Personalia

Portræt af Johannes Anker

Samt lidt om Bornholms Motor Veteraner

Vi er på besøg i Nexø hos Johannes Anker for at høre lidt om hans gammelbil interesse og hans virke i Bornholms Motor Veteraner.


Johannes Anker, 73 år gift med
Anne, pensioneret kommuneingeniør
Tidligere formand nu næstformand
for Bornholms Motor Veteraner.

Vi er på besøg i Nexø hos Johannes Anker for at høre lidt om hans gammelbil interesse og hans virke i Bornholms Motor Veteraner.

Fortæl lidt om dig selv.
Jeg er født i Hasle her på øen, i 39 - altså en førkrigs model (ligesom de fleste af mine biler). Efter endt skoletid kom jeg i lære som tømrer og blev derefter uddannet til ingeniør på Odense bygningsteknikum.

Jeg blev nogle år på Sjælland hvor jeg var ansat ved teknisk forvaltning ved flere kommuner, men i 1965 vendte jeg tilbage til Bornholm hvor jeg fik en stilling hos et rådgivende ingeniørfirma i Rønne. Efter 5 år der fik jeg ansættelse som kommuneingeniør i Nexø ved den første sammenlægning af kommunerne på øen. Der blev jeg i 31 år til min pensionering i 2001.

Så det obligatoriske spørgsmål: Hvornår og hvordan fik du interessen for de gamle køretøjer?
Det skete faktisk i 1997, hvor en person kom på op på Teknisk forvaltning og fortalte at han havde købt en ladvogn, en Opel Blitz fra før krigen som havde tilhørt Nexø kommunale værker.

Han var ved at sætte den i stand og ville gerne vide lidt om historien bag vognen. Vi satte hele kontoret i sving med at finde noget om denne bil i arkiverne samt oplysninger fra pensioneret personel som havde kørt i bilen. Det lykkedes også og personen takkede mange gange. I samtalen med ham gav jeg udtryk for at jeg godt kunne tænke mig at eje en sådan veteranbil - jeg havde jo også fulgt lidt med i det store rally Bornholm rundt, hvor jeg havde beundret de gamle køretøjer. Dagen efter ringede han mig op og fortalte at han vidste at der i et gammelt røgeri i Hasle stod en Morris 8 roadster fra 38 i hæderlig stand og at den faktisk var til salg.

Jeg tog straks kontakt til sælgeren og efter en besigtigelse blev vi enige om en pris og jeg fik vognen hjem til Nexø.

Gik du så selv i gang med restaureringen?
Jae, det gjorde jeg dog først efter at have kontaktet Morris 8 klub, Danmark, hvor jeg fik uvurderlig hjælp, med hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg havde jo faktisk indtil da kun interesseret mig for udseendet af de fine biler som jeg havde set på omtalte rally, men ikke om teknikken bag. Da jeg fik den færdig købte jeg også en papkasse model af samme bil for små penge, dog en lukket. Den fik jeg også sat helt i stand.

Så var du blevet bidt af veteranfeberen?
Jae, så fik jeg da startet på det. Nu synes jeg at jeg havde så meget viden om det så jeg turde godt fortsætte. Nu var jeg jo også blevet pensioneret og fik meget mere tid til den hobby. Jeg fik så nys om en FIAT Spider fra 1925 som en af entusiasterne her på øen havde haft stående i mange år. Den var nu i noget ringere stand end den første bil jeg havde restaureret. Men nu havde jeg jo fået blod på tanden og turde godt gå i gang med et større projekt. Jeg købte den, fik den hjem i garagen og lagde en plan for restaureringen. Jeg fik også her stor hjælp af erfarne FIAT entusiaster, bl. a. af O. E. Riisager. Men også et andet DVK medlem vidste meget om netop denne FIAT og hjalp mig også med nogle reservedele. Men den skulle have hele turen, så jeg anskaffede mig både C02 svejser og en mindre drejebænk.


Styrkeprøven 2011 i Arvika i Sverige med FIAT 509, 1925.

Er det ikke lidt af et problem ikke at have så mange leverandører og værksteder her på øen?
Jo det er det, men efter at internettet er blevet så veludbygget er det blevet noget lettere. Jeg har bl.a. faet skaffet reservedele så langt væk fra som New Zealand og Australien. Men man skal have tid og tålmodighed og nogen gange også tegnepungen frem!

Men siden FIAT'en blev færdig så har du fået anskaffet dig flere biler!
Ja, hidtil havde jeg jo kun anskaffet mindre biler med kun plads til mig selv og ledsager, så jeg fik lyst til at fa fat i en noget større vogn. I 2004 render jeg så over en annonce i det svenske Classic Motor hvor der stod en Chrysler G 70 Phaeton fra 25 til salg i Norge. Jeg kontakter sælger som oplyser at han har haft den under restaurering i en årrække, men at han nu var kørt træt. Jeg tager derop og ser på vidunderet. Den var samlet med nylakeret karosse og ilagt motor, den manglede at fa gennemgået bremser og alle møblerne var slet ikke lavet, heller ikke ledningsnettet.

Jeg var nu en erfaren veteranmand synes jeg, så jeg så ikke noget problem med at få en sådan bil lavet færdig. Så jeg købte den og fik den hjem og lavet klar til syn - det er nu 8 år siden, så jeg skal faktisk til syn igen snart.


Chrysler G 70 Phaeton 1925

Du har ikke noget specielt bilmærke du fortrækker frem for andre?
Nej, det har jeg ikke, men FIAT'en, som jeg jo har restaureret helt fra bunden, er nok den som indtager den største plads. Det er også den som er lettest at transportere, specielt til Styrkeprøven i norden.

Men alligevel har du forøget samlingen med et par stykker til!
Ja, det har jeg. Jeg ville også gerne have en mindre vogn til, i lukket udgave. Så på ebay.com fandt jeg en American Austin fra 30 bygget i kun godt 5000 eksemplarer. Men fabrikken måtte lukke produktionen, idet der ikke var basis for så lille en vogn i USA. Den ligner meget den engelske Austin 7, dog er der kun plads til 2 personer i den. Fabrikken startede dog alligevel op igen med en lidt ændret model i 31 -32, som så hed Bantam. Min Austin var en total restaureret vogn, som dog kun var spændt sammen med fingrene! Så der var lidt af et arbejde med at få den køreklar.


Amarican Austin 1930.

Men så skulle din kone også have en bil, ikke?
Jo, om ikke direkte for husfredens skyld, så er det jo sådan - som det er alle bekendt - at der går en del tid med at restaurere og vedligeholde en sådan lille bilpark. Så har min kone en interesse i biler som er lidt nyere end dem og som også gerne må kunne køre lidt hurtigere. Så vi fandt et fornuftigt kompromis idet jeg købte en Triumph Spitfire fra 72, som blev udbudt til salg her på øen, til hende. Den var færdigrestaureret og den er hun meget glad for. Anne kører i sin bil lige så ofte hun kan og jeg er altid kun passager.


Triumph Spitfire 1972.

Jeg ved at du gerne deltager i Styrkeprøven i hele norden, ikke?
Jo, og det har vi stor fornøjelse af. Og da både Chrysler'en og FIAT 'en er fra 25 kan vi deltage med begge.

Foregår løbet i Danmark, deltager jeg med Chrysler'en og er det i Norge eller Sverige, tager vi FIAT'en, idet jeg har købt en mindre trailer til at transportere den på.

Det er et meget interessant løb og vi har været heldige aldrig at have haft stop på disse Styrkeprøver. Det eneste vi har haft var en ladelampe som begyndte at lyse, men det var bare en slap kulfjeder.

Nu synes jeg at vi skal høre lidt om den lokale veteranklub Bornholms Motor Veteraner. Hvordan startede det egentlig?
Det startede, har jeg fået at vide, i 1975 med at flere gammelbil entusiaster ønskede at samle alle som havde lyst til at samles i en klub eller forening her på øen. De to lokale aviser skrev "De bornholmske veterankøretøjer skal blive her på øen". På den baggrund inviterede en af initiativtagerne den daværende DVK formand Svend Draaby til et informationsmøde på højskolehotellet i Aakirkeby. Der var mødt ca. 50 interesserede op og selvom der blev vist lysbilleder og orienteret om DVK 's virke, så blev man efterfølgende enige om selv at starte en forening her på øen kaldet: Bornholms Motor Veteraner.

Allerede året efter inviterede man til det senere så berømte og velbesøgte rally: Bornholm Rundt.

For mig startede medlemskabet umiddelbart efter anskaffelsen af min første bil og ret snart lod jeg mig opstille til bestyrelsen. Jeg er af den opfattelse at når man nyder, må man også yde, specielt i en forening hvor alt arbejdet jo er frivilligt.
Så på et tidspunkt hvor det var svært at finde emner lod jeg mig opstille til formandsposten - det er ca. 10 år siden og jeg var formand i 7 år og nu er jeg så næstformand. Det er jo alligevel et større ansvar at stå som formand, selvom alle bestyrelsesmedlemmerne også yder et stort arbejde. Jeg vil sige at min hovedinteresse nu, er at lave arrangementer.
Jeg har nu i 6 år været med til at arrangere Bornholm Rundt foruden de lokale løb som vi holder sæsonen igennem. Specielt interesserer det mig at få førkrigs køretøjerne ud at køre. Det forgår som regel med start fra Automobilmuseet i Aakirkeby med kortegekørsel ad de mindre veje til diverse egnede slutmål, hvor den medbragte kaffe og brød indtages.
I Bornholms Motor Veteraner har vi delt køretøjs - udflugterne op efter type, således: Førkrigs køretøjer, klassiske sportsvogne, Nimbus motorcykler, andre motorcykler og veteran knallerter. Selvfølgelig er der også løb hvor alle salgs kan deltage. Mødelokale har vi i Aakirkebyhallerne. Der er et ret konstant medlemstal på omkring 200.
Vi udgiver et medlemsblad BMV-nyt et par gange om året. Et nydeligt farvelagt blad i A5 størrelse. Desuden har vi en velbesøgt hjemmeside - www.bornholmsmotorveteraner.dk. Vi har et særdeles tæt samarbejde med DVK, bl.a. arrangerede vi Styrkeprøven her på øen i 2010, som vi fik stor ros for.
Det er jo sådan at det (desværre) er de samme personer som arrangerer løb.
Det samme gælder arbejdet i bestyrelsen. Tordenskjolds soldater! Men mon ikke det gælder mange foreninger!

Lad os høre lidt om det berømte rally Bornholm rundt!
Vi har nu arrangeret dette løb 35 gange - undtaget var årene 78 og 99. Løbet afvikles altid i den første uge af juli med deltagere fra hele landet og også mange gange med enkelte deltagere fra Tyskland, Norge, Sverige og England.
Alle køretøjer, biler og motorcykler som er mindst 35 år gamle kan deltage. Deltagerantallet har været oppe på 200 køretøjer, men det er i overkanten idet det er svært at afvikle på den fastsatte tid med så mange.
Halvdelen af deltagerne kører hver sin vej rundt og mødes halvvejs til frokost på et udvalgt sted.
Der er som regel en 8 til 10 poster som er forskellige år for år. Disse poster er efterhånden ret berømte, idet vi har et medlem med en veludviklet sans for finurlige påhit og som hvert år fremstiller nye praktiske opgaver til deltagernes store fornøjelse. Rallyet løber over to dage, hvor lørdagen er selve løbet med opgaver og middag med dans om aftenen, mens søndagen starter med opstilling på startstedet, hvor alle kan komme og beskue vidunderne. Derefter køres i kortege til et udsøgt sted hvor frokosten serveres, som regel røget sild eller fiskefileter. Herefter slutter rallyet.

Hvordan planlægger og styrer I sådan et stort arrangement?
Det starter sådan set allerede om efteråret hvor bestyrelsen appellerer til medlemmerne til at danne et rallyudvalg. Det er nemlig ikke bestyrelsen som står for løbet men et ad hoc opstillet udvalg som kører hele arrangementer. De henter selvfølgelig erfaring fra tidligere udvalg.
Man sender meget tidlig indbydelsen ud således at eventuelle deltagere kan bestille billetter og hotel. Mange tager nemlig et par dage ekstra når man nu er kommet her til øen. Vi har i de senere år indledt et samarbejde med BORNHOLMTOURS, som nu står for tilmeldingen og også transport og logi. Som regel er de fleste deltagere ovrefra, kun ca. 35 køretøjer deltager her fra Bornholm.
I starten evaluerede vi løbet med mulighed for ris og ros for de lokale deltagere. Det er vi holdt op med, idet der kun kom meget få bemærkninger på mødet. Der var en som kritiserede at der ikke var tallerkener til fiskeben til frokosten om søndagen. Når problemerne ikke er større så må man sige at disse rallys er en stor succes.