Kongo for 100 år siden – og Congo i dag

- på sporet af bornholmere i Kongostatens tjeneste

Bornholms Museums lille fine etnografiske samling har altid haft en særlig tiltrækningskraft på såvel vore gæster som museets egne medarbejdere. Men indtil nu har de ”rigtige” bornholmske samlinger haft førsteprioritet. De er efterhånden blevet revideret og gjort tidssvarende – nu står den etnografiske afdeling for tur. 
Vi er naturligvis bevidst om udstillingens kvalitet som den er nu, næsten som en gammel kunstkammerudstilling, med masser af genstande i glasmontrer fra gulv til loft. En modernisering skal ikke ændre den form. Men vi skal finde frem til alle de gode historier, der ligger ”gemt” i samlingerne. Menneskeskæbnerne, koloniseringen af den tredje verden. De fremmede folkeslag, hvorfor netop de sager endte i vore samlinger på Bornholm, så langt fra Korea, Kina, Japan, Indien, Congo, Malaysia, Lapland osv. Formentlig er det også små sandkorn af fremmede nationers kulturarv, der gemmer sig i vore samlinger. Formidlingen af den etnografiske samling skal være digital. Vi vil ikke røre ved ”kunstkammeret”, men med ny teknologi vil man kunne skaffe sig viden om selv den mindste ting i samlingen.

I første omgang er det materialet fra Congo vi tager fat på.
Tilfældet vil, at også Nationalmuseet i København i disse år beskæftiger sig med Congo. Man har etableret et netværk: ”Skandinaver i Congo”, et forum for forskere og museer fra de nordiske lande. Her deltager foruden Nationalmuseet, Statens Museer for Verdenskulturer i Göteborg, etnografiske museer i Oslo og Stockholm samt Lunds Universitet, som arbejder med et forskningsprojekt omkring de svenske missionærer i Congo. 

Endelig er den nyligt til dansk oversatte bog af Adam Hochschild: Kong Leopolds Arv aktuel, ligesom Francis Coppolas højt berømmede nyklipning af filmen ”Dommedag nu”, der, selv om den foregår i Vietnam, har taget sit udgangspunkt i polakken Joseph Conrads hovedværk, Mørkets hjerte, fra 1904, som blandt meget andet også er en skildring af de gruopvækkende begivenheder i Den uafhængige Congostat”, som forfatteren selv havde besøgt. 

til top

Mindst otte bornholmere havde tjeneste i Den uafhængige Kongostat i årene fra 1884 -1908:

1. Knud Jespersen
2. Peter Sonne
3. Ejner Poulsen
4. Bernhard Nielsen
5. J.F.V.V. Støckel
6. Johan Staberg
7. John R. Sonne
8. Peter Chr. Mogensen
(7. og 8. ukendt
opholdssted)

Congo ca. 1910

Bornholmeren, Knud Jespersen, skrev i sin erindringsbog, ”En dansk Officers Kongofærd” fra 1930:

”Aaret 1898 var gaaet. Det havde lært mig meget. Mine Meninger om Kongo var undergaaet en stor Forandring, og det var jeg selv ogsaa. Jeg var gaaet hjemmefra Danmark som en sund, glad og fortrøstningsfuld Yngling, der aldrig havde set Døden. Men nu havde jeg i et kort Spand af Tid set mere Død, Jammer og Fordærv end jeg nogensinde havde anet, læst om eller overhovedet tænkt mig kunde findes paa denne Klode, min Hjemstavn dog var en, om end ringe, Del af.”

Den unge Knud Jespersen var i januar 1898 sejlet fra Antwerpen i Belgien til Banana og Boma de to byer, der byder den Congorejsende velkommen til det store centralafrikanske land. Han havde tegnet kontrakt på tre år, en ”terme”, med den belgiske ledelse. I 1901 var han tilbage på Bornholm. Med sig havde han samlinger, især af våben fra de afrikanske stammer, han havde været i kontakt med ved Congoflodens bifloder. Samlingen skænkede han til Bornholms Museum. Men Knud Jespersen havde fået Afrika i blodet, så han rejste tilbage senere på året og vendte først definitivt hjem som en ældre – og syg - mand i 1931. Nærlæser man hans bog om afrikatiden – ja, så er det trods hans udsagn, et spørgsmål om ikke også han lod sig rive med af den ”rus”, der herskede i den unge kongostat. Vi tager umiddelbart og helt naturligvis afstand fra det i vore øjne rene berigelsesbegær. Men det kræver formentlig en helt anderledes indsigt virkelig at forstå, hvordan forholdene var dengang.

til top

Eventyrlandet Congo

I slutningen af 1800årene stod Congo for mange unge skandinavere som eventyrlandet, hvor det var muligt at få indfriet de vildeste drømme, avancere hurtigt og tjene gode penge. Måske havde Knud Jespersen, som så mange andre, lade sig friste af en annonce, man da kunne finde indrykket i ”Militær Tidende” fra 1896. Annoncen lokkede med ansættelse i det spændende, ukendte og også berygtede tropeland.

Den belgiske konge, Leopold 2., var i 1876 engageret i oprettelsen af AIA, ”Association Internationale Africaine”, der havde til formål at udforske og civilisere det centrale Afrika. I virkeligheden havde Leopold store ambitioner om at ”anskaffe” Belgien en kolonistat, men da han ikke kunne få belgierne med på ideen, arbejdede han på selv at blive hersker over en indbringende region. Han havde af forskellige grunde fået øje på Congo, og ganske snedigt lykkedes det ham i 1882 at få omdøbt den afrikanske forening til AIC ”Association Internationale du Congo”.

Opdagelsesrejsende
Interessen for Congo må blandt andre tilskrives den rejse Sir Henry Morton Stanley ( ”David Livingstone, I presume” – kendt for mødet med den skotske missionær ved Tanganikasøen i 1871) foretog i 1876-77 og hvor Stanley med sit rejseselskab drog tværs gennem Afrika og efter 999 dage nåede frem til byen Boma nær Atlanterhavet.

Stanley mødtes med Kong Leopold i 1878 og man oprettede ”Selskabet til Congos udforskning”. I virkeligheden fik Stanley til opgave at grundlægge en ny stat. Han skulle fra Atlanterhavskysten trænge sig frem langs den mystiske flod Congo, som hidtil havde bevaret sin ”hemmelighed”, fordi det var umuligt at sejle op ad floden fra Atlanterhavet pga. nogle voldsomme vandfald, kataraktere og strømhvirvler. Det var en farefuld færd, hvor opgaven bestod i, på Afrika-selskabets vegne, at sikre sig overherredømmet over alle territorier, efterhånden som man rykkede frem. Det forgik ved at man udfærdigede særlige ”kontrakter” med de indfødte høvdinge. I december 1878 nåede selskabet Stanley-Pool, hvor Congofloden forgrener sig og danner en stor sø med øer. Her grundlagdes Leopoldville, i dag Congos hovedstad Kinshassa. Senere nåede selskabet til en af Afrikas store søer, fire gange så stor som Bornholm. Søen gav man kongens navn, Leopold 2’s sø. 

Den uafhængige Kongostat
På en konference i Berlin i 1884-85 for kolonimagterne, hvor også Danmark deltog, delte man Afrika mellem sig. Fristaten, Den uafhængige Kongostat, blev meget behændigt oprettet med Leopold som Congos enevældige hersker, mod at sikre nationerne fri skibsfart og handelsfrihed i 20 år. Congo var et rigt land og man forventede at kunne trække formuer ud af landet i form af gummi og elfenben. Congo blev udnyttet til det yderste. Befolkningen blev behandlet så grusomt, at det efterhånden vakte vrede og opmærksomhed rundt i verdenen. Anklagerne mod den belgiske konge voksede. I 1908 blev Congo en belgisk kolonimagt og forholdene forbedredes. Kong Leopold II havde aldrig selv sat sine ben i Congo.

Kolonisatorer
Leopold havde brug for mange kræfter til at kolonisere landet. I de 23 år fristaten eksisterede arbejdede blandt andre europæere mere end 1200 skandinavere i landet, især som søfolk, officerer, håndværkere eller missionærer. De blev rekrutteret bl.a. ved kampagner og annoncer i militære tidsskrifter. Af den samlede udenlandske styrke var andelen af skandinavere betragtelig og deres indsats har været betydelig – for Leopold. Men af de mange unge mænd der drog ud var det måske kun totrediedel der nåede hjem igen. Hjemme døde mange af sygdomme de havde bragt med. Kun få blev gamle. Klimaet og de mange afrikanske sygdomme kunne europæerne ikke klare. Oberstløjtnant H. Jenssen-Tusch udgav i 1902-05 på Gyldendals Forlag et stort værk om Congo. Han kaldte bogen: ”Skandinavere i Congo. Svenske, Norske og Danske Mænds og Kvinders virksomhed i den uafhængige Congostat.” Jenssen-Tusch fortæller i forordet, at han i 1896 var blevet kontaktet af svenskeren, Friherre H.H. von Schwerin, som var generalkonsul for Skandinavien for Den uafhængige Congostat. Den belgiske konge ønskede at ”antage til 3aarig Krigstjeneste et antal yngre Officerer”. Jenssen-Tusch formidlede en annoncering i ”Militær Tidende”, hvilket afstedkom, at mange danske drog afsted. Imidlertid var forholdene i Congo så dårlige, at mange af de unge mænd døde under opholdet dernede. En debat, som startede i Politiken i 1898, gjorde folk forskrækkede. Jenssen-Tusch mistede selv en bror i Congo og alt i alt foranledigede det, at han indsamlede et stort materiale om Congo, således at de der drog afsted, deres pårørende og eventuelle efterladte kunne få ordentlig besked om forholdene. Jenssen-Tuschs bog på over 700 velillustrerede sider er i sig selv en bedrift.

til top

En bornholmsk officer i Kongo

I det korte citat, der er gengivet ovenfor, gav Knud Jespersen udtryk for de barske vilkår landet bød på. Han fortalte en god ven og slægtning, forfatteren Kay Larsen, om sit pionerarbejde i Kongo i de første år fra 1898 til 1908, hvilket resultere i publikationen ”En dansk Officers Kongofærd” udgivet 1930. Fire ”termer” á treårige kontrakter med den belgiske ledelse, tilbragte Knud Jespersen i Congo inden Kongostaten ophørte at eksistere og blev til en belgisk koloni. Indimellem var Jespersen tilbage på Bornholm for at rekreere sig. Her lykkedes det ham at animere andre unge til at tage af sted. Men udlængslen meldte sig hver gang igen – og helbredet holdt i de unge år. Han arbejdede også for den belgiske kolonistat, men måtte tage sin afsked i 1919, hvor han blev ramt af den uhyggelige sovesyge som skyldes bid af tsetsefluen. Men efter et par års rekreation i Europa vendte han tilbage igen, til den by han først havde stiftet bekendtskab med, Coquilhatville (senere Æquatorville nu Mbandaka) i Congoflodens knæk nord for hovedstaden Leopoldville (nu Kinshassa). Her blev han ansat i Unatra-selskabet som flodinspektør på strækningen fra Kwamouth til Bomba, dvs. Congoflodens strækning nord og syd for Coquilhatville. Men helbredet var svækket, i 1930 lå han syg i Belgien. Han vendte tilbage til Bornholm og boede sine sidste år hos en søster i Rønne. Når nogen forsøgte at få ham til at tale om sin Congotid sagde han: ”Fortælle om mine Oplevelser! Nej, hvorfor skulle jeg dog gøre det. De kan jo læse min Bog.” Knud Jespersen var født i Stampen ved Rønne i 1873. Faderen var forstmanden Christian Jespersen, som i 1866 blev ansat som bestyrer af Rønne kommunes skove. Han forestod tilplantningen af skovene syd for Rønne. Hans mor var Thora Erichsen, datter af Thomas og Michelle Erichsen fra Erichsens Gård i Laksegade.                   Knud Jespersen fotograferet i Rønne 1905

Hun var bl.a. søster til Vilhelmine, Holger Drachmanns første hustru. Knud Jespersen havde arvet faderens botaniske interesse, som måske var anledning til at han fik en farmaceutisk uddannelse, inden han aftjente sin værnepligt ved Livgarden. 
Fra 1898 til 1919 var han i Congo som officer. Han havde til opgave at støtte koloniseringen i det store rige og han giver selv gennem sine erindringer udtryk for, at han var vellidt af lokalbefolkningen, som kaldte han ”Lungvango” (den høje). Den farmaceutiske interesse gjorde sig også gældende. Han indsamlede plantemateriale til den botaniske have i Bruxelles og opnåede at få to planter opkaldt efter sig: Carpodinus Jesperseni og Oncinitis Jesperseni.       

Tre hvide officerer blandt Knud Jespersens omgangskreds. 
De er desværre ikke identificerede. Formentlig fra årene o. 1900

Knud Jespersen var aldrig gift. Han boede sine sidste år sammen med søsteren Thora Jespersen i forældrenes hus i Vimmelskaftet i Rønne. Knud Jespersen var i 1898 blevet ansat som ”Sous-lieutenat de la force publique”. Da han i 1901 var hjemme på orlov kunne man i den lokale avis læse, at ”Hs. Maj. Kongen har tilladt Sekondløjtnant Knud Jespersen ved Bornholms Væbnings Bataillon Fodfolk at anlægge og bære den af ham af den uafhængige Kongostats Suveræn, Hs. Maj. Kongen af Belgien tildelte Dekoration ”L’Etoile de Service”. Han tjente sig efterhånden op gennem alle grader, løjtnant, kaptajn, Zone-chef af anden klasse og til sidst Zone-chef af første klasse. Og modtog med årene i alt seks ordner. 

Jespersens afrikanske samling
Den første samling fra Congo modtog Bornholms Museum i 1901. Jespersen havde da opholdt sig ved Laporifloden nordøst for Coquilhatville; en del af redskaberne havde tilhørt ”Baputu-stammen” og består bl.a. af lanser til at dræbe elefanter, krigstrompeter af antilopehorn og elfenben, buer, pile og enkelte spiseredskaber m.m.Han tog til Afrika igen, men vendte tilbage på orlov, først i 1905 og igen 1908 og begge gange tilflød der museet nye samlinger. Jespersen havde da opholdt sig længere mod syd ved Chuapafloden og samlingen havde tilhørt folk fra Yonga, Topoke og Batetela-stammerne. Jespersen har selv beskrevet stammerne i en kort rapport til museet. Yongaerne var dygtige smede, topokerne var kendetegnet af deres mange tatoveringer på hele kroppen, inklusive ansigt, ører og læber. Batetela-stammen blev kaldt ”de arabiserede”, fordi de var påvirkede af den arabiske kultur, der med de arabiske slavehandlere var trængt ind fra øst, fra Zansibar. Jespersens samling er museets største Congosamling med 209 enkelt genstande og dertil mange fotos, som i høj grad supplerer det etnografiske materiale. I alt kender vi knap 100 billeder fra Jespersens tid i Afrika.

til top

Bornholmere i Congo

Museet har også samlinger fra andre bornholmere ansat på forskellig vis i det store land. Bestyrelsen har arbejdet ihærdigt på at kunne vise genstande fra forskellige egne af Congo. Foruden Knud Jespersen, der opholdt sig ved bifloderne til Congoflodens nordligste del, er der samlinger modtaget af Peter Harding Sonne, som både havde arbejdet ved Kassaiflodens nedre løb midt inde i det store land, ved Nilens udspring, og som også havde haft station i Unira på nordspidsen af Tanganikasøen. Ejner Poulsen, der rejste gennem Kenya til Kilo i det nordøstligste hjørne af landet og Bernhard Nielsen, der opholdt sig nær Kiwu og Tanganikasøerne i det østligste Congo.

Peter Harding Sonne | Ejnar Poulsen | Løjtnant Bernhard Nielsen | Andre bornholmere i Congo

til top

Peter Harding Sonne, skibstømmermand

Skibstømmermand Peter Harding Sonnes samling på museet rummer 135 enkeltgenstande også suppleret af en fotosamling, dog kun på 29 stk. Peter Sonne fik desværre aldrig skrevet om sit liv i Afrika, som givet har været lige så indholdsrigt som Knud Jespersens. Vi ved ikke så meget om ham. Han var nevø af arkitekt og museets formand Mathias Bidstrup og vi kan af nogle bevarede breve se, at det er Bidstrup der har bedt Sonne om at skænke museet samlinger fra de områder han opholdt sig i. 
Peter Sonne var født i 1876. Han rejste til Congo maj 1900, var hjemme på orlov i januar 1903. Ud igen efteråret 1903, da til Nilen. På Bornholm igen i 1910 og 1916. Han døde i Congo 23.6.1921.

Peter Sonne mistede begge sine forældre som ganske ung, faderen var fajancer. Han blev uddannet som snedker, men havde lyst til at opleve verden og efter at have aftjent sin værnepligt for han til søs. I søfartsbogen kan man følge ham fra 1894: først ud som ungmand på ”Erik af Rønne” med sejllads til Skelefteå og Grimsby, i 1895 sejlede han som ”Tømmermand” på England med barken ”Jacob af Rønne”, han var både i England og inde i Østersøen. 7. august grundstødte barken i meget hårdt vejr på klipper ved Gotska Sandö fyr nær Gotland. Besætningen på 10 mand blev reddet af dampskibet ”Union” af Tønsberg. Sonne afmønstrede i Rønne 14. august. Han fik derefter hyre på et svensk skib også som tømrer. I 1898 var han i Middelhavet med S/S WM Kalby, i 1899 med S/S Mascot i England og senere i Middelhavet igen. Han afmønstrede i april 1900 og allerede en måned efter var han på vej til Congo. 

Peter Harding Sonne i Kongo

I maj 1903 modtog Bornholms Museum en kasse med kuriositeter fra Peter Sonne. De fik numrene 74-104 og det var ifølge protokollen genstande, der ”hidrører fra stammen ved Kassaiflodens nedre løb, Bushongo”. 

I 1916 skænkede han museet flere genstande og i 1920 endnu en portion. De havde ligget opmagasinerede i Antwerpen under Første Verdenskrig. Blandt de fine donationer fra Peter Sonne var spændende figurer, såkaldte ”Gudebilleder”.
Desværre er der ikke, så vidt vi ved, bevaret breve eller andet fra Sonnes mange år i Congo. Først i 1919 findes der tre breve fra Sonne, alle stilet til Mathias Bidstrup (de findes i Mathias Bidstrups arkiv på Lokalhistorisk Arkiv). Brevene er sendt fra Antwerpen og i september 1919 fortæller han, at han netop er vendt tilbage fra Congo og er ved godt helbred. Han skriver at han vil se af få klarhed på sin pension og til det brug beder han Mathias Bidstrup skaffe sig en dåbsattest. I et brev fra oktober skriver han, at han har sendt papirerne ind for at ansøge om pension, men han har ikke taget sin afsked endnu og regner med at tage til Congo igen, hvis der kan skaffes enighed om lønnen. Sidste brev er fra december. Han skriver, at han har solgt sig selv til endnu tre år, ni måneder og ti dage. Han rejser med damperen Albert Ville 16. december til sin ”Gamle Plads”. Den pension han kunne opnå var ikke stor nok til at han kunne leve af den. Men – ”den dag den sorg” skriver han – nu gælder det Congo. Peter Sonne var da 43 år gammel.

I brevet gjorde Sonne opmærksom på, at han havde sendt to kasser til Bornholm, en med forskelligt til museet, en anden med noget elfenbensarbejde ”Den faar I Dele paa i bedste Venskab”! Endelig havde han sendt nogle billeder med brevet hjem, formentlig de billeder museet har overtaget. Deriblandt et billede af ”Tømmerværkstedet” hvor jeg kalder mig chef. PS. skriver han, adressen er den gamle i Congo. Desværre kender vi den ikke, men i museets protokol kan man læse om disse genstande: ”397-434 fra de Folk som bo bag Bjergene ved Uvira, hvor Hr. Sonne har haft Station” og om billederne, at de viser ”Folkene ved Tanganikasøen”. Uvira er en lille by med et skibsværft, som ligger ved den nordligste ende af Tanganikasøen ikke langt fra Urundi i Kiwu-distriktet.

I august to år senere kommer der et maskinskrevet brev fra ”Société Nationale de Transports Fluviaux au Congo”, Congos nationale flodtransportselskab, til ”Monsieur le Professeur”. Peter Sonne var død på Røde Kors hospitalet i Leopoldville 23. juni 1921 som følge af en mavesygdom, formentlig dysenteri. Han efterlod sig blot en søster, som boede i USA. Det var Mathias Bidstrup der modtog meddelelsen om nevøens død. Han indrykkede dødsannoncer i de tre bornholmske dagblade. Bornholms Avis skrev om Harding Sonne:
”Peter Sonne blev 45 Aar gammel. Han har i ca. 20 Aar været ansat i Kongostatens Tjeneste, hvor han var en betroet Mand ved Ledelsen af Ekspeditioner op ad Floderne. Det sidste Aars Tid har Sonne haft Ansættelse som Afdelingschef ved et stort Skibsværft. Sonne var dekoreret med Kongostjernen i Guld og den belgiske Løveorden. 
Peter Sonne var Søn af for længst afdøde Fajancer Sonne, Rønne, men mistede tidligt baade sin Fader og sin Moder. Han lærte Snedkerhaandværket og for siden til Søs som Tømmermand. Eventyrlysten sad ham i Blodet, og han søgte derfor ind i det store og dengang ukendte Land.
Peter Sonne glemte dog ikke sin Fødeby. Han glædede sig altid ved Orlogsopholdet, og han har skænket Bornholms Museum rige Gaver fra Kongo, hvorfor han blev udnævnt til Æresmedlem af Museumsforeningen.”

til top

Ejnar Poulsen, ingeniør i Kongostatens Tjeneste

Genstandene 487-497, alle sammen pile, ”er samlede af Giverens afdøde Søn, Ingeniør i Kongostatens Tjeneste Ejner Poulsen, paa hans Rejse til Kilo, hvor han døde kort efter hans Ankomst. Kilo ligger i den nordøstligste Del af Kongostaten ved Ituri Floden. Altsaa i en Del af Kongostaten, hvorfra Museet endnu ikke har modtaget Genstande. De fem første hidrører fra Dværgfolkene, medens de seks andre ere af en helt anden Type.” Således kan man læse i museets etnografiske protokol. Pilene er modtaget af doktor Poulsen i 1906.

Lægesønnen ”Ejner Poulsens saga” er beskrevet, af Iver Madsen i Ruge og Madsen: Rønne Bogen fra 1952. Ejner var født i 1881, søn af læge Holger Poulsen, familien boede i hjørneejendommen Storegade-Krystalgade, syd for Kommandantgården. Han blev uddannet som smed, kom senere på maskinistskole og tog en afsluttende eksamen på orlogsværftet i København.
Ejner Poulsen skulle nu finde ud af, hvad han ville beskæftige sig med. Tilfældigvis var Knud Jespersen hjemme på orlov fra Congo, og ret hurtigt besluttede den unge man sig for en fremtid i Kongostatens tjeneste. Knud Jespersen sendte ham til Bruxelles med de fornødne anbefalinger til respektive myndigheder. Han fik tilbudt en stilling på treårig kontrakt som ekspeditionsleder i Kongo. Han vendte tilbage til Bornholm i 1905, inden han rejste til Congo for at tiltræde den ny stilling.
I familiens varetægt opbevares de breve han sendte hjem. Modsat mange andre Kongofarere rejste han gennem Middelhavet til Østafrika, hvor han gik i land i Mombassa. Herfra rejste han sammen med de folk han skulle arbejde sammen med med jernbanen til dens endestation og derfra skiftevis sejlede og marcherede han til Luvenga og videre mod endestationen Kilo, guldmineekspeditionens faste hovedkvarter, i Congos aller nordøstligste hjørne. Otte dage efter ankomsten til Kilo blev Ejnar Poulsen stukket af en tsetseflue. Stikket inficerede ham med den alvorlige sovesyge, og kort tid efter var han død.

Året efter skænkede familien den lille samling pile til Bornholms Museum.

til top

Løjtnant Bernhard Nielsen

Et brev dateret Kitofu 20. januar 1908 findes i Bornholms Museums samlinger:

”Herr Overlærer EC Tryde
Allerførst maa jeg takke Herr Overlæreren for Brevet og for den kære Julehilsen, som jeg fik i gaar, og dernæst til Besvarelsen. Jeg har kun et at sige, hvad Bornholms Museum angår: Jeg skal gøre mig al umage for at skaffe saa mange og gode Ting som muligt. Jeg har i lang Tid forsøgt at samle diverse Sager, men den Region, hvor jeg opholder mig for Tiden er meget vanskelig og endnu ganske ukendt, og desuden stikker de indfødte af saa hurtigt de hører, der er Europæere en Route. (Posten Kitofu er kun 6-7 Maaneder gammel).
Min Samling til Dato bestaar af nogle meget ordinære Lanser og Skjolde, forskellige Skind, (Leopard, Slanger, Leguaner etc.) Slanger, Cameoloner (med og uden Horn paa Næsen) nogle mærkværdige Dyr, hvis Navn jeg ikke kender + nogle grinagtige Papegøjer og Abekatte.
Jeg maa tilstaa, jeg aldeles ikke havde tænkt paa Museet, men derimod paa Skolen, hvad Slange-Samlingen angaar. En af de første Uger begiver jeg mig paa Inspectionsrejse til mine andre Poster, og da venter jeg at kunne faa Fingre i forskellige gode Sager.
Bare jeg havde faaet Herr Overlærerens Brev nogle Maaneder før, thi de 2 Hvide, som ere her paa Posten, havde nemlig været ude at føre Krig med de Indfødte, og kom hjem med masser af Knive etc., som naturligvis ikke undgik min glubske Haand, men min Commandant, som er en meget ivrig Samler, bad mig give ham nogle, og tænkende jeg snart kunne faa nogle andre, gav jeg ham alle. Nu er det ikke saa let at skaffe sig lignende Sager, thi de Chefer, som ikke har underkastet sig vor Commando, er flygtede fra deres Villager og bor i Plantationerne og der er det ikke saa let at faa Fingre i dem. Congo er uhyre interessant, hvad Dyreverdenen angaar og hver gang jeg ser en Sommerfugl, tænker jeg, Johan Frederik vilde være tilfreds med at have den i sin Samling. Desværre kan jeg ikke glæde ham med nogle Eksemplarer, thi jeg har hverken det ene eller det andet, som er nødvendigt for at opbevare dem. Hvad min Samling Slanger angaar er jeg ogsaa meget ulykkelig, thi jeg har allerede flere Gange skrevet i Bruxelles efter ”Formol”, men endnu ikke faaet noget (thi jeg tror det er nødvendigt at have Recept for at faa fat i det) og den Smule, som min Commandant har givet mig, trænger snart til en ny Afløsning.
Hvad Frøken Tryde og Johan Frederik angaar, haaber jeg begge ere i bedste velgaaende, naar mit Brev naar Krystalgade.
Jeg for mit vedkommende har været meget syg af ”Aklimationsfeberen” circa 1 Maanedstid, men ved hjælp af mit gode Helbred fra Europa og det brillante Klima, som er her, er jeg snart igen i bedste Udgaaende. Jeg mangler kun nu mit Fuldmaaneansigt og en Del Kræfter, men det kommer snart, thi her 2000 Meter over Havets Overflade har man stadig en glimrende Appetit, og jeg har allerede igen begyndt mine smaa interessante Rideture mellem Bjergene. (Jeg har nemlig et Æsel, thi det er langt bedre end en Hest her, hvor man maa bestige Bjerge, der har en Højde af 3000 Meter).
Jeg har været meget heldig i Congo; mine 2 Poster har et brillant Klima og i den 3de er der slet ikke saa slemt (en del varmt om Dagen men ellers ganske godt). Her er alle Frugter (Jordbær og Fløde hver morgen) og alle Legumer fra Europa + Antiloper, Fasaner, en sjælden Gang en prægtig Bøffel etc. Naa, jeg begynder at trætte Herr. Overlæreren, derfor endnu en gang, ”Tak for Julehilsenen” samt en hjertelig hilsen til hele Familien forbliver jeg stadig Herr Overlærerens ærbødig hengivne, Bernhard Nielsen.”

I 1910 modtog museet en samling bestående af 84 genstande indsamlet af museumsleder Trydes elev. En del er fra ”Wanyanga Stammen sydvest for Walikale, noget fra Batembo Stammen vest for Kitofo ovre mod Tanganika og Kiwu Søen og endelig lidt fra Warega Stammen Syd for Walikale, dvs. vest for Kiwu søen”. Samlingen er meget fin, flere stammer er repræsenterede. To af museets fineste afrikanske figurer, ”gudebilleder”, er indsamlet af Bernhard Nielsen. Desværre kender vi ikke hans videre skæbne i Congo. 

til top

Andre bornholmere i Congo

Ved nærlæsning af Jenssen-Tuschs meget grundige bog fra 1902-05 kan man finde oplysninger om andre bornholmere i Kongostatens tjeneste. Den første bornholmer i Congo var:

Johan Ferdinand Vilhelm Valdemar Støckel, var født i Rønne 1867 som søn af fotograf Støckel. Han kom til Congo første gang maj 1891. Støckel har selv berettet om sit afrikaophold: ”Jeg var den første danske Officer i de offentlige Styrker i Belgisk-Congo, Kong Leopolds private Besiddelse dengang, jeg aabnede Vejen for mange andre”. Efter sekondløjtnants-Eksamen læste han en dag i avisen om en mand der var død i Belgien. ”Den enes Død den Andens Brød tænkte jeg, skrev derned om jeg kunne faa Stillingen, og fik kort efter til Svar, at det kunde jeg, hvis jeg kunne rejse allerede Dagen efter. Mine Forældre var da begge døde, saa jeg maatte overlade en Broder alle mine Ejendele. Saa rejste jeg, først til Bryssel, hvor jeg blev iklædt som Løjtnant i Kong Leopolds Congo-Hær, senere fra Antwerpen over de Canariske Øer til Belgisk Congo. (Bornholms Tidende 8.2.1952). Han var dog ikke den første danske officer i Congo, der var fire før ham, hvoraf de tre døde efter kort tids forløb.

Jenssen-Tusch referer meget hyppigt til Støckel, som angiveligt var en særdeles dygtig, men tydeligvis også meget selvrådig og selvsikker person. Han blev ansat ved første Kompagni af ”Force publique” i Boma og senere ved bygningen af fortet Shinkakassa ikke langt derfra. Det skulle benyttes til at overvåge indsejlingen til Boma. Senere kom han med i kampene i Mayombe og byggede her posterne Lemba, Zensée og Lubuzi. Som chef for sidstnævnte post fik han i august 1892 en tapperhedsbelønning og udnævnelse til løjtnant. I november samme år angreb de indfødte Lubuzi; Støckel lå syg af feber, stod op og kæmpede hele dagen, men faldt efter et heldigt forsvar om om aftenen af solstik. Lå derpå syg af solstik i 2½ måned, først i Lubuzi, senere i Lalanda på portugisisk grund, hvorhen han førtes ad floderne Lukulla og Tschiloango; bragtes så til San Antonio syd for Congo og endelig pr. sejlskib til Banana. I februar 1893 var han igen i tjeneste i Boma, først som ”adjutant-major” hos kommandanten for ”Force publique”, fra juli 1893 til hjemrejsen i 94 som chef for første kompagni. Modtog både lykønskningsskrivelse fra guvernøren i forbindelse med sin udnævnelse og påskønnelsesskrivelse fra regeringen. På grund af sit kendskab til de indfødtes sprog fik han ved sin hjemrejse det hverv at bringe 144 sorte fra statens forskellige egne til udstillingen i Antwerpen. Ved ankomsten til Belgien forfremmedes han til kaptajn i ”Force publique”. 
Den norske løjtnant Stormoen fortæller i et brev om Støckels dygtighed og tilsyneladende enestående klæbehjerne: ”… navnlig hørte vi med Forbavselse, hvorledes den danske Chef, Støckel, talte Dansk med os, Fransk med sine Underofficerer, Engelsk med Soldaterne paa vestkysten, Fiot med negrene fra Nedre Congo, Bangala med dem fra Øvre Congo, Kiswahili med Zanzibarit’erne. Og alt gik det saa sikkert og glat, at det var vanskeligt at mærke, om han talte bedre Dansk end Fiot…”.

J.F. Støckel fik desværre aldrig nedskrevet sine erindringer, de var så fantastiske, påstod han, at han, skønt opfordret dertil, pure har nægtet at nedskrive dem. ”Folk ville blot tro det var Løgn hvert Ord, og faktisk vilde jeg ikke kunne laste dem for det”. ”Jeg havde efter mit afrikanske Eventyr været herhjemme og tjent i Hæren som fast Officer, dernæst paany været i Afrika som Opdagelsesrejsende, officielt engageret som leder af en Guldsøgerekspedition, men i virkeligheden i den Hensigt at samle Kautsjuk, noget jeg nægtede, da det kun kunde ske gennem Mishandling af de Indfødte, hvorfor jeg vandrede ubevæbnet – aldrig gjort før – gennem hele Østafrika, hvorfra jeg tog Hjem og blev Officer igen.” Ansættelseskontrakten havde da været med det belgiske finansdepartement. 

Hjemme igen var Støckel først en kort tid i Sibirien, blev så i 1906 ansat som premierløjtnant og tilsynsførende ved det der dengang hed Den historiske Vaabensamling. 1919 blev han udnævnte til bestyrer for samlingen, der i 1928 blev til Tøjhusmuseet. Støckel var bestyrer frem til 1937, hvor han trak sig tilbage som 70årig. 

Støckel var dekoreret med Kongostatens Etoile de Service. Hans samlinger fra tiden i Congo har han skænket til Nationalmuseet, og som den efterhånden trænede men også beskedne museumsmand han var, forlangte han den anbragt, ikke som en specialsamling under sit eget navn ”som de fleste har for Skik, men under de indfødte Stammer, hvis Levevis Tingene tjener til at belyse”.

Bornholms Museums bestyrelse kendte Støckel og bestyrelsesformand J.A. Jørgensen må i 1904, hvor Støckel var hjemme på orlov, have rettet en henvendelse til ham angående erhvervelse af genstande til den etnografiske samling. Samme år findes et brev fra Støckel til Jørgensen:

”Kjöbenhavn 12-12-04. Hr. J.A. Jørgensen. Jeg saa i sin Tid med Undren, at en Del Vaaben fra Kongo og et stort Fotografi af Lt. Jespersen havde faaet Plads paa ”Bornholms Museum”, hvor efter min Menig ingen af Delene hörer hjemme.
Saa længe jeg lever, bliver min Samling hos mig, for hvem den har personlig Interesse.
Efter min Død vil den rettest höre hjemme paa etnografisk Museum, da den ikke blot bestaar af nogle smukke Spyd, Knive eller Pile, som de fleste Kongofarere nøjes med at slæbe Hjem, men væsentligst af alle de mere uanselige Ting, som Negeren benytter i hele sit daglige Liv, og som derfor ogsaa ganske anderledes illustrerer hans Kulturstandpunkt. Med særdeles Agtelse Joh .F. Støckel.”

Johan Staberg, var født 1847 i Sverige, blev gift med postmester Engels datter i Nexø og sejlede som 1. mester med Østbornholmskes ”Erna”. Men han må have haft udlængsel, så han rejste til Congo i november 1891, men døde ulykkeligvis i Boma i det vestlige Congo allerede i januar 1892. ”Han kom til Congo Nytaarsaften 1891, blev straks syg af Feber. Laa uden Tilsyn eller Hjælp et Par Uger i det saakaldte ”Hôtel des milles Bambous”, et Hus af Bambusstokke, uden Vinduer, Gulv eller Bekvemmeligheder af nogen Art. Døde 20. Januar”.

John Richard Sonne, var født i Rønne, rejste til Congo marts 1903, men tog hjem igen oktober samme år, formentlig på grund af sygdom, da man normalt bandt sig kontraktligt for en treårig periode. 

Peter Christian Mogensen var født i Svaneke og uddannet som søkaptajn. Han rejste i marts 1904 til Congo og fik ansættelse på Grand Lacs-Jernbaneselskabets nye store damper ”Kintamo”, under den danske kaptajn Søndergaard, som stammede fra Odense. Hans videre skæbne kender vi heller ikke.

I alt otte bornholmere har vi således kendskab til har været virksomme i Congo fra 1891 til 1930. Der har givet været en del flere. Men helbredet blev udsat for stor belastning i det tropiske klima, hvor man endnu ikke kunne gardere sig mod landets mange sygdomme. Af de otte døde de to ganske kort tid efter ankomsten. En tog hjem efter kun kort tid. To opholdt sig i landet i mange år, den ene døde dog dernede, den anden fik nogle år på Bornholm, men var plaget af sygdom. To andre Kongofareres skæbne kender vi heller ikke. Blot en ved vi med sikkerhed, klarede sig og han blev endog en ældre mand, J.F.V.V. Støckel, som fejrede sin 85 års fødselsdag i 1952.


Titlen på denne artikel antyder, at ambitionen var at sætte koloniseringen i relation til Congo i dag. Da museet tog kongosamlingen op til revision havde vi til hensigt at søge midler til at besøge Congo, specielt de steder, hvor først og fremmest Knud Jespersen havde haft sin gang. Men Congo er i dag et land i borgerkrig, ikke et land man besøger uden en meget god grund. Congos historie har været fuld af dramatik:

° 1884 den belgiske Kong Leopold 2. får overdraget Congo som sin private ejendom
° 1908 Congo bliver belgisk kolonimagt 
° 1960 Uafhængig stat, statsoverhoved: Patrice Lumumba
° 1961 Patrice Lumumba myrdes
° 1965 Marshal Joseph Mobutu gennemfører ublodigt kup 
° 1971 Landet kaldes Zaire 
° 1997 Oprør, Laurent Desire Kabila ny præsident, landets officielle navn Den Demokratiske Republik Congo. 
° 2001 Laurent Kabila myrdes, efterfølges af sønnen Joseph Kabila

Den indenrigspolitiske situation, herunder menneskerettighedssituationen: (Udenrigsministeriet)
Laurent Kabila overtog i 1997 magten i den Demokratiske Republik Congo, DRC, daværende Zaire. Da Kabila ikke bragte oprøreres angreb fra congolesisk territorium ind i Rwanda og Uganda til ophør, støttede de to lande i 1998 et væbnet oprør. Regeringen fik militær assistance fra bl.a. Angola, Zimbabwe og Namibia. Siden 1998 har DRC været delt næsten ligeligt mellem regeringen og rebellerne. I 1999 undertegnede de stridende parter Lusaka-våbenhvileaftalen som led i en freds- og forsoningsproces. Aftalen, herunder en troppeadskillelse, søgtes først gennemført i 2001 efter Joseph Kabila afløste sin myrdede far som præsident. En national politisk dialog er indledt og indsættelsen af en FN-styrke, MONUC, er igangsat. MONUC er medio 2001 planlagt til at bestå af ca. 550 observatører og ca. 3.000 soldater. Danmark har bidraget med én stabsofficer, én observatør og finansiel støtte til mægleren for den nationale politiske dialog. Der udestår stadig en række væsentlige problemer, især afvæbning af hutu-militserne i det østlige DRC og etablering af de nødvendige overgangs-institutioner. Det skønnedes medio 2001, at konflikten direkte og indirekte havde kostet op mod 2,5 mio. mennesker livet og drevet ca. 2 mio. mennesker på flugt. Der rapporteres om alvorlige brud på menneskerettighederne begået af alle de stridende parter. 

til top