Sagen om Berrild Clausen

Kilde: Bornholmske Samlinger

række II bog 18, side 117 - 123

Skrevet af C. A. Kofoed

Det var i den Tid Hans Christensen tjente som Fænrik, at han havde Sagen med Berrild Clausen paa 10. Vg:, Bjørnegaard, i Klemensker Sogn.

Denne Sag var først for Nørre Herreds Ret, hvor Daniel Barch beklædte Dommersædet. Berrild Clausen var paa den Tid Borringholms uroligste Hoved. Hensynsløs, skadefro, grov og blodtørstig søgte han enhver Lejlighed, hvor han sporede Æmne til "Klammer" og Strid. Han var ret et Udtryk for den 1650 afgaaede Slotsherre Ebbe Ulfelts Opfattelse af en Klemenskerbos Sindelag, i hvilket altid "Klammeren" ulmer.

Samtidig med Sagen mod Fænrik Hans Christensen havde Berrild Clausen en Retssag mod Peder Sandersen (Lesler) paa Kyndegaard, hvem han overøste med Sigtelser og Ukvemsord uden Grænser, saa at Landsdommeren dømte ham som Løgner og til at bøde en Tremark (samt betale Omkostningen). Begge Sager førte han op til Højesteret, og begge tabte han.

I Sagen for Nørre Herreds Ret dømte Daniel Barch Hans Christensen for "Stavehug" [Kæppeslag] og Overfald paa vejfarende sagesløs Mand til at bøde 120 Lod Sølv, 1/3 til Berrild Clausen, 2/3 til Kongen (et Lod Sølv = 1/2 Rdlr.). Men Landsdommeren, Matthias Rasch, forstod Berrild Clausen bedre, og da denne intet Bevis havde fremført og heller ikke taget Syn af Dannemænd paa sine blaa eller blodige Slag, kendte han Herredsfogedens Dom død og magtesløs og Fænrik Hans Christensen fri af Sagen (1/7-1685). Saa og kendes de tvende unge Pigers urimelige Vidnesbyrd ganske ukraftigt.

Inden Sagen kom for Højesteret søgte Berrild Clausen ved fortvivlede Midler at faa Vidnerne fra Herredsretten til at styrke deres Vidnesbyrd og bevidne, at de var forsøgt lokkede fra Sandhedens Vej af Hans Christensen, som havde skænket Pigen Elisabeth, da hun sidst kom hjem fra Tinget, en graa Hoppe, og at hans Hustru havde kaldt Pigen Kirsten Hansdatter til sig og lovet hende "en saadan Granhed, som hun aldrig havde baaret paa sin Krop", og at Elisabet Larsdatter ude ved Rønne var kommen til hende og vilde, hun skulde gaa med til Hans Christensens og fragaa sit Vidnesbyrd, saa skulde hun faa et fint Trøjeklæde m. m., og alt dette havde Berrild Clausen faaet Kirsten Hansdatter og Drengen Peder Larsen til at underskrive med Tilføjelse "Saa sandt hj. m. Gud og hs. hell. Ord". Desuden var der 4 Mænd, som attesterede, at de havde hørt dette ovenstaaende af de to Vidners egen Mund: Laurids Mogensen (eg. H.), Hans Jensen (H, J.s), Michel Hansen (M. H.s), Hans Clausen (eg. H.).

Denne skammelige Manøvre kunde vel faa betænkelige Følger for Højesteret. Men herimod greb nu den nye Kommandant og Amtmand Johan Diderich Wettberg (1685-94) ind, eftersom det gjaldt en af hans militære undergivne; han nedsatte en Slags borgerlig Kommission til at undersøge Sagen og faa Rede paa de voldsomme Anklager mod Fænrik Hans Christensen. Et vigtigt Aktstykke for Højesteret blev da følgende beedigede Attest udstedt af Rønne Byting fra tre agtede Borgere i Rønne, dateret 26/8 1686: "Saa haver vi efter Hr. Oberstens Befaling ladet fornævnte Peder Lauridsen (Larsen) for os kalde udi Rønne den 16. August 1686, som sagde sig at være ungefähr 12 Aar gl. - angav at have været nogle Aar hos sin Morfader Niels Ambrusen [14. Vg. Klem., Nygaard]....: sagde, at Berrild Clausen kom til ham til Hans Jensens i Rydsker, hvorhen P. L. var gaaet, og spurgte, om Hans Christensen Fænrik vilde have ham til at vidne anderledes end tilforn, og at han, P. L., svarede Nej, og dermed rejste Berrild Clausen bort. - Men den næste Dag kom Berrild Clausen igen til Peder Larsen ude paa Marken i samme Sogn og havde med sig Michel Hansen, Berrild Clausens Moders Søstersøn, item Hans Jensen, og Hans Clausen af Hasle. Saa bad Berrild Clausen Michel Hansen at tage Peder Larsen paa Hesten til sig, de vilde ride hen til Lars Mogensen, hvilket og skede. Her spurgte Berrild Clausen P. L., om han ikke var sig bevidst, at Hans Christensen efter Vidnesagen gav Elisabet Larsdatter et graat Øg, hvortil Peder Larsen svarede Nej, og at han aldeles intet vidste eller havde hørt derom, førend Berrild Clausen sligt omtalte.

Og var Hans Jensen i Rydsker til Stede [her i Rønne], som haver ovennævnte Elisabet nu til Ægte, og soer, at han eller hans Hustru aldrig have talet om noget Øg at have faaet af Hans Christensen.

Og sagde Peder Larsen, at Berrild Clausen tog saa en Skrift op af sin Lomme og læste, og Peder Larsen svarede. at han dens Indhold ej kunde vedstaa, da han intet vidste af det, som stod deri, hverken om det graa Øg eller andet. Og bad da Berrild Clausen Hans Clausen af Hasle renskrive det, som han havde læst, hvilket han ogsaa gjorde, og saa vilde Berrild Clausen, at Peder Larsen skulde underskrive det med sit Navn, og som han ikke kunde skrive sit Navn, saa skrev Værten udi Huset Lars Mogensen to Bogstaver foran ham paa Bordet, hvor Peder Larsen efter Berrild Clausens Begæring og Tillokkelse med Hans Clausens Tilhjælp, som tog ham om Haanden. skrev tre Bogstaver under samme Seddel, og bekendte Peder Larsen, at han aldrig før havde skrevet noget Brev under, og vidste intet af, hvad de Bogstaver betyder.

Hans Clausen, som havde renskrevet, forklarer nu om Sammenkomsten i Rydsker hos Lars Mogensen og meldte, at der var, foruden Peder Larsen.en Pige ved Navn Kirsten, og saa renskrev Hans Clausen Berrild Clausens Papir paa et Stykke stemplet Papir til 6 Sk., og saa havde Berrild Clausen selv Blæk og Pen med sig, som det blev renskrevet med. Og saa skrev, da Peder Larsen var udgaaet af Stuen, fornævnte Pige trende Bogstaver under samme Brev, efter som Værten i Huset Lars Mogensen først nogle Gange paa Bordet havde skrevet tre Bogstaver for hende, og var samme Piges Lavværge ej hos, da det skete. Hans Clausen tog ikke Pigen ved Haanden, men hun skrev selv.

Saaledes for os bekendt. Actum anno, die et loco ut supra.

I sit Indlæg for Højesteret udvikler Berrild Clausen, hvorledes Fænrik Hans Christensen af Clem. har holdet paa Mordsti og paa Livet ilde overfaldet ham, endog i Klagerens egen Gaard og gjort Uførmelse der [Uførmd, Vold og Forurettelse]:

". ...Sag mellem mig og en National Fendrich Hans Christensen af Clemmedsker Sogn. .." imod mig öfvede [Brud paa] Kirkefred, Vejfred og Husfred" ..." er bleven skældet paa Kirkegaarden, endog omkuldstødt af en høj Grav, som jeg stod paa, uden ringeste given Anledning, som bevises at Dommens Dato 1684 15. Oktbr." ... Siden har Fendrich ført nogle villige Bagvidner. .." jeg var kommandert til Stranden, da der var saa mange Skibe i Søen, men da det var Koffardi-Skibe, fik vi Hjemlov igen. … og som jeg red med min Mundering ret ad Vejen til min Gaard, som falder forbi Hans Christensens Gaard, hvor han da holdt paa sin Hest ved Siden af Vejen og snigte sig paa mig med Hug og Slag. .. som af hans egne Soldater allernaadigst kan erfares. "

… Da jeg af Retten begærede Benægtelsesed, svarede han, at han ej dertil var indstævnet [Vejfred]

... Fendrichen har ved Lokken og ved Kjøb købt sig Vidnesbyrd, neml: Elisabeth Larsdatter, som nu er kommen i Ægtestand med en af Fendrichens underhavende Soldater, navnlig Hans Jensen ... nu og villet tilkjøbt de andre tvende Vidnesbyrd, som af dem med Ed aflagte Bekendelse og 4 Mænds Attest bevises af Dato 6. August 1686 har ikke kunnet nødt [nyde] Husfred ...han har gjort sig et Ærinde [efter Befaling] at skulle hente min preng med nogle kommanderede Soldater, da han blev udskreven til Soldat, som ikke kunde nyde Madro, men maatte tage sin Mad i Haanden hvorpaa Fendrichen ved Pukken vilde nøde mig til at skaffe og give dem Øl, og dernæst udfordrede mig til Duelleri, mens jeg ikke vilde udgaa til ham og hans Soldater, paa det jeg ikke udi Ulykke, Lemlæstelse eller ved Livet skulde geraade, som verdslige Fendrichens og hans medhavendes sikkerlige Intendt maa have voren ... mens imod sligt hans Udfordring svarede jeg hannem: du lost [laast, Iaa] i Mordsti og slog mig i Gaar med din Prygel, derfor vil jeg igen slaa dig med Lands Lov og Ret ... saa, jeg maatte mit Liv derover i mit Hus for samme salvere og Fendrichen har skældet og undsagt mig for en sat Ret inden Nørre Herreds Ting d. 18. Juli 1684, sigende, at havde jeg kommet ud af min Forstue, da vilde Fendrichen taget mig og ført mig fangen til Leensgaard [her boede Kommandanten Benedix von Hatten 1682-85] hvilket Landsdommer ej har villet anse, men ganske frikendt Fendrichen for bem. Poster, .. og ej ringeste. Kost og Tæring mig tildømt ….haaber, at dette maa blive anseet, paa det jeg fattige Mand engang kunde vide mig fri og nyde Fred og Ro.

D. 7. August 1686. Allerunderdanigst tro Undersaat Berrild Clausen.

Herimod og til Sagen at svare efter Indstævning for Retten comparerede Fænrik Hans Christensen tilligemed sin Fuldmægtig Christoffer Munch. Til Stede var ogsaa Landsdommer Matthias Rasch, som sin Dom vedstod og formenede den saa lovmæssig at være dømt, at den .... allernaadigst skulde vorde confirmeret.

Da efter Tiltale og Gensvar lød Højesterets Dom d. 1. Septbr. 1686:

Landsdommers Dom af 1. Juli 1685 bør i alle Maader ved Magt at blive.

Det er muligt, at der er Sammenhæng mellem Fænrik Hans Christensens Udgang af ovenomtalte Retssag og hans Overgang til den civile Embedsstilling, han snart efter opnaaede.