efter mageskifte med kronen nærmere var blevet fastlagt, i almindelighed 30 læster og 4 ørter korn, der, efter at visse fradrag var foretaget til administration m.m., blev delt i 10 lige store lodder, og en sådan kannikelod udgjorde i følge regnskab af 1605, underskrevet af Peder Hegelund, Anders Sørensen Vedel og andre kanniker, 2 læster og 22 ørter korn - en læst korn udgjorde 24 ørter[338].

I følge kirkeordinansen af 1539 skulle den teologiske læsemester "stundom på nogen forskikket tid prædike. Men dog så, at ingen vanlig prædiken dermed forhindres"[339].

Og vi ser da også, at Peder Hegelund lejlighedsvis har prædiket i Ribe[340]; men som prædikant måtte han naturligvis først og fremmest virke i V. Vedsted kirke, hvis sogn var lagt under lektoratet i Ribe.

Lektoren i Ribe var altså sognepræst i V. Vedsted, og, som det må antages, kom han regelmæssigt lørdag eftermiddag til den store præstegård, den største gård i byen; den lå indtil den store stormflod 1634 på et andet og noget lavere sted end den nuværende præstegård. Lektoren bortforpagtede præstegården, men overnattede her, når han havde sin embedsgerning at varetage i sognet[341].

V. Vedsted sogn var som det nordligere liggende Farup sogn på den anden side af Ribe å "et slet (dvs. fladt) land uden bjerge og dale, alsæde jord, og strækker sig til Vesterhavet, og der ovenfor er en plan merskland eller merskhø, og har Riberhus, kanniker, borgere, bønder og hver deres part derudi"[342].

Når Peder Hegelund fra Ribe tog ud til sit sogn, har han over det flade, på det nærmeste træløse land med gest og marsk, med side engstrækninger og golde hedestrækninger, med moser og kær, så at sige hele tiden kunnet se V. Vedsted smukke anselige kirketårn foran sig mod den høje urolige vestjyske himmel, og ude i vest bag de lave klitter lå det farlige og lunefulde vadehav, der her som i Farup og overalt i marsklandet ved storm kunne skylle ind over marker og enge, "og bliver både eng og korn, folk og fæ, hus og gods ofte beskadiget og henfløt af floden"[343].

Lidt hævet over det flade vindåbne land ligger omgivet af marker og vidtstrakte enge V. Vedsted by med Okholm; med svære havediger, der var bevoksede med marehalm og klittag, søgte man tidligere, udsat som byen var for vestenvind og stormflod, nødtørftigt at værne gårde og huse mod storm og hav[344].

Præstegården, der sammen med en del andre - vel 8 gårde - hørte under Haderslevhus , udgjorde 2 ottinger med 1 otting i Sdr. Farup, der hører til sognet, men dertil kom, som det synes, 4 fæstehuse langs "Præstegade" i Sdr. Farup samt et fæstehus i V.Vedsted by og yderligere en ottingseng i Sdr. Farup overenge[345], som Peder Hegelund regelmæssigt lod slå i slutningen af juni måned sammen med Højholm ved Yder Bjergum.

I øvrigt havde kapitlet i Ribe ifølge sogneregisteret af 1599 32 af de 76½ ottinger, der fandtes i V. Vedsted, hvortil yderligere kom 5 til domkirken og 4 til hospitalet i Ribe, og dermed havde kapitlet, domkirken og hospitalet langt den største andel i jorden her: til Riberhus hørte 3 ottinger, til Haderslevhus 19, adelen havde ialt 13½[346].

Det er nok nærliggende at antage, at Peder Hegelund i sin lektortid ved de to divisioner, han har medvirket i[347], har søgt at få gods i forsvar netop her.

Der var ifølge sogneregisteret i 1599 45 tiendeydere i V. Vedsted sogn, og denne kornafgift tilfaldt ikke kapitlets fællesgods, da den jo udgjorde en del af sognepræstens og dermed af lektorens indtægt[348], og det samme var tilfældet med den såkaldte smørbør, der var en afgift i smør pr. ko i sognet[349].

Almanakkerne fra disse år oplyser, at det regelmæssigt var i september måned, at Peder Hegelund holdt tiendeskifte i sit sogn. Vi ser også, at han regelmæssigt indkrævede sin smørbør i juni måned omtrent samtidig med, at han indkrævede sin kvægtiende, der bestod af lam, vistnok da som senere hvert femtende lam, og det beløb sig gennemsnitligt til 25 lam; den 9.6.1585 noterer Peder Hegelund således 30 lam. Vel også på Peder Hegelunds tid har præsten og dermed lektoren haft ret til et brød af hver otting i slutningen af hvert år, men denne brødbør omtales lige så lidt i almanakkerne som afgiften i ost og æg samt de accidensofre, der også i Peder Hegelunds tid må have udgjort en del af sognepræstens indtægt[350].

Peder Hegelund var tydeligt nok interesseret i at gøre sine jorder så udbytterige som muligt; derfor lod han f.eks. 1.4.1587 høj agrene på Højholm ”opbryde og ærje”, dvs. pløje, og tilså med 3½ tdr. havre; på sin 45-års fødselsdag 9.6. samme år lod han en "grav opkaste" her for på den måde at beskytte sin havremark, uden tvivl mod det lunefulde vadehav, og det følgende år lod han den tilså med 4½ tdr. havre; men stadigvæk er der høslæt på Højholmen, en del af Højholm eng er øjensynligt 1587 blevet indelukket; den blev slået en måned senere end den øvrige eng her og Sdr. Farup overeng.

Regelmæssigt noterer han i maj måned, at han lod tørv grave i Sdr. Farup hede; den 13.5.1586 havde han ikke mindre end 12 tørvekarle i arbejde her.

Yderligere bemærkes notitsen under den 21.-23.10.1586 om, at 12 ejere afstenede, dvs. rebede Sdr. Farup toft. Ifølge tingsvidne skete denne rebning: "I det ligeste, som de kunne finde udi længde og bredde efter, som hver mand i byen havde ottingstrit"[351]. Da lektoratet i Ribe som ovenfor omtalt havde jord i Sdr. Farup, var denne rebning naturligvis ikke uden betydning for Peder Hegelund, men tilsyneladende er hans interesser ikke blevet gået for nær.

Han må have følt glæde ved at have med alle disse jordnære ting at gøre; for ellers havde han ikke til sidst i almanakken for 1582 følgende lille hofepigram, som han kalder det, der oversat til dansk fra de latinske heksametre lyder således:

Vi får gennem almanakkerne et ganske godt indtryk af Peder Hegelund som sognepræst i V. Vedsted med de mange gøremål, som var forbundet dermed; vi ser ham f.eks. virksom ved fordelingen af kirkestolene i sin sognekirke 13.5.1582, og det var ved den lejlighed som ved tiendeskiftet og anden beregning ottinge-tallet, der dannede grundlaget for fordelingen[352].

1586 noterer han, at kirketårnet blev istandsat[353], og året efter, at Morten Maler og hans folk udførte malerarbejde i kirken[354].

Vi ser ham i egenskab af sognepræst deltage i kalenter, hvor han sammen med andre præster kunne "handle med hver andre om lærdommen, levned, ceremonier og om alle andre ting, som er religionen anrørendes", som det står at læse i dr. Peder Palladius' traktat af 25.5.1553[355].

Og man kan trygt forlade sig på, at Ribe-lektoren, magister Peder Hegelund ved sådanne lejligheder er kommet med vægtige indlæg i Philip Melanchtons og dr. Niels Hemmingsens ånd til glæde for dem, der var af samme observans.

Degnetjenesten ved V. Vedsted kirke besørgedes af 2.lektiehøreren ved Ribe katedralskole, og degnerenten i sognet udgjordes af afgifter i byg, smør, gæs, brød og en pengeafgift, dertil kom accidenser for at tænde lys og bistå ved vielser[356].

Degnen i V. Vedsted var således en "løbedegn", og endnu påvises i sognet "Degnestien", der førte fra Ribe over Ø. Vedsted og Sdr. Farup mark til V. Vedsted[357]. Det må formodes, at løbedegnen har prædiket for menigheden i sognet, når Peder Hegelund har været på rejse eller har haft andet forfald. Desuden skulle han "undervise det unge bondefolk udi børnelærdommen, katekismo, en sinde om ugen, udi sted og stund", som sognepræsten foreskrev ham[358].

V. Vedsted kirke lå fra gammel tid under ærkedegnens provsti, og i regnskabspenge havde ærkedegnen ret til 2 rigsdaler årlig af hver kirke i provstiet, der omfattede 36 kirker i Hviding, Nørre Rangstrup, Gram, Lø, Tønder og Højer herreder[359].

Det var den stridbare magister Rasmus Heidtmann, der i Peder Hegelunds tid var ærkedegn i Ribe, og vi ser ham da også gøre sine rettigheder gældende i V. Vedsted kirke, bl.a. 29.3.1582, da øjensynlig kirkeregnskabet for to år blev gennemgået, således som det også var tilfældet den 12.11.1584, da kirkeregnskabet for 1582 og 83 blev behandlet; ved den lejlighed tilfaldt der ifølge almanakken ærkedegnen 3 mk. lybsk for rettighed, gæsteri og til tjeneren ½ mk., Peder Hegelund fik ved samme lejlighed 2 mark og hospitalsforstanderen i Ribe ½ mk.

Peder Hegelund har holdt et vågent øje med, hvad der foregik i hans sogn, og han noterer ikke blot, hvad der angik ham som præst, som fx. bryllupper og dødsfald med påfølgende begravelser, men også fx. om stridigheder sognets indbyggere imellem; for der kan ikke være tvivl om, at Peder Hegelund ikke blot har været nidkær i sit arbejde som sognepræst, men også har omfattet sin menighed med en interesse, der ikke har været snævert kirkelig, og det er betegnende nok, at han få uger efter, at han var blevet udnævnt til sognepræst i V. Vedsted, lod gøre "mit sognefolk i V. Vedsted og (Sdr.) Farup en liden bryllup”[360], ved hvilken lejlighed han med andre ord har præsenteret sin unge brud for sin menighed; endnu til ind i vort århundrede mindedes man i V. Vedsted "Anne(Margrethe?) magister Pejers", der sad på vognen og sang salmer, når hun fulgte med sin mand til gudstjeneste i V. Vedsted[361]. Den 10.10.1584 fejrede han sammen med sine sognefolk den afsluttede opgørelse over, hvad der skulle ydes til ham i korntiende, ved afholdelsen af et tiendegilde, ved hvilket der i V. Vedsted blev oplagt to tønder øl og i Sdr. Farup én tønde.

Og det er med virkelig interesse, at han tager sig af den trolddomsag, der i 1582 rejstes mod hans fæster Tyge Lassens hustru Marine på grundlag, som han skriver, af opdigtede anklager, rejst i Haderslev, hvor Bolde Mikkels, før denne på Hviding herredsting blev brændt som heks - den 3.9. - under et pinligt forhør havde udlagt hende[362].

Tyge Lassens "bymand" Nis Sørensen i V. Vedsted anklagede hende for at have "fortryllet" ham, og søndag den 23.9. samme år kom, som Peder Hegelund skriver, den første strid i sagen, ved hvilken lejlighed Tyge Lassen æskede sognevidne af V. Vedsted sogn på sin fattige hustrus vegne. Næste søndag fulgte yderligere en strid, hvis indhold ikke er nærmere angivet, men som naturligvis har drejet sig om beskyldningen for trolddom.

Tyge Lassen tog yderligere sognevidne af Ballum sogn, Lø herred, og dertil stokkenævn af Lø herredsting samt fik skudsmål for sig og hustruen på Hviding herredsting.

Men til trods derfor forfulgte Nis Sørensen stadig sagen med støtte i slægt og svogre, hvorfor Tyge Lassen bad om hjælp hos Peder Hegelund og hans to forgængere i embedet som sognepræst i V. Vedsted siden 1555, biskop Hans Laugesen og sognepræsten ved St. Katharine kirke i Ribe, og de "fromme mænd" kunne med tilsammen 27 års kendskab til den anklagede kun give hende et godt vidnesbyrd.

Som følge af disse og "andre gode uvildige vidnesbyrd" svor kirkenævnet Maren Tyge Lassens "kvit for trolddomssag, imod forne Bolde Mikkels udlæggelse, indtil så længe at nogen kunne bevise hende nogen trolddoms gerning over og ville sætte sin fod i kongens jern med hende".

Men Nis Sørensen forfulgte stadig sagen og slog efter Tyge Lassens udsagn "allehånde vidner tilsammen, min fattige hustrus ret og lempe dermed at forkrænke, hvilke jeg lader mig tykke at være vildige og ulovlige og udgivne af hans egne slægtninge og svogre og anhang og vores uvenner"; en del af beskyldningerne var efter hans udsagn taget af "barsellav efter løse, letfærdige og drukne folks munde, og de selv har sådant også benægtet, så at der er vidne mod vidne".

I den anledning havde Tyge Lassen klaget til kongen, der havde befalet lensmanden på Riberhus Albret Friis og lensmanden på Haderslevhus Enevold Woyen, at de skulle indhente de omtalte vidnesbyrd og afsige dom derover.

Men på grund af Albret Friis' "store og langvarige" sygdom trak sagen i langdrag.

Også Nis Sørensen, der 19.4.1583[363] midlertidigt var blevet anholdt af Albret Friis, formentlig i anledning af den verserende sag, var misfornøjet med, at sagen trak i langdrag, hvorfor han mange gange overløb kongen og klagede over, at der endnu ikke var afsagt dom over de forskellige vidnesbyrds "nøjagtighed og kraft", således at de 15 nævningsmænd ikke kunne komme til at sværge i sagen.

Den 3.4.1584 befalede kongen de to lensmænd, som tidligere havde modtaget befaling om at stævne vidnesbyrdene for sig og afsige dom om deres gyldighed, med det allerførste at rette sig efter den kongelige befaling[364].

Men først den 8.11.1585 indstævnede lensmanden på Riberhus Maren Tyge Lassens for sig; det har vel været hans langvarige sygdom, der har været årsag til den store forsinkelse. Den 21.2.1586 kom sagen for rettertinget i Haderslev, hvor Peder Hegelund atter talte den anklagedes sag ved at stå i rette på hendes vegne over for rettertinget, på hvis dommersæde bl.a. Albret Friis havde taget plads[365].

Sagen blev ikke endelig løst ved den lejlighed, for ifølge almanakken blev der på Hviding herredsting 28.2.1586 "isat" andre nævninge i Marine Tyge Lassens sag; men således som sagforholdet i øvrigt var, må sagen være blevet løst på en for den anklagede og dermed for Peder Hegelund fuldt tilfredsstillende måde, sandsynligvis på herredagen og rettertinget i København, der tog sin begyndelse 29.5. samme år[366].

Men Peder Hegelund fik ikke lov til kun at bestride sit hverv som kannik, lektor og sognepræst; man vidste nok at bruge hans arbejdskraft på andre områder. Det var således tilfældet, da lensmanden på Riberhus, Albret Friis til Haraldskær, hans gode ven, ifølge almanakken den 3.1.1587 pålagde ham hvervet som hospitalsforstander i Ribe.

Det var ellers ifølge hospitalets fundats af 1543 lensmandens opgave i forening med bispen, kapitlet, borgmestre og råd at beskikke to mænd blandt kannikerne til som forstandere at føre tilsyn med hospitalet i det gamle Sortebrødrekloster i Ribe. Det ligger måske i Peder Hegelunds notits, at det i særlig grad har været lensmanden, der har ønsket, at han skulle være den ene af de to hospitalsforstandere[367].

Det har næppe været en kannik, der har været Peder Hegelunds kollega som hospitalsforstander kun i hospitalets første år overholdt man nemlig fundatsens bestemmelse, men hurtigt blev det således, at der som hospitalsforstandere enten var en mand fra kapitlet og en borger, eller også var det to borgere - de mest ansete i byen - der var hospitalsforstandere[368]; hvem der var Peder Hegelunds kollega, får stå hen.

Det ser ud til, at Peder Hegelund omgående er trådt i funktion, eftersom han bl.a. kommer med oplysninger om hospitalets ølbrygning; derfor må det synes mærkeligt, at et kongebrev af 8.3. samme år nævner Anders Sørensen Vedel og en borger Peder Jensen som forstandere for hospitalet; kongebrevet er svar på en forespørgsel, og dette kan naturligvis have været så længe undervejs, at der i mellemtiden er foregået forstanderskifte, som kongen ikke har været klar over[369].

Brevet giver i øvrigt et indtryk af de vanskeligheder, som hospitalet var kommet i efter den store brand 1580.

Og det er muligt, at disse og andre vanskeligheder har været årsagen til, at lensmanden på Riberhus netop er gået ind for Peder Hegelund som forstander.

Det var bl.a. hospitalsforstandernes opgave at føre hospitalets regnskab, og når Peder Hegelund under den 14.3. samme år meddeler, at "vi" har været til regnskabsaflæggelse mellem to mænd fra Jested, Vilslev sogn, Gørding herred, kan det være, at de to hospitalsforstandere har fået regnskabet for hospitalets gård i Jested forelagt[370].

Den 15.6. gjorde han i øvrigt regnskab som procurator capituli for året 1586-87.

Foruden at overvåge hospitalets regnskab påhvilede det hospitals-forstanderne at varetage hospitalets interesser i al almindelighed, og således iagttager vi i almanakken, hvorledes han og Kristen Nielsen Lange på kapitlets og hospitalets vegne tog til Haderslev den 9.12. for at forhandle om et mageskifte med lensmanden på Flensborghus, Peder Rantzau til Trøjborg, der ønskede at erhverve noget af hospitalets gods i Lø herred mod gods i Højer herred.

Da man fra hospitalets side mente, at man ikke kunne stå sig ved mageskiftet, var sagen blevet forhalet.

Peder Rantzau tilbød så at give hospitalet 300 dl. for at få mageskiftet i orden, og da kongen mente, at dette kun kunne være til hospitalets bedste, skulle kapitlet sørge for, at mageskiftet kunne bringes til afslutning[371].

Sagen stod på i Haderslev en halv snes dage, og med "et godt svar" fra kongen vendte Peder Hegelund tilbage til Ribe 22.12. Det gode svar gik ud på, at mageskiftet kun skulle finde sted, såfremt hospitals-forstanderne var af den formening, at hospitalet kunne være tjent med det vederlag, som Peder Rantzau ville give ved et mageskifte[372].

Vi får således gennem almanakkerne og ad anden vej et tydeligt vidnesbyrd om det travle liv, der udfoldede sig i lektorresidensen og i kannikegården i Puggårdsgade.

Vi følger med i brødbagning[373], ølbrygning[374], tærskning[375] og kastning af byg og rug[376], vi følger med i køb og salg af jordernes afgrøder, af hø[377] og rug; den 1.2.1583 solgte Peder Hegelund således Ribe-borgeren Peder Baggesen en læst rug og fik 34 daler for den, og da en jysk læst rug udgjorde 24 tønder, og taksten for en tønde rug 1560-1660 gennemsnitlig var 1 daler, synes Peder Hegelund med andre ord at have fået endog en meget fin pris for sin rug[378].

Vi ser i almanakkerne, hvornår der blev slagtet[379], hvornår der blev drevet svin på olden[380], hvornår fårenes uld blev behandlet[381], og vi følger ham på hans regelmæssige ture til Mandø i maj måned for at købe havfisk, og vi ser, at han ved den lejlighed et par gange har været ledsaget af sin unge kone[382].

Og der har været travlt i Peder Hegelunds studerekammer; her studerede han og forberedte sine lektorforelæsninger og sine prædikener, herfra blev de mange breve sendt til vennerne fjernt og nær, og herfra udgik manuskripterne til hans bøger. Foruden de allerede omtalte ”Formulæ declinandi”, ”Epigrammata”, ”Versiculi” og ”ABC aff bibelske Ordsprock” kan nævnes: ”Elogia mulierum. Om ypperlige Qulndfolck nogle bibliske Historier forfattede udi Rhiim til en Bryllupsdict udi Trude Biørns til Biørnsholm met Jomfrue Ermgard Gyldenstierne, deris Bryllups Høytid den 20. Aug. 1567. Slesvigæ (1586)”[383].

Memento mori. Om Liff oc Død til sal.Anne Parsbergs, sal.Christoffer Gyldenstiernis til Iffuerssnis effterladte Husfrues, hendis Begraffuelse, mestenpart forfattede udi Rhiim. U.St. (Slesvig), 1587[384].

Nuptiis secundis Johannis Laurentii medici, poetæ et canonici Ripensis et Magdalenæ Jacobææ, Ripis die XV Oct.1587 celebratis. Tum et nuptiis Jacobi Fabricii, ecclesiastæ Tunderensis et Agnetis Georgiæ, eodem die celebratis. Slesvici[385]. Altså bryllupsdigte til henholdsvis Hans Lauridsen Arnerinus og hans anden hustru, Jacob Madsen Vejles datter Lene, og til diakon og konrektor i Tønder Jacob Fabricius(1560-1640) og Agnete Jørgensdatter (1570-1601), søster til Margrethe Jørgensdatter Hegelund.

Formentlig forfattede han i sin lektor-tid de nu forsvundne arbejder i manuskript: ”Explicatio evangeliorum dominicalium Latina et Præ-lectiones in Epist.ad Galatas”[386].

Og vi har grund til at tro, at Peder Hegelund ikke har lagt sine studier snævert an; et vidnesbyrd herom er måske de titler på bøger, som han nævner i slutningen af almanakken 1585: Henr.Stephani: Juris civilis Fontes et Rivi. Paris, 1580 og Joa.Girardus: Epigrammaton legalium. Lyon[387], 1576, hvormed han muligvis har videreført det juridiske studium, som han så småt havde været i færd med, da han studerede i Wittenberg.

Tilsyneladende trivedes alt i Peder Hegelunds hus, og en overfladisk betragter kunne måske mene, at fremgangen kan måles ved de mange barnefødsler, der siden 1582 fandt sted i hjemmet; "den meget blide Margrethe" var så at sige konstant gravid og har øjensynligt slet ikke haft fysik til at stå de mange fødsler igennem.

Trist var i hvert fald slutningen af hendes første svangerskab, da hendes fader, provst Jørgen Pedersen i Tønder, blev ramt af apopleksi, der medførte en halvsidig lammelse, hvorfor hun 11 dage før sin nedkomst ilsomt sammen med sin mand søndag den 10.6. begav sig til sin faders sygeleje, efter at Peder Hegelund samme dag, som det kan formodes, havde foretaget vielse i sin sognekirke.

Lørdag den 16. var de atter tilbage i Ribe, søndag den 17. opkrævede Peder Hegelund smørbør i V. Vedsted, og midt på eftermiddagen den 21.6. nedkom Margrethe Hegelund - Gud ske lov! - med sin førstefødte, datteren Anne, der, som det synes, omgående blev døbt - med den bekendte Tønder-guldsmed Karsten Johansen Schnell (død 1633) som fadder i stedet for den syge Tønder-provst, hans og Peder Hegelunds svigerfader, der øjensynligt heller ikke var til stede ved datterens næste fødsel den 15.10.l583, men lod sig repræsentere af sin hustru Elisabeth Johannsdatter (død 1603). I januar 1584 fik Margrethe en brystbyld, som der blev "slaget hul på" den 20.1.; den 12.3« samme år var hendes fader blevet så rask, at han sammen med sin hustru kunne aflægge datteren og svigersønnen i Ribe et besøg, men ved den tredie fødsel den 23.11. samme år finder vi ham ikke nævnt blandt fadderne, blandt hvem vi atter træffer svigersønnen Karsten Johansen Schnell og denne gang datteren Elisabeth.

Det fjerde svangerskab blev i flere henseender besværligt og meget ulykkeligt.

Den omstændighed, at der den 12.1.1585 måtte "tages en ny amme an", behøver ikke at betyde noget særligt, da man jo i datiden ofte anvendte ammer, og vi finder da også i almanakkerne andre vidnesbyrd om, at der har været ammer til Peder Hegelunds børn.

Omtrent midt i dette års svangerskab blev Margrethe i juli måned angrebet af en febersygdom, og den 29.7. blev hendes fader atter ramt af et apoplektisk tilfælde og fik en halvsidig lammelse i højre side; han døde den 2.8., og atter måtte hun i en svaghedsperiode til Tønder, denne gang til faderens begravelse, hvorfra hun sammen med sin mand vendte hjem til Ribe og blev "meget svag både af sorg og den hedesyge". Den 17.8. tog hendes sygdom en så alvorlig vending, at hun blev berettet, og Peder Hegelund fandt det fornødent at sende bud efter hendes moder, der lige var blevet enke; hun kom dagen efter for at være hos sin syge datter; Margrethe Hegelund havde blødt om natten og var hele eftermiddagen "meget svag og døden meget nær".

Den 2.12.1585 fødte hun sit fjerde barn, Peder, og den 13.12. tog Elisabeth Johansdatter atter bort, sandsynligvis for at være hjælper i Tønder; hendes svigersøn, sognepræst i Tønder Anders Thomsen, der i øvrigt havde været fadder ved den sidste fødsel, var, da han var vendt tilbage til Tønder, blevet angrebet af plettyfus og var alvorligt syg. Elisabeth Johannsdatter har øjensynligt opholdt sig i kannikegården i Puggårdsgade fra den 18.8. til 13.12. og har her varetaget en husmoders opgaver under datterens sygdom.

Under det femte svangerskab blev Margrethe Hegelund i august 1587 så syg, at der atter måtte gå bud til moderen i Tønder, den altid redebonne hjælper; den 17.9. fødte hun "en ung datter Sara".

I begyndelsen af oktober kunne Elisabeth Johannsdatter atter forlade Ribe.

Sygdom og død kastede således deres skygger over det travle liv i Peder Hegelunds hus, hvor døden også kom inden for døren og den 4.7.1586 borttog den lille søn Peder, 30 uger, 3 dage og 3 timer gammel, som faderen noterer det i sin almanak.

Og knap var Peder Hegelund i august 1581 vendt hjem fra en rejse til det pestramte Skåne, hvor han havde besøgt sin broder Jørgen Jensen Hegelund i Ystad, før han modtog budskabet om, at broderen var død af pest.

Dertil kom de almindelige fortrædeligheder, der opstår ved, at man som menneske lever i et samfund af mennesker.

I august 1584- blev han således rodet ind i en affære, som kun kunne ærgre ham og volde ham besvær og ulejlighed, hvad hans notitser i almanakken for dette år til fulde vidner om.

Den 11.8, sendte hans kannike-kollega, dr.med. og medikus i Ribe Hans Lauridsen Amerinus ham, hvad han i almanakken betegner som "det skarns navnløse brev" gennem en løbekræmmer ved navn Peder Nielsen Gredsted.

Dette anonyme brev, som kunne være farligt nok at modtage, og som indeholdt angreb på det danske og holstenske råd, havde Hans Lauridsen Amerinus fået i hænde af en "sønderjysk kvinde", som ikke havde navngivet sig; hun havde formummet sig med "en hættestrud for hendes mund" og var omgående gået bort, efter at hun havde afleveret brevet til Hans Lauridsen Amerinus; denne kastede et blik på udskriften på brevet og sagde:"Det brev er ikke skrevet mig til, men det er skrevet magister Peder til", hvorefter han videresendte brevet til Peder Hegelund, der ikke var sen til at fralægge sig ethvert ansvar for brevets indhold ved dagen efter at lade det læse for tingdom i Ribe gennem ærlig og velbyrdig mand Albret Friis til Haraldskær, lensmand på Riberhus.

Det var Peder Hegelund meget magtpåliggende at få at vide, hvilken stilling Hans Lauridsen Amerinus havde i denne pinlige sag, og han spurgte ham samme dag på tinge, "om han havde flere vidnesbyrd at påskynde udi denne sag, da skulle han dem nu straks navngive og ikke en anden tid"[388].

Derefter stævnede Hans Lauridsen Amerinus ham på tinge den 24.8., Peder Hegelund svarede med at stævne min modpart til den 28.

Og der kom sikkert ikke andet ud af denne sag end ærgrelse for begge parter; nogen varig misstemning synes der ikke at være opstået mellem dem, og vi ser da også, at Peder Hegelund skrev et bryllupsdigt til Hans Lauridsen Amerinus og hans hustru Lene, da de blev gift den 15.10.1587.

Peder Hegelund lod vist sjældent solen gå ned over sin vrede.

Peder Hegelunds virke som lektor faldt i en del af philippismens glansperiode i Danmark, da så mange fremragende gejstlige tilsluttede sig Philip Melanchtons synspunkter i religiøs som i anden henseende. - Et springende punkt her var nadverlæren, der afveg fra det orthodoks lutherske og blev betegnet som kryptokalvinisme[389].

Over for disse afvigelser var kong Frederik II og hans rådgivere på vagt.

I et kongeligt brev af 26.6.1574 blev det fx. tilkendegivet præsterne, at der "det aller enfoldigste skal læres og prædikes om (nadver) sakramentet efter den augsburgske konfession og ingen nøj (ny) subtil disputats derom føres"[390].

Som den ledende og mest indflydelsesrige philippist i landet måtte den berømte Niels Hemmingsen se sig overvåget ikke blot af landets egne myndigheder, men også af fremmede magthavere, og da der fra de sidste blev meddelt kongen, at Niels Hemmingsen i udlandet havde udgivet en bog - det drejer sig om Syntagma (1574) - hvor der skulle findes kalvinsk lærdom om alterens sakramente, forlangte kongen, at man tilholdt ham, "at han skriftlig på latin, hvad forargeligt er udi samme bog, in meliori formå (på en bedre måde) igenkalder, og sig derom så forklarer, at vore kirker og skoler her udi riget, som vi med sådan lærdom ville alvorligen have ubesmittet, må af slig mistanke blive befriet"[391].

Til trods for Niels Hemmingsens - vel nærmest formelle - tilbagekaldelse af de i Syntagma fremsatte synspunkter om nadveren pressede man fra fyrstelig tysk side ud fra orthodoks lutherske synspunkter, således som de fandtes ud fra den allerede omtalte konkordie-formel, på for at få ham afskediget, og 29.7.1579 besluttede kongen, der aldeles ikke bifaldt den omtalte formel, sig dog for, at Niels Hemmingsen "af højvigtige årsager" for en tid skulle afsættes og ikke mere læse ved universitetet; Niels Hemmingsen skulle straks begive sig til sit kannikedømme i Roskilde[392], som han havde fået livsbrev på 7.12.1557[393].

Men dette betød i virkeligheden, at Niels Hemmingsen for al fremtid måtte opgive sin lærestol ved Københavns universitet og således var udelukket herfra, og 21.9.1580 udgik der da også kongelig befaling til de højlærde i København om på sædvanlig vis at lade mag. Jacob Madsen Århus, der var beskikket som afløser af Niels Hemmingsen som professor i teologi ved Københavns universitet, promovere som dr.teol.[394]

Jacob Madsen Århus var ganske vist også philippist, men var øjensynligt knap så yderliggående som sin forgænger i embedet og havde ikke dennes position indadtil som udadtil, hvorfor hans synspunkter ikke havde den samme vægt og som følge deraf ikke i så høj grad kunne tænkes at blive udsat for kritik, generende for landet[395].

Det er kun naturligt, at Peder Hegelund fjernt i Ribe fulgte begivenhedernes gang i København, men det må indrømmes, at han i nogen grad har misforstået de rokeringer, der fandt sted ved universitetet her som følge af Niels Hemmingsens afskedigelse.

Regeringen havde tydeligt nok ved afskedigelsen af philippismens førstemand i Danmark markeret sine hensigter, selv om den i høj grad var bestemt af udenrigspolitiske overvejelser, og gladest ved det milde søgte man øjensynligt at undgå en alt for stærk polarisering i religiøs henseende, og den detroniserede teolog levede da også de resterende 20 år af sit liv under materielt trygge og gode kår i sin forvisningsby, stadigvæk agtet og æret som menneske og teolog vidt og bredt, og han må i lighed med, hvad der også var tilfældet med andre philippister, med tilfredshed have set på den åbenlyse uvilje, som Frederik II nærede mod konkordie-formlen af 1577 som helhed, selv om den indirekte havde været medvirkende til Niels Hemmingsens fald.

Efter det meget tunge slag mod philippismens leder i Danmark kunne philippisterne atter ånde lettet op - man skulle ikke i iøjnefaldende grad vise hældning til kalvinismen.

Frederik II og hans rådgivere ønskede så afgjort at føre en midterkurs, således som det fx. gav sig udslag i en personlig henvendelse til professorerne ved Københavns universitet, hvori kongen gør følgende synspunkter gældende:

Det er mig hårdeligt imod, når nogen vækker tvivl om rigtigheden af den lære og kirkeordning, som i vore fædres tid er befæstet og grundlagt ved lærde mænds og fromme og højsindede fyrsters gudelige iver og farefulde anstrengelser. Thi ved sådanne stridigheder sønderslides Kristi kirke, skolerne lægges øde, ungdommen forføres, den verdslige øvrighed forstyrres, menigmand forarges, evangeliet hindres i sit frie løb, pavens magt vokser, ugudelighed griber om sig, og Vor Herre fortørnes[396].

Det var de vilkår, som Peder Hegelund og andre gejstlige måtte arbejde under i Frederik IIs tid, der på så mange måder var præget af renæssancetidens friere forhold, og han som andre har næppe følt sig besværet inden for de rammer, som statsmagten mente nødvendige for en luthersk stat.

De hjemlige teologiske stridigheder sætter sig ikke spor i almanakoptegnelserne, men Peder Hegelund kan ikke undgå at have interesseret sig derfor og har vel med glæde set på kongens modstand mod den intolerante konkordie-formel, der brød med philippismen og skærpede modsætningsforholdet til kalvinismen.

Betegnende nok omtaler Peder Hegelund i sine almanakoptegnelser netop de mennesker, der i særlig grad støttede Frederik II i denne modstand, hofpræsten mag. Kristoffer Knoff[397] og den franske gesandt i København Charles de Dancey, der var højt anskrevet hos kongen[398].

Også Peder Hegelunds gamle bekendt og meningsfælle fra Ribe Poul Madsen, Sjællands biskop[399], udtalte sin glæde over, at kongen forkastede konkordie-formelen; det samme var tilfældet med biskoppen i Slesvig Paul v. Eitzen (1521-98)[400] som Peder Hegelund sympatiserede med. Også vennen i Odense, biskop Jacob Madsen Vejle var dens erklærede modstander[401].

Der kan vist ikke være tvivl om, at kongens bestræbelser for at bevare fred og forståelse de protestantiske trossamfund imellem har været til stor glæde for Peder Hegelund, og at han bl.a. af den grund har næret en oprigtig hengivenhed for kongen, som han i sin notits om dødsfaldet 4.4.1588 kalder for "fædrelandets fader", og han mindes hvert år i almanakoptegnelserne lige til 1613 Frederik IIs død under den 4.4.

Heller ikke konkordie-formelen omtales med et ord i Peder Hegelunds almanakoptegnelser.

Philippismen var trods alt beskyttet af kongen og hans råder. Blot nogle få årtier efter Frederik IIs død skulle philippisterne i Danmark under ændrede forhold og ud fra andre forudsætninger komme ud for trængsler af en helt anden beskaffenhed.

Peder Hegelund som sognepræst ved Ribe domkirke(1588-95).

Den 4.12.1587 blev den afholdte og ansete magister Jacob Madsen Vejle, Peder Hegelunds gode ven, der siden 1567 havde været sognepræst ved domkirken i Ribe, udnævnt til biskop over Fyns stift[402]. Den 1.1.1588 modtog han egentlig noget mod sin vilje kaldelsen, og omgående den 3.1. rejste han til Kolding for at aflægge bispeed til kongen, men kunne ikke træffe ham, hvorfor edsaflæggelsen først fandt sted i Haderslev den 3.2.[403] - 10 dage derefter forlod han Ribe for at tiltræde bispeembedet i Odense[404].

Et pasbord sikrede ham god befordring med heste og vogne og fri overfart ved færgestederne på rejsen fra Ribe til Odense for ham, hans folk og gods[405].

Den 25. samme måned blev han af Ribe-bispen magister Hans Laugesen indviet til sit embede[406].

Hermed var sognepræsteembedet ved Ribe domkirke ledigt; den 8.3. blev Peder Hegelund på et byrådsmøde foreslået til Jacob Madsen Vejles efterfølger, og den 12. blev han med kapitlets tilslutning kaldet til at være sognepræst ved domkirken; han opgav dermed lektorstillingen og det dermed forbundne sognekald i V. Vedsted og fik her som afløser den lidt problematiske magister Niels Sørensen Glud (død 1623), der siden 1586 havde været skolemester i Sorø[407].

Men i hvert fald indtil Niels Sørensen Glud den 16.10.1588 blev ordineret i V. Vedsted kirke, fik Peder Hegelund tiendeafgiften og de andre afgifter af sognet.

Der har uden tvivl hersket et godt forhold mellem Peder Hegelund og hans efterfølger som lektor; herom vidner de mange notitser om ham og den interesse, som Peder Hegelund nærede for hans gøren og laden; interesse for mennesker var i øvrigt noget, der var særdeles karakteristisk for Peder Hegelund; almanakkerne er så at sige et eneste langt vidnesbyrd herom. Niels Sørensen Glud blev i øvrigt bl.a. på grund af Peder Hegelunds mellemkomst gift med en datter af borgmester Peder Mortensen Hegelund, Marine[408].

Sognepræsten ved domkirken havde siden 1555 følgende indtægter:

1. En afgift fra kapitlet, der 1555 beløb sig til 13 mk. 5 sk. 1 alb.dansk, 4 magre svin og ½ td.smør; yderligere kom dertil, at når Oslo-bispen magister Frands Berg døde, skulle hans kannikedømme i Ribe tilfalde sognepræsten ved domkirken.

2. En afgift fra byen, der samme år beløb sig til 26 mk. 10 sk. 2 alb.dansk og 4 offerdage, der blev anslået til en værdi af 30 rdl.

3. En fjerding smør fra Riberhus.

4. Tienden af Ø. Vedsted i Ribe domkirkes landsogn. Den udgjorde hvert femtende neg i kærven, hvad der gennemsnitligt beløb sig til ca. to læster korn, dertil kom sammesteds fra en kvægtiende til en værdi af ca. 8 mk. Stormflod m.m. kunne dog nok gøre denne indtægt lidt usikker. Vi bemærker, at Peder Hegelund 26.8.1588 første gang opkrævede tiende her. - Fra samme sogn tiendeindtægten af Inder Bjergum, beregnet til 3 tdr. byg, og den ikke nærmere angivne tiendeafgift af Klåbygård. Fra V. Vedsted sogn tiendeafgiften af 1½ gård i Yder Bjergum, og endelig tiendeafgiften af Jernkær mark, der var en del af Ribe mark.

5. Afgiften af en eng ved Varde, angivet til 1½ dl.

Yderligere må dertil føjes, at byen siden 1558 havde påtaget sig at vedligeholde sognepræstens bolig, Snagdal, der lå på det vestlige hjørne af Skolegade og Sønderportsgade[409]. Den havde siden 1555 været sogne-præstebolig[410].

Men til disse indtægter må naturligvis føjes accidensindtægten, hvoraf i øvrigt især begravelsespengene var byen en torn i øjet; derfor bestemte borgmestre, råd og 24 mænd den 1.2.1593, at de for fremtiden ikke ville give kyndelmisseoffer til byens sognepræster, et af de fire årlige ofre[411], noget, som utilsigtet især kom til at gå ud over kapellanerne ved byens to kirker, og derfor tilstod byen da også atter dem, men ikke sognepræsterne det vanlige kyndelmisseoffer.

I november 1591 - altså i Peder Hegelunds embedsperiode som sognepræst ved domkirken - døde magister Frands Berg, og den 7.2.1592 udsendte formynderregeringen meddelelse om, at det kannikedømme, som blev ledigt efter hans død, for fremtiden skulle ligge til sognepræsteembedet ved domkirken. Det blev præciseret, at sognepræsten skulle have dette kannikedømme med option, andel i fællesgodset og anden herlighed[412].

Peder Hegelund kom altså ved den lejlighed i besiddelse af endnu et kannikedømme i Ribe.

Midfastesøndag den 17.3.1588 holdt Peder Hegelund sin første messe i Ribe domkirke, og den 18.6. flyttede han med sin familie til Snagdal, sognepræstens bolig, en to-etages bygning, der til nabo havde Liljebjerget[413], hvor Anders Sørensen Vedel havde indrettet sig så komfortabelt med sit bogtrykkeri, sin raritetssamling, sit studere-kammer og sit store bibliotek[414]. Den forladte kannikegård i Puggårdsgade lejede Peder Hegelund ud; i 1595 boede der her to hollandske kvinder; ved et syn den 1.2. samme år omtales en abildgård i forbindelse med huset[415].

Snagdal, der som før omtalt skulle vedligeholdes af byen, har afgjort været noget forfalden; for 18.8.1589 kom Margrethe "i stor fare, idet at panelet i stuen faldt ned på hende"; der trængtes til forbedringer.

Til glæde for sig selv, familie og efterfølgere i embedet lykkedes det Peder Hegelund at formå byen til at lade det 12 fags hus, der udgjorde sognepræstens bolig ud mod Skolegade og over for bispegården, nedrive; det gik hurtigt, den 1.3.1592 begyndte nedrivningen, den 12.-13.4. blev det ny residenshus rejst, den 17. kom seks murere i arbejde på nybygningen, og den 20.4. kunne Peder Hegelund holde rejsegilde med deltagelse af byrådet, der havde stillet sig så velvilligt til sognepræstens ønske om forbedring af residensen. 1593 anskaffede byen yderligere en stålkakkelovn til Snagdal[416].

Tjenesten i domkirken delte sognepræsten med sin kapellan; igennem hele Peder Hegelunds embedsperiode var det Jacob Hansen Buch (1549-1634), der var ansat ved domkirken 1580-1629. Sognepræsterne og kapellanerne havde hver deres såkaldte "prædikeuge” for menighederne i Ribe, og det betød, at de fire gejstlige hver måned havde en uge, hvor de prædikede for begge menigheder hver dag, onsdag og fredag med, messe; i øvrigt flere gudstjenester end den rette ordinans af 1539 påbød[417].

Peder Hegelunds første prædikeuge som sognepræst ved domkirken var 7.-13.4.1588, begyndende med påskedag, den anden var 5.-11.5., og da begyndte han den 5., rimeligvis kl. 8 om morgenen, at gennemgå 4. mosebog; den tredie prædikeuge var 2.-8.6.

Søndag morgen og helligdagsmorgener var der højmesse i domkirken med efterfølgende prædiken; dette påhvilede sognepræsten, medens den såkaldte tolvprædiken samme dag kl. 12 blev holdt af kapellanen; denne gudstjeneste var som den helt tidlige froprædiken, der af den såkaldte froprædiken-prædikant blev holdt før højmessen, især beregnet for tjenestefolk, tyende og andre socialt lavere placerede mennesker.

Kl. 14 begyndte aftensangen i domkirken; denne lededes sandsynligvis allerede i Peder Hegelunds tid af kapellanen ved St. Katharine kirke, og derefter kom så yderligere aftenkorsang. På hverdagene var der korsang morgen og aften[418].

Der kan ikke være tvivl om, at Peder Hegelund har været en nidkær præst.

Gennem almanakkerne følger vi hans prædikantvirksomhed; vi ser f.eks., at han hele fire prædikeuger i maj-august 1590 prædiker over Malachias, at han den 10.11. samme år begyndte på Haggaj, som afsluttedes i løbet af de to følgende prædikeuger, i 1591 fik Joël, Nahum, Habakuk og Zephania hver deres prædikeuge(r), i 1592 fik Jonas tre og Micha den sidste i Juni og derefter alle prædikeuger til begyndelsen af december, da han begynder at prædike over Amos, og denne profet fortsatte han med april-august 1593; den sidste prædikeuge i august begyndte han med Hoseas, som han fortsatte med november 1593 for at gå videre med ham i februar, april, maj og juni 1594 I oktober og november samme år prædikede han over Zacharias.

Søndag den 22.2. - St. Peders stol - 1590 holdt han "katekismi-prædiken", som tolvprædikenen også kaldtes, for tjenestefolkene, noget, der egentlig tilkom kapellanen; vi finder i øvrigt, at han har brugt nogle af sine prædikeuger til katekismus[419].

Øjensynligt har han ikke, straks da han blev udnævnt til sognepræst, opgivet sit virke som lektor; for vi bemærker, at han den 18.1.1589 begyndte på en forelæsningsrække over den tyske bibel; han sluttede den ved høj sommertid samme år, ligesom han noterer, at han den 20.1. afsluttede pentateuchen, (de fem Mosebøger), den 27. samme måned fuldførte Davids salmer og den 27.2. afsluttede gennemgangen af Det ny Testamente.

I kapitlet skete der i Peder Hegelunds embedsperiode som sognepræst ved domkirken to personskifter; først i november 1591 døde som omtalt Oslo-bispen Frands Klausen Berg, og den 16.8.1594 døde biskop Hans Laugesen.

Man modtog i Ribe budskabet om Oslo-bispens død den 20.1.1592, og byens bud blev så at sige omgående sendt til regeringsrådet, for at man i Ribe kunne få sikkerhed for, at det ledige kannikedømme skulle tilfalde sognepræsten ved domkirken, og to dage efter, at bekræftelsen var udsendt[420], men 14 dage før budet dermed var vendt tilbage fra København, fandt der skifte sted i kapitlet i Ribe efter magister Frands Klausen Berg.

Ved den lejlighed var Peder Hegelund nr.7 på seniums-listen, og han havde nu to kannikedømmer i værge.

Da 3.5. - samme år yderligere engene efter Oslo-bispen blev skiftet, fik sognepræsten ved domkirken Kortsholm i Ribe domkirkes landsogn.

Peder Hegelund følte sig så vel ved magt, at han lod lægge 6.500 teglsten som tag på kannikeresidensen i Puggårdsgade[421].

Skiftet af fællesgodset efter biskop Hans Laugesens død fandt sted den 26.8.1594, men almanakkerne giver ingen oplysning om, hvad der tilfaldt Peder Hegelund ved dette skifte.

Ribe-kapitlets virke blev i øvrigt i disse år i høj grad præget af den stridbare ærkedegn magister Rasmus Heidtmanns[422] ihærdige kamp for kapitlets rettigheder, især over for lensmanden på Flensborghus, Peder Godskesen Rantzau til Trøjborg, og herremanden på Møgeltønder, Bendix Kristoffersen Rantzau, der tilholdt sig herligheden med indfæstning, sagefald og anden rettighed til nogle kirker, der tilkom ærkedegnedømmet i Ribe[423]; det drejede sig om Visby, Mjolden, Døstrup og Randerup kirker i Lø herred, som Peder Rantzau havde lagt beslag på[424], og Møgeltønder og Daler kirker, som Bendix Rantzau havde sat sig i besiddelse af[425], og to år efter, at Rasmus Heidtmann havde tiltrådt sit embede i Ribe, var striden i fuld gang.

Kapitlet klagede til kongen over adelsmændenes fremfærd[426], og dermed begyndte en langvarig strid, der varede fra 1586 til 1599 og som i særlig grad var præget af processen mellem Rasmus Heidtmann og Bendix Rantzau, der ikke veg tilbage for at beskylde ærkedegnen for falskneri med hensyn til tre tingsvidner og Peder Hegelund og kapitlet i øvrigt for at have frataget ham "sine breve og gjort dem mistænkte, som de skulle være slige folk, som ikke ærligen og oprigtigen ville handle med godtfolks breve"[427].

Sagen blev ført lykkeligt til ende for kapitlet; Bendix Rantzau skulle betale 1.500 dl. samt sagsomkostninger på 800 dl., hvoraf de 2oo til Peder Hegelund og kapitlet[428].

Men sagen om kirkerne i Lø herred var dog først og fremmest en sag, der vedkom Peder Rantzau til Trøjborg, fordi han havde gjort ærkedegnen og kapitlet hinder på frihederne og rettighederne til de fire af de nævnte kirker, der lå i Lø herred.

Han havde overtaget kirkeregnskaberne for de nævnte kirker, havde bortfæstet tiender, oppebåret indfæstning og sagefald af kirkernes gårde og jorder m.m., helt imod kapitlets privilegier[429].

Kongen havde ved et brev af 16.6.1586 givet kapitlet medhold i striden mod lensmanden på Flensborghus[430], men det havde ingen indflydelse på ham, han fremturede, som han var begyndt. Striden blev først afsluttet 1598, dels ved en herredagsdom, dels ved et forlig, som lensmanden på Riberhus Albret Friis til Haraldskær på kapitlets vegne indgik med Peder Rantzau, der forpligtede sig til at betale 3.300 dl. til de fire kirker i Lø herred til førstkommende Kieler-omslag. Ribe kapitel blev tildømt herlighedsretten til kirkerne[431].

Også i anden henseende var kapitlet i strid med Peder Rantzau; det drejede sig om den tidligere omtalte sag om mageskiftet mellem hospitalet og lensmanden på Flensborghus, den sag, som Peder Hegelund var direkte impliceret i i sin egenskab af hospitalsforstander, en stilling, som han har besiddet lige fra 1587[432] og øjensynligt så længe, som han var sognepræst ved domkirken[433].

De tidligere forhandlinger om et mageskifte var ikke blevet til noget, da hospitalsforstanderne ikke mente, at hospitalet kunne stå sig ved det vederlag, som Peder Rantzaulville give, og han kom som følge heraf med et nyt tilbud, der efter hans mening fuldt ud måtte være tilfredsstillende; det drejede sig om 3 gårde og 4 bol i Vinum, Døstrup s. og 3 gårde og noget øde gods i Mjolden sogn, Lø herred; til gengæld ønskede han i samme herred 2 gårde i Vollum, Brede sogn, 1 gård i Kringlum, Ballum sogn, 1 gård i Forballum, Mjolden sogn, 3 gårde i Højbjerg, samme sogn, og 3 gårde i Døstrup, Døstrup sogn, og dertil ville han give hospitalet 30 gamle dl.

Lensmanden på Riberhus og Erik Kristoffersen Lunge til Stavgård (1549-1616) fik den 25.6.1589 befaling til at besigtige alt mageskiftegodset, ligne det og indsende besigtigelsen til kancelliet[434].

Men et sådant mageskifte var i hvert fald bønderne i Højbjerg modstandere af, og de drog den 16.5. til København med et bønskrift om, at mageskiftet ikke måtte blive til noget.

Heller ikke i kapitlet var der stemning for et mageskifte, og det er vel det, man har givet udtryk for i det brev, som man sendte til kansler Niels Kås til Tårupgård 19.3. samme år. Den 11.9. mødtes Peder Rantzau og Albret Friis i Roager, og her må Peder Rantzau over for lensmanden på Riberhus have fremsat sine synspunkter, som Albret Friis den følgende dag har refereret for kapitlet eller i hvert fald hospital forstanderne på rådhuset i Ribe, hvorefter der øjensynlig har været ro om sagen til foråret 1590, da Albret Friis og Erik Lunge sammen drøftede sagen i Ribe; Peder Hegelund fremførte et par dage senere sin mening om specielt mageskiftet vedrørende Højbjerg.

Dagen efter drog Albret Friis til København, sikkert godt forsynet med argumenter i hospitalets favør, og få dage efter tog bønderne i Højbjerg atter til København "med deres og vores supplicats imod den mageskifte", som Peder Hegelund skriver i almanakken.

Peder Hegelund må have skrevet til Erik Lunge om sagen; den 6.4. fik han et brev fra ham af et sådant indhold, at han skyndsomst drog til Stavgård i nærheden af Horsens, hvor han forhandlede om sagen.

I slutningen af april kom Anders Kringelum, muligvis en hospitals-tjener fra Kringlum, der også var inddraget i mageskifteforhandlingerne til Ribe fra København og Kronborg; han må øjensynlig også have været foruroliget ved udsigterne til et evt. mageskifte og har ligesom Højbjergmændene - hvis han ikke har været en af dem - søgt at forhindre mageskiftet ved et personligt fremmøde for myndighederne.

Han har ved sin hjemkomst til Ribe kunnet underrette Peder Hegelund om sagens stilling ved hove, og det har øjensynligt været et beroligende referat, som han har kunnet give, så det har vist ikke været forbundet med større vanskeligheder for Peder Hegelund på herredagen i Haderslev i juli at afslutte mageskiftesagen på en for hospitalet og hospitals-tjenerne fuldt ud tilfredsstillende måde, og det betød i dette tilfælde, at der overhovedet ikke kom noget mageskifte i stand, så meget mere som Højbjergmændene i midten af juni havde opsøgt kansleren for endnu engang at tale deres sag; efter herredagen i Haderslev berøres mageskiftesagen ikke med et eneste ord i almanakkerne.

Men også inden for kapitlet kom der strid.

Den 14.5.1590 blev Anders Sørensen Vedel valgt til procurator capituli og skulle således for et år forestå bestyrelsen af kapitlets fællesgods, holde tilsyn med dets ejendomme og jordegods m.m.[435]

Men denne udnævnelse har øjensynligt medført strid i kapitlet, da man klagede over kirkeværgerne og blandt dem Anders Sørensen Vedel på grund af deres regnskabsførelse siden 1585, hvilket medførte, at Anders Sørensen Vedel fremlagde sit regnskab for 1585- 88[436]. Visse af kannikerne har nok ikke følt sig helt trygge ved Anders Sørensen Vedels regnskabsførelse, og det er sandsynligt, at man i denne strid har bragt hele procurator-ordningen i søgelyset og dermed blandt andet de ikke-residerende kannikers stilling i kapitlet i det hele taget.

Men dertil kom, at biskop Jacob Madsen i Odense, der som residerende kannik i Ribe i 1582-83 indehavde prokuratorembedet i Ribe, nu også som ikke-residerende kannik ønskede at bestride det 1590-91, skønt det utvivlsomt hidtil havde været forbeholdt de residerende kanniker, der øjensynligt havde besat det skiftevis for et år ad gangen efter senium.

Det er muligt, at Peder Hegelund med sin sans for orden og administration har taget initiativet til en drøftelse af disse ting; for det er i hvert fald ham, der har opsat den skrivelse, der var til drøftelse og vedtagelse i kapitelsbygningen den 17.12. samme år[437].

Det drejede sig ganske simpelt om en fornyelse af statutterne, og det blev slået fast, "at for vigtige årsags skyld skulle efter denne dag ingen af canonicis være procurator uden de, som er residerende hos kapitlet og opholder og udreder den tynge og tilbørlige fordring til gudstjenesten og kapitlets behov og nødtørft, som det sig bør"[438].

Ligeledes blev det fastslået, at kun de residerende kanniker kunne blive kirkeværger, og at de ikke-residerende kanniker skulle have en procurator taget blandt de residerende kanniker, som skulle gøre fyldest på deres vegne og sørge for, at de ikke-residerende kanniker inden St. Mikkelsdag (29.9.) "hvert årlige år" udgav den sædvanlige hjælp på ti Joachimsthaler"til fattige skolebørn at købe lærred, vadmel, sko, bøger, papir og andet for udi tide med noget forråd, denne store forsamling udi denne skole til nogen trøst og ophold", noget, som også de residerende kanniker var forpligtet til, ligesom de skulle hjælpe andre "stackarle".

Der kan ikke være tvivl om, at bestemmelserne om hjælp til skolen har haft en varm fortaler i Peder Hegelund, der vel også som hospitals-forstander har tænkt på "de andre stakler".

Ikke-residerende kanniker i Ribe var 1590 Oslo-bispen Frans Klausen Berg, Odense-bispen Jacob Madsen Vejle, kgl. sekretær Jacob Iversen Vind til Grundet og residerende kapellan i Kolding og sognepræst i Almind, Brusk herred, magister Jens Sørensen Harte; deres navne findes ikke som underskrift på den omtalte skrivelse af 17.12., hvor vi i rækkefølge har Kristen Nielsen Lange til Bramming, kantor et senior capituli, biskop Hans Laugesen, domdegnen Anders Sørensen Vedel, medikus Hans Lauridsen Amerinus, Peder Hegelund, sognepræst ved Vor Frue, og Laurids Gødesen, sognepræst ved St. Katharine.

De residerende kannikers beslutning har afgjort ikke passet Odensebispen; derfor sendte han i maj 1591 bispinden, Karen Baggesdatter, til Ribe, og her forhandlede hun så, som det synes, i to dage med kapitlet, om hendes mand kunne komme til at nyde frihed i skiftegods og andet som en residerende kannik, herunder også kirkeværgemål.

I begyndelsen af september kom han selv til forhandling i kapitels-bygningen, - vel i samme anledning. Der er øjensynlig i kapitlet gået dom i sagen her torsdag den 9.9., for under torsdag den 7.10. skriver Peder Hegelund: "På denne torsdag er det månedsdag, på hvilken kapitlet har taget sin dom til." Og det er sikkert i tilknytning hertil, at han i sin almanak under den 15.12. noterer: "Tamperdag skete dom om kirkeværgemål".

For året 1592-93 var Peder Hegelund selv procurator capituli[439] efter Hans Lauridsen Amerinus, uden at han dog finder anledning til at nævne det i sin almanak, lige så lidt som han nævner, at han ved pinsetid det følgende år har aflagt et sikkert upåklageligt regnskab for sin embedsførelse. Han har utvivlsomt også i sin lektortid været procurator, nemlig fra 1586-87, uden at det giver sig særlig tydelige udslag i almanaknotitserne fra disse år.

Det ser i øvrigt ud til, at prokuratoriet efter senium er gået på skift mellem de residerende kanniker; for 1589-90 var ifølge almanakkerne Hans Laugesen indehaver af stillingen[440], 1590-91 Anders Sørensen Vedel[441], 1591-92 Hans Lauridsen Amerinus[442] og 1592-93 som nævnt Peder Hegelund. Og når man i almanakken for 1585 ser, at Anders Sørensen Vedel[443] - lidt sent unægteligt - gør sit prokuratorregnskab op, kan man trygt regne med, at han har været procurator capituli 1584-85; men da almanakkerne under henholdsvis 23.5.1583, 2.6.1584 omtaler, at Jacob Madsen Vejle og Kristen Lange i årene før 1584, henholdsvis 1582-83 og 1583-84, har indehaft embedet, ser det ud til, at Kristen Lange på en eller anden måde - måske for den ikke-residerende Jacob Vind - er skudt ind mellem Jacob Madsen Vejle og Anders Sørensen Vedel.

Prokuratoren erholdt for sin ulejlighed med at varetage embedet bl.a. 12 ørter korn af Skast sognetiende, kapitlets jordskyld af Ribe by, 10 dl, af nogle jorder ved Ringkøbing, indtægten af en gård i Ø. Åbølling, Roager sogn, Hviding herred, og en gård i Jernvedlund, Jernved sogn, Gørding herred, og af en eng ved Langvedel ved Ribe[444].

Som procurator capituli virkede Peder Hegelund i den sag, som Odense bispen Jacob Madsen Vejle rejste i anledning af, at han mente sig forfordelt med hensyn til oppebørslerne i nådsensåret efter magister Frands Klausen Bergs død 1591, som i øvrigt også kom til at berøre Peder Hegelund i hans egenskab af sognepræst ved domkirken, da Oslobispens kannikedømme som tidligere omtalt efter dennes død tilfaldt sognepræsten her. Hurtigt efter skiftet ved magister Frands Klausen Bergs død var Odense-bispen i februar 1592 kommet til Ribe for at gøre sine rettigheder gældende, påståede og reelle. Den 29.6.1592 blev bestemt til bilæggelse af sagen i kapitlet, der den 10.8. afsagde en dom, der gik bispen imod. Hans Lauridsen Amerinus var ved den lejlighed procurator for sin svigerfader, Jacob Madsen Vejle[445].

Dertil kom en sag om sognetienden af Ansager sogn, Øster Horne herred, hvor kronen den 15.3.1592 "ved vrang undervisning"[446] og i modstrid med et brev af 6.6.1580 havde bortfæstet kronens part af korntienden af Ansager sogn til Mads Kristensen i Stenderup[447].

Det var derfor kun naturligt, at regeringsrådet den 21.4.1592 befalede lensmanden på Lundenæs, Hans Gundesen Lange (1542-1609), at kræve stadfæstelsesbrevet på tienden til Mads Kristensen kaldt tilbage, men nu forespurgte Hans Lange, om Mads Kristensen alligevel ikke kunne få tienden for indfæstning og en årlig afgift, og regeringsrådet anmodede derefter kapitlet om at lade Mads Kristensen få den omtalte tiende, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, at lade meddelelse herom tilgå rådet[448].

Der var også en sag om bortfæstelse af kirketienderne, der vistnok drejede sig om, at der ved provsteskifte ikke måtte tages nyt fæstebrev på kirketienderne og kirkejorden[449].

Endvidere var der stridigheder med byen i anledning af, at kapitlet 17.3.1592 havde forhøjet begravelsespengene i domkirken, noget, som regeringsrådet i øvrigt stadfæstede 22.11. samme år, men som byen stadigvæk ikke var tilfreds med[450].

Yderligere kom dertil, at der var uklarhed med hensyn til St. Katharine kirkes adkomst til kronens part af tienden af Brøndum sogn, Skast herred[451].

Den 31.1.1593 kunne Peder Hegelund affærdige et bud til København med breve, der omfattede ikke mindre end fire sager: bortfæstelse af kirketienden, begravelsesafgiften i domkirken, domkirkens adkomst til Ansager korntiende og St. Katharine kirkes adkomst til Brøndum tiende.

Aldrig så snart var disse breve sendt af sted, før borgmester og råd som tidligere omtalt kyndelmisseaften den 1.2., meddelte de to sognepræster i byen, at man ganske simpelt havde afskaffet kyndelmisseoffer.

Som sagt var man i byen meget misfornøjet med, at domkapitlet havde forhøjet afgifterne for gravstederne i domkirken; samtidig beklagede man sig over, at domkirkens menighed ikke blev gjort bekendt med kirkens regnskaber, og at kirkeværgerne tilbageholdt en stor del af kirkens indtægter til eget brug[452].

Netop det år var Peder Hegelund som residerende kannik blevet valgt til kirkeværge for domkirken og havde som kollega sognepræsten ved St. Katharine kirke, magister Laurids Gødesen, der ligeledes var residerende kannik; de var begge blevet valgt den 15.6.1591, og valget gjaldt for tre år.

Og det var således i høj grad netop mod de to sognepræster, der i disse år var kirkeværger, at man i byen rettede foranstaltningerne mod de forhøjede begravelsesafgifter, men som omtalt blev det i stedet for de to kapellaner, som byens reaktion kom til at gå ud over.

Domkirkens to kirkeværger, den ene for den nordre, den anden for den søndre side af kirken, skulle sørge for kirkens vedligeholdelse og vedligeholdelse af de bygninger i øvrigt, som var knyttet til domkirken, men naturligvis var det sådan, at alle større udgifter til bygningernes vedligeholdelse og udvidelse m.m. kun kunne ske ved en beslutning i kapitlet. Som vederlag for dette arbejde delte kirkeværgerne indtægterne af herlighedsretten over kirkens ejendomme; dog af stedsmål og sagefald måtte de kun beholde en trediedel[453].

Det var i øvrigt i slutningen af Peder Hegelunds tid som kirkeværge ved domkirken, at det nordvestlige hjørne af domkirkens tårn styrtede ned, eller som Peder Hegelund noterer det i sin almanak ud for den 13.3.1594: "Den nat, som gik forud for den 13.marts, styrtede et hjørne af tårnet i Ribe ned, dels som følge af ælde, dels som følge af en jordrystelse." Den sidste del af Peder Hegelunds forklaring skal nok tages med et meget stort forbehold, da der ikke findes andre vidnesbyrd om et sådant mindre jordskælv, og forklaringen skal nok snarere dække over, at man i kapitlet i mange år trods advarsler, den sidste så sent som i 1592[454], ganske havde forsømt vedligeholdelsen af tårnet; forholdet er nok det, at tårnet styrtede sammen som følge af ælde og, kunne man føje til, som følge af kirkeværgernes og kapitlets forsømmelser over en længere tid, hvorfor der vel ikke kan lægges noget særligt ansvar på kirkeværgerne i 1594. Og sagen kom da heller ikke i mindste måde til at skade hverken ham eller Laurids Gødesen.

Den nådens sol, der hidtil havde skinnet på ham, blev ved med at skinne; for de høje herrer i København havde en del velvilje til overs for Peder Hegelund, og et udtryk for denne velvilje var, at han 7.3.1590 modtog en hædersgave på 30 dl. for siden 13.10.1589 at have arbejdet med en fordanskning af den koldingske reces af 24.1.1576, der bl.a. vedrørte en række forhold af betydning for Ribe[455].

Yderligere må det betragtes som en æresbevisning, at han, da den udvalgte konge, den unge prins Christian (IV) i slutningen af august 1593 et par dage opholdt sig i Ribe, blev udset til på Riberhus at prædike for prinsen og nogle af rådet, altsammen noget, som sikkert ikke har skadet ham, da man i København i marts 1595 bestemte sig for at anbefale ham som biskop i Ribe.

Det var således travle år for sognepræsten ved domkirken i Ribe, og almanakkerne giver ikke blot udtryk for hans embedsvirksomhed på de forskellige områder, hvor han fik lejlighed til at gøre sig gældende, men også for bestræbelserne for at skaffe forråd indendørs i Snagdal.

Stadigvæk havde Højholm i Yder Bjergum hans særlige interesse, og vi ser således, at han i april 1589 forøgede udsæden her til 5 tdr. havre mod hi det foregående år, 1590 lod han pløje med fem plove, skønt, som han skriver, det havde været nok med de fire[456], og han såede nu til gengæld blot 4½ tdr.havre i sin mark her; det har sikkert trods alt efter Peder Hegelunds mening været et rimeligt mål, som også fastholdtes 1591[457].

Dagliglivet i Snagdal formede sig nok ikke stort anderledes, end det gjorde i kannikeresidensen i Puggårdsgade: vi følger med i tærskning[458], ølbrygning[459], opslagning af smør[460], tørvekøb[461] m.m., her som i Puggårdsgade.

Dog lader det til, at der ikke længere færdedes "convictores" i huset, Margrethe Hegelunds tiltagende svaghed har nok været en medvirkende årsag til, at denne side af Peder Hegelunds pædagogiske virksomhed blev afsluttet; dog iagttager vi ved flere lejligheder, at de gamle convictores aflagde besøg hos deres tidligere lærer i Snagdal[462].

Heller ikke Peder Hegelunds helbred var i disse år det allerbedste; den øjensvaghed, der plagede ham allerede i de unge år, brød atter frem med fornyet styrke, nu da han var kommet ind i 40’erne; hele marts 1587 led han af øjenbetændelse, der også brød frem i maj/juni 1589 og nogle dage i juni/juli 1590; dertil kom, at den hoste, der ofte kom til at plage ham i de kommende år, så småt begyndte at gøre sig gældende.

Men alt dette var dog for intet at regne mod de kvaler, som Margrethe Hegelund gennemgik i de så at sige årligt tilbagevendende svangerskaber, der helt nedbrød hendes helbred.

Den 26.3.1589, askeonsdag, fødte hun en lille dreng, som fik navnet Peder ligesom den lille dreng, der døde 4.7.1586, og 2. påskedag blev der holdt "en liden barselhøjtid" i anledning af Margrethe Hegelunds 6. fødsel; den lille dreng fik ingen lang levetid, han døde 4.4. året efter.

I begyndelsen af juli 1590 noterer Peder Hegelund i sin almanak, at det atter er svangerskabstid, bekymret - og det med god grund -føjer han til: ”Med Guds hjælp”.

Den 30.1.1591 fødte Margrethe Hegelund sit 7. barn, en datter, der ved den hastige dåb fik navnet Elisabeth; den spæde lille pige levede ikke to timer efter fødslen.

Atter har der øjensynligt været bud efter Elisabeth Johannsdatter i Tønder, og atter har hun sikkert stået for husførelsen i Snagdal, som hun først forlod den 23.3., men der skulle blive stærkt brug for hende i den kommende tid.

2. påskedag var hendes datter kirkegangskone efter den sidste fødsel; dagen efter blev hun syg, og der må atter være gået bud til Tønder til den altid hjælpsomme enke her.

Den 10.7. blev Margrethe Hegelund alvorligt syg, fire dage efter kom hendes moder til datterens sidste sygeleje; vi følger i almanakken, hvordan den syges tilstand forværres og Peder Hegelunds stigende bekymring for ikke at bruge ordet fortvivlelse ved sygelejet; og det er med dyb sorg, at han under 22.7. meddeler, at hun er død få dage efter sin 29 års fødselsdag.

Margrethe Jørgensdatter Hegelund blev begravet i Ribe domkirke; Peder Hegelund opsatte den 15.11. samme år en gravtavle over sine to hustruer, Anne Jensdatter og Margrethe Jørgensdatter; Anne Jensdatter havde han i øvrigt ikke omtalt i almanakkerne siden 1581, hun kom altså, som det synes, til at stå i skygge af Margrethe Jørgensdatter. Gravtavlen blev forfærdiget af Laurids Maler i Ribe og er forlængst forsvundet, men indskriften findes bevaret i Terpagers Inscriptiones Ripenses (s. 42f.).

Peder Hegelund var for anden gang i sit liv enkemand og stod nu tilbage med en børneflok på fire børn i alderen 9-4 år foruden fra det første ægteskab sønnen Jens, der i de dage, da stedmoderen lå for døden, fyldte 18 år; han havde siden slutningen af december 1586 gået i Sorø skole, hvor hans farbroder Jacob Jensen Hegelund omtrent samtidig var blevet ansat som hører. Endnu i slutningen af 1590 befandt han sig i Sorø, men er muligvis i 1591 begyndt at studere i København, hvor han lå syg i maj måned 1591; det synes, som om han også i efteråret 1592 har været svagelig; for Peder Hegelund sendte 8.11. dette år sin broder Jacob over til Sjælland for at hente ham hjem.

De fire børn: Anne, f. 21.6.1582, Jørgen, f. 15.10.1583, Marine, f. 23.11.1581 og Sara, f. 17.9.1587, synes alle i de svære dage under moderens sygdom og de nærmeste dage efter hendes død at have boet hos familien i Tønder.

Der kan ikke være tvivl om, at Peder Hegelund sørgede dybt over tabet af sin hustru, og at han bevarede mindet om hende i dyb hengivenhed til sine dages ende; men ligefuldt - endnu mens farverne på gravtavlen i domkirken var friske, ja, så at sige lige var blevet tørre, så han sig om efter en tredie hustru.

Denne gang kastede han sine øjne på Kirsten Knudsdatter Seeblad[463], søster til Knud Knudsen Seeblad, der i sin tid havde været Peder Hegelunds convictor i Puggårdsgade; hun var således en datter af det odenseanske patriciat; naturligvis betjener han sig ved angivelsen af hendes navn i almanakkerne - sin vane tro i den slags sager - af et kryptisk tegnsystem[464].

Med hensyn til virkeliggørelsen af sine ægteskabsplaner har han fået hjælp hos Maren Mule[465], der var enke efter domprovst og kannik i Ribe magister Kaspar Mule[466], og han søgte ligeledes at finde en fortaler i sin kusine Birgitte Jørgensdatter Müller[467], gift med kgl. bartskær Heinrich Müller i København[468], men han satte dog mest lid til Maren Mule.

Den 17.9.1592 holdt Flensborg-borgmesteren Hans Boysen (1559-1649)[469], der var en søstersøn af Peder Hegelunds svigermoder Elisabeth Johannsdatter Pedersen, bryllup i Flensborg, og ved den lejlighed var også brudgommens moster og hendes tre døtre til stede.

Det var øjensynligt Peder Hegelund meget magtpåliggende at komme til Flensborg i anledning af brylluppet; han var ganske vist ikke med til selve festen, men den 19.9. tog han fra Ribe og kom dagen efter om morgenen til Flensborg, hvor han ikke alene havde lejlighed til at være sammen med brudeparret, Elisabeth Moder og sine svigerinder, men også, hvad der nok har været det vigtigste, med den kryptiske K.K., nemlig Kirsten Knudsdatter, der var til stede i Flensborg sammen med sin søster Metilla og sin søster Marine Knudsdatter Bager (1552-1641), gift med Niels Olufsen Bager (1553-1603), købmand og rådmand i Odense[470].

Og Peder Hegelund har sikkert regnet med at kunne spille på sin kusine Maren Baggesdatter Seeblad, der var gift med Kirsten Knudsdatter Seeblads broder Laurids Knudsen Seeblad, borger i Odense. Hun var nemlig datter af rådmand Bagge Jensen i Ribe og Peder Hegelunds moster Cæcilie Pederdatter[471].

Han noterer i sin almanak, at hun i slutningen af oktober samme år kom til Ribe, og vi kan sikkert regne med, at han så godt, som han har formået det, har talt sin sag hos hende for at finde støtte i sine ægteskabsplaner.

Midt i november dukkede en lille deputation, bestående af agtede borgere i Odense, op i Ribe.

Det drejede sig om Odense-borgmesteren Sivert Pedersen (død 1599)[472] der gennem sit ægteskab med Maren Olufsdatter Bager var besvogret med familien Seeblad, Odense-borgeren Oluf Hansen og Richard Knudsen Seeblad, der var Kirsten Knudsdatters broder; der skal vist ikke megen fantasi til at forestille sig, i hvilken anledning den lille deputation var kommet til Ribe, og hvorfor Peder Hegelund den 16.11. havde indbudt de tre Odense-borgere som gæster, førend de atter drog tilbage til deres hjemby. Også Odense-bispen, magister Jacob Madsen Vejle og hans hustru Karen Baggesdatter har sikkert fået informationer af Peder Hegelund, da de i begyndelsen af december opholdt sig i Ribe; striden i kapitlet med bispen har nemlig, som det synes, ikke medført nogen svækkelse af det gode forhold mellem ham og Peder Hegelund, og det var vist meget naturligt, at Peder Hegelund den 8.2.1593 skrev til ham om, at det ikke stod så godt til med ægteskabsplanerne, da man øjensynligt i Odense havde ændret standpunkt, hvad der kunne tyde på, at Peder Hegelund tidligere ikke havde været helt uden chancer. I slutningen af februar søgte han ved personligt fremmøde i Odense at forbedre sin sag ved en samtale først og fremmest med Kirsten Knudsdatter, men også med den trofaste Maren Mule - forgæves, og Peder Hegelunds forhåbninger om ægteskab med den unge Odense-pige led det endelige skibbrud ved den "sørgelige og alvorlige samtale", som han den 27.2. havde med hendes søster Marine Knudsdatter Bager.

Under den 16.6.1594 kunne han notere, at Kirsten Knudsdatter i Odense blev gift med Dampe N. fra Roskilde, men han gengiver hverken brudgommens navn eller hans hjemsted helt rigtigt; han hed i virkeligheden Jesper Dampe og var købmand i Helsingør[473]; men det hænger nok sammen med, at Peder Hegelund på det tidspunkt, hvor han nedskrev sin notits, ikke længere var interesseret i Kirsten Knudsdatter Seeblad og langt mindre i, hvem hun blev gift med. For i mellemtiden havde Peder Hegelund forhandlet til anden side; det lader til, at han under et besøg i Roskilde i juni måned 1593, altså fire måneder efter den "sørgelige og alvorlige samtale", har kastet sine øjne på en vis Maria (Maren) der øjensynlig var datter af magister Poul Pedersen, rektor i Roskilde. Det skete, da han var gæst hos rektoren, med hvem han dagen efter havde en samtale, hvis indhold vi intet kender til, men som man kan have sine formodninger om; i hvert fald var den omtalte pige emne for den samtale, som han havde med sit bysbarn, den kongelige livlæge dr. Peder Sørensen, i dennes have; det var en lang og venlig samtale[474], og inden Peder Hegelund tog tilbage til Ribe, lagde han sin sag med den unge pig i livlægens og magister Kristoffer Knoffs hænder[475]; sidstnævnte var kantor i Roskilde og boede i byen[476]. Men Peder Hegelund må øjensynligt i en samtale med dr. Peder Sørensen i Kolding den 4.10. samme år have forstået, at han heller ikke her kunne gøre sig forhåbninger om at finde en livsledsager, hvorefter han resolut søgte bedre held hos den 18-årige Anne Andersdatter Klyne (1575-1640), datter af Ribe-borgeren Anders Sørensen Klyne. - Allerede 19.7.1592 har han ud for denne dato skrevet et hebraisk tegn, der kun kan tydes som Anne og må indicere, at han da har betragtet Anne Andersdatter som et muligt ægteskabsemne.

Peder Hegelund var den 30.9.1593 til stede ved et bryllup i Bogense[477], og ved den lejlighed var han sammen med Anne Andersdatter Klyne, der øjensynligt har gjort et så stærkt indtryk på ham, at Kirsten Knudsdatter og den unge pige fra Roskilde helt gik i glemme.

I almanak-notitserne umiddelbart efter brylluppet i Bogense gererer den 51-årige mand sig ret forelsket; vi finder i notitserne de sædvanlige kryptiske tegn, der anvendes, når Peder Hegelund gik i alvorlige giftetanker[478]. Og nu gik det rask, den 23.12. fandt trolovelsen sted, og den 27.1.1594 blev Peder Hegelund gift for tredje gang.

En og anden vil måske bemærke, at Elisabeth Moder forlod Ribe en uge før brylluppet.

Med dette giftermål kom Peder Hegelund ind i den livskraftige, energiske, men også voldsomme for ikke at bruge udtrykket voldske Klyne-familie[479], hvis livsmønster så afgjort skilte sig ud fra det, som var Peder Hegelunds og de familiers, som han var blevet besvogret med ved de to tidligere giftermål.

Men i Snagdal blev forholdene atter mere normale, ikke mindst for de omflakkende børn; den ti-årige Jørgen kunne februar 1594 atter sendes i Ribe katedralskole, hvor han tidligere var blevet indmeldt den 19.5.1590, og den ni-årige Marine blev samtidig sendt i knipleskole. Hun og hendes to søstre blev i øvrigt oktober samme år sendt i skriveskole.

Den 16.8.1594 døde biskop Hans Laugesen, 64 år gammel, efter at have beklædt bispeembedet i 25 år. De sidste fem år af hans liv havde været præget af sygdom, der i 1590 havde lænket ham til sengen i flere uger[480]. Han havde den 4.8.1591 sammen med de to sognepræster i Ribe været gæst på Riberhus hos Valdemar Vernersen Parsberg til Jernit (1557 - 1607)[481], der i 1594-97 midlertidigt havde afløst Albret Friis som lensmand på Riberhus; den 9.8. blev han alvorligt syg, og den 16. var han død.

10 dage efter delte man i kapitlet fællesgodset efter ham, og utvivlsomt ved den lejlighed tilfaldt Bispeng, der lå ved Inder Bjergum, Ribe domkirkes landsogn, Ribe herred, Peder Hegelund; den blev første gang slået 26.6.1595; også Kileng, der ikke nærmere kan stedsbestemmes, tilfaldt åbenbart ved denne division Peder Hegelund. Bispeng har været ret stor, den krævede 1.7.1597 11 slættemænd og 10 afrivere for at blive slået. Den 11.7.1603 blev dens hø sat i 20 stakke, der tilsammen udgjorde 42 læs. Ved den lejlighed var Peder Hegelund i øvrigt meget heldig; for da han havde hjembjerget sit hø fra Bispeng, "kom straks høj flod overalt og gjorde stor skade". Ja, i juli måned det følgende år var der på engen ikke mindre end 23 stakke eller 52 bønderlæs eller englæs. Peder Hegelund omtaler i sine almanakker regelmæssigt hvert år i høslættiden Bispeng - og mange notitser om oversvømmelser og stormflod tager bl.a. sigte på Bispeng og de økonomiske interesser, som var forbundet dermed.

Den 2.10.1594 kom den kgl. tyske kancelli-forvandt Ludwig Weiner til byen og aflagde som Hans Laugesens efterfølger som kannik den 7.10. sin kannikeed i kapitlet. Han havde den 30.8.1591, da det så mindre godt ud med bispens helbred, af magister Rasmus Heidtmann fået overladt det ekspektancebrev på et kannikedømme i Ribe, som ærkedegnen i Ribe og Slesvig havde haft siden 1573[482].

Den 4.9.1594 var alle købstadpræster i Ribe stift stævnet for at vælge Hans Laugesens efterfølger som biskop i Ribe, og dermed tørnede Peder Hegelunds og Anders Sørensen Vedels interesser atter sammen, og denne gang alvorligere end ved lektorvalget 14 år tidligere.

Siden de to gamle ungdomsvenner var kommet til at bo dør om dør i Skolegade, var forholdet mellem den venlige og tolerante Peder Hegelund og den efterhånden noget excentriske og lunefulde Anders Sørensen Vedel[483] blevet bedre; noget afgørende brud havde der i øvrigt indtil da vel ikke været mellem dem, selv om der øjensynligt ikke havde været nogen direkte forbindelse mellem lektorresidensen i Skolegade og kannikeboligen i Puggårdsgade, hvor Peder Hegelund boede i sin lektortid, og Liljebjerget, hvor Anders Sørensen Vedel havde sin komfortable bolig i Ribe[484].

Men efter 1588 ser vi, at der er forbindelse mellem sognepræstens hus og den kgl. historiografs.

Under den 7.6.1588 omtaler han således Anders Sørensens rejse til København, hvor han vel bl.a. skulle besørge sin berømte ligtale over Frederik II i trykken[485].

Den havde han to dage før, da kongen blev bisat i Roskilde domkirke, holdt i domkirken i Ribe[486], men Peder Hegelund nævner ikke med et ord denne begivenhed, måske fordi han har følt sig forbigået; som domkirkens sognepræst var han nok nærmere til at holde mindetalen end den kgl. historiograf på Liljebjerget; dertil kom, at Peder Hegelund har næret en oprigtig hengivenhed for den afdøde konge, som han i notitsen på hans dødsdag skærtorsdag den 4.4. kalder for fædrelandets fader, og hvis dødsdag han lige til 1613 mindes i sine optegnelser.

Den 18.6.1588 flyttede Peder Hegelund med sin familie ind i Snagdal, der lå umiddelbart op til Liljebjerget i Skolegade[487], og dermed er forbindelsen mellem de to tidligere ungdomsvenner nok blevet nærmere end i de foregående år.

Den 12.8. samme år noterer Peder Hegelund, at Anders Sørensen Vedel sammen med Kristen Nielsen Lange, kapitlets kantor, drog sønderpå, og denne rejse må ses i forbindelse med Anders Sørensen Vedels store plan om sin Danmarkshistorie, som han må have forelagt regeringsrådet, da han i juni var i København[488]; Vedels historiske arbejde måtte trods alle personlige modsætningsforhold kun interessere Peder Hegelund, der da også omtaler den store 10-ugers indsamlingsrejse, som Anders Sørensen Vedel foretog juni-august 1586[489]. Han noterer også, at Anders Sørenensen Vedel efter en månedstids forløb kom hjem fra rejsen 1588[490], samt at han den 23.9. atter tog af sted, denne gang sammen med sin svigerfader, biskop Hans Laugesen; bispen vendte atter tilbage til Ribe den 3.10., og Anders Sørensen Vedel er sikkert kommet til Ribe noget senere med indsamlingsmateriale til det store værk, som han har behandlet i den følgende vinter, for så atter at drage ud i foråret 1589[491].

Den 12.10. samme år noterer Peder Hegelund, at hr. Niels Lauridsen (sognepræst i Føvling-Holsted, Malt herred, 1589-1610)[492] havde bryllup "til magister Anders", der øjensynligt har stillet Liljebjerget til rådighed for den nysudnævnte præst, der er blevet gift med en af kvinderne i Anders Sørensen Vedels hus; den kgl. historiograf har nok betalt omkostningerne ved dette bryllup. Det er muligt, at Peder Hegelund og Margrethe Jørgensdatter har været til stede ved den lejlighed, men sikkert er det i hvert tilfælde, at Margrethe Jørgensdatter var fadder, da Anders Sørensen Vedels og Mette Hansdatters 7. barn, Hans Andersen, i begyndelsen af januar 1590 blev holdt over dåben[493], ligesom det samme var tilfældet med Peder Hegelund, da det 8. barn, Lauge Andersen, blev døbt i slutningen af december 1592[494], uden at Peder Hegelund i øvrigt finder anledning til at omtale disse to fadderskaber i sine almanakker, ja, han omtaler endog ikke den sidste fødsel.

Men i 1594, da der efter Hans Laugesens død skulle vælges en ny biskop i Ribe, havde Peder Hegelund og Anders Sørensen Vedel stærkt modstridende interesser.

Der kan ikke være tvivl om, at Anders Sørensen Vedel meget stærkt har håbet at blive sin svigerfaders efterfølger som biskop i Ribe for på den måde at redde sig ud af den vanskelige stilling, han var kommet i derved, at man blandt de toneangivende ved hove ikke længere var tilfreds med ham som kgl. historiograf; man var ked af længere at vente på den Danmarkshistorie, der øjensynligt ikke blev til noget[495], og samme dag som Anders Sørensen Vedels beskytter, den gamle kansler Niels Kås til Tårupgård døde - den 29.6.1594 - udgik der brev om, at professor Niels Krag (1550-1602) havde påtaget sig at skrive en Danmarkshistorie, og det blev befalet, at han skulle have adgang til dokumenter og lign. til dette formål overalt i landet[496].

Den 10.7. hastede Anders Sørensen Vedel til København for at redde sin anseelse og eksistens og sine forskningsmuligheder; selv hans indflydelsesrige velyndere formåede dog ikke at gøre meget for ham, men kunne kun meddele ham, at alle hans samlinger og det prælatur, der havde været forudsætningen for hans forskning, ville blive frataget ham; han måtte gøre sin Danmarkshistorie færdig i løbet af et års tid[497], en helt umulig opgave, hvilket ingen vel klarere har indset end Vedel selv. Det var ikke mærkeligt, at han søgte at redde sig over i den bispestilling, der blev ledig ved svigerfaderens død.

Ifølge kirkeordinansen af 1539 var det bestemt, at "når udi noget stift fattes en superintendent, da skulle alle sognepræster aleneste af købstæderne i stiftet komme tilsammen …. Tyvende dag efter, (at) han er død, skulle de samles udi byen, der som superintendentens bolig er, så skulle de endrægtelig give fire sognepræster fuldmagt og myndighed til at udvælge en, den, de kender en værd mand og skikkelig både i lærdom og levned, så skulle samme fire følge hannem hen til den superintendent, som næst ved er ved hånden, at han der bliver overhørt.

Kan det ikke så straks ske, så må de gøre det, det snareste de kunne. Dersom han dømmer da hannem skikkelig dertil, da skal han siden heden sende hannem til kgl. majestæt, at han bliver stadfæstet"[498].

Ordinansens bestemmelser var for så vidt klare nok, men praksis viste, at man ikke strikte holdt sig dertil, og at bl.a. en videre kreds end de fire valgmænd deltog i udvælgelsen af bispen. I Ribe stift var der allerede ved valget af Hans Tavsen, den anden biskop i Ribe efter reformationen, en tydelig afvigelse fra ordinansen på dette punkt, da det ved den lejlighed hedder, "at menige prælater, kanniker og kapitel, sammeledes alle herredsprovster, sognepræster og menige kleresi over alt Ribe stift havde endrægtelig efter ordinansens lydelse begært og navngivet mester Hans Tavsen for en superintendent". Og denne fremgangsmåde synes at have været mønster for de efterfølgende bispevalg i Ribe stift[499].

Købstæderne i det vidtstrakte Ribe stift var foruden stiftsbyen Ribe byerne Varde, Ringkøbing, Lemvig og Holstebro, Kolding og Vejle, og det var sognepræsterne herfra: de to sognepræster i Ribe Peder Hegelund og Laurids Gødesen, sognepræsten i Varde Anders Nielsen Svansø[500], sognepræsten i Ringkøbing Mads Bertelsen[501], sognepræsten i Lemvig-Nørlem Laurids Barck[502], sognepræsten i Holstebro Villads Nielsen[503], sognepræsten i Kolding Jens Sørensen Harte[504] og sognepræsten i Vejle Jens Farsen[505], der den 4.9. punktligt efter ordinansen mødte op i bispegården i Ribe for at foretage valg af den nye biskop i Ribe. Her har de fremmødte - det synes at dreje sig om alle otte sognepræster i stiftet - vel først drøftet de bispeemner, der har været i stiftet, og hurtigt er øjensynligt Anders Sørensen Vedels kandidatur bragt på bane. Men selve valget af den nye biskop blev i overensstemmelse med ordinansen i hvert tilfælde i første omgang overladt til fire valgmænd, som i dette tilfælde åbenbart blev Peder Hegelund, Laurids Gødesen, Jens Sørensen Harte og Jens Farsen, og dermed har sognepræsterne sikkert klart tilkendegivet, at ingen af de fire kunne betragtes som bispeemner i den foreliggende situation, da det nok ikke kunne være meningen, at de i givet fald skulle stemme på sig selv. Og det synes også klart, at man ikke ønskede en almindelig sognepræst, men en magister til biskop i Ribe; derfor var der fra selve stiftet i den henseende også andre end Anders Sørensen Vedel, man kunne samle sig om, og i så tilfælde får Wegeners formodning om, at magister Mads Bertelsen har været Vedels modkandidat en vis, omend meget svag støtte[506], uden at dette dog gør det muligt at betragte Wegeners opfattelse som andet end en gisning, der ikke finder megen begrundelse i det foreliggende materiale.

Anders Sørensen Vedel passede Jens Farsen op i Foldingbro den 16., sandsynligvis for at vinde ham for sin kandidatur, og han var, da han kom til Ribe den næste dags morgen, vistnok - omend lige så nølende som Jens Sørensen Harte - på Vedels parti, medens de to andre sognepræster, altså Peder Hegelund og Laurids Gødesen, øjensynligt klart er gået imod i den kreds af præster og andre, der må formodes at have været samlet i Ribe for at foretage valget af Hans Laugesens efterfølger, men hvem de i så tilfælde har haft som alternativ, om de i det hele taget har haft noget, er ganske uvist.

Det er naturligvis meget vanskeligt at trænge igennem hele dette spil om besættelsen af bispeembedet i Ribe, da man så at sige udelukkende må bygge på de spredte notitser i Peder Hegelunds almanak, der ikke direkte meddeler noget om f.eks. Peder Hegelunds egen indstilling.

Det er nærliggende at fundere over, hvorfor de to Ribe-præster ikke kunne gå ind for Anders Sørensen Vedels kandidatur, og da kan man naturligvis vanskeligt se bort fra det personlige modsætningsforhold, der trods tilnærmelsen var mellem Peder Hegelund og hans nabo i Skolegade, et modsætningsforhold, der muligvis også kan have påvirket Laurids Gødesen, der var Peder Hegelund nært forbundet og også gennem sit første ægteskab - 24.11.1566 med Sofie Iversdatter, datter af Iver Stub, borger i Ribe - var blevet besvogret med den Hegelundske familie; vigtigere har det nok været, at de to præster ikke har været helt trygge ved Anders Sørensen Vedel, hvis regnskabsførelse i kapitlet nok kunne give anledning til visse betænkeligheder, og endelig må man vel ikke se bort fra, at de to præster ikke uden videre har villet støtte en kandidatur, som man sikkert har betragtet som noget problematisk i København.

Hans Lund har antydet, at teologiske stridigheder muligvis kunne have gjort sig gældende ved bispevalget i Ribe, og at det i så henseende skulle have været til skade for Anders Sørensen Vedel, at han stod Niels Hemmingsen nær i en tid, da ortodoksien begyndte at gøre sig stærkt gældende[507]. Men også Peder Hegelund var tilhænger af Niels Hemmingsen, hvem han som tidligere omtalt stod personligt nær, og hans stærke hengivenhed for Philip Melanchton har kun kunnet styrke tilknytningsforholdet til Niels Hemmingsen, og det er næppe helt rigtigt, når Hans Lund skriver, at Peder Hegelunds standpunkt her nok var mere mådeholdent. Men dertil kommer, at Laurids Gødesen, som der ved hans død 1597 kom til at stå på hans gravsten i St. Katharine kirke, i sin adfærd var præget af frisind i trossager - liberali doctrina - påvirket som han var af den store Philip Melanchton, hvis elev han var[508]. De forskelligheder, der har været i de tre mænds fælles syn, kan næppe have været så store, at de har haft betydning ved bispevalget.

Der har sikkert i stiftet været forhandlet frem og tilbage om den foreliggende sag - Peder Terpagers oplysning om, at "de, hvem valget tilkom", to gange ikke kunne blive enige, må sikkert hentyde til de forvirrede dage i Ribe den 16. og 17.9.[509] - og når Bertel Madsen, muligvis magister Mads Bertelsens søn (senere, fra 1595, sognepræst i Møborg, Skodborg herred)[510] den 28.10. rejste fra Ribe til Lemvig og Holstebro, har det sikkert været i anledning af forviklingerne omkring bispevalget i Ribe.

Dog, Jens Sørensen Harte tog overtvært og begav sig den 7.11. af sted til København for at få regeringsrådet til at gennemføre valget af Anders Sørensen Vedel, og hertil kom han mandag den 11.11. samtidig med, at Anders Sørensen Vedel holdt prædiken i Ribe domkirke, mon ikke lidt vel sejrsikker?

I København kom hans sag i hvert fald ikke til at stå godt; Jens Sørensen Harte har naturligvis måttet redegøre for de modstridende synspunkter i Ribe stift med hensyn til bispevalget, og det har næppe været til fordel for Anders Sørensen Vedel, at netop stiftsbyens sognepræster var mod ham.

Da der øjensynligt ikke kunne blive enighed om kandidaturen i Ribe på det foreliggende grundlag, besluttede man i København at tage sagen i egen hånd og sendte sognepræsten fra Kolding tilbage til Ribe med besked om, at valgmændene skulle bestemme sig for magister Frands Nielsen Ålborg, der var lektor i Roskilde[511]. Dermed var Anders Sørensen Vedels skæbne beseglet, og hvis han har været til stede i kapitlet den 3.12., da magister Jens Sørensen Harte redegjorde for regeringens standpunkt, må det have været en bitter stund for ham.

Den 12.12. underrettede Peder Hegelund og Laurids Gødesen lensmanden på Riberhus om, hvad der var sket i kapitlet den 3.12.

Der kan vel ikke være tvivl om, at regeringsrådets beslutning var ikke så lidt enerådig og sikkert heller ikke helt i overensstemmelse med ordinansens bestemmelser, og det er muligt, at der i Ribe stift har hersket nogen forvirring om, hvordan man nu skulle gribe sagen an, men et var i hvert fald givet, man skulle bestemme sig for lektoren i Roskilde.

Den 23.12. blev kaldsbrevet sendt til magister Mads Bertelsen i Ringkøbing og Villads Nielsen i Holstebro, hvad der så kan ligge heri; der er adskillige dunkle punkter i hele denne sag.

Men den 4.1.1595 begav Villads Nielsen og Bertel Madsen, den sidste muligvis på magister Mads Bertelsens vegne, sig til Roskilde for at overbringe lektoren der kaldsbrevet.

Mens de var på vej, døde magister Frands Nielsen Ålborgs hustru -den 6.1. - og omgående bad han sig fri for bispehvervet, som han nok tidligere havde lovet at påtage sig, men som han nu, da der i mellemtiden var tilstødt ham megen svaghed og skrøbelighed og stor sorg og bedrøvelse, da hustruen var død og havde efterladt ham mange små børn moderløse, ikke ønskede at overtage; dette blev ham tilstået den 10.1.[512] Han har sikkert været jævnaldrende med Peder Hegelund og Anders Sørensen Vedel, men døde flere år før dem i l603.

Derefter blev blikket rettet mod sognepræsten i Helsingør, provst i Lynge-Kronborg herred, magister Søren Kristensen Torndal[513], og en af regeringsråderne, sandsynligvis Jørgen Ottosen Rosenkrantz til Rosenholm, tog sig på at overtale ham til at overtage bispeembedet i Ribe, og selv om han i den henseende blev støttet af Sjællands biskop, dr. Peder Vinstrup, der ligesom rigsråden havde "hannem formanet og tiltalet, sig samme bestilling at skulle påtage, med mange adskillige vidtløftige erindringer og formaninger, så har han sig dog på det højeste undskyldet og besværget til samme kald og bestilling ikke at være dygtig"; det nævnes udtrykkeligt, at det var den fjerde, man henvendte sig til for at få bispeembedet i Ribe besat[514]. De tre kender vi vel, men hvem den sidste af de fire er, er ukendt for os; man kunne jo gætte på magister Mads Bertelsen, men der kan i så fald efter det foreliggende kun være tale om gætteri.

Den 12.1. blev der i anledning af forhandlingerne med sognepræsten i Helsingør sendt kgl. brev til kapitlet i Ribe, som tidligere havde fået befaling til at sende folk til magister Frands Nielsen Ålborg med valgbrev, nu skulle de i stedet for kalde magister Søren Kristensen Torndal[515].

Men der var blot det uheldige ved det, at man ikke, før brevet til kapitlet i Ribe blev sendt af sted, havde sikret sig, at sognepræsten i Helsingør var villig til at flytte til Ribe. Og det var han ikke.

Således var sagernes stilling, da Villads Nielsen og Bertel Madsen efter forgæves at have været i Roskilde med deres kaldsbrev kom til København den 15.1.

For nu at bringe den langvarige sag til afslutning udsendte regeringsrådet den 4.2. missive til de to sognepræster i Ribe og til Jens Sørensen Harte og Jens Farsen om at begive sig til København for hos rådet at erfare kongens vilje.

Peder Hegelund modtog sin befaling den 12.2., efter at han var vendt tilbage til Snagdal fra et bryllup i Tønder.

I den hårde vinter tog de fire valgmænd af sted; Peder Hegelund og hans kollega ved St. Katharine kirke forlod Ribe den 16.2. og nåede først den 3.3. til København efter en meget besværlig rejse, der i Peder Hegelunds bevidsthed nærmest antog karakteren af en heroisk dåd; han mindede gennem mange år sig selv om, at han den 27.2. sad på Sprogø "med stor livsfare og vove"[516].

Muligvis er de to andre valgmænd stødt til på rejsen; den 4.3. blev de fire valgmænd ført frem for rigsråderne Jørgen Ottosen Rosenkrantz, Sten Ottosen Brahe og Manderup Parsberg, der øjensynlig tilsammen havde fået til opgave af løse bispesagen, og af dem var to, nemlig Jørgen Rosenkrantz og Manderup Parsberg, velvilligt indstillet over for Peder Hegelund, og derfor kan det sikkert ikke undre, at han allerede samme dag blev indstillet til bispeembedet, hvorpå han fik kgl. stadfæstelse den 13.3.[517]

Jens Sørensen Harte og Jens Farsen kunne den 8.3. rejse tilbage; de fik hver 40 dlr. for deres ulejlighed med at rejse til København for at medvirke ved regeringsrådernes afgørelse af valget af bispen i Ribe[518].

Peder Hegelund og Laurids Gødesen begav sig lidt senere i fællesskab tilbage til Ribe; på vejen hjem aflagde Peder Hegelund lørdag den 15.3. på Antvorskov bispeed til den udvalgte konge Christian IV.

I Kolding sendte han den 20. bud til Århus-bispen, magister Jens Gødesen i anledning af, at han som den superintendent, der var "næst ved hånden", skulle indsætte den nyvalgte biskop i Ribe, noget, som Århusbispen i øvrigt var blevet underrettet om gennem missive af 5.3.[519]

Den 21. nåede han tilbage til Ribe og havde samme dag foretræde for lensmanden på Riberhus Valdemar Parsberg, der ved kgl. brev af 13.3. var blevet underrettet om bispevalgets udfald[520].

På Riberhus kunne Peder Hegelund nu nærmere gøre rede for rejsens forløb og resultat[521].

Den 29.3. kom magister Jens Gødesen til Ribe og tog ind på Snagdal, og dagen efter, midfastesøndag, blev Peder Hegelund ved en højtidelig tale og under påkaldelse af Gud i Ribe domkirke ordineret til biskop over Ribe stift.

Efter ordinansen af 1539 skulle ordinationen finde sted "førend prædiken begyndes, ret for alteret, formedelst provsterne og fem eller seks prædikere, som der næst hos er"[522].

For ligesom at føje spot til skade for den slagne Anders Sørensen Vedel blev det i et missive til ham af 6.3. alvorligt befalet, at han med det første skulle tilstille Peder Hegelund de kgl. mandater, forordninger, samt de af stiftets bøger og breve, der befandt sig blandt den afdøde biskops efterladenskaber[523].

Der skulle følge mere efter.

Fig. 12. Portræt af Peder Hegelunds gode ven Laurids Gødesen og dennes hustru Sofie Iversdatter.

Laurids Gødesen (1531-97) var præstesøn fra Billum, V. Horne h., Ribe a., og han er uden tvivl udgået som student fra Ribe katedralskole og studerede som så mange andre ripensere i Wittenberg, modtog her stærk påvirkning fra den aldrende Philip Melanchton, der på sin side satte pris på den flittige og anstændige ikke helt unge mand, og det er nok ikke helt forkert, når der på hans epitafium i St. Katharine kirke i Ribe kom til at stå: ”ved oprigtig fromhed, ved frisindet lære, skarp dømmekraft, urokkelig værdighed og ustraffelig vandel viste han sig som hin store Philip Melanchtons discipel.” (Bjørn Kornerups oversættelse).

Han måtte imidlertid afbryde sine studier og vendte tilbage til Ribe, hvor han var rektor ved katedralskolen 1561-65. - 1565 optog han sine studier i Wittenberg, hvor han 1566 med glans blev magister; samme år blev han i Ribe gift med Peder Hegelunds kusine Sofie Iversdatter (1531-91), datter af Iver Stub, borger i Ribe, og enke efter den tidligere stiftsskriver Søren Svendsen; 1567-69 var han atter rektor ved sin gamle skole, hvorefter han blev lektor i teologi ved domkirken; denne stilling indehavde han til 1580, hvorefter han var sognepræst ved St. Katharine kirke til 1596, da han på grund af apopleksi måtte nedlægge sit embede - han døde året efter.- 1587 blev han kannik i Ribe.

Efter hustruens død i 1591 giftede han sig 1593 med den utvivlsomt noget aldrende enke efter borgmester Peder Mortensen Hegelund, Marine Laugesdatter, en søster til Ribe-bispen Hans Laugesen.

Fig. 13. Kapitelshuset, til venstre for (øst for) den nordre korsarm på Ribe domkirke. Tegning af Kay Stallknecht 1737 (Rigsarkivet).

På Peder Hegelunds tid holdt kapitlet til i den lille fordringsløse udbygning, nogle få trin højere end kirken, som fandtes mellem apsis og den østlige side af den nordre korsarm. Det var en murstensbygning, der på nordsiden målte ca. 5 m og på østsiden ca. 10 m; på nordsiden ses tre fladbuede gotiske vinduer, fire smalle vinduer, ordnede to og to, fandtes mod øst, ligesom to vinduer gennembrød den østlige mur på den nordre korsarm. Indgangen til kapitelshuset var gennem en dør i apsis. På denne dør stod årstallet 1411 og Erik af Pommerens navn, men bygningen er muligvis ældre. - Den har næppe været kapitelsbygning før ca. 1500.

Under kapitelshuset var der en kælder med nedgang fra kirkegården, der lå på kirkens nordside.

I denne kælder havde kapitlet et depot af vin og vel også øl, der kunne aftappes, formentlig ikke til brug på stedet, men andetsteds. Dette salg faldt borgmestre og råd for brystet, da man mente, at byens kasse havde eneret på salg af vin og anden drik til brug for borgerne rundt om i byen uden for rådhuskælderen, hvor vin og anden drik blev aftappet. Dette gav naturligvis anledning til stridigheder. Til højre for kapitelshuset, foran den nordre korsarm, ses det gotiske våbenhus fra 1482 med blændinger og fialer.

Fig. 14. Ribe domkirkes grundplan 1737, tegnet af Kay Stallknecht.

A. Det store tårn, Borgertårnet eller Stormklokketårnet. B. De ydre sideskibe. C. Mariatårnet. D. Lindegården. E. Omgangen. F. Våbenhus. G. Kapitelshus. H. St.Barbaras kapel. I. Bethlehemskapellet. K. St.Andreas kapel. L. St.Katharine kapel. M. St.Birgittes kapel. N. Vor Frue kapel. 0. St.Nicolai kapel.

Ribe domkirke på Peder Hegelunds tid. Endnu til 1560 var Ribe domkirkes indre i lighed med, hvad der var tilfældet med andre danske kirkers, ikke meget forskelligt fra, hvad det havde været i katolsk tid; men ved kongelig befaling af 25.10. dette år blev det bestemt, at den mur, et lektorium, der da var mellem koret og hovedskibet, skulle fjernes, hvorved der blev frit syn fra domkirkens vestportal til den kunstfærdige gamle altertavle med de strålende røde stjerner, foran hvilken menigheden for fremtiden skulle samles.

I stedet for muren skulle der opsættes et splider (gitterværk) af træ, og alteret midt på gulvet nede i kirken foran koret, som hidtil havde været bestemt for menigheden, skulle også nedbrydes, og koret var således ikke længere forbeholdt kirkens gejstlige til gudstjeneste. Dette "sognealter" stod foran en dør i den omtalte mur eller lektorium. I slutningen af oktober samme år blev "den skønne mur" og det "skønne krucifiks" - antageligt et såkaldt lægmandskrucifiks - der må have været anbragt oven over muren mellem koret og skibet, fjernet sammen med alteret foran koret; det store krucifiks blev anbragt andetsteds i kirken, muligvis i eller ved St. Birgittes kapel. Det findes endnu i nordre sideskib. Det kongelige brev tog også sigte på den uorden, der herskede i kirken med hensyn til stolestaderne, og bestemte, at de stole, der var anbragt i kirken midt op ad gulvet, skulle borttages og erstattes af nye stole på begge sider, så rummet midt i kirken kunne være frit.

Dertil kom, at den senmiddelalderlige døbefont, der i katolsk tid stod ved døren til koret i den nordre korsarm, efter kongens befaling skulle flyttes fra dette sted "af vejen ned i kirken på et bekvemt sted"; den blev anbragt umiddelbart til venstre for hovedindgangen.

Stolestaderne, der jo var særlig påkrævet efter reformationens indførelse, da prædikenen blev det centrale i gudstjenesten og krævede sin tid, gav i øvrigt anledning til megen strid; deres anbringelse blev sat i nøje relation til det sociale hierarki i byen, således at lensmanden havde den øverste stol på mandssiden - den sydlige - og lensmandens frue den øverste på kvindesiden - den nordlige. Adelsmændene, kannikerne, borgmestrene og rådmændene havde deres ganske bestemte stolestader på mandssiden, og "kapitelskvinderne" og "rådmandskvindernes" stole nævnes på kvindesiden; det blev søgt håndhævet, at disse priviligerede på mands- og kvindesiden holdt sig til deres officielle stolestader og ikke benyttede deres private stader i kirken. De stridigheder, som stolestaderne ofte gav anledning til, krævede undertiden kongelig indgriben for at blive bilagt.

Den, der i 1588, da Peder Hegelund blev udnævnt til sognepræst ved domkirken, gennem vestportalen trådte ind i den femskibede kirke, havde straks på venstre hånd i forhallen i "Stormklokketårnet" St. Lucius' kapel og over det De 11.000 jomfruers kapel, og til højre var der gennem en dør adgang til det nu nedrevne St. Nicolai kapel, der lå foran Maria-tårnet; over døren til St. Nicolai kapel sås en figurgruppe skåret i eg omfattende St. Jørgen, dragen og den prinsesse, som St. Jørgen befriede fra den onde drage.

I selve kirken havde den indtrædende umiddelbart foran sig den døbefont, som Frederik II havde ønsket fjernet fra den nordlige korsarm: det er den nuværende sengotiske døbefont af malm.

På de svære granitpiller ned gennem kirkeskibet mødte øjet blandt de mange minder fra katolsk tid, der trods kongens bestræbelser for at skaffe lutheransk orden endnu fandtes, de malede billeder fra århundredets begyndelse; på de to første på venstre hånd henholdsvis Maria med barnet og St. Bartholomæus og St. Andreas; på den tredie pille St. Peter og St. Poul etc.

På den første pille til venstre var anbragt det senmiddelalderlige orgel fra katolsk tid; det var forsynet med syv våbner: Ribes byvåben i markante farver - gult, blåt og rødt, og seks adelsvåben, bl.a. omfattende slægterne Skram, Lange og Gyldenstjerne. - Det gamle orgel blev senere overført til S. Katharine kirke.

Nede i kirken til højre, på den østligste pille, sås prædikestolen, hvorfra det rene evangeliums lys blev udbredt over menigheden. Kritiske øjne har nok ikke været alt for tilfreds med denne efter al sandsynlighed ved reformationens indførelse i al hast fremskaffede prædikestol, hvorfor lensmanden på Riberhus Valdemar Parsberg da også i 1596 lod forfærdige en ny prædikestol, den nuværende, der blev opsat året efter.

En ny altertavle blev samtidig opsat, og den gamle blev sammen med den gamle prædikestol juleaften 1597 anbragt i St. Peders kirke uden for byen.

Midt på gulvet stod på et muret fundament den store sengotiske femarmede messingkandelaber med bogstolen, hvor der findes et billede af den hellige Katharina med "Katharine-hjulet", martyr-hjulet med spigrene, og det sværd, hvormed hun blev henrettet: hun er flankeret af to engle, vel dem, der bragte hende til Sinai bjerg.

Oppe i det da frigjorte kor kunne den besøgende se biskop Iver Munks kor- eller kannikestole.

Hvis den indtrædende i kirken kastede et blik til højre, så han yderst i det sydligste sideskib Vor Frue kapel, der i katolsk tid rummede Lille Vor Frue alter; herfra førte en dør ud til omgangen (ambitus), der omgav begravelsespladsen Lindegården og blev tilsluttet den sydlige korsarm ved Kat-hoveddøren.

Da der 1560 blev ryddet så stærkt op i kirken, blev "den skønne lind" i Vor Frue lindegård nedhugget, "for mag. Hans Tausen kunne ikke sove for krager".

Tilsluttet Vor Frue kapel var mod øst St. Birgittes kapel, der rummede Claus Bergs berømte ligsten i gotlandsk sandsten over den sidste katolske biskop i Ribe Iver Munk (død 1539), der havde ønsket at blive begravet her i kapellet, som han regnede for sit, hvorfor det da også gik under navnet Bispens kapel.

Her fandtes foruden bispens gravsten også hans bispestol samt i eller ved kapellet et stående kors, muligvis det lægmands-krucifiks, der indtil 1560 var anbragt over lektoriemuren foran koret.

Kapel nr.2 fra koret på sydsiden var St. Andreas’ kapel, og op mod den sydlige korsarm lå Bethlehemskapellet, der efter reformationens indførelse husede kapitlets bibliotek indtil 1620, da lensmanden på Riberhus Albret Skeel fik denne del af kirken som gravkapel, hvorefter biblioteket blev flyttet til St. Barbaras kapel mellem apsis og den sydlige korsarm. Og her i den østlige ende af det sydlige sideskib hang et legemsstort krucifiks, udmærket udført i eg.

På den modsatte side i det ydre nordlige sideskib op imod den nordlige korsarm lå St. Katharines kapel, og i den nordlige korsarm fandtes til højre, når man kom ind ad kirkedøren her, er noget monstrøs kolossal egetræsskulptur af den hellige Kristoffer, der blev tynget i knæ af det lille Jesusbarn, der stod på hans skulder, og ved denne figur stod Radke Bolkens ildpande fra 1474- til brug bl.a. for peblinge, der her kunne varme hænder og krop, når de ved vintertid gjorde tjeneste i kirken.

I en rundgang i kirken ville den besøgende i øvrigt støde på mange andre levn fra den katolske tid, bl.a. en såkaldt Kristi-grav, der var almindelig i mange kirker, men denne og mange andre ting er i tidens løb gået tabt. Fra nordsiden af apsis var der i øvrigt en dør, der førte ind til kapitelshuset, og på den anden side af apsis lå St. Barbaras kapel, hvor den teologiske lektor holdt sine forelæsninger.

Fig. 15. Biskop Peder Jensen Hegelund.

Blandt de mange bispeportrætter i Ribe domkirke findes også ovenstående billede. Det vides ikke, hvem der har udført portrættet, ej heller hvornår det er sket; årstallene 1595-1614 er utvivlsomt senere tilføjelser.

Peder Hegelund som biskop (1595-1614)

Den 9.4.1595 kunne Peder Hegelund foretage den første ordination i Ribe domkirke; det drejede sig om tre præster og blandt dem den tidligere omtalte Bertel Madsen, der havde været bud i bispestriden.

Den 21. ordinerede han sin efterfølger som sognepræst ved domkirken, magister Mads Andersen Pors, der 1585-90 havde været rektor i Ribe, derefter indtil ordinationen i Ribe domkirke rektor i Bogense; han var sognepræst i Ribe 1595-1616, død 1618[524].

Den femte ordination, som han foretog, var af broderen Jacob Jensen Hegelund, der den 4.5. blev sognepræst i Darum.

Peder Hegelund skulle i sin embedstid komme til at ordinere godt 140 præster.

Den 14.7. flyttede han med sin familie over Skolegade til den forfaldne bisperesidens, og den 18.7. flyttede hans efterfølger som sognepræst ind i Snagdal.

Ifølge kirkeordinansen af 1539 skulle hver biskop i riget oppebære to læster rug, fire læster malt, to læster havre, 50 læs hø, 20 læs halm, 40 lam og 100 guldgylden om året[525].

Men da det i Hans Tavsens tid viste sig forbundet med vanskeligheder at få leveringerne fra Riberhus len, da de indtægter, der skulle tilflyde bispen, var bortforlenet til andre, blev det ifølge kongebrev af 13.9.1560 bestemt, at Ribe-bispen for fremtiden til underhold skulle have: bispegården, som bispen da boede i, Jernved kirke i Gørding herred, sognets kongetiende samt præstegården og al præsterente mod at lade embedet besørge ved en god kapellan, når den daværende præst døde. Desuden skulle han have alt subsidium, procurationer og hospitaliteter (dvs. gæsteri) af otte herreder i stiftet, nemlig Gørding, Skast, Malt, Vester-, Nørre- og Øster Horne herreder samt Nørvang og Tørrild herreder, der på den måde til Ribe-bispen i afgifter skulle yde 455½ mark 1 skilling dansk.

Dertil kom, at bispen for fremtiden skulle have kongetienden af sognene i Nørre Horne herred, nemlig: Sønder Bork, Nørre Bork, Sønder Vium, Horne (utvivlsomt fejl for Hemmet), Lyne, Strellev, Egvad, Oddum, Lønborg og Hoven samt af Kyvling by i Lønborg sogn, der af en eller anden grund nævnes særskilt. Denne tiende beløb sig til 3½ læst 4½ ørtug 2 skp. rug og 3½ læst 8 ørtug byg.

Yderligere skulle bispen have kronens tiendelam i Nørre Horne herred; de blev anslået til at udgøre 90 lam[526]. I almanakkerne ser vi, at Peder Hegelund regelmæssigt ved midsommertide sendte sine amanuenser til Nørre Horne herred for at "skrive kvægtiende”.

Bag i almanakken for 1607 har Peder Hegelund opgivet tiendeindtægten af de ti sogne i Nørre Horne herred til at udgøre 9 læster, og samtidig opgiver han indtægten af Jernved kirke til at udgøre 3 læster. Da han nogle år tidligere, i august 1597, "fortingede tienden" i Jernved sogn, gjorde han det for 60 tønder, hvad der vist kan siges at være en meget rimelig beregning.

Endelig havde Ribe-bispen siden l0.8.1548 herligheden og den uvisse rente af to gårde i V. Vedsted, der lå til St. Thomas alter i Ribe domkirke, medens den visse rente og landgilden tilfaldt de 4 hørere ved katedralskolen i Ribe[527], og siden 1569 besad han det vikariegods, der lå til St. Appolonia alter i domkirken, mod at han uden udgift for kronen vedligeholdt sin bisperesidens i Ribe og årligt ydede seks pund korn, rug og byg, af den visse rente af dette gods til rektoren i Ribe[528].

Bispens indtægt af St. Appolonia vikariegods udgjorde ifølge Peder Hegelunds oplysning 1607 ½ læst.

Alt dette korn måtte Peder Hegelund naturligvis søge at få afsat; i slutningen af januar 1597 solgte han således tre læster rug til Johan Segern fra Bremen og fik en særdeles god pris for dem, 59 daler pr. læst, og fik ved handelens indgåelse udbetalt 100 daler.

Den bisperesidens, der i de kommende år skulle være Peder Hegelunds embedsbolig, var han, som han giver udtryk for det i sit første visitatsbrev til provsten i Gørding herred, ikke særlig godt tilfreds med. Han beklagede sig over, at han måtte flytte fra de særdeles gode forhold i Snagdal til et faldefærdigt og brøstfældigt hus, som kun kunne volde ham vanskeligheder, og som han nu så sig tvunget til at istandsætte med ikke ringe bekostning[529]. Og det forholdt sig da også således efter loven, at bispen efter 1569 var pligtig til selv at vedligeholde sin bisperesidens, men på dette punkt havde hans forgængere vist sig forsømmelige. Det stod ikke bedre til med bispegården end med kannikeboligerne. Og vi ser da også kronen træde til hjælp, således som det f.eks. var tilfældet i 1591 da lensmanden på Riberhus fik besked om at besigtige bispegården og undersøge, hvad der mangler, og hvorledes man bedst kan istandsætte bygningen. Han fik befaling om at meddele resultatet til rådet, for at dette kunne give de nødvendige ordrer[530].

Den nyvalgte bisp vidste derfor nok, hvor han skulle henvende sig, hvis han ønskede at få sin bisperesidens gjort i stand, og den 14.10.1595 skrev han gennem sognepræsten i Vejle, Jens Farsen, til kancelliet om den ynkelige residens, der med undtagelse af en stald og to kamre, der for kort tid siden var blevet opført på kongens befaling, var så bygfældig og forfalden på husene og tagene, at han ikke bekvemt og uden fare kunne bo deri[531].

Kancelliets svar blev så at sige omgående sendt af sted; det blev den 11.12. befalet lensmanden på Riberhus at undersøge, hvorledes det forholdt sig med residensens bygfældighed, og han skulle meddele regeringsrådet, hvorledes den bedst kunne istandsættes, så det kunne ordne sagen på bedste måde.

Men inden regeringsrådets brev nåede til Ribe, havde Peder Hegelund handlet på egen hånd; næsten samme dag, som det kgl. brev blev sendt af sted fra København, fik han 12.12. på Ribe byting syn på residensen i Skolegade; at bispens svigerfader deltog i synsforretningen, har sikkert ikke været til skade for Peder Hegelund.

Residensen blev da omtalt som "et gammelt syv fags hus, to lofter højt, som lejderne er forrådnet og dybt i jorden, lofterne afrådnet, bøgefjæle, som duer intet, huset hælder over midt udi heden i sønder, det sydvestlige hjørnes stænger er sønder og et stykke skudt i igen. Er der også brøden stråtag på for^ne hus, fjælegavle, som hælder og er onde, og vinduerne er udslagne, og der er ingen skorsten i huset, så at alt for^ne det ganske hus er slet og forfalden og skal have stor hjælp med bygning både oven og nede.”[532]

5.2.1596 holdt Valdemar Parsberg så i overensstemmelse med regeringsrådets befaling syn på bisperesidensen; han gav meddelelse til regeringsrådet, der dernæst gav ordre til bygningen af en ny residens, så murermestrene den 4.4.1597 kunne begynde "med kælder at kaste". Og når Peder Hegelund den 15.3.1596 var på Gram slot hos Kristoffer Buchwald for at drøfte tømmer, skal dette muligvis ses i forbindelse med planerne om istandsættelsen af bisperesidensen, og det var i den forbindelse nok ikke helt ligegyldigt, at den ældste søn, studenten Jens Pedersen Hegelund den 24.4.1596 gav afkald på sin arv efter sin sal. moder Anne Jensdatter, sal. mag. Jens Knudsens datter[533].

Først den 10.12.1600 begyndte tømrerne "at hugge på det 11 fags sidehus"; under den 26.3.1601l noterer bispen, at man er begyndt at rejse det ny sidehus, denne gang angivet med 12 fag, hvilket vel må betyde, at man under arbejdets udførelse har udvidet residensen. Og når han under den 24.3.1602 noterer, at han lod rejse "15 binding stald", må vi se dette som et forsøg på yderligere at gøre bispegården mere anvendelig - det er muligt, ja, sandsynligt, at bispen selv har måttet udrede udgifterne til denne forbedring.

Men at der stadig kunne være et og andet at udsætte på bispegården, vidner den notits om, der står under den 12.2.1612, og som lyder: "Gud skinbarlig bevarede min Anna og børn fra fare, der en rådden sæk fuld med rug brast tvært af, ned igennem to lofter og luger på nederste gulv for min kammerdør og havde nær slaget folk ned med sig".

Efter Peder Hegelunds død blev der 5.10.1615 atter foretaget syn på bygningerne i Skolegade, og det lyder: at synsmændene "hjemlede, vonde og kundgjorde, at eftersom dennem blev påvist, da så de først stenstuen, som er støttet udi gården med to store fyrrebjælker, og samme bjælker er fluks forrådnet imod jorden, så muren og de løsholter, som ligger derpå, er ganske bygfældige; kælderen under samme hus der er bjælkerne og loftet derover ganske forrådnet og muren bygfældig, stueloftet over samme hus med begge gavlene er bygfældige, loftet over stegerset er ganske bygfældig og bjælkerne nedsunket. Item et lident kammer, som er ved siden over læsekammeret, der er ingen loft lagt udi andet end løse fjæle, dertilmed tavlerne udi for^ne hus er ganske løse og vinduerne bygfældige. Desligeste er der et stort hul på muren mellem kirkens omgang og forskr^ne hus, så de kan gå af omgangen og ind udi forskr^ne hus. Item loftet over forskr^ne læsekammer er også bygfældigt, så at den er nogensteds klædt med lister; udi lige måde da så de dørnset, som er lident og mørkt og ganske lavt under bjælkerne, dertilmed også bygfældigt, desligeste gavlene på bagehuset er også bygfældige, så at in summa så er forskr^ne huse og bygninger så meget bygfældige, at de endelig skal forbedres med bygning, som dennem ej anderledes kunne synes og tykkes"[534].

Om superintendentens "føde og besoldning" står der i øvrigt at læse i kirkeordinansen af 1539:

"En superintendent må næst husfrue og børn have to tjenestepiger til sin husholdning. Ikke kan han heller ombære disse tjenere, han skal jo have en skriver, en karl at sende sit ærinde, en køresvend, som kan røgte fire heste, og en dreng, den han stedse kan have hos sig. Her kan det også gå des bedre til, om denne samme dreng holdes til bogen, og disse tjenere lærer noget godt i den hellige skrift, at der siden kunne vorde gode sognepræster eller skolemestre af"[535].

Peder Hegelund bruger ordet famulus[536] om den unge mand, der gik ham til hånde som bud m.m., og han bruger udtrykket famulitium[537] om dette forhold i det hele taget. En senere tids sprogbrug anvendte ordet amanuensis om en sådan uuddannet skrivekyndig mand, der gik bispen til hånde.

En sådan ung mand var f.eks. Klaus Grumsen, søn af sognepræst Grumme Poulsen i Gørding-Vejrup, Gørding herred; han har uden tvivl været student fra Ribe katedralskole, studerede i Rostock 1594 og var Peder Hegelunds amanuensis 1595-99, da han blev sognepræst i Borbjerg-Ryde, Hjerm herred, Ringkøbing amt - han døde allerede 1600[538].

Han blev som amanuensis hos Ribe-bispen afløst af Peder Madsen Varder, der nok i de forvirrede dage omkring bispevalget i Ribe havde været bud til Holstebro og Ringkøbing[539], men han kom først i Peder Hegelunds tjeneste 1.7.1596 - samme dag, da Klaus Grumsen for første gang drog til Nørre Horne herred for at skrive kvægtiende.

Den 25.4.1599 fik han et testimonium fra Københavns universitet, der oplyser, at han da studerede ved universitetet, og at han, når hans midler var til det, ville vende tilbage til universitetet[540], og omkring midten af maj samme år blev han amanuensis i Ribe, et hverv, som han havde indtil 1602, da han den 19.8. blev afløst af Villum Jensen; den 15.1.1603 ser vi ham sammen med en anden blive beskikket til Lemvig skole; han har sikkert kort tid derefter gjort sine studier færdige i København og blev den 30.3.1604 - ordineret til sognepræst i Varde.

Villum Jensen var født i Ribe, hvor han under vanskelige forhold havde gået i skole; han havde studeret to år i København, men så sig tvunget til at vende tilbage til sin fødeby, hvor han 1602-07 var amanuensis, indtil han blev præst i Asp, Hjerm herred, Ringkøbing amt[541].

Han blev som amanuensis afløst af Svend Knudsen (Sneum), der var Peder Hegelunds hjælper til 1614, da han blev præst i Nørre Nebel, Vester Horne herred, Ribe amt[542].

Den Mikkel Vedsted, som Peder Hegelund i 1609 omtaler i forbindelse med udsendelse af visitats- og bededagsbreve[543], har næppe været egentlig amanuensis, vel snarere en nødhjælp, som bispen har brugt ved disse lejligheder. Og det samme må vel være tilfældet med den Niels Borch, der 20.6.1603 blev sendt til Nørre Horne herred for at skrive kvægtiende[544].

Vi får gennem almanakkerne et ganske godt indtryk af amanuensernes arbejde: de bringer visitats- og bededagsbreve ud, de skriver kvægtiende og bliver i det hele anvendt overalt i det store stift.

Og det var et stort stift, som Peder Hegelund havde at visitere: det strakte sig fra Før og Amrum i syd til Limfjorden i nord, fra Vadehavet og Vesterhavet i vest til Vejle og Kolding fjord og Lille Bælt i øst.

Det omfattede nord for Kongeåen herrederne i Almind-, Jelling-, Varde- og Hardsyssel, og syd for Kongeåen visse områder i Ellum og Barvid syssel[545] - her var i øvrigt efter reformationen de kirkelige forhold ret forvirrede.

Det udstrakte bispedømme var i landskabelig henseende højst uensartet.

I vest havde sandflugten allerede i Peder Hegelunds tid forvoldt store ødelæggelser og havde mange steder fordrevet folk og fæ; det var f.eks. tilfældet i Ulfborg, Vester- og Nørre Horne og Skast herreder; her fandtes som også længere inde i landet store hedestrækninger, hvor bebyggelsen især samlede sig langs åløbene med de side engstrækninger.

Dog var dengang i flere af bispedømmets herreder skovene mere udstrakte end senere; det var f.eks. tilfældet selv i Vestjylland, hvor ret store skovområder fandtes i Skast, Malt og Anst herreder, og endnu rigere på skov var i stiftets sydøstlige del Jerlev, Tørrild, Holmans og Elbo herreder[546].

Det var igennem disse egne, at biskop Peder Hegelund ad de opkørte veje foretog sine besværlige ugelange visitatsrejser.

Det kan lade sig gøre på grundlag af Peder Hegelunds angivelser af sine rejseruter på visitatsrejserne og ved andre lejligheder at rekonstruere de gamle vejforbindelser i store dele af Jylland.

Det var et stort arbejde, der ifølge kirkeordinansen skulle besørges af den nye kirkeordnings bisper: de skulle føre tilsyn med kirkerne i deres stift og sørge for, at menighederne blev betjent af duelige præster, de skulle føre tilsyn med skolerne, hospitalerne og "de fattige folks kiste"; desuden skulle bisperne hjemme, "der som de bo, udlægge den hellige skrift og stundom prædike"[547]. Peder Hegelund var i besiddelse af en afskrift af Peder Palladius’ visitatsbog, der var foretaget af magister Hans Thomesens fader, Thomas Knudsen, hvis arvinger ved hans død 1581 havde overladt denne afskrift til Peder Hegelund, altså i dennes lektortid.

Og utvivlsomt har den nye Ribe-biskop med fordel kunnet drage nytte af de synspunkter, som Sjællands biskop for mere end et halvt århundrede tidligere havde givet udtryk for i sit skrift[548].

Den 8.5.1595 påbegyndte Peder Hegelund sin første visitatsrejse, den kom især til at omfatte Hardsyssel, i august kom turen til Varde syssel og "Østerleden", der omfattede Jelling og Almind sysler, og i september og oktober samme år visiterede han i øvrigt i de herreder i Barvid og Ellum sysler, der hørte under Ribe bispestol.

Visitatsrejsen til Hardsyssel varede, som han skriver, en månedstid, og han vendte tilbage til Ribe 5.6[549].

Det var almindelig sædvane, at Peder Hegelund i april-maj visiterede i den nordlige og vestlige del af stiftet og i september-oktober i den østlige og sydlige del.

Peder Hegelund foretog således to visitatsrejser om året, og de var lagt således til rette, at han mindst en gang om året besøgte de enkelte herreder inden for det store område, og ved den lejlighed samledes han med det pågældende herreds præstestand. I biskop Poul Madsens tid synes disse møder eller kalenter, som de kaldes af Peder Hegelund, at være afholdt i de forskellige provstegårde i herrederne[550], men på Peder Hegelunds tid holdtes de skiftevis i de forskellige præstegårde i sognene, muligvis for at skåne provsterne for besvær og udgifter, men vel også fordi Peder Hegelund ønskede at være i nærmere kontakt med mange af de præster, som han havde undervist på Ribe katedralskole og på anden måde havde været i forbindelse med. Det var for en stor del fra Ribe stifts præstegårde, at stiftets præster stammede[551].

Peder Hegelund har øjensynligt lagt vægt på disse kalenter, som han nøje har holdt tal på under sine visitatsrejser, og i den skrivelse, som han foråret 1599 sendte ud til præsterne i Ribe stift, inden han for femte gang begyndte de årlige visitatsrejser, understreger han: ”at ingen må blive fra kalent eller vores præstemode hjemme besiddendes uden ret lovlig og nødtørftig forfald, og uden at han det tilforn har givet provsten tilkende, at der kan dømmes på af medbrødrene og straffes som vedbør”[552].

Her går Peder Hegelund videre end Peder Palladius, som i sin traktat af 25.5.1553 "om de stykker, hvormed Guds ord kan forfremmes og ved magt holdes", nøjes med at anbefale, at "Sognepræster og sognedegne skulle komme tilsammen to gange om året i det mindste og handle med hverandre om lærdommen, levned, ceremonier og om alle andre ting, som religionen er anrørendes"[553].

Men netop "lærdommen" lagde Peder Hegelund vægt på, og i sine visitatsbreve meddeler han, hvilke emner han ønsker behandlet; således skriver han i et brev dateret 12.10.1596, at man efter gudstjenesten, hvis tiden og varetagelsen af de biskoppelige pligter i øvrigt tillader det, kan diskutere en eller anden trosartikel om f.eks. bod og retfærdiggørelse, og bispen anviser, hvilke bøger præsterne i så henseende skal bruge ved forberedelsen hertil, nemlig Philip Melanchtons Examen og Den augsburgske Trosbekendelse.

Herimod kan de enkelte præster så fremføre to eller tre indvendinger.

Præses vælges af alle de stemmeberettigede eller ved lodtrækning. Respondens, den som gendriver argumenterne, skal være den yngste og sidst ordinerede præst i herredet[554].

Ved en anden lejlighed ønsker han at drøfte Genesis kap.25, 26, 27 og 28, omhandlende Isaks historie[555].

Og så fremdeles.

Peder Hegelund foreskrev endvidere "studenter og besynderlig præstesønner, som er da udi egnen til stede, at møde til vores præsteforsamling udi kirken og tilvares ved navn af provsten, således at de kan være til stede ved vor samtale, som det sømmer sig for dem, der følger dyderne og de hellige skrifter".

I sit visitatsbrev af 25.9.1601 til Jens Bredal, sognepræst i Pjedsted-Gårslev, provst i Holmans herred, gentager han dette, ja, han udvider det til også at gælde andre unge, der på det tidspunkt er hjemme, og han ønsker, at de da ved hånden skal have Det ny Testamente med et eller andet compendium over fornuftig teologi, om hvilket de kan sige, at de er så fortrolige dermed, at de kan huske de vigtigste hovedpunkter. Og han anbefaler i den henseende Philip Melanchtons Examen, sammes Loci communes, David Chytræus’ katekismus, Tübingen-teologen Jacob Heerbrands teologiske compendium, Adam Franciscus’ Margarita Theologica. Thi - som Peder Hegelund skriver ved den lejlighed - der viser sig stor adgang til forvirring og falskhed inden for kirkerne, så at der ikke er få med navn som studenter, der skjuler sig hjemme fuldstændigt som overløbere fra musernes lejr og, vil Peder Hegelund sige, næsten som frafaldne, og det i den grad, at de - nogle i løbet af et semester, andre i løbet af et eller to eller mere - hengiver sig til træg ørkesløshed, omstrejfen, løben hid og did og andre adspredelser, mere end til gode studier og fromme øvelser. Men de trængte sig på med at prædike offentligt, ja endog med at foretage kirkelige handlinger, uden at der var gået en prøvelse forud og uden bispens tilladelse[556].

Men naturligvis var det først og fremmest Peder Hegelunds opgave på visitationsrejserne at føre tilsyn med stiftets præster.

Det tidligere anførte brev forud for den femte visitats 1599 fortæller til fulde, hvorledes han ønskede sine præster:[557]

De skulle frem for alt i sand Gudsfrygt erindre sig deres embede, deres ed og deres forpligtelse efter Guds ords forskrift, ordinationen og deres egen samvittighed… og efterkomme deres embeder og kald med største flid og alvorlighed til Guds ære 1. med idelig studering og forbedring; 2. med bøn og påkaldelse; 3. med et kristeligt og ustraffeligt levned. De skulle i overensstemmelse med deres ordination have de vigtigste hovedpunkter i den kristne lære præsent, hvortil de under deres prædiken kunne vende tilbage "som til kilderne selv", at de ikke skulle synes at have kastet bogen og Bibelen under bænken og alene at hænge ved en postil eller uden forberedelse at sige, hvad der faldt dem i munden.

De måtte ikke forglemme deres latin, men sammenskrive deres prædikener med flid," dennem forbedre og forandre efter lejlighed".

De skulle hver dag læse to eller tre kapitler i Bibelen, især i Genesis, i Psalmerne, i Esajas, i Johannes evangelium og i Romerbrevet Thi - som han skriver - aldrig vil nogen være en god teolog, hvis han ikke har været en god tekstlæser. Og ifølge Luther er der tre ting, der gør en teolog: evnen til at læse, evnen til at tale og evnen til tekstbehandling.

Og derfor skal præsterne "forskaffe sig få og udvalgte gode bøger, såsom ordinansen formelder, besynderlig Bibelen på latin og dansk", Philip Melanchtons Examen, hans Loci communes, hans Chronica, hans gennemgang af Romerbrevet, eller snarere alle hans værker; dertil David Chytræus’ katekismus, Jacob Heerbrands Compendium Theologiae og Georg Majors Commentarium.

Også her går Peder Hegelund ud over ordinansens bestemmelser, der foreskriver præsterne foruden Bibelen at anvende Luthers postil, Philip Melanchtons Apologia, hans Loci communes og de saksiske visitationsbestemmelser, og en eller anden god bog, hvormed de for børn kan forklare Luthers lille katekismus[558].

Thi som ordinansen lyder: ”Efterdi at prædikere står udi Kristi sted, skal de derfor ikke lade sig nøje med hvilkelunde det kommer frem, men med retskaffenhed skal de bekvemmeligt forkynde det som et Guds ord og fremsige det som af Gud og udi Guds åsyn ved Jesus Kristus, at de ikke udi nogen måde forkrænker det enten med tillæg eller fratægt etc”[559].

De skal ikke sige, hvad der lyster dem selv, men hvad der hører til sagen, og det med klare og forstandige ord.

Derfor skal de beflitte sig at lære udenad de rette bibelske hovedsprog på godt dansk med de ord, der står i den danske Bibel.

De skal tale varligt om Guds evige forsyn og om den kristelige frihed.

For alting skal her med flid og retskaffenhed trænges hårdt ind på den artikel om menneskets retfærdighed, at hver må forstå, hvad troen er, og hvad hun udretter etc[560].

Præsterne må ikke ”opvække nye disputatser, hverken udi deres prædikener, læsen eller lære eller udi andre samtaler, om sakramenter eller andre kristelige trosartikler”; men de skal på det ”enfoldigste, så meget som (på) saligheds vegne behov gøres, efter den augsburgske konfession, deres sognefolk lære og undervise.

Desligeste at de sig og ingen understår noget udi de ceremonier, udi ordinansen er vedtagne, og til dette udi kirkerne her udi riget brugelige har været, at forandre af egensindig privat mening etc.

Ligeledes at alle kirkens ceremonier udi købstæderne og på landsby(erne) skal bruges og holdes efter den ordning og skik, som holdes udi Vor Frue kirke udi København, og besynderligt udi dette hellige alters sakraments trakterelse”.

Præsterne må ”ikke bevare sig med nogen timelig handel, som dem og deres embede ikke vedkommer”.

De skal jo ”for Guds æres og deres egen velfærds skyld ville alvorligen sky og fly al forargelse med drukkenskab, sværgen og banden, hofart, pragt og letfærdighed udi overdådig og usømmelig klædedragt eller smykkeri, ubillig åger, landkøb og forprang, slem vinst og gerrighed, underfundighed, falskhed, idelig trætte og tingsøgning, hårdhed og stivhed mod deres sognefolk, skørlevned og horeri, ikke tage sig fremmede sager på, ikke være fogder eller tingskrivere, ikke ligge nogle dage udi købstæderne og drikke og sværme over; ikke være skændegæster, overfusere, huggere og buldrer".

De skal ikke begynde at "blive andre end de var, og end dem bør at være; men de skal alle holde sig til Pauli regel og den gode biskops synspunkter i Tit.1, 2, Tim.4, så at de kan leve fromt, retfærdigt og ædrueligt, og Tit.2, 12".

Men at de også til pryd for deres person og deres embede holder en så beskeden og enkel levefod som vel muligt for sig selv og hustru og børn "med al enfoldig adstadighed og tarvgodhed, med skikkelig og sparsommelig husholdning", så de ikke fornærmer myndighederne og påfører sig selv og hele embedet og standen uvilje og foragt, og i samme grad skader sig selv og andre, og man hører Guds ord slet på grund af nogle få.

Præsterne må ikke understå sig at forsømme eller forandre buden helligdag, nemlig 3. jule-, påske- og pinsedage[561], bededage eller opsætte søndagsprædiken for deres bryllupsfærd, barsler, markedsfærd og anden bestillings skyld.

"Ingen skal indtrænge sig udi en andens bestilling eller kald, men hver vare det, hannem er befalet, og ingen præst skal befatte sig med en andens sogn eller derudi gøre nogen tjeneste uden superintendentens tilladelse og befaling. Mindre det at tilstedes studenter, omløbendes præster, sognedegne eller peblinge, ligeledes ubekendte personer eller vanrøgtede i nogle måder. Hvad der ikke sker uden ungdommelig dristighed og beskæmmelse af embedet. Men hvo som (foruden rette sognepræster) vil prædike (ordineret og uordineret) skal have superintendentens seddel med hans hånd og segl at vise, eller både præsten, som sådant tilsteder, så og den person, som prædiker, at straffes tilbørligen derfor, som de, der Kgl. Majst.s befaling foragter"[562].

De skal sørge for, at deres kirkebøger, såsom Bibelen, gradualen, salmebogen, Det ny Testamente, ordinansen etc. ikke "forrykkes eller fordærves".

De skal holde"deres almue til at komme betimeligt til kirken, ligeledes at synge med udi kirken".

De må ikke tilstede de mange faddere, men (efter kongens mandat) tre eller fire. (Fem må tilstedes); ikke lade de spæde børn "gemmes inde i nogle dage eller uger for gæstebud eller værtsskabs skyld".

De skal optegne "de rette husarme og nødtørftige folk, som bor udi deres sogn og bør at have almisse".

Bispen ønsker, "at provster vil med tro og flid udrette deres embede efter ordinansen med visitats, så og have Kgl. Majst.s breve udi agt og end søge råd hos andre provster og forstandige mænd og ikke afsøndre sig fra superintendentens råd og påmindelse med underfundige praktiker mod ordinansen, men troligen og alvorligen udi tide afvende og imodstå ordinansens misbrug og overtrædelse og ikke give årsag til vidtløftig trætte og mødsomhed".

Ligeledes bør de at give tilkende, "hvis brøst, forsømmelse, forseelse og forargelse, som findes hos præsterne og degne, og ingenledes dølge det.

Ikke tilstede nogen letfærdig samkomst og natteleg, gadeild[563] (s. Hans ild), hyrdeild[564], julpløning[565] og deres offer.

Ikke at tage af deres sognefolk for begravelse, afløsning og dennem derfor beskatte.

At vogte sig for skade, for trætte, som står (sic) fredløse folk.

At bedeklokke eller fredklokke ikke forsømmes at ringes og at komme i hu kristendoms nød på denne tid og at bede mod tyrken og andre Kristi kirkes forfølgere.

At de, som holder kapellaner, ikke må så idelig bruge dennem, at de selv vil leve i ørkesløshed og forsømme deres sognefolk.

At samme kapellaner bør at være kendt duelige og lærde dertil af superintendenten.

At provsterne vil samtykke og have til rede årlig præste-legat til universitetet, om hvilke der nu anholdes"[566].

Peder Hegelund indprenter endvidere provsterne at give tilkende og klage på jomfrukrænkelse og skørlevnere, brændevinsdrankere, helligbrøde etc.

"At befordre og forhjælpe fattige skolebørn og sognedegne til deres rente og rettighed, og at købstadpræster vil have flittigt opsyn på skolerne.

At de vel forvarer og gemmer hvis breve og privilegier de har på deres præstegårdsejendom og anden rettighed og herlighed.

At de underviser deres almue om ægteskabsordinans (1582)[567] og ikke selv forgriber sig derimod[568].

Ikke at forlænge deres prædikener over en time og ikke den beblande med tysk og latin (for at gøre sig bemærket) eller med mange ordsprog.

At synge messe med klar og langsommelig stemme, ikke for hastig, eller med klinkenoder at kvinkelere.

Ikke at forsømme katekismiprædiken og passionen og hvis prædiken, som nogle er pligtig om søndage.

Vel at studere emnet til vor kommende forhandling. Som helhed bør den regel følges: hold prædiken om gode ting, godt og kort. Og Pauli 1.Cor.14: ”Alt skal I gøre til opbyggelse”. Og Salomon: ”Den, som vandrer enfoldigt, vandrer sikkert”.

Det var i sagens natur, at bispen skulle påminde præster, der ikke overholdt ordinansens bestemmelser eller på anden måde afveg fra de rette veje, og vi ser da også Peder Hegelund gribe ind ved forskellige lejligheder, hvor han mente det fornødent; det var fx. tilfældet på den anden visitatsrejse til ”Østerleden” efteråret 1596, da han i Højen kirke, på kalentet i Jerlev herred, på præstemødet der alvorligt formanede Kristen Stephansen Verst i Vorbasse-Grene og Niels Sørensen Buch i Hejnsvig-Grindsted, begge fra Slavs herred; Peder Hegelund oplyser intet om, hvori deres forseelse bestod[569].

I øvrigt forløb Peder Hegelunds visitatser yderst fredeligt, kun undtagelsesvis noterer han, at der har været stridigheder forbundet med mødet med præsterne, således som det fx. var tilfældet på visitatsrejsen til "Østerleden" 1608, da han i Ringive havde strid med præsterne i Nørvang herred om Vejle-præsten magister Peder Kristensens provsteværdighed[570].

Lærestridigheder har der overhovedet ikke været tale om at dømme efter almanakkerne.

På visitatsrejserne eksaminerede han i stor udstrækning kandidaterne til de ledige præsteembeder og foretog ordinationer, som vi fx. ser det under den 1.6.1603, da han i Ølby kirke i Hjerm herred i forbindelse med kalentet her underkastede Kristen Jensen Gudum eksamination og ordinerede ham til præst i Asp i samme herred.

Han besøgte også på disse travle visitatsrejser herregårdene og Lundenæs slot[571], hvor han bl.a. kunne drøfte sager vedrørende stiftet med herremænd og med lensmanden på Lundenæs. Der var nemlig mange stridigheder mellem herremænd og præster[572]; kirkens jord og herlighedsrettighederne kunne nok virke fristende på de griske vestjyske herremænd, og også patronatsrettighederne kunne give anledning til hidsige stridigheder.

Det var bispen magtpåliggende på visitatsrejserne at holde virksomt tilsyn med de syv latinskoler, der fandtes i hans stift, nemlig foruden Ribe katedralskole, som han af naturlige grunde havde en særlig forkærlighed for, også Varde, Ringkøbing, Holstebro, Lemvig, Kolding og Vejle latinskoler, ligesom han på disse rejser holdt tilsyn med hospitalerne og de fattiges kiste i de pågældende byer.

Men naturligvis blev det især stiftsbyen, der havde hans kærlighed og nød godt af hans omsorg.

I almanakkerne havde han nøje rede på, hvorledes prædikeugerne var fordelt blandt byens fire præster, og ofte noterer han, hvad de prædikede over; selv prædikede han ofte, ikke alene i domkirken, men også i St. Katharine kirke og i hospitalet, ligesom han i overensstemmelse med ordinansen holdt offentlige forelæsninger, hvor han bl.a. som i efteråret 1595 gennemgik David Chytræus’ katekismus, som han, således som det tidligere er nævnt, 1599 anbefalede sine præster til anskaffelse; foråret 1596 gennemgik han Philip Melanchtons Examen, og den 4.2.1597 begyndte han i det teologiske auditorium i Ribe en forelæsningsrække over Pauli brev til romerne, det brev, der spillede så stor en rolle for reformatorerne.

Også senere holdt han offentlige forelæsninger, f.eks. påbegyndte han ved midsommer 1608, som han skriver, at udlægge Dommerbogen i folkelige prædikener, men når han 1.8. samme år påbegyndte en gennemgang af Melsuhrers hebraiske grammatik, må dette absolut være beregnet for viderekomne, præster og vel latinskolens elever. Han holdt ialt 180 prædikener over Dommerbogen og sluttede først 28.10.1612 den lange gennemgang af dette gammeltestamentlige skrift.

Han nævner tit sin domkirke i sine almanakker, men så ganske overvejende i forbindelse med de prædikener, som han har holdt der, og det kan måske synes mærkeligt, at han så at sige ikke med et ord omtaler, at domkirken i hans tid fik en ny prædikestol, den, der endnu findes i kirken, og en ny altertavle[573]; men med så megen større interesse omtaler han istandsættelsen af det beskadigede domkirketårn[574], som i øvrigt foregik meget langsomt - den afsluttedes først 1610[575]; indgående kommer han også ind på det vanskelige arbejde med støbningen af den store stormklokke, der var blevet beskadiget ved tårnets sammenstyrtning[576], og af den såkaldte Tredieklokke i Maria-tårnet[577].

Derudover omtales domkirken kun sparsomt; dog noterer han under den 23.6.1596, at korsalmesangen - vel på hans egen tilskyndelse - atter blev indført i domkirken, og under den 21.7.1602 noterer han, at der blev foretaget gennemsyn af stengravmælerne i domkirken.

Den store interesse, som han tidligere havde lagt for dagen over for katedralskolen i Ribe, bevaredes usvækket, også da han blev biskop; den 17.6.1595 noterer han, at der afholdtes eksamen, og under den 12.3.1596 noterer han, at han "omdannede og bedre beskikkede lektierne udi Ribe skole".

Den 17.1.1597 inspicerede han skolen sammen med præsterne ved domkirken og St. Katharine kirke, magister Mads Andersen Pors og magister Niels Sørensen Glud og vel også deres kapellaner; og samme år omtaler han under 1.3., 1.4., 1.5., 1.6., og 1.7., at skønskriften i skolen blev bedømt, og at der udsattes små præmier som belønning. Det er dog et spørgsmål, om han selv har deltaget i bedømmelsen, det var i hvert fald ikke tilfældet den 1.5., da han nemlig var på visitatsrejse den dag.

Men bispen følger fra sin bispegård i hvert fald vågent med i, hvad der foregår i skolen; han noterer f.eks. under den 12.6.1601, at der holdes disputats, den første, skriver han, i Ribe skole; emnet er Gud, og den teologiske lektor, magister Iver Iversen Hemmet var ved den lejlighed præses. Og han noterer under den 14.3.1606, at der var samtale-øvelser i skolen, naturligvis på latin. Samme år var han til stede ved festlighederne på St. Thomas dag - 21.12. - han noterer det godt nok ud for den 20. - muligvis har man fejret festen om lørdagen den 20.

Og ikke mindst da hans sønner voksede til og havde deres gang i skolen, var hans blik rettet mod dette sted, hvor han som rektor havde ydet så udmærket en indsats. Det har sikkert også været den gamle biskop en stor glæde, at han den 19.2.1610 kunne indføre sin 27-årige søn magister Jørgen Pedersen Hegelund som rektor ved sin gamle skole; to år i forvejen havde han indført ham som rektor i skolen i Kolding[578], som han altså nu ombyttede med sin hjembys skole, hvor han havde været elev 1590-1603. Jørgen Pedersen Hegelund var rektor i Ribe indtil 1614, da han blev sognepræst i Møgeltønder[579]. Vi ved desværre intet om, hvorvidt han slægtede sin fader på som skolemand.

Et særligt træk hos Peder Hegelund var den omsorg, han lagde for dagen over for de fattige skoleelever, og regelmæssigt noterer han omkring midten af december, hvor meget vadmel og lærred, der blev uddelt til dem. Under den 12.12.1597 noterer han, at der blev uddelt fattigtegn til de fattige skolebørn - 101 ialt - dette tegn gav dem ret til at tigge blandt byens borgere, der i øvrigt kunne kende dem på den særlige hætte, der gav dem adgang til tiggeri.

Peder Hegelund søgte virksomt at forbedre kårene for disse fattige børn, og i 1604 skaffede han dem 400 rdl., som herredsfogden i Gørding Søren Jensen Bramming skulle betale i bod for drabet på biskoppens svigerfader Anders Sørensen Klyne. Renterne af denne kapital skulle anvendes til køb af bøger, tøj og sko, der hvert år den 30.11. - på St. Andreas dag - skulle uddeles til de "vedtørftige" disciple ved Ribe katedralskole[580].

Han har sikkert også været medvirkende til, at halvdelen af renterne af de 1.000 dlr., som Magdalene Sehested i I606 skænkede til de fattige i Ribe, kom de fattige latinskoleelever til gode, og endnu 26.6. 1612, efter hendes død 1611, talte han med hendes søn Klaus Mouridsen Podebusk til Krapperup om moderens testamente med legatet til skolen, som Peder Hegelund ved den lejlighed omtaler som 1.000 joachimsthaier[581].

Og da hans slægtning Kristen Pedersen Hegelund fra Viborg den 5.8. 1608 blev dræbt ved et vådeskud, har bispen sikkert været medvirkende til, at drabsmanden som bod betalte 50 rdl. til Ribe katedralskole og lige så meget til skolen i Viborg. Den sum, der tilkom skolen i Ribe, blev udsat hos sognepræsten i Anst-Gesten, magister Niels Mortensen Åstrup, der som rente heraf skulle betale en "almissegift" til skolen[582].

Selv betænkte bispen hvert år skolens kor: Store discant, Lille discant og Davidsdegnene med et beløb[583].

Også skolens hørere omtales ved flere lejligheder i almanakkerne, og vi får ikke blot lejlighedsvis at vide, hvad de hedder[584], og hvilke klasser de underviser[585], men også lidt om deres lønvilkår[586] og leveforhold[587], og naturligvis er Peder Hegelund meget interesseret i, hvem der som rektorer kommer til at forestå skolen.

Også hospitalet i Ribe nød godt af bispens bevågenhed.

Det havde til huse i det tidligere Sortebrødrekloster, der ved en fundats af 12.10.1543 var omdannet til et "almindeligt hospital… til evig tid, som de fattige, såre og syge mennesker kunne og skulle have deres værelse, våning og ophold udi".

Yderligere bestemte fundatsen: "Og skal to af kapitel, de som gudfrygtige (er) og de arme vil være tro, tilskikkes at være forstandere udi for^ne hospital af vor lensmand, superintendent, kapitel og borgmestre og råd, og skal forstanderne for hospitalet en gang hvert år gøre dennem godt og klart rede og regnskab på alt, hvis de til hospitalet oppebærendes og igen udgivendes vorder, så at de arme syge mennesker ikke sker forkort, eller at deres forvendes dennem fra udi nogen måde til nogen anden brug (end?) deres nytte eller gode udi nogen måde"[588].

Peder Hegelund havde som tidligere omtalt fra 1587 og som det synes til 1594 været en ihærdig og virksom forstander for hospitalet, og nu som biskop gik han med ildhu op i sit arbejde for at skabe så gode kår som muligt for dem, der levede inden for hospitalets mure.

Allerede den 26.6.1595 - altså få måneder efter, at han var indsat som biskop i Ribe - foretog han et gennemsyn af hospitalet, og ved den lejlighed "skete en ny forordning", og den 1.12. samme år var han sammen med andre på hospitalet "om nogen ny forordning".

Med sin sans for organisation og orden indrettede han straks i årene 1595-96 en kopibog for hospitalet, noget lig den kopibog, som han i 1590 fik indrettet for katedralskolen. Det skete i samarbejde med de to hospitalsforstandere, hans svigerfader, rådmand Anders Sørensen Klyne og rådmand Thomas Jørgensen. I denne kopibog lod han indføre en række ældre dokumenter, der vedrørte hospitalet og dets gods. Vi ser også, at bogen er blevet brugt som forhandlingsprotokol[589].

Det var også bispen magtpåliggende at finde egnede folk til at forestå det daglige arbejde, hospitalspræst og husfoged eller husholder, og ordne deres forhold, og dette skete bl.a. i forbindelse med det præsteskifte, der fandt sted ikke længe efter Peder Hegelunds tiltrædelse som biskop.

Den 30.12.1595 døde nemlig hospitalets præst Hans Mikkelsen Kolding; han blev erstattet af Kristen Poulsen, der formelt ikke var kvalificeret til stillingen, da han øjensynligt ikke var universitetsuddannet, men da kapitlet fandt ham duelig, blev det ved kongebrev af 4.4.1597 tilladt Peder Hegelund at ordinere ham[590], hvilket fandt sted den 20. samme måned; den 4.7. ordnedes hans lønforhold, det samme var tilfældet for hospitalets ridefoged, rådmand Jens Laugesen, der var blevet forstander for hospitalet 12.7.1596 og nu i 1597 fungerede sammen med magister Anders Sørensen Vedel, den detroniserede historiograf.

Samtidig fik man også ordnet skriverdrengens lønforhold.

Men Jens Laugesen har øjensynlig ret hurtigt opgivet sin stilling som hospitalsfoged, hvad årsagen så kan være, dertil; for den 31.1.1598 var lensmanden på Riberhus Albret Iversen Friis på hospitalet for, som bispen noterer, at indtage, dvs. ansætte en ny foged, og dette er vel bl.a. sket i samråd med bispen, hvad det sikkert også har været tilfældet med den registrering af tømmer og bygning, der omtales ved samme lejlighed, og synet på den gamle bispegård i Bispegade, som hospitalet i 1558 havde fået overdraget[591], men som lensmanden ønskede at købe[592]; ved samme lejlighed var der syn på hospitalshusene i det hele taget[593], man drøftede anlæggelsen af en humlegård, at holde mandtal, man drøftede dem, der sad uden fæste, indregistreringen af afdøde hospitalspræst Hans Mikkelsen Koldings efterladte gods, og dertil, hvad der ikke vedkom hospitalet, Janderup fundats, der vedkom sognepræsten ved St. Katharine kirke, ligesom drøftelserne om en klar jordebog[594], en kopibog, der nok er tænkt omfattende hele kapitlet, da der kort i forvejen var udarbejdet en kopibog specielt for hospitalet, vel er gået betydeligt videre, end det snævert vedkom hospitalet, men det giver dog et godt indtryk af, hvor forskelligartede de sager var, som bisp og lensmand havde til fælles drøftelse. At de også drøftede Bent Portner, muligvis hospitalets portner, læderspande og Erik Pedersen i Tamdrup, bidrager kun til at gøre det urolige billede endnu mere flimrende.

Hospitalspræsten Kristen Poulsen, der tillige var husholder og spisemester, havde ingen heldig hånd som regnskabsfører; for da han skulle aflægge regnskab for tiden 1.5.1598-1.5.1605, viste det sig, at han havde glemt at regne overmål for årene 1599-1601, "de dyre år, da ørtugen kostede 3 og 2 dl." Det drejede sig ialt om 5½ læster korn til en værdi af 400 dl., som han altså var hospitalet skyldig, men man nedsatte fordringen til 200 dl., som han skulle betale i løbet af seks år[595].

23.7.1605 blev Søren Kristensen Friis, der tidligere havde tjent Albret Friis som slotsskriver på Riberhus, husholder for hospitalet, indtil han atter blev slotsskriver og blev erstattet af tidligere hører ved katedralskolen Peder Mikkelsen, der den 5.8.1607 blev "tilsat" som husholder og hospitalspræst; han blev ordineret den 23.9. samme år, og han fungerede som hospitalspræst længe efter Peder Hegelunds død[596]; samtidig med, at Peder Mikkelsen blev hospitalspræst og husholder, blev rådmændene Oluf Pedersen Roed og Morten Madsen Lime forstandere for hospitalet.

Bisp og lensmand har øjensynligt arbejdet godt sammen i hospitals-anliggender som i andre anliggender.

Det kan naturligvis være vanskeligt skarpt at adskille Peder Hegelunds virke for hospitalet fra hans virke som biskop i almindelighed; kapitlets og hospitalets interesser var i flere henseender nøje forbundne, og når vi i almanakken under den 21.8.1599 møder den tilsyneladende helt tilfældige notits, at Guds-kogs dige i Tønder marsken blev samlet, viser det sig ved nærmere eftersyn, at såvel kapitlet som hospitalet havde interesser at varetage ved dette digearbejdes udførelse.

Hertug Johan Adolf foretog udbedringsarbejder af digerne her ved at lade "et nyt værk og dæmning" opføre og anvendte til dette forehavende såvel kronens som Ribe kapitels og hospitals bønder; dette var et klart overgreb, og ved et missive af 29.10.1599 til lensmanden på Riberhus befaler kongen, at det strengt skal forbydes kapitlets, hospitalets og kronens bønder at arbejde på diget, medmindre det bliver dem pålagt af kongen[597].

Den 26.3.1602 blev der mellem den ny lensmand på Riberhus, Albret Skeel, og Didrik Blome på Tønderhus sluttet en kontrakt angående digerne ved Tønderhus, men den vedkom kun kronens bønder[598], kapitlets og hospitalets bønder ses ikke at være berørt deraf.

Også hospitalet og katedralskolen havde fælles interesser; kort tid efter, at Peder Hegelund havde tiltrådt embedet som biskop i Ribe, blev der - den 26.6.1596 - bevilget hørerne kost i hospitalet i stedet for de 8 dl., som de hver især havde i kostpenge; det har ganske klart været til hørernes fordel, og de har vel til gengæld herfor måttet holde tilsyn med de 12 af skolens elever, der fik fri kost i hospitalet[599].

At det kunne være nødvendigt med et sådant tilsyn, derom vidner Peder Hegelunds notits under den 3.4.1609. Han skriver, at han og præsterne holdt forhør over dem, der lavede larm i hospitalet; det drejer sig om seks personer, øjensynligt alle latinskoleelever, der fik kost på hospitalet - det vil sige, Peder Hegelund og præsterne kunne ved den lejlighed kan forhøre de fem, den sjette var ganske simpelt stukket af.

Hørernes tilsyn har altså ikke været tilstrækkeligt ved den lejlighed.

Ribe domkapitel omfattede ved Peder Hegelunds tiltrædelse som biskop følgende medlemmer: 1.Kristen Nielsen Lange til Bramming, cantor og senior capituli, 2.Odense-bispen Jacob Madsen Vejle, 3. den kgl. sekretær Jacob Vind, 4. Anders Sørensen Vedel, 5. medicus Hans Lauridsen Amerinus, 6. Peder Hegelund, 7. sognepræsten i Kolding, magister Jens Sørensen Harte, 8.sognepræsten ved St. Katharine kirke, magister Laurids Gødesen, 9. den tyske kancelliforvandt Ludwig Weiner, 10. sognepræsten ved Vor Frue i Ribe, magister Mads Andersen Pors, der den 21.4.1595 blev ordineret som Peder Hegelunds efterfølger som sognepræst ved domkirken og således også blev kannik.

I Peder Hegelunds tid som bisp fandt følgende personskifter sted i kapitlet:

Ved Laurids Gødesens død 16.9.1597 blev hans efterfølger som sognepræst ved St. Katharine kirke, magister Niels Sørensen Glud, hans afløser som kannik i Ribe[600], og da kapitlets senior Kristen Nielsen Lange til Bramming døde - Trinitatis søndag den 3.6.1604 - blev han efterfulgt som kannik af kgl. sekretær Niels Albertsen Vind til Ullerupgård (1577-1615) der også overtog stillingen som cantor[601].

I 1605 døde to af kapitlets medlemmer, nemlig Ludwig Weiner og magister Hans Lauridsen Amerinus, henholdsvis den 21.5. og 21.10., og de blev i kapitlet afløst af henholdsvis den tyske sekretær Tobias Lauterbach (død 1613)[602] og kgl. sekretær Jens Hermansen Juel til Åbjerg (1580-1634)[603].

Odense-bispen magister Jacob Madsen Vejle døde den 24.9-1606, og hans plads i kapitlet blev overtaget af kgl. sekretær Henrik Kristensen Lange til Dejbjerglund (død 1651)[604].

Jakob Iversen Vind døde 13.4.1607 og blev i kapitlet efterfulgt af kgl. sekretær Tyge Hansen Lange til Brejninge (død 1614)[605].

Da Tobias Lauterbach døde 26.7.1613 blev han som kannik erstattet af dr.med. Kristen Bording (1578-1640)[606].

En særlig interesse knytter sig til Kolding-præsten Jens Sørensen Hartes opgivelse af kannikeværdigheden i Ribe 1601 til fordel for den kgl. sekretær Iver Jørgensen Friis til Ørbæk (død 1623). Da den kgl. sekretær tiltrådte stillingen den 20.3.1601, var det med den udtrykkelige bestemmelse, at han skulle overtage magister Jens Hartes kannikedømme med alt tilliggende samt senium, option, kommungods og al anden herlighed, indtil der blev andet gejstligt gods ledigt enten i Ribe eller i et andet kapitel, som han bedre kunne være tjent med[607]. Og da Iver Friis den 27.11.1604 blev forlenet med et kannikedømme ved Århus domkirke, fik øverste sekretær Niels Mogensen Krag til Trudsholm (1574-1650) samme dag hans kannikedømme i Ribe på samme vilkår som Iver Friis godt tre år tidligere havde fået det overdraget. Han skulle have senium tilbage til 7.5.1581, da magister Jens Sørensen Harte blev kannik, og det betød i 1604 at han var nr. 6 på seniumslisten[608].

Det blev pålagt kapitlet at sørge for, at der blev leveret Niels Krags fuldmægtig en rigtig jordebog over det gejstlige gods, som hørte til Ribe kapitel m.m., da kongen havde erfaret, at Iver Friis ikke havde fået, hvad der tilkom ham efter det forleningsbrev, som han havde fået i 1601; man havde i kapitlet ikke taget hensyn til det senium, som han skulle have efter kongebrevet. Endvidere skulle kapitlet give Niels Krags fuldmægtig oplysning om, hvilken residens der hørte til kanonikatet, og hvilken andel han efter sit senium skulle have i kapitlets enge.

Kongen ville, hvis de i den henseende viste sig forsømmelige, ved billige (retfærdige) midler sørge for, at Niels Krag fik det senium, som han var berettiget til[609].

Den 2.1.1605 begyndte Peder Hegelund at "påarbejde og forfærdige kapitlets jordebog, som efter kgl. majst.s. brev skulle forskikkes til sekretær Niels Krag", som den 18. samme måned kunne lade sin "karl" afhente den i Ribe sammen med en skrivelse.

Man har altså i Ribe ikke været tilfreds med, at det kunne lade sig gøre at overdrage et senium, hvorved ikke mindst de residerende kanniker kunne blive forfordelte.

Allerede i 1595 fik magister Jacob Hansen Svanning ved et åbent brev af 29.4. samme år tilladelse til, såfremt han overlevede magister Laurids Gødesen, straks at overtage dennes kanonikat med senium, bønder og al rente og rette tilliggende[610].

Dette brev lod han den 9.7. samme år oplæse i kapitlet, antageligt ikke til kannikernes udelte glæde, så meget mere som man af rent personlige grunde næppe har ønsket at optage den lidt problematiske Jacob Svanning i kapitlets kreds.

Peder Hegelund omtaler i sin almanak for 1595 ret udførligt Jacob Svannings promisbrev, men knytter ingen kommentarer dertil, men han er utvivlsomt berørt af brevet og noterer, at Jacob Svanning skal være kapitlets statutter undergivet.

Imidlertid var dette promisbrev ret værdiløst; for da Laurids Gødesen døde to år efter, havde magister Niels Sørensen Glud ret til kannikedømmet efter ham ganske simpelt i kraft af, at han havde et ældre ventebrev end Jacob Svanning[611].

Det var øjensynligt inspireret af den kgl. beskyttelse af seniums-overdragelse og den usikre stilling, som Ribe kapitel i det hele taget stod i til kongemagten, at kapitlet til den liste over kapitlets gods, som kongen ønskede, og som forelå færdig 13.4.1605, har føjet en fortegnelse over det gods, som kapitlet har mistet, og som er henlagt til embedsmænd og stiftelser, præster, rektor ved katedralskolen, hørerne, organisten, bispen og hospitalerne i Ribe og Kolding, og yderligere er der til denne liste føjet endnu en, der omfatter alt det gods, "som er kommet bort fra kapitlet med alle", dvs. af kronen er skænket til adelsmænd og borgerlige. Denne indberetning er undertegnet af Peder Hegelund, Anders Sørensen Vedel, ærkedegnen magister Ægidius Lauridsen (1568-1627), Hans Lauridsen Amerinus, Mads Andersen Pors og Niels Sørensen Glud, alle med undtagelse af ærkedegnen kanniker i Ribe[612], men alle underskrivere har øjensynligt følt sig foruroliget ved den udvikling, der allerede længe havde været i gang.

Men kapitlet skulle også på anden måde have besvær med Øverste sekretær Niels Krag, der ved Kristen Langes død 1604 havde fået overdraget dennes kannikeresidens, som selv kannikerne fandt meget bygfældig og forfalden, fordi den ikke var holdt i tilbørlig stand. Det måtte nu være Kristen Langes arvingers sag at bringe bygningen så godt i stand, at den kunne opteres; efter kongens befaling af 22.4.1606 skulle arvingerne inden den 10.8. samme år bringe residensen i en sådan stand, at den kunne opteres. - Man var i Ribe i det hele taget ikke tilfreds med arvingerne og klagede til kongen over, at de ikke ville udlevere nogle breve vedrørende Ribe kapitel, der var i deres besiddelse, hvorfor kongen ved samme lejlighed befalede dem inden pinsedag -8.6. - at levere de omtalte breve til de residerende kanniker i Ribe sammen med hvad andet, der blev fundet i Kristen Langes værge ved hans død vedrørende Ribe kapitel[613].

Men arvingerne imødekom kun i meget ringe grad kongens befaling, og den 18.10. samme år befalede kongen Hans Gundesen Lange til Brejninge (1542-1609), lensmand på Lundenæs[614], Albret Kristensen Skeel til Fusingø (1572-1639) lensmand på Riberhus[615], Peder Hegelund og Anders Sørensen Vedel ved allerførste lejlighed at syne residensen, efter at de havde advaret Kristen Langes enke eller de af arvingerne, som var til stede, derom; de fire synsmænd skulle undersøge, hvorledes residensen var holdt ved lige med de derpå stående huse, inden og uden og den have, der hørte til, og de skulle komme med et overslag over, hvorledes den bedst kunne sættes i stand af arvingerne, og sende deres besigtelse beskrevet under deres signeter til Niels Krag[616].

15.11. holdtes det omtalte syn, men resultatet har nok ikke været helt tilfredsstillende for Niels Krag; for den 9.3.1608 erhverver han Peder Hegelunds kannikeresidens i Puggårdsgade.

Den 3.2.1608 ombyttede Øverste sekretæren Vendsyssel provsti med Varde syssel provsti, der var blevet ledigt efter magister Jon Jacobsen Venusins død 30.1. samme år, og samtidig blev han dekan, en stilling, der nøje var forbundet med provstiet over Varde syssel[617].

Ribe domkapitel var som andre kapitler i landet i en vanskelig og usikker situation, udsat som det var for angreb fra flere sider. Kapitlets beretning af 13.4.1605, der er omtalt ovenfor, viser til fulde, i hvilken udstrækning kronen på forskellig vis havde gjort indhug i kapitlets besiddelser, og vi ser i øvrigt, i hvilken udstrækning kronen gjorde kanonikaterne i Ribe til præbender for de kgl. sekretærer, der levede fjernt fra byen. Undertiden må kronen erkende, at den i sit ønske om kontrol med Ribe domkapitel gik for vidt; det var tilfældet, da kongen befalede lensmanden på Riberhus, Valdemar Parsberg, at holde tilsyn med kirkernes regnskaber i Riberhus len, men herimod reagerede kapitlet ved at henvise til, at dette stred mod Ribe kapitlets gamle privilegier og særlig mod kongebreve af 14.7.1580 og 19.6.1582, hvorfor kongen bøjede af og forbød lensmanden for fremtiden at beskæftige sig med kirkernes regnskaber, dog med det forbehold, at hvis nogen af provsterne besværede kirkerne ubilligt, skulle han indberette det til kongen, der så selv ville have indseende med sagen[618].

Der kan ikke være tvivl om, at kongen i særlig grad har taget dette forbehold med henblik på domprovst Anders Dresselberg til Vognserup, der 1581-1613 var domprovst i Ribe, og som til kongens utilfredshed undertiden tog 3 dl. og til andre tider 3½ dl. i provstepenge af de 98 kirker, han havde under sig[619].

Dertil kom, at forholdet mellem kapitlet og byens borgere kunne være ret spændt; det var således tilfældet, da kapitlet i 1592 forhøjede betalingen for begravelser i og ved domkirken, og samtidig klagede borgerne over, at domkirkens menighed ikke blev gjort bekendt med kirkens indtægter; kirken blev kun dårligt vedligeholdt, og navnlig klagede man over, at domkirketårnet, som kapitlet skulle vedligeholde, længe havde truet med at falde sammen. Da det øverste af tårnet i 1594 virkelig styrtede sammen, var borgernes harme mod kapitlet meget stor[620], og når Peder Hegelund under den 18.2.1597 skriver om borgmestrenes tumult på kapitlet, må vi sikkert i borgmestrenes adfærd se et udtryk for en almindelig udtalt utilfredshed med kapitlets holdning til disse og andre sager.

Men så meget fik borgerne ud af deres klage, at der den 6.3.1595 til Ribe kapitel udgik missive om, at man skulle have tilbørligt indseende med, at det korn, smør og anden årlig landgilde og vis rente, som domkirken havde, blev sat for sin tilbørlige værdi og gjort i penge, og kapitlet skulle sørge for, at disse penge siden efter klart regnskab alene kom domkirken til gode. Kongen motiverede udtrykkelig sin befaling med, at det hidtil var gået meget urigtig til med den årlige indkomst, som var henlagt til domkirken, og kongen mente i dette tilfælde ikke blot Ribe, men også Århus og Viborg domkirker, hvorfor brevet da også var stilet til de tre kapitler[621].

Da kapitlet fandt på at indrette kælderen under kapitelshuset til vinkælder med aftapning og salg, protesterede borgmestre og råd derimod, da dette stred mod den eneret, som rådhuskælderen havde på udsalget af vin. Kapitlet hævdede imidlertid, at andre kapitler havde ret til at holde vinkælder til deres domkirkes behov, hvorfor kongen da også den 8.4.1596 tog kapitlets parti og tillod det indtil videre at fortsætte med vinkælderen[622]. Men byen fortsatte alligevel striden, og efterhånden blev der nået frem til en for begge parter tålelig ordning[623].

I 1609 var kapitlet og byen i strid om engene, men de nærmere omstændigheder ved denne strid omtales ikke i almanakkerne[624].

Ribe kapitels stridigheder med Rantzauerne er tidligere omtalt, og andre stridigheder med adelsmænd, borgere og bønder om jord vil blive forbigået her.

Biskop Peder Hegelund havde således al grund til at søge så megen beskyttelse, som der lå i at få kapitlets privilegier stadfæstet, og det var netop, hvad der skete 9.8.1597 både med Ribe kapitels særlige privilegier af 19.2.1561 og de almindelige privilegier for alle kapitler af 11.9.1571[625].

Og i forbindelse hermed må man se den dygtige administrator Peder Hegelunds virke for, at der forelå et klart register over kapitlets jordegods m.m., altså noget, der var helt på linje med, hvad han allerede havde gennemført for katedralskolens og hospitalets vedkommende.

I 1599 udarbejdedes således et stiftsregister; ganske vist var det kansler Kristen Friis til Borreby, der 17.7.1599 i et brev til bispen forlangte et sådant register; han afkrævede bispen indberetninger om herreder, birker og sogne, hvor mange tiendeydere, der var i hvert sogn, dog skulle ikke medtages gadehusmænd, "men de, der sidder for gårde", og det skulle oplyses, hvorledes tiendeyderne var fordelt mellem kronen og adelen.

Men i det, som må være kladden eller udkastet til registeret, og som utvivlsomt hviler på indberetninger fra præsterne i de enkelte sogne, finder vi rettelser og tilføjelser med Peder Hegelunds karakteristiske håndskrift, hvad der er et vidnesbyrd om den interesse, hvormed han omfattede stiftsregisteret.

Desværre er udkastet kun bevaret for en del af de sønderjyske herreder; vi har her sogn for sogn en fortegnelse over tiendeyderne, hvor mange helgarde, halvgårde og bol der fandtes i de enkelte sogne, og hvem der beboede dem og hvem der ejede dem[626].

1607 var med Jacob Iversen Vinds død Anders Sørensen Vedel blevet senior i kapitlet med Peder Hegelund umiddelbart efter sig med senium som nr.2.

Netop fra det år har Peder Hegelund talt sine samlede indtægter sammen; de beløb sig da til ialt 16 læster korn, og deraf kom de 3½ fra hans kanonikat[627].

Peder Hegelund omtaler i sine almanakker flere divisioner efter afdøde kanniker, men det er ikke almindeligt, at han omtaler, hvad der tilfaldt ham ved skifterne, sådan som det skete, da Kristen Nielsen Lange døde 3.6.1604.

Endnu samme dag, som han blev "nedsat" i Ribe domkirke, den 15.6., holdt Jacob Vind "parlament" på kapitlet om retten til at opnå fællesgods, præbendedømme og eng, og dette har øjensynligt været grunden til, at kapitlets medlemmer den 30. samme måned beså kannikeengene på Vester Made på Jernkær mark ved Ribe; og ved skiftet efter den afdøde kantor den 3.7. samme år har Peder Hegelund utvivlsomt fået tildelt en eng her, samtidig med at han også fik en eng i Sønder Farup.

Dagen før skiftede bispen Bispeng med lensmanden på Riberhus, Albret Skeel, med hvem der havde stået strid om den givtige eng; man blev enig om at skifte engen således, at den vestlige del tilfaldt slottet og den østlige del Peder Hegelunds kanonikat[628].

Den kannikeresidens, som Peder Hegelund havde været i besiddelse af siden 1581, og som han "opterede" 1585 for at flytte ind i den samme år og bo der den resterende del af sin lektortid, lejede han ud, og kannikeresidensen var 1608 beboet af lektor Iver Iversen Hemmet, som imidlertid i april samme år måtte forlade den og flytte til Kristen Laugesens hus i Gråbrødregade, da Peder Hegelund den 9.3. samme år ”oplod” Niels Krag sin kannikegård. Hvorfor lektoren ikke boede i sin residens, får stå hen; den har sandsynligvis været for ringe. Og hvilke transaktioner der har været forbundet med Niels Krags overtagelse af bispens kannikegård, får ligeledes stå hen. Den står nok på en eller anden måde i forbindelse med stridighederne om afdøde kantor Kristen Nielsen Langes forsømte kannikeresidens, der tilkom Niels Krag, men som han havde haft forskellige anker imod. Som tidligere omtalt forfaldt kannikeresidenserne, da det var kannikerne selv, der skulle holde dem vedlige af egne midler, og det er muligt, at det er sagen om Kristen Nielsen Langes kannikegård, der har inspireret Peder Hegelund til at istandsætte kannikeresidensen i Puggårdsgade; for anderledes kan man vist ikke udlægge den notits, der står under 8.3.1608, og som lyder, at tirsdag og onsdag blev et nyt hus på 24 bindinger rejst i Puggårdsgade; og dagen efter noterer han så, at Niels Krag overtog kannikegården. Det må sandsynligvis være med henblik på denne formodede istandsættelse af kannikeresidensen, at bispinden 16.8.1607 tog til Kolding for at købe fyrrebjælker, fyrresparrer, deller og lejder.

Den 17.7.1639 lod Niels Krag sin residens, den sydlige af de to residenser, der lå i Puggårdsgade, vurdere; det var da "en liden, forfalden bygning", der sattes til en værdi af 350 dl[629].

Ved gennemlæsning af almanakoptegnelserne får man det umiddelbare indtryk, at Peder Hegelund i sin embedsførelse ikke har givet anledning til stridigheder hverken med kannikerne eller med prælaterne, men det betød naturligvis ikke, at han stod i et lige godt forhold til alle og havde sine sympatier så nogenlunde ligeligt fordelt.

Forholdet til ungdomsvennen Anders Sørensen Vedel var - man kan sige naturligvis - ikke blevet bedre, efter at Peder Hegelund nu ved besættelsen af bispestillingen i Ribe for anden gang havde distanceret Anders Sørensen Vedel, der oven i købet måtte lide den tort at se sig berøvet stillingen som kongelig historiograf.

Som tidligere omtalt havde indflydelsesrige personer ved hoffet i sommeren 1594 betroet dr. Niels Krag det hverv som kongelig historiograf, som 16 år tidligere var overdraget Anders Sørensen Vedel.

Man havde ved hove ganske simpelt mistet tålmodigheden, da der ikke kom meget synligt ud af Ribe-dekanens store visioner, og 10.3.1595 udgik der missive til lensmanden på Riberhus, Verner Parsberg, om med det allerførste at kræve det materiale af forskellig art, som Vedel lå inde med, og som kongen havde krævet ham for, udleveret, og med det første sende det til regeringsrådet i København[630].

Det skulle nu bruges af Niels Krag - Vedel blev ganske simpelt berøvet sit arbejdsmateriale, der var indsamlet og bearbejdet med så store anstrengelser.

Det faldt imidlertid - forståeligt nok - Vedel svært at efterkomme denne ordre, og han fik et nyt tilhold om at udlevere det ønskede materiale.

Som en art plaster på såret blev det ham tilstået, at han måtte beholde prælaturet yderligere et år[631].

Men Vedel kviede sig stadig ved at give alt det fra sig, som han havde stillet så mange forhåbninger til, og som havde kostet så store anstrengelser og mange, mange arbejdstimer gennem årene i studerekammeret på "Liljebjerget" og andetsteds.

Men sagen var uigenkaldeligt afgjort på højere sted, og 17.10.1595 blev det befalet ham i overværelse af sekretær Sigvard Beck og under ed at levere dr. Niels Krag alle de dokumenter, som han havde samlet, og de skildringer af Svend Estridsens og Erik Glippings historier samt dertil den kronologi, han havde udarbejdet, uden forhaling og undskyldning, hvis han ville undgå, at kongen ville drage ham til ansvar derfor[632].

Den ulykkelige Anders Sørensen Vedel måtte nu prompte rette sig efter den kongelige befaling og blev uigenkaldeligt som kongelig historiograf og dekan ved Ribe domkirke afløst af dr. Niels Krag[633].

Den ærekære mands nederlag og tab var uoprettelige - det må have været bitre dage for ham, da han på en så håndfast måde blev berøvet den stilling og det arbejdsmateriale, som han havde så mange forhåbninger til.

Han var for fremtiden ene og alene henvist til at leve af sine indtægter som kannik og den formue, han var i besiddelse af.

Peder Hegelund omtaler i sine almanakoptegnelser kun ganske kort sagen ved under 22.10.1595 i almanakoptegnelserne at notere, at sekretær Sigvard Beck i overensstemmelse med den kongelige befaling havde aflagt besøg på "Liljebjerget"; notitsen kan måske efterlade indtrykket af noget i retning af en chokeret følelse af, at en fremragende historiker var blevet fortrængt fra sit naturlige arbejdsfelt; Peder Hegelunds interesse for historie var dyb og varig.

Om der har ligget sympati fra Peder Hegelunds side over for den slagne ungdomsven kan ikke afgøres; anderledes forholder det sig utvivlsomt med et andet medlem af domkapitlet.

Biskoppen har nemlig umuligt kunnet sympatisere med den højst problematiske og stridbare magister Mads Andersen Pors[634], hans efterfølger som sognepræst ved domkirken og også som kannik. Et kannikeembede var jo tilknyttet sognepræsteembedet her.

Den 28.1.1606 fandt han sig foranlediget til i anledning af sognepræstens strid med Ribe-borgeren Bertel Struck at give ham en påmindelse, som sognepræsten øjensynligt har taget bispen meget unådigt op; for to dage senere noterer Peder Hegelund i sin almanak: Andet sammenstød med magister Mads i præsternes nærværelse.

Yderligere var der strid om Mads Pors's sag den 11.2. og den 13.2. begge sager har vel været for kapitlet; femte gang var gemytterne så ophidsede, at striden foregik ved korsiden, vel den nordlige, hvor kapitelshuset lå, og på gaden.

Det kan nok være sagligt berettiget, når bispen betegner den ligtale, som Mads Andersen Pors 18.12.1611 holdt over Magdalene Klausdatter Sehested, som højtravende og fuld af smiger, og den karakteristik, han giver af hans optræden i kirken 21.8.1601, lader intet tilbage i tydelighed: sognepræsten bralrede op med noget vrøvl.

I øvrigt var Mads Pors på mange måder en evnerig mand med solide kundskaber og et ikke ubetydeligt forfatterskab bag sig, men han var en splittet og stridbar natur, der ikke holdt mål med philippisternes dannelsesideal, som han i øvrigt bifaldt[635].

Personlige standpunkter og sympatier har naturligvis også gjort sig gældende i Peder Hegelunds forhold til de vekslende indehavere af prælaturerne ved Ribe domkirke.

Ved den stridbare ærkedegn Rasmus Heidtmanns side havde han fået ført kapitlets stridigheder mod Rantzauerne igennem med et heldigt resultat; almanaknotitserne kommer med flere udsagn, der vidner om personlig kontakt[636], men hvorledes forholdet nærmere har været mellem bisp og ærkedegn, vides ikke.

Da Rasmus Heidtmann døde i 1602, blev han efterfulgt af magister Gøde Lauridsen (1568-1627)[637], søn af bispens gode ven Laurids Gødesen, sognepræst ved St. Katharine kirke. Gøde Lauridsen var elev af Peder Hegelund, medens denne var rektor ved katedralskolen, selv var han rektor for sin gamle skole 1596-1605; han har i sin levnedstegning af sin svigerfader Anders Sørensen Vedel med sympati i al korthed omtalt unge Peder Hegelund[638], og der er kun grund til at tro, at forholdet mellem bispen og Gøde Lauridsen har været udmærket. Han besad ærke-diakonatet til sin død 1627.

Dekanatet var i Peder Hegelunds bispetid en kort overgang beklædt af Anders Sørensen Vedel, der 1595 måtte afstå præbendet til sin efterfølger som kgl. historiograf dr. Niels Pedersen Krag, der var en broder til Mette Pedersdatter, der 2° var gift med Peder Hegelunds broder, borger og rådmand i Ribe Hans Jensen Hegelund; Peder Hegelund fulgte opmærksomt fra Ribe den højtbegavede Niels Pedersen Krags karriere indtil hans død 14.5.1602, da han, som bispen skriver, lykkeligt sluttede sit liv i Herren. Der var fra gammel tid et varmt venskabsforhold mellem Peder Hegelund og Niels Pedersen Krag.

Han blev efterfulgt som dekan af Jon Jacobsen Venusin, professor i fysik ved Københavns universitet[639]; han døde 1608 og blev efterfulgt af den allerede omtalte Øverste sekretær Niels Mogensen Krag til Trudsholm, der ikke mindst ved sin energiske indsats for gennemførelsen af et mageskifte mellem kapitlet og hans søster Kristence Mogensdatter Krag til Øllufgård[640] kun kunne forøge den tilbageholdenhed over for ham, som kapitlet utvivlsomt har lagt for dagen.

Men her trak den ellers succesrige Øverste sekretær det korte strå; kansleren holdt med kapitlet, og mageskiftet blev ikke til noget – Gud ske lov, føjer Peder Hegelund til i sin notits herom 2.3.1609.

Niels Mogensen Krag beklædte stillingen som dekan til sin død 1650.

Domprovsteembedet beklædtes i hele Peder Hegelunds tid som biskop af Anders Dresselberg til Vognserup; han omtales kun få gange i almanakkerne og har øjensynligt ikke haft meget med Peder Hegelund at gøre; da Anders Dresselberg døde 1613, blev han som domprovst efterfulgt af Tyge Hansen Lange til Brejninge (død 1614)[641].

Kantoratet beklædtes 1566-1604 af Kristen Nielsen Lange til Bramming, som afløstes af Niels Albertsen Vind til Ullerupgård, der indehavde stillingen til sin død 1615[642].

Til trods for, at regeringen af politisk/religiøse årsager i 1579 havde fjernet Niels Hemmingsen fra den lærestol ved Københavns universitet, som han med så stor en hæder havde beklædt, florerede philippismen, hvis fremmeste talsmand han var, ret så triveligt i Danmark. Niels Hemmingsen kunne i sit trygge forvisningssted i Roskilde stadigvæk skrive bøger, og hans fjernelse fra universitetsundervisningen betød heller ikke, at regeringen ikke i visse henseender kunne søge hans bistand til løsning af vanskelige spørgsmål; regeringen viste ham da også ved forskellige lejligheder gunstbevisninger. Hans stilling var i mange henseender urokket[643], og det var kun naturligt, at Peder Hegelund stadigvæk holdt forbindelsen ved lige med sin gamle lærer og sit forbillede; han havde brevvekslet med ham under krisen i slutningen af halvfjerdserne, da Niels Hemmingsen diskuterede trosspørgsmål med magthaverne[644], samtidig med at han i øvrigt korresponderede med Niels Hemmingsens modstander Jørgen Rosenkrantz[645], og han besøgte ham i juni 1593 på en rejse til Sjælland, ligesom han, efter at han af regeringsrådet var indstillet til stillingen som biskop i Ribe 1595, på vej fra København til Antvorskov atter besøgte ham i Roskilde[646]; også i oktober 1599 besøgte han ham og havde en samtale med ham. Men om nogen brevveksling synes der efter 1579 ikke at have været tale.

Stadigvæk kunne philippistiske synspunkter takket være bl.a. Niels Hemmingsens store indflydelse gøre sig gældende i landet.

Påvirket af hans særlige philippistiske retning var således Sjællands biskop Poul Madsen indtil sin død 1590; også dennes ven og efterfølger på bispestolen i Ribe Hans Laugesen var, som der stod at læse over hans grav i koret i Ribe domkirke, i høj grad påvirket af Melanchton og Niels Hemmingsen ved sin "kundskabsrige fromhed". Flere andre vidnesbyrd tyder på - som Bjørn Kornerup skriver - at vi med ham foran os har en melanchtonianer[647].

Også Peder Hegelunds gode ven mag.Laurids Gødesen, sognepræst ved St. Katharine kirke, var, som der stod i gravskriften over ham i hans sognekirke, elev af den store Philip Melanchton[648], og også Anders Sørensen Vedel har utvivlsomt været påvirket af dette lærdommens lys, "præceptor Germaniæ" - Tysklands lærer; det var helt i hans ånd, når Anders Sørensen Vedel i sit reglement - leges kalder han det - for sit bibliotek på "Liljebjerget", der var helliget Gud og muserne, som tempeltjener for sin helligdom opfordrede den besøgende til renhed i sind og adfærd, beskedenhed, lærvillighed og ærbødighed for stedet og dets skatte, lad så være, at den besøgende kun ved ejerens samtykke måtte gå rundt i biblioteket - og kun hvis Anders Sørensen Vedel nikkede, turde vedkommende spørge ham om noget, og når den pågældende forlod biblioteket, skulle han ønske held og lykke for dets herre og hans hus[649].

Som tidligere flere gange fremhævet følte Peder Hegelund sig stærkt knyttet til Philip Melanchton som personlighed og vejleder; Peder Hegelunds sans for historie har utvivlsomt været en stærkt medvirkende årsag hertil; netop Melanchtons fremhævelse af traditionens betydning inden for kirkelivet, sansen for betydningen af de gamle kirkefædres virke og skrifter og i det hele taget den brede tolerante indstilling til religiøse spørgsmål på humanistisk grundlag har til enhver tid virket stærkt inspirerende på Peder Hegelund, der vel i Danmark er den personlighed, der stærkest har betonet sit tilhørsforhold til denne tyske reformator.

Det er allerede tidligere omtalt, i hvilken grad han hylder sit store forbillede i mellemspillet "Calumnia", hvor han vender sig mod den tiltagende utålsomhed i trossager, opskræmt, som han er, over den forfølgelse, som de reformerte er udsat for under hertugen af Alba[650] - med afsky ser han på Bartholomæusnattens rædsler[651].

Hans almanakoptegnelser vidner om, at han har haft blikket rettet mod de religiøse modsætningers brændpunkter i Europa[652], og i ”Epigrammata Philippi Melanthonis selectiora” fra 1583 udtaler han sin sorg over, at den stigende spænding kirkesamfundene imellem har medført, at mange bliver tvunget til at hade Melanchton, der dog måtte være den rette vejleder for ungdommen både i de frie kunster og i trossager[653].

Selv søgte han, som det fremgår af hans visitatsskrivelse af 1599, at hævde philippistiske synspunkter og få dem udbredt i sit stift, og det ser ikke ud til, at dette har været forbundet med vanskeligheder for ham; der har ikke været lærestridigheder i hans stift.

Og med tilfredshed har han vel kunnet konstatere, at philippismen ved århundredskiftet var godt repræsenteret på de danske bispestole: på Sjælland Peder Jensen Vinstrup (1590-1614)[654], i Skåne Mogens Madsen (1589-1611)[655], på Fyn Jacob Madsen Vejle (1587-1606)[656], i Ålborg Jacob Holm (1587-1609)[657], i Århus Jens Gødesen (1595-1626)[658], i Viborg Niels Lauridsen Arctander (1595-1616)[659] og for en ordens skyld Peder Hegelund selv i Ribe.

Også i regeringsrådet var der medlemmer, der sympatiserede med Philip Melanchtons synspunkter: det var således tilfældet med den gamle kansler Niels Kås til Tårupgård[660] og Sten Ottosen Brahe, der 1593 kom ind i regeringsrådet[661].

Og ved Københavns universitet virkede i de sidste tiår op mod århundredskiftet philippister som fx. Anders Lauridsen (1528-89)[662] og Hans Olufsen Slangerup (død 1596)[663].

Der findes således mange vidnesbyrd om philippisme inden for landets grænser i disse tiår.

Men konkordie-formelen var til stadighed en latent trussel, og med Christian IVs tiltrædelse som konge 1596 styrkedes i landet de strømninger, der gik i retning af autoritetstro og ortodoksi, og en streng statskirkelighed kom i stadig stigende grad til at gøre sig gældende[664].

Det er tidligere blevet påvist, hvorledes statsmagten søgte at stramme sit greb bl.a. om kapitlet i Ribe; andre eksempler kunne nævnes på statsmagtens ønske om indseende med de kirkelige forhold; det drejer sig om økonomi, kaldsret, moralske forhold, kirketugt m.m.[665]

Hovedskikkelsen inden for denne ortodokse strømning, der navnlig gjorde sig gældende efter 1606, var Peder Hegelunds elev fra Ribe, den højtbegavede Hans Poulsen Resen[666], der skulle føre hovedangrebet mod den kryptokalvinisme, som hans gamle lærer på så mange måder sympatiserede med, men som Hans Poulsen Resen og myndighederne efterhånden kom til at betragte som Lutherdommens farligste fjende næstefter katolicismen.

Hans Poulsen Resen havde gjort en strålende karriere, 1591 var den 30-årige magister blevet ansat i den fornemste stilling ved det filosofiske fakultet ved Københavns universitet som professor i dialektik, samtidig var han blevet teologisk vikar for Sjællands biskop, 1592-94 var han universitets-notar og 1594 dekan i det filosofiske fakultet, 1597 blev han professor i teologi, samme år dr.teol.[667], var yndet af og påvirkede Christian IV og den mægtige kansler Kristen Friis til Borreby[668], der var kommet til 1596 og havde en anden indstilling end den philippistvenlige Niels Kås, der var død 1594.

Der kan ikke herske tvivl om, at Peder Hegelund har fulgt sin tidligere elevs karriere med levende interesse, og om det nære forhold, der var mellem dem, vidner den ret regelmæssige korrespondance mellem den aldrende stilfærdige biskop, der repræsenterede en strømning, der var ved at ebbe ud, og den unge fremadstræbende, magtglade repræsentant for den sejrende lutherske ortodoksi[669].

Det var naturligt, at Peder Hegelund skrev til Hans Poulsen Resen og gratulerede ham med den nye oversættelse af Det Ny Testamente, som han havde foretaget[670], den oversættelse, der må ses som et led i Resens kamp mod kryptokalvinismen, men som i øvrigt vandt almindelig anerkendelse i tiden, trods enkeltes kritik[671].

Mærkelig nok omtaler Peder Hegelund i sine almanakoptegnelser ikke Hans Poulsen Resens ubarmhjertige kamp mod kryptokalvinisterne Jørgen Dybvad i 1607, Ivar Stub i 1609 og Oluf Jensen Koch i 1613[672], men disse stridigheder kan umuligt have behaget den gamle Ribe-bisp, der da også skal have set på den sidste strid med så stor en sorg, at denne var medvirkende til hans død 18.2.1614; omvendt vides det, at Hans Poulsen Resen hele livet igennem holdt sin gamle lærers minde højt i ære[673].

Kun en gang har Peder Hegelund direkte været inddraget i de teologiske stridigheder, der i så høj grad optog samtidens sind.

Det var stridighederne om exorcismen, djævleuddrivelsen ved dåben, som kryptokalvinisterne ønskede afskaffet, hvorimod de ortodokse lutheranere ønskede den bevaret.

Ved kongelig skrivelse af 6.4.1606 blev det befalet de teologiske professorer og rigets biskopper at afgive erklæring om, hvorvidt exorcismen ved dåben burde afskaffes[674].

Og hermed var der jo givet en klar tilkendegivelse bl.a. til Peder Hegelund, der var lige så usikker og forvirret i den sag som de andre bisper.

Han søgte vejledning hos den nysudnævnte unge Odense-biskop Hans Knudsen Vejle (1567-1629)[675], der senere skulle blive en af Hans Poulsen Resens slagne modstandere blandt kryptokalvinisterne. Og han har nok ud fra sin indstilling været en tilhænger af en afskaffelse, men de jyske bisper blev enige om, at det nok ville være det rimeligste, om man bevarede exorcismen: Peder Hegelund var nok inderst inde imod bevarelsen, men han som de andre var bange for at skabe strid og vel også for konsekvenserne af at gå imod synspunkterne ved hove.

Man overdrog den lærde Ålborg-bisp Jacob Holm at formulere de jyske bispers indstilling; den er dateret 18.2.1607 og blev sendt til det teologiske fakultet i København[676].

Den usikkerhed og frygt, som dette og andet har medført for Peder Hegelund, har vel været grunden til, at han opgivende i situationens håbløshed i juli måned 1607 sendte en anmodning til Københavns universitets konsistorium om nådsens år for hans hustru, hvis der skulle ske ham noget menneskeligt. Konsistorium ville ikke have noget med sagen at gøre[677]. Men Peder Hegelunds almanakoptegnelser giver så at sige ingen vidnesbyrd om, at Ribe-bispen har været inddraget i nogen trosstridighed.

Almanakoptegnelserne giver derimod et tydeligt indtryk af det travle liv, der udfoldede sig i bispegården i Ribe, om køb og salg[678], slagtning[679], brygning[680] og mange andre foreteelser fra det daglige liv.

Den unge Anne Andersdatter Hegelund var øjensynlig af en robustere natur end Peder Hegelunds to foregående hustruer; af de ni svangerskaber, som hun gennemgik i årene 1594-1608 var "kun" de tre forbundet med sygdom, i 1594 efter sønnen Sørens fødsel, netop som Peder Hegelund var optaget af besværlighederne i anledning af bispevalget efter Hans Laugesens død[681], i 1600, da hun "under farlige omstændigheder" fødte en "femte" søn, som imidlertid var dødfødt[682], og i 1601, da hun var syg i ikke mindre end 33 dage i forbindelse med svangerskabet, der førte til den "fjerde" datter Margrethes fødsel[683].

Men vi ser også, at hun tog sig af praktiske foranstaltninger som at købe fisk til bispegårdens forbrug; for sådan må man udlægge notitsen under 18.5.1598 om, at hun tog til Sønderho på Fanø. Den 8.5.1607 overdrog bispen hende at sende 36 joachimsthaler til Jørgen Pedersen Hegelund, der studerede i Wittenberg, og 16.8. samme år ser vi hende forestå indkøbet af tømmeret til den formodede istandsættelse af kannikeresidensen i Puggårdsgade; den 10.4.1610 bragte hun 500 dl. fra Ribe til Frederik Munk på Krogsgård, det samme var tilfældet 7.8. samme år; den 30.4.1612 ordnede hun en sag vedrørende 200 dl. med Jacob Krabbe til Damsgård; den 20.8.1612 solgte hun Hans Lassen (Lime) fire kvier; den 18.5.1613 var hun atter på Krogsgård og vel sagtens da også i et pengeærinde, den 25.6. samme år overbragte hun Peder Hansen Lange til Kærgård 500 dl., og 24.11. overleverede hun præsteskatten på 1224 dl. i Haderslev. Og hvilke rent praktiske formål der muligvis har været knyttet til de mange rejser, som den aldrende biskops unge kone foretog i årenes løb, lader det sig ikke gøre nærmere at påvise; men der kan ikke være tvivl om, at Anne Andersdatter Hegelund, som bispens helbred og arbejdskraft med årene gik tilbage, har været sin mand en værdifuld støtte.

Et enkelt arbejde fra disse år, blandt de mange i hans forfatterskab i øvrigt fra de foregående år, kan nævnes, nemlig i 1610 ”Homagium seu ad publici gaudii testificationem in solenni inauguratione et juramento fidelitatis præstito, ser.Principi Christiano acclamatio” - et hyldestdigt i anledning af den udvalgte prins Christian (”V”)s hyldning[684].

Medens bispens skrøbelighed tog til og fik ham til at karakterisere sin situation i de mismodige sentenser som den, der står forrest i den sidste almanak, som han nåede at gøre notater i: Realiterne er ungdommens, de gode råd mændenes, fjærterne de gamles, ser det ud til, at Anne Andersdatter Hegelund, da hun ikke længere var hæmmet af de evindelige svangerskaber, i stigende grad har gjort sig gældende i bispegården. Det har nok hos hende været noget af den urolige og robuste ånd, der bragte så mange ulykker ned over hendes familie: 1.5.1598 blev hendes fader Anders Sørensen Klyne i drukkenskab dødelig såret i selve bispegården af herredsfogden over Gørding herred Søren Jensen Bramming og døde kristeligt tre dage efter, samme dag i øvrigt som bispens ganske spæde Samuel - født 11.9.1597. Der kan ganske vist ikke være tvivl om, at Anders Sørensen Klynes død skete ved vanvare, men en lang og omstændelig proces fulgte efter - udførligt omtalt i almanakkerne; sagen sluttede 1604 med, at drabsmanden som tidligere omtalt betalte 400 dl. til eleverne i katedralskolen - vel sagtens på bispens foranledning.

Anne Andersdatter Hegelunds ældste broder Jens (1574-1610), der i sin ungdom idelig gjorde sig ilde omtalt ved at deltage i alle slags optøjer, blev på Skibbroen i Ribe dræbt i et slagsmål - dog uden egen skyld[685].

Og lige så vild som han var broderen Søren (1581-1602); han blev dødelig såret i et slagsmål i Kleuenborg kro i Altona og døde tre dage senere i Ribe[686].

En tredie broder, Hans Andersen Klyne (1584-1604)[687], blev mistænkt for drabet på rådmand Hans Jessen (Søhane), og han har utvivlsomt været impliceret i denne sag, hvorfor han blev dømt til døden og halshugget; han havde åbenbart kun med ringe udbytte nydt godt af en tid lang at have boet i bispegården.

Anne Andersdatter Hegelund har utvivlsomt slægtet sin energiske, djærve og dygtige moder Kirstine Laridsdatter på, og det er muligt, at den omstændighed, at hendes fjerde broder Frederik (1589-1637)[688] efter faderens død blev optaget i bispefamilien og således kom under søsterens og bispens omsorg, har frelst ham fra at få samme skæbne som faderen og brødrene; han blev magister og døde som sognepræst i Vindinge (Fyrendal) - Kvislemark, 0.Flakkebjerg h., Sorø a.

Men når bispen også efter indgåelsen af sit tredie ægteskab hvert år den 22.7. mindes sin "meget blide Margrethe", er det sikkert ikke urimeligt at antage, at han har anstillet visse sammenligninger mellem sin anden og sin tredie hustru.

Anne Andersdatter Hegelund overlevede sin mand i 26 år; hun døde som en formuende enke i 1640 og blev begravet i domkirken ved sin mands side[689].

I øvrigt ser vi hende i 1622 i retssag mod Søren Munk til Mølgård angående nogle panter, som hun var i besiddelse af for penge, som Søren Munks hustru Kirstine Stygge skyldte hende, ligesom vi i 1623 finder hende blandt Frederik Munks kreditorer ved dennes fallit[690].

Det var en stor sorg for bispen, da sønnen fra det første ægteskab, den svagelige magister Jens Pedersen Hegelund 17.1.1605 døde i bispegården i Ribe godt 31 år gammel - Peder Hegelund angiver dødsårsagen til at være svindsot, hoste, dysenteri og vattersot - han blev begravet i domkirken ved sin moders side.

Ikke mindre end ti børn voksede op i bispegården i Ribe, nemlig de fire overlevende fra bispens andet ægteskab, og de seks af de ni børn, som kom til verden i det tredie ægteskab - et var dødfødt, og to døde inden et år efter fødselen.

Den ældste datter Anne, født 21.6.1582, blev 6.7.1600 på Ribe rådhus gift med magister Jacob Nielsen Bonum (1574-1649), præst (1600-49) i Darum, Gørding herred, Ribe amt.

Den ældste søn i andet ægteskab Jørgen Pedersen Hegelund, født 15.10.1583, var elev i Ribe katedralskole 1590-1603, kom derefter på latinskolen i Lübeck, blev immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg, hvor han 1607 blev promoveret til magister, 1608 blev han rektor i Kolding og 1610 ved katedralskolen i sin hjemby; han blev samme år gift med Marine Kjeldsdatter, født i Ribe ca. 1591 som datter af rådmand, senere borgmester Kjeld Jørgensen; 1614 blev han sognepræst i Møgeltønder, hvor han døde som provst 1653.

Datteren Marine af andet ægteskab, født 23.11.1584, blev den 12.12. 1602 i Ribe gift med magister Poul Ankersen, præst i Starup-Grarup, Haderslev herred, Haderslev amt, død som sognepræst her 1634.

Den sidste datter af andet ægteskab Sara, født 17.9.1587, blev den 12.2.1602 gift med Hans Lassen Lime, senere herskabsfoged og sisemester i Ribe.

Den ældste søn af tredie ægteskab Søren Pedersen Hegelund. født 12.11.1594 var 1601-13 elev på Ribe katedralskole, studerede derefter i København; han blev præst i Skærbæk, Hviding h., Tønder a.[691]

Laurids Pedersen Hegelund, født 31.7.1596, blev magister og var en tid rektor i Lemvig, opholdt sig siden dels i Ribe, dels på Vadskærgård; han døde i Ribe 1655[692].

De øvrige overlevende børn af tredie ægteskab omtales for det meste ikke særlig udførligt i almanakoptegnelserne. Peder Hegelund noterer først og fremmest deres fødselsdage; om Anders Pedersen Hegelund. født 4.9.1599, får vi dog at vide, at han var elev i Ribe katedralskole 1603-13, da almanakoptegnelserne slutter, og den næstsidste notits i almanakkerne oplyser, at han fik foretræde for den 10-årige udvalgte prins Christian (1603-47); han blev student fra Ribe 1617, rektor i Slagelse 1624, i København 1625, sognepræst i Stege 1638 til sin død 1655[693].

Den yngste søn Jens, født 6.12.1608, tydeligt nok opkaldt efter Peder Hegelunds ældste søn, har den aldrende fader øjensynligt omfattet med en særlig kærlighed; han omtaler ham til stadighed som lille Jens, og det noteres til stadighed, hvor gammel han er, ikke blot i år, men også i uger. Han blev senere præst i Romdrup-Klærup, Fieskum h., Ålborg a.[694]

Om døtrene Margrethe og Dorethe, født henholdsvis 12.11.1601 og 11.9.1604, får vi ikke meget at vide, egentlig kun lidt om deres skolegang. Margrethe blev gift med Henrik Mikkelsen Platmand, provst i Haderslev, senere præst ved St. Hans kirke i Odense[695], og Dorethe blev gift med westfaleren Johan Pedersen Størck, der var borger i Ribe og 1645 anfører for snaphanerne i Jylland[696].

Fig. 16. Et medlem af det ripensiske rådsaristokrati på Peder Hegelunds tid.

Ligsten over Niels Poulsen (1530-1606), borgmester i Ribe 1602-06, og hans hustru Marine eller Maren Jepsdatter (Bonum) (1554-1623). - St. Katharine kirke.

Medens hustruen blot nævnes på gravstenen, fremtræder borgmesteren for beskuerens øjne i al sin værdighed i renæssance-omfatning med dødssymboler.

Det er dog ikke den 76-årige borgmester, der er afbildet, men en mand i sin bedste alder, med kort hår og velklippet skæg - alt efter oprindelig fransk mode.

Efter spansk mode er hans klædedragt, således kappen med den høje stive krave og brede reverser og den tætsluttende vams, der i halsen er prydet med en pibekrave. På benene har han let posede knæbenklæder og strømper, på fødderne har han brednæsede sko. - I hænderne har han fromt en salmebog el. lign.

En søn i dette ægteskab var mag. Jacob Nielsen Bonum, der var præst i Darum, Gørding h., Ribe a. og gift med Anne Pedersdatter Hegelund, en datter af Peder Hegelund.

Fig. 17. Gøde Lauridsen, rektor, ærkedegn i Ribe. Ribe katedralskole.

Gøde Lauridsen (1568-1627) var søn af Peder Hegelunds gode ven mag. Laurids Gødesen, der 1580-96 var sognepræst ved St. Katharine kirke i Ribe.

Peder Hegelund omfattede den velbegavede og kundskabsrige unge mand med sympati, der øjensynligt var gensidig, skønt mag. Gøde Lauridsen som gift med Anders Sørensen Vedels datter Marine blev knyttet nært til familien i "Liljebjerget".

Han skrev et smukt og indforstået mindeskrift om sin svigerfader, hvori han også i et kort glimt venligt omtaler den unge Peder Hegelund.

Mag. Gøde Lauridsen var 1596-1605 rektor ved Ribe katedralskole og 1603-27 ærkedegn ved domkirken.

Fig. 18. Ripensisk borgerpar i begyndelsen af det 17.århundrede.

Ligsten over Hans Jacobsen, borger i Ribe, død 1624, og hans hustru Dorethe Oluf Roeds datter, datter af rådmand Oluf Pedersen Roed, død 1620. - St. Katharine kirke i Ribe.

Den menige Ribe-borger Hans Jacobsen fremtræder på ligstenen langt fra så imponerende som borgmester Niels Poulsen på sin ligsten, selv om han nok kan hævde sin værdighed i en klædning efter spansk mode, der ikke er så forskellig fra borgmesterens. Hustruen bærer en kyseagtig hovedbeklædning. Hendes dragt består ikke som kvindedragten på Lauge Steffensen epitafium af en kjole, men således som det blev almindeligt i løbet af det 16.århundrede af et tætsluttende livstykke og et folderigt skørt. Om halsen har hun øjensynligt en pibekrave og om skuldrene et slag meget lig kvindernes på Lauge Steffensens epitafium. Hun bærer en kæde, der når helt ned til taljen og ender i noget, der ligner en medaljon, nok et klenodie, som hun har sat pris på i levende live, og som nødigt skulle savnes på en ligsten, der kunne få beskuere hundreder af år frem i tiden.

Anvendt litteratur i hovedtræk.

Ordliste