Personalia

Generationsmøde 60 år efter

Fritz Bistrup var aktiv modstandsmand under den tyske besættelse, men har aldrig fortalt sin søn og sit barnebarn om det, han gennemlevede. 60 år efter Danmarks befrielse mødtes de tre generationer i en samtale, der pegede bagud - og fremad

Fritz Bistrup græder. Vi har talt sammen i ti minutter i hans hjem i Holte, og 88-årige Fritz sidder med ansigtet vendt mod sin søn og sit barnebarn, da tårerne kommer piblende.

Vi taler om den 9. april 1940, da Fritz, der er uddannet søofficer, oplever, at de tyske tropper trænger over grænsen til Danmark og kun møder yderst sporadisk modstand.

Fritz græder af skam, siger han. Skam over at danskerne ikke kæmpede, skam over at svigte sin pligt som forsvarsmand og skam over at lade andre mennesker i stikken med "på grund af fejhed".

"Jeg burde skamme mig resten af mit liv," siger Fritz og undskylder hurtigt sit følelsesudbrud.

Lidt senere har han fattet sig så meget, at han kan undre sig over tårerne.

"Det forbavser mig, at jeg stadig bliver så følelsesmæssigt engageret," siger han og tilføjer spontant, at det "vist egentlig er første gang, jeg taler rigtigt om det her".

Under samtalen bliver det hurtigt klart, at Fritz intet har at skamme sig over. Han gik i starten af 1944 aktivt ind i modstandskampen på Lolland og Falster, hvor han blandt meget andet var med til at udføre sabotageaktioner og tage imod og gemme våben, der blev kastet ned fra luften.

Han var eftersøgt af tyskerne i slutningen af krigen og lægger ikke skjul på, at det i mange måneder var livsfarligt at hedde Fritz Bistrup.

Fritz fortæller meget denne aften, som end ikke hans 60-årige søn, Christian, har hørt før. Om bedstevennen, der blev taget af tyskerne og tæsket til ukendelighed, om et familiemedlem der var medlem af nazistpartiet og - frem for alt - om skammen og frygten.

Christians søn, Esben på 25, hørte for tre år siden sin farfar holde tale på 4.majkollegiet på Frederiksberg, hvor Esben selv boede i to perioder mellem 1998 og 2003, men heller ikke han ved ret meget om, hvad farfaderen har gennemlevet i de fem besættelsesår.

"Ved du hvad, det er altså ikke noget, man kan tale om," siger Fritz i et tonefald, der understreger, at hans fortid for altid vil være noget, der skiller ham ud fra størstedelen af de mennesker, han har stødt på og vil støde på i sit liv.

"Jo, vi kan tale om det nu i denne sammenhæng, men ellers kan man jo ikke sidde og tale om sådan noget. Hvem skulle man tale med?"

Esben korrigerer sin farfar og husker ham på, at de har talt lidt om begivenhederne før, og at de også har snakket om, at Esben gerne vil have hele historien om farfaderens bedrifter og oplevelser. Måske oven i købet skrive den ned og gemme den som dokumentation for eftertiden.

For Esben er historien om besættelsestiden stadig present i kraft af Fritz' fortid, mens han husker folkeskolen og gymnasiets historieundervisning i forhold til besættelsestiden som ret sporadisk og unuanceret.

"Man har jo egentlig fået mest at vide ved at se amerikanske krigsfilm, og det er jo heller ikke altid den mest troværdige kilde," som han siger.

Esben har fulgt med i den seneste debat om Danmark under besættelsestiden og har set tv-udsendelser, der skildrer krigen set med civile tyskeres øjne.

"Det har været meget interessant, fordi tingene ikke længere er så sorte og hvide, når man hører det fra den anden side også," siger han.

Mens Esben som alle andre i sin generation i det mindste har hørt 'skolebogshistorien' om besættelsen, har hans far, Christian, som blev født midt under generalstrejken i sommeren 1944, ingen erindring om en historieundervisning, der skildrede begivenhederne under besættelsestiden.

"Historiebøgerne var ikke opdateret, og min far fortalte stort set ingenting. Bortset fra beretninger fra en bestemt lærer i gymnasiet, der havde været med til noget under krigen, og som fortalte lidt om det, er min viden om krigen noget, jeg selv har læst mig til, og det har primært været med fokus på hele verdenskrigen og ikke kun Danmarks skæbne."

Christian har dog gennem mange år fornemmet det tætte bånd, Fritz havde med sine kammerater fra modstandsbevægelsen. Venner, der kom på besøg med jævne mellemrum, og som Fritz var knyttet til på en særlig måde.

Christians søn Esben undrer sig over tavsheden i årene efter krigen.

"Det var jo nær fortid. Alle dine lærere havde oplevet besættelsen," siger han til sin far.

Christian trækker på skuldrene. Sådan var det bare. Måske var det hele netop for tæt på.

Selv om Fritz Bistrup deler opfattelsen af, at det officielle Danmark burde have foretaget sig langt mere og bekæmpet tyskerne, har han ikke meget tilovers for debatten om den danske modstand under tyskernes besættelse og de efterrationaliseringer, der i de seneste måneder er blevet endevendt i bøger, afhandlinger, tv-debatter og talrige avisartikler.

"De udtaler sig på et for dem ikke-eksisterende grundlag. De aner ikke, hvad de taler om," siger han, og stemmen skælver på ny. Skellet mellem dem, der var med, og dem, der blot taler om det, bliver tydeligt igen.

Christian har også gjort sig tanker om det perspektiv, der fra mange sider nu bliver anlagt i forhold til besættelsestiden.

"Man kan jo altid være bagklog, og som Anders Fogh Rasmussen sige, at det var forkert den måde, det foregik på, men der var jo også fra politisk hold lagt op til en vis passivitet med nedskæringerne i det danske militær op gennem 1930'erne."

Fritz afbryder med det samme: "Jeg synes bare ikke, at det er rigtigt. Der lå skibe klar, som kunne have forsvaret Danmark. Der kunne gøres noget, hvis man ville," siger han med eftertryk.

"Men man kan jo godt forstå tankegangen bag holdningen, om man ikke ville gøre noget og holde sig gode venner med tyskerne, fordi man tænkte, at kampen var tabt alligevel," siger hans barnebarn Esben. "Der er også det aspekt, at tyskerne måske ville vinde krigen, og så var det ikke alt for godt, at vi havde gjort os uvenner med dem. Jeg siger ikke, at det er det rigtige, jeg siger bare, at man godt kan forstå tankegangen."

Farfaderen kan ikke forstå det.

"Man havde en hær og en marine, man havde miner, man havde erklæringer, man havde politikere og alt muligt andet. Er det ikke kun tøsedrenge, der lader være med at forsvare deres hjem? Jeg kan ikke få mig selv til at acceptere, at danske politikere har siddet og overvejet 'hvis vi gør sådan og sådan, så kan vi måske overleve så og så længe og sælge så og så mange grise' osv. Jeg kan ikke være med til det. Måske fordi jeg var officer."

Da talen falder på forestillingen om en besættelse af Danmark i dag, ændrer perspektivet sig pludselig. Historien rykker nærmere med spørgsmålet om, hvad man som ung ville gøre i dag, hvis landet blev besat.

I en verden, der har undergået så massive politiske forandringer på 65 år, har Esben svært ved at forestille sig besættelsesscenariet. Fjender, der trænger ind.

"Hvor skulle de komme fra," spørger han, men han kan alligevel godt følge sin farfars indignation over krænkelsen af landets grænser, frihed og selvstændighed

"Dét, at der kommer tropper over grænsen til ens land er vel netop det, der er sagens kerne. Da tyskerne kom til Danmark, handlede det ikke først og fremmest om nazisme og koncentrationslejre, det handlede om, at der kom en fjende, som invaderede Danmark."

Esben ser direkte på sin farfar tværs over bordet og får med få ord 65 års historie til at virke som et kort øjeblik.

"Jeg tror - eller jeg håber -at jeg i den situation ville reagere på samme måde som dig."

Selv om der nu er gået 60 år, siden den tyske besættelse af Danmark sluttede, mindes Fritz Bistrup stadig fortiden, selv om mange af minderne er svære at kapere.

"Jeg sætter lys i vinduerne hvert år den 4. maj for at markere, at det var en festdag, den dag den nedværdigende besættelse sluttede. Ellers kan man ikke sige, at det var en festdag, for der var så mange andre ting, der skete i de dage - i hvert fald i Nykøbing Falster, men også andre steder. Tyskerpigerne blev klippet, klædt af og malet med hagekors, og det var jo noget forbandet svineri. Samtidig kom der tusindvis af tyske flygtninge til landet. Det var mærkelige tider, og der var mange blandede følelser."

Som den yngste generation vil Esben fastholde traditionen med at sætte lys i vinduerne den 4.maj, når han selv engang har stiftet familie, og besættelsestiden er blevet endnu fjernere fortid. Han skal til fest på 4.majkollegiet på aftenen for 60-årsdagen for befrielsen. Ikke kun fordi han skal møde gamle venner, men også fordi aftenen betyder noget i sig selv.

"Det vil blive ved med at være aktuelt for mig, fordi jeg kender Fritz, og selv når Fritz er død, så har jeg kendt ham og historien om, hvad der skete."

"Sig mig, er det ikke blæsende ligegyldigt med hele den historie her," spørger Fritz pludselig sit barnebarn.

Der bliver helt stille i stuen.

"Det synes jeg bestemt ikke," svarer Esben så, "den vil blive ved med at være vigtig for mig."