Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

III. I Rønne 1878-1900.

Nu var vi jo alle, Mathias, Carl og jeg, hjemme og skulle enes om at få rigtig fart i arbejdet. Mathias som den ældste var jo den, der havde mest med kunderne at gøre; forøvrigt tegnede han jo det, som skulle tegnes. Carl og jeg arbejdede jo med, Carl på værkstedet, jeg på tømmerpladsen. 3-4 aftener om ugen sad vi i mange år på kontoret og førte regnskabet, der efterhånden, som forretningen gik fremad, blev mere og mere omfartende. Det var hårdt nok, arbejde 11 timer om dagen, spise til aften og så tage fat igen til kl. 10-11-12 aften; det gik heller ikke i længden; thi vi blev helt udasede og syge; der måne en forandring til, og det blev på den måde, at Martin Jensen, som arbejdede hos os, blev taget til medhjælp den halve dag og arbejdede så på værkstedet den halve dag. Senere blev det hele dagen, og derefter blev han fast kontormand, indtil han blev gift med Henriette Kofoed og flyttede derop.

Min søster Gine, der blev gift med Brodersen den 27/12 1878, boede den gang i det lille hus i St. Mortensgade nr. 39. Det var en meget lille lejlighed, hele huset var kun 10X9 alen; men hun forstod at ordne det meget hyggeligt. Det var for resten det næstførste hus, der byggedes på hele pladsen; det første var hjørneejendommen Lille Madsesgade og St. Mortensgade 38 på sydhjørnet.

Det hus, som Brodersen beboede, havde jeg solgt til en arbejdsmand for 1600 kr., men han kunne ikke klare udgifterne og måtte flytte. Så blev stuerne lidt opfiksede, og de nygifte flyttede med glæde derind. Den påfølgende vinter, altså 1878-79, byggede vi de fæle grå huse der overfor, gade nr. 48. Da vi rejste tømmer der, trakterede Gine med kaffe til hele mandskabet. Hendes glæde var jo at give. Min søster Gine skulle omsider have en lille og kunne dårligt klare sig selv; da hun var meget dygtig i madlavningskunsten, blev det besluttet, at Petra Hansen skulle op til hende, dels som medhjælp og dels som lærling. Selvfølgelig kom jeg hyppigt og besøgte de nygifte og samtidig Petra. Det resulterede så i forlovelse, der blev officiel den 16/3 79.

Vi havde jo mange fornøjelige timer deroppe, og i en læsekreds, som kaldtes Torsdagsforeningen, hvor den nyere litteratur blev læst højt, særlig Bjørnson, Kristofer Janson, Christopher Bruun med fl. Vi sang meget af højskolesangbogen og havde det rigtig gemytligt og lærerigt. Da forlovelsen var under forberedelse, arbejdede jeg på tømmerpladsen der, hvor Teknisk skole nu står, så vi havde jo ikke længere til hinanden, end at vi af og til kunne kikke til hinanden. Tømmeret, jeg arbejdede på, var ud til Agertofts hus, det nuværende St. Torvegade nr. 49. Da jeg kom hjem til Laura, Line og Carl og fortalte, at nu var jeg blevet forlovet med Petra Hansen, så blev det jo meget forskelligt modtaget. Carl ønskede til lykke, hvorimod Laura gik ind til Line, der lå på det lille kammer; de gav dem begge til at græde. Jeg kunne slet ikke den gang forstå, hvad der var i vejen; men senere kom jeg på det rene med hvorfor. De var jo klare over, at var jeg først forlovet, ville det vel ikke vare længe, før jeg ville giftes, og hvor skulle så de to få føde og husly fra. Laura holdt jo hus for Carl og mig og lærlingene, Petrea var her som pige; nu kom jo dette væltende som en bombe ind på dem, så jeg kan nu godt forstå, at det under disse forhold ikke var nemt at sige til lykke eller være glade for det perspektiv, der oprulledes. Den var nu heller ikke så nem at klare over for Mathias og Cecilie og tante; thi i længere tid havde Hansine, Mathias's søster, lagt hårdt an på mig og mente, at det absolut skulle være os to; men det var jeg dog på der rene med, koste, hvad det ville, det måtte ikke ske. Der har aldrig været tale om, at jeg har mærket noget på Mathias Bidstrup eller Cecilie, og at vi af den grund havde fået noget udestående. Da den første forskrækkelse var overstået, gik jo alting sin normale gang.

Gine Brodersen, f. Bidstrup.

A. P. Brodersen.
Omsider skulle søster Gine have en lille, hvilket der var megen glæde over; men det blev i stedet til stor sorg; thi hun kunne ikke føde barnet. I tre døgn lod læge Poulsen hende ligge i fødselsveer; vi kunne gå på tømmerpladsen og høre hendes klage over de svære smerter. Vi kunne ikke få Brodersen eller hende til at tage en anden læge, og da endelig fysikus Zahrtmann blev tilkaldt, var det for sent; thi kræfterne var totalt udtømt og resultatet givet. Hun døde 25/3 1880.

Mathias og Cecilie var jo blevet gift 17/4 78. Mathias købte det sted i Bakkestræde, hvor morbroder boede, urmager H. P. Ipsen. Far har bygget huset til ham. Det var jo kun en lille ejendom, men i forhold til Gine og Brodersens var det jo et stort hus. Mathias havde jo tegnestue hjemme hos sig; men hovedkontoret var jo her i huset. Til at begynde med havde vi vore kontorsager i det lille værelse på hjørnet; alle, som skulle på kontorer, måtte gå gennem den bedste stue eller, som det også kaldtes, stadsstuen. Den ordning blev for resten ved en tid, efter at vi blev gift, men var jo til megen ulempe både for dem, der skulle på kontoret og afgøre forretning, og for os selv. Der blev så senere sat en smal gadedør på gavlen med direkte adgang fra gaden. Det var jo et meget stort fremskridt, som vi alle var stolte over; thi det var sikkert det første kontor, nogen håndværker her i byen havde.

Nu må vi tilbage igen til familieforholdene, sådan som det udviklede sig. Vel omkring Vi år efter Gines død kommer Brodersen en dag og fortæller, at »nu har Laura og jeg forlovet os.« Jeg, og vist nok vi alle her i hjemmet, blev meget forundrede herover; thi Laura og Brodersen havde aldrig tidligere kunnet forliges; derfor var det mig meget påfaldende, at sligt kunne ske; men da Laura også sagde, at således forholdt det sig, så var der jo ingen vej udenom. Brodersen fortalte os jo, at det var Gine, der på sit dødsleje havde sagt til ham, at det var vistnok det bedste, om han giftede sig med Laura. Laura og Brodersen blev viede 12/10 1881. Dette foranledigede jo, at enten skulle jeg fæste en husholderske, eller også skulle Petra og jeg jo holde bryllup. Jeg var jo gammel nok, men Petra var jo meget ung til at påtage sig en så stor husholdning, kun mellem 18—19 år gammel; men forstandig og arbejdsvant, som hun var, blev vi snart enige om, at det var bedst, vi holdt bryllup, hvilket foregik den 25. oktober 1881. I foråret, marts eller april, flyttede Carl op til Herman Blem som regnskabsfører ved maskinfabrikken. Blem var jo ikke gift den gang, da vi skulle holde bryllup, ja, vel noget tidligere flyttede Carl derop og boede sammen med Blem.

Herman Blems søster Line (Oline) holdt hus for dem; det endte så for Carl på den måde, at han blev forlovet med Line Blem efter et årstids forløb. Efter Gines død fik Brodersen Karen Holm som sin husbestyrerinde.

Jeg ejede jo intet hus eller hjem, den gang vi holdt bryllup; men det blev betragtet som en selvfølge, at jeg skulle bo i det gamle fædrenehjem. Det så nu ikke ud, som det gør nu, nej, langtfra. Vi havde jo i længere tid tænkt på at ombygge huset. Allerede mens moder levede, havde Mathias Bidstrup udarbejdet en tegning til en toetages bygning, hvor det var meningen, at han skulle bebo 1. sal og jeg eventuelt stuen. Planen var baseret på fladt tag med gelænder om, vel nærmest lidt i italiensk stil. Det blev heldigvis ikke til noget, men var dog så nær ved at blive realiseret, at jeg havde alt træet til vinduerne opskåret. Da moder døde, var det så nær forestående, at vi havde nogle tusinde sten kørt hjem, der stod opstablet på fortovet. Det gamle hus, der var barndomshjem, var jo et bindingsværkshus, kun 3 alen 12 tommer til loftet. Huset lå med facade mod Stettestræde, var forsynet med små vinduer med blysprosser, værelserne små. Storstuen var forsynet med brystlister, overvæggen var hvidgul kalket, undervæggen blågrå kalket. Der var jo ikke tale om gardiner, godt med planter i vinduerne, malet bord med hjemmevævet bordtæppe, et poleret chatol, poleret sofa med ditto 4 stole, nogle små tarvelige billeder i guldrammer var bohavet i sruen, selvfølgelig skuret bræddegulv, malet loft. Når dette var, som det ofte kaldtes, stadsstuen, så var de andre, en dagligstue og gavlkammer, i forhold hertil.

Køkkenet var ret stort, gulvet var belagt med runde kampesten, der noget før min konfirmation blev omlagt med brændte gulvfliser. Her var foruden komfur, murkedel og indlæg til bilæggerovnen, der senere blev erstattet af en gennemgående kakkeloven, der var indrettet til at koge og stege i. Køkkenet brugtes altid til folkenes spisestue. Bordet stod ved vinduet ud til St. Mortensgade. Vest for dette køkken var et mindre rum, som kaldtes lillekøkkenet; der var anbragt en vask og tallerkenrække samt udgang til gården, indgang til værkstedet, der lå vest derfor, nedgang til kælderen. Det blev ikke benyttet til stort andet end gennemgang. Kælderen var et sløjt, lille mm, vel 3Vi alen X 6 alen; der var så lavt til loftet, ar man ikke kunne gå lige op. Højden var ikke over 2Vi alen. Kælderen var ikke gravet ned i jorden, da der stod vand helt til gulvets overkant i den vandrige periode. Vinduet var mod gaden kun en lille glug. Til vinterforsyning var her altid om efteråret 1 læs kartofler eller mere i en grube, 2 store tønder, der indeholdt 80 til 90 ole saltet sild, 1 td. med saltet flæsk fra 2 store 10-12 lispunds grise, 1 å 2 fjerdinger med saltet torsk. Ved den ene væg en bænk med øltræer; den første tid, vel omkring 1862, bryggedes alt øllet i køkkenet og gærede og lagredes i kælderen. Der var knapt så megen plads, at man kunne vende sig dernede. Selvfølgelig bagte vi alt brødet selv, som det hed; vi havde ingen bagerovn, men dejen blev lagt i et stort dejtrug i køkkenet, og efter at brødet var slåer op den påfølgende morgen, bar vi det til bager Schou i Stålegade, som regel 6 lispund hver gang. Forbruget var ca. 1 lispund hver dag. Der bagtes hver uge. Før jul blev der bagt 16-20 lispund, for at man kunne være fri i julen for at lægge dej. Senere købtes både øl og brød.

Angående husholdningen har jeg det indtryk, at vi levede meget spartansk. Der var aldrig tale om, at vi børn fik pålæg på vor mad; den eneste, der fik det, var far. Om sommeren fik vi smør og om vinteren fedt på brødet. Om morgenen 1 kop kaffe, der var kogt på lidt bønner og brændte ærter; om morgenen var den altid opvarmet i en kasserolle; til kaffen et stk. kandis. Det serveredes om sommeren kl. 5, om vinteren kl. 6. Frokost bestod af spegesild med brød og søbe med grød og brød. Til middag havde vi 2 gange ugentlig »kogt mad«, 2den gang opvarmet. De andre dage blev serveret kogt salt sild eller torsk, en gang plukkød, skinke, salt lammekød og forskellige retter, som brugtes den gang. Om vinteren var al daglig mad tilberedt af saltede produkter. Til aften: mælk og grød eller mælk og brød. Om søndagen havde vi meget ofte oksekødsuppe, der blev kogt på en bagskank; det kød, der levnedes fra middagen, blev så brugt som pålæg til søndagaftensmad; om søndagen fik vi te. Jeg har som dreng købt mange skanke på torvet for moder. Der var ikke den gang tale om slagterbutikker; der var kun torvet om lørdagen, og der var ikke mange vogne med kød. Grøntsager fandtes slet ikke på torvet, grøntbutikker endnu mindre. Der var en slagter, der populært kaldtes Kalvejul; havde han fået fat i en kalv, gik der en kone rundt og spurgte forskellige steder, om de ville købe kalvekød, og når dyret var solgt på forhånd, så slagtedes kalven, blev parteret og båret rundt af konen; men det var meget sjældent, der vankede fersk mad de søgne dage.
Vi havde jo selv temmelig stor slagtning om efteråret, særlig hen mod jul. Selv opfødte vi to grise, fik som regel fire lam og 8 ænder. Lammene husker jeg kostede levende 5 rigsdaler stk., ænderne fra 4 mark = 133 øre til 6 mark = 200 øre pr. stk. Jeg hjalp til med slagtning af grisene, der altid skulle slagtes ved nymåne, for ellers holdt flæsket sig dårligt og var meget udrøjt. Lam og ænder blev der ikke vist den opmærksomhed; ænderne fedede vi altid selv en tid; når de skulle slagtes, blev de dagen forud vaskede, fik ren strøelse, for at fjerene skulle være så rene som muligt. Jeg slagtede ænderne ved at stikke dem i nakken med et smalt, tyndt knivblad; det var en dårlig måde at slagte på; derefter blev de lagt til tørring over limovnen i værkstedet, og efter aftensmaden gik alle mand, lærlinge og vi børn, i gang med at ruske; vi sad om et stort vaskekar, hvori fjerene samledes. Nu gjaldt det om, hvem der kunne holde skindet helt; det kunne være ret vanskeligt, når ænderne var godt fede; det gik med liv og lyst. Af blodet fra ænderne blev så lavet blodklatter, der spistes, når vi var færdige, med stor appetit. Al den slagtning, der udførtes i hjemmene, hvor der var lidt plads, gav jo en slem forstyrrelse i det daglige arbejde; men til gengæld blev der jo megen god fersk mad, særlig af det, som kaldtes »indmaden«. Den var de den gang store mestre i at tilberede på mange forskellige måder, der smagte os fortrinligt; men forvænte tror jeg nu heller ikke, vi var. Alt om det, så levede vi meget tarveligt og nøjsomt undtagen ved de store højtider; men mad fik vi altid nok af. Vi drenge kunne jo blive sultne mellem måltiderne; men der stod en bakke med brød i køkkenbordsskuffen, og den blev vi altid henvist til, når vi var sultne, og det gik såmænd meget godt. Vi har aldrig sultet hjemme hos far og mor.

Line Bidstrup.
Bryllupper holdt vi som før anført den 25. oktober 1881. Bryllupsgilder stod i Petras hjem på Storegade. Soveværelset var rømmet for bedstefars og bedstemors senge. Der var dækket bord til alle gæsterne; da spisningen var forbi, blev borde og bænke taget bort, og der blev så danset lidt efter spisningen. Det var bestemt, at vort køretøj skulle hente os hjem kl. 11, og det skete også. Nu begyndte så vort selvstændige hjem, som vi i fællesskab skulle til at bygge. Det skulle jo helst være et lille paradis på Jorden.

Fru Carl Bidstrup, f. Blem.
Nu vil jeg først fortælle, hvor fint og nydeligt vi havde fået lejligheden møbleret. I den forreste stue (»stadsstuen«) fik vi møbler, som snedker Jespersen leverede; de blev bestilt og betalt af svigerforældrene; det var efter datiden udpræget fine møbler. Jeg husker endnu priserne. Sofaen kostede 80 kr., stolene 26 kr. pr. stk., der var fire, spejl med skabsender (pillespejl) 120 kr., bordet 60 kr. Stole og sofa var betrukket med rødt »granite«. Det var gode sager. Betrækket fik vi først fornyet til vort sølvbryllup (med blåt plys). Der var jo nyt tapet, og vinduer og døre var jo efterset med maling. Dagligstuen var jo i den gamle del af huset. Der var jo ikke mere end 3V5 »len til loftet, malet bræddeloft. Skuret gulv. Møblerne bestod af de gamle møbler, som var overladt mig ved skiftet. En slagbænk, et malet fyrretræsbord med fløje, stole fra fars og moders tid. Alt var efter nutiden uhyre tarveligt; det er vistnok sjældent, man ser den slags møbler i et arbejderhjem nu for tiden, men der var hyggeligt; en stor gennemgående kakkelovn fyldte meget i den lille stue. Vi brugte aldrig kul at fyre med. Indfyringen til kakkelovnen var i køkkenet, og der fyredes med alt affald fra værksted og tømmerplads, stilladsbræddestumper, gammelt tømmer m. m. Fyrrummet var så stort, at der godt kunne puttes træstykker på en alens længde ind. Der kogtes også meget af middagsmaden og bagtes brød i ovnen. Soveværelset havde vi oppe på loftet i det værelse, der vender vinduerne mod vest. Der var jo ikke stor plads; men der gik dog helt godt, før børnene kom. I værelset på hjørnet havde vi jo vort såkaldte kontor ;der var knebent med plads, men den største gene var, at alle fremmede folk skulle gennem storstuen eller køkkenet for at komme derind. Køkkenet var stort og rummeligt, og desforuden havde vi jo et »forkøkken«, som nærmest var at betragte som en bred gang, da alle, som skulle på værkstedet, også skulle ind gennem dette køkken. Det var en underligt indretning; men således var det for resten hos Jørgen Mogensen og flere andre steder. Det var dristigt af os unge at tage fat på den ret store husholdning, thi foruden os selv havde vi fire lærlinge på kost. Der var jo tale om, at Line, som altid var syg, den gang som nu, skulle have været hos Cecilie; men pladsen i morbroders hus tillod det ikke; her havde hun jo sit værelse, som hun altid havde benyttet, og efter nogen forhandling og særlig pres fra Petras side, så blev hun også her i huser. Der var jo ikke andet at gøre, og de vanskeligheder, som uundgåelig medfulgte, regnede man jo ikke meget med i den alder.

Det var en fornøjelig tid, vi havde sammen; alt lå i stråleglans for os; vi havde det så godt sammen, som ægtefolk kan have det; vi var lykkelige for hinanden og ved det lille, tarvelige hjem, vi havde, ja, vel efter den tid ikke så tarveligt; men i forhold til nu må det jo nok kaldes Tarveligt. Petra klarede sig godt med den store husholdning. Petra tjente her jo den gang og var som nu et trofast, noget indskrænket menneske, men flittig og arbejdsom. Vi havde ret godt at bestille. Mathias Bidstrup passede den teoretiske og jeg den praktiske del af forretningen. Vi ejede jo ikke forretningen selv, men alt, hvad der blev indtjent, gik i fælleskasse; både Mathias og jeg havde dagløn. Jeg havde 2,50 kr. om dagen og Mathias 3,00 kr. Vi klarede os ret godt dermed, thi vi havde kostpenge for lærlingene og en mindre betaling for Line. Desuden var det jo særlig hos os, at gamle bedstemoder holdt til; det var jo det gamle hjem; hun spiste til middag hos os, når hun ikke var indbudt hos Cecilie og senere hen hos Carl og Line, da de blev gift. Hun holdt meget af at gå rundt til os alle og forespørge om, hvad der skulle serveres til middag; var der et sted, hvor hun syntes, at det var den bedste mad, så blev hun gerne der; men som sagt, det var hos os, hun følte, at her havde hun ret til at få mad. Frokost og aftensmad spiste hun i sit hjem, men om middagen fik hun som regel brød med fra os til den dag. Hun kunne nemlig ikke købe brød selv; thi det blev for tørt, inden hun fik det spist. Alt gik så godt og fornøjeligt det første år eller deromkring; men så kom der sygdom. Petra fik gastrisk feber og lå til sengs i flere uger, var i en periode meget dårlig; det var en lykke, at hendes moder kunne være meget hos os som sygeplejerske og for at tilse husholdningen. Det var et stort offer, hun bragte; thi hun havde jo også en stor husholdning at ordne.

Fru Laura Brodersen, f. Bidstrup.
Efter nogen tids forløb kom så Petra på benene igen, men meget afkræftet, blev omsider kvik og rask; så var det overstået. Da Harald blev født den 23/3 83, gik for så vidt alt godt til at begynde med; men nogle dage efter fødselen blev Petra meget syg; hun var blevet smittet af jordemoderen med barselfeber. Det var en slem historie, som lige på nippet havde kostet hende livet. Hun lå i flere dage således hen, at vi ikke rigtig kunne afgøre, om hun levede eller om døden var indtrådt. Det var en frygtelig spænding at gå i; hver gang jeg i de dage gik hjemmefra, tænkte jeg: mon Petra lever, når jeg kommer igen. Det gik jo, Gud ske lov og tak, fremad igen, uagtet sygelejet blev langvarigt. Da Petra var kommet sig en del, blev vi enige om, at det kunne være rart, om hun en søndageftermiddag kom lidt ind i stuen. Jeg bar hende ind; der var tillavet på bænken, at hun kunne ligge der. Bedstefader og bedstemoder var hos os, og vi var alle glade over, at Petra kunne være lidt nede i stuen. Det blev kun af kort varighed; thi hun kunne ikke magte at ligge så ubekvemt. Jeg måtte snart bære hende op i sengen. Dette forsøg på at komme ned i stuen fik beklagelige følger. Der indtrådte et kedeligt og langvarigt tilbagefald.

Efter 4-5 ugers sygeleje og rekonvalescens kom jo Petra på benene igen; men det var jo en drøj tid, der til dels var overstået. Derefter gik det godt en tid uden særlig sygdom; men den store husholdning og delvis pasning af Line var ikke altid så nemt at overkomme.

Jeg begyndte at blive stærkt angreben af mavekatar, var plaget med ildebefindende, opkastning og træthed. I perioder var jeg ret sløj og døjede svært med at udrette den gerning, jeg skulle. Jeg havde dr. Kabell til læge, og efter hvad jeg senere har erfaret, forsøgte han at helbrede mig med midler, som var det modsatte af det, der senere bragte mig bedring. Han ordinerede f. eks. en mælkekur, som jeg forsøgte i 7 uger. Sodavand, sodapulver, alle disse sager blev mig strengt forbudt, da jeg senere fik fysikus Hansen til læge. Jeg forudsætter, at var jeg vedblevet med Kabells kure, var jeg død for længe siden; thi det gik stadig ned ad bakke. Jeg var således afmagret, at jeg kun vejede 127 pund med alle klæder på; til den forholdsvis store legemsbygning, jeg har, var det jo mindst 30-40 pund for lidt. Kabell som læge blev jeg af med på følgende måde: Det var i foråret 1886 en dag, det var fint solskin; jeg gik ude på fortovet i Stettestræde for at få lidt frisk luft; så kommer Kabell forbi, går hen og spørger mig om, hvorledes der går. Hertil svarer jeg: »Det går stærkt ned ad bakke, både med kræfter og vægt, og vil man se sandheden i øjnene, så ved man jo nok, hvor det snart ender.« Hertil svarer han: »Således skal De nu ikke tænke og sige; men hvorledes går det med den te, jeg ordinerede?« Jeg svarer: »Den har jeg forsøgt så meget, som jeg vil; jeg får ganske uuholdelige smerter, hver gang jeg nyder den te.« »Ja, det er jo ikke så rart, men De må alligevel blive ved dermed.« Jeg: »Det kan jeg nu ikke; thi i går bad jeg min kone om at kaste det hele i skarnbøtten.« Han blev vred og siger: »Jeg er ikke Deres læge længere.« Hertil svarer jeg: »Mig gør det såmænd intet; thi de resultater, vi har opnået, er jo ikke meget værd.«

Så var jeg altså uden læge en kort tid; men jeg blev tilrådet fra flere sider at forsøge en mand i Holsten, der hed Pop, det sagdes at have hjulpet mange for den sygdom. Konsultationer var skriftlige og meget omstændelige. Jeg fik sent pulver fra ham to gange, men kun med det resultat, at jeg fik lidt mere håb og blev af med en del penge. Kuren hjalp ikke. Derefter konsulterede jeg dr. Simsen i København, der var en berømt homøopatisk læge. Marcus Blem anbefalede ham meget. Det var også skriftlig konsultation; det hjalp heller intet, men der indtrådte en smule bedring, da jeg nu var fri for dr. Kabells kure. Jeg mindes, at vi var nede hos bedstefader og spise til aften 2. juledag. Da vi gik derned, var vejrer smilende; men der faldt sne om eftermiddagen. Harald var gående med; men i sneen kunne den lille dreng jo ikke gå. Da vi skulle gå hjem, forsøgte jeg at bære ham; men det var mig umuligt at løfte ham, langt mindre bære ham hjem; så måtte bedstefader tage overtøj på og bære ham hjem. Petra og hendes far gik foran med drengen, jeg luntede bagefter. Mine tanker var ikke lyse. Jeg tænkte på, at jeg aldrig mere kom til at bære ham, og at min tid snart var forbi.

Tiden gik, og helbredet var lidt bedre og lidt dårligere; men jeg selv, og forresten de fleste, der kendte mig, var alle klare over, at jeg ikke kunne blive en gammel mand.

Nu indtræffer så den vending, at vi kommer til at bygge for fysikus Hansen. En dag, det var solskin, listede jeg mig ned til bygningen for at se, hvorledes det gik. Der træffer jeg fysikus. Efter nogen samtale siger han til mig, hvorfor jeg gik og så så sur ud. Hertil svarer jeg: »Det er, fordi jeg næsten ikke kan gå et skridt for smerte i maven. Jeg har nu forsøgt forskellige læger; men det synes, som ingen kan hjælpe mig; men har De lyst, fysikus, så kan De godt forsøge; men mange penge kan jeg ikke give derfor; thi jeg har kludret ikke så lidt bort på læge og medicin til ingen nytte.« Han svarer: »Jeg har for resten lyst til at forsøge at hjælpe Dem; gå hjem og læg Dem, så skal jeg komme og undersøge Dem.« Han kom og undersøgte mig i to påfølgende dage med det resultat, at alt, hvad Kabell havde foreskrevet, blev forbudt. Medicin fik jeg intet af; thi maven var for svag dertil, men jeg fik foreskrevet en skarp diæt, dog med en del kød, fisk og andre lette retter; thi næring skulle jeg have. Kræfterne var aldeles gået bort under den kabellske diæt; thi jeg spiste omtrent intet; alt, hvad jeg fik ned, smertede, og så blev man jo omtrent afvænnet med at tage næring til sig. Jeg beklagede mig også til fysikus over, at jeg kunne sove altid, og spurgte, om jeg havde fået sovesyge. Hertil svarede han: »Sov væk som bare fanden, men vågn dog ved spisetiderne og sørg for at få nogen føde i kroppen.« Jeg sov hele natten, lå det meste af formiddagen, spiste til middag, sov igen til langt ud på eftermiddagen, rørte mig lidt, spiste til aften, gik tidligt i seng og sov videre. Det hjalp en del. Fysikus havde givet ordre til, at jeg skulle vejes hver uge, og det blev jeg med det resultat, at de første 6-7 uger var der ingen ned- eller opgang i vægten; men derefter kom der en lysning, da jeg første gang var steget % pund i vægt, og nu gik det lidt ujævnt fremad; det lettede jo i sindet.

Fysikus sagde en dag, at det første halve til hele år måtte jeg intet bestille. »Det var jo en sørgelig forklaring,« siger jeg, »thi så kan det jo nemt ske, at kunderne er forduftet, når jeg engang kan tage ordentlig fat igen; for vi kan jo ikke som d'hr. læger rejse bort og avertere, at en af vore kolleger velvilligst har overtaget vores praksis, som han så får tilbage, når han kommer hjem.« Hertil svarede han blot, ar såfremt jeg ikke i nogen måde rettede mig efter hans forskrifter, så ville jeg snart vende vandstøvlerne i vejret, og så er den pot ude. Farvel, farvel - og ud ad døren med det samme.

Der fik jeg jo noget at tænke på, og det gjorde jo sin virkning. Jeg var forsigtig og hvilede så snart lejlighed gaves; men lidt efter lidt gik det fremad, og jeg var ikke helt ledig hverken det halve eller hele år, men udrettede så meget, jeg kunne, uden at blive overtræt. Petra gjorde jo alt, hvad der kunne gøres for at få passende mad tillavet, der kunne tåles og bringe kræfterne i orden igen. Da det blev konstateret ved vægten, at der var fremgang, selv om den var lille, så gav det jo humør hos os alle til at arbejde videre ad den vej, vi var kommet ind på. Efter et til to års forløb var jeg kommet mig så meget, at jeg kunne spise det meste af de daglige retter. Som et bevis på, hvor stolt fysikus Hansen var af det opnåede resultat, kan anføres, at hans hustru stadig kaldte mig for »Fatters mesterværk«. Hun har da fortalt mig flere gange, at hverken hun eller fysikus havde troet det muligt, at jeg skulle komme mig.

Det var jo en ordentlig stråle om mig selv og min sygdom. Nu går vi over til at omtale, hvorledes det stod sig med de andre i huset. Line var i sommertiden ude hos madam Gundberg, det senere Skovly, for at kunne være i frisk luft og komme i bad hver dag. Bedre sted kunne der knapt findes. Der var læ for alle vinde og sjælden hyggelige omgivelser. Hvad det har kostet, kan jeg ikke mindes, men det har måttet være meget billigt; thi ellers kunne vi aldrig formået at betale, hvad det kostede. Da Line havde været derude i sommeren 1884, kom hun ikke tilbage til os, men kom op til søster Laura, der var gift med Brodersen. Grunden dertil var, at her i huset ventedes småfolk, og efterhånden som der kom flere af den slags, passede det jo dårligere at have Line i huset. Det var jo nok med en del grund, flytningen blev bestemt. Den 12. oktober 1884 fødtes så den lille pige, som i dåben fik navnet Ingeborg Elisabeth. Fødselen og det, der fulgte dermed, kom vi jo ret skikkeligt over, men nu havde Petra jo fået åreberændelse i det ene ben, da Harald blev født, og det blev jo ikke bedre ved Ingeborgs fødsel. Petra var meget svag, men det rettede sig jo lidt efter lidt. Om julen blev Ingeborg meget syg. Det var, så vidt jeg husker, 2. juledag, hun var så meget dårlig. Det var maven, det var galt med. Vi havde den gang Kabell som læge. Jeg måtte rende rundt for at hente ham; han var nemlig ikke hjemme; men frk. Holm på Hotel Rønne opgav, hvor hun mente, han var at træffe. Bedstemoder og Petra sad ved vuggen og græd begge to. Jeg gik på apoteket og hentede medicin. Barnet fik kalkvand og medicinaltokayer; men hvor meget hun græd, hvilket hun gjorde så længe, hun kunne magte, så måtte hun intet få at drikke mere end lidt vin og kalkvand hver anden time. Det var en ren ynk at se den stakkels pige lide så meget; en drøj mellem jul at komme igennem; men det gik jo snart lidt fremad, og man kommer jo snart over selv ret store besværligheder i ungdomsårene.

Ingeborg var som lille er ret svagt og uroligt barn. Da hun voksede til, blev det omtrent konstant, at hun græd og skreg der bedste, hun kunne, fra ca. kl. 10 om aftenen til henad morgen. Det var, som om barnet var ualmindelig bange eller havde svære mavesmerter. Det var en meget drøj tid. Petra måtte mange nætter gå rundt på gulvet med hende på armene for at få hende lidt beroliget. Jeg var også meget generet deraf; thi det var umuligt at få hvile og søvn under disse forhold. Jeg truede flere gange med at ville flytte op på loftet for at få ro; men Petra ville jo nødig være alene, hun sagde: »Ja, du kan jo flytte; men hvad skal jeg?« Den eneste, der kunne få hende til at tie om aftenen, var Petras fader; når han kom og tog hende på armene, tav barnet omtrent straks.

Herman Blem.
Bedstemoder Brodersen kom engang herned om aftenen og hørte, hvorledes det gik for sig. Hun siger: »Men barnet har jo skræk.« Jeg svarer: »Ja, det kan jo være; men hvad kan der gøres for det?« »Jo, barnet skal jo have skrækpulver.« Jeg: »Er der noget, der hedder sådan?« Hun: »Ja, det er der rigtignok.« Jeg: »Vil du så ikke gå ned på apoteket og købe det for os? « Jeg ville nødig gå derned i det ærinde for ikke at blive til latter for personalet. Bedstemoder Brodersen fik penge, gik derned og kom hjem med et hvidt pulver, som vi så forsigtigt gav barnet en teskefuld af om aftenen. Uagtet ingen af os yngre troede på, at det skulle hjælpe, så var resultatet dog, at det beroligede barnet, så at hun sov ind. Vi fortsatte så de følgende aftener med ret godt resultat. Pulveret fik jo ende; så skulle der købes ny forsyning. Petras søster Johanne kom jo herop af og til, og nu bad vi hende om at købe en ny forsyning. Det gjorde hun; men nu gik det rent galt. Petra kom og viste mig pulveret; det lignede ikke i farve det første, vi havde fået; det var noget mere gulligt. Da barnet tog til at skrige stærkere og stærkere, blev vi enige om at forsøge pulveret. Hun fik en portion, men kastede det op. lidt efter lidt blev det galt igen; så fik hun en portion til, men lidt efter fik hun en rædsom opkastning. Da var hun blevet så mat, at hun faldt hen i en døs, og vi fik lidt ro lidet anende, at vi havde været ved at ødelægge hende. Vi fik jo mistanke til pulveret og sendte så Johanne ned på apoteket med det for at forespørge, om de ikke havde udleveret forkert pulver. De tog imod det, slængte dei bort og gav hende det rigtige, som lignede det første, vi havde fået. Vi blev snart klare over, at de på apoteket havde udleveret brækpulver i stedet for skrækpulver. Det var en farlig redelighed, som vi dog slap helskindet over.

En anden episode havde vi også med Ingeborg. Det var om sommertiden, Harald og Ingeborg gik i gården og legede sammen, Ingeborg vel 4-5 år, Harald omkring 7 år. Der stod en stor regnvandsbalje i gården fyldt med vand; det havde det jo stået mange gange. Petra og jeg var i byen, pigen gået et ærinde. Hvad børnene legede, ved vi jo ikke; men Harald forklarede, ar Ingeborg havde sat sig på kanten af baljen og faldt bagover med hovedet under vand. Harald trak hende op, gik op på loftet, fik noget tørt tøj og hjalp hende deri. Hvor længe vi eller pigen var bone, husker jeg ikke, men selv om det kun har været 5 minutter, så kunne vi jo ved vor hjemkomst være kommet til at stå over for et dødt barn. Senere kom der aldrig til at stå regnvandsbaljer i gården.

Otto Bidstrup og Frue.
Der forefaldt også en anden tildragelse, som jeg mindes, der gjorde er stærkt indtryk på os. I en periode havde vi jo ligkistemagasin; når der kun var lidt at bestille, arbejdede vi på ligkister, der altid blev lavet her hjemme på det gamle værksted. Der kunne jo til tider være mange på værkstedet. Kristians drenge plejede at komme herned og lege; de legede med ligkisterne som vogne, skibe og kasser og havde frit spillerum om søndagen.

Så hændte det en gang en søndag eftermiddag, at de var på værkstedet og legede. Vi lod dem jo rumle selv, som de ville; men så går de alle deres vej. Da der var gået nogen tid, skulle vi forhøre, hvor Ingeborg var; hun var jo den mindste, men ingen vidste, hvor hun var; vi løb og ledte efter hende, forhørte hos drengene; men ingen vidste, hvor hun var gået hen; vi så efter på værkstedet; men alt var stille. Vi telefonerede til bedstefaders, Mathias, Carl; men intet sted var hun. Vi var jo meget ængstelige for hende. Jeg går så ind på værkstedet igen og ser efter i alle kroge og i kisterne; så ser jeg hende ligge og sove i en ligkiste, som drengene havde flyttet en anden kiste henover, således at hun slet ikke kunne komme op af sig selv. Jeg lod hende sove, gik ind og kaldte på Petra, og der stod vi så og så på hende i den sødeste søvn. Drengene havde redt godt under til hende med høvlspåner; hun lå godt og var faldet i søvn. Alle kan vel tænke sig, hvilket indtryk det gjorde på os. Hvad børnene havde leget, husker jeg ikke længere; men leg var det selvfølgelig altsammen.

Der forefaldt selvfølgelig mange små episoder, som jeg ikke kan huske; men én skal dog anføres endnu. Det var noget efter, at de forenede Granitbrud blev omdannet til aktieselskab: så skulle jo alt være stort; derfor blev der projekteret en stor sliberibygning med dampanlæg. Derfor blev der straks opført en 50 fod høj dampskorsten som det første led i anlægget. Det blev imidlertid aldrig til mere, grundet på pengemangel. Forneden på skorstenen er jo altid et rensehul, omtrent 16"X 18"; der stod jo åbent. I skorstenen var indvendig indmuret i et hjørne ret svære stigejern, for at der indvendig fra kunne gås op i skorstenen; men jernene lå jo med mindst 1 alens afstand. En dag, jeg kommer gående fra Pingels Allé og ned ad St. Mortensgade. er der en, der råber: Far! Far! Straks kan jeg ikke forstå, hvor råbet kommer fra, men opdager da, der er Ingeborg, der sidder oppe på kanten af skorstenen og ser sig meget fornøjer rundt og finder det hele mageløst smukt. Jeg blev selvfølgelig bange, men sagde ganske roligt: »Kom nu ned; for det er alligevel det bedste.« Jeg gik derhen, til hun kom ned, og forklarede hende, at det måtte hun aldrig gøre mere. Det var jo, som vi siger, Kristians drenge, der havde vist vejen og først forsøgt sig, og Ingeborg ville aldrig stå tilbage for dem. Så snart jeg kom hjem, tænkte jeg over, hvor jeg skulle hente en murer, og dagen derefter blev rensehullet muret til; så vat den ængstelse for skorstensture forbi.

Der kunne være en hel del at fortælle endnu angående forskellige episoder, der forefaldt med Ingeborg; thi hun var altid på højde med situationen, legede omtrent altid med drengene. Pigerne oppe hos Mathias Bidstrup var ikke særligt egnede hertil. Jeg tror de tog sig for meget af småting og var mere følsomme overfor, hvad der kunne indtræffe.

Da Ingeborg var så lille, at hun lå i vuggen, blev hun lagt i barnevognen og sat ud i gården. Harald gik derude hos hende; så får han den indskydelse at køre hende rundt i gården; da han havde kørt hende nogle gange rundt, finder han på at bide i håndtaget på vognen og sætte benene op på akselen. Resultatet heraf var jo givet: vognen væltede forover, Ingeborg falder ud på gården. Harald slår nakken i stenene. Håndtaget slår fortænderne løse i munden, således at de sad ud og ind og nogle helt løse. Jeg var på landet, Petra henvender sig i sin nød til tandlæge Bruun; han kom herhjem, rettede tænderne op og bandt dem fast med silketråd, og han lovede, at de ville gro fast igen. Det lykkedes dog kun meget dårligt, skæve blev en del, og nogle måtte helt fjernes, og Harald var ganske ung, da han måtte få dem ud og har fået dem erstattet med kunstige tænder.

Fru Skomagermester Hansen.
Harald var jo et ret roligt barn, der tilsyneladende tog alting med ro og overvejelse. Han skulle hjælpe mig i haven en gang om foråret; der var sået græs i plænen; det var lige kommet frem af jorden; han og jeg skulle luge de andre steder. Han havde sin legevogn med derude, og deri lagde han ukrudtet. Han havde lyst til at drille mig eller var ked af det; da vi skulle køre affaldet bort, skæver han til mig nogle gange og kører så over plænen med vognen. Han vidste godt, at det måtte man ikke; men det var øjensynligt for at drille mig. Jeg sagde intet, men gik hen og gav ham en på siden af hovedet, så han faldt om. Jeg tror, det var ret hårdt, jeg slog. Han rejser sig op, siger ingenting, hverken brøler eller klynker, men tog vognen og kørte ud med affaldet. Der blev ikke talt mere om den sag; men jeg gik i flere dage og spekulerede på, om jeg havde handlet rigtigt eller galt. Harald kørte aldrig siden over græsplænen.

Da børnene blev så gamle, at de blev skolepligtige, blev jo spørgsmålet brændende, hvor de skulle i skole. Petra og jeg var enige om, at det bedste og rigtigste ville være med en friskole; men hvor var læreren? Ved at forhandle om det spørgsmål med forskellige fik vi opgivet, at Peter Dam, der for tiden var seminarielærer i Jylland, havde talt om, at han var ked af forholdene derovre og gerne ville hjem til Bornholm, om der kunne findes en gerning til ham. Jeg skrev så over til ham og forespurgte, om han kunne tænke sig at tage til Rønne og oprette en friskole. Forhandlingen resulterede i, at han kom hjem og begyndte skolen. Vi lejede en lejlighed til ham, der var så stor, at der kunne holdes skole i lejligheden. Eleverne var vore 2 børn, Chr. Bidstrups 4 børn, Mathias Bidstrups 3 børn og Martin Jensens dreng Jacob og Hans Flygenring.

Vi måtte skifte skolemateriel, 2 mandsborde, vægtavler, vægkort m. m. Det var en dyr omgang. Det viste sig imidlertid, at Dam ikke var nogen god lærer for børn. Børnenes alder var jo også meget forskellig. Peter Dam skulle undervise de ældste, hans hustru de mindste. Da der var gået en tid, fik børnene ret hyppigt lov fra skolen; thi Peter Dam interesserede sig meget mere for politik. Han var meget ofte ude til politiske møder, var medarbejder ved Bornholms Tidende og havde mange andre fluer i hovedet og var meget hidsig og opfarende.

Da denne skole havde gået sin skæve gang i vel 3 år, blev det nødvendigt at få en anden ordning på sagen. Der blev holdt et forældremøde, hvor vi var oppe i skolen hos Dam, der den gang havde lokale i Dampmøllegade. Det blev så mig, der kom til først på forældrenes vegne at rette en kritik på skolen og undervisningen. Dam blev meget vred og mente, at vi ikke havde den rette forståelse af det arbejde, der blev gjort, og endte med at sige, at der var under disse forhold intet andet at gøre end at standse skolen. Det var jo egentlig det, der var tilsigtet fra min side, at få ham selv til at komme med afgørelsen og forslaget om at hæve skolen. Det skete jo fra Dams side i hidsighed, men jeg var i hvert fald straks rede til at modtage tilbuddet. Jeg svarede, ar også jeg anså det for den eneste udvej. Petra og jeg var enige på det punkt, Christian og Marie Bidstrup var vel knapt så ivrige derfor; men jeg mindes, at Martin Jensen var ked af, at skolen hævede. Hvorledes Mathias og Cecilie stillede sig, husker jeg ikke; men resultatet blev jo, at Ingeborg og Mathias Bidstrups piger kom i skole hos to ret unge piger med lokale i Pingels Allé, og senere fik de K. A. Petersens hustru til lærerinde. Alle drengene kom så på statsskolen. Da de efter sommerferien skulle til optagelsesprøve, så var de jo slet ikke trænede på den måde, som fordredes der. Resultatet blev, at rektor C. G. Koefoed sagde, at de kunne ingenting og vidste ingenting. Det eneste, de vidste, var, at der engang havde levet en konge, der hed Frederik den VII, som havde givet grundloven. Det skulle naturligvis være en finte til alle os forældre, som var venstremænd. Rektor var jo en gammel inkarneret estrupper. For drengenes vedkommende havde eksperimenter med friskole sinket de ældste vel eet år; men der var sikkert ingen støre skade sket.

Karen Holm.
Det var jo et ret kummerligt resultat af von forsøg med friskole. Betingelserne her i byen var vel også ret minimale; men een ting var givet: vi ville det bedste for børnene. Da Harald blev konfirmeret, og efter at den væsentligste del af sommerferien var forbi, kom han til mig i gården og siger: »Nu har jeg tænkt, at jeg ikke vil gå i skole længere.« Mit svar var: »Så må du rænke om igen. Er du kommet ned på statsskolen, så må du være fortrolig med, at du skal tage præliminæreksamen; thi standse nu kan ikke hjælpe dig noget, sådan som hele skolens undervisning er anlagt. Den eksamen kan dog komme til at gavne dig i fremtiden. Du må jo gøre dig klart, at nu skal der bestilles noget. Kan du få en god eksamen, så får du selv fordelen, æren kan vi jo dele, såvel som skammen, ifald du ikke gider gøre noget ved det.« Således blev det. Harald fortsatte og fik en meget skikkelig eksamen. Derefter kom jo Harald i tømrerlære herhjemme, arbejdede lidt i København og i Tyskland, gennemgik Teknisk skole og Kunstakademiet og blev arkitekt.

Ingeborg blev jo en del forkludret i sin skoletid, fordi der måtte flere gange skiftes lærerinder, der jo til dels havde hver sit princip at gå efter, og hun derfor ikke fik det faste grundlag og derpå den systematiske fremadskriden, der sikkert er betydningsfuld for al undervisning. Ingeborg kom derefter på Bornholms højskole under forstander Lange. Harald og Ingeborg kom senere på Askov højskole; men det var sikkert også et fejlgreb; thi jeg tror ikke, at denne anstalt som almindelig højskole med dens mange elever og videregående undervisning egner sig som tænker mig at være højskolens fornemste opgave: at vækkende og opbyggende skole i bedste forstand.

Ingeborg og Harald Bidstrup.
Jeg går nu en del år tilbage i tiden for at fortælle lidt om, hvorledes det gik Petra under et sygdomstilfælde, der indtraf vel i året 1891 eller 1890. Petra har jo fra barn haft en svag ryg, og i et af de anførte år indtraf så det kedelige tilfælde, at hun fik betændelse i rygsøjlen. Vi havde jo fysikus Hansen til huslæge; han erklærede, at der var intet andet at gøre, end at hun skulle ligge ganske lige udstrakt på en madras i sengen uden hovedpude. Jeg måtte af sted og købe en krølhårsmadras. I første omgang hed det, at nu skulle hun ligge sådan i syv uger. Det var jo et kedeligt resultat; men der var ingen vej udenom. Det var meget besværligt med husholdningen, når husmoderen lå i sengen og intet kunne udrette, men derimod skulle passes. Petra tog det med stor tålmodighed; men der var jo stadig smerter, især ved den mindste bevægelse. Den gang tjente Anine Nielsen her, hun som senere blev gift med Laurits Engel. Hun var en stor og flink pige, der gjorde det, hun kunne; men vi måtte jo have en del ekstra hjælp, og bedstemoder så herop, så snart det var hende muligt.

Ingeborg Bidstrup.
Da det skred hen mod der. tid, at de syv uger var omme, blev dagene talt; thi Petra og vi andre længtes til den dag, da hun kunne komme lidt op af sengen. - Da dagen kom, undersøgte fysikus hende på ny og erklærede, at nu måtte der ligges endnu 6 uger. Petra græd, og alle vi andre var grædefærdige. Vi skulle jo igennem det også; der var ingen vej udenom. Da den tid var gået, kunne Petra ikke holde sig oprejst; ryggen var endnu for svag. Hun skulle så have en bandage, som kunne bære ryggen: men for at Ingeborg Bidstrup. få den bandage, skulle der tages en gipsafstøbning af overkroppen, hvorefter samme kunne laves. Jeg fik så lavet efter fysikus Hansens anvisning en slags grime, der støttede under hagen og nakken og sammenholdtes i siderne over øret med remme, en slags hængetræ af jern og en træskåren talje. - Kroppen skulle så hejses op i den i loftet anbragte krog, således at ryggen rettedes fuldstændig ud; kun tåspidserne måtte berøre gulvet, for ikke at kroppen skulle dingle hid og did. Der skulle hver dag holdes øvelse i denne sport med at hænge i hovedet, indtil Petra kunne hænge der imellem V2 og% time, thi hurtigere kunne gipsningen af legemet ikke tilendebringes og gipsen blive så stiv, at den kunne tåle trykket af kroppen. Øvelsen begyndte med 5 minutters hængning. Det var meget besværligt at hænge så længe. Jeg hejsede Petra op og støttede hende; der fortsattes hver dag; i løbet af 14 dage nåedes at hænge i 15 minutter.

Harald Bidstrup.
Nu indtræder et kedeligt tilfælde. Jeg havde hejst Petra op og stået der ved hendes side vel 5—10 minutter; så kom der en mand, der bestemt ville tale med mig. Jeg siger så til Petra: »Kan du ikke holde i snoren selv, eller kan jeg sætte den fast det øjeblik, jeg siger manden besked?« Hun mente, jeg kunne heller sætte den fast. Da jeg kommer tilbage efter få minutters forløb, hænger hun besvimet i galgen. Det var jo en slem historie. Jeg firer hende ned og lægger hende på sengen, får fat i kamferdråber og koldt vand; så kommer hun til sig selv, men meget anstrængt. Senere blev vi jo enige om, at det var af ængstelse for, at jeg skulle glemme at komme igen og slippe hende ned, der bevirkede dette besvimelsesanfald. Nu var der ikke tale om at hænge den første tid; men der var jo ingen vej udenom; der måtte begyndes forfra efter vel 14 dages forløb. Efter en længere tids øvelse kom så endelig den dag, gipsningen skulle foretages. Petra var iført en tynd uldtrøje og derpå blev gipsbindene lagt, lag på lag, og derefter klasket våd gips udenpå. Derefter skulle der jo hviles lidt, indtil gipsen blev rigtig tør. Derpå blev gipsafstøbningen klippet op i brystet, taget af, sammensnøret igen og ny gips pålagt. Da det var i orden og modellen tør, blev den sendt ned til Søholm, der skulle støbe en gipskrop efter modellen. Da kroppen var færdig, blev den bragt ned til skomager Schou, der skulle lave en bandage af svært sålelæder, som desuden skulle tørres stærkt, for at læderet kunne blive rigtigt stift. Da bandagen så endelig var færdig, så skulle den jo anvendes, så snart Petra var ude af sengen. Hver morgen, når den skulle tages på, måtte Petra hejses op, for at kroppen kunne komme i den rette stilling; så hjalp jeg hende med at snøre den fast. Det var et kedeligt marterredskab. Da overkroppen skulle bæres af hofterne, varede det jo ikke mange dage, før hofterne var ømme og delvis hudløse; så blev der smurt med talkum på bandagen og undertøjet; det hjalp vel en del; men galt var det fremdeles. Så forsøgte jeg at lime hundeskind med håret på på bandagens hofteparti; det var vel nok det bedste, vi fik fundet på; men det voldte stadig smerter at have den på; men der var jo ingen vej udenom. Det er jo forståeligt, hvad det vil sige at gå emballeret i en garvet kohud i en varm sommer. Jeg måtte stadig bore flere og flere huller i bandagen, for at sveden kunne trække lidt ud.

Hvor længe Petra gik med den indretning, husker jeg ikke så nøje; men det var dog flere år. Bandagen blev så ombyttet med meget stive korsetter, og sådan fortsattes der fremdeles. Det var jo en drøj tid for Petra; men hun tog det på en meget rolig og behersket måde. Det var ellers noget at prøve for damer i disse tider, hvor moden er den slanke linie og det mindst mulige af undertøj, ja, til tider vel slet intet. Nød bryder jo dog alle love og moder. Efter som tiden skred, kom vi jo så nogenlunde over det.

Fru Otto Bidstrup, f. Hansen.

Otto Bidstrup.
Jeg kommer nu i tanker om en lille episode, som angår mig. Det var i årene enten 1897 eller 98, at fysikus arbejdede stærkt for at få et tuberkulosesanatorium opført her i Rønne. I den anledning blev der jo agiteret i blade og ved foredrag. Denne agitation bevirkede jo, at alle var en del opskræmt over for smittefaren. Harald gik den gang på statsskolen, og der havde de en lærer, der hed Markussen, som var meget tuberkuløs og gik og spyttede rundt i klassen uden at iagttage de nødvendige forsigtighedsregler. Vi var til tider meget betænkelige ved dette forhold. Så sker det, at der kommer en professor fra Vejle sanatorium, der sammen med fysikus Hansen skal holde foredrag i forsamlingshuset angående smittefare ved tuberkulose. Det var ikke min mening at gå derop; jeg var træt og havde gået lidt i haven med træsko på. Jeg går så ud i lågen for at se efter noget; så kommer smedemester Hans Svendsen og skal gå til foredrag. Vi kommer i samtale; han siger: »Gå med derop,« men jeg siger: »Jeg kan følge dig lidt på vej.« Jeg går med, og medens vi samtaler, er vi deroppe ved døren. Han siger: »Gå blot med ind, der er ingen, der tænker på, at du har træskostøvler på.« Jeg går med ind og sætter mig lidt bagved.

Først indleder fysikus, og derefter taler professoren; begge manede til den største forsigtighed og siger til slut, at det beror i allerhøjeste grad på befolkningen selv, om kampen mod tuberkulosens udbredelse skal lykkes eller ej; thi dersom ikke forståelsen i befolkningen angående de forsigtighedsregler, som de nu var gjort bekendt med, i nogen måde blev overholdt, måtte autoriteternes kamp mod smitten blive omsonst. Under foredraget blev jeg mere og mere irriteret over, at hele ansvaret skulle lægges over på den almindelige befolkning, og jeg tænkte: »Nu skal de få min ringe mening at vide.« Det var imidlertid blevet ret mørkt, og da jeg var så irriteret over, at alt skulle lægges over på privatfolk, bad jeg om ordet. Mine træsko var opklampet med læder; jeg gik hen til talerstolen; fysikus stod op på talerstolen og sagde, at jeg havde ordet.

Marie og Christian Bidstrup.

Skomagermester Hansen.
Da jeg kom op på talerstolen, siger jeg: »Nu har vi hørt, hvorledes vi privatfolk skal bære os ad for at undgå smitte; men kan d'hrr. fortælle os noget om, hvorledes vi skal bære os ad med vore børn for at undgå smittefaren. Vore børn er som bekendt skolepligtige og kan tvinges i skole. Når forholdene her er det, at der på statsskolen går mindst een lærer og på kommuneskolen een lærer, der bevisligt er hårdt angrebet af den omtalte sygdom, og de efter sigende udviser en uforsvarlig uforsigtighed med hensyn til deres opspyt og på anden måde ikke iagttager de simpleste forholdsregler, som vi nu har hørt er nødvendige, hvordan skal vi så stille os. Sender vi ikke vore børn det ene eller andet sted, bliver vi mulkterede. Var der ikke et sted, hvor de ærede autoriteter kunne hjælpe os og gøre en god gerning?«

Professoren, som havde holdt foredraget, bad fysikus om at svare den herre. Fysikus springer op på talerstolen, er lidt forlegen og spørger mig, om det var min mening, at vi skulle slå de angrebne ihjel eller sende dem til indlandsisen på Grønland og andet sludder. Jeg svarede kun hertil, at det lå uden for min kompetence at sige, hvorledes dette forhold skulle ordnes; men jeg tænkte mig, at de syge lærere burde få deres afsked med en rundelig pension. Da jeg udtalte dette, var der en del af forsamlingen, der råbte hør. Diskussionen sluttede. Da vi gik, var der flere ude i gangen, der takkede mig, fordi jeg havde netop sagt, hvad der lå dem selv på sinde. Det var første og sidste gang, jeg optrådte på talerstol i hverdagsklæder med træsko. Da jeg kom hjem og fortalte Petra om denne episode, blev hun meget ked af, at jeg ikke havde haft ordentligt tøj og støvler på; men var ellers enig med mig om selve sagen.