Personalia

Billedskærer Chr. Koefoed, Rønne

1882 – 1958

Det er i år 100 år siden, billedskærer Christian Koefoed, Rønne, blev født den 12. april på Duebjerggård, 64 Slg. i Klemensker.

Der er grund til at mindes ham i den anledning, selv om det kun er nogle år siden, han døde i 1958, og han endnu huskes af ældre bysbørn. Dels har han som kunstner efterladt sig adskillige synlige minder på Bornholm, dels repræsenterede han med sit virke en epoke af en håndværkstradition, som nu er forbi som følge af vor tids industrialisering, og specielt billedskærerhåndværket hører nu nærmest historien til.

Chr. Koefoed kom i billedskærerlære i Rønne i 1896 til en ugeløn af 2 kr., der steg til fire i løbet af læretiden. Han blev svend i 1901. Det var svært den gang lige som nu at få arbejde straks som udlært svend, og det hørte ligesom med i uddannelsen, at man »gik på valsen«, d.v.s. rejste til udlandet nogle år, før man igen vendte hjem og etablerede sig. De fleste håndværkssvende drog sydpå til Tyskland, men Koefoed rejste først til England, senere opholdt han sig kortere tid i Frankrig og til sidst et par år i Tyskland. Han vendte tilbage til Bornholm i 1907 og fik næringsbrev som snedker i Rønne 1908.

På det tidspunkt havde han en alsidig uddannelse bag sig, ikke blot kunne han skære i træ, men arbejdede også i sten som billedhugger i forbindelse med kirkearbejder i England og facadeudsmykninger i Berlin, han modellerede i stuk og ler, og hans dygtighed som tegner kunne måle sig med en møbelarkitekts.

I Rønne indrettede han sit første værksted med butik i Store Torvegade 65, hvis facade endnu bærer præg af hans virke. Tidligere var der under det store udstillingsvindue en flise med billedskærerværktøj modelleret i cement, men den er forsvundet, ligesom huset har fået sat en etage på.

I 1912 købte billedskæreren huset Nørregade 18, med bagbygning til Møllegade, og her boede og arbejdede han til sin død. Huset i Store Torvegade havde han givet 700 kroner for og ombygget for 800 kroner. Huset i Nørregade gav han 5.000 kroner for.

Hovedbeskæftigelsen for en billedskærer, da Koefoed etablerede sig som mester i Rønne og til ind i 1920'rne, var møbelarbejde af forskellig art som underleverandør for snedkermestrene.

Tidens stilidealer krævede udskæringer i større eller mindre grad på alle møbler, stolene og bordene havde drejede eller buede ben med »løvefødder og gesvejsninger«, døre og sideflader på skænke og skabe havde pålimede ornamenter, der blev skåret for sig selv, og billedskæreren udgav et katalog med prisliste, og det var ikke store beløb, der kunne tjenes efter nutidens målestok. Det billigste ornament, en udskåren stiliseret musling, 20 cm lang, kostede 50 øre. Dyrest var en »opsats« til en buffet, 50 cm lang til kr. 2,75 i nød eller mahogni. Men udgifterne stod i forhold hertil, 45 øre var timelønnen for en udlært billedskærersvend i 1909. Efter eget udsagn havde billedskærer Koefoed 10 svende i arbejde, da virksomheden var på sit højeste under første verdenskrig, men efter krigen reduceredes bestanden gradvis til 3, og der blev ikke taget nye i lære, da det hurtigt gik tilbage for håndværket sidst i 1920'rne, dels på grund af ændret smag med hensyn til møbelstil, dels på grund af industrialisering og fabriksmøblernes fremtrængen. Funktionalismen begyndte at gøre sig gældende, og ornamentik lader sig ikke udføre på samlebånd.

Krisen ramte selvsagt også snedkerfaget som sådan. Før og straks efter første verdenskrig var der over tyve snedkermestre alene i Rønne, større eller mindre, og alle dem skulle den ene billedskærer betjene. Men i løbet af 1930'rne var der kun ét større firma tilbage, der klarede skærene, og 3-4 småmestre, der hutlede sig igennem, indtil de lukkede. Under anden verdenskrig havde billedskæreren kun én svend tilbage, og ham måtte han skille sig af med i 1947, da der ikke var arbejde nok til to mennesker på værkstedet. Ved den tid havde mester fundet andre måder at klare dagen og vejen på, og håndværket var lige så meget en hobby, i den forstand, at han stod friere med hensyn til, hvad han ville lave, og hvad arbejde han ville påtage sig. Hans opfindsomhed fik lov til at udfolde sig, og friere kunstneriske evner gøre sig gældende.

Som eksempler på produkter, billedskæreren fremstillede på eget initiativ og solgte fra sin forretning, kan nævnes lysekroner i forgyldt træ, lampetter, urkasser, billedrammer, hvilket førte til, at han fra slutningen af 1930'rne kom ind på også at handle med malerier, og butikken blev en blandet kunsthandel. Sin største succes havde han nok med sine udskårne små træfigurer, bornholmske folketyper. Det var den svenske almueskunstner Döderhultarn, som var den egentlige inspirationskilde til at Koefoed kom til at lave disse figurer, som blev en stor salgsartikel under og lige efter besættelsen. I 1941 solgte han 266 figurer, 1946 toppede salget med 701 og i 1951 var det nede på 110. Ved den tid var eftervirkningen af krigen ved at være overvundet, og markedet blev oversvømmet af andre kunst- og turistartikler, der kunne seriefremstilles og markedsføres med et effektivt salgsapparat, som den gamle billedskærer ikke var interesseret i. Han fremstillede individuel kunst, og den havde sin styrke i det håndværksmæssige præg.

Sammenlignet med Döderhultarns fantasi og geni falder de bornholmske træfigurer nok igennem. Koefoed koncentrerede sig om at udvikle de enkelte figurer og skabte ikke større figurkompositioner og situationer, som Döderhultarn var en mester i. Han skabte nok støtte kunst, bornholmerens ambition var kun at skabe solidt kunsthåndværk, men det har også i høj grad sin berettigelse, og det er som repræsentant for et gammelt kunsthåndværk han vil huskes. Samtidig med, at han var meget stolt over at blive genstand for omtale i aviser, bøger og udenlandske kunsttidsskrifter, var han meget beskeden og skulle næsten tvinges til at signere sin værket. Han indgår i traditionen af gammelt anonymt håndværk.

Der findes rundt om i bornholmske hjem og udenfor øen eksemplarer af hans træskærerarbejder, uden at ejerne kender deres oprindelse, og meget er røget ud som offer for nye moder i det moderne forbrugersamfund.

Det blev nævnt i begyndelsen af denne artikel, at billedskærer Koefoed også arbejdede i sten og andre materialer end træ. De færreste arbejder af denne art kom uden for hans eget eller andre private hjem, men der er dog enkelte, som i kraft af deres vejrbestandighed kan beskues umiddelbart af offentligheden. Han er således ophavsmand til relieffet af Rønne byvåben på den gamle jernbanestation i Rønne.

Uden for værkstedet i Møllegade anbragte han efter krigen en stenskulptur af en bjørn på en søjle, som sit eget private mindesmærke om, at her standsede den russiske bjørn under bombardementet i maj 1945, som også er foreviget i et relief over porten.

Det skuffede ham noget, at lokale offentlige instanser ikke var mere interesserede i hans monumentale arbejder, end tilfældet var. I sine sidste år skabte han en statue i lidt overmenneskelig størrelse af Kofod-slægtens sagnagtige stamfader, Arnfred, der deltog i Vilhelm Erobrerens togt mod England i 1066. Det var hans drøm at få den placeret på et passende sted i Rønne, som led i byens udsmykning. Men velmente tanker og gaver bliver ikke altid værdsat efter fortjeneste, hvor der er mange om at skulle tage en beslutning, og især meningerne er delte om, hvad der er tidssvarende kunst eller kunst i det hele taget, og fungerer som det skal. Men Arnfred skal nok engang finde sin plads.

Til slut skal nævnes et område, hvor billedskærer Koefoed også ydede sin indsats i pagt med billedskærenets hævdvundne traditioner, nemlig kirkeudsmykning. Som nævnt arbejdede han i England som assistent med fremstilling af kirkeinventar både i sten og træ som forudsætning for de opgaver, han påtog sig senere på Bornholm og i et enkelt tilfælde uden for øen. I 1911 skar han alterkorset i træ til Bodils kirke. Ifølge regnskabsbogen til den i dag ufattelige pris af 78 kr. og 85 øre.

I 1921 fik han som opgave, formidlet af arkitekt, professor Mattias Bidstrup, at skære rammen omkring alterkrucifikset i Vejstrup valgmenighedskirke på Fyn. Motivet er ret særpræget, symboliserende høst og frugtbarhed gennem en kombination af kornneg og vindrueklaser. Det samme motiv benyttede han året efter ved udførelsen af en tilsvarende alterramme til Klemens kirke på Bornholm. Den var oprindelig forgyldt, blev senere overmalet, men er nu taget ned og sat i skammekrogen, faldet for en ny tids ændrede smag, hvorimod den i Vejstrup endnu er bevaret og dér fremtræder i afsyret skikkelse.

Samme pietet har man heldigvis også udvist ved den seneste restaurering af inventaret i Rønne kirke, hvor Koefoed ved restaureringen i 1915-17 udskar prædikestol og lydhimmel, samt relieffet foran på alterbordet. Disse ting er bevaret, men afsyret og stafferet ved Lisbeth og Paul Høm.

Endelig medvirkede billedskærer Koefoed ved restaurering af prædikestolene i Hasle og Østerlars kirker i 1930'rne, så der er heldigvis endnu steder, hvor bornholmerne kan tage hen og opleve sporene af en gammel kunsthåndværkstradition, der vel i dag er afbrudt og ikke på mode, men nok igen en gang vil opleve sin renæssance og få fornyet interesse, som der allerede er spor af, f.eks. i Rønne kirke, når folk med en forstående indstilling og interesse tager hånd om tingene.