Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

I. Barndom og ungdom.

Jeg er født d. 3. oktober 1856. Som den 8. i rækken kom jeg til at hedde Otto Kristian, sidste navn efter en farbroder.

Det første, jeg mindes fra barndommen, er, at vi fik en lille søster, den tiende i rækken. Hun kom til at hedde Theresia, en sød lille pige, der døde, da hun var 10 måneder gammel i året 1862. Begravelsesdagen lå Karl og jeg syge af mæslinger. Vi fik lov til at ligge i fars og moders seng den dag. Vi fik lov at få den lille kiste med søsteren hen til sengen. Det var os ubegribeligt, hvad død var; jeg kunde ikke forstå andet, end at hun sov, men af moder, der græd meget, fik jeg det indtryk, at her var sket noget meget slemt.

Det næste, der har præget sig i min hukommelse, er, den gang jeg skulle i skole. Noget før den tid var der marked på St. Torv med karrusel og handelsboder af forskellig slags. Der, i en bod, blev min første bog købt. Jeg anede knapt, hvilken plage denne bog vilde blive; det var naturligvis en ABC, med gulspættet bind. Jeg var lykkelig ved bogen for bindets skyld, men forgyldningen gik snart af St. Gertrud. Efter et kort hjemmestudium kom jeg i skole hos frk. Kofoed, der boede lige over for Rønne kirke i det fremspringende hus. Cecilie fulgte mig i skole den første dag. Frk. Kofoed var en ussel pædagog, stram, streng og myndig. Hun havde en moder, som hjalp hende med de mindste børn; hun var meget bedre. Hos denne gamle dame fik jeg min førsre boglige videnskab.

Hvor længe jeg gik der i skole, kan jeg ikke mindes. Derfra kom jeg i Rønne Borgerskole. Der var frie og betalingsklasser. I friklasserne var der kun undervisning hveranden dag, hvorimod der i betalingsklasserne, der kostede 1 rdl. 8 skilling kvartalet, var undervisning 6 timer daglig.

Den første lærer, jeg havde der, hed Jørgen Curdts. Han var ikke seminarist, havde opholdt sig en tid på de vestindiske øer; der sagdes som slavefoged; om det er rigtigt, ved jeg ikke. Manden var i mine øjne en ussel lærer. Han underviste i skrivning, regning, bibelhistorie og andre fag. Det var en rå, brutal mand. Jeg mindes, han fortalte lidt af bibelhistorien; da vi havde for om David og Goliat, siger han: »Ja, der står nok i bogen, at Goliat var 5 alen og en håndsbred høj, men det er nu ikke af det alenmål, vi bruger. Nej, det hat været en satan som den kakkelovn der, en stor, stærk karl.« Han var en dygtig skrivelærer. Bogen skulde holdes proper og ren. Jeg var så uheldig en gang at klatte i bogen. Da han kommer på eftersyn, tager han mit penneskaft fra mig, skærer med pennens kant over min næse således, at blodet flød; der kom blæk i såret, og der gik jeg med en såret, mørk strime over næsen i ca. Vi år. Regneundervisningen var skrækkelig; vi fik aldrig nogen hjælp af ham; den måtte vi stjæle os til af kammerater. Hver havde sin bog og læreren en facitliste; mod slutningen af rimen skulde vi op til hans stol for at forhøres, om stykket var rigtigt regnet. Var facittet fejl, så vankede der en eller to på øret, og dermed fik synderen lov at stikke af: dette gentog sig hver eneste regnetime. Her gik det nu ikke værst ud over mig. For en eller anden forbrydelse, jeg havde gjort, jeg husker ikke hvad, kom han hen til min plads med spanskrøret i hånden, greb mig i nakken og gav mig tre slag over ryggen. Slagene faldt hårdt og smertede mig meget; blot jeg 4—5 timer derefter rørte mig, var det, som jeg var hudløs på ryggen. Hen ad aften får jeg Karl med op på loftet, hvor jeg tager tøjet af overkroppen, for at han skulde se, hvad der var i vejen. Da han syner mig, kommer tilfældigvis moder derop; hun siger: »Hvad bestiller I her, drenge?« »Ja, Karl skulde jo se, hvad der er i vejen med min ryg.« Hun ser; så siger hun: »Hvad er dog dette?« Så må jeg forklare, at jeg havde fået lussinger i skolen. »Nej, dette er dog for galt; det er jo rent svineri.« Der lå tre opsvulmede striber hen over ryggen, de var spnikket på tværs af strimerne forskellige stedet; så hårdt var slagene tilføjet mig for en lille forbrydelse som at tale sammen eller tabe noget på gulvet.

Otto Bidstrups barndomshjem på hjørnet af St. Mortensgade og Stettestnede.

Så vidt jeg ved, blev der aldrig talt til eller bebrejdet læreren noget derfor; men af foranstående kan det skønnes, at vi elskede ikke denne lærer. Han plejede jævnlig at sige til os: »Jeres hoveder er det umuligt at proppe noget i, de kunde måske anvendes til forloren skildpadde eller grisesylte; nej, lære jer noget er en umulighed.«

Jørgen Stender Curdts
(1817-74)
Student, cand. phil.
Lærer i Vestindien,
senere ved Rønne Borgerskole.

A. L. Hjorth
(1829—1904)
Lærer ved Rønne Borgerskole 1849,
inspektør og førstelærer 1872.

F. V. Christensen
(1819—1904)
Kateket i Rønne-Knudsker 1863-71,
derefter sognepræst.

Efter 2 års ophold i denne klasse kom jeg efter normal overflytning ind i næste klasse, hvor den senere inspektør Hjorth var lærer. Det var en forandring, der kunde mærkes. Hjorth var en ualmindelig dygtig lærer, som alle vi børn så op til med agtelse og respekt. Tonen var en helt anden. Der fik vi flere fag; men det hele gik som en leg. Jeg kan ikke mindes, at jeg fik prygl i han klasse, uagtet han godt kunde straffe, ja, til tider meget hårdt. Jeg husker, at en broder til adjudant Nielsen fik så læsterligt med prygl, at da Hjorth slap sit tag i nakken, styrtede drengen baglæns over bænken og faldt besvimet ned på gulvet. Hjorth lod en dreng stænke vand på ham, og undervisningen fortsattes; men vi kunde godt se på Hjorth, at han ikke var rigtig glad ved den afffære. Der kan kun siges godt om Hjorth som lærer; han var dygtig, retfærdig og omfattede sin gerning med stor interesse, og vi lærte udmærket hos ham. Efter at have været 2 år i denne klasse kom jeg ved normal oprykning i 3die og øverste klasse. I denne klasse havde vi faglærere. De fleste fag havde pastor F. V. Christensen. Det hed altid præstens klasse; men Curdts underviste i skrivning og engelsk, Hjorth havde tegning, regning og fysik, Christensen havde de andre fag. Såvidt jeg kan skønne, var Christensen ikke nogen stor pædagog, men uhyre velmenende, og vilde gerne stå på en god fod med eleverne; men han var ret upraktisk. Han havde sine yndlingselever, der efter mit skøn blev for meget foretrukket. Der blev altid begyndt med morgenandagt. Han var periodisk meget streng, især i tysk grammatik; i de timer, hvor der undervistes i dette fag, kunde der vanke lussinger. I denne klasse gik jeg to og et halvt år. Far og moder vilde gerne have Christensen som deres ven og præst til at konfirmere mig. Det var første gang, pastor Christensen fik lov til at forrette konfirmation. Jeg gik til præsten sammen med hans 3 børn, Christine, August og Johannes. Konfirmationsforberedelsen mindes jeg intet særligt om; den gjorde sikkert intet blivende indtryk på mig.

Vi blev konfirmeret den 16. april 1871. Altså har jeg været ca. l4'/2 år gammel. Der blev ikke holdt noget selskab, som de plejer nu for tiden. Om aftenen var morbroder og gamle Bech hos os. Fader havde skrevet en sang på 3 å 4 vers. Gamle Bech havde skrevet en lang sang på 12 å 14 vers. Den gik på hans yndlingsmelodi »Op dog, Zion, ser du ej«. Jeg fik af søster Gine et lommeur, hvorover jeg var meget stolt. Ellers lommetørklæder, 1 par seler (broderede), en brevsamler, en skrivemappe, brevpapir og konvolutter, 1 par manchetknapper fra købmand Scliors og lidt andre småting, som jeg ikke mindes længer. Vi gik til kirke kl. 9 og kom hjem kl. ca. 3. Det var en drøj kirketjeneste for alle os børn.

I skolen plejede jeg som regel at holde mig i den øverste 3die eller 4de-del af klassen. Jeg havde ret nemt for at lære lektierne og at følge med i undervisningen; men jeg gjorde ikke for meget ved den side af sagen. Det kedede mig altid med boglig syssel.

Ja, det var nu skolen og de forhold, som knyttede sig dertil. Jeg vil nu forsøge at fortælle lidt om barndomstiden i hjemmet hos far og mor, søster og broder.

Carl og Otto Bidstrup
Fra den tid, jeg kan huske, har broder Karl og jeg været som er spand heste for en vogn. Vi skulde altid følges ad. Det var jo så naturligt, da forskellen i alder kun er ubetydelig. Jeg kan ikke mindes, jeg som barn var alene; vi var altid sammen. Om dagen legede og sloges vi, dog mest legede; om natten sov vi sammen i den fælles seng. Vi kom i hovedsagen til at følges i skolen. Vi havde fælles sorger og glæder. Fik den ene nyt tøj, selvfølgelig skulle den anden også have det samme, som regel af ganske ens farve og kvalitet. Dette gjorde, at mange mennesker uden for familien antog os for at være tvillinger. Karl havde nok som barn en stærkere konstitution end jeg, var nok så hårdfør både i sind og skind. Vi kom fortrinligt ud af det og kunde slet ikke undvære hinanden. Den, der fra min side omfattedes med størst kærlighed i hjemmet, var selvfølgelig moder. Da jeg blev så gammel, at jeg kunde drage slutninger, var moder hen imod 50 år. Hun havde jo med alle os børn og 4 å 5 lærlinge på kost et stort arbejde at udføre, og når vi så tænker på 10 børn, hvoraf de 3 var døde, så kan det forstås, at moder til tider kunde føle sig træt. Desuagtet både spandt og vævede hun om eftermiddagen og om aftenen. Det var særlig mørkningsstunder, der var det allerbedste for os to, når moder satte sig ved bilæggerovnen, Karl og jeg på hver sin skammel ved siden eller foran hende og hun fortalte »sandsager« særlig fra 1001 nat, eller hun sang eller fremsagde digte for os Det var højtidsstunder, som jeg med glæde mindes endnu.

Otto Bidstrups mor
Moder fulgte os som regel til sengs. Hun bad altid fadervor med os og fremsagde foruden forskellige salmer, som vi derved lærte. Det har jo været salmer, som har ligget hende på hjerte. Den gang forstod jeg det ikke; men forskellige salmer og vers, som jeg den gang lærte, og som har været ude af min hukommelse i 30-40 år, er pludselig dukker op fra dybet, når jeg havde mest brug derfor, og har været mig til megen trøst og glæde.

Moder var et begavet, poetisk, praktisk dygtigt menneske, der havde alt for meget at bestille og sikkert også til tider økonomiske vanskeligheder at slås med. Hun står i hvert fald for mig som et eksempel på en moder og husmoder. Hun var et kristent menneske.

»Moders navn er en himmelsk lyd, så vide som bølgen blåner, moders røst er den spædes fryd og glæder, når issen gråner, sødt i lyst og sødt i nød, sødt i liv og sødt i død, sødt i eftermælet!«

Når jeg skal samle min barndoms indtryk af far, så bliver det mere vanskeligt end mit indtryk af moder.

Otto Bidstrups far
Fader var jo meget optaget, dels af forretningen for at skaffe det økonomiske grundlag for familien, dels af kommunale, politiske og kristelige interesser. Han havde ikke meget med os at gøre, da vi var børn. Mit indtryk er, at han ikke ejede den evne at sætte sig selv på barnefod. Når han kom hjem, skulde der helst være nogenlunde stille. En enkelt sjælden gang kunde vi komme på fars knæ, og vi legede da lidt med ham; men det var ikke ofte. Jeg mærkede aldrig, han indlod sig på vor opdragelse; det var moders sag. Han gik i kirke hver søndag, og der vilde han altid have os med. Vi fandt det meget kedeligt: skulde vi i kirken, gik vi hellere med morbroder op på pulpituret; han holdt ikke så strengt på stilhed; vi kunde altid røre os meget friere, når vi var med ham i kirke.

Selvfølgelig var der ting, som far billigede eller misbilligede. Når der var et eller andet, som han ikke syntes gik godt eller hurtigt nok, plejede han at sige til mig: »Den hund, der skal løftes over gærdet, er der sandelig ikke meget ved.«

Han var selvfølgelig altid glad, når vi var flinke og blev flyttet op i skolen, eller der var lignende tegn på flid; men ellers kan jeg ikke huske, at der særlig fra hans side vankede ros eller dadel uden ved særlige lejligheder.

Far var jo ude om hverdagen, alle søndage i kirke om formiddagen og samledes som regel hos gamle Lunds om eftermiddagen med en del venner og meningsfæller for at drøfte, hvad de havde oplevet i kirken, og sang de den gang nye Grundtvigs salmer og sange. Enkelte gange fik vi lov at følge med til Lunds; men der var ingen børn, og de ældres samtale gik os selvfølgelig over hovedet. Så kom den gamle, underlige mand med en eller anden billedbog, vi kunde se i, men det blev jo kedeligt i længden. Når her var ungdom samlet i hjemmet hos mine søstre om søndagen, og det var der ret hyppigt, så var det altid med en vis bedrøvelse, vi hørte fars fodtrin udenfor, thi så snart han kom hjem, var det regel, at alle gik; thi soveværelse og dagligstue var jo det samme værelse, og han vilde jo til sengs. Han trak altid klokken op søndag aften, og når det var gjort, så sagde han som regel: »Nu får I gå hjem, for det er jo sengetid, både for mig og jer.« Jeg hørte aldrig nogen uenighed mellem far og mor; men det kunde indtræffe, når der kom en regning, der skulde betales, at far gik hen til chatollet, åbnede pengeskuffen, og når der var gået svind i beholdningen, kunde han udbryde: »Nå, har du nu været her igen?« Dertil svarede mor: »Hvor skulde jeg da ellers få noget fra til at sætte på bordet?«

Far var sikkert et meget godt begaver menneske, hvilket fremgår af, at han i mange år var medlem af byrådet og havde mange andre tillidshverv. Han var medstifter af Håndværker-& Industriforeningen, Håndværkernes Understøttelsesforening, Grundlovsværneforeningen og flere andre foreninger.

Som håndværksmester stod han som den 1ste på Bornholm i sit fag med en udmærket teknisk uddannelse efter den tids forhold. Han skrev og regnede rigtig godt. Han havde, som flink elev i skolen, været hjælpelærer både i børne- og senere i tegneskolen. Så vidt jeg kan skønne, var hans interesser og anlæg ikke for, hvad vi for tiden kalder forretning, nej, det var håndværket, ideelt set, folkelige og kristelige fremskridt og frihedskrav.

Jeg mindes fra krigen i 1864, den gang Dannevirke var faldet, hvilken bestyrtelse dette nederlag vakte. Pastor Christensen, som var fars gode ven, kom hjem til far, og da jeg går gennem stuen, ser jeg de to store mænd sidde og græde som børn; det havde jeg aldrig tænkt mig muligt, at voksne mænd græd. Jeg går ud til mor for at høre, hvad der var sker. Hun var også meget bedrøvet, men hun siger blot: »Jo, det er noget forfærdeligt, som er sket; Dannevirke er faldet; men det kan du nu ikke forstå.« Jeg mindes også, at der blev talt meget om, når far havde været til politiske møder og der havde haft ordet, eller til kristelige møder, om hvad der var foregået. Morbroder, urmager H. P. Ipsen, kom jo hver dag her ind til far og mor for at tale med dem om begivenhedernes gang; men deraf havde jeg ingen forståelse. Skulde der forhandles om vigtige sager eller lægges en slagplan, hvor flere skulde være til stede, foregik disse sammenkomster altid hos morbroder, der var der mere stilhed — ingen børn og intet rend på dørene af fremmede mennesker.

I den bevægede tid, da pastor Trandberg udtrådte af folkekirken og den store, kristelige vækkelse gennemsyrede hele øen, var far selvfølgelig ikke passiv tilskuer. Jeg husker fra den tid, at pastor Birkedal fra Ryslinge var herovre; så var han også i besøg hos os her i hjemmet. Den gang Løventhal og Herman Jensen blev udsendt som missionærer til Indien, var de også her i huset og talte med far og mor og spiste til aften hos os. Af politikere kan jeg kun mindes Lucianus Kofoed, som var her meget hyppigt. Far var jo ivrig venstremand og Grundtvigianer. Han havde lært at spille violin i sin ungdom; men ved en eller anden lejlighed havde han hugget sig i venstre hånd og derved fået to stive fingre. Det var sjældent, han tog violinen frem; men kom den frem, så vir det altid for at få læn sig selv og andre at synge en eller anden melodi til en sang eller salme af Grundtvig.

Far var også en tid regnskabsfører eller, som det nu hedder, forvalter ved det daværende Rønne Sygehus. Det var sikkert for derved at tjene lidt ekstra. Det var vistnok forkert af ham, thi det tog hans tid fra hans egne sager. Hans løn herfor var, så vidt jeg mindes, 120 rdl. eller 240 kr. om året. Når der var sindssyge på sygehuset, der skulde sendes over til Vordingborg-anstalten, plejede far at rejse med derover. Det gav fri rejse og lidt i diæter, og derved kom han jo til København hyppigere, end han ellers vilde komme; thi det var jo dyrt at rejse. Dæksplads kostede dengang 13 mark eller i vore penge kr. 4,33, og det var der ikke råd til. I København havde han flere af den grundtvigske retnings folk, han besøgte. Der var gamle pastor Fenger, Christianshavn, og en del flere, som jeg ikke husker. Jeg mindes ikke, at han nogensinde besøgte Grundtvig selv.

Fars kristelige venner herhjemme var jo nærmest pastor Christensen, morbroder, smed Vesth, snedker Jespersen, smed Anders Bohn, skomager Hansen og Rønne. Disse var jo også hans politiske venner; men ingen af disse var særligt fremtrædende, politisk set. Men i garver Broen havde han en politisk ven og meningsfælle, der ikke var bange for at tage en tørn sammen med far. De to stod altid sammen, både i det kommunale og det politiske. De kunde begge føre en skarp klinge, når det gjaldt en sag, der interesserede dem. Broen støttede også far i økonomisk henseende ved lån og på anden måde. Broen var ikke kristelig interesseret, var vel nærmest det, man kalder fritænker.

Da jeg var blevet konfirmeret, skulde jeg tage fat på en gerning. Jeg havde egentlig mest lyse for landvæsen, men i en samtale engang mellem min broder Peter og mig om, hvad jeg nu skulde tage fat på, og jeg siger, at jeg havde lyst til at være bonde, svarer han dertil kort: »Bonde uden penge er det samme som en lygte uden lys.« Ved at tænke nærmere herover, kom jeg til det resultat, at lygte uden lys vilde jeg ikke være, og da hverken far eller nogen af os havde penge, så måtte den vej forlades, og der, som var det næstbedste, tages, og det var jo fars håndværk. Den kommende uge efter konfirmationsugen begyndte jeg at arbejde. Det første arbejde, jeg blev sat til, var at høvle svære egetræsplanker til hoveddørene på den nuværende fattiggård, som far sammen med Jørgen Mogensen og »Toetages Sonne havde taget i entreprise. Senere kom jeg derud og arbejdede på tømmeret og lagde sammen med en ældre lærling gulv og loft m. m. Jeg arbejdede også på slagter Hansens bygning samt på restauratør Petersens, den bygning, der nu ejes af isenkræmmer Andreas Bidstrup.

Samarbejdet mellem mig og far var ikke altid så ideelt, som det måske kunde have været. Hvor skylden lå, kan jeg ikke sige, men mig forekom det, at når der var noget galt på arbejdspladsen, så gik det næsten altid ud over mig; var sandsynligvis heller ikke, som jeg burde være. En af svendene siger til mig en gang, der var noget på færde: »Jeg \ilde aldrig i dit sted blive hjemme. Du har intet andet at gøre end at komme bort fra væggene; du får det bedre ude.« Dette sammen med min broder Peters opfordring om at tage ud for at lære mere, end jeg kunde hjemme, foranledigede, at jeg kom til Slagelse i »Forbundt«. Hvorfor det blev Slagelse, var, fordi min fars eneste søster boede der og var gift med en skrædder Smidt. De havde en voksen datter, der hed Laura. Jeg forudsagte, at far og mor mente, jeg der kunde få lidt støtte og vejledning. Så vidt jeg kan huske, må jeg have været lidt over 15 år gammel, da jeg drog til Slagelse. Jeg husker endnu, at jeg sejlede herfra med lille »Skandia« om morgenen kl. 5. Dæksplads selvfølgelig forude mellem kreaturer og svin. Passagerpladsen afgrænset lidt ved hjælp af pakkasser og landgangsbroen. På halvdækket måtte ingen dækspassagerer komme.

Det var nu med bankende hjerte, jeg foretog den rejse. Jeg så stadig mod landet, der mere og mere forsvandt. Til sidst krøb jeg op på lastlugen for at få det sidste glimt at se af den kære fødeø. Jeg havde ganske vist en gang før været i København; det var under udstillingen i 1872; men da var det jo fornøjelse; nu var det til alvor og arbejde.

Turen til Slagelse gik godt; der var Smidts og modtog mig ved toget, og vi kom hjem til dem. Der kom min første overraskelse; de boede nemlig i et baghus, der lå på Løvegade, en meget indskrænket lejlighed; jeg havde aldrig set, at der indrettedes lejligheder, uden at de kom til at ligge til en gade eller plads. Der var ikke plads for mig at bo, men de havde lejet et logi til mig hos en enke, hvor jeg kom til at dele værelse med en former og en tømrersvend. Det var ikke rart; thi jeg havde intet sted, hvor jeg kunde være mig selv eller anbringe mit tøj.

Smidts havde sørget for, at jeg kunde få arbejde hos en tømrermester Jørgensen, hvorhen jeg så vandrede den næste dag; alt var jo nyt og passede kun dårligt til min forestilling. Tømrermester Jørgensen var en ældre fredsommelig mand, der havde en mindre solid forretning. Mandskabet var ikke stort, da jeg var der, vel 7 å 8 tømrere. Jeg kom til at arbejde ved ombygningen af sparekassen. Det var intet større arbejde, men bestod i en mængde vægflytninger og forandringer, alt som man kalder gammelt arbejde. Det interesserede mig slet ikke. Jeg fik 1 rdl. om dagen, altså 2 kr. Til kost og logi medgik ca. 150 øre om dagen, og da kost skulde betales for 7 dage. men jeg kun fik løn for 6 dage, så blev der kun 21 øre om dagen til alle fornødenheder, og det kneb jo meget.

En dag siger jeg til mesteren, om jeg ikke kunde få andet arbejde. Han spørger: »Hvorfor det?« »Jeg — ja, jeg synes ikke, jeg lærer noget ved dette gamle arbejde.« Han svarede: »Kan du blot lære at lave gammelt arbejde, kan du sagtens lære at lave nyt.« Så var den ikke længer.

Da der var gået nogen tid, tillod jeg mig at spørge, om jeg ikke kunde få lidt mere i dagløn. Hertil svarede han, at var det ikke nok, jeg fik, kunde jeg rejse, hvorhen jeg vilde. Dette foranledigede, at jeg af gamle brædder, som jeg tog i sparekassen, sømmede mig en kasse og gik hen til ham og sagde, at jeg tænkte på at rejse; han svarede blot: »Stik du kun af!«

Opholdet i Slagelse var ret svært; jeg længtes meget hjem Havde ingen kammerater, dårligt logi. Jeg besøgte rigtignok Smidts til at begynde med omtrent hver aften; men der var ingen, der interesserede sig for mig og jeg heller ikke for dem. Den bedste var selvfølgelig min faster; men hun var altid syg. Hun led af et maveonde, hvoraf hun døde. Smidt var en gammel spidsborger, der kun interesserede sig for god mad. Hans øvrige interesser var stamkafeen og kortspil. Han tog mig en søndag med på stamkafeen, hvor jeg sad på min stol og hørte på samtalen mellem 3—4 andre ligesindede mennesker. Det var jo kedeligt; jeg gik aldrig mere med ham. Laura var i den alder, hvor piger gerne vil forloves; hun var en dygtig pige, der i hovedsagen ernærede familien ved at sy kåber om sommeren og sommerovertøj om vinteren for et stort handelshus i forhuset ved siden af den ejendom, som Smidts beboede.

Jeg husker, at hun var så opsat på at komme til fugleskydningsbal. Da hun ikke blev inviteret, og damer ikke kunde gå alene, betalte hun billet for mig og sig selv for at komme til bal. Jeg var jo kun skærmbræt for hende, og da jeg aldrig har kunnet danse eller lært den sport, var jeg jo det rene nul i det selskab. Jeg måtte jo blive der, til hun blev ked af dansen, thi ballet foregik i en pavillon i skoven ved Slagelse, og jeg kunde ikke finde tilbage, når det var mørkt, da jeg aldrig havde været der før; jeg mindes endnu, at jeg kedede mig grundigt. Det gik sikkert ikke heller til hendes tilfredshed.

Jeg rejste så fra Slagelse til København i august måned. Jeg tog ud til Peter i Tårbæk. Han var ikke hjemme; han var rejst til Fyn, og gode råd var dyre; thi lommen var tom. Jeg fik så mad hos førstelærer Bech på Tårbæk skole og ventede nogle dage på ham; så kom han til Tårbæk, men skulde helst hjem til Bornholm snarest. Nu gjaldt det om at få noget at bestille, thi hjem vilde jeg ikke for skams skyld, uagtet jeg gerne havde gjort det. Peter kendte en tømrermester Schmuck; ham rendte vi efter, som var vi gale. Til sidst traf vi ham på Set. Annæ Plads i Larsens lokaler; han var sikkert til middag der; da han blev kaldt ud på gangen, var han iført kjole og hvidt. Jeg blev set på med en vis overlegenhed fra mesterens side; jeg sagde ingenting, Peter ordnede det hele. Fornøjet over, at det lykkedes at få noget at bestille, traskede vi ned ad trappen. Peter skældte ud, fordi jeg trådte for tungt; det var stadig omkvædet, at jeg skulde løfte benene og gå mere let og elegant.

Jeg skulde møde på tømmerpladsen ude på H. C. Ørstedsvej nr. 5; der blev nemlig i det hjørne af pladsen bygget en villa til mesteren selv. Ørstedsvej var den gang kun bebygget meget lidt, kun mellem 5 å 10 mindre villaer; resten var tømmerpladser og. oplagspladser og meget slette vejforhold. Nu skulde jeg have et sted at bo. Vi gik hen og købte Adresse-avisen og gennemså den for at finde værelse. Det lykkedes at få et kvistværelse på 5. sal i Danmarksgade på Frederiksberg hos en enke. Værelset var lille, sengen en gammel dobbeltseng med store dyner. Jeg skulde holde mig selv med tør kost, så det var nærmest logi, det drejede sig om. Jeg fik slæbt min trækiste derop, og nu skulde dette være mit hjem. Næste dag mødte jeg på tømmerpladsen og blev modtaget af formanden, der hed Olsen, med et: »Hvad vil du?« Jo, jeg var af mester lovet arbejde der. »Han,« ja, han talte jo om mig, »nå, så sådan ser du ud. Hvad kan du lave?« Jeg svarede ikke stort. Han henviste mig så til at lægge et verandagulv. Det måtte jeg jo lave pænt. Da jeg var færdig dermed, sagde han, at det var godt lavet, men havde taget dobbelt for lang tid. Så kom jeg til forskelligt andet arbejde. Lønnen blev sat til 1 rdl. om dagen, som selv den gang var en lav løn for en velvoksen forbundler. Jeg var eneste lærling til at begynde med. Senere kom der en lille stakkel, som hed Charles.

Jeg skulde jo varte svendene op på alle leder og kanter. Straks jeg kom på pladsen, skulde jeg hente vand, til vaskevand til svende, når de skulde klæde sig om til fyraften. Der var kun vand indlagt i kælderen og ingen ledninger i huset. Til at begynde med gik alt godt; jeg åbnede for vandet med stophanen og fyldte spanden. Efter nogen tids forløb kom rørlæggeren og lagde ledninger op i huset. Dette kendte jeg ikke noget til. En aften, jeg som vanligt henter vand, hører jeg, det svaler voldsomt oppe i køkkenet; jeg render derop og ser en vandstråle i vejret helt til loftet og en ud til siden over vasken. Jeg forsøgte at stikke fingrene hver i sit rør; men det resulterede blot i, at jeg blev dyngvåd; men jeg kunde selvfølgelig ikke standse vandet. Jeg ned i kælderen for at dreje hanen for, men var for nervøs, så jeg ikke fik stoppet. Jeg rendre hen til arbejdsskuret og råbte om hjælp. Så kom en svend springende og stoppede vandet. Da vi kom op i værelserne, flød vandet fra det ene værelse til det andet i stride strømme. Jeg måtte tage kost og fejede det ud af værelserne. Det næste var, at det gik gennem gulv, indskud og forskalling og slog gipspudset fra i kælderetagen. Jeg gik og tørrede vand op til langt ud på aftenen.

Hvor blev jeg dog skældt ud af alle, som traf mig, ja, med de værste ord, sproget ejede. Dagen efter kom mester og skulde se, hvad der var passeret; han sagde mange grovheder; men prygl fik jeg dog ikke, som han lovede mig. Formanden fik også ordentlig læst og påskrevet, fordi han havde ladet en sådan idiot hente vand.

Alt har jo en ende; det fik det spektakel også. Senere gik alt roligt som van. Villaen blev færdig.

Tømrermester Schmuck havde ikke mere arbejde for tiden og brød sig tilsyneladende heller ikke om at få noget. Formand Olsen havde påtaget sig tømmerarbejdet på bygningen Saxogade nr. 7. Det var det 3dje yderste hus i den gade; gaden var anlagt helt ned til Kalveboderne. Ved siden af byggepladsen havde vi tømmerplads og afbandt alt tømmeret til bygningen.

Jeg måtte slæbe som et bæst på denne tømmerplads. Da jeg var stor af vækst, blev jeg altid stillet lige med en af svendene til at bære tømmer og alt andet forefaldende arbejde. Der havde vi en formand, der hed Møller, en sær og tvær fyr. Jeg mindes, han havde fødselsdag, mens vi arbejdede på tømmeret. Arbejdsskuret var pyntet med grønne grene og blomster. På en stor hvidmalet tavle, der var indrammet af blomster, stod skrevet et vers til ære for ham.

Formanden blev meget glad ved al den ære, der vederfaredes ham, og jeg måtte i dagens anledning hente mange bajere og romflasker.

Da vi fik taget rejst, blev der jo hejst kranse og opsat flag og vimpler. Et orkester på 4 eller 5 hornmusikere spillede; der blev trakteret med vin og cigarer. Vinen tappedes af et anker, og der blev drukket tæt af det forfærdelige sprøjt, eller gift kan det vel bedre kaldes.

Moder og Laura var netop i besøg i København i nogle dage. De var ellers ude hos Peter i Tårbæk. Nu skulde det hænde således, at moder skulde rejse hjem dagen efter om morgenen kl. 6. lifter endt gilde skulde jeg jo være sammen med dem hos jomfru Thomsen, der boede ved Børsen. Da jeg kom til dem, kunde de jo mærke, jeg havde drukket mere, end godt var. Moder sagde da, at hun aldrig havde tænkt, jeg kunde bære mig således ad den sidste aften, vi skulde være sammen. Jeg var ikke anderledes, end at jeg både kunde stå og gå og slæbe rejsegodset til damperen; men jeg var noget oprømt i min optræden og talemåde. Det gjorde mig meget ondt for moders skyld. Jeg skammede mig meget derover; men gjort var gjort, og det hele var så uendelig lidt og påkommet ved ukendskab og af vanvare.

Ved den bygning var der en anden lærling, der hed Charles, som måtte overrage min bestilling med at hente frokost og øl til svendene, hvilket var et meget ubehageligt arbejde, da der stilledes store fordringer til ham. Han måtte gå rundt til hver svend og spørge, hvad han ønskede til frokost, og det var en lang liste, man fik, når der arbejdede mellem 10 og 20 mand. De kunde finde på det utroligste. Listen afleveredes til værtshusmadammen. Når hun ikke havde det forlangte, så lavede hun selv om, og når så vi kom med maden, var det os, der fik grovheder, fordi den ikke var god nok. Der blev mange gange sagt: »Gå straks ind og slå det i hovedet på den forbandede kælling.«

Efter 8 å 10 dages forløb efter tømmerrejsningen passerede følgende: Jeg arbejdede oppe i tagværket, men skulde ned for at hente bolte og søm. Da jeg var på løbebroen eller stigen fra 4. til 5. sal, skulde Charles, som kom for opadgående, passere mig. Da han kommer ved min side, giver han mig et sideskub så stærkt, at jeg faldt uden for stigen. Alle stigerne var opstillet i trappehullet, og jeg falder fra denne store højde ned på 1. sals trappeveksel, som jeg rammer med siden og på skrå hen over maven, falder derfra baglæns, men bliver i det samme grebet i benene af en murarbejdsmand, der kom op ad stigen med et trug kalk på skulderen, som jeg i faldet slog fra ham. Hvorledes det gik for sig med min redning, ved jeg jo kun efter de andres beretning; thi, så snart jeg havde sluppet mit tag i stigen, ved jeg ikke mere. Da jeg kom til mig selv, lå jeg på 1. sals indskudsler med en væmmelig brændevinssmag i munden. De havde for at få liv i mig slåer så megen brændevin i mig som muligt. Hvor længe jeg havde ligget besvimet der, ved jeg ikke bestemt, men mener en halv time. Mine hvergarnsbenklæder var flået fra knæet og helt op. Jeg havde store smerter. Et Guds under var det, jeg slap derfra med liver. Jeg mener, at først har der været et stort søm, der har fisket i benklæderne og standset fanen noget, og at den arbejdsmand skulde kunne gribe mig, er jo et under; var jeg faldet helt ned i kælderen på stenstabler og murbrokker, er det min overbevisning, jeg aldrig havde siddet her. I løbet af nogle timer blev jeg så rask, at jeg kunde stå på benene. Jeg forsøgte at gå, og det lod sig gøre; jeg gik hjem. Jeg kom i seng, blev bagt med varme omslag, lå 4 å 5 dage. Så tog jeg ud til Peter, som intet vidste om det passerede; han vilde have mig til læge. Vi gik op til dr. Styler, der undersøgte mig og erklærede, at der intet ribben var knækket, men sagde, at det var et held, at det var maven, der havde fået det værste slag; thi ellers var det jo gået rent galt.

Jeg måtte holde mig i ro ca. 2 uger efter den omgang; men pengene var sluppet op, og det gjaldt om at tjene noget igen. Det varede dog flere år, før jeg helt forvandt den luftrejses følger.

Jeg arbejdede fremdeles på denne bygning, til den blev færdig. Ved det tidspunkt var der påbegyndt en bygning ude i det såkaldte rabarberkvarter, som mester havde tømmerarbejdet på. Det var en gade, der senere fik navnet Skyttegade. Her arbejdede jeg hele vinteren i 1874—1875. Det var meget koldt den vinter. Øllet frøs i flaskerne for os; men tømmer og alt, hvad vi arbejdede med, var jo frosset og værktøjet iset. Jeg fik sendt fra moder et par bælgvanter, fordi jeg havde så megen frost i hænderne, og glædede mig til at få gavn af disse; men glæden varede kun kort. Da jeg havde brugt dem den første dag og lagt dem i arbejdsskuret til fremtidig afbenyttelse og kom næste dag for at tage dem på, så lå de på et tømmerstykke, hugget i stykker med en bil. Da jeg med forbavselse spurgte, hvem der havde gjort det, blev jeg udlet og meget brøsigt belært om, at her blev ikke arbejdet med vanter på. Min trøst i den tid var værtshusholderens kone der, hvor svendene, som det hedder, søgte; Der spiste jeg middag 3 a 4 gange om ugen, som nu pengene kunde slå til. Middag kostede 1 mark eller 33 øre. Hun var en flink kone. Når jeg kom for at hente øl eller vand til slibestenen, kunde der af og til vanke en kop kaffe med en bolle til, og det var jo stort i de tider. Vandet til slibning skulde jo være varmt, og derfor måtte jeg have brænde med derhen; jeg slæbte hver gang så meget, jeg kunde bære; thi jo mere brænde, jeg kom med, des mere vankede der af kaffe. Svendene protesterede nok og bandede den kælling, der skulle have så meget brænde for den smule vand; men jeg tog bare det mest mulige; thi det blev rigeligt belønnet med gratis kaffe.

Vinteren gik, foråret kom; men vinteren havde været drøj. Om aftenen gik jeg på Teknisk Institut og lærte tegning; men jeg stod mange gange med albuerne på tegnebrættet og var ved at falde i søvn; thi om dagen at være ude i stærk kulde og så om aftenen at komme i varmen bevirkede sløvhed; for resten var mine hænder til tider så opsvulmede af frost, at jeg knapt kunde holde på en blyant.

Da jeg til foråret skulde være svend, måtte jeg jo se at komme så vidt, at jeg kunde klare tegningen til svendestykker.

Omkring 1. maj 1875 forlod jeg arbejdet som lærling. Vi skulde jo melde os hos magistraten og indbetale et vist beløb, vistnok 1 rdl. Vi blev indtegnet, fik ordre om, at den og den dag skulde vi møde på Teknisk Institut for at tegne den trappe, som var opgaven. Der gik to å tre dage til; så bedømtes tegningen, der blev antaget. Dernæst fik vi anvist en tømmerplads, hvor vi skulde stå og forarbejde svendestykket. Derefter skulde der lejes høvlebænk, købes træ og anvises os plads, hvor hver skulde stå. Så vidt jeg husker, var vi 30 å 40 stk., der aflagde prøve. Der arbejdede vi en uge med kort arbejdstid. Der var en mand, vistnok en ældre mester, der førte tilsyn, fra det vi kom, til vi gik.

Prøven var fastsat til 15. maj 1875. Der var tre mestre, der var skuemestre. Over for mig blev der hverken udtalt ros eller dadel, men prøven blev antaget. Der var 5 eller 6, der blev kasseret.

Nu oprandt der en ny tid for mig. Da svendestykket var antaget, skulde der jo lidt ekstra til. Jeg var så fræk at spise til aften på en restaurant for 50 øre eller 1 mark 8 skilling, og derefter gik jeg i cirkus Rentz. Ståplads på galleriet, der kostede 1 mark eller 33 øre. I lommen havde jeg Vi pund figen, der deltes med en kammerat, som var med. Lidt øl og kaffe var der også vanket om eftermiddagen. Jeg holdt fri en dag; men den 17. maj gik jeg på arbejde igen som fuldblods tømmersvend.

Den første dag blev der ikke arbejdet meget; thi det var jo mig, der var dagens helt, der skulde traktere alle de andre svende. Det første var, at jeg skulde sige du til dem alle; såfremt jeg sagde De, kostede det en omgang øl. Da jeg altid havde sagt De til mine høje overordnede, så faldt det du til tider galt i munden, og jeg måtte op med øl. Almindelig skik var det den gang, at den nybagte svend skulde give en otting bajerskøl og 5 flasker solbærrom, og det måtte jeg jo også ud med. Det blev lagt i nybygningen, og svendene kunde så drikke så meget, de ville. Det resulterede i, at ingen gad arbejde, og lidt ud på eftermiddagen klædte vi os alle om, gik hen på en restaurant, der hed Brohuset, og spillede kegler. Der blev så drukket for egen regning. De fleste var godt drukne; jeg klarede mig godt; thi jeg var forsigtig; jeg vandt for resten en del i keglespillet.

Den kommende dag tog så arbejdet rigtig fat, og jeg tjente for de tider en flot dagløn af omkring 5 å 6 kr. pr. dag.

På denne bygning arbejdede jeg, til den blev færdig. Dernæst fik jeg arbejde på en hjørnebygning på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade. Der var det næsten udelukkende med lægning af gulve; der kunde jeg tjene fra 6 til 8 kroner pr. dag. Her arbejdede jeg til omkring den 20. august.

Peter, min broder, havde jo tit og ofte foreslået mig, at jeg ikke skulde gå i København længere end højst nødvendigt; nu gjaldt det om at komme til udlandet for at se og lære noget mere; det var det stadige samtaleemne, når vi kom sammen. Peter kendte en tømmermester Thorvaldsen i Tårbæk; han havde lidt bekendtskab med en tysk tømmermester Musfeldt fra Hamborg, der for tiden holdt ferie på Klampenborg badeanstalt. Pet« fik Thorvaldsen til at forespørge, om han vilde tage mig i arbejde. Han vilde først se mig, og en søndag formiddag fulgtes jeg så med Thorvaldsen hen til ham. Til mig sagde han intet, gloede lidt på mig; så talte de indbyrdes på tysk, som jeg intet forstod af; men da vi kom udenfor, så siger Thorvaldsen: »Han sagde, De kan komme, når det passer Dem selv bedst.« Så nu var vejen banet, og nu skulde jeg så snart rejse til Hamborg.


Skomager H. P. Hansens familie 1866.
Pigen blev gift med Otto Bidstrup.
Det var den 25. august 1875 om aftenen kl. 7, jeg rejste fra København med Hamborg som mål. Billetten kostede den gang for 3. klasses jernbane og dæksplads på Kielerdamperen kr. 12,00. Rejsen gik jo ikke så hurtigt som nu om dage; Vi var 3 timer om at komme til Korsør. Der gik vi om bord i en dansk regeringsdamper. Det var mærkeligt for mig at høre, at så længe vi lå i havnen, talte omtrent alle dansk, men da vi havde sejlet en times tid, talte selv matroserne tysk, ja, nu var fædrelandet forladt foreløbig. Jeg gik på dækket og frøs; det blev mørkt og uhyggeligt. Da en matros tilbød mig for 4 mark (det vil sige kr. 1,33) at komme ned i lukafet i forskibet i en af matrosernes køjer, tog jeg med tak mod tilbuddet; der var ingen køjeklæder, men et uldent tæppe fik jeg og lagde over mig. Jeg sov dog ret godt på dette ublide leje. Om morgenen var vi så i Kiel; der fulgte jeg med den øvrige flok til stationen. Her blev lejlighed til at drikke en kop kaffe, som kostede 30 øre.

Nu gik så turen til Hamborg, som vi nåede ved middagstid. Jeg stod af ved Damther station, hvortil billetten gjaldt. Jeg havde adresse til mester Musfeldt, som boede et sted helt i den anden bydel, hvilket jeg intet vidste om. Jeg forsøgte først at tale til en tjenestepige; men hun forstod mig ikke, og jeg heller ikke hende. Jeg forsøgte mig flere gange; men den vilde ikke skære for mig. Så henvendte jeg mig til et bybud. Jeg forstod bagefter, at han vilde forklare mig, at det var meget langt; men til sidst besluttede han sig til at være min vejviser. Jeg tror, vi gik over V/2 time for at nå derud. Jeg kunde, såfremt jeg havde vidst lidt besked, blevet siddende i toget, løst en tillægsbillet til Berliner Bahnhof og kørt ca. % mil længere ind i byen for en bagatel, men det vidste jeg jo ikke. Efter denne lange tur nåede vi endelig bestemmelsesstedet, »Borgfeldt Mittehveg«. Mesteren var ikke hjemme, men hans kone fulgte mig ud i deres skæreri, hvor der var en fyrbøder, som havde været med i krigen i 1864 og havde været en tid i Jylland; han kunde en smule dansk fra de dage, og med hans hjælp fik jeg da et logi hos en billedhuggersvend, der boede i noget, der hed Bonesens Passage. Det var en hel karré af bygninger i 3 etager; udelukkende indrettet til arbejderfamilier, alle lejligheder ens indrettet med 2 mindre værelser, et kammer og køkken. Køkkener brugtes til dagligstue, 1 værelse til sove-kammer, 1 værelse møbleret som stue. Kammeret blev som regel lejet ud til yngre mennesker.

Det var ikke gode mennesker at være hos; de levede dårligt sammen. Konen var meget fortrykt af manden, der var rå og usympatisk; der var to børn, 1 pige på ca. 6 år, 1 dreng på ca. 8 år. Disse børn havde jeg megen glæde af; de lærte mig meget af det tyske sprog; thi der kunde jeg præke så galt.

Det skulde være; de blot lo og sagde: »Sådan hedder det, sådan skal du sige,« og når jeg så forsøgte mig igen, blev der stor latter. Jeg troede til tider, at det ikke var til at rumme i min hjerne, men når jeg så på børnene, der kunde det alt sammen, da syntes jeg, det var en skam for sådan en stor karl at stå til skamme for dem. De første fjorten dage var de sværeste; thi jeg fik jo snart lært nogle sætninger, der blev anvendt både i tide og utide.

Dagen efter min ankomst gik jeg til arbejde på værkstedet. Der kom formanden med en del tegninger; han gav mig lidt forklaring, som jeg intet forstod af; godt var det, jeg havde fået nogen teknisk uddannelse; ellers havde den været slem. Tegningerne forstod jeg; han pegede på en bunke træsager, og så værsgo tag fat. Værktøjet havde jeg lejet hos en værktøjsmand, det var dårligt og forslidt; jeg fik der lidt istandsat, og så begyndte arbejdet.

Det gik for resten helt godt. Jeg var jo under speciel opsigt af formanden; han sagde ikke noget, men så bare efter med forskellige tiders mellemrum. Efter 3 å 4 ugers forløb stillede han mig til et meget svært kehlearbejde. Da jeg havde arbejdet V2 dag derved, bad jeg ham om en mand til hjælp. Han svarede blot: »Kan du ikke magte, så rejs hjem til Danmark og æd mere grød, så kan du komme igen, når du mener, du er stærk nok.« Det var en dårlig trøst. Jeg arbejdede, så sveden haglede ad mig og blev omsider også færdig med det arbejde. Værkstedsformanden hed Wollas og var en ældre mand. Derefter kom jeg på tømmerpladsen; det var meget behageligere. Der hed formanden »Feylerberg«, en yngre, flink og dygtig mand. Arbejdet der var afbinding af bjælkelag og tagværk. Der arbejdede vi vel 20 å 30 mand. Jeg blev kammerat med en svejtser, der var et godt og dygtigt menneske. Hans fader var tømmermester i Bern. Der arbejdede vi året ud. Der blev bestilt meget; arbejdet blev akkurat og propert udført; alt gik med tysk præcision. Mødes skulde der før tiden, således at vi på slaget havde værktøj og os selv på plads; det første slag blev slået samtidig med dampfløjten. Da jeg havde arbejdet på værksreder ca. 14 dage, sov jeg over og kom ca. 5' minutter for sent. Porten var lukket, og jeg kom ikke ind; jeg forsøgte om middagen, men formanden sagde, jeg kunde gå hjem og sove ud, så kunde jeg komme igen i morgen; men skete det oftere, så var jeg færdig. Der var fire lærlinge af lidt forskellig alder. De mødte altid i høj silkehat, stort læderskødskind med et stort messingspænde på ryggen; det så meget grinagtigt ud med disse purke. Skulde de gå et ærinde, kort eller langt, gik de aldrig uden den dragt.

Svendene skulde også have deres dragt; det var som regel manchesterfløjlsbenklæder og vest med perlemors knapper, en trøje, oftest af samme sort, men altid blød, sort filthat, skjortebryst med et langt slips i sømandsknude; det skulde der til; der tåltes ingen afvigelser.

Da jeg kom til Hamborg, havde jeg jo ikke denne mundering. Jeg havde en grå filthat og almindelige dagligklæder, som jeg havde brugt i København. Den anden dag, jeg var der, kom en af svendene hen til mig og sagde, at det var en murerhat, jeg gik med; jeg skulde skaffe en sort hat. Jeg tænkte, det bliver jo min sag, hvad jeg vil gå med; men næste dag fik jeg bagfra et voldsomt slag mod hatten, som nær havde taget hovedet med. Så forstod jeg, det var alvor. Jeg fik en kammerat til at følge med til byen, hvor jeg købte sort hat, slips fik jeg også fat på. Næste søndag fik jeg en kammerat med ind til byen, hvor jeg købte engelsk klædes benklæder, fløjlsvest med perlemors knapper; nu var altså min mundering upåklagelig i forhold til de andre svendes, og senere var der ingen, der gjorde mig nogen fortræd.

Lærlingene var svært vigtige og store over for mig, fordi jeg talte så dårligt tysk. De generede sig ikke for at sige »der dumme dåne«; men da jeg tampede en af dem rigtig grundigt en gang, så slap det også. Lærlingene købte altid frokost til mig og flere af de yngre svende. Jeg kendte mønterne dårligt, da der dengang var både rigsmønt og hamborgerkurs; dette medførte, at de til at begynde med gav mig alt for få penge tilbage, når de gik ærinder; men det blev jeg snart klar over, og så gik den fortjeneste fløjten for dem.

Arbejdet gik ellers rigtig godt, og jeg følte mig bedre og bedre tilfreds, efterhånden som jeg kunde sproget bedre. Arbejdskammeraterne var flinke folk. Hvor mange svende der var i arbejde, ved jeg ikke, men der var mange de forskellige steder, der sagdes omkring 300; men vi så jo aldrig hinanden samlede; men meget store arbejder havde mester forskellige steder. Arbejdstiden var her 10 timer å 50 pf., altså 5 rmk. pr. dag. Alt arbejde var dagløn, intet akkordarbejde; men der blev passet nøje på, at der blev bestilt noget.

Jeg var også med ved en større bygnings tømmerrejsning; der fik vi intet tømmergilde, men hver mand fik 10 rmk. i stedet. For en del af disse penge blev jeg fotograferet hos en større fotograf i Hamborg, den gang jeg var 19 år. Alt gik ellers nu sin jævne gang med arbejder.

Det trak hen mod juletiden, og jeg besluttede mig til at rejse hjem til julen; thi jeg sparede på pengene. Jeg havde taget alle mine spareskillinger med fra København, omkring 150 kr., men da jeg så, jeg kunne klare mig godt med den fortjeneste, jeg havde, og det så ud til, at jeg beholdt arbejde, så sendte jeg 100 kr. hjem til Peter, for at han skulde anbringe dem et eller andet sted for mig, men jeg har ikke hørt til dem siden. Derfor skal han nu ikke dadles; thi ham skylder jeg så uhyre meget; hvor de blev af, har jeg aldrig fået oplyst. Penge havde jeg til rejse både tur og retur, og jeg længtes efter at se, hvorledes det stod til i hjemmet. Jeg gik til mester, forelagde ham min plan og spurgte, om jeg måtte komme igen efter nytår, og det lovede han mig.

Jeg rejste så hjem til julen 1875, besøgte min broder Peter i Tårbæk en halv dag, og lille juleaftensdag tog vi med Rønne-damperen hjem. Om bord på dampskibet traf jeg sammen med Lars Hansen, en af faders tidligere lærlinge, der kom fra Amerika for at holde jul hos os. Fætter Christian, som vi ikke havde set længe, da han havde faret på »langfart«, Kinakysten og flere andre steder, samt Mathias, der ved den tid opholdt sig i København; det var et meget fornøjeligt møde. Hvor havde vi alle meget forskelligt at berette om, hvad vi hver især havde oplevet. Vi havde en rigtig fornøjelig julefest. Vi havde juletræ herhjemme og var til nogle små julegilder hos familien. Far og mor var ikke raske, men dog oven senge; alt gik på herligste måde.

Dagene gik og julen med, og snart skulde jeg af sted. Jeg rejste hjemmefra den 5. januar 1876. Den gang jeg sagde farvel til mor, havde hun en tokrone i hånden; jeg så lidt forbavset på hende; thi det var jeg ikke vant til; hun siger blot: »Ja, den skal du have, min dreng«; det var jo næsten med tårer, vi skiltes. Jeg mindes ellers ikke, at jeg har fået penge af far og mor på den måde; det var et ukendt begreb og derfor så overraskende, at jeg mindes det med glæde efter 45 års forløb.


Otto Bidstrup, fot. i Hamborg 1875.
Hos Peter i Tårbæk opholdt jeg mig i 3 dage. Jeg skulde nemlig have to søstre Schultz med til en by i Holsten, der hed Horst, til en onkel, som boede der. Den ene af dem blev senere den berømte tandlæge Christensens hustru. Da jeg fik damerne afleveret, rejste jeg til Hamborg. Det var en meget hård vinter; jeg havde intet andet overtøj end en vinterfrakke og var derfor så forkølet og hæs, da jeg nåede Hamborg, at jeg knapt kunde tale. Jeg måtte blive liggende i min seng 2 å 3 dage. Der var ingen, der så til mig før efter to dages forløb; så stikker værtinden næsen inden for døren og spørger, om jeg er syg. Jeg svarede ja; hun siger: »Skal vi sende bud efter hospitalsvognen?«; men dertil svarede jeg blot nej, og så var det sygebesøg forbi. Det var i det hele en mærkelig sløv madam. Tredjedagen stod jeg op, men gik ikke på arbejde.

Den fjerde dag mødte jeg på pladsen og påbegyndte arbejdet. Der var så støvet og beskidt på værelset, så jeg, der ellers ikke var fin på det, følte en stor uhygge ved at være der, og for resten var sengetøjet så dårligt, at jeg frøs om natten; så besluttede jeg mig til at søge et nyt logi. Det lykkedes, og en lørdag aften fik jeg en af mine arbejdskammerater med mig hjem. Jeg lagde pengene på bordet for den forløbne uge, vi tog alt mit habengut i hænderne, sagde farvel til børnene, konen og manden var nemlig ikke hjemme, og dermed var den historie forbi.

Det sted, jeg nu kom til at bo, var noget længere borte fra arbejdspladsen; men det var rare og hyggelige folk; efter kort tid kom jeg omtrent til at høre familien til. Jeg måtte dele seng med en broder til konen; men han var også et ordentligt menneske. Den dobbelte seng fyldte næsten hele værelser; men derfor sad vi som regel alle i køkkenet sammen med husets folk. Her spiste jeg også middag med værtsfolkene kl. 6 1/2 aften, når vi alle var kommet fra arbejde.

Disse folk havde en dreng på ca. 9 år, en meget flink fyr, der var meget velopdragen; han hjalp sin moder meget med husets anliggender. Medens jeg var der, fødtes der en lille pige, som jeg for resten en søndag aften blev indskrevet som fadder til. Det var sikkert skik, at børn blev hjemmedøbte; thi barnet var ikke sygt.

Om det var på forslag af mig eller de andre, husker jeg ikke; men lige meget, Carl og Mathias havde lyst til at besøge mig i Hamborg; der blev så aftalt, at de skulde komme og bo hos mig. Sengen var jo til to, men vi kunne sagtens ligge tre i den for nogle nætter. Jeg spurgte mine værtsfolk og svogeren, om det kunde lade sig gøre, og de mente jo, at det kunde det sagtens. Carl og Mathias havde jo min adresse, og jeg havde instrueret dem om, hvorledes de skulde bære sig ad. Så vidt jeg mindes, var det i marts 1876, at besøget fandt sted. Da jeg kom hjem fra arbejder om aftenen, sad de der begge to og ventede på mig; de kunde jo ikke tale med værtsfolkene; men de blev ellers godt modtagne. Vi havde selvfølgelig meget at tale om. Jeg var fra arbejde nogle dage, da vi så spadserede rundt i byen og så på de forskellige ting, som jeg under mit ophold der havde lært at kende. Om natten lå vi så alle tre i den ene seng i mit værelse; jeg mindes endnu, vi var svært ømme om morgenen efter den omgang. Vi spiste til middag hos værtsfolkene og gik på de billigste restaurationer og fik den øvrige mad. Turen kostede jo ikke meget på den måde, og jeg tror, de var glade ved opholdet, der tre dage; så var den glæde forbi!

Når jeg fik breve hjemmefra, var det ikke de lyseste udsigter, de handlede om; thi far var nu stadig sengeliggende, og hans tilstand forværredes stadig. Peter skrev omtrent i hvert brev, jeg fik, at det var på tide at forlade Hamborg; jeg skulde snart se at komme længere mod syd; thi ingen vidste, når jeg blev nødt til at rejse hjem. Da vi hen i april stadig gik på pladsen og ventede på tømmer, og de fleste af mine kammerater var fyrede; vi var kun 3-4 mand tilbage, som rømmede op og skar forskellige ting til brænde; var det så kedeligt, at jeg besluttede mig til at rejse sydpå, hvor jeg kunde få noget at bestille.

Den 28. april rejste jeg til Köln, dagen efter langs Rhinen til Koblenz, den 30. april til Frankfurt a. M. Hvor var det en uforglemmelig dejlig tur langs ad Rhinen. Jeg rejste selvfølgelig på 4. kl.s jernbane, det vil sige ståplads, og 3. kl.s skibe; men se og høre kunde man jo lige så godt som på 1. kl. Da jeg nåede Frankfurt, var omtrent alle mine spareskillinger opbrugt, og nu skulde jeg have arbejde, ellers blev den gnaven.


Jeg havnede der i byen i et herberg, der kaldtes »Herberge zur Heimat«; det blev kaldt »det kristelige herberg«, til forskel fra »Die ziinftige Herberge«. Der var en farlig redelighed. Man kom ind i en stor sal, som kaldtes fremmedstue. Værelset var møbleret med borde og bænke til hver sin side og en hovedgang i midten; for enden af hovedgangen var der en talerstol, som brugtes ved aftenandagten, der holdtes, førend vi fik lov at gå til sengs. Der kunde vi få tarvelig mad at købe lige fra 10 pf. og op efter, men ingen dyrere ret end til 50 pf. Der kunde være fra 60 til ca. 100 personer i fremmedstuen. Personerne skiftede omtrent daglig. Sovested kunde man få for 25-50-75-100 pf. for en nat, alt efter som man havde mønt og fordrede komfort. Sovebilletter skulde løses mellem 8 og 9 aften; Billetterne havde hver sin farve, rød, blå, gul, hvid. Bygningen var på 4 etager, og hver fane var til sin etage. Alle breve blev opstillet i et glasskab, som var aflåset; der kunde hver se, om der var brev til ham og få det udleveret af herbergsfaderen. Der var også opbevaring af rejsegods, ure og andre værdisager; det kostede 10 pf. for opbevaringen. Foruden herbergsfaderen var der 5-6 tjenere, som dels skulde holde orden og dels udlevere mad og kaffe. Jeg kom dertil sent om eftermiddagen, dygtig træt og sulten; jeg købte lidt brød, smør og sauerkraut, løste sovebiller til 50 pf. og mente, jeg kunde få lov at komme
1 seng; men den gik ikke. Alle måtte vente til kl. 10, uagtet de fleste var søvnige og medtagne af rejsen. Kl. 934 begyndte aftenandagten. Herbergsfaderen stillede sig op på talerstolen, alle tjenerne i midtergangen med bestemte mellemrum for at holde orden på det blandede publikum. Derefter læste han et kort stykke af det nye testamente og forklarede og supplerede teksten. Under dette kneb det somme steder med roen; nogle, deriblandt jeg, lagde armene på bordet og slumrede; men det fik vi ikke lov til; der var straks en af tjenerne, der kom og ruskede i mig og i flere andre, der havde det på samme måde som jeg. Så skulde der synges nogle salmevers; det gik for sig på den måde, at herbergsfaderen læste først verset op, dernæst
2 linier for hver gang, der så blev sunget af en del af forsamlingen, andre peb, lo, atter andre sang så hjerteskærende falsk, så det var en gru. Det var den ynkeligste parodi på en aftenandagt. Når det var besørget, stillede tjenerne sig, een å to mand i hver etage, på trappegangen og råbte: »De hvide billetter 1. sal, de røde 2. sal, de blå tredie sal, de gule 4. sal.« Jeg kom op på 3die sal, det var jo til 50 pf. og ikke det sløjeste. Det var en stor sal med ca. 20 senge; der var ikke en stol eller et bord i værelset. Ved fodenden af hver seng var der fastgjort til jernsengen en bøjle eller stang, der foroven var bøjet i vinkel; der skulde man så lægge og hænge sit tøj. Ved indgangsdøren stod så to tjenere, som efterså os alle, om vi havde lus. Det gik for sig på følgende måde. Ved hver side af døren var anbragt et stærkt gasblus. Herunder stod tjenerne, vi andre deromkring, hver med sin skjorte og undertrøje på armen; når min rur kom, afleverede jeg skjorten, der særlig blev efterset i halsrynkerne, i arme og håndlinninger; jeg blev godkendt som ren og fik seng anvist og skjorten smidt i hovedet; så havde jeg lov at gå i seng. Sengen var meget spartansk; men overtræt, som jeg var, sov jeg snart ind. Om morgenen kl. 6 skulde alle mand op; der blev ringet i hver sal med en stor håndklokke og råbt, at alle skulde stå op. Jeg var så træt; jeg syntes, der var ingen mening i at stå op på den tid, og blev liggende. 15 minutter efter ringningen kom de for at se efter, om alle var oppe. Da jeg og en anden logerende lå endnu, fik vi en bunke grovheder, og overdynen blev taget fra os. Da jeg som altid, når jeg var på rejse, lå ganske nøgen i sengen, så var der jo inter andet at gøre end at stå op. Så kom vi ned i fremmedstuen, satte os på en bænk ved et bord, bestilte en såkaldt kop kaffe til 10 å 15 pf., og så skulle slagplanen lægges for dagen.

Jeg forhørte mig nu om adresser på de forskellige tømmermestre, og så skulde jeg jo ud at løbe i den store, ukendte by for at opdrive noget arbejde. Det var en drøj bestilling at gå fra sted til sted for at søge arbejde, og hvert sted, man kom, blev man bare kort afvisr. Da jeg havde været i Frankfurt i 3 dage uden ar få noget ar bestille, besluttede jeg mig til at opsøge det ziinftige tømmerherberge. Jeg gik derhen om aftenen, når der var samlet en del tømmersvende. Da jeg kom ind og hilste, blev jeg jo stærkt overbegloet af ca. 10-12 zünftige svende, der spurgte, hvad jeg vilde. Jeg sagde, jo, jeg søgte arbejde; om de vidste noget sted, hvor der var det at få. Svaret var: »Sæt dig ned, fortæl, hvorfra du kommer, og hvem du har arbejdet hos! kan du give en omgang øl?« Jeg svarede: »Det er da efter skik, at det er jer, der skal traktere mig!« »Nå, lad gå! Du skal få geschenk«. Jeg satte mig ned i det halvmørke, tarveligt udstyrede værelse ved det store bord midt i stuen, hvorover tømrerladen hang med mange bånd og medaljer på. Der sad vi så og sludrede lidt; jeg var stadig ivrig for at få at høre, om de vidste noget sted, hvor der var arbejde; men en af de ældste sagde gentagne gange: »Ikke så ivrig, kammerat.« Omsider opgiver de mig et sted, hvor jeg kunde være sikker på at få arbejde; men jeg skulde helst gå derhen i aften; så traf jeg dem bedst hjemme. Jeg fik gade og nummer opgivet og begyndte at spørge og lede mig frem. Resultatet blev, da jeg nåede gade og nummer, at jeg syntes, der måtte være noget galt. Da jeg fik ringet på nogle gange, kom der to damer og lukkede mig op, og nu var jeg klar over, hvilken fælde de havde narret mig i. Damerne blev jeg hurtig færdig med. Jeg gik tilbage til herberget, hvor de sad i spændt forventning på resultatet.

Jeg var jo gruelig gal i hovedet, skældte ud det bedste, jeg kunde; de andre lo og vred sig af grin; de syntes, den var så godt lavet. Omsider kom der jo lidt ro over os; så siger een af dem, at dersom jeg vilde give en »omgang«, så skulde de anvise mig rigtigt arbejde. Jeg vilde først have arbejdet og så give »omgang«; men det vilde de ikke nøjes med. Jeg gav så »omgangen« og fik anvist »Frankfurter Bahngesellschaft«, hvor jeg skulde gå hen mellem 11-12 næste dag; så var de sikre på, ar jeg fik arbejde. Jeg vidsre knapt, hvad jeg skulde tro, men gik derhen og blev antagen til dagen efter, den 4. maj.

Dette bygningsaktieselskab var en meget stor historie. Kontorerne var i en 3 eller 4-etages bygning, der i det væsentligste var optaget af kontorer. Det var en samling af kontorer for tømrere, murere, arkitekter, ingeniører og sikkert for de håndværksfag, der hører til for at opføre bygninger. Mange forskellige steder i byen så man kort over, hvor alle selskabets byggepladser og de bygninger, der var ril salg, mærket med stærke farver; og selvfølgelig et ret stort skilt ovenover glasskabet med firmanavn. Jeg kom straks til at arbejde på pladsen ved afbindingsarbejde. Alle arbejdere blev nummereret, fik udleveret en rund messingplade med nr.; jeg havde nr. 52. Dette nr. skulde afleveres til portneren, når vi passerede porten, og hentes hos ham, så snart vi gik ud. Han førte kontrol med arbejdstiden til kontrol for formanden. Tømmerpladsen var stor, og der var et meget stort trælager af skåret tømmer, brædder og planker.

Da jeg havde arbejdet der i to dage og sad ude på pladsen og spiste min medbragte frokost, blev jeg meget forbavset over, at der var to svende, der sad og talte dansk sammen under måltidet. Jeg nærmede mig lidt efter lidt; da jeg havde hørt lidt på dem, kunde jeg ikke nære mig; jeg blandede mig i samtalen på dansk. Sikke ansigter af forbavselse, der så på mig! Det første udbrud var: »Hva fan er du for en? Der har du, dit asen, gået her nogle dage, uden at vi anede, du var dansk. Hvor er du fra, og hvor kommer du fra?« Vi kom jo i samtale med hinanden om mangt og meget. Samarbejdet varede dog ikke længe, vel en 5 å 6 dage; thi en dag, de skulde renskære bjælkerne i det bjælkelag, vi arbejdede på, så satte de sig på bjælkerne og skar. Formanden så sig vred på den måde at arbejde på; han gik ind på kontoret, kom ud med to stole, satte en stol til hver især og skældte dem ud, bød dem sætte sig på hver sin stol, når de skulde skære. Svendene skældte igen på kraft, tog stolene i ryggen og knaldede dem i stumper og stykker, mens formanden stod og så derpå. Der blev stor ballade. Værktøjet smed de fra sig ud i luften; formanden måtte trække sig tilbage for ikke at få prygl. Så forlod de pladsen, og siden har jeg aldrig set eller hørt noget fra dem. Det var vistnok to mindre gode personer.

Så var jeg igen ene dansker på pladsen; det var jo det behageligste.

I slutningen af maj måned blev jeg og tre andre beordret hen til den nye Frankfurter Børs, der var under opførelse. Vi skulde stille afbundne stilladser op. Vi fik sagerne færdig afbundet fra tømmerpladsen; det var kun opstilling af samme, vi havde med at gøre.

Det var en mægtig bygning. Murene var de fleste steder en m tykke. Facaden var af grå sandsten. Den gang jeg kom derhen, var vel murene 10 å 15 alen i højden. Vi skulde, som sagt, stille 3 og 4 stokværk op af stilladset, der var konstruerer som fritstående 4-kantede bukke, hvorover der skulde lægges svære trædragere som forbindelse mellem bukkene; på dragerne igen jernbaneskinner; herpå kørte så jernbanevogne af en egen slags med kørende spil på til ophejsning af de mægtige marmorsøjler, der skulde rejses, særlig i børssalen, og til ophejsning af de mægtige gesimssten til facaden. Jeg antager, at hvert stokværk af stilladser var 12 alen højt, så det var jo en væmmelig højde at arbejde i.

Da vi kom derhen, stod vi længe nede på jorden og gloede op. Der kom imidlertid 4 å 6 mand fra en anden plads, som også skulde arbejde der, og der imellem en dansker. Vi talte lidt sammen om sagerne; der var ingen, der rigtig havde lyst til at gå på. Imidlertid blev det middag. Vi spiste middag, og så skulde det afgøres, hvor mange der vilde gå op. Jeg havde ingen lyst; men den anden dansker, der var, siger til mig: »Lad os nu vise, vi er raske danske drenge! lad så de tyske rakker-pukler blive nede.« Vi begyndte at kravle op; da vi kom til tops, kunde vi intet andet end sidde stille og holde os fast; efter at have siddet 1 times tid, forsøgte jeg mig lidt; men den anden, min raske kammerat, vilde eller kunde ikke røre sig; da jeg omsider skulde se mig om, var han på vej nedad; jeg råbte til ham, hvad det skulde betyde; han svarede blot, at han vilde eller kunde ikke arbejde der. Der var en eller to af den anden flok, der blev, og vi begyndte så at arbejde; men halsbrækkende på livet løs gik det til hver tid på dagen. Hvad der gjorde, at jeg blev, var simpelthen, at lommen var omtrent læns. Hver morgen, jeg gik på arbejde, tænkte jeg på, at det meget nemt kunde ske, at jeg ikke kom levende derfra; men der fik jo så være. Lidt efter lidt blev man jo vænnet til de vanskelige forhold. Der var dog en arbejdskammerat, der faldt ned og slog sig ihjel. Jeg var på nippet flere gange; det var de andre også.

Arbejdet hastede at få frem; der kom stadig nye folk; men når de så, hvorledes arbejdet var, så gik de allerfleste tilbage igen og vilde ikke arbejde under de vanskelige forhold. Da vi opdagede, hvorledes landet lå, rådsloges vi om, at enten stoppede vi, eller også vilde vi have mere i løn; det gjorde vi i løbet af 6 uger 3 gange, og hver gang måtte mesteren først forhandle med kontoret, og så kom han igen og gav os tillæg. Daglønnen var ellers omkring 4 rmk.; men den sidste tid, jeg arbejdede der, havde vi 10 rmk. pr. dag. Det gik jo ikke så stille af med disse pålæg. Vi var jo alle enige om, at så snart det stilladsarbejde var færdigt, blev vi jaget væk allesammen; men det regnede vi for intet. Verden var jo stor nok endda. Det var første gang, jeg kendte til strejke, og så var jeg oven i købet med til selv at lave den!

Den 8, juli blev vi færdige, og så forlangte vi alle vor fremmedseddel. Da jeg skulde aflevere mit værktøj, var min værktøjskasse opbrudt og det meste af det stjålet af en af kammeraterne, der var gået fra pladsen før mig; jeg var jo svært ked af at skulle betale det manglende; men så får jeg den idé, at jeg kunde jo stjæle en af de andres værktøj og aflevere det; det kostede megen overvejelse; men jeg gjorde det desuagtet; jeg slap for at betale, men blev belastet med en dårlig samvittighed.

Medens jeg arbejdede på børsen, kom en politibetjent og hentede mig; jeg skulde følge med ham til stationen. Da han kom og spurgte efter mig, var der flere af de nærmeste kammerater, der fortroligt spurgte: »Hvad har du lavet?« Jeg siger: »Jeg ved intet;« men det var der ingen, der troede på. Den gang, jeg gik med betjenten, lo nogle, andre råbte: »Auf wiedersehen!« Det blev ikke taget meget højtideligt. Jeg selv tænkte, at jeg måtte være forvekslet med en eller anden forbryder, eller ar de skulde hugge mig for skat, som jeg havde undladt at betale i Hamborg.

Da jeg kom hen på stationen, var der mit »pas«, de ikke kunde forstå; thi på forsiden var det dansk, og på bagsiden var det fransk, og nu måtte jeg oversætte der danske til tysk; da dette var foretaget, og en del andre formalier var i orden, fik jeg lov at gå. Til kammeraternes store forbavselse kom jeg igen på pladsen efter 1 á 1 1/2 times forløb. Alle skulde jo høre, hvad de vilde mig, og da de fik besked herom, var denne lille episode forbi.

Frankfurt a. M. var en hyggelig by at være i; der var også vand at se, og en ikke lille, flad forstrand. Jeg mindes en søndag, en kammerat opfordrede mig til at følge med ud til et eller andet forlystelsessted. Jeg undskyldte mig med, at jeg ikke havde noget kravetøj. »Det skal vi sagtens klare,« sagde han. Vi fulgtes så hen i det rigtige gamle jødekvarter. Der kom vi ind i er baghus hos en rigtig gammel jøde. Min kammerat spurgte om flipper. Ja, det kunde vi godt få. Vi henvistes til nogle store sække, der var fyldt med gamle, brugte flipper; der kunde vi selv søge ar finde de reneste af dem, der passede i vidden. Jeg købte to flipper for 10 pf. tilsammen; min kammerat gjorde ligeså. Den ene tog jeg på med det samme, den anden i lommen. Jeg syntes nok til at begynde med, det var mindre behageligt; men det var jo snart glemt; der skulde jo passes på skillingerne.

I Frankfurt kom jeg til at bo sammen med en jernbanemand, der kørte mellem Hamborg og Frankfurt. Han havde været med i krigen i 1864 og havde som soldat været temmelig højt oppe i Jylland. Han syntes ellers godt om danskerne, sagde han; men de havde »ein sehr schlechter pudding«. Jeg kunde ikke rigtig forstå dette; thi danskerne fik jo ikke megen budding. Han forklarede så, at når de kom ind på gårdene og skulde se efter mad, så måtte de ofte ned i kælderne for at få fat i noget, og der stod meget ofte en vældig budding på en rund træbriks; det var grove gryn, den var lavet af, og som regel blå af farve udvendig; den smagte ikke godt. Omsider gik det op for mig, at det var grød, der var kogt i en almindelig jerngryde, der så var blåner i gryden; så var den vendt om på et trægrydelåg, efter at den var kold og stiv. Jeg måtte jo indrømme, at det var ikke første klasses budding; men jyderne, der skulde skaffe mad til tyskerne, har jo ment, det var det nemmeste at traktere den slags folk med.

Nu skulde jeg jo sige farvel til Frankfurt, og hvorhen skulde jeg rejse? Førend jeg kom af sted, kom en af de ubehageligste af mine gamle kammerater til mig og vilde købe min stortrøje. Jeg vilde ikke sælge den; men han vilde absolut prøve, om den passede ham; dette var jeg dum nok ril at indvillige i; men da han først havde fået den på, var det mig umuligt at få ham til at tage den af. Jeg både lokkede og truede; men intet hjalp. Han lovede at sende mig betaling for trøjen; men der vidste jeg på forhånd, ar det blev der aldrig noget af. Han tilbød mig en paraply som det første afdrag. Jeg protesterede stadig; men med et sær var han ude ad døren med trøjen på. Jeg stod tilbage med paraplyen. Nu var jo trøjen væk og dermed alt mit overtøj. Havde han ikke være stor og stærk, så var det ikke gået af uden kamp; men her var jeg absolut den lille. At kalde på politi kunde intet nytte; thi han var snart over alle bjerge.

Så rejste jeg den 10. juli til Strasbourg. Der var jo sproget fransk, som jeg hverken kunde tale eller forstå. Der var en kammerat med mig. Vi gik først rundt til alle de Tømmermestre, vi kunde finde, og det var ikke få, og spurgte om arbejde. Så snart de hørte, hvad vi vilde, og hørte det tyske sprog, blev døren smækket i for næsen af os. Vi opdagede snart, at det var umuligt for en tysker at få en dags arbejde der.

Vi blev forbavsede over, at der var så meget, der mindede om krigen. Særlig var det gået ud over domkirken og de største bygninger; man kunde flere steder se kugler sidde i muren og nedskudte partier af bygningerne. Vi gik rundt og så særlig på domkirken med der berømte ur og mange andre seværdigheder; men vi var stadig trykkede af befolkningens uvilje. I boghandlervinduerne var alle de ledende tyskere afbildede med et let kendeligt hoved og kroppen som gulerod, agurk, kartoffel, runkelroe og lignende. Vi var forbavset over, at det kunde tillades. Der var opslag mange steder om, ar al handel med våben og ammunition var strengt forbudt. Der vrimlede af soldater og officerer på gaderne; der var ikke rart at være. Vi skulde jo have logi for natten og lidt mad; det måtte vi si søge i en beværtning, hvor de tyske soldater holdt til.

Om aftenen, da vi sad der, kom der flere og flere soldater; der blev sunget fædrelandssange, og der følte vi os jo lidt bedre tilpas. Vi lå der om natten for en billig betaling, og efter at vi den næste dag havde set os lidt omkring, måtte vi skilles. Jeg rejste sydpå til Mülhausen (nu Mulhouse); der kunde min kammerat nok følge med; men ind i Svejts, som nu var målet, kunde han ikke komme, da han intet pas havde.

Efter nogen betænkning fulgte to foreløbige eller tilfældige kammerater med. I Mülhausen var vi kun kort tid. Vor attrå var jo Basel, og mærkelig nok blev de ikke hugget på jernbanestationen. Den 12. juli kom vi til Basel. Vi gik rundt og spurgte om arbejde; men ingen havde brug for os; der var ikke arbejde at opdrive. Pengene var ved ar slippe op, så der måtte leves Sparsomt. Jeg husker, at vi en middag gik ind i en meget simpel og tarvelig beværtning. En lille stue med et umalet langt træbord, der var bænke uden rygstød at sidde på. Vi medbragte brød og ost og købte os hver V2 liter landvin. Den kost kunde man sagtens leve på. Vi gik stadig rundt i byen, dels efter arbejde og dels for at se os om. Henimod aften siger en af kammeraterne: »Hvor skal vi gøre af os i nat.'« Ja, det var der ingen, der vidste. »Ja, hvor mange penge har du« sagde de til mig. »Jeg har nogle få francs,« svarede jeg. »Lad mig se,« siger han. Det havde jeg ingen interesse af at vise dem; thi jeg havde 1 guldfranc og en eller to francs foruden. Jeg følte efter min portemonnæ; men væk var den. Gode råd var dyre, ikke en skilling på lommen, træt og sulten, som jeg blev til aften, og intet sted at komme hen om natten. Vi fulgtes videre rundt; vi kom til en bro, der førte over Rhinen. Det var et sus og et brus i vandet og en rivende strøm. Jeg stod der på broen og havde dybe kedsommelige ranker om udsigterne for natten og den kommende dag. Så skød det op i mig, at det nemmeste og bedste var sikkert at kaste sig ned i strømmen; så var man færdig med alle bekymringer, og her i livet var der ingen, der havde brug for en. Tanken blev mere og mere nærgående, og til sidst måtte jeg næsten med vold rive mig løs og gå derfra; thi ellers var jeg blevet en selvmorder. Da de andre så, hvor trykker jeg var i sindet, så siger en af dem: »Ja, du skal nu ikke være så ked af det; thi jeg fandt din portemonnæ inde i værtshuset.« Jeg havde tabt den på gulvet, ved at jeg havde brugt lommetørklædet, og ikke været forsigtig og efterset, om den var i lommen, da jeg puttede lommetørklæder ned. Det lettede jo på mig, og som belønning for udvist ærlighed foreslog de, at jeg skulde give aftensmad. Det måtte jeg jo og gav så en omgang brød, pølse og vin, der tilsammen kostede ca. 1 1/2 franc. Vi lå alligevel under tag om natten.

Basel er en af de dejligste byer, man kan se. Den ligger på et meget kuperet terræn med høje bjærge som baggrund og gør et meget tiltalende indtryk.

Selv om jeg gerne vilde blevet der, var det jo umuligt, når jeg intet arbejde kunde få og næsten ingen penge havde.

Der måtte tages en beslutning, og det blev, at jeg næste dag rejste til Zürich, hvor jeg ankom en søndag eftermiddag hen mod aften. Kammeraterne turde ikke følge med, da de manglede pas. Det var smukt vejr, og der var mange, som var kommet for at modtage toget. Jeg stod stille og betragtede menneskene. Jeg havde jo intet hastværk. Der var omfavnelser, kys og klap i masser. Før jeg anede det, stod jeg ganske alene på perronen sammen med noget togpersonale. Min ensomhed faldt mig tung, og det var lige ved, at gråden havde taget magten; men så måtte jeg jo tage mig i nakken og forklare mig selv, at den slags hjalp jo intet; nu skulde jeg jo se at få nattelogi. Da jeg kom ud på gaden mellem alle menneskene, hjalp det. Jeg kom til at bo på et såkaldt kristeligt herberg; billigt skulde det være. Vi blev jo kommanderet tidligt i seng. Jeg lå på stue sammen med ca. 20 mand. Mellem så mange er der altid en del urolige hoveder, der kan holde rumlen ved lige. Da det altid er mode på den slags hoteller at sove ganske nøgne, for ikke at få utøj i klæderne, og da det der var varmt om aftenen og natten, passede det jo godt; men det varede vel ikke fem minutter, efter at der var lukket for os, førend nogle sprang ud af sengen og begyndte at danse på gulvet i Adams-kostume. En havde fløjte med, en anden violin; de sprang ud, greb instrumenterne og spillede, så det var en lyst. Så vidt jeg husker, var alle mand på gulvet, undtagen en eller to foruden mig. Den gik jo ikke længe; thi herbergsfaderen trådte ind, og med streng mine påbød han ro. Alle var da i seng både med violin og fløjte; alt var stille, da han låsede døren op og kom ind. 5 minutter, efter at han var gået, begyndtes der forfra på det samme. Det endte på samme måde som første gang; men nu var der ingen, der risikerede at gentage spøgen; thi der truedes med udsmidning. Om mandagen gik jeg rundt for at søge arbejde, og hen på eftermiddagen lykkedes det virkelig at få fat et sted. Hvad mesteren hed, husker jeg ikke; men det var en stor tømmerplads med tilhørende skæreri, hvor de skar store og mindre stammer af til brædder og tømmer. Jeg kom til at arbejde på tømmerpladsen. Det var i grunden et hårdt arbejde at gå i den stegende sol fra morgen til aften. Vi havde kun skjorte og lærredsbenklæder på; desuagtet randt sveden fra hage og næse den hele dag. Vi drak selvfølgelig meget, men spiste forholdsvis lidt. Jeg fik logi hos en enke i et lille hus med stråtag; der lå jeg på et loftsværelse. Der var rart at bo, men meget varmt om natten, så jeg døjede med at sove. En nat indtraf det med tordenvejr, og aldrig i mine dage har jeg hørt mage til bulder; det rungede i bjerge og dal, som skulde det styrte sammen. Jeg er ikke let at få af køjen for tordenvejr; men den gang måtte jeg klæde mig på og gik udenfor; thi det var, som skulde hytten falde sammen. Konen, jeg boede hos, ernærede sig ved at tvinde silke. Jeg skulde have morgenkaffe hos min værtinde, det fik jeg serveret på følgende måde: En mindre fajanceskål, deri den sorte, tynde kaffe, en spiseske og 2—3 skiver franskbrød og en kniv. Så skar man franskbrødet i terninger, kom det i kaffen og spiste det med ske; det var det almindelige morgenmåltid. Til frokost et å to rundstykker, V2 liter landvin, intet smør på brødet. Til middag en tallerken suppe, kogt på grønsager, makaroni, et lille bitte stykke kød på 3—4 mundfulde, det var som regel middagsmaden. Til aften brød og vin. Det var let kost; men det kunde sagtens gå. Landvinen var ikke stærk berusende, men det kunde alligevel nemt lade sig gøre at blive beruset. Vor formand holdt meget af vin, en dag, det var meget varmt, og vi sikkert var sløvede af varmen, var han meget ondskabsfuld og urimelig. Da foreslår en af kammeraterne, at vi skulde traktere ham, ligeså længe han vilde drikke; så skulde vi dele udgiften. Arrangementet slog an, alle trakterede ham den dag, og det endte med, han blev drukken og lagde sig i græsset mellem bjælkerne, i det bjælkelag, vi havde i arbejde. Da vi altid havde 2 bjælkelag oven på hinanden, var der god plads og dejlig skygge. Vi lagde brædder over bjælkerne, for at ingen skulde se ham; der lå han så til fyraften, da en gik hen og vækkede ham; men vi havde taget den med ro og slap for at blive opstrammede den eftermiddag. Hverken formand eller vi andre talte om det senere. Vi morede os jo over det kup, vi havde lavet.