Kilde
Det moderne projekt Teknik & kultur i Danmark-Norge 1750-(1814)-1850 af DAN CH. CHRISTENSEN

Personalia

JESPER BIDSTRUP PÅ STUDIEOPHOLD I LONDON

Der var stort behov for videnskabelige instrumenter til navigation, geodæsi og nivellering ved større infrastrukturelle projekter, f.eks. Ejderkanalen. Dette behov blev i 1700-tallet hovedsageligt tilgodeset af udenlandske instrumentmagere, enten ved indkøb på rejser, som på professor Bugges rejser til England og Frankrig, eller bestillinger fra berømte værksteder.¹⁰ I København fandtes der i 1762, da Videnskabernes Selskabs geodætiske projekt blev indledt, kun én instrumentmager, vor duelige Ahl, som var forlokket hertil fra Stockholm, hvor han var raget uklar med sin læremester, den berømte Daniel Ekstrom.¹¹ Thomas Bugge ønskede dansk kompetence på dette felt og sendte en af sine lovende studenter, matematikeren Jesper Bidstrup, der lærte instrumentmageri hos Johan Ahl, til London til videreuddannelse. Bugge bad Joseph Banks, sekretæren i Royal Society, hvor også Bugge var medlem, om hjælp til at få Bidstrup ind de rigtige steder, hos de berømte instrumentmagere, Sisson, Ramsden, Nairne & Blunt, Troughton, etc.

Jesper Bidstrup (1763-1802) stammede fra en bornholmsk urmagerslægt og kom til Universitetet som 17-årig, hvor Bugge fik øje på hans talent og besluttede sig til at protegere det og bruge sin indflydelse på at skaffe ham nødvendig rejseunderstøttelse fra privat og kongelig side. Bugge havde måttet argumentere hårdt mod sine teologiske og filologiske kolleger på Universitetet for at overbevise dem om, at instrumentmageri ikke var et simpelt håndværk, men en anerkendelsesværdig matematisk-naturfilosofisk hjælpedisciplin. Med 200 Rdl. fra Thotts rejselegat og 300 Rdl. fra Fonden ad usus publicos, en anbefaling fra Bugge til Banks og et frimurerpas i lommerne ankom Bidstrup i september 1787 til London.

Hvis Bugge og Bidstrup nu havde forventet, at London ville modtage en fremmed matematiker og instrumentmager med åbne arme, blev de grueligt skuffede. Bidstrup oplevede et kulturchock, som næsten berøvede ham modet til at følge den karriere, Bugge havde afstukket. I Royal Society fik han besked om, at Banks havde fået afslag fra Jesse Ramsden og Nairne & Blunt om at tiltræde en læreplads hos dem. Den danske legationssekretær, grev G.F.E. Schönborn, og den saksiske gesandt, den anerkendte amatørastronom, grev M. v. Brühl, som Bidstrup i sin kvide havde bedt om at gøre deres indflydelse som gode kunder gældende, havde fået en fod indenfor hos Ramsden, men da Bidstrup selv dukkede op, blev han betragtet som en persona non grata.¹²

Disse uventede hindringer havde deres udspring i den arbejdsdeling, der havde udviklet sig i britisk instrumentmageri i almindelighed og hos Jesse Ramsden (1735-1800) i særdeleshed. Hos Ramsden arbejdede op mod et halvt hundrede håndværkere med hver sit speciale, at file plane flader, dreje runde genstande og skære skruer, samle instrumenterne og give dem den endelige finish. Disse specialhåndværkere vågede over deres færdigheder, og mestrene beholdt ligeledes deres finesser for sig selv. Visse specialopgaver, så som slibning af akromatiske linser og fremstilling af mahognifutteraler til instrumenterne, blev udliciteret til underleverandører rundt om i London, men i sidste instans forsynet med de berømte instrumentmageres navnetræk og forhandlet af dem.¹³

Den, der ønskede at komme i lære hos Ramsden, måtte indgå en syv-årig kontrakt, ikke for at blive oplært som all round instrumentmager, men blot for at tilegne sig en specifik kompetence. Løn fik en lærling ikke. Ramsden krævede tværtimod lærepenge. Bidstrup påstod, at udlændinge måtte slippe mere end englændere; således skulle den svenske konge have betalt Ramsden £200 for at tage en vis Apelqvist i lære, hvilket var så meget desto mere absurd, som Apelqvist og Ramsden var skiltes før tiden som uvenner. Selv J.D. Cassini, den berømte leder af Pariser-observatoriet, havde fået forment adgang for sine elever til Ramsdens værksted, skønt han havde købt instrumenter for over £1.000. Årsagen hertil var ligefrem. Britiske instrumentmagere havde erobret verdensmarkedet, og de havde naturligvis hverken interesser i eller intentioner om at forære deres teknologiske hemmeligheder bort til potentielle konkurrenter. Jeg finder den Forretning at see Dem ansat hos en Instrumentmager her meere vanskelig end jeg ventede. Disse ere tilbageholdende med at lære en Udlænding en Kunst, som har forskaffet dette Land saamange Penge og saamegen Reputation udenlands fra, skrev Sir Joseph til Bidstrup.¹⁴

Derfor ville det heller ikke hjælpe ham at få plads hos f.eks. Ramsden, for han ville da blot blive sat til at fordybe sig i årevis i ét speciale uden chance for at lære at mestre det samlede instrumentmageri. Formålet med hans studieophold var jo netop at videreuddanne sig til fuldgyldig instrumentmager, ikke til specialarbejder. I Danmark kunne han ikke regne med at have specialhåndværkere på alle felter til rådighed. Han måtte selv kunne det hele, når han skulle efterfølge Ahl.

I januar 1788 stod Bidstrup over for valget mellem at opgive sit forehavende og vende hjem eller gå med hatten i hånden til mindre kendte, men mere imødekommende instrumentmagere. Han bryggede derfor en historie sammen om, at han havde arvet en formue og nu havde råd til at stille sine talenter gratis til rådighed eller endog betale for sig, og at han var fast besluttet på at slå sig ned i London og aldrig vende hjem til sit fædreland. Hans frimurerbrødre, Schönborn, Brühl og Wolff, støttede ham i denne strategi. Først fik han adgang til Harbins' værksted, en glassliber, der arbejde for den berømte Dollond, og senere fandt han en åben dør til en vis Mr. White, der arbejdede for Ramsden, Nairne & Blunt og Adams, og som lod sig binde historien på ærmet. Banks lod Bugge vide, at Mr. Bidstrup er utrættelig i sin karriere. Han har nu skaffet sig plads hos en privat instrumentmager med et godt ry, men han har måttet betale meget dyrt for sig.¹⁵

Forholdet til White udviklede sig fortroligt. Bidstrup anså White for en ærlig Mand, eftersom han stillede værktøjsmaskiner og modeller til hans rådighed, ja ikke blot det, han gav Bidstrup lov til at kopiere ikke bare sine egne, men også andres modeller, han havde lånt. De indgik en aftale om, at Bidstrup betalte White 30 guineas i lærepenge, eksklusive værktøj og materialer. Hvad Bidstrup fremstillede, skulle tilhøre ham selv, og da deres veje skiltes i august 1789, måtte Bidstrup købe Whites andel af deres fælles ejendele. Pengene hertil samt de 30 guineas lånte han af Wolff, den dansk-norske konsul i London, og samtidig bad han sine patroner i Danmark overføre flere penge. Han begyndte at sende nogle af de instrumenter, han havde produceret hjem for at overbevise sine velgørere om, at hans videreuddannelse skred godt frem. Især gjorde han sig umage for at imponere dem med en sekstant, han havde inddelt på Troughtons inddelingsmaskine, så de ved selvsyn kunne føle sig overbevist om, at deres understøttelse var givet godt ud.¹⁶

Det lykkedes. Fonden ad usus publicos bevilgede flere penge, så Bidstrup kunne afdrage sin gæld. Dog kun for straks at stifte ny gæld, for Bidstrup kunne ikke modstå fristelsen til at anskaffe sig flere af disse fremragende værktøjsmaskiner. Det vigtigste for Bidstrup var, at Fonden ad usus publicos havde besluttet at forlænge hans studieophold med yderligere tre år. Det var nu Bidstrups ambition at kvalificere sig til en position i København, som var på højde med den, de britiske instrumentmagere indtog i London. Bugge havde samme storstilede planer og opmuntrede sin protegé til at publicere lærde artikler, som kunne begrunde hans optagelse i Videnskabernes Selskab. Og enevælden, der støttede disse perspektiver og samtidig holdt Bidstrup i stramme tøjler, var rede til at bevilge ham privilegium som Stadsmekanikus, men dog utilbøjelig til at udruste et værksted med de meget kostbare, britiske værktøjsmaskiner, Bidstrup ønskede, men som kun få af hans velgørere kendte til. Admiralitetet var mere interesseret i billige seriefremstillede navigationsinstrumenter end i Bidstrups eksklusive sekstant, som det fandt lovlig ekstravagant. Omgivet af disse indbyrdes modstridende krav og forventninger var Bidstrup tvunget til at manøvrere betænksomt og forsigtigt.

Lad os se lidt nærmere på Bidstrups anden treårsperiode i London.¹⁷ I den første periode havde det som sagt vist sig umuligt for ham at skaffe sig læreplads hos en af de berømte instrumentmagere, f.eks. Ramsden, Nairne & Blunt eller Dollond, men han havde dog fundet sammen med to af deres underleverandører. Bidstrup forsøgte at tilegne sig alsidige kvalifikationer ved at få foden indenfor i flere forskellige specialværksteder. Fra august 1789 arbejdede han hos Higgins, hvortil White havde anbefalet ham med pålæg om ikke at afsløre, at han reelt havde tilegnet sig de mest avancerede metoder og benyttet Troughtons inddelingsmaskine til sin sekstant. Hos Higgins lavede Bidstrup astronomiske kvadranter og ækvatorial teodolitter. Eftersom han ikke betalte lærepenge, var han heller ikke berettiget til at anvende hans værksted til egne produktioner. Derfor indrettede Bidstrup nu sit eget værksted, hvor han boede, og ansatte nogle få medhjælpere. Hos Higgins arbejdede han kun ti timer dagligt, mod engelske arbejderes tolv-timersdag, så efter fyraften spadserede han de tre-fire km til Leicester Square for at fortsatte arbejdet der.¹⁸ Han undgik at omtale sit salgskatalog og sit private værksted i sine rapporter hjem.

Vi ved ikke, hvor længe Bidstrup samarbejdede med Higgins, men han rapporterede, at han forlod ham for at lære at skære og slibe glas og lave reflekterende teleskoper efter W. Herschels metode, men hvem den optiker var, som Bidstrup måtte betale 20 guineas i lærepenge, nævnes ikke. I sit eget værksted begyndte han på at bygge en elektricérmaskine til prins Christian, en mechanical power til hofmarskal A.W. Hauch og et par mikroskoper, som han bad Bugge sælge i København.¹⁹ Hans sekstant blev imidlertid ikke solgt, desværre, for Bidstrups gæld voksede i takt med hans indkøb af værktøj, materialer, modeller og bøger. Konsul G. Wolff var hans hoveddebitor, og da hans aktieformue blev sat over styr ved branden af den store dampdrevne kornmølle i London, Albion Mills, henvendte denne sig til Bugge direkte for at kradse sit tilgodehavende ind. I sin pekuniære forlegenhed var Bidstrup kommet for skade at fortælle Wolff, at Bugge skyldte ham penge for de to nævnte mikroskoper, hvorved han unægtelig noget letsindigt havde foruddiskonteret salget af dem. Nu blev Bugge, der havde satset så stort på Bidstrup, stødt, og forholdet mellem dem blev anstrengt. Heldigvis lykkedes det Bugge at sælge dem; Bidstrup kunne ånde lettet op og afdrage sin gæld. Ikke desto mindre sad han i gæld til op over begge ører og måtte pantsætte sit produktionsudstyr i London.

STADSMEKANIKUS I KØBENHAVN

Bidstrup, der stadig var en ung mand i tyverne, nærede store forventninger til fremtiden som Stadsmekanikus med et moderne værksted, svende og lærlinge, udstilling af fine instrumenter og eksport. Han gjorde Fonden ad usus publicos opmærksom på, at britiske instrumentmagere ikke begrænsede sig til at udføre bestillingsarbejder på grundlag af kundens tegninger eller modeller, men at de også producerede til salgsudstilling, f.eks. til den Bugge havde set hos Ramsden på Piccadilly, og at en instrumentmager måtte kunne yde kredit. Sådan så Bidstrup også sig selv som Stadsmekanikus i København, men mindre specialiseret, for han ønskede at fremstille alle slags præcisionsmaskiner og modelbyggeri og desuden at erobre andele fra englænderne på eksportmarkedet. Og så ønskede han i bedste merkantilistiske stil at overflødiggøre udenlandske mekanikere i sit eget land, som nu f.eks. denne Andrew Mitchell, som staten betalte over ét tusinde Rdl. om året for at bygge en middelmådig dampmaskine på Gl. Holm. Bidstrup tilbød at forsyne landet med kvalitetsprodukter i stedet for som nu, hvor det var oversvømmet af dårlige, men dyre produkter fra Nürnberg.

Skønt han således identificerede sig med britiske instrumentmagere, ønskede han ikke at optræde på et frit marked, men at arbejde under enevældens monopolbevilling, fast årlig løn og lavt forrentede offentlige lån. Samtidig pukkede han på sit patriotiske sindelag og tvillingrigets selvforsyning.

Men hvis han skulle nå så vidt, var tre værkstedsmaskiner af fundamental betydning, nemlig en inddelingsmaskine, en rørtrækkemaskine med stålcylindre og en glasslibe og -poleremaskine med stålkopper. Desuden måtte han naturligvis indfri sine pantsatte værktøjer og modeller. Kun på disse præmisser ville Bidstrup kunne hæve instrumentmageriet op fra Ahls niveau til international standard, dvs. fra håndværk til maskinel præcision.

Hvordan skulle regeringen bære sig ad med at vurdere Bidstrups kvaliteter og forslag. Var han pålidelig? Eller spillede han et dobbeltspil? Hvis regeringen droppede Bidstrup nu, måtte han blive på Leicester Square. Danmark ville fortsat stå uden instrumentmager, og regeringen ville have spildt syv års understøttelse. Den sekstant, Bidstrup var så stolt over at have sendt hjem til kvalitetsbedømmelse, var strandet på Anholt, men dog reddet og senere bragt til København. I oktober 1794 blev Bidstrup indkaldt af et fagkyndigt udvalg for at demonstrere sin sekstant med henblik på afrapportering til Fonden ad usus publicos. Fire år tidligere havde den kunnet begrunde en forlængelse af Bidstrups studieophold. Kunne den også begrunde det ansøgte lån af statskassen på 20.000 Rdl.?

Bidstrups to tegninger af denne sekstant, jfr. ill.5-6, fandt jeg tilfældigt på Rigsarkivet. Selve instrumentet eksisterer ikke længere.

Det faglige udvalg anerkendte fuldt ud instrumentets kvalitet og originalitet. Det havde en såkaldt kunstig horisont, som kunne bruges ved geodætiske målinger af en kystlinie fra et skib. Først blev sekstanten undersøgt på observatoriet på Rundetårn og sammenlignet med Bugges murkvadrant. I nøjagtighed divergerede sekstanten med ét a to minutter, et meget tilfredsstillende resultat. En sammenligning med et tilsvarende engelsk instrument faldt ud til Bidstrups fordel, især mht. objektets forstørrelse og skarphed.²⁰ Dens værdi blev vurderet til 500 Rdl., men Søetaten var ikke interesseret i at købe dette sofistikerede og kostbare instrument. Den opfordrede Bidstrup til at masseproducere almindelige sekstanter til almindelige søfolk til almindelige priser. For at imødekomme denne efterspørgsel var det nødvendigt at anskaffe en inddelingsmaskine, ikke så meget af hensyn til præcisionen som for at reducere omkostningerne.²¹

Bidstrups ansøgning om et lån på 20.000 Rdl. var opdelt i følgende poster: en inddelingsmaskine 3.000 Rdl., en glasslibemaskine 2.400 Rdl., en rørtrækkemaskine 600 Rdl., 3.000 Rdl. til diverse andre værktøjsmaskiner, 4.500 Rdl. til frikøb af pantsat værktøj og modeller samt godt 5.000 Rdl. til opbygning af lager og salgsudstilling. Samtidig satte han alle sejl til for at få solgt instrumenter i London. Hvorvidt regeringens mistanke om, at Bidstrup spillede på to heste, havde noget på sig eller ej får stå hen i det uvisse. Men den førte til skrap kontrol, krav om detaljerede regnskaber og fuld sikkerhed i form af pant i Bidstrups ejendele, efterhånden som de ankom til Københavns Toldbod. Man kunne stadig risikere, at Bidstrup etablerede sig permanent i London. En sammenligning mellem hans salgskatalog og listen over de efterladte ejendele, som blev solgt på auktion efter hans død, viser, at han hjemførte mange usolgte instrumenter fra Leicester Square. Fonden ad usus publicos og Manufakturfonden stillede hver 3.000 Rdl. til Bidstrups disposition mod fuld sikkerhed, altså mindre end 1/3 af det ansøgte beløb.

Den tredje periode, Bidstrups betænkningstid kunne man kalde den, blev en svær tid. For det første havde han påtaget sig at opkøbe værktøjsmaskiner i England og udføre dem i strid med tool acts og uden tilstrækkelige betalingsmidler. Lykkedes dette, fulgte et nyt problem, nemlig den illegale udsmugling af både det indkøbte og det frikøbte udstyr. Og endelig for det tredje befandt han sig i en ørkesløs position, så længe hans produktionsudstyr enten befandt sig i London eller på Toldboden i København, eller midtvejs derimellem, så han hverken kunne sælge eller producere, men blot passivt se til, at hans gæld voksede proportionelt med bestillingskundernes utålmodighed, især efter 1795, da Johan Ahl døde. De modtagne bestillingsarbejder til hoffet blev ikke udført, og hans velyndere begyndte så småt at vende ham ryggen.

Første skibsladning indeholdt Bidstrups eget udstyr til en værdi af 4.500 Rdl, der oplagret som sikkerhed på toldboden i København udløste en overførsel af samme størrelse til Bidstrup i London. Men den var utilstrækkelig til at finansiere de tre værktøjsmaskiner, som var budgetteret til 6.000 Rdl. Der måtte prioriteres, og Bidstrup valgte rørtrækkemaskinen, hvis ståldorne skulle laves i Sheffield. De var uomgængelige, når et messingrør skulle trækkes, og de kunne ikke anskaffes pr. postordre, for de var omfattet af tool acts. Det samme gjaldt glasslibemaskinen med dens avancerede polerskiver til konkave og konvekse linser og plane overflader. Laveste prioritet fik inddelingsmaskinen, for selv om det tog lang tid og blev mindre nøjagtigt og mere kostbart at dele cirkler manuelt, havde det trods alt vist sig at kunne lade sig gøre. Ikke desto mindre dristede Bidstrup sig til at bestille alle tre værktøjsmaskiner, dog kun de allerædleste dele af inddelingsmaskinen, dvs. den endeløse skrue og det store gearhjul med 2.160 tænder, jfr. ill.7.

Denne teknologioverførsel var ladet med vanskeligheder. Rørtrækkemaskinen blev bestilt efter Bidstrups egen model i Sussex, og polerskiverne af stål blev støbt i Sheffield. Så snart kontanterne var kommet ham i hænde, rejste han fra London til Sussex for at hente maskinen, men eftersom han ikke havde betalt til den aftalte tid, havde fabrikanten troet, at Bidstrup var insolvent, så han havde smeltet stålcylindre, -dorne og -skiver om, og hvad der næsten var værre: Bidstrups model af træ var gået i stykker af at ligge henslængt i et fugtigt hjørne. Så nu måtte Bidstrup drage tilbage til London og begynde forfra med en ny model. Endelig i 1797 var ståldorne og over 36 slibeskiver, indrettede i Progression til forskellige Circelbuer til optiske Glasarbejder med positive og negative Former, færdige i Sheffield.²² Totalvægten var over et halvt ton. For at forvirre tolderne pakkede Bidstrup disse ståldele ned mellem andre varer og lod det hele afskibe med en betroet ven, Mr. Wheeler som speditør, i forskellige kasser om bord på forskellige skibe til to destinationer, Hamborg og København. Bidstrup takkede de to fonde for deres tålmodighed med ham og for ikke at have beordret ham hjem, mens han stod i problemer til halsen med disse avancerede værktøjsmaskiner. Patetisk skrev han, saa farlige ere Menneskets Forsætter, saa mange Vanskeligheder, Hindringer og Opholde ere Handlinger underkastede, hvilke Tænkekraften i faae Minutter igiennemløb er, men hvis Udførelser ofte tage Aar eller forud ubestemmelig Tid.²³

Ill.5-6. Jesper Bidstrups sekstant.
Som det fremgår, er der tale om et fremragende arbejde.
Tegningerne nr. l (ill.5) og nr..2 (ill.6) har hver sin, manglende, målestok.
Efter håndtaget at dømme var selve sekstanten ca. 40 cm høj.
Den kunne anvendes både til astronomiske observationer, til landmåling og til navigering.
Ved anvendelse på land kunne den monteres på en trefod (Fig. 2a), og om bord på et skib kunne den holdes i et håndtag (Fig. 2b).

Når den sad på trefoden, ville en modvægt fastholde sekstanten i en given position.
Den var forsynet med både kikkert og libelle.
Kilde: Kort- og Tegningsamlingen, nr. C-95 a-b., uregistreret i Fol. Reg. 290, RA.

Bidstrup var naturligvis klar over de farer, der lurede på en smugler, der blev pågrebet. Om ikke andet må han have hørt om professor J.M. Ljungberg, frimureren og teknologispionen, hvis kasser var blevet inspiceret og delvist konfiskeret i 1789, da de indeholdt maskiner, der var sortlistet i tool acts. Bidstrup vidste, at hvis han blev pågrebet i at udsmugle kontrabande, stod han til bøde og fængselstraf og hans skibsladning til konfiskation. Det var derfor han, ligesom Ljungberg, var smart nok til at bruge speditør. Så kunne han ikke pågribes sammen med de afslørende beviser. Gesandt F.A. Wedel-Jarlsberg udstedte pas til ham, og Bidstrup besluttede sig til udskibning fra Yarmouth i Norfolk. Undervejs dertil blev han syg og måtte indlogere sig på en kro for at komme sig. Her blev han advaret om, at han var under opsigt og mistænkt for at være i færd med at overtræde tool acts. Da han var kommet på benene, sneg han sig ubemærket uden om politikontrollen, der var oprettet privat af hertugen af Portland - Storbritannien var ingen politistat! - for at inspicere udenlandske rejsende. Det lykkedes Bidstrup at slippe ubemærket ombord på en kutter til Cuxhaven uden at vise pas. Triumferende sammenfattede Bidstrup sit nu ti-årige studieophold således: Entusiasmen for min Kunst, som fra Begyndelsen af ej til nogen Tiid har forladt mig, [har materialiseret sig i] ... Machinen at trække Tubi paa med fleere nyttige Deele, især anvendt en stor Deel af mit sidste Ophold for at faae Modeller og saadanne Materialier, som jeg hiemme for Accuratessens Skyld ej kunde faae beqvemme for en Indeeliningsmachine af samme Construction med den Mr. Ramsden fik Præmie for af det engelske Admiralitet.²⁴ Desuden havde han erhvervet en drejebænk til cirkelbuer af op til tre fods diameter, en anden komplet drejebænk samt dele til en stenkulsfyret støbejernsovn, som sandsynligvis er den første kupolovn, som er blevet opført i Skandinavien.²⁵

Hjemvendt til København blev Bidstrup nu angrebet af sygdom; hele sommeren 1798 måtte han holde sengen. Doktoren forbød ham at arbejde. Philip de Lange, den kongelige bygmester, opførte den nye Stadsmekanikus’ værksteder på Christianshavn, og Manufakturfonden frigav generøst hans værktøj. I marts 1799 var Bidstrup i stand til at levere tilstrækkelig sikkerhed for udbetaling af det næste prioritetslån. Sikkerheden bestod nu i inddelingsmaskinen, samt andre maskiner, modeller og materialer, velankomne fra England. Uheldigvis var hans bedste støtte, professor Thomas Bugge, rejst til Paris som medlem af den franske Internationale Kommission for Mål og Vægt. Der er ingen dokumentation for, at det nogensinde lykkedes for Bidstrup at producere videnskabelige instrumenter på de moderne værktøjsmaskiner. Han døde med udgangen af 1802 og efterlod sig det mest avancerede værksted for videnskabelige instrumenter, som hidtil var set i Skandinavien. Alle hans ejendele var ved hans død forvandlet til statens ejendom. Hans møbler, instrumenter, værktøj og bibliotek, der var stillet som sikkerhed, blev solgt på auktion.

Listen over skifteboet viser et anseligt antal bøger ikke blot med teknologisk indhold, men også skønlitteratur, historie, filosofi og frimurerlitteratur. Deres titler giver os et indblik i Bidstrups personlighed. Den bar ikke præg af C.P. Snows kulturkløft. Hvis han var i stand til at læse på sit lange sygeleje, kunne han have lindret smerten med Ciceros De officiis, Horats' Ars poetica, Miltons Paradise Lost, Voltaires Carl den Tolvtes Historie, Holbergs Verdenshistorie, Fausts Liv og Død, Tordenskjolds Levned, et par hundrede romaner, bl.a. En Nat i Paris, og så, naturligvis, Ramsdens Description of an engine for Dividing Straight Lines on Mathematical Instruments.²⁶

FRA HÅNDVÆRK TIL VÆRKTØJSMASKINER

Den helt afgørende nye egenskab ved de britiske videnskabelige instrumenter var deres hidtil ukendte præcision. Dette kvalitative fremskridt skyldtes opfindelsen og anvendelsen af værktøjsmaskiner. Hidtil havde selv den mest kompetente håndværker, Johan Ahl f.eks., været afhængig af sit eget sanseapparat og sin egen motorik. De var både forudsætningen for og begrænsningen ved hans arbejde. Nu afskaffede værktøjsmaskiner den direkte overførelse af håndværkerens motorik til arbejdsgenstanden. Hans individuelle snilde og fingerfærdighed blev overflødig. Fordelen ved værktøjsmaskiner bestod altså ikke i, at de eliminerede kroppens fysiske anstrengelser, men deri at de overtog selve den manuelle bearbejdning. Det var springet fra håndens til maskinens udformning af arbejdsgenstanden, der var sagens kerne. Fra nu af var præcisionen indbygget i maskinen, hvad enten det gjaldt nøjagtigheden i gevindskæring i en skrue, akkuratessen i tændernes placering på et tandhjul eller præcisionen i målestregerne på et videnskabeligt instrument.

De banebrydende værktøjsmaskiner var de drejebænke, Ramsden konstruede til brug for en nøjagtig inddelingsmaskine til videnskabelige instrumenter.²⁷ Placeringen af målestreger på linealer eller cirkelbuer foregik ikke længere i hånden, men med maskine, og for at indsnævre fejlmarginen blev denne maskine til ved hjælp af en anden maskine. Heraf følger, at hvis den maskine, der blev brugt til fremstilling af inddelingsmaskinen, var behæftet med unøjagtigheder, ville disse unøjagtigheder blive ført videre. Med andre ord, akkuratessen i drejebænken til gevindskæring (ill. 8), som var første led i kæden, var grundlæggende.

Det store hjul i Ramsdens inddelingsmaskine (ill.7) havde 2.160 tænder og problemet bestod i at fordele dem fuldstændigt ens langs periferien. Dette arbejde måtte udføres i hånden, men hver enkelt tands position var bestemt af forskellige kontrollinier afsat langs periferien (dvs. forskellige radier anbragt som følge af forskellige matematiske delinger af periferien). Når tændernes nøjagtige positioner på denne måde var markeret, foregik selve udskæringen af dem under lup. Dette store tandhjul blev drejet af en endeløs skrue, hvis gevind var så fint, at antallet af omdrejninger pr. runde blev forøget, hvorved risikoen for unøjagtigheder ved inddelingen af instrumenter blev yderligere minimeret.

Ill.7. Ramsdens inddelingsmaskine.
På Science Museum i London er Trough tons kopi, som Bidstrup benyttede, udstillet.
Kilde: Description of an Engine for Dividing Straight Lines on Mathematical Instruments by Mr. J. Ramsden, published by the Commissioners of Longitude, London, 1779.

Den fremgangsmåde, Ramsden anvendte til positionering og skæring af tænder i inddelingsmaskinens store tandhjul, var ligeså anvendelig til fremstilling af tandhjulene i den drejebænk, der lavede den endeløse skrue. Denne blev fremstillet i stål, der forinden måtte være hærdet, og af den grund måtte gevindet skæres med diamant. Præcisionen i de tandhjul, der drev den spindel, der igen drev den slæde, hvorpå diamanten var fæstnet, var betingelsen for præcisionen i gevindet i den endeløse skrue (ill.8).

Selve inddelingen af videnskabelige instrumenter foregik ved, at deres cirkler eller cirkelbuer blev placeret på inddelingsmaskinens store tandhjul under slæden, som med den endeløse skrues indgreb i det store hjuls tænder kunne styres med yderste nøjagtighed til rette position, hvorefter inddelingen foregik mekanisk, men under lup, jfr. ill.8. Slæden kunne køre frem og tilbage på de skinner (LL), der fulgte det store hjuls radier.

Ramsdens inddelingsmaskine blev ikke patenteret, for rettighederne blev købt for £615 af Commissioners of Longitude, som publicerede tegninger og beskrivelser både af inddelingsmaskinen og gevindskæremaskinen. De £300 var en ærespræmie for selve opfindelsen, mens de øvrige £315 var betaling dels for tegninger og beskrivelse, dels for at give indtil ti instrumentmagere vejledning i at konstruere og anvende tilsvarende maskiner.²⁸ Ifølge Bidstrup var der kun to instrumentmagere, som havde kompetence og kapacitet til at benytte sig af tilbudet, nemlig Stancliffe og Troughton. Men aftalen med kommissionen forpligtede også Ramsden til at inddele andre instrumentmageres sekstanter på sin egen maskine for seks shillings pr. stk.²⁹ Vi må antage, at Bidstrup fik White til at få sin sekstant inddelt på Troughtons maskine, for det indgik i deres aftale, at White skulle skaffe Bidstrup adgang til anerkendte instrumentmagere.

Bidstrup kendte til Ramsdens inddelingsmaskine allerede før han rejste til London. Henrik Gerner, fabriksmesteren på flådens værft i København, havde nemlig anskaffet sig et eksemplar af beskrivelsen, og det havde Bidstrup lånt. Nu købte Bidstrup selv bogen, men i anden udgave, der indeholdt en forbedret konstruktion af gevindskæremaskinen.³⁰ Selvom maskinen som fysisk artefakt således kun var i nogle få instrumentmageres eje, var de tilgrundliggende principper tilgængelige for alle. Imidlertid var springet fra at tilegne sig principperne i bogform til rent faktisk at eftergøre maskinen kolossalt. Og hvordan skulle Bidstrup bære sig ad med at forklare sine velgørere i København, hvad disse mekaniske innovationer gik ud på, og hvorfor de var så centrale? Gerner var død, og Bugge havde kun bogligt kendskab til dem, for da han besøgte Ramsden i 1777 fik han ikke adgang til værkstedet, kun til salgsudstillingen.³¹

Værktøjsmaskiner minder i denne henseende om elefanter. De er lette at genkende, men vanskelige at definere. Hans velgørere kunne ikke genkende værktøjsmaskiner, for de havde aldrig set dem, og at definere dem og overbevise om deres uomtvistelige nytte voldte Bidstrup store kvaler, hvilket fremgår af hans mange skriftlige rapporter. Hvordan skulle han bære sig ad med at få dem til at bevilge de mange penge til nyopfundne værktøjsmaskiner (gevindskæremaskinen, rørtrækkemaskinen, glasskæremaskinen og linsepoleremaskinen), opfindelser, der ovenikøbet var omfattet af tool acts eksportforbud? Det var lige så vanskeligt, som det havde været for en freskomaler i middelalderen at give menigheden en forestilling om, hvordan en elefant, dette ejendommelige firefodede pattedyr med hale i begge ender, så ud. Bidstrup manglede tekniske betegnelser på dansk og brugte uoversatte (uoversættelige) engelske termer. Men der var ikke blot semantiske problemer. Det kneb også med at forklare den organisatoriske og arbejdsdelingsmæssige sammenhæng, de tekniske artefakter indgik i. Instrumentmageriet i London og København foregik simpelt hen i hver sin verden.³²

I London, rapporterede Bidstrup, var instrumentmageriet et foretagende præget af arbejdsdeling mellem højt specialiserede håndværkere, som f.eks. White, der ganske vist var en laugsorganiseret mester, men laugene havde forlængst mistet deres kontrol over branchen og var blevet en ren formalitet. Han var slet og ret underleverandør til de berømte firmanavne. Hvor gevind i skruer og møtrikker tidligere var filet i hånden til hvert enkelt instrument, var der nu indført kontrakter mellem parterne om standarder, så underleverandørernes dele passede præcist til de forskellige aftagerværksteders frembringelser. Denne standardisering blev lettere at effektuere på de nyopfundne værktøjsmaskiner, men kun de mest velbeslåede værksteder havde råd til at anskaffe dem. Ramsdens på Piccadilly, f.eks.³³ På længere sigt var værktøjsmaskiner omkostningsbesparende. Gradvist kunne de store værksteder derfor gøre sig uafhængige af deres underleverandører og producere alting selv under samme tag. Det var det perspektiv, værktøjsmaskinerne åbnede. Og det var dette perspektiv, Bidstrup havde iagttaget og forstået og nu ønskede at overføre til sit hjemland.³⁴

I København var situationen anderledes. Bidstrup vidste, at han hverken kunne forvente at finde kvalificerede underleverandører eller laugssvende, og at han derfor dels måtte anskaffe sig værktøjsmaskiner, dels selv optræne egne lærlinge til at betjene dem. Hans værksted på Leicester Square kunne ikke uden videre overføres til København. Den teknologiske udvikling var ved at løbe fra den hidtidige britiske arbejdsdeling. Hvis han skulle gøre sig håb om at gøre sig gældende som Stadsmekanikus i København, måtte han efterligne den britiske praksis, der var ved at tage form. Admiralitetet havde i sin beretning om Bidstrups sekstant anbefalet anskaffelsen af en inddelingsmaskine, men det er tvivlsomt, om det havde forstået den overordnede tendens i den britiske industrielle revolution. Det havde Bidstrup, og derfor argumenterede han for anskaffelsen af det samlede arsenal af moderne værktøjsmaskiner. Som Stadsmekanikus i København ønskede han at udfolde sig på samme teknologiske niveau som Ramsden i London.

Bidstrups situation kan illustreres med et par sammenlignende eksempler. I 1796 havde Kommercekollegiet etableret to værksteder i København. Det ene under ledelse af Ch. A. Nordberg til fremstilling af tekstilmaskiner, det andet under ledelse af John Smith, der skulle koncentrere sig om landbrugsredskaber, brandsprøjter, pumper og donkrafte. Det teknologiske stade i Danmark havde tvunget Nordberg til at få de tekstilmaskiner, han havde smuglet ud af Storbritannien, kopieret ved at indgå aftaler med forskellige laugsmestre om underleverancer, f. eks. nålemagere, gørtlere, urmagere, snedkere, drejere, filere, sadelmagere, smede, osv. Det turde være overflødigt at bemærke, at denne arbejdsdeling var yderst kompliceret, dels fordi disse laugshåndværkere ikke kunne arbejde efter tegning og model, dels fordi de ikke var vant til at arbejde efter fælles standarder, så deres underleverancer passede ikke sammen. I erkendelse heraf oprettede Nordberg og Smith derfor mekaniske værksteder med moderne værktøjsmaskiner og opøvede deres eget personale i at betjene dem.

Bidstrup havde samme fremgangsmåde i tankerne. Derfor var det ham magtpåliggende at erhverve de nødvendige værktøjsmaskiner i England. Endvidere argumenterede han for, at instrumentmageriet var nøglebranchen i moderne maskinfabrikation. Drejebænke, gevindskæremaskiner og kupolovne var ikke blot forudsætninger for at fremstille videnskabelige instrumenter, men var også uomgængelige, når det drejede sig om modeller af dampmaskiner eller om at skære skruer eller tandhjul, eller dreje aksler eller støbe messing til andre maskintyper. Skønt instrumentmageriet var hans egentlige profession, søgte Bidstrup at overbevise sine velgørere om, at de dertilhørende kvalifikationer havde været kilden til hovedparten af den moderne maskinalders vigtigste opfindelser og forbedringer. Som eksempler pegede han på Graham, Sisson og Martin.³⁵ Han kunne også have peget på James Watt. Ramsdens gevindskæremaskine var ganske vist udviklet med et specifikt formål for øje, men den var ligeså nyttig, når det gjaldt om at dreje gevind til andre formål, f.eks. ure, tekstil-maskiner, landbrugsmaskiner eller lavetter til kanoner. Bidstrup spillede på disse ufor-udsete udnyttelsesmuligheder og erklærede sig rede til at tage svende fra laugsvæsenet i lære og træne dem op i brugen af moderne værktøjsmaskiner.

Ill.8. Ramsdens drejebænk til skæring af gevind i den endeløse skrue.
Kilde: Description of an Engine for Dividing Straight Lines on Mathematical Instruments by Mr. J. Ramsden, published by the Commissioners of Longitude, London, 1779.

Slæden på Ramsdens inddelingsmaskine.
Centreret præcist i det store hjuls centrum og fæstnet til den endeløse skrues aksel.
Slæden DD kører på skinnerne LL. Inddelingsmarkøren af stål er fæstnet på en bro, der glider på slædens skinner.
Kilde: Description of an Engine for Dividing Straight Lines on Mathematical Instruments by Mr. J. Ramsden, published by the Commissioners of Longitude, London, 1779.

På denne baggrund betegnede Bidstrups teknologioverførsel et stort fremskridt, også selvom hans tidlige død forhindrede ham i at fuldende sine planer. Hans indsats havde ikke været forgæves. Inddelingsmaskinen og andet af hans værktøj blev på regeringens foranledning overtaget af professor Jeppe Smith, hvis værksteder lå i Silkegade i København og beskæftigede syv mennesker.³⁶ Sandsynligvis overtog han også Bidstrups halvt oplærte arbejdere. Smith anvendte inddelingsmaskinen til et par Borda-cirkler til Søkadetakademiet, og de blev rost af Bugge og Warberg. Desværre blev Smiths værksted, og i øvrigt tillige Bugges store instrumentsamling, destrueret under Københavns bombardement, og formodentlig gik også inddelingsmaskinen til ved denne lejlighed.³⁷ Ikke desto mindre var de bedste og nyeste værktøjsmaskiner nu blevet introduceret i Danmark, og Jeppe Smiths værksted udbredte mekaniske kundskaber til fremtidige generationer.

NOTER

1 Dele af dette kapitel har tidligere været publiceret i artiklen 'Spying on scientific instruments - the career of Jesper Bidstrup', i Centaurus, vol. 37, 1994, s.290-321.
2 Tale holden i del Kongl. Danske Landhuusholdnings Selskabs høitidelige Forssamling Den 12. Februar 1776 i Overværelse af Selskabets Høie Patron Hans Kongelige Høihed Kronprinds Frederik, da det offentligen bekiendtgjorte sin til¬dømte Præmier & Belønninger for Aaret 1775. Ved, Thomas Bugge, p.t. Selskabets Præsident, Kbh., 1776, s.5-7.
3 Keld Nielsen, Hvordan Danmarkskortet kom til al ligne Danmark - Videnskabernes Selskabs opmåling 1762-1820, Århus, 1982, s.12.
4Den af Bugge udarbejdede landmålerinstruks af 26.4.1768 i C. Rise Hansen og Axel Steensberg,/onZ/brife-ling og udskiftning, Kbh., 1951, s.391-408. Se endv. s. 127-144.
5 Beskrivelse over den Opmaalings Maade, som er brugt ved de Danske geographiske Karter; med tilføiet trigonomestrish Karte over Siæland, og de der henhørende Triangler, beregnede Longituder og Latidluder, samt astronomiske Observatio¬ner, ved "Thomas Bugge, Professor i Malhematiken og Astronomien ved Kiøbenhavns Universitet; Medlem af Videnskabernes Sælskab i Kiøbenhavn og Trondhjem. Kbh., 1779.
6 Thomas Bugge, anf. skr. (note 2), s.10-12.
7 S.st.,s.l3
8 Thomas Bugge, anf.skr. (note 2), s. 13.
9 Jacob Mandix, Haandbog i den danske Landvæsensret, 2. udg., bd. 2, Kbh., 1813, s.210.
10 Uddrag af Thomas Bugges dagbog 1777, udvalgt, indledt og kommenteret af Kurt Møller Pedersen i Bibliotek for Læger 174, Supplement 1, 1982, s. 151-165. Denne artikel indholder dele af Bugges rejsedagbog fra England, 1777, som i sin helhed er ved at blive transkriberet og oversat til engelsk. Kilder til dokumentation af Bugges indkøb af franske og britiske videnskabelige instrumenter findes i Bugges arkiv, NKS 287, KB. Thomas Bugge (1740-1815) introduceres af Maurice Crosland i Science in France in the Revolutionary Era Described by Thomas Bugge, udg. af Maurice Crosland, Cambridge, Mass. og London, 1968. Bugges rejse-dagbøger fra Frankrig i anledning af hans medlemskab af den internationale kommission for mål og vægt findes i to bind på dansk, Kbh., 1800-01. Vedr. Bugges kartografiske projekt henvises til Thomas Bugge, Observ aliones Astronómica Annis, 1781, 1782 og 1783, Kbh., 1784, tab. 2. (Ahls instrument) og til Olaf Pedersen, Lovers of Learning. A History of the Royal Danish Academy of Sciences and I Ælters 1742-1992, Kbh., 1992.
11 Johan Ahí (1729-1795) cr beskrevet kort i Dansk Astronomi gennem firehundrede år, bd. 1-3, udg. af Claus Thykier, Kbh., 1990, s.191-192.
12 Bidstrup til Bugge, 23.4.1788, NKS 287 ii, 4°, KB. Stor tak til museumsleder Claus Thykier , Ole Rømer Museet, Tåstrup, for generøst at have stillet sine transskriptioner af Bidstrups breve til min rådighed.
13 Bidstrup til Bugge 6.3.1789, s.st.
14 Bidstrup til C.D.F. Reventlow, RK, 3.1.1794, vedlagt oversat brev fra Banks til Bidstrup af 25.8.1787, Fonden ad usus públicos, RA.
15 Bugge citerede Sir Josephs brev af 4.4.1788 i sin anbefaling til Fonden ad usus públicos af 17.9.1788, bilagt Bidstrups ansøgning til kongen af 27.8.1788. Fonden ad usus públicos, RA.
16 Bidstrup to Bugge, 6.3.1789, NKS 287, ii, 4°, KB.
17 Bidstrups 'Indberetning om mit Ophold og mine Udgifter i London' samt brev til kongen, begge af 27.12.1793 til Fonden ad usus públicos, RA.
18 Bidstrup to Bugge, 29.12.1789, NKS 287, ii, 4°, KB.
19 Hemming Andersen, En videnskabsmand af rang, A. MV. Hauch, 1755-1838, Århus u.å. Harald Moe, Danske Mikroskoper, Kbh., 1990.
20 Rapport af 19.11.1794 fra Admiralitets og Commissariats Collegiet til Fonden ad usus públicos. Tegningerne (ill.4-5) og rapport af 11.11.1794 (note 21) var bilag hertil. RA.
21 Rapport af 11.11.1794, underskrevet af kommandør Wlcugel, professorerne Bugge og Lous samt løjtnant Høyer, til Admiralitets- og Commissariats Collegiet, RA
22 Bidstrup, London, 22.5.1797 til Fonden ad usus públicos, RA.
23 S.st.
24 Bidstrup, Hamborg, 30.3.1798 til Fonden ad usus públicos, RA.
25 Jfr. II.3.C. og Martin Fritz, 'British Influence on the Swedish Foundry Industry', i Technology Transfer and Scandinavian Industrialisation, udg. af Kristine Bruland, New York/Oxford, 1991, s.61. Fritz skriver, at den første kupolovn i Sverige blev bygget så tidligt, som 1805, hvilkel anses som en hurtig teknologioverførsel. Gunnar Thuesen anfører i sin artikel 'Jernstøping i Norge inntil 1850', Volund, 1963, s.150, at Thomas Crawford overførte den første norske kupolovn fra Carrón Iron Works til Næs Jernværk i 1806, hvorfra den blev overført til København i 1811 af Henrich Meldahl, jfr. II.2.D. og III.6.D.
26 Fortegnelse over endeel, mathematiske, optiske og physiske Instrumenter, Redskaber og Bøger, af g. Stads-Mechanikus, Jesper Bidstrups Stervboe tilhørende, som Torsdagen d. 31. Martii 1803 om Formiddagen Kl. 9 slet, ved Auction vorder bortsolgt i Boets Huus No., 190 i Overgaden, oven. Vandet paa Christianshavn, KB.
27 Descriplion of an Engine for Dividing Mathematical Instruments Iry Mr. J. Ramsden, Mathematical Instrumenlmaker, published Iry order of the Commissioners of Longitude, London, 1777.
28 J. Ramsden, anf.skr., forordet.
29 S.st.
30 Description of an Engine for Dividing Straight Lines on Mathematical Instruments by Mr. J. Ramsden, published by the Commissioners of Longitde, London, 1779. W. Steeds, A History of Machine Tools 1700-1910, Oxford, 1969.
31 Th. Bugges dagbog, NKS 377e, 4°, KB.
32 Bidstrup til Fonden ad usus públicos, London, 18.9.1795 og 11.3.1796, RA.
33 Anita McConnell, 'From Craft Workshop to Big Business - The London Scientific Instrument Trade's Response to Increasing Demand, 1750-1820', London Journal 19 (1), 1994, .s.36-53.
34 Bidstrup til Fonden ad usus públicos, London 27.12.1793, RA.
35 Bidstrups rapport 27.12.1793 til Fonden ad usus públicos, RA.
36 Kgl. Forestilling, Ni. 27 og Resolution af 6.7.1804, Fonden ad usus públicos, vedlagt Th. Bugges anbefa-ling, hvori han bl.a. roste Jeppe Smiths akromatiske kikkert således: ved at sammenligne Hr. Dr. Smiths Kikkert med meget fuldkomne Kikkerter af omtrent samme Størrelse forfærdigede af Ramsden, Dollond og Nairne har jeg befundet, al den ej giver sidstenænte Kikkerter noget efter i Klarhed, Tydelighed, Skarphed og Forstørrelse..., RA.
37 C. Nyrop, 'Jeppe Smith, Stiller af Professor Smiths Etablissement', i Bidrag til den danske Industris Historie, Kbh., 1873, s.63-126.