Orlogskaptajnens søn
Far og besætningen drev om på en isflage ved Grønland.
Oberstløjtnant Fritz Willem Bistrup f. 1917.
Bor i en udbygget trævilla i Holte.
Fritz begyndte sin militære karriere i Søværnet, som kun havde én kaserne, den lå ude på Holmen. Han gik om bord på Fregatten Fyn, der lå uden master og ræer på Holmen, her boede de frivillige lærlinge, men så sejlede de om sommeren. Kadetskolen lå i Gernersgade, her hed man aspirant. Hvis man kunne klare teorien og sommersejladsen, endte man som kadet i søværnet.
Fritz blev udnævnt til søofficer af 2. grad den septemberdag i 1939, da tyskerne rykkede ind i Polen. »Så der var ikke de store festligheder for vores klasse, det var alvorlige tider.« Som søofficer meldte Fritz sig nu som pilot-aspirant og skulle have begyndt på den militære flyveskole den 15. april 1940, så kom tyskerne den 9., og det blev ikke til noget. I normale tider havde Flyveskolen grundlæggende kurser i flyvning med elever fra både søværnet og hæren. For at blive optaget som elev på Flyveskolen, skulle man have gennemgået militærtjenesten og have opnået minimumsgrad af sergent - i søværnet dog af officer. Allerede i 1923 var Marinens Flyvevæsen blevet oprettet som selvstændig enhed, direkte under Marineministeriet.
Fra 1943, da regeringen stoppede samarbejdet med tyskerne, blev politiet, hæren og marinens officerer interneret. Fritz var interneret fra august til slutningen af november. Så blev officererne løsladt fra marinens hovedkvarter på Holmen, og de fleste gik under jorden i modstandskampen. Under besættelsen var Fritz leder af modstandsbevægelsen på Lolland-Falster. Englænderne kastede våben og forsyninger ned fra fly, og Fritz' gruppe skulle dels holde de tyske soldater væk, dels samle våben og forsyninger op samt fordele dem.
Efter 2. Verdenskrig fortsatte Fritz i marinen og strøg miner fra Grenå, søen var også en vigtig del af hans liv. I 1946 blev en fælles flyveskole for hæren og søværnet oprette på Avnø i Sydsjælland. »Så i 1946 tillod Forsvarsministeriet sådan nogle oldinge som os 30-årige mænd at gå ind i Marinens Flyverkorps, så jeg søgte ind 1. april, fik vinge på til jul og gik ind i Flyvevåbnet. Vi fløj overgangsmaskiner, det var små dansk-byggede skolemaskiner, som KZ II, der stod nede på Avnø Flyveskole. Ellers fløj vi de temmelig tunge øvelsesmaskiner som var Harvard fra Amerika.«
Derefter blev Fritz natflyver i Søredningstjenesten i de danske farvande og i Grønland, togterne foregik sammen med polarforskeren og kunstneren Eigil Knuth, som Fritz fik som 2. pilot, det var hos daværende orlogskaptajn Overby. Fritz har i sin lange karriere bl.a. to gange gjort tjeneste som chef for Konstabelskolen, hvor unge mennesker uddannes til specialister. Han har været tjenestegørende i Oslo, været stabschef ved Grønlands Kommando, chef for flyvestationen i Thorshavn på Færøerne og NATO-officer. »Der skete en masse, og jeg er stadig oberstløjtnant, til jeg dør.« Fritz er ridder af Dannebrog af 1. Klasse.
Gift én gang, fik tre overlevende børn, men en lille pige døde af sygdom.
»Jeg blev gift katolsk og så skilt, det var også en stor byrde, det må jeg sige, men det ændrer ikke min opfattelse af, at et ægteskab ikke skal brydes. Men man skal jo være to om det.« Fritz har siden haft et langt, papirløst forhold med Aase Gyrithe Tarp.
Min far var stærk som en bjørn, han var en kæmpestærk mand med en opvækst i Grønland, hvilket gjorde ham meget velegnet til at fungere under primitive forhold.
Far var født i Sukkertoppen i 1875, hvor min farfar Lauritz Hans Christian Bistrup og min farmor Vilhelmine Augusta var kolonibestyrer, udsendt fra Danmark. Det siges, at det var hende, som var kolonibestyreren. Det var en meget fin stilling, og der var en kolonibestyrer i hver af de kolonier, som lå op og ned ad Grønlands Vestkyst.
Da min far var barn på Grønland, talte han grønlandsk og legede med grønlænderbørn, for der var jo ikke andre, her boede kun to eller tre andre danske familier i hele kolonien. Far hed Henning August Østerberg Bistrup og begyndte at ryge pibe, da han var seks år, det gjorde børn dengang i Grønland.
I gamle dage var en kolonibestyrer al myndighed på stedet; han var chef, politimand, dommer, anklager, forsvarer, købmand og skolelærer. Der er mørke i temmelig lang tid om vinteren i Grønland, så farfar og farmor fik hurtigt fire børn og blev verdensmestre i at lave julehjerter. Min far var den eneste i søskendeflokken, der blev sendt til Danmark, han kom på Sorø Akademi og ville være søofficer. For den danske marine var jo en rigtig marine dengang, den kunne slås.
Farfar Laurits Hans Christian Bistrup og farmor Vilhelmine Augusta
var kolonibestyrerpar i Sukkertoppen.
På grønlandsk hedder byen Manitsoq, som betyder det ujævne.
Det Kongelige Biblioteks Billedarkiv.
Da far flyttede ind på Kadetskolen i Gernersgade, fungerede skolen som en engelsk kostskole med meget hård disciplinen og store krav til præcisionen; man skulle gøre det hele rigtigt hele tiden, hvis man ville være med, ligesom vi senere skulle i min tid på Kadetskolen. Det hed sig: »Væn dig til at kaste op indvendig som kadet-aspirant. Fra efteråret og til hen på foråret bliver du sendt ud at sejle, du vasker gulv, skurer dæk, splejser tovværk og får hård hud på hænderne. Du lærer at være udkig, at styre skibet, være ordonnans osv.« Kadet-aspiranter, der blev søsyge ude på havet, de meldte fra. På min fars tid sejlede man f.eks. til Grønland, Island og Færøerne, det var det store hav, der var sgu ikke noget at spille om der.
Far fortalte mig om, da han boede i et skib sammen med 59 andre kadetter, og de var inddelt i tre hold. Et skift gik vagt, et andet arbejdede, og et tredje sov, sådan groft sagt. Når man sejlede på det store åbne hav, skulle man holde sig godt fast, for der var nogle meget kraftige rørelser afhængigt af sø og vind, så skibet bevægede sig aldeles forskelligt under sejladsen. Et år sejlede far f.eks. hjem fra Grønland med en storm i agterenden. Man kunne ikke styre skibet, når bølgerne skyllede ind bagfra, så kom skibet op på en bølge, og så kom det ned, og så op på bølgen igen. Besætningen skulle passe skibet, prøve at få noget at spise og så sove, andet kunne man ikke, man blev så træt. På det togt måtte far stå op og spise, mens han holdt fast i noget med den anden hånd. Hvordan kokken havde overlevet turen, var svært at forstå.
Kadetterne sov i hængekøjer ganske tæt som i bananskræller, ligesom senere i min tid. Om morgenen blev de purret ud kl. syv, der kom en med en bådsmandspibe og fløjtede, og ordren hed: »Rejse, rejse, rejse jer ud af køjerne!« Så stod kadetterne på dørken, snurrede deres køje og lagde tæpperne sammen. En banjemester styrede de menige, han havde måske en bambuspind i hånden, som han daskede lidt med. »At gå på galionen« betød at besørge. På min fars tid var der et nedhængende net under bovsprydet, der ude satte mændene sig, og så blev de vasket samtidig. Man sagde ikke du, kun kadetterne var dus indbyrdes, man brugte ikke ordet hr. som i hæren. I marinen sagde man: »Tillader orlogskaptajnen, at jeg træder af?... Melder orlogskaptajnen, at der er skib om styrbord.« Aldrig hr. orlogskaptajn. De værnepligtige blev tiltalt med numre, men ikke kadetterne. Alt tovværk skulle ligge parat hele tiden, og der måtte ikke laves en knude, man brugte ikke knuder om bord. Man må ikke lave et knob, der ikke kunne løses op, selvom tovværket var vådt. Man lærte at signalere, at morse med lampe og signalflag. Z betød: Jeg har sot eller pest om bord. På min fars tid kommunikerede officererne i en råber, der var jo hverken radio eller højttaleranlæg dengang.
Men kadetterne fik rædselsfuld mad i gamle dage, mange af de unge mænd fik blødende tandkød og dårligt nattesyn. Brevene, de skrev hjem, handlede mest om, hvad de skulle have at spise, når de kom hjem igen. Officererne derimod har altid fået, hvad de skal have.
Som kadet gennemgik far alle de disciplineringer, man kan komme ud for -redningsbåde, hvordan kommer vi ned og op og overlever i stor sø? En kadet skulle også kunne klatre op i en mast på 25-30 meter i rum sø og klatre ned igen. Han skal holde udkig og kravle op i en tønde, der sidder i masten. »Forudsætningen for at være modig det er, at man er bange,« sagde min far.
Som kadet sejlede far i 1901-02 med på korvetten Valkyriens togt til De Vestindiske Øer, som dengang var danske, turen var en inspektion af stationstjeneste. »For den eneste måde at beholde højhedsretten over et område på, det er ved at være der på en troværdig måde; nogle soldater nu og da, et skib, en handel.« Far oplevede et voldsomt vulkanudbrud på øen Martinique fra vulkanen Mount Pelées, hvor besætningen fra Valkyrien gjorde et stort arbejde for at redde menneskeliv. Senere sejlede far med Heimdal til Middelhavet, hvor kaptajnen måtte betalte skat til beyen af Tunis, for at hans folk skulle lade være med at røve danske skibe.
11914 ved 1. Verdenskrigs udbrud var far på fiskeriinspektion under Island, hvor han var blevet næstkommanderende.
Under krigen blev far torpedobådschef, for far var både en overordentlig dygtig sømand og en dygtig søkriger. Far førte en torpedobåd, der hedder Hvalrossen. Officererne havde et lukaf, men chefen fik et stort flot kontor og en sovekabine lige under broen, så han hurtigt kunne komme op på broen. Far var flittig. Et skib har et uhyre hierarkisk samfund, men hver eneste mand har en livsvigtig funktion, og alle mand bliver knyttet sammen, for hver og en skal gennemføre det, de har fået ordre til, hvis man vil overleve. Far var en god chef. Jeg har fundet et brev, der er skrevet af en tidligere værnepligtig til far, og af brevet fremgår det, at far havde været retfærdig, venlig og smilede, så den værnepligtige havde befundet sig godt under hans kommando, for det var jo også en spændende tid med miner i farvandet og fjendtlige tyske skibe, mændene både i hæren og flåden var i Sikringsstyrken under hele krigen, der var jo ikke nogen flyvere dengang.
Far på Fylla, da han sejlede fiskeriinspektion på Island.
Krigsskibene lå og patruljerede og holdt øje med, hvad der sejlede frem og tilbage af fremmede skibe. De danske mineudlægninger var omfattende, det var forankrede miner med en kugle, en kæde, og et anker. Mineudlægninger var en helt væsentlig del af dansk krigsførelse, som var ganske afgørende. Fars blomstringsperiode har været under i. Verdenskrig, hvor han sejlede på havet som chef, der skulle forsvare Danmark, det er helt sikkert. Et andet højdepunkt i min fars karriere var hans to Grønlandsture.
For i København fik Ludvig Mylius-Erichsen den ide, at han ville udforske den nordligste del af Østgrønland, som dengang var ukendt land. Formålet med ekspeditionen var at kortlægge det allernordligste Østgrønland, som ikke var blevet kortlagt på grund af områdets nærmest håbløst hårde klima. Planen for ekspeditionen var at sejle med skib så langt mod nord som muligt for derefter at køre videre med hundeslæder mod nord langs med kysten. Desuden ville Mylius-Erichsen bevise, at amerikaneren Robert Pearys påstand om, at en øst- vest kanal adskilte det nordligste Grønland fra den sydlige del, ikke var korrekt. Dengang var der ingen kort over det område. Man vidste ikke, hvordan Grønland så ud på Nordøstsiden fra Scoresbysund og op til toppen. Der var hvidt på kortet. Før 1906 var der bare en streg, men efter 1908 kom der et rigtigt kort.
Mylius-Erichsen var polarforsker, forfatter og havde tidligere været på en meget vellykket ekspedition på Vestgrønland, den såkaldte Litterære-Ekspedition til Thule i 1902-04, hvor bl.a. Peter Freuchen, Knud Rasmussen og nordlysets maler, grev Harald Moltke også havde været med - under store strabadser.
Mylius-Erichsen fik virkelig hos forretningsfolk, investorer og staten skrabede penge sammen til en ny ekspedition. I løbet af et år blev det til 300.000 kr., hvilket var et helt gigantisk beløb dengang. Staten betalte den halve sum. »Nu skal vi have et skib med en besætning, og i ekspeditionen skal der være nogle botanikere, sociologer, videnskabsfolk, nogle jægere, slædekuske, hunde osv.« sagde Mylius-Erichsen, han satte en annonce i avisen og søgte efter folk, der vil være med. Min far kunne selvfølgelig ikke nære sig, han meldte sig til den farlige ekspedition og fik at vide, at Mylius-Erichsen gerne ville have ham som førstestyrmand og kartograf. Hele vores families tilværelse har jo været præget af Grønland. To af mine tanter var blevet gift med hver sin danske kolonibestyrer, en af mine farbrødre blev selv kolonibestyrer, og den danske marine har altid været Grønlandskyndig.
Det var en dødsensfarlig ekspedition, og det vidste enhver i hele kongeriget. At tage op i et isbjørnområde i den del af Nordøstgrønland, hvor der ikke boede en levende sjæl, og hvor der ingen faciliteter var, men kun is, kulde og storm; det var med livet som indsats.
Så far blev først tilkommanderet et af Kongelige Grønlandske Handels skibe, som hovedsagelig sejlede på Vestgrønland. Far sejlede da op langs østkysten og lod sig undervise i issejllads for at lære, hvordan man sejler på Grønland, for det er jo et ret specielt farvand, tør jeg nok sige. Så kom far hjem til København igen og var med til at udruste ekspeditionsskibet, der blev købt i Norge, det var et tidligere hvalfangerskib, som blev omdøbt til »Danmark«, derfor hed ekspeditionen Danmark-Ekspeditionen.
Nu søgte far så Marineministeriet om orlov, men det kneb meget for ham at få lov til at være med på ekspeditionen. Den daværende chef for marinen skrev til sidst til min farfar og min farmor i Grønland: »Som De sikkert ved, har Deres søn nu fået orlov for at deltage i Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst, og jeg kan godt fortælle Dem, at det er med den største betænkelighed, for han har marinens bedste øjne.« Radar eksisterede jo ikke i gamle dage, og en rigtig kraftig projektør fandtes heller ikke om bord, men far havde et godt nattesyn, og han kunne se om natten, det kan jeg også. Far og mor var blevet forlovet, inden han i 1906 afrejste med Danmark-Ekspeditionen. Min mor var født Ellen Marie Birgitte Eigtved.
Mylius-Erichsen var en dårlig administrator og planlægger, men han havde fået ideen, han var en god agitator, eventyrlysten og en nogenlunde habil slædekører. Far gik om bord som premierløjtnant og 1. styrmand. Ude på Langelinie stod kærester, koner og børn for at vinke farvel til de bortdragende mænd, det var hele Nyboder, der rykkede ned på Langelinie Kaj. Min mor og hendes veninde stod også på kajen, den ene græd, og den anden sagde: »Det kan du sgu da ikke græde over. Det er det, de ønsker.«
De mange uundværlige slædehunde.
Det Kongelige Biblioteks Billedarkiv.
Skibet var skruet fast i isen, og hver bølge og kølvandsstribe var slettet ud.
Det Kongelige Biblioteks Billedarkiv.
Så sejlede Danmark-Ekspeditionen af sted i sommeren 1906.
Man havde hentet slædehundene på Færøerne, hundene var kommet fra Vestgrønland, der befandt sig 100 hunde på skibets fordæk, sikke lyde, sikken en stank! Så sejlede ekspeditionen ind til Grønlands nordlige kyst og begyndte i 40 graders kulde at bygge hytter af træ på land, de fik fortøjet skibet og rigget af, de slæbte proviant, udstyr og hunde i land, de målte og de vejede, alt var med. Her vokser jo ingen træer, her var ikke noget, der boede ingen grønlændere her, der var ikke en sjæl. Skibet var udrustet til at klare 27 mand i to år. Skibet lå frosset fast på den øde kyst i den såkaldte Danmarkshavn, men det var også meningen, for skibet blev sejlet ind om sommeren, og i løbet af nogle få måneder frøs hun fast. Danmarkshavn var en primitiv naturhavn, men så længe der ikke var bevægelser i vandet, skete der ikke skibet noget ved at være frosset fast.
De første slædehold blev dannet og drog af sted på den store, farlige rejse nordpå.
På 1. slædehold var Mylius-Erichsen, premierløjtnant og kartograf N.P. Høeg Hagen samt grønlænderen Jørgen Brønlund, en fin mand, han var kateket, en dygtig slædefører, polarforsker og tolk. Dette slædehold skulle finde Pearykanalen, som Robert Edwin Peary havde beskrevet som et sund. De ville udforske Independence Sound for at bevise, at det ikke var et sund, som skilte Pearyland fra Grønland, men at det kun en fjord. Robert Edwin Peary var en amerikansk opdagelsesrejsende, som havde udforsket Grønland på hundeslæde i 1886 og 1891, og han påstod, at han havde været den første person på den geografiske nordpol.
Det 2. slædehold, som Johan Peter Koch ledte, skulle så langt nordpå op i Pearyland, som det kunne komme, de skulle beskrive, hvordan området så ud samt kortlægge østkysten op til Pearys varde. De kørte af sted med en masse hunde på begge hold.
Men for at slædeholdene skulle kunne komme levende hjem igen til Danmarkshavn, måtte der lægges depoter ud til deres tilbagetur. Slædeholdene 3 og 4 bestod af far, Wegener, Tholstrup og Ring, disse slædehold fungerede som hjælpehold for de to første hold. Far kunne køre med hundeslæde, og de andre mænd lærte det deroppe i det gigantiske øde.
Far tegnet af Achton Friis, som også var med på ekspeditionen ud i det store øde i Nordøstgrønland med storm, is, kulde og mørke.
Min fars lange slæderejse nordpå for at lægge depoter ud gik fuldstændig planmæssigt, det tog en måneds tid frem og så tilbage til Danmarkshavn. Min far havde 12 til 15 hunde for slæden, en lang pisk og en sidemand. Hovedingredienserne til depoterne var hundefoder, dels for at hundene kunne overleve, dels for at mændene kunne æde hundene, hvis de ikke selv havde noget mad, hvad de også gjorde. Desuden blev der sat en kasse med cigarer og petroleum i hvert depot, for sneen skulle over ilden. Man kan ikke slukke tørsten ved at spise sne, for så bliver man endnu mere tørstig og ødelægger munden. Man er nødt til at smelte sneen, så man får vand.
Depoterne byggede mændene som en varde af sten, varden skulle dækkes helt af sten som beskyttelse, fordi de isbjørne, som vandrede rundt, ikke havde spor besvær med at æde indholdet af en dåse, de bed bare dåsen i stykker. I hver varde lagde min far også en skriftlig redegørelse for, hvem der havde rejst varden, og hvad de havde lagt i den. I et tomt landskab kan man se en varde på lang afstand. Andre ekspeditioner, der måske senere ville besøge varden, skulle så skrive, hvem de var, hvornår de rejste, hvad de tog af proviant i varden, og hvad de fyldte op med. Imens levede ekspeditionens øvrige medlemmer deres arbejdsomme liv på og ved det fastfrosne skib i Danmarkshavn. På skibet var der en maskine, som der blev fyret i med kul. Af medbragt træ byggede mændene på land en meget stor træhytte, som de døbte Danmarks Minde. Nogle videnskabsmænd arbejde med målinger af vand, temperatur og lufttryk. Andre tegnede kort og foretog store videnskabelige undersøgelser, og man blev deroppe i Grønland i to år. Ekspeditionen havde også en bil med, er det ikke sjovt, i 1906? Mændene troede, at de måske kunne køre rundt i den bil langs kysten, men det kunne de ikke. Så blev bilen molesteret, fordi de fandt på, at meteorologiske målinger kunne foregå med ballon fra bilen og blive trukket ned af bilens motor.
På nogle tidspunkter af året var der buldrende mørkt, iskoldt og stormvejr i Danmarkshavn, det kunne storme hver anden dag eller i lange tider. Hvis en mand gik alene ud i det værste vejr, så døde han, selv to mænd bundet sammen med et tov kunne ikke klare sig ud. I området viste der sig at være nogle moskusokser, sneharer, sneræve, og somme tider ulve og isbjørne, som mændene skød for at skaffe proviant til slædehundene og sig selv, men vanddyrene kunne de jo ikke komme til for is.
Grønland er et livsfarligt land at færdes i, det er der ingen tvivl om. Danmark-Ekspeditionen kostede også tre mennesker livet. De omkomne var ekspeditionslederen Mylius-Erichsen samt de to andre mænd på hans slædehold: Peter Høeg Hagen og Jørgen Brønlund.
På den store slæderejse mod nord nåede 2. slædehold sit mål, de nåede frem til Pearys Varde og fik kortlagt området.
Men 1. slædehold havde ikke held med deres opgave, de kom inde til en dyb, ukendt fjord og troede længe, at det var Independence Fjord. Da de opdagede fejlen, kaldte de fjorden for Danmark Fjord og prøvede i stigende udmattet at arbejde sig rundt om fjordens yderste pynt.
De kaldte det øde sted på Grønland for Danmarkshavn.
Nu var der kun én vej frem og ingen tilbage i to år.
Det Kongelige Biblioteks Billedarkiv.
Da 2. slædehold, som Johan Peter Koch førte, var på tilbagevejen efter at havde gjort alt det, der var planlagt, mødte de faktisk aldeles tilfældigt 1. slædehold. Ude i det kæmpe, øde område fik de øje på Mylius-Erichsen og hans to kammerater. Og Koch sagde til Mylius-Erichsen: »Skidt med at du ikke har nået det hele. Vi ved godt, at du har set, hvordan det ser ud nu. Lad os nu tage tilbage til skibet.« Nej, det ville Mylius-Erichsen ikke. Da sagde Koch: »Så foreslår jeg, at du får halvdelen af mine forsyninger, og så kører vi hjem til Danmarkshavn med lidt tom mave.« Det ville Mylius-Erichsen heller ikke, og det beskriver mandens eksplosive temperament på en ikke særlig tiltalende måde.
Så i stedet for at køre tilbage sammen med 2. slædehold, besluttede Mylius-Erichsen sig til at lede efter kanalen længere mod nord, da han troede, at det kunne gennemføres på nogle få dage. Men de tre mænd fra 1. slædehold nåede aldrig tilbage til Danmarkshavn.
Til sidst sendte den øvrige ekspedition et nyt slædehold op nordpå for at lede efter dem, hvilket var en meget risikabel tur på den årstid. Slædeholdet fandt i 1907 den ene af mændene liggende død i en hule med en lille beskrivelse i sin dagbog af, at de to andre var døde, og nu omkom han selv. Grønlænderen Jørgen Brønlund omkom som den sidste, kun hans lig, hans optegnelser og ekspeditionens dagbog blev fundet. De to andre er aldrig blevet fundet, de var døde nordpå i det store øde, deres lig var vel blevet ædt af isbjørne eller skyllet ud i fjorden. De tre omkom på hjemvejen fra Independence Fjord efter at have kortlagt Østgrønlands nordlige del og opdaget Mylius-Erichsens land, et delvis isdækket landområde mellem Independence Fjord og Danmark Fjord.
Far var lige hjemkommet til Danmarkshavn fra den lange,
farlige slæderejse med at lægge depoter ud.
Far havde megen råstyrke og stor psykologisk indsigt i et mandskab.
Det Kongelige Biblioteks Billedarkiv.
Mylius-Erichsen havde gjort en meget stor fejl. Han havde planlagt, at i. slædehold skulle køre så og så langt inden den og den dato, og det nåede de ikke. Men når Mylius-Erichsen havde planlagt en længere rute, så VILLE han derhen. Hans hold skulle være rejst hjem, men fortsatte lidt endnu. Han ville ind i Pearyland-kanalen, og de kom ikke ind.
Når det bliver forår på Grønland, er vejret lysere, og man kan rejse, fordi fjordene ikke er tøet op. Men det gælder om at komme hjem, inden det bliver sommermildt, for da kan man ikke mere køre på hundeslæde over fjorde, vandløb, små åer eller søer. Mylius-Erichsen sørgede ikke for at komme hjem, han ville bevise, at admiral Peary ikke havde ret, når han sagde, at den øverste del af Grønland var en ø. Det er den altså ikke! Pearys ide om, at der lå et sund, som gik tværs igennem, var forkert. Mylius-Erichsen ville bevise, at det, Peary havde set, kun var en fjord. Og de tanker var Mylius-Erichsen åbenbart overfascineret af.
Mylius-Erichsens tilbagerejse, der skulle have været en forårsrejse, blev en sommerrejse. Så er der ikke meget is at gå på, fjordene tør op, isen begynder at bryde, der kommer smeltevandsåbninger, og man kan ikke komme over det kæmpestore, øde område. Da der var midnatssol hele tiden, så tøede isen lidt hurtigere. Mylius-Erichsen var godt klar over, at han ikke kom hjem fra sin farefulde færd, derfor skrev han, som han gjorde i Sang til hjemkomstfesten. Mændene på i. slædehold forsøgte uden held at jage efter føden. De døde af sult og forfrysninger, af mangel på fornuftig planlægning og af mangel på fodtøj. Hvis ikke man har ordentlig fodtøj, kan man sgu ikke færdes på Grønland. Ekspeditionen burde have haft grønlænderkvinder med, som kunne have syet nogle nye kamikker, for rigtige kamikker skal jo tygges, syes og skiftes ud. De tre mand, der omkom, gik til sidst rundt på noget fodtøj, der var laver af kikkerthylstre.
Hvem var så leder efter Mylius-Erichsen død? Chefen for skibet, kaptajn Alf Trolle, skulle da føre skibet hjem. Ekspeditionen havde nået de fleste af sine resultater, og det gjaldt både for videnskabsmændene, besætningen og grønlænderne. De fik alle efter hjemkomsten fortjenstmedaljen i sølv med spænde. Jeg har et menukort fra velkomstmiddagen på Hotel D'Angleterre, der blev serveret 13 retter mad. Ekspeditionen blev betragtet som vellykket, for resultaterne var fremragende, og Danmarks højhedsret over Grønland var fastslået. Det blev også resultatet ved en dom i Haag i 1930'erne, hvor nogle nordmænd havde påstået, at de havde forret på Grønland. Far vidnede i Grønlandssagen i Haag.
Far og mor blev gift i 1909 i den katolske Ansgarskirke, da han lige var kommet hjem fra Østgrønland, han var fem år ældre end mor.
Far kom hjem, kom ud at sejle, kom hjem og ud at sejle igen.
Min far var en eventyrskikkelse, en ekspeditionsmand og en sømand, far kunne aldrig være blevet landmand, han skulle ud og se, hvad der var bag ved tingene, hvad skete der i verden? Han hørte til den del af menneskeheden, der ville noget, han ville en hel masse, og i gamle dage var der stadig noget at opdage, særlig i Nordøstgrønland. Som barn troede jeg, at far var en slags sørøver ligesom Columbus.
Min fars liv var fabelagtigt spændende, men min mor var en fabelagtig kvinde.
Far spillede anden violin i min barndom, for mor var husets ubetingede første person og midtpunkt. Min mor var højt begavet og meget kultiveret, hun havde sine klare meninger og var utrolig populær hos alle. Mor var fuldstændig sikker på det rigtige i det, hun mente, der var ingen tvivl. Mor havde intet at gøre med skønhedsidealet på den tid, somme tider lignede hun en hest, hun havde stramt hår og en knold i nakken. Men ingen af mine kammerater, eller dem jeg kendte, så på den side af sagen, for hun var utrolig indtagende, opmærksom og fortryllende. Mor kunne fange det hele, og så kunne hun lytte, hun var elsket, respekteret og afholdt selv af folk, der kun havde set hende kort. Folk flokkedes omkring hende, og medlemmer af kadetkorpset kom dagligt i vores hjem. Hun elskede os børn, og vi elskede hende.
Mor kunne have drevet det vidt, for hun talte og skrev ubesværet tysk, engelsk og hollandsk. Som ung havde hun været i England på en husholdnings-kostskole for ladyer og lærte at stryge skjorter, bagefter var hun i hjemmet hos morfars slægt i Holland. Morfar, Carl Anton Eigtved, var kaffegrosserer i Laksegade i København og handlede med kaffe, kakao og krydderier. Hans slægt var handelsfolk fra et handelshus i Amsterdam. Morfar må have været en meget dygtig mand, for han blev tilbudt stillingen som direktør i Privatbanken. Morfar var en barsk herre og styrede sit kristent hjem med indremissionske overtoner. Hans tre andre voksne børn boede i hans nærhed og blev holdt i kort snor. Morfar var meget velhavende, engang da arkitekt Hansen lavede noget møbeludstyr til ham, havde min far sagt, at han gerne ville have en øreklapstol, til når han kom træt hjem og skulle have en lur. Morfar havde svaret: »Sig til Bistrup, at hvis han vil sove, så kan han gå i seng.« Jeg har aldrig set mor lave mad, jeg tror ikke, at hun kunne. Husholdningen var beskeden, men perfekt. Mor var utrolig kærlig. Vi brødre var næsten altid iført matrostøj til pæn brug og blev »firmet« (konfirmeret) i den katolske kirke, normalt bar vi drenge et slag som overtøj.
Min far blev udnævnt til næstkommanderende på Søværnets Officersskole, den lå på Christianshavn i Søkvæsthuset på adressen Ovengaden neden Vandet lige ud til kanalen, og det er Københavns smukkeste bygning. Vores familie boede i stueetagen. Ovenover boede chefen for Officersskolen, og han var det mest frygtindgydende væsen på jorden.
Tante Sigrid Linnemanns spisestue i 1906, hun var bogholderske i Nationalbanken, til hun blev 75 år, og boede
hele livet i sine forældres hjem. Tante var meget ugift, men et varmt og kærligt familiemenneske, der holdt
store middage og søndagsfrokoster, også senere for mine børn.
Søkvæsthuset havde selvfølgelig været et hospital for marinens folk, der var blevet kvæstet til søs, men bygningen var blevet for lille, og man havde bygget et nyt hospital over mod Christiania, hvorpå Søkvæsthuset blev omdannet til en skole. Her var en vidunderlig baggård, hvor Johanne Louise Heiberg havde boet, det var skønne omgivelser. Vi levede under fine, herskabelige forhold, far havde altid en oppasser, og vi havde pige i huset. I mit barndomshjem spillede far jo en meget lille rolle, men når vi nåede frem til i. december, sad min far for enden af bordet og overtog kommandoen, så flettede hele familien julehjerter, jo værre, jo bedre, (viser en kasse med julehjerter frem) Den tradition er stadig er meget stærk i vores familie, og vi elskede det. Far lærte mig at lave et julehjerte med 19 tråde.
Min far havde sit arbejde, passede det meget omhyggeligt og var mere lukket end mor, men far havde faktisk let til tårer, hvis han oplevede noget meget smukt. Far havde nogle utrolig små, fine hænder, skønt han var stærk som en bjørn. Far var flittig og utrolig ordentlig, men han havde ar og mærker efter at have siddet midt i vinterkulden i Grønland.
Jeg havde nogle klassekammerater, der var utrolig velhavende, og jeg spurgte mor: »Mor, hvad vil det egentlig sige at være rig?« Mor svarede: »Det er svært at sige. Men hvis folk tjener 10.000kr. om året, så er de ganske overordentligt velhavende.« Penge blev ellers aldrig nævnt i mit barndomshjem, det talte man ikke om, det var ikke noget emne, og lommepenge var beskedne. Den første gang, vi fik smør på bordet, var i 1932, da deflationen hærgede, og priserne gik ned. I min barndom var der tre faste begivenheder; det var 15. maj på fars fødselsdag, hvor var vi i cirkus, og en gang om året tog vi i Tivoli og senere i Dyrehaven. Vi gik ikke i biografen, det gjorde man ikke i vores kredse, og sjældent i teatret. Men alle i familien spillede et musikinstrument, som klaver, violin eller fløjte. Mor læste højt for os af Ingemann, Dickens, Onkel Toms hytte, Johannes V. Jensen og Peter Schindler.
Vi børn gik i katolske skoler, mine søstre på Institut Sankt Joseph, og jeg på den katolske skole i Stefansgade. For mor var katolik. Da hun som en ung, overklassepige på 17-18 år gik til brodering, spadserede hun en gang hjem bagefter. På Frederiksberg for enden af Søerne var man ved at bygge Jesu Hjerte Kirk, her rejse sig efterhånden en rødstensbygning. Det syntes hun var interessant, hvad var det? »Uha,« sagde nogle folk, »det er katolikker, det er noget med paven.« Da kirken var bygget færdig, bankede hun på og spurgte, om hun kunne tale med nogen, der ville forklare, hvad katolicisme var for noget? Pastor Euch med langt hvidt skæg var en ydmyg, gammel mand, han havde da talt med hende og forklaret. Efter at havde hørt på præsten ville hun gerne gå til undervisning, og så blev hun katolik. Det var lidt usædvanlig, men det var ikke anmassende religiøsitet.
Metropolitanskolen, Fritz på første række nr. 2 fra v.
En sømand vil nok normalt være religiøs, fiskerne er det jo, fordi de ser døden i øjnene på en lidt anden måde. Far sluttede sig til mors religion. Vi bad aftenbøn sammen med min mor, og vi bad bordbøn, og vi gik i kirke hver søndag. Det var virkelig en gribende ting, vi stod op tidligt søndag morgen og var til gudstjeneste kl. 8 og kl. 10 til højmesse. På hjemvejen gik vi forbi bageren og købte morgenbrød.
Jeg bad bordbønnen hver dag, for jeg var familiens eneste raske dreng. Tuberkulose blev dengang anset for at være et fattigdomsproblem, mit barndomshjem var ikke fattigt, vi manglede aldrig noget, men min ældste bror døde som 22-årig af tuberkulose på et sanatorium i Vejle. Hver gang telefonen ringede, vidste vi, at der var noget galt igen. Han døde, lige som jeg skulle konfirmeres, så det blev udsat. Min fire år yngre ældre bror fik gigtfeber og blev indlagt på Blegdammen. Han overlevede gigtfeberen, men fik sit hjerte ødelagt og døde som 23-årig, det var en slem omgang.
Da min mor havde denne sjældne evne til at skabe tillid og fortrolighed omkring sig, kom oversygeplejersken på Blegdammen, frøken Emma Vest, til at stå mor meget nær og hørte til hendes bedste veninder livet igennem. Så hver jul blev jeg dreng sendt ud på Blegdammen med familiens totale samling af julehjerter og kræmmerhuse til at pynte op med på hospitalets stuer. Hvert år drog jeg af sted med en stor pose og blev kærligt modtaget af frøken Vest og hendes næstkommanderende, frøken Mathisen. Så kom jeg i bad og blev tørret, for hjemme havde vi ikke badeværelse med kar. Bagefter blev jeg inviteret til frokost og lærte noget om disciplin. Dér bag stolene ved bordet stod en række sygeplejersker, en 12 stykker, de var i lange kjoler, helt i hvidt og med kappe på hovedet, og de stod ret. Der var tavshed. Så kom frøken Vest ind: »Goddag,« så satte man sig ned og spiste frokost. Jeg sad mellem frøken Vest og frøken Mathisen.
Mit barndomshjem var ikke politisk, men far har stemt konservativt, i hvert fald ikke venstre og slet ikke radikalt. Far var allergisk over for De Radikale og sagde, at det var potentielle landsforrædere hele banden. Far fortalte os om forsvarsreduktionen, som vi var utrygge ved, for det var ikke rigtigt, det politikerne gjorde. Vi syntes, at Danmark skulle forsvare sig selv. Fars oplevede under 1. Verdenskrig, at de sejlede ud på havet i torpedobåde for at forsvare Danmark, og skibet medbragte kanoner med ammunition; søværnet var ude på havet for at slås, og mandskabet ville sætte livet til, hvis det var nødvendigt. Det prægede vores hjem, for os var det indiskutabelt, at ordentlige mennesker forsvarede deres fædreland.
Farfar, som havde været kolonibestyrer i Grønland, døde af alderdom i 1915, han var slidt op. De mennesker, der i gamle dage havde valgte at arbejde i Grønland, tjente faktisk gode penge, som de ikke kunne bruge i Grønland, så de sparede op. Når de vendte hjem til Danmark, købte de som regel en stor villa et eller andet sted, gerne i Holte eller i Gentofte-området. Min farmor, som lignede en sigøjnerdame med krum næse og sort hår, hun var en lille væver en, købte en stor villa ved siden af Gentofte Station. I villaens dagligstue stod et stort flygel med et isbjørnetæppe med monteret hoved. Ovenpå var der en hel masse værelser. Her boede farmor som enke sammen med sin søster, moster Lis, der blev behandlet så forfærdeligt, fordi hun var et »uægte« barn. Moster Lis måtte ikke rigtig optræde i familien. Mine mostre i Grønland havde ni børn til sammen, de børn blev sendt fra Grønland ned til farmor i Gentofte, når de skulle begynde i skolen. Farmor var en streng dame.
I 1923 tog far på sit andet store Grønlandstogt, fordi det var spændende.
Far søgte orlov for at føre A/S Østgrønlands Kompagnis skib, det var motorgalease Teddy, til Scoresbysund, og han gik om bord. Et fangstkompagni, Nanok, det betyder Isbjørn, havde bygget nogle fangsthytter op på kompagniets stationer i Nordøstgrønland. Med årene var fangsthytterne blevet fyldt med isbjørneskind og skind fra polarræve, men så kom 1. Verdenskrig, og handlen gik i stå. Nu ønskede kompagniet, at skindene skulle sejles hjem til Danmark og sælges.
Så sejlede far som kaptajn med skibet Teddy på Atlanterhavet og navigerede sig gennem isen - men pludselig en dag kom skibet i besæt, som det hedder. Skibet kunne hverken sejle frem eller tilbage for storis. Så sad de derude på havet, måske var det tæt ind under Grønlands Kyst, eller måske var det halvvejs mellem Grønland og Island? Det var det store hav, der var ingen skibe i nærheden, ingen radio, ingen flyvemaskiner, ingen helikoptere, ingenting. Der var bare et skib, en besætning og så ismasserne. Det blev stormvejr, skibet begyndte jo at knage, og isflager kom op af havet. Så tømte besætningen på 25 mand skibet for alt, hvad de kunne få ned på den største isflage nær ved skibet, og da det blev rigtig galt, firede mandskabet sig også ned på isflagen. Pludselig sank skibet, det blev knust af isen og skruet ned. Hele skibet Teddy forsvandt og sank ned i havet.
Så sad de 25 mand på isflagen i stormvejret og havde deres udrustning med, de havde fået tømt skibet for alt, hvad de kunne komme af sted med, også kul og telte var kommet ned på isflagen, som en lille by. Polarstrømmen går ned langs Grønlands østkyst, og isflagen drev østpå. Far navigerede på den måde, at de prøvede at følge med, og han råbte: »Hvor langt er vi sejlet, hvad er strømmen, hvad er vinden?« Efter optegnelserne at dømme var mændene på den isflage en overgang nærmere Island end Grønland. Isflagen drev så sydpå i stor afstand fra Grønlands Østkyst. Men isflagen blev mindre, mens den drev rundt, til sidst kom den så ned omkring Ammassalik. Der hvor Scorebysund-området går lidt ud, er der en slags bugt ind, så der røg de med ind på isflagen.
Nogle grønlandske fangere fra Ammassalik opdagede noget helt derude på isen, som ikke var sæler, men mennesker. Så blev de alle mirakuløst reddet op i fangernes både og indbjerget til Ammassalik, hvor mændene tumlede stærkt forkomne i land.
Det var en stærk oplevelse. 25 sømænd havde ligget på en isflage i stormvejr og troede, at de skulle dø. Da alle mand fra skibet Teddy var kravlet over rælingen og havde firet sig ned på isflagen, må de have sagt til sig selv: »Mon vi overlever? Det her kan vi ikke klare.« Ikke mindst min far kaptajnen, som var chefen, må have tænkt: »Kan jeg overleve, kan mine folk overleve?« Der er i marinen en fast procedure med, at chefen går ned med skibet, hvis de andre kan reddes, men var de blevet reddet? Hvad min far tænkte, mens isflagen drev rundt med dem på åbent hav i storm, det ved jeg ikke, og jeg har aldrig spurgt ham, for det var ikke til at grave i. Min far kunne have taget emnet op selv, men det gjorde han aldrig, for det forlis var et af hans livs nederlag. Da mændene på isflagen så blev reddet i land af fangerne, var de ellevilde af glæde... Grønlænderne ville gerne have nogle nye gener, og det var meget fornuftigt, ellers var grønlænderne som folk uddøde for længst. I Ammassalik overvintrede Teddys besætning og boede der i et år, for man kunne ikke telegrafere fra Østgrønland.
Far forsvandt på det togt til Østgrønland, far kom ikke hjem til tiden, som ventet. Hjemme i København regnede alle folk med, at besætningen var omkommet.
Så blev mor smidt ud af vores lejlighed i Søkvæsthuset på Christianshavn med 14 dages varsel: »Han er død, den nye næstkommanderende skal ind.« Jeg oplevede meget intenst flytningen, selvom jeg var så lille, og vi flyttede hovedkulds til Jomsborgvej i Hellerup, her var tre et halvt værelse til os. Det var en meget markant social nedgang. Mors velhavende bror havde på det tidspunkt overtaget morfars kaffefirma, de fire søskende havde arvet det samme beløb, og broderen var med i administrationen af pengene, men jeg tror, at andre søskende hjalp mor gennem den svære periode.
Efter et år kom en norsk hvalfanger Quist sejlende ind til Ammassalik i Grønland med post og skulle have vand om bord. Så sagde grønlænderne: »Vi har for resten 25 danskere her, som I kan tage med.« Det blev senere skibet Bergen, som kom sejlende til København og meddelte: »Nu har vi altså Teddys besætning her.«
Far kom hjem! Han sejlede ud i august og kom hjem i august - året efter, og vi havde troet, at han var død.
Marineministeriet gik i sig selv og skaffede vores familie en udmærket bolig i Nyboder. Mine barndomserindringer er stærkt knyttet til de 16 år, hvor vi boede i Haregade 22.1 gamle dage i Nyboder var der i toppede brosten, gasbelysning og natrenovation. Nyboder var et selvstændigt samfund, og ideen var, at her boede chefen og næstkommanderende i endehusene, og de allernederste i hierarkiet boede i midterhusen. Da min far var orlogskaptajn, fik han et enderækkehus, og vores familie kunne bo i hele huset. I midterhusenes lange rækker kunne der godt bo op til fire familier i ét hus, altså på første salen til gården, på første salen til gaden, i stuen til gården og i stuen til gaden. Men vi havde et helt hus for os selv, der var skam dejligt. Hos os førte en dør fra gaden ud til en lille gård bagved med en lille have, hvor lokummet stod. Så lokumstønden blev båret direkte fra gården og ud på gaden, men i midterhusene skulle de bære lokumstønden gennem køkkenet. Jeg kan tydeligt huske den skramlen om natten i Haregade, og to bandende natmænd, der slæbte på tønderne. Nyboders Politi var lige blevet afskaffet, men der var mur omkring Nyboder, og i de gode gamle dage kunne kommandanten straffe en kone, hvis hun overtrådte ordensreglerne.
Men mine forældres ægteskab var blevet dårligt.
Far var stadig søofficer, der kom ingen sanktioner, fordi hans skib var blevet knust af ismasserne og gået ned, det var klart, at det kunne far som kaptajn ikke gøre for, han var en meget, meget god sømand. Så far indtrådte i nummer og førte skibet Fylla på to togter til Island, hvor han havde fiskeinspektion, tog post med og udøvede dansk overhøjhedsret over Island. Det gjorde søværnet ved at sejle rundt om Island og se, hvad fiskerbådene lavede, og hvad der ellers skete i farvandet. De togter var far meget glad for og stolt af.
Gamle studenterkammerater til festlig sammenkomst, de blev studenter i 1935. Fritz yderst til h., Jens Elving i midten i marine uniform og Ebbe Wolf‐hagen med en hånd på Fritz's skulder var kammerater, som fulgtes med ham hele livet.
Da min far afsluttede sin gerning som chef for fiskeriinspektionen på Island og for skibet Fylla, så fik han kommandørkorset og Islands Falk, en smuk dekoration og en anerkendelse for hans indsats. Ved den lejlighed blev der i hvert fald holdt et middagsselskab med kogekone og serveringsdame hos os i Nyboder. Det var i kjole og hvidt og med ordener. Den islandske gesandt i København fik et stearinlys og blev vist ud til lokummet i gården. Det var ikke særlig usædvanligt i datidens København, at man havde lokum udenfor. Nogenlunde samtidig må min farmor, som boede i villaen ved Gentofte Station, være død, for mine forældre arvede en lille slat penge.
1924 blev far næstkommanderende på et skib, som i starten hed Kystpanserskibet, men skiftede navn af politiske grunde. Det var et skib med to kæmpe kanoner, skibet kunne ikke sejle hurtigt, men var pansret ligesom skibene Peder Skram, Niels Juel og Olfert Fischer.
En torpedobåd lå og sejlede inspektion, skød med kanoner, lagde miner ud, tog miner hjem, uddannede folk, gik i havn og gik ud af havn.
I 1930'erne blev der gennemført de kæmpestore flåde- og hærreduktioner, det var tiden med slagordet: Stauning eller kaos. Den danske flåde blev reduceret til et eksistensminimum, og en hel stribe officerer blev afskediget fra linjen, også far i 1932.
Flådens budget var ellers blevet beskåret i 1922 med 25 % i en blind tillid til, at man havde oplevet den sidste krig, men i 1932 blev der så igen gennemført en kraftig reduktion af flådens materiel og personale. Det var meget dramatisk, der var stor bitterhed og vrede, og den nyudnævnte flådeinspektør, viceadmiral Henri Wenck, valgte at træde tilbage i protest, efter blot fire måneder på posten. Det var heller ikke særlig fornuftigt gjort af regeringen, for officererne var der jo ikke, da de skulle bruges i 1940. En regering kan ikke tage så mange officerer ud, uden at det virker 20-30 år ud i fremtiden. Far afgik som 57-årig med pension. Afskedsfesten ude i byen for min far var velment, men middagen var med en højst ejendommelig taktløshed, som blev et chok for far. Flådeofficer Oscar Pade havde fået lavet en kransekage til dessert, og den kage var bygget som et skib... (Fritz bliver meget bevæget) som det skib Teddy, som far var forlist med. Da det kageskib blev serveret, blev min far ligbleg og ... (Fritz kan ikke fortsætte, tårerne løber ham ned ad kinderne.)
Fritz med solbriller som pilot i marinen i 1949. Han fløj en vandflyver i et antal år på Nordøstgrønland og foretog opmålinger.
Far var meget lukket resten af livet, han blev meget anderledes, fordi han opfattede Teddy-ekspeditionen og det, at han blev afskediget, som to uafvaskelige nederlag. Men det var hans livs skuffelse, at skibet Teddy gik ned på vej til Grønland, og det knuste ham. Far mente selv, at han ikke havde været dygtig nok og endte i mange henseender som en bitter mand.
Min far havde sejlet en relativ normal søofficer-tilværelse på den tid, i løbet af 25 år havde far sejlet i de 13 år, det regnede mine forældre ud til deres sølvbryllup.
Som pensionist gik far på land og blev ansat som chef for Søværnets Søtransporten, det var en planlægningsfunktion, der gik ud på at undersøge, hvilke civile skibe marinen ønskede at beslaglægge i tilfælde af krig til at kunne sejle tropper, udstyr osv. frem og tilbage mellem øerne i Danmark.
Fritz til h. på torpedobåd ved kanoner i 1939. En stribe på ærmet, så er man søløjtnant af 2. grad.
En efter omstændighederne ganske interessant opgave. Senere blev far ansat som chef for Marinens Bibliotek, der skulle flytte fra Odd Fællow Palæets pavilloner i København - ud til vores gamle lejlighed i Søkvæsthuset på Christianshavn, var det ikke pudsigt? Far fik registreret hele biblioteket og flyttet.
Far døde i 1948 og efterlod en pæn pension, men mor var på det tidspunkt blevet fuldstændig invalid af gigt, så hende behov var meget små. Mor endte sin tilværelse på det katolske kloster på Bernstorffsvej i Hellerup tæt ved Set. Lucas Stiftelsen, hun var ødelagt af leddegigt og muskelgigt, kunne ikke tage tøj på, ikke selv stå op af sengen. Mor sad i en rullestol og var stadig ikke bare familiens, men hele netværkets elskelige og ubestridte centrum. Mine gamle klassekammerater blev ved med at komme på besøg, lige til før mor døde. Hun fortalte historier eller lyttede medlevende til os alle. Mors motto var: »Du har det godt, du har det skidt, du lever her på jorden kun for en kort tid.«
Forsvaret blev ved med at fungere i begyndelsen af besættelsen, men fra 1943 blev politiet, hæren og marinens officerer interneret af tyskerne, også Fritz.
|
