Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

VI. I Rønne 1878-1900.

Nu går jeg tilbage til moders død for at beskrive noget angående de økonomiske forhold, vi levede under. Da moder døde, skulle der jo indgives en opgørelse af boer. Den blev meget omhyggeligt udført, og alt af værdi blev takseret og noteret. Det beløb, vi kom til, var 12000 kr., som jeg i øvrigt mener var for højt sat. Alt forblev jo, som det før havde været; vi søgte jo alle, Mathias Bidstrup, Carl og jeg, at arbejde videre på det bestående grundlag. Jeg var den, der stod for pengekassen, og det var jo til tider ikke så rart, især når den var rom, og der skulle bruges penge.

Da Cecilie blev gift med Mathias i året 1878, blev jo Laura den, der skulle være husmoder, og det kneb jo til tider at skaffe de penge, hun havde brug for eller ønskede; det kunne til tider medføre smårivninger. Søster Line var jo fremdeles syg og lå den meste tid på det lille loftsværelse og krævede ret betydelig sygepleje. Petrea havde vi som tjenestepige; hun sled tappert i det for en lille løn, så vidt jeg mindes 6 kr. om måneden.

Herman Blem var i året 1880 kommet som bestyrer af Bornholms Maskinfabrik, han var alene som bestyrer, regnskabsfører og værkstedsformand. Det var jo uoverkommelige efterhånden som forretningen tiltog. Han kom meget hjem til os, ja, omtrent hver aften. Mit bekendtskab til ham var ret mærkeligt i sin begyndelse. Det traf sig således: I 1871 byggede far en bygning til doktoren i Aakirkeby. Der kom jeg op og arbejdede en kortere tid. Jeg skulle jo have et sted at ligge om natten; det blev hos hjulmager Mogens Peter Ipsen, der var fars politiske ven. Hos hjulmageren var Herman Blem i lære, og vi kom til at dele et loftsværelse og fælles seng. Vi blev gode venner, var sammen henne på Værmelandsgård, hvor han havde sit hjem. Da jeg kom fra Aakirkeby, skiltes vore veje. Vi så hinanden ikke i en del år, før Mathias fik ham herover til præsentation for den daværende bestyrelse i maskinfabrikken. Den gang gik han på konstruktørskolen i København. Herman Blem har fortalt, at han kendte far ret godt; thi de havde under udstillingen i København i 1872 logeret hos en bornholmsk dame, der boede ved Børsen. Der var meget stort besøg i de dage. Da de skulle ligge om natten, blev der redt natteleje på et billard. Da de klædte sig af og skulle gå i seng, siger far: »Hvad er du for en dreng, og hvad hedder du?« »Jeg hedder Herman Blem.« »Hvad er din far?« »Min far er Jørgen Blem på Værmelandsgård i Aaker.« Nå, ja, ham kender jeg jo godt.« Det morede altid Herman Blem at tale om den episode.

Carl flyttede så op til maskinfabrikken i 1881. Jeg tror for resten, at det ikke var med stor glæde; thi han var vistnok heller blevet i hjemmet; men det forudså vi jo, at det var umuligt, at tre familier kunne leve og få det nogenlunde godt af én forretning. Carl og Blem arbejdede udmærket sammen, hele tiden han var på fabrikken, Blem som den, der altid havde ideer og kunne ved sin udholdenhed få dem gennemført, og Carl som den nøgterne kalkulator og beregner. Efter vort giftermål kom Blem og Carl her i huset så at sige hver aften: her var jo mere liv end oppe hos dem. Herman Blems søster Line kom ud til sin broder for at holde hus for ham; men hun var just ikke nogen livlig natur. Hun var jo ofte med herhen. Vi sang og læste højt, sludrede og havde det altid meget fornøjeligt sammen.

Herman Blem var et vittigt og gemytligt ungt menneske. Tiden kom jo også for ham, at han efter store anstrengelser blev forlovet med Frida Møller fra Dalshøj i Aaker. Jeg tror, ar efter alt at dømme var hun ikke nær så forelsket i ham som han i hende; men det lå jo i Hermans natur, at hvad han havde foresat sig skulle gennemføres, og derfor fik han også det gennemført. Jeg var forlover ved brylluppet, og Petra og jeg var til bryllupsgilde på Dalshøj. Brylluppet blev holdt i juli 1883. Carl var selvfølgelig med til brylluppet.

Blem, Carl, Mathias og jeg var rigtig gode venner hele livet. Blem var jo som før nævnt en ualmindelig initiativrig mand, der aldrig gik af vejen for de store opgaver. Vi byggede skibe, vel 10 stk., større og mindre, jernbanevogne, vel også en halv snes stykker eller mere. Blem havde alt jernarbejdet og forestod entrepriserne. Vi havde træarbejdet og fik som regel betalt det efter regning. Jeg tror, at maskinfabrikken ikke tjente noget videre ved disse arbejder; men det gav beskæftigelse til mange mennesker.

Det varede jo ikke mere end nogle år, efter at Blem kom på maskinfabrikken, før han kom ind i det offentlige liv. Han var byrådsmedlem i to valgperioder, 12 år. Der udrettede han et stort arbejde for at få Neksø-banen i gang. Det var efter min mening ham, der trak læsset der, uagtet han ikke var formand i udvalget. Det var ham, der fik Fagerlund til at udarbejde projektet, og maskinfabrikken, der betalte omkostningerne. Havde Blem ikke været med, havde vi ingen jernbane fået den gang. Blem var det, der sammen med Schor, Bentzen, Carl, Mathias og mig startede lervarefabrikken. Da de første telefoner blev anlagt her i byen, var det min broder Peter, der havde ideerne; men Blem var med fra første begyndelse. Der blev forsøgt med tre forskellige systemer, mellem mig og Mathias en fransk telefon, mellem støberierne en svensk telefon, mellem Schor og Bentzen en dansk telefon. Da Bornholms Telefonselskab blev danner, var han med i bestyrelsen og var efter min broders og Hintzes død formand for selskabet i mange ar. Da andelsmejerierne begyndte her på øen, var det Blem, der præsterede det første, som blev anlagt i Østerlars. Næste år byggede vi sammen med Blem fire mejerier. Han kunne meget bedre forhandle med bønderne om sagerne end jeg; thi det kunne tage dage for at få kontrakterne i orden. Jeg blev led og ked af det; men Blem kunne blive ved at forhandle fra tidlig formiddag til langt ud på aftenen. Han havde et ejendommeligt greb til både at fire og hale og en sejhed og udholdenhed, der var beundringsværdig. Han fik som regel altid sin vilje sat igennem. Han var med i mange af de foretagender, som vi var med i. Han var medstifter af Højskoleforeningen, hvor han og jeg til rider måtte holde foredrag, når vi ingen andre kunne få dertil.

Højskoleforeningen var jo den gang noget helt andet, end den er for tiden. Det var et meget yndet sted for al vor ungdom, og vi stiftere havde mange lykkelige timer der, men selvfølgelig også en del mørke ditto.

Herman var i bestyrelsen for Håndværker- og Industriforeningen, da Teknisk skole blev bygget. Han underviste også på skolen i de første år. Han var medstifter af Bornholms Valgmenighed, var meget ivrig for at få kirken bygget, var aldrig kneben med tilskud til bygningen og senere til menighedsarbejdet. Han var en flittig kirkegænger. Vi var jo meget nære venner, der delte de politiske, folkelige og kristelige interesser. Vi talte jo sammen omtrent hver dag, og om søndagen var han en sikker gæst hos os. Frida kom her aldrig undtagen ved festlige lejligheder. Hun fulgte aldrig med ham på disse småture, vi havde: hun havde sine egne interesser og sin veninde frk. Vollquartz.

Da Bentzen var rask og rørig, mødtes i en periode, der varede flere år, Bentzen, Carl, Blem og jeg på maskinfabrikkens kontor kl. ca. ti om formiddagen, hvor så byens forskellige foreteelser blev drøftet og planer lagt. Skulle der foretages et eller andet, der skulle kapital til, måtte jo Bentzen med; thi han havde pengene. Han var også formand i Bornholms Maskinfabrik i flere år.

Hr. og fru Herman Blem på deres sølvbryllups Dag 20. juli 1908.
Købmand Bentzen var oprindelig sømand, havde styrmands-eksamen, sejlede i en periode med 66-selskabets damper »Heimdal« som styrmand, blev forlovet og gift med en af købmand Schors døtre, der hed Julia. Da Schor døde, blev hun kompagnon om forretningen med Schors søn Carl Schor. Det var jo Bentzen, der drev forretningen; Carl Schor var sygelig og meget forkælet som eneste søn. Efter forældrenes død var det hans søskende, der forkælede ham. Efter gamle Schors død arvede børnene en efter datiden rer stor formue. De, eller rettere Bentzen, drev forretningen efter ret gammeldags mønster. Bentzen var livlig og kvik, fuld af ironi og spøg, og som regel i godt humør, når ikke Carl Schor havde lavet for meget vrøvl; det var det meste, han udrettede i forretningen. Bentzen betroede sig særlig til Blem, men også til os om sine bryderier med ham. Bentzen var aldrig smålig, men gik næsten altid med på vore spekulationer og ideer. Han havde jo pengene og var aldrig bange for at gøre en indsats på de forskellige områder. Han var en prægtig mand at have med at gøre. Hen var en periode medlem af byrådet. Han blev meget nedbrudt og syg af en uhelbredelig sygdom, hvilken ved jeg ikke. Hans død kom sikkert som en befrielse for ham og omgivelserne.

Det vil måske interessere, om jeg giver en lille karakteristik af mine søskende, sådan som de står for mig i erindringen.

Den ældste af os var Jørgine Mathea Bidstrup. Hun var født den 1/12 1842 og døde 25/3 1880. Fra det, jeg kan huske, holdt vi drenge, Carl og jeg, meget af søster Gine, som hun til daglig hed. Hun havde lært dameskræddergerning og syede kjoler her hjemme, men var også til tider ude på landet og syede. Hun var en glad og meget gavmild natur; hendes glæde var at give og glæde andre. Til min konfirmation forærede hun mig et ur, som jeg var meget glad for og stolt over. Hun havde spinket og sparet for sig selv for at kunne glæde mig. I nogen tid var hun vel nærmest som husjomfru i præstegården hos pastor F. V. Christensen og senere i samme stilling hos amtsforvalter Jensens (forældre til pastor Marius Jensen). Senere kom hun over til Nykøbing Sjælland og bestyrede huset for en ældre købmand, hvor konen var svag og snart døde, efter at hun kom der i huset; derefter bestyrede hun huset for købmanden, indtil hun kom hjem og blev gift med Anders P. Brodersen, der den gang opholdt sig her i byen for at lære at hugge sten. Som det fremgår af det her anførte, var søster Gine ikke meget i hjemmet; det var stadig hende, der var ude at tjene. Der var det mærkelige forhold mellem søstrene, at de øvrige tre søstre ikke rigtig kunne med hende. Hvori det forhold lå, er jeg ikke rigtig klar over; men deres temperament har jo sikkert været meget forskelligt. Søster Gine havde jo et meget let og glad sind, sang og trallede meget, kunne godt give den sidste skilling bort med glæde. Hun var meget religiøse anlagt. Pastor Christensen, som kom her over med det grundtvigske livssyn, havde sikkert stor indflydelse på hende. Da hun var i Nykøbing, lærte hun en drejersvend at kende, som hun kom til at øve megen indflydelse på. Hun læne ham de grundtvigske salmer og melodier ar kende. Det var vistnok en glæde for dem begge at synge og tale sammen om det, der hører Guds rige til. Så vidt jeg forstår, havde han gerne taget hende som sin brud: men den gang var hun forlover med Brodersen. Denne drejersvend forlod håndværket, studerede til præst og har haft forskellige embeder. Han hed Lynge. Han har i sine livserindringer omtalt Gine på den mest sympatiske måde, hvorimod han ikke kunne rose Brodersen for det indtryk, han fik af ham ved er besøg, han foretog, da han var herovre.

Carl Bidstrup.
Da Gine og Brodersen blev gift den 27/12 1878, havde de kun et meget lille, men hyggeligt hjem; det var i St. Mortensgade nr. 39. Huset var kun 9 alen langt og 10 alen bredt, indrettet med to værelser, et lille kammer og køkken. Der var en lille stue mod gaden og en mod gården. Ægteskabet var vistnok lykkeligt: det varede jo kun meget kort, 15-16 måneder. Da søster Gine skulle føde et barn, som hun ikke kunne føde på naturlig måde, overstod hun ikke de lidelser, det medførte, og døde, som før nævnt, 25. marts 1880. Da Brodersen og Gine flyttede ind i den lille lejlighed, var der kun på den åbne mark bygget de to små huse; alt det øvrige var græsmark. Husene kostede pr. stk. 1600 kr. Det øst for dette hus, som det var sammenbygget med, blev solgt til en smed ved De forenede Granitbrud, der hed Bryssing. Der, hvor Teknisk Skole nu står, havde vi tømmerplads, og der arbejdede jeg, når jeg ikke var optaget andetsteds. Der var jo en stor sorg for os alle, at den, der først blev gift af os søskende, så hurtigt skulle bort herfra. Hun blev jordet med sin lille dreng liggende i sin arm i samme kiste på Østre Kirkegård; senere, da kirkegården blev nedlagt, lod Brodersen kisten flytte ud til Søndre Kirkegård, hvor hun nu hviler i Brodersens gravsted. Da Gine efter den tids forhold havde været en del ude fra hjemmet og været husjomfru og derved havde erhvervet sig vistnok ret stor dygtighed i madlavning, ansås hun for en god læremester på dette område. Der blev så beslutter, at Petra Hansen skulle derop og gå hende til hånde i huser og lære noget samtidig. Jeg besøgte jo hyppigt oppe hos Gine; vi havde altid kunnet godt sammen, og da der desforuden var kommer en ung pige i huser, trak det nok mere. Kort at berette; deroppe blev vi forlovede, til stor glæde for Gine, der holdt meget af Petra. Der var meningen, at det foreløbig skulle være hemmeligt; men Gine og Brodersen kunne ikke nære sig; i løbet af nogle dage fortalte de det til forskellige, og dermed var den hemmelighed ude af verden. Ved Gines død forandrede forholdene sig betydeligt. Petra flyttede hjem. Hun boede for resten aldrig deroppe; hun var der kun om dagen. Nu er der vel ikke noget særligt at fortælle om søster Gine.

Efter Gine kom der en pige, som blev kaldt Juline Louise; hun fødtes 7/7-43 og døde 10/1-48, altså godt 5 år. Efter sigende var hun hele sit liv meget svag. Jeg har selvfølgelig kun fortælling om hende. Hun døde jo 8 år, før jeg blev født.

Fysikus C. V. Zarhtmann
Det kan vel have interesse ar fortælle lidt om Brodersen, Gines og Laures mand. Anders Pedersen hed han, men kaldte sig Brodersen efter sin moder, der havde til slægtsnavn Brodersen. Han var født i Ølstykke på Sjælland af fattige arbejdsmands forældre. Efter konfirmationen kom han til København og var opvarter i en beværtning på Kultorvet; det var et sted, hvor bønder og arbejdsfolk søgte hen. Han har selv sagt, at der var der nær gået galt for ham; der var for rigeligt af spiritus. Derfra kom han til sin hjemegn en tid og derfra på Vallekilde højskole. Der blev han ven med vor pastor Christensens søn. August Christensen, der også opholdt sig der. Han blev jo senere en meget afholdt og bekendt præst. Da opholdet på højskolen var forbi, fik August ham med herover for at lære ar hugge granit. Først var han lidt på stenhuggeriet her i byen, tog senere ril Sode og Sonne i Neksø. Da han havde været der en rid, rejste han til Tyskland, men kom aldrig længere end til Kiel. Der var han vel omkring et år hos en billedhugger. Da indtraf det, at der på De forenede Granitbrud skulle ansættes en ny bestyrer; men broder Peter søgte stillingen og fik den; men da han skulle forlade skolen og børnene, kunne han ikke, men henvendte sig så til Brodersen, som da var i Kiel, og anbefalede ham til at overtage stillingen. Pladsen fik han, kom hjem og skulle begynde på virksomheden. I bestyrelsen var der en bankmand, der hed Frederiksen, som anskaffede regnskabsbøger og anlagde er dobbelt bogholderi. Han skulle sætte Brodersen ind i bogføringen, men efter nogle dages forsøg opgav han det, da han erklærede Brodersen for umulig til det stykke arbejde. Da måtte Carl træde til; han havde jo en udmærket forstand og satte sig hurtigt ind i sagerne. Sagen blev ordner således, at Carl skulle hjælpe Brodersen, indtil han kom ind i arbejdet. De kom han såmænd aldrig. Carl hjalp ham daglig vistnok over er år. Han fik aldrig nogen løn af selskaber eller Brodersen. - Den gang var søster Gine forlovet med Brodersen til stor forundring for os alle, da Brodersen var ualmindelig lille og slet ikke nogen smuk mand, tværtimod. Jeg tror, der var August, der havde bragt dem sammen. Det var jo særligt for Gines skyld, at både Carl og jeg hjalp ham til rette så godt, vi kunne. Han boede også hos os; Carl, han og jeg var sluffer på gavlværelser. En tid logerede han også hos en snedker Niels Didriksen i Stertesusede. Brodersen var ikke godt begavet, havde ingen væsentlig skolegang haft, men var en stor idealist, der troede, han kunne udrette omtrent, hvad det skulle være.

Han var blandt andet en meget ivrig skytte. Den gang havde jo skyttesagen vind i sejlene. Han gik om søndagene i skytteuniform; da han var så lille af vækst (vel hovedet lavere end jeg) og havde fuldskæg, tog han sig nærmest kuriøst ud. Den gang var det jo god latin, at højskolefolk skulle lade håret gro, og han fulgte parolen i den henseende. Da han var i Neksø, fortalte han os, at han om søndagen eller om aftenerne underviste nogle arbejdere i at skrive, uagtet det var såmænd sløjt nok med, hvad han selv kunne præstere i den retning. Imidlertid blev jo han og Gine gift. Jeg tror, de holdt meget af hinanden og havde det før omtalte lille, hyggelige hjem i Set. Mortensgade.

Med hensyn til virksomheden gik det småt fremad; men aktionærerne i selskabet fik sikken aldrig en rød øre i udbytte. Der var et medlem af bestyrelsen her i byen; det var prokurator Eriksen; ham var der en del vrøvl med i perioder; han skulle føre det daglige tilsyn med virksomheden. Brodersen var kaldt derhen til ham mange gange, og der var nu ikke altid lagkage, der vankede. En gang han kommer derfra efter en hopsa, de havde haft, siger han til Carl og mig, at nu havde han købt værket af prokurator Pedersen. »Hvor meget skal du give derfor?« spørger vi. Jeg husker ikke bestemt summen: men det forekommer mig, det var 12.000 kr. Von næste spørgsmål var: »Hvor vil du skaffe de penge fra?« Han ejede ikke mere end det, han gik og stod i. Han svarede frimodig: »Det skal I jo hjælpe mig at skaffe. Vi kan jo låne, og I kan jo kautionere. Det må sagtens kunne ordnes.« Vi var nu ikke meget stolte af den handel; thi var værket kommet under likvidation, som det så ud til, havde det ikke kastet meget af sig. Nu havde han købt, og pengene skulle tilvejebringes. Havde han ikke været gift med vor søster, havde vi aldrig indladt os på sligt eksperiment; vi sad selv hårdt nok i det; men Peter mente, det kunne gå, og han sammen med os andre fik sagen i orden. I detaljer husker jeg ikke hvorledes. Nu var Brodersen værkejer, og som det barn, han egentlig var, blev han jo nogle tommer højere, end han før havde været, inden han slap sin plageånd.

Ved fælles anstrengelse gik det ikke så galt; men Brodersen var jo en stor idealist og lagde efter vort skøn for stort og hårdt ud; han tænkte sjældent på, hvor pengene skulle komme fra, før han disponerede; derfor var han mange gange i stor forlegenhed. Når det så kneb rigtigt hårdt, måtte vi andre træde til. En overgang var vi mest sindede til at lade det hele ryge; men vi stod i så store forpligtelser for ham, at vi indså, vi selv kunne ryge med det samme. Så måtte vi en gang til risikere pelsen.

Hr. A. P. Brodersen og fru Laura Brodersen, f. Bidstrup.
Det gik jo op og ned med virksomheden, men det kneb altid stærkt med at skaffe arbejdslønnen om vinteren. Skulle jeg gå i detaljer, kunne der skrives en hel spændende roman. Brodersen var stadig den store optimist, der snart var nede, men straks oppe på højderne. Da Gine var død, boede han hos os en tid. Han havde været på en forretningsrejse og ved den lejlighed besøgt sin hjemegn. Der var et ægtepar, hvor manden var brystsyg, og konen måtte arbejde hårdt for at tjene føden. De havde en del børn, og uden videre omstændigheder fik han en lille pige med sig hjem, uagtet han intet hjem havde selv. Pigen kom her i huset hos os; hun var en sød, lille pige, som vi holdt meget af. Da Laura og Brodersen blev gift, fulgte hun jo med til deres hjem. Det var den nuværende Marie Jensen, som er gift med H. P. Jensen. Det var jo en stor overraskelse for os her i huset at få en lille pige bragt ind ad døren, uden at vi vidste det; men sådan kunne han handle efter øjeblikkets indskydelse, og det var både i privatlivet og i forretningssager. Det gik meget op og ned for ham i livet. Efter Lauras død giftede han sig for tredie gang. Han døde som et svagt, sygeligt og fattigt menneske.

Nu vil jeg forsøge at fortælle lidt om min søster Cecilie, der er født den 26. april 1845, altså den næstældste i den talrige børneflok. Hun er jo omtrent 11 år ældre end jeg. Hun siger af og til, at det er hende, der har været min barnepige. Det er jo meget naturligt. Det første, jeg mindes om Cecilie, er, at hun var den, der var pige her i huser. Jeg mindes ikke. vi i min barndom havde tjenestepige; det var Cecilie, der stod for køkkenet, og hvad hun ellers fik tid til at udrette ved husets forskellige arbejder. Moder var jo svag og tildels udslidt; det var Cecilie, der var en væsentlig faktor for os to drenge. Når vi havde laver et eller andet, som de andre søskende ikke syntes om, hed det stadig: »Nu kommer Cecilie,« da havde vi respekt. Jeg mindes aldrig, hun slog os; men hun havde en egen barsk måde at irettesætte os på, som vi respekterede. Alene hendes blik, når hun kom farende, kunne være afskrækkende nok for os børn. Hun havde et stort arbejde at udrette i huset. Husholdningen var stor, altid fire lærlinge på kost og logi og imellem andre arbejdsfolk, der fik middagsmad, når de fra landet kom herud for at arbejde for far. Det var særligt stensættere, der satte sokler til flere huse. I den tid, jeg tænker på, det var omkring 1884-86, var vi jo alle hjemme, undtagen søster Gine, der var hos præstens på den tid, så husholdningen var stor.

En episode forefaldt noget senere. - Cecilie stødte det ene knæ mod et hjørne på limovnen i værkstedet; det gjorde meget ondt; men der håbedes jo på, at det ville rette sig. Vi havde den gang fysikus Zahrtmann til huslæge; derfor fik han 6 rigsdaler om året for os alle. Han gjorde intet synderligt ved benet; det blev værre og værre; hun måtte stadig ligge til sengs, og det artede sig ikke. Den gang var der kommet en ung læge til Allinge, som der gik meget ry af. Men hvorledes skulle hun komme derned; det var jo alt for dyrt at leje et køretøj. En ven af far og mor, der hed Reus, og som boede i Rutsker ved Tassevejen, tilbød at komme herud og hente hende; det gjorde han. Hun lå der om natten, og dagen derpå kørtes til Allinge. Det var selvfølgelig på en arbejdsfjedervogn.

Hun har selv sagt, at hun døjede meget på den tur. Hun blev ordineret bade m. m.; det varede dog årevis, før man kunne sige, at hun var uden særlig men af det stød, hun havde fået. Cecilie blev stadig i hjemmet; hun har aldrig været ude og haft tjenesteplads. Hun var som regel godt i humør, gik og sang og trallede; men hun havde ikke noget godt gehør, sang derfor den gang knusende falsk, men meningen var god nok og humøret også.

Fru Cecilie Bidstrup.

Professor Mathias Bidstrup.

Hr. og fru Mathias Bidstrups børn.
Da jeg kom hjemmefra i året 1871, var Cecilie som vanligt hjemme. I året 1872 var jeg jo i lære i København. Der boede Mathias og jeg sammen på et værelse i Mikkelbryggersgade. Han arbejdede hos tømmermester Blem om sommeren og gik på teknisk skole om vinteren. Vi havde det meget godt sammen. Når der kom brev hjemmefra, lod vi altid hverandre læse brevene; men pludselig efter nogen tids forløb måtte jeg ikke få brevene at læse, når der kom brev fra Cecilie. Jeg undredes, men tænkte, den skulle jeg nok klare. Mathias havde et lille skab til madvarer; jeg havde en trækuffert til maden. Øverst i Mathias's skab var der en skuffe med lås; der opdagede jeg, han gemte brevene, og en aften, han var på skolen, fik jeg låsen pirket op, fik brevene frem og læste og blev klog på stillingen. Nu indtraf det kedelige uheld, at jeg ikke kunne få låset igen; men skidt, tænkte jeg, han må jo tro, han selv har glemt at låse. Jeg sagde intet, og han sagde heller intet, da han opdagede, at skuffen var uaflåset. Først en længere tid derefter talte vi derom. Han sagde, at han dog havde haft en mistanke om, at jeg havde opdaget hemmeligheden, for min holdning over for at spørge om, hvad der stod i breve, når det var fra Cecilie, havde forandret sig en del. Da så de blev forlovede offentligt og jeg fortalte, at det havde jeg været klar over i længere tid, og fortalte, hvorledes jeg havde båret mig ad, så blev der jo grin; men jeg læste kun ét brev; så blev jeg klar over forholdet.

Da far døde i september 1876, kom Mathias hjem, for at han og jeg skulle hjælpes ad og føre forretningen videre. Det varede godt et år; så blev de gift den 17/4 1878 og flyttede ind i morbroders hus i Bakkestræde. Der havde de et lille, ret spartansk udstyret hjem; men det var jo et lykkeligt hjem. Cecilie var jo vant til store madgryder, og nu de kun var to, blev det jo en stor forandring. Her fødtes den ældste pige, Thorgunna. Cecilie har altid været noget svagelig, efter at hun blev gift; men det har nok særlig været nerverne, der har spillet hende et puds. Forholdene blev efterhånden for små i det lille hus, og få år efter byggedes så på tømmerpladsen et stort og mere tjenligt indrettet hus. Der fødtes de tre andre piger. Cecilie har af karakter og væremåde altid været meget nøgtern. Hun har ikke som mange andre haft sit hjerte på en tallerken. Hun har altid taget enhver situation med ro og beherskelse. Aldrig havde nogen tænkt sig muligheden af, at hun skulle blive så gammel, som hun er; hun fylder jo den 36/4 1935 90 år. Det er et helt under. Den dag i dag kan hun i perioder være meget vittig og satirisk.