Personalia

Balthazar Otto Tscherning Møller



Et gammelt ord siger, at der må ikke være flere bornholmere på et skib, end der er master. Den karakteristik passer ikke på min far. Bornholmer var han og ikke uden temperament, men ikke stridbar. Tværtimod, noget af det karakteristiske var netop, at han havde en egen evne eller gave til at stifte fred eller bringe afspænding i spændte forhold eller situationer. Og han blev brugt til det; adskillig uenighed og strid er blevet bilagt ved hans mellemkomst. Jeg husker fra mine tidlige drengeår, da far havde med fattigvæsenet at gøre i Nexø, at der blev sendt bud efter ham, når f. eks. en mand kom fuld hjem og bankede sin kone. Man sendte ikke bud efter politiet, men efter far. Han kunne godt tage håndfast om tingene og udtrykke sig særdeles tydeligt, men der var noget ved ham, der gjorde, at han kunne tale folk til rette; det hang sammen med en vis naturlig myndighed, hans sunde fornuft, hans redelige og varme sind og ikke mindst med hans udprægede sans for det humoristiske og komiske.

Far var en fredelig mand, men ikke uden videre en skikkelig mand, der altid ville have fred for enhver pris. Han var ikke bange for en kamp, hvis han mente, at den skulle kæmpes; så kunne han næsten være kampglad, og han befandt sig fortræffeligt i en diskussion, f. eks. med en af sine mange præstevenner. Ilter kunne han godt blive, han var ikke for intet bornholmer. Jeg husker fra en diskussion mellem os i mine studenterdage, at han dadlede os unge, fordi vi ikke kunne harmes. Jo, hans klare, stærke øjne kunne godt glimte, men mest var de nu milde og glade.

Far blev født 11. august 1877 i Aaker sogn lige uden for Aakirkeby, hvor min bedstefar, Peter Møller, drev en savmølle. Farfar var en af de første og førende venstremænd på Bornholm, en af dem, der blev fulgt hjem fra politiske møder af Estrups gendarmer, og hans yngste søn, min far, kom derfor til at hedde Balthazar (e. B. Christensen) og Tscherning.

Min farfar har jeg ingen erindring om, min farmor husker jeg blot som en lille, gammel kvinde med et par milde og smilende øjne. Fars barndomshjem var præget af det 19. århundredes borgerlige dyder med flid og retskaffenhed i højsædet; Gud og kirke fik vel, hvad man mente, der med rimelighed og nøjsomhed tilkom dem. Men om et åndeligt liv i dybere forstand har der vel næppe været tale; det kristelige lå som den selvfølgelige — men i det daglige ret upåagtede undergrund. Indre Missions vækkelsestoner var slet ikke trængt inden for hjemmets mure — så lidt som Luthersk Missionsforenings; men det politiske var som sagt stærkt i forgrunden. I min fars liv og udvikling er der derfor i højere grad tale om en politisk end en i strengere forstand kristelig arv fra barndomshjemmet. Det politiske havde også alle dage min fars levende interesse. Jeg mindes fra mine drengeår i 20'erne den politiske kamp om „en ærlig krone", som far tog ivrig del i ved politiske møder rundt om på øen. Fra venstre, som jo var ham medfødt, og som han fulgte i en række år, drejede han ind i Retsforbundets tanker, der optog ham meget i flere år, senere forlod han dem dog. Jeg vil tro, at det hang sammen med en dybere forståelse af sociale problemer. I hans senere år, efterkrigsårene, fulgte han med interesse og sympati Dansk Samlings politik.

Efter sin konfirmation blev far uddannet som mejerist, og da han fik ansættelse på Nyker mejeri, mødte han både min mor og Indre Mission, og begge dele fik afgørende og skelsættende betydning for ham. Mor, Dorthea Christensen, kom fra Thy, født lidt uden for Thisted; hendes bror bestyrede mejeriet i Nyker, og hun rejste den lange vej fra Thy til Bornholm for at hjælpe ham. Mor var kort forinden blevet omvendt under den vækkelse, der i 90'erne satte sit præg på store dele af Thy. Jeg husker, at mor engang fortalte, at da hun kom hjem til sine forældre og fortalte, at hun var blevet omvendt, græd de, sådan en skam var det. „De ville hellere, at jeg var kommet og havde fortalt, at jeg skulle have et barn." — Det var noget helt nyt, der mødte far. Han brugte selv engang det udtryk, at han kom ind i Guds rige med en kolbøtte. Ellers gik han aldrig i detaljer med sin omvendelse; den var for ham det nødvendige gennemgangsled, men aldrig hverken tyngdepunkt eller hvilepunkt og blev af ham aldrig brugt i metodistisk retning — hverken over for os børn eller i hans forkyndelse. Men for ham var afgørelsen og skellet klart nok; der var et før og et efter i hans liv; Jesus Kristus var nu hans livs frelser og herre, og ham havde han mødt gennem Indre Missions forkyndelse, så der hørte han til; men Indre Mission var altid og mer og mer, jo ældre far blev, kirkelig forening for den Indre Mission. Det sakramentale, dåb og nadver, frelsen og livet ved Guds gerning og af Guds nåde alene var for ham det aldeles afgørende og grundliggende. —

Far og mor blev gift i 1900, og da de ikke mente, der rigtig var nogen fremtid for dem inden for mejeriet, bosatte de sig i Nexø, hvor de startede en lille forretning fuldstændig på bar bund. De lånte 500 kr. for at komme i gang. Årene i Nexø fra 1900—1924 blev mine forældres gyldne tid. Her fødtes 6 børn, hvoraf en døde som spæd; her byggedes en god og solid forretning op, her kom far ind i byens liv, bl. a. både i byråd og menighedsråd og fik adskillige andre tillidshverv; da det kirkelige udvalg af 1922 blev dannet, fik han sæde der; og her fik han sin plads i Indre Missions samfund. Man kunne i Nexø i disse år undertiden møde betegnelserne: de ny-møllerske, de gammel-møllerske (Luthersk Missionsforenings to adskilte dele) og de Tscherning-møllerske = Indre Mission.

Far havde naturlige lederevner, uden at trænge sig frem kom han frem. I 1918 begyndte far som fritidsarbejder indenfor I. M. for at gå helt over i missionærtjenesten 1923. I en tid som vor, hvor det økonomiske spiller større og større rolle, og hvor vi alle dels jamrer, fordi vi synes, vi har for lidt og dels kæmper for at få mere, tænker jeg med stigende respekt på mine forældre, der opgav en driftig forretning, der gav dem en årsindtægt 3—4 gange så stor som den beskedne løn, en missionær fik i 1923.

Far har aldrig brugt store ord om kaldet; det var noget, han skridt for skridt blev ført ind i, og som efterhånden klarede sig for ham. En anden ting er, at fars lyst og evner i stigende grad førte ham ind i Ordets tjeneste. I disse overvejelser og beslutninger stod mor fast ved fars side, trofast og slidsomt. Mor var jyde, sej og stærk af karakter, myreflittig og sparsommelig. Når forretningen fra den spæde og usikre begyndelse voksede sig solid og god, så skyldtes det ikke mindst mors indsats. Hun var sådan set mere forretningsmand end far, en stærk og myndig personlighed med et noget tungere sind end far, mere pietistisk i sin livsholdning og livsforståelse. De to skabte et godt hjem for os 5 børn. Mor forstod den kunst ligesom fra baggrunden at lede hjemmet på stilfærdig men fast måde. Her er tale om et par mennesker, der på afgørende punkter udfyldte hinanden. Og så stod de sammen i troen og gjorde det på en sådan måde, at vi børn fik et uafrysteligt vidnesbyrd om, hvad levende kristentro kan betyde i et hjem. Der var megen musik, sang og latter i vores hjem, og det skyldtes især far. Han var et glad menneske, det var han af naturen, og hans kristendom gjorde hans glæde dybere og rigere. En af fars venner sagde engang til ham: „Du burde jo være grundtvigianer i stedet for missionsmand." Det var fars livsglæde og åbenhed over for livet, han hentydede til. At der skulle være en modsætning mellem den og så det at være missionsmand, har far aldrig følt eller forstået. Far var missionsmand af hele sit hjerte; ingen steder befandt han sig bedre end mellem Indre Missions venner. Og de gik ud og ind ad vore døre. Jeg mindes disse aftener, da stuerne var fyldt til trængsel, det var måske mors fødselsdag, der blev fejret, ikke en lille, udvalgt kreds, nej, alt hvad der kunne gå og kravle, også børn. Og alt blev taget i brug som siddeplads, også store kiks- og kakaodåser nede fra butikken. En aften, da der sad en lille, noget forsagt dreng på en af disse blikdåser, lykkedes det min bror og mig at få listet en tændt skruptudse ned i den. Virkningen var formidabel.

Vel ved jeg, at erindringer let bliver rosenrøde, men jeg tror alligevel, at det rummer megen sandhed, når jeg skriver, at der over samfundslivet i Nexø i disse år var som en afglans af det, der blev sagt om de første kristne: „Se, hvor de elsker hverandre." Når de gamle taler om disse dage, har de glans i øjnene. — Var vort hjem pietistisk i ordets noget banale betydning, indsnævret, lukket for mange af livets sunde og naturlige glæder? Der var døre, der var lukket for os, til balsalen f. eks., biografen spillede endnu så lille en rolle, at den ikke kom ind i billedet. Men ellers? Nej! Vi følte os ikke lukket ude eller snydt. Vi fik lov til mange ting, måske af og til også ting, som børn fra andre I. M.-hjem ikke fik. Vi havde adgang til både koncert- og foredragssal og til sportspladsen, drev masser af sport. Men det afgørende i alt dette er for mig den tone af glæde og munterhed, der prægede hjemmet. Der var bestemt ingen surhed eller mørke miner, og vi lærte ikke, at jorden er en jammerdal, men derimod nok, at den er en kampplads, hvor Gud og djævel kæmper om os mennesker.

Far havde sikkert regnet med at blive i Nexø, da han i 1923 solgte forretningen og blev indremissionær og havde vel også helst set det sådan. Men da han i 1924 blev anmodet om at rejse til Nakskov, sagde han ja. Det var for ham vel mere en marchordre fra Gud end fra I. M.'s bestyrelse. Far og mor fik en række gode år i Nakskov, selv om forandringen fra Bornholm til Lolland, fra Nexø til Nakskov, var stor. På Bornholm og i Nexø hørte han til som menneske, borger og missionær på en måde, der ikke kunne blive tale om i Nakskov. Kort efter vi var kommet derned, døde en 20-årig søster efter et langt sygeleje. Det var første gang, den store sorg kom til os, og vi så noget af, hvad det vil sige at sørge med håb, at fars og mors tro også her kunne bære og give kraft. —

I 1933 blev far forflyttet til Fredericia. Det blev fars sidste station på vejen og da også mors. Mors sidste år var præget af sygdom. Den virksomme kvinde måtte lære at sidde stille hen; men uvirksom var hun ikke, og fra sin stol eller seng fulgte hun med og var stadig ved fars side. Mor døde 1939. Far faldt godt til i Fredericia, de fandt hurtigt hinanden og kunne lide hinanden, og han blev taget i brug. Far blev „hjemme" i byen, og da han fik sin afsked i 1947, blev han boende der. Der var jo heller ingen steder, han hørte mere til. Far fik endnu 5 gode år, hvor han stadig var i „tjenesten", indtil han stille døde nytårsnat 1952.

Jeg sidder ved min fars gamle skrivebord og skriver dette, det bord, hvor han har siddet de mange år. Nu står det i min stue. Far skrev for resten aldrig sine prædikener, kun når han skulle holde foredrag, tyede han til skrivebordet. Det andet foregik i hovedet; men derfor blev det ikke løst og tilfældigt. Far vidste altid, hvad han ville sige, hans tanke var klar og hukommelsen god. Nogen stor eller original prædikant var far vel ikke, men lødig og reel, og det var det bibelske ord og sigte, han bestandig ville føre frem. Han var alt for sund og naturlig til at ville virke ved ydre midler, sentimentalitet eller andre narrestreger, men der var en egen varme i hans forkyndelse. Det skinnede bestandig igennem, at det var et vidne, der stod og ikke bare en taler. Og så var der en tone af glæde i hans prædiken; han ville hellere tale om himlen end om helvede. Evangeliet var virkelig det glædelige budskab for alt folket. Hans forkyndelse var tydelig og afgjort nok, det var en „missionsprædiken"; men trykket blev altid lagt, hvor det skal ligge, på det glædelige budskab, på Gud, hans gerning og nåde i Kristus. Far ville gerne være en tro lutheraner.

Jeg begyndte denne lille biografiske skitse med at skrive om min far som en fredens mand. Jeg vil slutte med at nævne ham også som frihedens mand. Han forstod noget af, at hvor Herrens Ånd er, der er der frihed. Det mærkede vi børn også i vores opvækst, at „tvang til tro er snak i tåge". Derfor virkede selve troens og livets vidnesbyrd vel også stærkere. For mig som teologisk student kom det til at betyde meget, at jeg kunne drøfte mine teologiske problemer og lufte mine kætterske eller oprørske meninger i åben og ærlig diskussion med far. Jeg blev student i 1927 og røg jo lige på hovedet i „Tidehverv". Jeg husker en samtale med en studiekammerat, også missionærsøn, om disse ting; han måtte tie stille med sine problemer og meninger derhjemme; de græd.

Hjertet bliver taknemligt, når man sådan sidder og mindes sin far; man sander Grundtvigs ord: „Mindet lader som ingen ting, er dog et lønligt kildespring". Vi tror ikke, fordi vore forældre troede; nej, vel; men hvor mon vi havde været henne uden deres tro?

Da jeg skulle tale ved fars begravelse, kom ordet ganske af sig selv, far havde selv givet mig det: „Thi dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og den, du udsendte, Jesus Kristus."