Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

V. En af mine søskende.

Nu vil jeg forsøge at mindes mine indtryk af min broder, Hans Peter Bidstrup. Han blev født den 12. maj 1849, han er jo syv år ældre end jeg. Vi var jo aldrig legekammerater; han var jo den ældre broder, som vi, Carl og jeg, underdanigst havde at rette os efter. Det første minde, jeg har af ham, var, at han gav mig nogle ordentlige lussinger, fordi jeg havde taget et blyskibsanker, han havde skåret af en blyplade. Det var vistnok gået noget i stykker ved mit eftersyn. Da han kom ud af skolen, kom han hen til prokurator Erichsen, der havde lidt af en boglade og lejebibliotek på hjørnet af Stålegade og Lille Torv, der hvor guldsmed Kolling nu har haft forretning i mange år. Den gang tilhørte ejendommen avlsbruger Anker. Hvor længe han var der, husker jeg ikke, men det var forholdsvis kort, måske et år. Derfra kom han på posthuset til postmester Henningsen som medhjælper på kontoret og som postbud. Den gang fik vi jo kun post én eller højst to gange om ugen; der var kun lidt korrespondance. Der var en enke, der hed Karen Spelling, og Peter, der bragte posten ud; det var hele mandskabet. Ellers skulle han hjælpe til på kontoret. Han havde intet værelse, men skulle være der om natten. Jeg var en af ren oppe at besøge ham og så, at han havde ingen seng at ligge i, men en stor kasse, der stod i et hjørne af det forholdsvis store kontor.

Otto Bidstrup på museet, fotograferet af H. P. Holm.
Den såkaldte kontor- og budplads førte jo ingenting til, og nu spekulerede han på, hvad han skulle tage fat på. Det blev så bestemt, at han skulle forsøge at blive skolelærer. Hertil skulle jo en optagelseseksamen og nogen forberedelse, der foregik i de følgende 1-2 år, noget her i byen og en del i Ibsker, så vidt jeg husker hos læreren på nordre skole. Han kom uheldigvis på den ide, at han ville til Skårup seminarium; det var statsseminarium; der skulle være større chancer for at få embede, når de dimitteredes derfra. Han kom derhen og blev optaget og kom til at bo hos en skomager Jørgensen, som han vistnok havde det godt hos, men meget tarveligt og billigt. Han var kammerat med den senere folketingsmand og socialist lærer Klausen. Opholdet der varede tre år. Da han skulle tage afgangseksamen, blev han syg af gastrisk feber, lå en tid lidt før eksamen og kunne ikke tage eksamen i Skårup, men måtte senere rejse til Aarhus, hvor eksamenskommissionen kom een eller to måneder senere. Han fik der sin eksamen, men kun en god 2. karakter. Han kunne ikke synge eller spille; han var vist nok omtrent blottet for stemme og gehør. Det trak ham jo fælt ned i karaktererne; men eksamen fik han dog. Peter havde fars gamle violin med i Skårup. Vi var jo mange børn, og far havde ikke penge nok til at holde ham på seminariet. Efter hvad der er fortalt mig senere, var det fars gode ven i politik og kommunalbestyrelse, der lånte far pengene til hans uddannelse.

Derfra kom han på en stor gård i Vejstrup som huslærer for tre børn; efter hvad jeg mindes, fik han 50-60 kr. om måneden og frit ophold. Da han var dér, stiftede han bekendtskab med højskolen i Vejstrup og med Jens Lund, som var forstander. Han skrev jo stadig om sine oplevelser, særligt med fruen på Julegård og på højskolen, som han var meget begejstret for. Det endte med, at han fik Mathias derover på Vejstrup højskole. Det endte jo med, at alle vi søskende kom på Vejstrup højskole. Jens Lund var jo en dygtig og prægtig leder af skolen.

Peter søgte og fik embedet som 2. lærer ved skolen i Tårbæk. Det var sikkert et lille embede; men det passede ham sikkert godt, så nær København og mellem en meget livlig befolkning. Jeg husker ikke, hvor mange år han var der; men til at begynde med boede han på et loftsværelse, der lå over førstelærer Bechs lejlighed. Når jeg, som var i lære i København, kom ud til ham lørdag aften, lå jeg på en sofa på samme værelse.

Herman Blem.

G. B. Kolling.
Peter havde en del andre bestillinger privat. Han havde en lille filial af Arbejderbanken, hvor han modtog indskud fra befolkningen og indsatte pengene i banken. Han var skatteopkræver for Lyngby sogneråd hos landliggerne. De foretrak at betale for tre måneder eller et halvt år, da de slap billigere i landkommunen end i København. Der tjente han ikke så lidt. Han var stifter og medlem af den sammenslutning, der fik bygget asylet i Tårbæk. Han fik en god ven i tømrermester Jens Pedersen, hvem han hjalp med regnskab og kalkulationer. Han købte bøgetræ i Dyrehaven, fik det skåret i planker i København og sendte det hjem; her måtte jeg rende rundt til møbel-snedkerne og sælge så meget som muligt. Det gik for resten helt godt. Han købte træ, brædder og planker af de store finske barkskibe, som den gang hvert forår lå i stort tal ved Børsen. Senere købte han på de Ipsenske træauktioner og sendte det hjem med skipperne. Til sine indkøb havde han sikkert tømrermester Pedersen og andre hjælpere. Han var jo meget virksom og tjente ikke så lidt derved. Da han var en stor økonom, særlig med sig selv, samlede han sig jo en del penge, til han skulle giftes.

Han var meget politisk interesseret og kunne ikke holde tand for tunge, så var det ikke altid, det gik så glat med hans overordnede, som var stok konservative. Det var jo i den Estrupske periode.

Peter blev gift med Mathilde Kofoed den 8. august 1877. De kunne jo ikke bo på et loftsværelse; han lejede et lille hus af sin ven tømrermester Pedersen oppe i Nytårbæk. Huset var lille, dårligt bygget, nærmest til kun at benyttes om sommeren; der var en lille have; men selv om det var sløjt, boede de der al den tid, de var gift, før de flyttede til Rønne. Når det kneb for os med penge, lånte han os en del af skattepengene, han indkasserede; så havde vi dem 1 a 2 måneder; men han fik dem altid tilbage, når han skrev, at nu skulle han aflevere regnskabet. Han kom også i forbindelse med tømmermester Krone Fagerlund, der havde en søn, der blev polyteknisk kandidat, som plejede at komme meget ind til Mathilde og sludre.

Det blev jo til en ret tragisk historie med det bekendtskab. Da Bornholms Maskinfabrik købte Wickmanns Støberi efter dette firmas fallit, skulle der jo penge til købet. Der skulle ansættes ledere m. m. Peter havde jo megen lyst til forretningsvirksomhed, og det blev så ordnet således, at Peter opgav lærergerningen og fik den unge Fagerlund interesseret i sagen. Han lovede at tage en stor part af de nye aktier, der udstedtes, når han blev den tekniske leder, og Peter skulle så have regnskab og hjælpe til på forskellig måde. Det så helt godt ud til at begynde med, men ak! den glæde varede kun ret kort; thi Fagerlund var slet ikke egnet til at have med kunder at gøre; han var for studs og overlegen, og kunderne flyttede derfra, så hurtigt de var kommet. Peter var jo teknisk uden uddannelse og kunne jo ikke godt magte den opgave.

Efter en tids samarbejde blev det besluttet i bestyrelsen, at Fagerlund skulle siges op og afskediges fra stillingen som bestyrer. Det var Mathias og Bentzen, der fik det overdraget at overbringe opsigelsen og forhandle om de penge, fabrikken skyldte.

Da Fagerlund var afskediget, blev Peter ene bestyrer af fabrikken; det gik ikke så godt, som det burde og kunne. Tale med kunderne kunne han sagtens, og folk kunne sikkert lide ham; men han manglede jo den faglige uddannelse, og derfor var der jo en del problemer, han ikke kunne klare på det tekniske område. Han har aldrig sagt, at han fortrød, han var kommet hjem; men jeg tror, at det var ham en skuffelse. Når Peter kom hjem i ferierne, og vi andre gjorde det bedste for dem, har han nok tænkt, at det var friere og bedre at være forretningsmand, end han senere fik erfaring for, det egentlig er.

Rønne fra taget ca. 1900.

Peter, Mathilde og sønnerne Peter og Hagbardt kom til Rønne i året 1888. Peter var i grunden i udpræget grad en interesseret mand, men egentlig ikke den støtte arbejder. En ting skal dog omtales, som han egentlig var starter af, og det var Bornholms Telefonselskab.

Han havde jo erfaret, hvorledes det virkede i København, da det blev anlagt der, og mente, at det var absolut noget, der ville få en stor fremtid for sig, og der så han jo fuldstændigt rigtigt. Der var jo tre virksomheder, som havde gavn af ar have forbindelse med hinanden. Det var jo Maskinfabrikken og Nordre Jernstøberi, Schor og Bentzen, Mathias og mig. Efter en del forhandlinger blev vi enige om at lægge en ledning mellem disse tre parter. Peter fik en mand fra København, der hed Sørensen, som havde begyndt at fabrikere telefonapparater og trække ledninger herovre. Den gang var alt angående telefon så nyt og ukendt, at vi ville forsøge os frem. Mellem Schor og Bentzen blev først trukket ledning og anbragt et dansk telefonapparat, mellem maskinfabrikkerne et svensk såkaldt Eriksens apparat, hos mig og Mathias et lille fransk apparat, hvor man skulle tale og høre i samme mikrofon. Det var det billigste apparat; men det var noget besværligt.

Da vi havde haft telefonen en kort tid, blev vi enige om at indbyde byrådet til at tage det hele i øjesyn, og efter et byrådsmøde kom de alle sammen med telegrafbestyrer Carstens herind for at se og prøve, hvorledes de forskellige apparater virkede. De var hos Mathias, maskinfabrikken og hos os. De fleste foretrak det svenske apparat; men alle var de forbavsede over, ar det kunne lade sig gøre at tale sammen gennem en tråd. Hvorfor byrådet blev indbudt til at se og høre, var, for at vi kunne få den eventuelle koncession for at kunne danne det påtænkte telefonselskab, som kun tænktes i selve byen. Med hele den sag var Peter den, der gjorde arbejdet og også senere, da det kom til at omfatte hele Bornholm efter mange og lange forhandlinger med amt, by og sogneråd. Det var ham, der drev på i arbejdet dermed; derfor blev han jo selskabets formand, indtil han døde den 12. april 1896.

Peter havde et ret uroligt temperament. Han var ideernes mand, så ret klart på, hvilken kile der skulle drives på, men var ikke af den natur, der bliver ved i et systematisk arbejde i samme retning. Han var flittig, meget nøgtern med sig selv både med hensyn til mad og påklædning. Givet er det, at han havde sin store part i, at alt forløb så forholdsvis heldigt, som det gjorde, da vi mistede far og mor og stod uden erfaring i livet.