Personalia
Tirsdagen, den 22 Februarii 1785.
Copulerede.

Kiøbenhavn. Den 17 Februarii: Prop*ietair og
Land*Inspecteur Hr. Hans Herman Bidstrup og Frø-
ken Elisabet Sophie von Crane.
Onsdagen, den 23 Februarii 1785.
I anledning af Hr. Land-Inspekteur HANS HERMAN BID-
STRUP og Fröken ELISABET SOPHIE CRANES
Ægteforening den 17 Februarii
Saaledes kroner da Dyden sine Elskere - ja min Ven ! er et
lykkeligt Ægteskab Planen og det Punkt, hvor alle vore Be-
stræbelser forenes, saa er Du ved Din elskede Fröken CRANE
den lykkelige Ægtemand. Höytidelig skal denne dag være
mig, og mine Bönner til Alfader for Deres Vel skal i min Leve-
tid være mig een af mine södeste Glæder. O lev elskværdige
Ægtepar! saa lykkelig som Dyden kan giöre sine Venner. Lyk-
kelige ved at elske hinanden skal De glemme de i Livet mö-
denden Vanskeligheder, og i samme skal de i hinandens Arme
finde den Tröst og den Opmuntring, som Alfader allene skien-
ker sine sande Venner, og i Livets lykkelige Dage skal de,
indslyngede i hinandens Arme, takke den, Gud, fra hvilken
Velsignelsen kommer, og glade, fordi De elske ham, og fordi
De vedblive at elske hverandre, skal De, i Deres Omgang finde
den föde, den stille Siæleroe, som sande Elskere allene kan
finde, og da skal De glade med Henrykkelse i hverandres
Favn, glemme Verden, og allene tænke Dem vores Gud, Dem
selv og Deres lykke.
Tirsdagen, den 1 Martii 1785.
Paa
Hr. Land-Inspekteur H. H. BIDSTRUPS
og
Fröken E. S. v. CRANES Bryllupsdag
den 17 Febr. 1875.
At synge lydt til Harpens stemte Strænge
Jeg fölte ey mit hôye Kald;
Men föler nu en Pligt igiennemtrænge.
Min ganske Aand, at vorde Skald.
En Broderpligt, som byder, naar den taler
Til Hierterne ved Fölelsen.
Jeg lyder da hvad hellig Skyld befaler.
Min Sang er Pligt, og Stemt af den.
Du, Broder ! Du med varmest Iver tænkte
Fra förste Ungdom paa mit Vel.
Den ömmeste Fortrolighed Du Kiente
Mig uafbrudt med Brodersiæl.
See, derfor Du, endog i svage Toner,
Besynges skal til Harpens Klang;
Foreningen, som dine Önsker kroner,
Opmuntrer mig til Brodersang.
Og Harpen skal for din Udvalgte lyde,
Den Dydigste ! Elskværdigste !
Dit Hierte skienkt, for evig det fryde,
Iblant Naturens Yndlinge.
O Musa! kom, stem Harpens Harpe Strænge!
Den Pligten böd at tage ned.
Den lyde nu! saa skal den evig hænge
Paa Biergets Top, for mig i Fred.
Min Glæde viid! en elsket Broders Lykke
Alfadens Haans for Ham har fat.
Dens Grundvold er et himmelsk Mesterstykke,
Den rareste Naturens Skat.
O Broder! kiend og smag de Saligheder,
Som ere rigt tilfaldne Dig
I Hendes Favn, som Gud med Dig tilbeder.
O ! feöl Dig der lykkelig.
Selv Pluti Gunst ja Perlens Glans sig taber
Og Vegtens Skaal opvipper tom,
Med Siæls Værdie og Hiertes Egenskaber,
Som Din Udvalgtes Eyendom.
Med Hende lev, og deel de milde Glæder,
Som Strömme ud fra Kierlighed!
Ophöy hans Navn, som Markens Blomster klæder,
Og Mennesket velsigner med!
Tag af hans Haand med Din udvalgte Mage,
Havd Du og Hun her har behov!
Foreningen bebude Glæders Dage!
Forkynde Guds og Dydens Lov!
Ren Vellyst den til Dig og Hende finde,
Ved Synet op til Aanders Fryd!
Og Bifalds Smiil fra Væsners Fader hvile
Hos fælleds Pagt ved fælles dyd!

I. B.