Personalia
Kvartermester Lars Nielsen. 5. Sg., Habbedamsgaard, Olsker. Som den Dannemand og Altmuligmand, han var, og som den, der - i Lighed med den kendte Abraham Hansen (1650) og Mændene fra 1658 - uden Hensyn til Faren kastede sig i Breschen for Folkets Ret, tør Lars Nielsen have fortjent at mindes.

Lars Nielsen fødtes i Aaret 1661 paa den 31. Sg., Ved Kirken, nu Elisegaard, i Vestermarie og var af anset Slægt. Faderen hed Niels Abrahams(en), af den kendte Abrahamslægt. Af en Trolovelsesgave, en Sølvske med en forgyldt Engel paa Skaftet, som gik i Arv og kan følges i over hundrede Aar, fremgaar, at N. A. i 1655 blev gift med Anne Jørgensdatter fra Baadstadgaard i Rø, hvis Forfædre til ind i 1400'erne var kendte Frimænd.

Hendes Morfader var Laurids Ødbjørnsen, Kildesgaard, Olsker, hendes Moder var i 2. Ægteskab Frue til St. Hallegaard, Olsker, indtil en Brand lagde den i Aske tilligemed alle deres Adkomstdokumenter. En kendt Historiker havde efter et hastigt Skøn givet Abraham Hansen, Skovgaard, Kl., Æren af at være Bedstefader til Lars Nielsen; men dette maa dog betvivles. Farfaderen turde være Abraham Nielsen, der fra o. 1621-1649 havde 31. Sg. i V. M.

Lars (Laurids) Nielsen lærte mere end det samfundsnyttige at føre en Plov, Hænderne sad retvendt paa ham, og Snilde havde han tillige. Han blev bygningskyndig, lov- og skrivekyndig samt en dygtig Rytter. Om hans sikkert meget virksomme første Manddomsaar tier Saga.

Som Korporal ved Kavaleriet finder vi ham i 1705 gift og hjemfaren »Paa Tingsta« i V. Marie. Sin Brud, Anne Pedersdatter, f. 1665, havde han i sin Tid hentet paa Vallensgaard i Aaker, hvor hendes Fader, Peder Laurssen, en Tid lang var Bestyrer for Ejerinden, Fru Mette Juel, Hørbygaard m. fl.

»Tingstâ.« har faaet Ansvaret for en lille Munterhed, at de der hilste Tiggerne med:
»Sid, som du staar;
Du ska vel hâ ejnj Bidda Mâd, forrinj du gaar.
Brø hâr du vel me daj?
Nâd Smorr hâ vi inte å gje daj!«

Men om det var Lars Nielsen, der først har givet Tiggerne dette »Smil« med i Tilgift, kan ikke konstateres.
L. N.s ældre Broder, Abraham Nielsen, boede o. 1690 paa 31. Sg. i V. M., senere i Hasle; han var gift med Kapt. Hans Christoffersens Datter Elsebeth.


Paa Habbedamsgaarden i Olsker, hvor Farfaderen, den myndige Hans Michelsen hundrede Aar før havde siddet som Ejer af tillige Dalegaard og Hyldegaard, sad i Høstens Tid 1705, nu ældet og svag, den barnløse Mogens Jensen af den ansete, men stejle Michelsæt. Hans Far, Jens Hansen, havde i sin Tid ofret en lille Formue paa retslige Arvestridigheder med især Broderen Michel Hansen paa Dalegaard. Jens Hansen tabte ved Herredagens Dom 1636, men kom alligevel senere til Sæde paa Habbedam, fordi en tredie Broder i Sagen døde.

Sært nok giftede Jens Hansen sig med Michel Hansens Enke, Ingeborg Torstensdatter, i 1644, og hun blev Moder til to Sønner i dette Ægteskab. Da Jens Hansen døde, giftede hun sig paany, o. 1662, med den ansete Mads Ibsen, der i et andet Ægteskab bl. a. havde Sønnen Moens Madsen, der nedenfor skal omtales.

Først efter Fru Ingeborgs Død o. 1671 kunde den rette Arving, Mogens Jensen, overtage Fædrenegaarden. Opsidderen Mads Ibsen veg Sædet og købte sig Høgegaard, 7. Sg. i Rutsker.

Jens Hansens Efterslægt fik ingen Blomstring. Yngsten Hans døde ung, og Mogens forblev barnløs. Dalegaardsslægten gik det lige modsat, og dens Efterkommere er daadkraftige den Dag i Dag.

Mogens Jensens Hustru hed Gjertrud Abrahamsdatter, og da hun var Faster til Lars Nielsen, Tingstâ, og denne kære Brodersøn jævnthen havde bevist Habbedamsfolkene værdifulde Tjenester, faldt det dem ganske naturligt at ønske Gaarden overgivet til ham. Først maatte den dog laugbydes Slægten, hans Slægt, men forgæves; Arvingerne - en Halvbroders Sønner - kunde ikke præstere Købesummen.

I en iøvrigt meget interessant Kronik om Habbedam i et bornholmsk Blad o. 1932 gøres Mogens Jensen til Lars Nielsens Svigerfader, men dette er ganske urigtigt. Hvor meget den kække Lars Nielsen har betalt af den stipulerede Sum, 600 Slettedaler, kendes ikke, men officielt købte han Habbedam d. 13/8 1705. (Læst inden N. H.s Ting d. 14/8 1705).

Mogens Jensens Død lod ikke længe vente paa sig, og under Boets Behandling ved Skifteretten d. 10/3 1706 mødte Gjertruds Medarvinger, 5 Mand høj, op og »- - - tilspurgte Enken om hun vilde forklare, huor forn ) 600 Sldr. var afbleven eller til hvem de var af hendis sal. Mand udgifuen eller til huad Brug dee var anvendte eller om dee alle eller huor mange deraf nu var udj Behold at maatte fremlægges, at dee kand komme hende og hendis Medarvinger til Deeling.« - »Enken angaf at hun ikke vidste nogen Forklaring herom anderIedis at giøre end at hendis salig Mand hafte forhen førend hand skiølte (?) en Deel penge opbaared og siden daa han bekom Resten betalt dermed adskiellige paadragne Skatter og Landgildis Restancer sampt bortskyldige Gieid, som han var skyldig.« - Arvingerne foreslog 8 Mands Kendelse om Taxering. Ydermere fremstod Sandemanden, Sergent, den dygtige Moens Madsen, Lynggaard, med Paastand om, at hans Hustru, afd. Jens Michelsen, Dalegaards, ældste Datter, var den eneste rette Arving til Habbedam, og det samme paastod Jens Jørgensen, Dalegaard, paa sin Hustru, Jens Michelsens yngste Datters, Vegne, ligesom han tilbød at betale de 600 Sldr. for den.

Lars Nielsen havde klogeligen endnu ikke overtaget sin købte Gaard, og Fremtiden tegnede sig da heller ikke altfor lyst paa dette Tidspunkt.

Den Strid vilde Skifteforvalteren ikke afgøre, hvorfor han lod Sagen gaa til Lov og Ret.

Men Resultatet blev, at Lars vandt, hvorover Faster Gjertrud i sin Glæde skænkede hans Hustru den gamle Sølvske af 1655 og ham »en Sølvstaab paa en Pægel stoer, forgyldt inden udi«. Om denne sidste fortæller Skiftet bl. a.: »- - -, som Encken beretted at være dend Fæstens- eller Jagafue, som hendis salig Mand havde gifued, da han hende troelofued«.

Nu sad den 45aarige Lars Nielsen sadelfast saavel paa sm store skønne Gaard, som og i Olsker Sogn, saa fast, at Myndighederne allerede Aaret efter, da Moens Madsen døde, betroede ham Hvervet som Øvrighedsperson, Sandemand, og ydermere valgte Sogne gildet ham til Kirkens Værge fra 1707, efter Løjtnant Anders Larsen Smed. Naar dertil kommer, at Militæret ogsaa havde Brug for hans Evner og forfremmede ham til den meget krævende og betroede Post som Kvartermester, herunder Slottet, saa tør det næppe betvivles, at han har været baade tilforladelig og at hans Arbejdskraft vilde blive udnyttet fuldt ud.

Gen. Major Voldemar Reedtz, hvis fulde Bevaagenhed han ejede, kunde han takke for Udnævnelsen, og under ham havde han god Trivsel indtil 1717, da Reedtz tog sin Afsked. Denne efterfulgtes af Tyskeren, den militært fremfarende Brigadeer von Bippen, der indtil sin Død 3. Jan. 1722 ikke var L. N. nogen kærkommen Chef. Det var da ogsaa under hans Regime, L. N.s værste Trængselstid faldt.

Man skulde ellers mene, at han godt kunde have slaaet sig til Taals med sit naturskønne Gaardsæde alene og nydt dets Herligheders Fylde: Brede Agre og Græsgange, Skove, Enge, Aa med Fiskeri, maaske ogsaa Mølleri. Hans Speciale var Møllebyggeri, og en »Dævladajns« har han nok haft sig; Spor af en saadan er bevaret. Foruden Vandvejen, der blinkede nede gennem Engene i Vest, havde han den alfare Vej for østlandets Trafik paa Slottet og Hammeren lige forbi sin Dør, og i Nordvest kunde han gaa opover og glæde sig over sit prægtige Højdeplateau af udstrakte Fladhalde, der ogsaa nuomdage er af storslaaet og uberørt Skønhed.

Men L. N. k.unde aabenbart ikke sige Nej, naar det gjaldt en Haandsrækning eller til Hverv, der krævede Indsigt og TiIlid, Kraft eller Vovemod. Adskillige Gange træffer vi ham som Tillids- eller Vurderingsmand, f. Eks. ved omfattende Skifteforretninger, hvor han da nævnes Dannemand, eller som Laugværge for Enker, f. Eks. ved det store og kulturhist. Interessante Skifte, der begyndte d. 6. Juli 1722, efter den barnløse Peder Aristsen, Kildesgaard, Olsker. Det fylder 26 tætskrevne Foliosider! Arvingerne stod her Enken meget haardt imod men L. N. bistod hende bravt med at holde dem Stangen.

Kirkens Regnskaber beretter, at snart sad han og reparerede Spiret, snart Knappen eller ved Tagtækning efter »Accord med Hr. Obristen, Prousten eller Gen. Majoren« hvem af dem der nu var Kirkepatron.

Helt overvældet blev dog L. N., da den store nordiske Krig (1709-1 720) satte alt og alle i Alarmberedskab. Men intet synes at kunne kue ham. Venner havde han flest af, men ogsaa enkelte bitre Modstandere. Ejendommeligt er det at han der var saa selvstændig, ikke kan ses at have haft nogen Strid med den procesglade Pastor H. C. L. Mahler, Olsker. Saa meget mere fik han en ubekvem, rapportskrivende Nabo i Kpt. Niels Nielsen paa Bridsensgaard. L. N. havde Overtaget kommunalt, N. N. militært. Et vanskeligt Forhold, men L. N. havde i de senere Aar en virkningsfuld Støtte i Gen. Major N. M. West, der satte ham meget højt. Men da Guvernør von Bippen i 1721 uden Videre satte L. N. fra Sandemandsbestillingen maatte selve kgl. Majt. redde Lars ud af den Tort.

Om nogle af hans Genvordigheder vil nedenfor de originale Dokumenter give Udtryk i Tidens eget Sprog.

Medens Krigen endnu stod paa, rullede Udmarkssagen sine »Tanks« gennem de bornholmske Sognemarker, og heroverfor maatte L. N. nu kæmpe paa to Fronter, dels mod »Svensken« dels mod Kommissionerne. De sidste havde nær bragt ham i »Bremerholms Jern sin Livstid ud«; det var i hvert Fald ikke med Niels Nielsens gode Vilje, at »Oprøreren« Lars Nielsen slap uskadt fra denne Kampagne.

M. K. Zahrtmann skriver i Bh. Hist., Bd. 2, S. 115: »Hedest ulmede Utilfredsheden i Nørre Herred, som paa alment Sammenskud sendte sine Kongsmænd med Olsker Sandemand, Kvartermester Lars Nielsen, som Talsmand over til Kongen.

Kommissionen opfordrede 21. April 1721 Rentekammeret til at sætte Kongsmændene fast i Blaataarn og true dem med livsvarigt Slavejern paa Bremerholm.«.

I Komm. sad v. Bippen og Kaptajnerne Herbst og Niels Nielsen, der alle havde et godt øje til den myndige Kvartermester paa Habbedam, fordi han aldrig var ræd for at sige sin ærlige Mening.

Nedenfor gengives tvende gamle Dokumenter, hvis Originaler findes i Rigsarkivet:


Sandemand Lars Nielsen holder Kirkestævne i Olsker:
D. 9/2 1721 til spurgte Lars Nielsen, der da i ca. 15 Aar havde været Sognets Sandemand, om Sognemændenes sandfærdlge Vidnesbyrd vedrørende hans Forhold:
1) om han havde efterlevet den højgunstige Øvrigheds Ordre, som han burde, og ikke været modvillig og forsømmelig?
2) om han havde været opsætsig mod Øvrigheden?
3) om genstridig eller øvet noget Oprør eller nogen til et saadant raadet?

ad 1) Vi vil med Ed bekræfte og tilstaa med en frelst Samvittighed, at Laurids Nielsøn haver som en erlig, troe, flittig og oprigtig Sandemand betient Sandemandsskabet her i Olscher-sogn ved 15 Aarstiid, som en erlig Mand vel egner og anstaar, og. ingenlunde haver over hannem at kiere (klage), men storlig betacker, og saavidt os er bevist, ej sig fornummet haver, hand er flittig af yderste Evne og Magt, efterlevet højgunstig Øvrigheds Ordre, mundtlig og skriftlig, og derefter ved hans Commanda haver den Rige saa vel som den Fattige, maattet gjort Egt og Vegt, i huad Naun sig være kunde, ingen Underslæb derved haver vaaret, naar han os noget efter Ordre hafr anbefalet, Daa det strengelig Vj det flittelig skulde efterleve, jaa hand hafr vaaret meget Nidkier der om, og besynderhg udj disse besværlige Krigstider (i den store nordiske Krig 1709- 1720) hafr været. Hand jo som en landstroe Mand ved Deres Kong!. Mayst og Landstorm erligst mulig og troe Øvrigheds Mand vaaret, der ved Nidkier aarvogen og allart (alerte = vagtsom), Aarle og Silde enten det haver været ved Alarm, Reserve eller huad naun sig være kunde, som kunde være Landet til Defention, gaun og beste.

ad 2) hafr aldrig indbenæfnte Laurids Nielsøn ved sig selv eller anden tilraadt, nogen af os Sognemænd vi imod vores højgunstig Øvrighed skulde være opsetsig, mens alle tiider efter udgifne Ordre, os befalet vi vores højgunstig Øvrighed skulde være hørig og lydig.

ad 3) er os aldrig vidende at forn. L. N. nogensinde imod sig Øvrighed hafr vaaren opsetsig eller imod dem øfuet ringeste oprør ej heller nogen anden dertil raadt, mens det er os vel beuist, at L. N. alle tider hafr haft højg. Øvrigheds milde Gunst og med Flidenhed og Troeskab opuartet Deres kong!. Maijsts. Tieniste.

Denne vores udgifne Attest alt bestaar i god Sandhed, og vi med Ed bekræfte, huor og naar det skal være, og med egne hænder underskrifr. og testerer.

Ols Kirche Stefne:
Christen Piill, 32. Sg. (Sognedegnen), Wefst Pedersen, 3, Sg., Jens Wefstsen, 40 Sg., Jens Jørgensen (Juul), Dalegaard, 35. Sg,. Jens Hansen, 1 Sg., Rasmus Jensen, 2. Sg., Jørgen Dirichsen, 34. Sg., Peder Madsøn, 32. Sg., Peder Wefstsen, Hans Hansen, 12. Sg., Niels Jørgensen (Juul), Store Hallegaard, Dirich Dirichsen, 28. Sg., Hans Dirichsen, 29. Sg., Laurs Jensen, 7. Sg., Gregers Ibsen, 27. Sg., Jep Laursen, 27. Sg., Henning Køller, 26. Sg., Mons Jensen, 22. Sg., Jacob Pedersen, 25. Sg., Jens Laursen, 24. Sg., Peder Aridsen, 23. Sg., Henrich Dirichsen, 21. Sg., Morten Dirichsen, 20. Sg., Weidich Haagensen, 19. Sg., Rasmus Jensen 19. Sg., Jep Marchusen, 15. Sg., Jens Pedersen, 17. Sg., Mons Pedersen, 16. Sg., Anders Laursen, 13. Sg., Anders Hansen, Nikolai Pedersen, Esbern Pedersen, 6. Sg., Trued Hansen, Laurids Jensen, 5. Vg., St. Myregaard, Jørgen Gødich, 8. Sg., Hans Monsen, 14. Sg.«

Kvartermester Laurids Nielsen indgiver Andragende til Kongen:
»Stormægtigste Allernaadigste Arve Konge og Herre! Allerunderdanigst maa jeg fattige ) Mand, atter for Deris Maijt. beklage, med Erindring om min forrige Allerunderdanigste indgivne Supplique dateret 26. Febr. 1721 tilligemed et Sogne Vidne af Olsker Sogn, Kirke Stevne, dato 9. Febr. tilforn, Item Sogne Præstens, hederlig og vellærde Mand herr Christoffer Müllers Attest af 20. Febr., ligeledes herr Ambtskriver Christoffer Horns Attest, altsammen, paa Stemplet Papir, hvor paa ingen allernaadigste Resolution fulgt er, det ieg er vidende angaaende, at ieg har vaaren Sande Mand i Olsker Sogn, ved Hammers Huus, boende paa Habedams Gaarden, og samme bestilling udj 15 Aars Tid, med stor bekostning forre Staar i forrige besværlige Krigstider, at Meritere Sandemands bestillingen, som er Nordest paa Landet, Borringholm, hvor den største Fare er for fjender, at beobagte, saa og at Commandere og tilsige Egter til Kongens tieniste, enten, at det var med Ammunition, Stykker (Kanoner), Matrialer og andet, enten til Fæstningen paa Hammershuus, Rønne eller anden Steds udj landet, hvor at jeg fik Øvrigheds Order paa, maatte ieg strax enten det var Nat eller Dag, med stor Møje forskaffe fort, ja endog maatte tage imod Gæster uden Betalning, hverken for Mand eller heste for deris fortæring eller Herbergering, hverken af Øvrigheden eller nogen anden, i hvor ofte at de komme, som dog næsten ingen Nat eller Dag var fri for fremmede Gæster, enten til Slottet eller andre Steder fra eller til, her foruden holdtes aarlig Bog Clarering (Skatteopkrævning) hos mig for Olsker Sogn af Øvrigheden, mig til stor bekostning, og derfor nød aarligen en Deel af en Gaards Skat, af hver, for ald min Besværlighed, og der med var fornøijet.

Mens nu Freden blev sluttet, og alle ting kom i bedre Roelighed i min Sande Mands bestilling, imod den store Møije og mange bekostninger, blev ieg skameligen, fra samme bestilling henkasted, og det uden nogen given Aarsag, lov eller Dom, lige som ieg ikke haft tient troeligen enten Kongen eller Fædrene Landet, hvilket en fattig, troe erlig undersaat ikke vel kan udstaa eller lide, som er meget Usædvanligt der paa Landet, og imod Frihederne, hvilket Hr. Brigardier, Commandant og Ambtmand (Navnet mangler )) saadant nyt selv opspinder, som allerunderdanigst andraget er, med bevisligheder belagt, hvor i stæden for mig er igen for Sandemand indsat en ung Mand, som sidder til Huusse hos sin Fader, som forstaar lidet eller intet at tage imod nogen, at herbergere, vil derfor allerunderdanigst bede, at deris Kongl. Maijst allernaadigst, af Kongl. medfødde Naade og Barmhjertighed, vilde give mig min Sande Mands bestilling igien, med den forfaldne Skat af Gaardene. (saa som Sognemændene var heel Utaalmodige der ved) som Attesterne videre udviser.

Her paa forventes udj Allerstørste Underdanighed en naadig Bønhørelse og hielp, jeg lever til min Død Eders Kongl. Maijts Allerunderdste Troe Arve Undersaatte og forbeder til Gud
Larss Nielsenn«.
(egen Haand)
Kiøbenhaun, d. 12. Dec., Ao 1721.


Var Kvartermesterens Juleaften i det bevægede Aar 1721 - den han nok har fejret omgivet af Habbedams lune Hygge - iblandet svare Bekymringer, saa har Helligtrekongers til Gengæld været præget af et lysere Syn paa Fremtiden ved Budskabet om Brigadeer von Bippens Død 3. Nytaarsdag.

De to Kaptajner, der ganske havde misforstaaet Kommissionens tilsigtede rent orienterende Karakter, opgav nu Ævret. Men ikke saa i Rentekammeret.

Med Efterfølgeren som Guvernør fra 18. Marts, N. M. West, blæste der straks en blidere Luftning ind over Militsen, og paa den nidkære Lars Nielsen saa den nye Chef med forstaaende Blik, der bl. a. gav sig Udtryk i, at han medvirkede til, at L. N. fik sin Bestalling som Sandemand tilbage.

Tilstanden paa den hidtidige indre Front kunde dog kun betegnes som Vaabenhvile, og d. 20. Septbr. 1723 blussede Striden op paany med den nyoprettede Kommission, der nu fik West til Formand, medens de to Kaptajner fra før atter blev Følgesvende. Med Enigheden i denne blev det dog kun saa som saa. Herbst og Niels Nielsen havde intet lært, men tog fat alene, hvor de sidst slap, med at »indmelde Sandemand Lars Nielsen, Herredsfoged Torn i Hasle og den Klemmedsker Kongsmand Jens Jensen som strafværdige Urostiftere«. Torn havde under forrige Holmgang som Tingdommer, efter at Jorddrotternes Sagfører havde faaet indført, at Kommissionens Indlæg var »af Usandhed, Blam og Blar« og bedt Dommeren overveje, hvem der mest var Kongen og Landet tro, tilført Tingbogen, »at Kommissionens Indlæg ingen Kraft ejede, da dets Indhold ikkun mest gik paa Skælderi og bIarneriske Ord, løst og, uhjemlet, - - - -«. Men da Lars Nielsen var anbragt øverst paa Kaptajnernes Anklagebænk, kan man vist gaa ud fra, at hans Udtalelser i Kampens Hede heller ikke har været helt urbane.

West fulgte en anden, mere banet Vej.

M. K. Zahrtmann slutter (i B. H., Bd. 2, S. 119) Omtalen af Guvernørens Udtalelser med: .... AI Strid for Domstolene burde neddæmpes; da hver Mand havde Ret til at forsvare sit Eje, kendte West ingen Urostiftere, og Landets Indbyggere havde han fundet at være et godt Folk, Kongens tro og redelige Underdaner.«

Det var helt andre Toner.

Ogsaa denne 2. Træfning stod Lars Nielsen frelst igennem.


I Hjemmet paa Habbedam, hvor saa mange Traade samledes i Husfaderens stærke Haand, blev der dog ogsaa Tid til Opfostring af en dygtig Børneflok, 2 Sønner og 4 Døtre, der som Tiden gik stiftede egne Hjem. Jørgen kom i Ægteskab i 1712 med afd. Sognepræst Jacob Sodes ældste Datter, Margrete Katrine, som var blevet opdraget hos Stiffaderen paa St. Hallegaard, hvortil Moderen flyttede fra Præstegaarden. Til det unge Par købte L. N. »Paa Borre", 14. Sg. i Rutsker. Peder arvede Habbedam. Ældste Datter Anna kom til Maegaard i Ægteskab med Hans Rasmussen, Johanne med Svend Michelsen i Rønne, Gjertrud ) med Dirich Henningsen Køller, Bjergegaard, og den yngste Datter Margrethe, Forældrenes Alderdomstrøst, flyttede over paa Dalegaard i 1729 som Sønnen, Jørgen Jensens Brud. Den velstillede Gaard blev dog først deres egen i 1735. Hun har nok været Hjemmets Hjertebarn og fik da ogsaa Lov til af Forældrenes efter Tiden store Samling Arvesølv at udpege sig bl. a. begge de foran omtalte Sølvgenstande. Godt fik hun det paa Dalegaard; dog skulde hendes femten sidste Leveaar forme sig saa tragisk, at Sognepræsten (1760-86), Lars Hansen Mahler (Søn af førnævnte), maatte have Luft for sin Betagethed ved ganske ekstraordinært at tilføre Kirkebogen: »Den 24. Oktober 1783 begravet Jørgen Jørgensen af Dalegaarden, som fra ved 20 Aars Tid var fra sin Forstand og havde Jern om Hænderne for ey at skulle giøre Fortræd. Var og i Daarekiste indkuttet og havde et stærkt Skæg. Gloria sit Deo! in Excelsis! (Ære være Gud i det højeste!) « -

Det var Gaarddrønten, den rette Arving til Slægtsgaarden, der aldrig blev dens Ejer.

Mellem Degnegaardens gode Beboere Sognedegn, studiosus Nikolaj Bistrup og Hustru, Kirsten Sonne fra Lensgaard, og Dalegaardsfolkene bestod der det varmeste Venskab, og det var tidlig aftalt, at Degnedatteren, den skønne Martha Bistrup, engang skulde blive Jørgens Brud, skønt hun var næsten fem Aar ældre. Imidlertid bliver hun forelsket i Jørgens ældre Broder, den med hende jævnaldrende, stoute Lars Jørgensen. I 1757 31/1 giftede Moderen, Margrethe Larsdatter, der i 1754 var blevet Enke efter den gode Jørgen Jensen (Juul), sig 2. Gang, med en vis Hans Mogensen. Mellem denne og den stejle Stifsøn Lars opstod der det bitreste Fjendskab.

Omkring 1763 synes det at være gaaet op for Jørgen, at Martha aldrig vilde blive hans. Hans Forstand formørkedes. Marthas Far, den 53 aarige Degn, bryder ogsaa sammen: Opbrud fra Olsker, køber Brendisgaard i V. Marie og bliver Degn der men dør faa Maaneder senere. Degnefruens Mor paa Lensgaard dør i samme skæbnetunge Tid. Martha bliver gift med Lars Jørgensen d. 23/11 1763, og det unge Par drager helt til Sose, hvor Lars bliver Bestyrer. D. 12/8 1764 Barnedaab i V. M. 1778 lukkede Margrethe Larsdatter i Dalegaarden sine øjne. Der bliver Samfrændeskifte. Lars vender straks hjem, sætter »Opsidderen« Hans Mogensen paa Porten og bliver Dalegaardens Bestyrer. Først da Jørgen dør i 1783 bliver Lars Gaardens Ejer. Martha dør 1817, Lars 1820 som Undentagsmand.

Men 1812 solgte deres Søn, Nikolaj Bidstrup (d. 2.), den Dalegaard, der i O. 300 Aar havde været Slægtens Eje, og overtog Kildesgaard. Han blev Kirkesanger gennem mange Aar og nævnes en stout og vennesæl Mand.


Vicekommandanterne paa Slottet søgte gerne Adspredelse i lidt Selskabelighed med Nordlandets intelligente Familier. Fra 1711-23 var Oberstltn. L G. Ambshoff Slotsherre. Med ham ses L. N. at have staaet i særdeles venskabeligt Forhold. Som et Udslag heraf kan bl. a. nævnes, at Fru Ambshoff i 1713, 24. S. e. Tr., bar Lars Nielsens førstefødte Barnebarn til Daaben i Ruts Kirke, ligesom Ambshoff ved en anden Lejlighed var Fadder.

En Tradition er bevaret om, at Tordenskjold engang har besøgt Habbedam. Det lyder troligt; thi hvorfor skulde netop H. være Genstand for Folkets Overlevering? Søhelten lagde med »Løvendals Galej« o. fl. ind i Sænebugten og har naturligvis besøgt Slottet og Kommandanten. Rimeligvis har han ogsaa haft Hjælp behov til en eller anden Udbedring, i hvilken Anledning Kommandanten da har ført ham sammen med den stoute og snildhændede Kvartermester.

Om saa er, har det nok været i 1715. Han afgav Fregatten sidst paa Sommeren d. A., og samme Efteraar blev den frelst fra Undergang ved Christiansø.

Blev Tilværelsen sidst i 1720'erne roligere for Lars Nielsen, der jo nu var naaet godt op i Tresserne, saa formede hans Livsaften, 1732-34, sig saa meget mere stormfuld. Helt kender vi ikke Tragediens Gang, men gennem Toner, der klinger af Medhu og Deltagelse i de gamle Indberetninger, kan det skønnes, at han har stridt en fortvivlet Kamp for endnu en sidste Gang at give sin Samtid Beviser for sin Evne og Trang til dristig og pligttro Virken; men Ærekærhed har nok ogsaa spillet ind. Han kom, som saa ofte før, til at kæmpe med store Vanskeligheder, men naar havde nogen set ham gaa af Vejen for saadanne? Hans stakkels Hustru, hvis Sind havde været udsat for saa mange Rystelser, har sikkert fraraadet, men forgæves, og nu kom hun til at lide med ham indtil Bristepunktet.

Desuden tør man vist formode, at Familiens Ven, den nærboende, myndige Pastor Mahler, ogsaa er bleven raadspurgt i saa vigtig en Sag.

»Ja, min Kieriste, hvad siger du?« - »Min hjerte Laurs, tænk dog paa, at du alt er fyldt de 70! Det bæres mig for, at der ej skal times os nogen Velfærd ud af alt dette. Og saa de vaade Ture over Havet i østenvejr. Lykken er lunefuld.« - »Anne, naar saa du mig ræd for at vove noget? Bød jeg ikke Kaptajnen og Brigadeeren Trods, da de truede mig med Blaataarn og Bremerholm? Aldrig kviede jeg mig ved at gaa til Søs selv i haardt Vejr. Aasyn til Aasyn stod jeg med min Herre Konge, da det gjaldt vor gamle Ret. Skulde jeg nu sige Nej til kgl. Majestæt og hans velbestalter Gen. Major, der stedse var mig gunstig? - »Sandt alt, min kiere, men vi har og en højeste Herre; og nu, vi skulde nyde vort gode Undentag efter al vor Strid og Møje.« - »Der har du mingonn Ret, Anne, jeg vil dog tale med vor Præst, Hr. Hans; er han end stridagtig, vi geraadede dog ej i Tvistigheder, der ej lod sig ordne i Fredelighed. Rethaverisk, det er sandt, men retsindig og ej uden Klogskab er han.« -

- Habbedams Kirkevogn holder foran Præstegaardens Indgangsdør.

»God Dag og Guds Fred, Hr. Hans.« - »Jer det samme og velkommen, Laurs Nielsen, det gælder vel ej Sygdom eller Død? - Naa, Gud ske Lov for det -; nej, tag Sæde der i Kanapeen, Quarteer Mester! - I ser mig ellers svært betænksom ud.« - L. N. beretter nu om det ærefulde Tilbud. - »- - - og nu kan jeg saa vente Guvernøren. Over alt dette har jeg grundet den ganske Dag og halve Nat med, men skønner ej klart, om det skal blive mig beskikket at føre dette Værk frem til et lykkeligt Endemaal.«

Præstens Blik var mørkt, han tav længe før han svarede: »Synes ej Laurs Nielsen sig at have vundet tilpas af Folkens Gunst og Livsens Ære og Gode; er han mon ej Sognets mest beholdne Mand? Behøver I nu dette, dette Spil med jer gode Helsen, med Anseelsen, om Firemarksdalere?« - »Jeg lyder Pligtens Bud, som jeg det tilforn haver gjort.« - »Dette Værks Skabelse turde være sig mere passende for en Mand i sin rette Manddoms Alder.« - »Ingen har endnu dristet sig til at frakende mig Vovemod og Skaberkraft, Hr. Hans.« - »Vel sandt, men frister Laurs Nielsen mon ej Lykken for Ærens Skyld, for Menneskenes øjnes Skyld?« - L. N. tav lidt. - »Min øverste Herre, kgl. Majt. har ønsket det.« - »Højere op, Laurs Nielsen! Nej, Fristeren har besøgt jer i fineste Klædebon. Altid gik du dine egne Veje. Din Gud er din Stadstøjs-Gud i Steden for Grundvolden for al din Hverdags Virken. Det turde herudfra være tvivlsomt, om han endda vil lade Lykken tilsmile dig og dit Værk. Tænk derover!« - Alvorsfuld rejste L. N. sig, trykkede Pastor Mahlers Haand og forlod uden et Ord Præstens Kammer. I sin Vogn udenfor blev han holdende en temmelig Stund i dybe Tanker; omsider hørte man ham sammenbidt befale: »Kør, min Horra!« Han havde taget sin Beslutning: Briste eller bære. -


Fæstningen Christiansø husede af Militære og Civile ca. 400 Individer, til hvis Forplejning der hidtil var malet Mel paa Haandkværne. Savnet af en Mølle skulde nu - o. 1732 - søges afhjulpet. I det Øjemed førte Generalmajor West i Beg. af Aaret indledende Forhandlinger med Lars Nielsen hvem han ansaa for bedst kvalificeret, om en saadans Opførelse paa øen. Man bestemte sig til sidst for en saakaldt Horisontalmølle der jo afgav et mindre Maal under en evt. Beskydning end en holl. Mølle vilde gøre. Paa Bornholm havde man adskillige »Dævladajnsa«, men deres Kapacitet var nærmest lig Haandkværnes; nu skulde der imidlertid »dajnsas« helst 12 Tdr. Mel i Døgnet, og en saadan Mølle var noget ganske ukendt. Paa Kongens Vegne sluttede West saa Kontrakt med Lars Nielsen d. 28. Maj 1732. Byggesummen var 300 Rigsdaler, og han skulde selv levere Tømmeret. L. N. var da ca. 71 Aar gl., men endnu fuld af Energi. Gaarden blev afstaaet til Sønnen Peder.


Figur 1 .Dævladajnsijn" paa Christiansø (Thurah: Beskrivelse over Bornholm og Christiansøe 1756).

Der fulgte en travl. og bevæget Tid, men i Efteraaret 1733 var man naaet saa Vidt med Arbejdet, at Møllen kunde begynde at male. Afprøvningerne før dens endelige Aflevering var netop I fuld Gang, da det brød fuldstændig sammen for den gamle Bygmester. De haarde Ture over det aabne Hav Foraar og Efteraar, det anspændte Arbejde derovre i al Slags Vejr paa Øens mest forblæste Punkt og Ængstelsen for, at møllen Ikke skulde komme til at svare fuldt ud til Forventmngerne, havde været for meget for den gamle prøvede Mand. Der var især betydelige Vanskeligheder med Læpæle-Anordningen og med den stærkt varierende Vindstyrkes Belastning af Vingerne.

Øens Overkonduktør, Ing. Kpt. M. V. Tax, skriver d. 15. Oktbr. 1733 til Søetaten bl. a.: ... »og det meste Er ad befröchte ad Wingerne motte na lebors pelerne, som allere en gang Er sched ad det schlog I Wing af .. , som og den stackels Mølle büger Lars Nielsen, gerne vilde Redrace, samme faut, mens hans Kræfter er ej der til, ... thi den gode Mølle bügere, var i den Mening, .... «

Fundament og Mur havde Fæstningen forud skullet sørge for, men Muren stod for tæt paa. Af en Statistik fremgaar, at Møllen med passende Bør meget vel kunde yde det krævede, men i for svag eller for stormende Vind opstod Vanskelighederne. Der er ingen Tvivl om, at L. N. havde kunnet faa Møllen i god Orden, hvis hans Helbred ikke havde svigtet, og man forstaar den ærekære Mands dybe Skuffelse over saa nær Maalet at skulle forlade sit sjældne Værk ufuldendt.

Syg og sorgbetynget er han vendt hjem til sin gode Hustru, der har delt Sorgen med ham gennem den sidste triste Vinter; og hun fulgte ham ogsaa paa den sidste Rejse, som St. Ols Kirkebog beretter: »D. 20. Maij 1734 blef Quarteer Mester Lars Nielsen begravet paa St. Ols Kirkegaard, 73 Aar«, og: »1734 d. 27. Maij blef Anne Lars Nielsens begravet.« - - -

Boets Skifte viser, at han har været særdeles velbeholden; det har saaledes ikke været af Trang, han paatog sig det nævnte Møllebyggeri.

Deres kære Faders sidste Ønske var det naturligvis Arvingerne en hellig Pligt at opfylde: » ... hvilken efter salig Faders forpligtelse formedelst hans derudjnden dødelige Afgang icke var kommen i sin reene fuldkommenhed, men manqverede endnu lidet arbejde, hvilcken mølle sal. Fader lovede paa egen Bekostning at skaffe færdig ... « Og ansøgte disse da om at maatte lægge sidste Haand paa Værket.

D. 1/10 1735 indberettede Kaptajn Tax, at Muren nu efter Ordren var udflyttet samt, at sal. Lars Nielsens Arvinger havde bekostet det videre fornødne. Møllens Svend erklærede, at Møllen nu var i god Stand, og Tax slutter: ... saa ieg nu aldeelis inted kand see der manqverer.«

Og Generalmajor West d. 13/2 1736: ... , og af dend sahlig Mands Arvinger saaledes forfærdiged, som dend bør vere, ... Huad MahIingen anbelanger, da kand Møllen nock, naar dend har Mølle bøer mahle saa meget som til = 400 Mand behøves, thi foruden ... , mahler den aparte for alle andre paa Øen, huad de behøver.« -

- Men Lars Nielsens Horisontalmølle stod i halvhundred Aar og »dajnsade« derovre paa øen. Den blev hans Monument.

Magister Aage Rohmann, Kbh., der havde taget Afskrift af Søetatens Skrivelser vedr. Horisontalmøllen, takker jeg for velvillig Tilladelse til disses Benyttelse.

Rentier J. Th. Sassersen, Kbh., der er saa fortrolig med de gamle Tingbøger, bringer jeg ligeledes min Tak for nogle gode Oplysninger.

Lyngby, i Januar 1941.
c. Kragh.