Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

II. I Svejts, hjemme og på højskole.

Zürich er en dejlig by, omgivet af bjerge til alle sider, ligger som på bunden af en gryde, med Zürichersø ved sin ene side. I søen var der lystsejlbåde og robåde at få til leje. Der gik store dampere på søen. Passagerdamperne havde 2 etages saloner, hvor det øverste af salonsiden omtrent var glas.

En søndag lejede jeg en sejlbåd og tog ud på søen; jeg manøvrerede dårligt og var ikke kendt med de kastevinde, der kom. Jeg skulle manøvrere forbi en af de store Dampere, men var lige på et hængende hår blevet sejlet ned af damperen. De skreg og råbte til mig og skældte ud. Efter den omgang måtte jeg se at komme i land, som jeg kom med besvær.

Der var ellers ganske dejligt i Zürich; der var pyntelige anlæg forskellige steder i byen, og hvad der særlig passede mig, var en mindre halvø, der gik ud i søen, og som var beplantet med store, gamle træer; under træerne var der en mængde bænke, som man kunne sidde på; da der næsten altid var lufttræk under kronerne, var der jo meget køligt i forhold til andre steder. Der gik jeg som regel hen søndag eftermiddag. Efter aftale med en kammerat fra tømmerpladsen skulle vi en søndag morgen kl. 3 1/2 begynde en bestigning af Utilberg. Desværre sov han for længe og kom først til mig kl. 4 1/2; det var for sent; thi vi begyndte ganske vist på turen; men det blev snart så varmt, ar der var ingen af os, der ville fortsætte længer; da kl. var ca. 7, begyndte vi allerede nedturen; men det var dog altid lidt, vi fik derudaf. Vi passerede på den tur mange vinhaver; det var ikke slemmere der at gå ind i vinhaverne og rapse vindruer, end det er herhjemme at gå hen i et stk. ærter og plukke nogle af disse; altså måtte man ikke; men det regnedes ikke som særligt tyveri. Var man tørstig, var der intet at sige til, at man begik den ulovlighed.

Arbejdsforhold og befolkning passede mig godt. Jeg havde gerne blevet der en tid, men så en dag får jeg brev hjemmefra, at fader, som den gang lå syg, havde der meget dårligt, og såfremt jeg ville se og tale med ham, mens han levede, så skulle jeg komme hjem snarest muligt. Det var jo et svært slag for mig; thi jeg vidste jo gennem breve, at det var sløjt, men at døden var nær, det havde jeg ikke troet. Jeg var jo ikke sådan beslået med penge, at jeg kunne tage turen fra Svejts og hjem, selv hvor billigt jeg ville rejse. Hjemme var der ingen, der tænkte på det spørgsmål. Hvad skulle jeg gøre? De penge, jeg havde, regnede jeg ud, kunne med stor sparsommelighed strække til Berlin; men jeg ville jo gerne se lidt mere af Svejts, end jeg havde set, og nu tog jeg den bestemmelse at hæve med arbejdet og give mig ud på rejse. Jeg tog fra Zürich til Zug, derfra over Rigi til Luzern. Jeg sejlede tværs over Zugersøen med dampskib. Jeg havde svær lyst til at prøve bjergbanen, og uagtet pengene var små, kørte jeg den halve vej op ad bjerget; det var vidunderligt. Resten af vejen gik jeg; men det var uhyre svært at nå toppen; men det betalte sig godt; thi nogen smukkere udsigt har jeg aldrig set; at begynde en beskrivelse heraf bliver alt for lang, og i vore dage kendes det jo omtrent af enhver. På toppen af Rigi lå flotte hoteller, hvor alle de, der havde godt om penge, kunne have det rart; da jeg ingen havde til det brug, nød jeg naturen gratis, lagde mig i det sparsomme græs, spiste lidt franskbrød og ost, som jeg havde i lommen, og tænkte på nedfarten; jeg skulle jo under tag til natten. Jeg gik ned den modsatte side, som jeg var kommet op. Efter en spadseretur på ca. 3 timer nåede jeg til en lille landsby ved Vierwaldstattersøen, hvor jeg overnattede i et tarveligt værtshus. Jeg tror aldrig at have set så mange fluer samlede op under loftet, som jeg så der. Værten gik og fangede dem i et ølglas med sprit i, som han satte mod loftet og holdt det stille, til fluerne berusede faldt ned i glasset. Der var meget uhyggeligt; men det var blevet aften, så jeg måtte nøjes med det, som det var. Jeg sov godt om natten; thi turen ned fra Rigikulm havde taget uforskammet hårdt på benene; dette stadig ned ad bakke var meget slemt; det var, som om lårpiberne skulle knække over. Hvad der generede mig mest, var, at jeg ingen havde at tale med, når man så alt det smukke i naturen og kunsten; så var det, som jeg ville betro mig til træer, buske og stene for der at give udtryk for min stemning.

Derefter gik jeg til Luzern; der var en dejlig by. Den klare himmelblå sø ved foden af bjergskråningen, hvorpå byen lå, de venlige huse, de bakkede gader og den smukke omgivelse af sø og bjerge gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg skulle jo se alt, hvad der var gratis at få Adgang til. Noget af det første var Thorvaldsens løve, der var indhugget i en klippevæg. Det var mindet om svejtsernes frihedskamp. Jeg kan jo ikke nu huske alt, hvad jeg så; men hovedindtrykket var udmærket.

Da jeg havde set, hvad jeg troede, der var at se, besluttede jeg at tage med damperen, der sejlede på Vierwaldstattersøen for des nemmere at få søens omgivelser at se og de andre mærkelige naturskønheder ved søen. Det var jo udelukkende med passagerer eller turister, der sejledes, og derfor blev alle sådanne steder anløbet; der var bygget broer ud, så man kunne komme i land fra skibet. Jeg sejlede helt ned i den sydlige del af søen til en lille by, der hed Flüelen; det var sidste station; der blev jeg om natten, fik først lidt at spise og dernæst spadseretur. Byen lå ved foden af Sct. Gotthard. Der så jeg en diligence af den gamle slags, 2 etager høj, indrettet til passagerer og post, forspændt med fire heste, kusken højt til vejrs; han havde en pisk med meget kort skaft, men en umådelig lang snor, som var oprullet som en kasteline. Med denne snor kunne han ramme de forreste heste, hvor han ville, på hals, hoved eller lænd. Posten gik over Sct. Gotthard til Italien. Jeg var lidt op ad bjerget om aftenen: men det blev snart mørkt, og jeg måtte vende om til mit logi.

Dagen derefter begyndte jeg vandringen fra Flüelen til fods til Luzern. Det var en af de dejligste fodture, man kan tænke sig. Vejen var for det meste indhugget i klippeskrænten, andre steder var der tunneler gennem højderyggen, et uhyre arbejde at lave den slags veje. Jeg var også på den tur i Vilhelm Tells Kapel og hvor der ellers var noget at se. Jeg lå i Luzern om natten, gik igen og så mig lidt om. Ved middagstid tog jeg så fra Luzern og skulle for alvor vende næsen nordefter for snarest at nå hjem. Jeg kørte fra Luzern til Konstanz, tog derfra med damper over Bodensø til Lindau; der var en lørdag nat; jeg lå på dækket og frøs, så jeg måtte op og røre på mig.

Jeg kom til Lindau tidligt om morgenen; det var dejligt at se solen stå op og senere høre alle klokker i nærheden ringe til messe. Lindau er jo ikke nogen stor by; der var ikke meget at se. Jeg rejste over Innsbruck til München, så snart lejlighed gaves. Jeg skulle jo passe på, at de par skilling, jeg havde, blev anvendt til rejseudgifter. I München var der meget ar se, men pengemangel gjorde, at jeg måtte videre. Jeg overnattede på et herberge, hvor alle de laveste i samfundet havde tilhold, spiste lidt brød og pølse og drak Münchener-øl. Der så jeg blandt andre, hvorledes en mand, der var tigger, kunne smøre sine øjne med et eller andet, så han kom til at se ud, som om øjnene var fulde af betændelse. Når han havde fået sig rigtig smurt, gik han fra dør til dør og tiggede og kom meget stolt hjem om aftenen og fremviste et udbytte på omkring 10 rm. og levede meget flottere end nogen af hans omgivelser. Der kom også, medens jeg var der, 10 á 12 farende svende fra landevejen; de drog ind ad porten med fuld musik, 4-5 stykker af dem havde instrumenter med, hvorpå der spilledes, og humøret var højt, men pengene meget knappe; det så jeg på deres bestillinger af mad. Om aftenen kom værten og sagde, at han ventede politieftersyn om natten mellem 3-4, og han tilrådede alle, som ikke havde deres papirer i orden, til at være ude af huset til den tid. Om morgenen forhørte jeg mig hos personalet, om der havde været politi; de mente nej, men over halvdelen af de ret talrige gæster var forsvundet om natten.

Jeg rejste så fra München over Dresden med Berlin som mål. Omtrent alle mine penge gik til billetten; men det gjaldt jo om at komme så langt mod nord som muligt for de penge, jeg havde i behold. I Dresden standsede jeg slet ikke; det var en lang og trættende rejse. Da jeg kom til Berlin, var det første gang, jeg kom i lag med bondefangere; men det slap jeg nogenlunde godt fra. Jeg opsøgte så et herberg Zur Heimat som det billigste logi, der var at finde. Da jeg havde hvilet lidt og fået lidt brød at spise, havde jeg kun 2 rm. tilbage. Hvad nu? Jeg besluttede at gå hen på telegrafstationen og telegrafere hjem efter penge. Jeg husker endnu, at telegrammer lød: »Schicken sofort 100 rmk.« og adressen. Dette telegram kostede 1,50 rmk., så havde jeg kun 50 pf. tilbage til nattelogi og mad. Jeg besluttede så at hente min kuffert, der stod på banegården for at pantsætte den. Jeg slæbte så rundt med kufferten med alle mine ejendele for at finde et pantelånerkontor, men min forbavselse var stor, da jeg for kuffert, klæder og alt kun kunne få 5 rmk. at låne på den. Der var dog intet at stille op; penge skulle jeg have; at ligge på gaden gik ikke; men spares skulle der, thi jeg vidste jo ikke, hvornår forstærkningen kom. Jeg tog det billigste nattelogi, jeg kunne få; det var sikkert 4de klasse. Jeg lå i en stor kælder, hvor der var 30-35 senge; det kostede 50 pf. Der stod så mange senge, som der kunne stå ved væggene, og i 3-4 rækker midt på gulvet. Der gik svære piller fra gulv til loft som fundament for væggene ovenover. Stole fandtes ikke, langt mindre bord. Ved en af pillerne stod en tønde så stor som en natrenovationstønde; den blev benyttet som toiletmøbel. Vi blev alle efterset i tøjet, om der var lus; når denne omgang var overstået, slap vi ned. Når vi alle var nede, blev dørene låst; der var stænger i vinduerne og derpå skodder udvendig, der blev lukkede. Det var som et fængsel. Til at begynde med var der en vældig ballade mellem alle disse hel- eller halv-bøller. Nogle gange blev døren åbnet, og der blev påbudt stilhed, men først efter midnat blev der så megen ro, at man kunne sove. Jeg havde jo intet at bestille den hele dag. Jeg fik lidt besked af værten om, hvor der var noget at se og hvor det ikke kostede noget. Hver morgen marcherede jeg ud og så forresten en hel del af Berlin, da opholdet varede 5-6 dage. Jeg var en dag kommer i tøjhuset eller arsenalet. Da jeg kommer ind i gården, ser jeg en ualmindelig stor og smuk bronzeløve stå i græsset ved siden af hovedindgangen. Den var 5 á 6 alen høj til ørene. Jeg stod og betragtede den, da holdningen og det hele tiltalte mig. Pludselig kom jeg til at se på fodstykket, hvor der stod:

Trofaste Kæmper i Farens Stund
mandig har værnet vor Odelsgrund.
Troskab skal Vagt ved Graven være,
Manddom skal skærme Arv og Ære.

Da jeg havde læst dette, var jeg klar over, at det var Flensborgløven, der stod her som sejrstrofæ, og uagtet jeg havde indbildt mig at være international, fik jeg her tårer i øjnene og gråd i halsen. Jeg gik derfra ind i bygningen og kom ind i den såkaldte franske sal. Der var jo et utal af sager, som var røvet fra Frankrig; det var ikke opløftende. Omsider kom jeg ind i en mindre sal, som kaldtes den danske sal. Ved at gå rundt her og se på de danskes nederlag og høre de højrøstede tyskere udtale deres forundring og lovprisning over tysk storhed og heltemod, kunne jeg ikke udholde at være der, men gik bort derfra og drev rundt på gaderne i meget nedslået humør. Jeg var også en dag ude ved Siegesallé og så alle disse marmorfigurer med sejrssøjlen i midten, der hvor løjtnant Anker står støbt i bronze på fodstykkers to sider, selvfølgelig sammen med andre personer; det er jo i relief. Det gjorde også indtryk på mig, særlig når der var tyskere til stede, der råbte op om, hvor stort og herligt det var altsammen; man følte så stærkt sin lidenhed.

Selvfølgelig så jeg meget andet i denne store by, hvor livet pulserer så stærkt; men der vil blive alt for omstændeligt at omtale. Uagtet det var såre knapt med pengene, var humøret dog godt de første tre dage. Jeg antager, det var fordi håbet om forstærkning var så levende. Jeg forudså, at de derhjemme havde sendt pengene pr. telegram, men de anede jo ikke, hvornær jeg var udgået. Da der heller ingen penge kom den fjerde dag, sank humøret betydeligt. Jeg havde jo lever så sparsommeligt, som der kunne leves. Om morgenen gik jeg til bageren og fik tørt brød for halv pris og drak vand til ved vandposten; middag var omtrent det samme, dog lidt kartofler til tider. Var der en, der var særlig godt kørende med maden, fik jeg lidt hos ham. Det skortede på de fem rmk., og nu begyndte jeg at overveje, hvorledes man skulle stille sig, såfremt der ingen penge kom. Der var en Stettiner, der var lige så skidt stillet som jeg; vi slog pjalterne sammen; han havde nu bestemt sig til at spadsere til Stettin. Vi aftalte så, at såfremt jeg ingen penge fik, skulle vi følges ad ad landevejen til Stettin.

Vi kunne sagtens tigge os føden til undervejs. Jeg tænkte så at stjæle mig ombord i en af de dampere, der gik på København, og så, når jeg kom dér, at rejse penge til billetten. Den femte dag om formiddagen kom der til stor glæde brev, hvori der var en anvisning fra Handelsbanken til Berlins største bank, stor 100 rmk. Da jeg fik det at se, blev glæden stor. Jeg forhørte mig hos herbergsfaderen, hvor denne bank la; ,men det var meget langt borte, i den anden bydel. Penge kunne ikke hæves den dag, men nu kunne der jo bruges til bunds. Jeg havde i mellemtiden måttet sætte min sølvurkæde i pant; den fik jeg kun en rmk. på, men jeg havde dog så meget, at jeg kunne betale nattelogi og en kop såkaldt kaffe om morgenen. Om formiddagen marcherede jeg til banken med min anvisning i lommen. Banken var en stor bygning, flot i enhver henseende. Jeg passede ikke meget i omgivelserne. De gloede også på mig, som om jeg var et sjældent dyr, men pengene fik jeg. Det første sted. jeg gik hen, var for at løse mit tøj; det var høj rente for de få dage. Tøjet og kæden fik jeg, og nu gik jeg til herberget med tøjet. Nu var jeg jo Krøsus igen. Jeg traf så Stettineren og sagde, at nu havde jeg bestemt mig til at tage til Hamburg. Om aftenen bestilte jeg flot aftensmad til os begge, pølser, kartofler og noget af det flotteste, der var på herberget; vi spiste begge, som om vi aldrig havde set mad før. Dygtigt mætte sagde vi farvel til hinanden, og jeg gik til sengs for om morgenen at rejse til Hamburg. Trængselstiden var dermed for mit vedkommende overstået, og næste dag var jeg så i Hamburg. I Hamburg opsøgte jeg mine gamle værtsfolk. Jeg havde nemlig ladet min gamle vinterfrakke hænge hos dem, da jeg regnede med dem som pålidelige folk; det viste sig også, at jeg fik frakken, hvad jeg knapt havde troet efter alt det, jeg, siden jeg forlod dem, havde oplevet. De blev meget glade ved gensynet; jeg blev hos dem om natten, lå på en sofa eller noget lignende. Næste dag tog jeg fra Hamburg over Kiel-Korsør til København. Jeg tog ud og hilste på Peter, og næste dag tog jeg hjem.

Da jeg kom hjem, syntes de slet ikke så godt om mit udseende; thi jeg havde jo det gamle forslidte tøj på, som jeg havde fået, da jeg var hjemme. Jeg var vokset fra tøjet, og forslidt var det, så jeg måtte straks til skrædder Petersen for at få en ny dragt; før kunne jeg ikke vise mig i ordentligt selskab. Det var et gråt jakkesæt, jeg fik.

Det var sørgeligt at se far så ilde tilredt af sygdom, som han var. Han lå i dagligstuen i den gamle slagbænk; han blev glad ved min hjemkomst. Han sagde som noget af det første: »Ja, nu får I jo se at hjælpe til at holde skuden oven vande.«

Hvad dag jeg kom hjem, husker jeg ikke bestemt, men jeg husker, der var så vældigt travlt med at bygge æresporte for kong Christian IX, der ville besøge Bornholm i de dage. Jeg måtte straks til at hjælpe til med bygningen. En på havnen, en ved teatret og en ved Knudsker skole. Arbejdet gik med liv og lyst; vi arbejdede sikkert 16 timer i døgnet, og der var ikke tale om overarbejdsbetaling. Det var stadig beregnet efter 1, Vi, V4, Vs dag. Det varede dog ikke længe, før vi fik indført timebetaling som et af de første steder i Danmark. Vi var absolut de første her på Bornholm, der indførte dette lønsystem. Det var gældende overalt i Tyskland, dengang jeg var der.

Peter Bidstrup, lærer i Tårbæk.
Senere Jernstøder i Rønne.
Far var meget dårlig, da jeg nåede hjem. Det var, som om smerterne tog ham i perioder; han kunne skrige af smerte et par dage efter hinanden; så indtraf der som regel en kort periode, hvor det ikke var så slemt. Far sagde engang til mig, at dersom penge og lægekunst kunne helbrede eller kunne hjælpe ham, så troede han at have så mange venner, at de kunne låne ham pengene. Det var med stort tålmod, han bar den svære, pinefulde sygdom, som lægerne erklærede var kræft i mavemunden. En periode fik han næring ved, at et rør blev puttet ned; men dette blev også umuligt. Jeg tror, at til sidst sultede han ihjel.

Det var jo ikke altid, at .Mathias og jeg var enige i vore dispositioner. Han ville jo helst, som lian ville, og jeg, som jeg ville. En gang slår det til, at vi kommer til en ret stærk meningsudvekslen i stuen ved siden af dagligstuen, hvor far lå. Hvad det endte med, husker jeg ikke; men jeg havde flere gange haft i tankerne ar forlade hjemmet og lade Mathias om det hele. Da jeg efter den episode går gennem dagligstuen for at gå ud i gården, ser jeg hen til far og ser, at han ligger og græder. Jeg går hen til ham og siger: »Har du det så ondt, far?« »Nej,« siger han, »i øjeblikket har jeg ikke så svære smerter; men det, jeg hørte før, gør mig så ondt. Jeg havde tænkt, at du og Mathias kunne hjælpes ad til at holde sammen på stumperne, og når så Karl hjalp det, han kunne, så kunne det nok gå, at I kunne hjælpe mor og jeres svage søstre til at få føden; når alt kunne blive samlet, som det er, så gik det nok med Guds hjælp; men nu hører jeg til min sorg, at jeg har bygget på et luftkastel; det kan jo aldrig gå, når I ikke kan enes.«

Mathias Bidstrup.
Det var er umådeligt indtryk, der gjorde på mig at se far græde. Jeg kunne jo ikke nægte, at jeg havde min skyld. Jeg lovede da far, at han ikke skulle høre det oftere, og at jeg skulle gøre, hvad jeg kunne for at holde sammen.

Under kongebesøget var det, som om der indtraf lidt bedring. Vi ville gerne have far ud at se på de æresporte, vi havde bygget. Da vejret var varmt og fint, lejede vi en enspændervogn for om muligt at få far ud at se på stadsen. Han ville vistnok nødig, men gjorde det for vor skyld. Med besvær fik han klæder på; vi bar ham op i vognen; men turen blev kun meget kort, thi i en ubekvem vogn var det ham en stor lidelse at være. Vi måtte snart vende hjem og bære ham af vognen. Han havde svære smerter af den tur. Det var sidste gang, jeg så, han var af sengen.

I den tid skulle vi give tilbud på en restauration af Ruts kirke. Hver gang, han så os under den periode, sagde han: »Vær nu bare forsigtige, mine horra, få alt med, gå grundigt alt igennem, husk alt; thi hvad I glemmer, kommer I jo selv til at betale.«

Fars venner kom jo ret hyppigt og besøgte ham; særlig var pastor Christensen ham til megen glæde og trøst. Han havde jo også været hans ven fra de første dage, han kom herover.

Nogle dage, før far døde, kommer jeg igennem dagligstuen, går hen til ham og siger: »Hvorledes går det? »Ja, det går sådan, om nogle dage dør jeg.« »Hvoraf ved du dog det?« siger jeg. »Jo, her skal du se på mine negle; de begynder jo der foroven at blive sone; det vil sige, at blodcirkulationen har begyndt at standse; således er det sikkert i benene også; begynder det først sådan, så er jeg snart færdig.« Det var med ro og tryghed, han kunne tale om sin død. Ja, han sagde en gang til moder og os andre, at når han nu var død, så skulle vi ikke beholde hans lig herhjemme i de små stuer, thi der var ingen mening i, at hans lig skulle forpeste luften for os andre; thi når sjælen har forladt legemet, så er der jo ikke noget at passe på eller hygge om. Dertil svarede moder: »Bryd dig ikke noget om, hvorledes det skal være; thi det skal vi nok ordne på bedste måde.«

Den 27. september var det fars fødselsdag. Uagtet han var dårlig, ønskede han at nyde nadveren sammen med moder. Pastor Christensen forrettede nadvertjenesten, der under de givne forhold formede sig som en stor kristelig højtid. Det blev sløjere og sløjere med far, og den 29. september om morgenen udløstes han fra jordelivet. Uagtet vi alle var klar over, at det var nær forestående, så var døden jo alligevel den ubehagelige gæst, som vi alle er på kant med. Det var svært for moder, der trods svage kræfter havde plejet far hele tiden og selv var meget overanstrengt og nedbrudt. Da alt var ordnet med hensyn til begravelsen, blev han flyttet fra hjemmet til sognekirken. Da jeg sad der i kirken ved fars kiste, var det for mig, som om jeg hverken kunne høre eller se; alt var mig ret ligegyldigt; thi en tanke holdt mig fast, og det var, at alt ville ramle sammen om os, og jeg så ingen udvej til at klare det vanskelige opgør, der forelå.

Da den spænding, som moder havde været i under slutningen af fars sygdom, til dels var overstået og omstændighederne ved begravelsen var forbi, sank moder helt sammen og måtte på begravelsesdagen gå til sengs, hvorfra hun aldrig rejste sig mere. Moder havde jo i flere år lidt af astma, som var meget generende for hende. Hun lå syg på det 2 fags loftsværelse oven over von nuværende soveværelse. Søster Line lå jo på det lille værelse ved siden af. Hun lå i de tider altid til sengs. Det var Laura, som særlig passede de syge. Cecilie forestod husholdningen. Det var meget triste forhold. Fader død, moder syg til døden, Lise altid i sengen, Laura skrøbelig og klynkende; Cecilie havde et svagt ben, som voldte smerte og besværlighed. Små pengemidler, en ældre, delvis demoraliseret arbejdsstab, der under fars langvarige sygdom havde tiltaget sig friheder, der i længden ikke kunne tåles, såfremt det fremdeles skulle kunne gå rundt. Mørkt så det ud; men almægtig er Gud. Vi gjorde jo alle vort bedste for at holde sammen på sagerne. Der var Peter som den ældste og med det videste udsyn, den af os, der så klarest og gav de bedste råd. Uagtet det ikke altid passede os andre rigtigt, så var det forunderligt, som han ejede en evne til at få os til at lytte til hans råd og at følge dem, når det overhovedet var gørligt. I den tid moder lå syg, blev der jo gjort for hende, hvad der kunne gøres; men der var intet, der kunne hjælpe; hun var udslidt. Hun var meget tålmodig under hele sygdomsperioden. Hun var jo godt klar over, hvor det bar hen.

Jeg arbejdede med hele dagen på tømmerpladsen. Om aftenen gik jeg op på værelset og talte med moder; hun beklagede sig aldrig, uagtet hun ril tider havde det meget svært. Hun talte til mig om at passe på, at jeg blev et godt menneske, citerede salmevers for mig og talte om andre forhold, der lå hende på hjerte. Jeg har mange gange fortrudt, at jeg ikke fik talt mere ud med moder, end jeg gjorde, — jeg var jo så ung den gang. Thi moder var efter mit skøn en meget begavet kvinde, der i granden ikke kom til sin ret, fordi slid og sygdom hindrede hende i at komme ud til andre mennesker.

Efter krigen i 1864 blev der stilstand i alt forretningsliv. Far var uheldig, havde næsten intet arbejde; han tabte 600 rdl. i Sorthatteværket, da det gik fallit. Han byggede den ejendom, der ligger mellem Neksø landevej og Teglværksvejen, hvor der senest boede en avlsbruger Ipsen; der tabte han penge på den entreprice, og alting var galt. Far havde så overvejet stillingen og var kommet til det resultat, at der var intet at stille op; det bedste var at opgive det hele til konkurs. Dette ville moder ikke være med ril; hun gjorde alt for at holde modet oppe hos far; hun mente, det ville være bedre at knibe på alle områder og hænge i det bedste, man kunne, så skulle det nok gå. Hun fik heldigvis ret; ved fælles anstrengelser blev skærene klaret. Tiderne bedredes, og fallitten var undgået; men det sagde alle de ældre, og for resten far med, at det var moder, der havde klaret pynten.

Jernstøder Carl Bidstrup.
Kort før moder døde, vel nok et par dage før, kom madam Olsen, der var vor nabo, op ril mig på tømmerpladsen og skulle hilse fra moder, om jeg ville komme hjem; thi nu kunne hun magte at tale. Jeg blev lidt forbavset og tænkte, mon hvad det gælder? thi jeg skulle helst komme straks. Jeg kom så hjem til hende. Hun sad halve oprejst i sengen, og så siger hun. »Nu føler jeg, at min tid her på jorden er forbi om meget kort tid, og derfor har jeg tænkt, jeg måtte absolut tale med dig om forskellige ting. Først vil jeg bede dig om, når jeg er død, og I kommer lidt i orden, at du så tager på højskole.« Jeg svarede lidt nølende, og så siger hun igen: »Jo, det må du love mig.« Da jeg stille bemærker, at det dårligt kunne lade sig gøre for arbejdets skyld, så siger hun: »Lov mig det nu og lad Vorherre om resten.« Så siger jeg: »Ja, så skal jeg tage af sted.« Det næste var: »Gift dig aldrig med mere end een.« Jeg svarede: »Det forstår jeg ikke.« Hun siger dertil: »Jeg vil ikke forklare dig noget, men du kan tænke derover og så huske, hvad jeg har sagt.« Der blev talt om andre ring og forhold, som ikke har præger sig i min erindring, og så sank hun tilbage i dynerne og kunne ikke sige mere. Jeg fik egentlig ikke talt mere med hende, thi hun var for svag. Den 11. september 1877 døde hun, omgivet af os børn. Det var jo et svært slag for os igen efter er års forløb ar skulle følge den elskede moder ril jorden. Begravelsen foregik ligesom faders fra Rønne kirke under stor deltagelse. Nu var vi uden fader og moder, havde en syg søster i sengen altid, Laura svagelig og gnaven. Det var jo ikke lystelige forhold.

Til forståelse af moders råd: Gift dig aldrig med mere end een, tjener, at da moder blev gift og de købte hus, var der den servitut på huset, at fars moder og søskende skulle bo sammen med dem og bedstemoder, sålænge hun levede, skulle have ret til frit ophold i huset. Dette har jo til tider forbitret eller i hvert fald forringet hjemlivets hygge at have den forpligtelse på hjemmet, som var ganske lille, og derfor har hun ikke villet, at jeg eventuelt skulle indgå på det samme overfor min søskende.

Karl arbejdede den gang i København. Vi, der var hjemme, ordnede forholdene på bedste måde. Vi blev snart enige om, ar der ikke skulle foretages noget skifte mellem os; alt måtte blive ved det gamle; så fik vi se tiden an. Midt i november måned 1877 tog jeg så af sted til højskolen hos Jens Lund, Vejstrup. Jeg kunne ikke komme af sted før, thi Karl skulle komme hjem i mit sted, og han havde et akkordarbejde, som han først fik færdigt til den tid. Vi så slet ikke hinanden, thi den dag, jeg rejste fra Rønne, rejste han fra København; vi krydsede hinanden i Østersøen.

Højskoleforst. Jens Lund, Vejstrup.
Nu skulle så Mathias og Karl klare sagerne hjemme. Rejsen ril højskolen forløb normalt uden noget ar bemærke. Jo, det var den dag! Jeg rejste over Odense ril Svendborg. Dertil kom jeg omkring kl. 3 eftermiddag. — Jeg opsøgte vor gamle genbo, fars gamle ven, smedemester Vesth, der boede lidt uden for byen. Jeg havde ventet en god modtagelse for det gamle venskabs skyld, men modtagelsen var underlig. Jeg traf gamle Vesth og Niels, sønnen, som havde været min legekammerat her i gaden, i smedien. Da jeg kom ind og hilste på, vendte de sig halvt fra arbejder og Højskoleforst. Jens Lund, Vejstrup. sagde goddag; men begge fortsatte med at arbejde, omtrent som der ikke var passeret noget. Jeg gik så helt hen ril Niels og talte med ham; han arbejdede fremdeles. Gamle Vesth kom omsider hen til filebænken og sagde, at han kunne holde op med arbejdet og vise mig lidt af Svendborg. Han skulle vaskes og klædes om; det tog jo tid. Vi gik lidt rundt i byen; men jeg skulle af sted, før det blev helt mørkt. Jeg gik så med ham hjem, for jeg skulle jo sige farvel til gamle Vesrh. Da jeg kom derhen, bød de mig på mad; da jeg var dygtig sulten og knapt havde fået mad den dag, sagde jeg: >Ja, tak!« Der blev så skåret nogle tykke humpler rugbrødsmad, belagt med lidt ost hist og her; dette skyndte jeg mig at spise; thi imens begyndte der at skumre i luften og trække op til regn. Jeg havde en tanke om at blive der om natten; da ingen tilbød mig det, bad jeg Niels om at følge mig gennem byen. for at jeg kunne få fat på den rette landevej. Dette gjorde han. På turen sagde han, at det var godt, at det ikke var ham, der skulle gå gennem den store bøgeskov, der kaldtes Sorteskoven; thi der var uhyggeligt at komme igennem, når det var mørkt. Uden for Svendborg sagde han farvel, og nu var der ret mørkt; så havde jeg ca. 2 mil ar gå. Regnen og mørket tiltog; jo længere jeg gik, jo værre blev der. Jeg regnede med, ar når jeg havde gået 2 rimer, måtte jeg være i Vejstrup by. Det blev mørkere og mørkere, så jeg havde besvær med at se vejen; der var intet andet at gøre end ar holde sig så nær midten som muligt. Da der var hjulspor fyldte med vand, varede det ikke længe, før mine fjederstøvler var sivende våde, ja, den ene var revnet i svangen, så vandet løb ind og ud.

Jeg gik og gik; men det ville ingen ende tage; se på uret kunne jeg ikke for mørket, tænde tændstikker kunne jeg ikke for regnvejret. Da jeg troede, at nu var jeg der omtrent, gik jeg hen og bankede på en dør i er hus, der lå ved vejen. Her sagde de så, ar jeg skulle mindst en halv rime længere frem. Der var intet andet ar gøre end ar spadsere videre. Til sidst nåede jeg Vejstrup by. Jeg var inde ro steder for at finde den vej, der førte ned til højskolen. Det var den første, jeg kom til på højre hånd; men havde hovedlandevejen været slem, så var det småting mod den opkørte, plørede bivej, der førte til skolen. Omsider nåede jeg denne ved at banke på forskellige steder og spørge mig for. Da jeg kom ind i lyset og så, hvorledes jeg så ud, skammede jeg mig: thi våd og fuld af vejsnavs midt op ad ryggen og fortil, støvlerne, som om de var trukket op af en mudrer vejgrøft, jo, den tilstand var ikke rigtig god at blive præsenteret i.

Jeg kom så ind i Jens Lunds privatlejlighed og hilste hjemmefra. Jens Lund var jo kendt med Peter, Cecilie og Mathias, som havde været der på skolen. Jeg fik anvist en seng på en af sovesalene; men den var tom, og da jeg ingen sengeklæder havde med, kunne den ikke anvendes. Imidlertid ordnede Jens Lund det således, at jeg fik et sted at ligge. Den næste dag fik jeg besked om, at jeg måtte gå til en af de nærmeste gårde for ar få halm ril min seng. Jeg gik så hen til den berømte bonde Christen Hansen, tidligere landstingsmand og berømt højskole- og friskolemand, om hvem der er udgivet en levnedsbeskrivelse, som er meget læseværdig. Den første, jeg mødte i gården, var en knægt på 11-13 år, som tjente på gården; ham udrettede jeg mit ærinde til; men han sagde: »De ve a et.« Så går han rundt og lukker de forskellige ladedøre op og råber: >Du Kresten!« Da han får svar, siger han: »Her er en kal, der vil tal mæ dig.« Ud af en dør træder en ældre hvidhåret og hvidskægget mand og spørger: »Hvad vil du?« Han svarer mig: »Jeg ved ikke, om vi kan skaffe dig noget, men nu skal vi se« og giver drengen besked. Imedens spørger han: »Hvor er du fra?« »Jeg er fra Bornholm.« — »Ja, så skal du jo have noget at ligge på.« Så kommer drengen med et knippe halm, som jeg får på nakken og trasker af med til skolen. Nu havde jeg halmen, der blev lagt i en stor dobbeltseng. Så gik turen efter dyner og lagener, som jeg lejede af en gammel, fattig enke henne i Vejstrup by. Sengeklæderne måtte jeg selvfølgelig selv bære til skolen. Det var nu ikke så besværligt, thi det bestod ikke af mere end en underdyne, overdyne, en lang hovedpude og 2 lagener. Lejen blev betalt med det samme og kostede 5 kr. for hele tiden. Jeg fik det til skolen og alt lagt til rette; så havde jeg da sovestedet i orden.

Min skoletid begyndte derefter. Til at begynde med syntes jeg meget dårligt om det hele. Det kneb mig meget at sidde stille på en bænk uden rygstød i alle de timer, vi havde. Jeg, som siden min skoletid var blevet uvant med at sidde, syntes, det var ganske uudholdeligt. Eleverne, der var fra Jylland, Sjælland, Fyn og omliggende øer, var en ret broget forsamling, og der var ingen, jeg mente at kunne slutte mig til. Jeg som synftig tømrersvend og disse jyske og fynske bondekarle passede dårligt sammen. Maden bekom mig også dårligt, thi vi levede meget sløjt. Om morgenen stod den altid på øllebrød, tykt som en grød, dertil mælk og lidt smørrebrød. Om middagen forskellige retter som f. eks. pandekager, en halv tomme tykke, hver onsdag, stegt, fedt flæsk om tirsdagen, plukkekød om fredagen, grød og vælling omtrent til hver middag. Det var endda ikke det værste; men der var altid så knebent, at jeg, der altid har spist langsomt, aldrig blev rigtig mæt, undtagen når vi havde pandekager. Dem kunne jeg sjældent spise selv, men min sidemand fik så resten. I mørkningen fik vi ind på skolen lidt mellemmad på fade; det var altid smurt af stegefedt med riveost eller lidt hakker kød. Efter endt skoletid kl. 8 om aftenen grød og mælk. Se, det var kosten, der sagtens kunne gå for en god mave; men min var allerede den gang sløj.

Elevantallet var, da jeg kom, 66 å 68, men efter jul kom der vel 8 å 10 til, således at der var den meste tid mellem 70 og 80 personer. Til undervisningen var der Jens Lund, lærer Andersen og Grønvald Nielsen, der var som halv lærer og halv elev. Jens Lund havde de mest betydelige fag som historie, kirkehistorie, verdenshistorie; det var i disse fag, han fik den store indflydelse på de allerfleste elever. Andersen var en prægtig lærer i jordbeskrivelse, sang og skriftligt arbejde. Grønvald Nielsen underviste i regning og tegning og var hos os uden for skoletiden.

Den første tid forekom mig meget kedelig. Jeg tænkte på, at nu ville jeg prøve at holde ud i 14 dage; blev det så ikke bedre, ville jeg stikke af til Tyskland igen; thi at komme hjem syntes mig var en skam. Da de fjorten dage var gået, udsatte jeg det igen fjorten dage; thi det passede mig heller ikke rigtigt at forlade det hele. Imidlertid gik det bedre op mod jul. Jeg kunne bedre tåle at sidde, kunne høre og forstå bedre, fik nogle af de ældre elever til kammerater og bestemte mig så til at holde tiden ud. Julen tilbragte jeg på skolen; det var den kedeligste og for resten den eneste jul, jeg har holdt uden for hjemmet. De fleste af eleverne var rejst hjem. Der blev 7-8 elever tilbage; det var jo dem, der enten intet hjem havde eller som jeg ingen penge til hjemrejsen. Juleaften var vi med Lunds i kirke; det var meget rart; men bagefter var vi lidt inde hos Lunds og sad senere i skolestuen; det var der ingen stads ved. De af eleverne, der blev tilbage, var kedelige og ingen, som jeg satte pris på.

Mathias Bidstrup som højskoleelev.
Dagene slæbte sig hen; vi havde intet at bestille, vi læste, skrev brev, men det fik jo snart ende. Vi var engang lidt ude med Jens Lund til juleselskab hos en større gårdejer, men vi blev sat i folkestuen. Jens Lund havde nemlig sagt, da indbydelsen kom til dem, at de ikke kunne forlade hjemmet for elevernes skyld; så blev vi anmodet om at komme derhen til gården. Da vi var kommet ind på gårdspladsen, stod vi og drøftede, om vi skulle gå ind ad hoved- eller køkkendøren. Jeg ville ind ad hoveddøren. Flertallet af de andre ville til køkkendøren. Så siger jeg: »Gør I, som I vil; jeg går til hoveddøren.« Vi fulgtes så alle den vej; jeg gik foran som den mest frække. Konen kommer ud og tager imod; jeg hilste jo meget pænt og ønskede glædelig jul. Tilsyneladende blev konen duperet over, at vi var 6 eller 7 store mandfolk. Hun viste os imidlertid gennem en del værelser, og vi havner i folkestuen. Der sad vi så en tid og gloede på hverandre. Jeg var lynende gal i hovedet over det skete; thi jeg fandt, det var en stor hån mod os; jeg ville straks gå, men flertallet ville ikke følge mig; det var jo mørk aften, og vejen kendte jeg ikke; så måtte jeg blive. Efter nogen tid kommer der så et fad med skåren mad ind på bordet; stegen kunne vi lugte, men fik intet deraf; det blev ved smørrebrød og øl. Vi var jo ikke forvænte; men vi havde glædet os til et rigtigt julegilde og til at være sammen med Jens Lunds og Andersens. Efter at de fremmede 1. klasses gæster havde spist deres gildesmad, blev vi, formodentlig på Jens Lunds opfordring, bedt ind i de pænere stuer og anmodet om at synge nogle sange for dem; der blev sunget lidt, men jeg var nu ikke særlig oplagt til sang. Jeg tror, at Jens Lund og Sofie Lund var trykket af situationen. Vi elever gik nu snart hjem til skolen og var meget gnavne over den måde, vi var behandlet på. Det var jo sædvane, at to elever skulle gå efter mælk hver morgen; hvert hold havde hver sin uge. Vi blev enige om, at vi alle skulle blive i sengen om morgenen; så kunne der hentes mælk af dem, der ville. Om morgenen kom pigerne og råbte, at vi skulle stå op og hente mælk; men der var ingen, der svarede. Vi blev liggende alle mand. Om der blev hentet mælk af pigerne, ved jeg ikke; det var jo tænkt som en demonstration mod den dårlige behandling, vi var udsat for den foregående aften.

Hen på eftermiddagen kalder Sofie Lund på mig, får mig ind i privatlejligheden og spørger, om det var dem, vi var vrede på, da vi ikke ville gå efter mælk. De anså mig sikkert for at være hovedmanden for demonstrationen. Jeg sagde, at vi var meget kede af at blive indbudt til julegilde og blive sådan behandlet, og de måtte jo vide, hvad slags folk det var, som indbød os. Fru Lund sagde rent ud, at de aldrig havde forudset, at det skulle gå sådan, og at Jens Lund var meget ked af det, men forklarede mig, at de intet kunne gøre derfor, bad mig sige til de andre, at den sag måtte blive glemt, da de var fuldstændig uskyldige. Det gjorde jeg så, og i løbet af nogle dage var det gode forhold genoprettet. Julen gik ellers langsomt og kedeligt. Vi opholdt os i skolestuen, fordrev tiden med at skrive små digte, breve og andet pilleri. Vi længtes meget efter, at skolen kunne begynde og kammeraterne komme. Endelig var juleferien forbi. Eleverne begyndte at ankomme; det livede op på alle os stakler, der havde gået og kedet os grundigt. Efterhånden som riden skred frem, kunne jeg bedre tåle at sidde. Øret blev, såvel som sindet, mere og mere opladt for, hvad lærerne og da særlig Jens Lund havde at meddele os. Jens Lund var et meget betydeligt menneske og ubetinget en sjælden god lærer for ungdommen. Andersen var også ualmindelig som sang- og geografilærer; han kunne gøre det, han havde på hjerte, meget levende for os. Grønvald Nielsen var jo den gang så ung og uerfaren; jeg regnede ham slet ikke som lærer; han var en god kammerat til mig. Jens Lund var så ubetinget den, der bar hele skolen. Opholdet der blev efterhånden således, at de fleste af os gruede for den dag, vi skulle ud i den efter vort skøn åndsforladte verden. Uagtet tarvelig, kneben kost og dårlige logiforhold, havde den åndelige påvirkning været så stærk, at det for en hel del af os kneb svært at forlade skolen. Det blev for mit, og vel en del andres, vedkommende, knyttet tråde, der aldrig brast. Sålænge Jens Lund levede, stod vi i stadig brevveksling, de senere år kun ved juletid. Jens Lund var også i besøg hos os. Jeg takker moder, fordi hun trods alt fik mig på skolen. Jeg er alle lærerne og da særlig Jens Lund tak skyldig for alt det, jeg modtog der af åndelige værdier. De har omformet mit liv og bragt mig værdier, som ikke kan betales med andet end kærlighed til personerne og sagen og oprigtig tak.

Fru Sofie Lund.
Det har senere undret mig, at der aldrig på skolen blev holdt morgenandagt. Vi sang altid en morgensang, og derefter begyndte Jens Lund på sit foredrag; det var jo dagens hovedbegivenhed. Jeg tror, at han var bange for, der skulle komme noget uægte eller kunstigt over en andagt, som selvsagt ikke alle kunne være oprigtig med i. En søndag, medens jeg var på skole, blev 2 eller 3 af mine kammerater enige om, at vi ville høre Birkedal i Ryslinge. Lørdag eftermiddag gav vi os på vej. Der var, så vidt jeg husker, 5 mil at gå. En af kammeraterne var fra en egn i nærheden af Ryslinge; der fik vi lov at ligge om natten. Om morgenen, da vi skulle gå, bød de os på mad. Vi sagde ja tak. Ind på bordet kom så et pande jern fuldt af varmt, stegt, fedt flæsk. Det var en solid frokostret, men rigelig fed til mig. Det er jo, eller var den gang, fynsk frokostret. Efter endt måltid takkede vi og gik til kirke. Kirken var fyldt til sidste plads; vi måtte stå op hele tiden. Birkedal talte over emnet »Jesus stiller stormen på søen«. Hvor kunne han tale hjertegribende til tilhørerne. Jeg mindes endnu, at han brugte den fortælling, hvor det hedder om drengen, der ikke var bange i stormen, fordi hans far stod til rors. Ingen af os fortrød turen, tværtimod. Efter gudstjenesten gik vi ind på højskolen og præsenterede os som elever fra Vejstrup; vi fik så gratis middagsmad og fik set skoleværelserne; efter at have set os lidt om i Ryslinge by påbegyndte vi hjemturen, der foregik i godt vejr, glade over, hvad vi havde oplevet, og et godt minde rigere.

Der kunne være mange småtræk og tildragelser at notere fra højskoleopholdet; men jeg skal kun anføre nogle ganske kortfattet. Vi havde i vinterens løb lavet en stor jordhøj i haven; da vi var færdige dermed, skulle vi jo have lidt fest. Lund spurgte ved middagsbordet, om vi ville have chokolade eller punch; vi kunne selv vælge; men til den sidste artikel hørte taler, altså festtaler. Jeg holdt på punch med taler.

Aftenen oprandt; jeg skulle være første taler. Alle elever, lærere og piger var samlede i skolestuen; efter en sang som indledning begyndte jeg. Jeg havde ikke sagt mange sætninger, førend afbrydelser og tilråb haglede hen imod mig. Jeg gik i stå og kunne ikke finde tråden igen, men sluttede med at sige, at når de var så forlegne for at komme til at tale, så ville jeg sætte mig ned, så kunne de andre fortsætte. Der blev jo et plageri for at få mig frem igen, men jeg var færdig. Det var den første tale, jeg havde forsøgt over for en lidt større forsamling, og den knækkede jeg halsen på. Som næste taler kom en jyde, som klarede sig ret godt, og derefter en fynbo.

Jens Lunds svigermoder boede i et lille pænt hus i haven; hun havde en datter, der hed Louise, som passede og plejede den elskværdige, gamle dame, der havde levet med i de gamle grundtvigske kredse og kunne fortælle så ualmindelig livligt og interessant om de dage. Der havde jeg og enkelte andre elever et sted, hvor vi gerne kom. Vi besøgte også pastor Pedersen, der var valgmenighedens daværende præst. En søndag lejede vi en fiskerbåd og sejlede over til Langeland; men der var vi ikke oppe mere end kort tid; thi mørket faldt på, og vi måtte jo tilbage, mens vi kunne se.

Særlig den sidste tid på højskolen gik meget hurtigt for os alle, men især for dem, der havde oplevet noget af en åndelig vækkelse. Det var med vemod, vi skiltes fra skolen og hverandre. Vi spadserede, 4-5 kammerater, fra Vejstrup til Nyborg for at spare jernbanebilletten; på færgen over Storebælt stod vi forude og sang sange af højskolesangbogen. Da vi kom til Korsør, var jeg ene mand, der skulle til København. Så tog jeg afsked med de sidste kammerater, og siden den tid har jeg kun truffet 2 af alle dem, jeg var på skole sammen med.

Jeg kom så hjem til april 1878, og så skulle der tages fat.