Kilde
Jul på Bornholm årgang 1961

Personalia

Nogle erindringer af

bygmester Otto Bidstrup

VI. Nogle af mine søskende.

Når jeg skal omtale søster Laura, må det blive ret kort. Hun var født den 7. oktober 1847. Det var det ejendommelige, at jeg lige fta barnsben ikke havde noget videre med hende at gøre. Jeg mindes kun småkonflikter, som søskende altid kan have med hinanden. Da hun var konfirmeret, forsøgte hun at være ude at tjene. Hun tjente en kort tid som barnepige hos Adolf Curdts, der var lærer ved kommuneskolen. Derefter lærte hun at sy kjoler m. m., havde en systue på et loftsværelse og var nok flink til det arbejde. Hun tog også en del på landet og syede for de bedrestillede gårdmandsfolk, som skulle have det mere moderne end det, de kunne få af dem, der almindeligt kaldtes sypiger på landet. Senere blev Laura hjemme og havde systue en del år. Søster Line, som var syg siden sir 12.-13. år, skulle jo passes; moder blev svagere og kunne ikke udrette noget synderligt, så hjalp Laura til i huset. Da Cecilie blev gift og flyttede hjemmefra, blev det Laura, der overtog husholdningen. Det gik knapt så godt som med Cecilie. Laura var mere kneben og havde som regel et tungt og trægt sind. Brodersen var på den tid her i huset, og en skønne dag kommer han og fortæller, at Laura og han var blevet forlovede. Jeg ville knapt tro mine egne øren, men han forsikrede, at det ikke var spøg.

Otto Bidstrup.

De havde tilsyneladende ikke haft så stor sympati for hinanden. August Christensen havde den mening, at det var os andre, der havde lavet den forbindelse; men det var sludder. Det var vel snarere, fordi jeg var blevet forlovet med Petra, eller hvad der var den egentlige grund, må stå hen; men vi havde ingen andel deri. Der blev bygget ejendommen på hjørnet af Lille Madses Gade og Set. Mortensgade, hvor Brodersen boede på første sal, og Theodor Kofoed lejede butik og beboelse i stueetagen. Der blev taget en førsteprioritet i ejendommen, og det meste af restbeløbet fik de udlagt som arv. Der boede de i en del år, hvor længe husker jeg ikke. Laura fik, medens de boede der, to børn, som begge døde. Uagtet det gik stærkt op og ned med forretningen, tror jeg, at det var vel nok de lykkeligste dage, de havde der. Ejendommen solgtes til Theodor Kofoed, og Laura og Brodersen flyttede hen i den ejendom, der ligger øst for kirken. Hvor mange år de boede der, husker jeg heller ikke. Der blev Laura syg, blev svagere og svagere, var en tur i København for at søge helbredelse, men uden godt resultat. Hun led vistnok meget, før hun døde den 10, november 1903. Jeg tror i grunden, det var en fejl, de to mennesker kom til at leve sammen; der har sikkert været store brydninger mellem dem; de var jo så grundforskellige af karakter og hele væremåde; men Laura beklagede sig aldrig til nogen af os.

Nu kommer jeg til søster Karen Juline Louise Bidstrup. Hun fødtes den 13. februar 1851, var altså godt 5 1/2 år ældre end jeg. Fra min første barndom kan jeg ikke mindes særligt om hende. Hun var ofte syg og hjemme fra skolen, og senere hen var det, forekommer det mig, et væsen, som vi skulle tage hensyn til. Jeg mindes ikke, at hun, Carl og jeg har leget sammen eller lavet gavtyvestreger med hende. Jeg mindes kun, at hun en tid måtte være fri for at gå i skole grundet på sygdom, og det var jeg fortrydelig over. Hun har haft et meget svageligt helbred alle sine dage. Jeg mindes ikke, at hun nogen sinde udrettede, hvad man almindeligvis kalder arbejde. Hun strikkede og hæklede, når hun var oppe af sengen, ja, for resten også når hun lå til sengs. Det er jo ikke så lige at sige, men jeg tror, at hun mindst den halve tid af sit liv har ligget til sengs. Af karakter var hun skikkelig og ret glad anlagt. Jeg mindes ikke at have set hende rask og frisk som andre mennesker. Vi drenge var så vant til at se hende i sengen, at vi aldrig tænkte på, at det skulle være anderledes. Da far og mor var borte, skulle vi andre sørge for hende. Før Cecilie og Laura blev gift, gik jo alt som vanligt. Da de tog hjemmefra, var problemet: hvor skulle Line hen? Naturligst ville det vel være, at en af søstrene havde taget hende med sig til deres hjem; men Line ville helst beholde sit gamle værelse og øvrige omgivelser. Efter mange betænkeligheder indvilgede Petra og jeg i, at hun kunne blive her. Det skaffede jo et stort ekstraarbejde at have et sygt menneske i huset; men det gik dog forholdsvis godt. Søster Line var her i huset noget over to år. Da Ingeborg skulle komme til verden, flyttede Line op til Laura. Vi blev for mange i huset, når vi havde fire lærlinge på kost og logi og to børn, Petra var jo heller ingen kæmpenatur. To eller tre somre lejede vi Line ind i det nuværende Skovly, hos mutter Gundberg. Manden var fisker. Der sad hun ude i skovluft i læ for alle vinde, sejlede ud til havet og badede sammen med mutter Gundberg. Jeg mener, hun havde det rigtig godt med hensyn til plejen.

Da hun skulle hjem om efteråret, fik vi sat igennem, at hun kom til at bo hos Brodersens.

Line var jo flere gange pi hospitaler i København, Først var hun på Diakonissestiftelsen. Det hjalp tilsyneladende ikke noget af betydning. Lægerne mente imidlertid, at hun havde bedst af at bo selvstændigt for at få noget at interessere sig for. Vi lejede så et hus i Lille Madses Gade og skaffede hende det nødvendige indbo. Petras søster Johanne flyttede sammen med hende for at lave mad og gøre husgerningen. Det gik jo en tid; men hun blev dårligere igen og kom til St. Josefs Hospital i København. Her kom hun under en nervelæge Ditlevsens behandling, og han fik hende så vidt, at hun kunne gå hen ad gaden med ham om armen. Hun kom hjem med den besked, at hun skulle spadsere på gaden hver dag. Carl og jeg måtte skiftes til hveranden uge ved 11-tiden at hente hende og spadsere med hende. Det faldt os tit besværligt; thi vi havde jo meget at tage vare. Det varede ikke rer længe; thi hun ville jo nødig ud på gaden. Da hun så engang blev forkølet og sengeliggende, var det ikke muligt at få hende ud at gå på gaden, og det kom hun aldrig mere til i sin ret lange levetid. Senere kom hun til at bo i et lille hus ved Neksø landevej. Der blev i haven indrettet hønsegård, købt høns, for at hun skulle have noget at interessere sig for og tvinges til at gå ud og fodre hønsene. Det var også Fysikus Hansen, der beordrede dette eksperiment. Så vidt jeg mindes, var bedstemoder Brodersen hos hende en del af den periode. Hun kom herefter til at bo hos Laura, da hun blev gift med Brodersen. Det gik en del år ret godt; men en tid efter Lauras død boede hun så sammen med den gamle pige Johanne. Da blev hun meget syg. Det var sindssygdom, der overfaldt hende. Der var intet andet at gøre end at få hende ud på amtssygehuset. Hun ville ikke derud; men der var ingen vej udenom. Jeg fik Marie Bidstrup til hjælp til at klæde hende på. Jeg tog hende og bar hende ud i vognen, som holdt udenfor. Marie Bidstrup og jeg kørte med ud til sygehuset og fik hende indlagt. Der var ingen af mine søskende, der kunne eller ville hjælpe mig. Derfor blev det Marie Bidstrup. Da Line forstod, at det ikke hjalp at protestere, og vi tog hende med magt, strittede hun ikke imod, men var ganske sløv. Hun mælede ikke et ord til nogen af os. Når jeg besøgte hende på sygehuset, vendte hun hovedet fra mig og svarede ikke et ord på, hvad jeg end sagde. Det var et strengt arbejde at tage hende mod hendes vilje og sende hende på sygehus, men fysikus Hansen sagde, at der var intet andet at gøre i den tilstand, hun var i. Når jeg kom ud på sygehuset for at se til hende, talte hun ikke et ord til mig, men vendte hovedet fra mig.

Marie Jensen fik skøde på huset nr. 42 i Set. Mortensgade. Jensen købte huset, fordi de ønskede at have et sted at bo, når de kom herover for at holde sommerferie efter Lauras død og Brodersens tredje giftermål med frk. Kjøller, Der boede så Line og Johanne Pedersen hele året. Vi betalte skatter og afgifter samt renter og afdrag på kreditlånet, og inden hun døde, var kreditlånet fuldt betalt. Jensens med deres børn boede der i sommerferien. Søster Line blev der ved arveskiftet tillagt to arveparter, således at hun havde renten af 8.000 kr. til sit underhold. Det er en selvfølge, at den indtægt langt fra kunne dække udgifterne til husholdning, medicin og en lille løn til Johanne Pedersen. Hvad der manglede til dækning af udgifterne, blev hævet i byggeforretningen. Der blev aldrig gjort vrøvl over, at der blev brugt for meget. Det skal anføres ti) Mathias' ære; han spurgte meget sjældent om, hvor meget der var hævet på den konto, og han gjorde aldrig vrøvl. Han var ualmindelig kulant i den henseende. Da Harald overtog forretningen i 1915, kunne det jo ikke gå på den måde; så måtte vi have en anden ordning. Jeg havde fat i Carl om, at nu måtte han også yde sin part til hende. Han holdt på, at hun skulle søge aldersrente. Det vidste vi, det ville genere hendes følelser meget. Jeg og Mathias samt vore husstande syntes heller ikke derom. Vi fik så Carl til at betale sin tredjepart. De hævede fremdeles pengene på kontoret hos Harald, og vi fik det så ført i regning til nytår. Det gik helt godt, selv om Carl til tider syntes, der brugtes for meget, så betalte han uden at gøre noget vrøvl. Fra 1906 til 1928 boede Johanne og Line i ejendommen, der da overtoges af Carl, Mathias og mig. 1929 solgtes den til Johanne Pedersen. Carl bidrog til underholdet i ni år indtil Lines død.

Det kan måske have sin interesse at oplyse, hvor meget vi hver især har bidraget til Lines underhold i tiden fra 1906 til 1928. Mathias og Cecilie har bidraget kr. 6.295,92, Otto og Petra har bidraget kr. 6.295,92, Carl har bidraget kr. 3.499,79, og af renter har Line fået udbetalt kr. 9.200,00, i alt kr. 25.291,63. Jeg anfører ikke disse tal med nogen beklagelser, tværtimod. Vi har fået alt som gave, og vi har her haft et alter, hvorpå vi har kunnet ofre til den, der trængte til offer. Line spurgte aldrig efter, hvor pengene kom fra; i den retning var hun som et barn, der går til sine forældres bord og spiser som den naturligste ting af verden. Når det er spisetid, må der være mad på bordet; men hun har nok ladet takken gå højere op til ham, som føder og klæder os alle. Line var altid barnlig taknemlig for alt, hvad hun fik. Hun havde i hele livet aldrig tjent noget til sit eget underhold. Når sygdommen ikke var alt for hård med hende, var hun glad og tilfreds. Hun bar sin svære byrde med tålmod.

Nu vil jeg forsøge at skrive lidt om broder Carl, Det var jo ham, jeg har levet mest sammen med af mine søskende. Aldersforskellen var jo ikke stor, knap: to år. Vi var fra ganske små legekammerater, skolekammerater den meste tid og var sammen i hjemmet, indtil jeg i 1872 kom hjemmefra.

Carl og Otto Bidstrup.

Carl fødtes den 12. april 1858. Han var under sin opvækst rask, kvik og stærk efter sin alder. Jeg tror nok, jeg var noget mere sart og skrøbelig, havde flere børnesygdomme end han. Han var af en mere robust natur end jeg. Han var aldrig den, der gik af vejen for et drengeslagsmål. I drengetiden havde de fleste jævnaldrende en vis respekt for ham.

Vi måtte jo hjælpe til på forskellig måde med, hvad vi kunne; feje gade, hente spåner og affald fra arbejdspladserne, gå ærinder m. m. Jeg mindes, at vi, engang vi gik og fejede gade, da vi var færdige med gadefejningen, blev enige om, at vi skulle prøve at sejle i den kasse, som vi havde til at bære opfejningen ind i. Der, hvor nu Smedegade ligger og en del af mejeriet Godthåb har virksomheden, var en ret stor dam, som kaldtes Amtmandedammen. Der gik vi hen med skarnkassen. Vi havde taget moders tøjsnor fra loftet og et lille brædt til at lægge over kassen blot til at sidde på for os. Da vi havde fået alt i orden og tøjsnoren fastgjort i kassen og den anden ende på modsat side af dammen, blev der forhandlet om, hvem af os, der turde sætte sig i kassen; den anden skulle jo stå på den modsatte bred og trække kassen med passager ud i vandet. Jeg turde eller ville ikke gå til søs i kassen; men Carl var straks villig. Vi satte kassen på skrænten; han satte sig deri; jeg stod på den modsatte bred og halede kassen med Carl ud i vandet. Det resulterede jo i, at Carl kom ud i dammen; kassen væltede, og Carl stod i vand og mudder til op på brystet. Jeg slap linen, rendte rundt om dammen og fik ham bjærget op på det tørre; men hvor så han ud; dynd, andemad og alskens griseri hang på ham. Der var intet andet at gøre end at samle line og kasse sammen og gå hjem.

Det var jo ikke den blideste modtagelse, vi fik; thi alt Carls tøj måtte jo i vaskebaljen, både det ind- og udvendige. Og jeg, som havde taget tøjsnoren fra loftet og fået den tilsvinet med dynd og andemad, var den jo heller ikke god for. Snoren måne i en balje vand og vaskes ren. Det var en farlig ballade. Det endte jo med, at vi fik nogle lussinger hver især og pålæg om aldrig ar foretage os sligt.

Carl og jeg var som regel gode venner; men undgå at komme op at slås, det kunne vi selvfølgelig ikke. Kom der en kurre på tråden med andre drenge, så var vi altid parat til at hjælpe hinanden at få vedkommende afstraffet. Vi holdt altid sammen. Der kunne fortælles en mængde historier om, hvad vi har bedrevet sammen som drenge. Vi var en eller to sommerferier oppe hos Hans Morten Jensens, som boede på en af Kjeldsebygårdene. Det var for os børn en dejlig tid. Vi lå sammen i en dobbeltseng, som stod på salen. Der var kælder under hele lokalet. I kælderen var der et utal af rotter, der om natten kom op og hilste på os. Der var ril tider rottebal om natten, så vi ikke kunne sove; de rendte på dynen hos os; men vi blev mærkeligt nok aldrig bidt. Det var forunderligt, vi aldrig var bange for rotterne; men det var for resten heller ingen anden af husets folk. Det var, eller blev betragtet som noget uundgåeligt at have rotter; det var ikke nemt at holde dem i skak med de sløje byggemåder, de havde den gang. Kunne der med lidt arbejde imellem rømmes op og slås en del af dem ihjel, så var der ikke tale om mere.

På landet havde vi jo mange glæder. En af de største var at drive hestene til vandet. Hente hestene på engen, ride dem hjem til gården, vande dem og tilbage igen. Carl har i grunden ikke været særlig glad for dyr. Han var en dårlig rytter. På gården var to drenge, der var omtrent jævnaldrende med os. Vi var altså fire, der kunne lege sammen. En dag blev vi enige om, at vi skulle ride væddeløb fra marken og hjem. Vi fik hver sin hest udleveret og kom på ryggen af den. På tælling blev der startet. Carl red på en hest, der kaldtes »Svorter«, fordi den var sort af lød. Jeg og den ældste søn kom først; da Carl kom på den sorte hest, havde han tabt grimeskaftet og holdt sig fast i manken. Uden for porten ligger der en svenskharve med tænderne i vejret. Hesten sætter alle benene i skrit; Carl ryger ud over hestens hals og hoved, falder ned på svensk harven og slår hoveder meget slemt mod en af harvetænderne. Han tabte bevidstheden en kort tid. Vi bar ham ind, hvor han lå det meste af dagen. Det var en lykke, at han slap så godt fra det slemme fald uden varigt men; han kunne såmænd være slået ihjel med det samme. Siden det fald har Carl aldrig siddet på en hesteryg.

Jeg mindes en episode, som foregik i køkkenet. Moder bad Carl om at gå et ærinde; det havde han ingen lyst til, men så lejlighed til at rende sin vej. Da han kom uden for, krøb han op og bankede på vinduet, hvor moder var, og sagde: »Aha! aha!« og stak af. Jeg tænkte: »Hvorledes vil det gå ham?« Han var ude og legede med andre drenge en timestid; han skulle jo så hjem for at få mad. Det kan nok være, han fik nogle lussinger af moder, så det battede. Jeg husker ikke, han nogen sinde nægtede at gå ærinder, når moder bad ham derom.

Der kunne fortælles mange episoder fra hans drengetid. Om han eller jeg havde lettest for at lære lektierne i skolen, som altid den gang var remser, kan jeg ikke afgøre; men svært for det havde ingen af os. Måske havde Carl nok så let som jeg. Han var mere støt i det, jeg vistnok mere spredt. Da vi gik i ældste klasse, havde jeg mit mas med at sidde højere i klassen end han! han var til tider oven over mig. En gang var han nr. 3, jeg nr. 5. Jeg blev jo skammet meget ud, fordi den yngste skulle over den ældste. Jeg følte det også som en skam og måtte så tage mig sammen, så at jeg kom oven over ham, eller han kom neden for mig. Vi var 24-28 elever i den klasse. Vi holdt os som regel i øverste fjerdedel. Der passerede en gang i præstens klasse en ting, der var karakteristisk for Carl, Præsten (pastor Christensen) troede, vi fortalte ham en løgnehistorie, fordi vi havde været fra skolen en sangtime. Vi blev kaldt op til pulten, og efter et forhør over mig, der stod ham nærmest, gav han mig en vældig øretæve. Derefter skulle Carl også have sin bekomst; Carl sprang op på forhøjningen og stirrede præsten ind i ansigtet og sagde: »De har ikke lov at slå, når det er rigtigt, hvad vi siger. « Præsten blev duperet; han fik kun et strøg over kinden. Ja, sådan kunne han.

Når der var en af os, der skulle hjælpe far med et eller andet, så havde jeg på følelsen, at han altid foretrak Carl; hvorfor ved jeg ikke. Han må vel have været mere støt i det. Jeg hjalp modet mere end Carl. Da Carl blev konfirmeret og skulle tage fat på en gerning, blev han hjemme og lærte snedkerfaget. Da var jeg kommet hjemmefra; hvorledes det gik, ved jeg intet om; men resultatet var, at han blev en meget dygtig og hurtig snedkersvend. Efter fars død var Mathias, Carl og jeg hjemme. Vi enedes rigtig godt. Carl og jeg arbejdede med om dagen, og om aftenen sad Carl og jeg på kontoret; det vil sige i det lille hjørne værelse, hvor vi havde vore sager, og skrev og førte regnskabet. Som regel var det fire aftener om ugen til kl. 10 og derover. Det var meget sjældent, vi tillod os at sløje af; thi så havde vi jo så meget mere de andre aftener. Før faders død var Carl i København og arbejdede der hos en snedkermester, der hed Chrisdorf, der havde et stort værksted med maskinsnedkeri; men det varede vistnok et lille år.

Da far og moder var døde, var vi en tid sammen i forretningen. Mathias Bidstrup var jo den ældste og havde mest med kunderne at gøre; jeg var nærmest på tømmerpladsen, og Carl havde mest med snedkerarbejdet at gøre. Han vat jo ret meget oppe hos Brodersen og hjalp ham med regnskabet. Havde han ikke gjort det, kunne Brodersen aldrig have beholdt pladsen som bestyrer af granitværket. Han måtte omtrent daglig derop. Det var ham, der førte bøgerne, og det var han meget dygtig til. Han havde for resten en udmærket forstand og let ved at sætte sig ind i forskellige sager.

Marcus Peter Blem.

Da Blem havde fået maskinfabrikken noget i gang og der blev noget mere at bestille, kunne han ikke overkomme at være bestyrer, værkstedsformand og bogholder; så fik han Carl overtalt til at tage derop for særlig at hjælpe ham med regnskabet og ekspedere kunder. Carl kom til maskinfabrikken i året 1881. Carl og Blem arbejdede udmærket sammen. Carl var kalkulator af natur og noget pessimistisk; Blem var initiativets mand, regnskab og pengesager interesserede ham ikke meget. Deres samarbejde varede på maskinfabrikken til broder Peters død 1896. Selv om Carl ikke var i vor forretning, så var han dog i fællesskabet som alle de andre søskende. Mathias og jeg var jo kun som bestyrere og fik vor knebne dagløn. Fællesskabet ophørte i 1888. Da var den fælles formue steget fra 12.000 kr. til 28.000 kr. I september 1886 fik jeg skøde på den gamle ejendom. Jeg bød 5.000 kr. Mathias, Peter og de andre skrev under på et ark, som var tilsendt dem uden nogen bemærkning om prisen. Carl føjede til, at da der ingen udsigt var til, at andre ville give mere, så indvilgede han i, at jeg skulle overtage ejendommen for de 5.000 kr. Det var stadig regnemesteren og økonomen, der stak igennem.

Da Petra og jeg skulle giftes i året 1881, flyttede Carl op til Blem på maskinfabrikken. Herman Blem havde en søster, der holdt hus for sin broder. Det var et meget livligt hus at besøge; det gik med sang og klang. Vi kom der hyppigt, og de kom hos os. Vi havde et udmærket ungdomsliv sammen. Vi havde jo alle været på højskole og vat blevet oplivet med sans for det bedste. Carl blev så forlovet med Line Blem til stor glæde for os alle. Carl brød sig ikke om at købe forlovelsesringe; men Line ønskede jo at bære ring, og da vi andre spændte på ham, fik vi ham overtalt til at gå hen til guldsmed Kolling og bestille ringe. Jeg var med ham derhenne, Hos Blem boede så Carl, indtil Herman skulle giftes i 1883. Da flyttede han hjem til os. Her boede han, til han selv skulle giftes i 1883. Han købte en ejendom i Østergade, der tilhørte købmand Harbo, for 6.000 kr. Vi talte om at bygge til ham; men der var ingen egnet grund i nærheden af maskinfabrikken, som kunne købes. Det var ejendommen gadenummer 58. Her boede han indtil sin død i 1927. Carl havde en rar hustru i Line. Hun vat meget opofrende for hjemmet og især for sine fire drenge, som hun kunne gøre alt for, ja, næsten for meget. De fik en lille pige; men hun døde meget lille, vel omtrent et år gammel. Line var i de senere år svagelig og døde i 1916.

Nu kom der en meget svær tid for Carl. Det vat vanskeligt at få et godt menneske til at holde hus for ham. Han selv var så nedbrudt, at han ikke foretog sig noget i den retning. Petra og jeg fik at høre, at der var en frk. Stange, der var ledig. Vi kendte ikke noget videre til hende; men Petra og jeg var ude og talte med hende, og vi enedes om, at hun skulle gå op og tale med Carl. Vi havde nærmest tænkt hende som en foreløbig medhjælp, men det endte med, at hun blev der til Carl døde. Det var et ret kedeligt hjem, hun beredte ham. Hun var ikke kultiveret eller i nogen måde intelligent. Hun var sparsommelig, men lavede dårlig mad. Det var nærmest bondekost, svære retter og altid så meget, at det skulle opvarmes flere gange. Hun var ikke et menneske, vi andre havde nogen glæde af at være sammen med. Han var også i perioder meget ked af hende og bad hende om at flytte; men havde der været nogen konflikt, fik hun altid lov at blive. Valdemar var en tid hjemme, men flyttede op til Ella og Jørgen, fordi han kunne ikke nøjes med den mad, hun serverede. I den retning kunne hun byde Carl omtrent, hvad det skulle være. Carl kom ofte hos os. Der gik knapt en dag over, uden at vi talte sammen; han kom meget ofte om aftenen. Han og Petra kunne rigtig godt sammen. Vi var altid glade for hans besøg. Han sagde af og til: »Kunne jeg træffe et menneske, som jeg kunne sammen med, tror jeg, jeg giftede mig; thi dette er noget kludder at gå alene sammen med frk. Stange.«

Carl var en ualmindelig trofast og pålidelig natur. Det tør jeg nok sige. Til tider noget hård i sine udtalelser og nøgtern i sine beregninger; men han var altid til at stole på. Han var ikke forfængelig med sin egen person, måske tværtimod. Han kunne være noget hensynsløs mod andre; men mærkede han, at han havde været for hård, så var han den første, der gjorde sit til at rette forholdet. Der kunne fortælles mange episoder om ham. Skal jeg samle det hele i et kort udtryk, kan jeg sige, at jeg og alle i familien ikke kunne ønske os en bedre broder, end han var. Mennesker med fejl og fortrin er vi jo alle.

Otto Bidstrup med hustru og 3 børn.
(nr. 2, 4 og 5 fra venstre)