Personalia

Smugler eller handelsmand?

Af Jesper Vang Hansen, 2011

Langfredag den 18. april 1783 løb en mindre svensk båd, kaldet en ege, ind i havnen i Allinge uden last. Den nys konstituerede Vejer og Måler Andreas Grønbech var helt sikker på, at den måtte have haft varer med til øen og altså at der var sket smuglerier. Hans mistanke faldt straks på Hans Hintze Bistrup. Grønbechs nyfigenhed fik ham til at gået frem og tilbage foran Bistrups gård for at se om der var noget usædvanligt. Derefter gik han halvvejs til Sandvig langs stranden for at se om der var noget, der var bragt i land. Dagen efter mødte han Niels Nielsen Holm, der var nabo til Bistrup. Holm havde fortalt, at hans opmærksomhed burde snarere være rettet mod byvangen. Sent fredag aften havde han nemlig set Bistrups heste og vogne i Piilegaden. Pludselig var de vendt om og kørt mod Hestens høj. Rygterne ville vide, at det var noget med en kakkelovn, der blev skjult i et tjørnekrat og noget tjære, der blev kørt op til den birkets største gård Hammersholm. Det måtte være det som den svenske båd havde bragt til øen. Andreas Grønbech mødte senere byskriver Faver, der også havde hørt rygter om smugleri. Byskriveren, der også var stedets toldbetjent, ville sørge for at det blev undersøgt.

Godt en måned efter - den 21. maj - startede en ekstraret på Hammershus Birk,foranlediget af Bornholms øverste toldembedsmand Krogh i Rønne. Sagen førtes af hans strandvisitør løjtnant Schou. Den formodede hovedmand Hans Bistrup blev den første der skulle afhøres - i første omgang ikke som mistænkt. Bistrup nægtede at kende til noget som helst til sagen.

Dommeren advarede Bistrup og de øvrige indkaldte vidner, mod at vidne falsk. Mened straffedes hårdt ifølge Christian den femtes lov.

Jørgen Pedersen Kofoed boede på birkets største gård Hammersholm, som ejedes af hans broder koffardikaptajn Hans Kofoed i København. Jørgen Kofoed havde hørt hunden gø voldsom en sen aften. Men han bedyrede, at han ikke vidste hvad der skete. Det var først da han nogen dage efter havde truffet Hans Bistrup, løjtnant Rasch og hans broder købmand Rasches tjenestedreng på gårdspladsen, at han opdagede, at laden var blevet brugt til opmagasinering af tjæretønder. Først da han blev indkaldt til afhøring havde Kofoed fået en mistanke om, at der var foregået noget ulovligt.

Bistrup blev atter afhørt og kendte stadig intet til sagen, men ville engagere en prokurator til at svare for sig. Dommeren nægtede, da sagen stadig var under "inkvisition".

Christian Nielsen Smed, Niels Nielsen Sjællænder, Andreas Grønbech, Niels Nielsen Holm, Hans Piil og flere andre blev afhørt. Næsten alle vidner havde hørt om tjæren og kakkelovnen, men ingen havde rigtigt set noget. Flere var enige om, at der havde været en svensk skipper ved navn Niels Olsen fra Kivik fra Skåne, der med sin "store ege" havde ligget i Allinge havn. Dommeren undrede sig over, hvorfor Hans Piil så sikkert kunne nævne hans navn. Hans Piil kunne hverken læse eller skrive, så det var ikke Olsens pas, han havde set. Hans Piil vidste at det var Niels Olsen fra den lille flække nord for Simrishamn fordi han flere gange havde været i Kivik og endda besøgt Niels Olsen i hans hjem. Niels Olsen var en stor mand i sit hjemland og desuden en hædersmand, der ikke havde begået noget forkert, mente Hans Piil, der desuden røbede, at Niels Olsen var et kendt ansigt på Bornholm.

Flere fortalte, at de havde set sække af ærter og stangbønner i et fiskerhus ved Kapellet på Hammeren og enkelte havde set Niels Olsens ege blive trukket op på stranden for at få læsset sækkene ombord.

Efterhånden stod det klart, at der var sket ulovlige vareudveksling og at det ikke var angivet til toldmyndighederne. Men helt præcist hvem, der stod bag, blev ikke afsløret.

Under vidnernes afhøring blev der sået tvivl om Niels Olsens ærinde. Et skånsk skib var strandet i december året før og i forårsmånederne var der en ege fra Skellige i Halland, for at hente strandingsgods. Måske havde Niels Olsen været fyret til samme opgave? Et enkelt vidne havde hørt, at Niels Olsen havde været i landet, for at finde en "rømling", der havde stjålet en båd.

Det var sået tvivl om sagen sammenhænge og det synes ikke at være muligt at komme videre i sagen og klokken halv to eftermiddag sluttede afhøringerne.

Tidligere i tingbogen har jeg læst om andre undersøgelser om mistanke om smuglerier. Ofte har sagerne sluttet som denne, hvor det ikke var muligt at finde en skyldig. Det udfærdige tingsvidne skulle bruges som bilag i tolderens regnskab, som bevis for, at han havde gjort sit arbejde. Kongen var blevet snydt for indtægter og egentligt var det vel en alvorlig sag?

Samvittigheden nager
Der skete noget uventet inden tingstuen blev tømt for folk. Niels Sjællænder kom hen til dommeren og erkendte, at han havde vidnet falsk. Dommeren kom ham i møde "for at frelse hans samvittighed".

Niels Nielsen Sjællænder var husmand i Allinge. Han stammede fra Store Magleby sogn på Amager og efter han havde mødt en bornholmsk tjenestepige, flyttede parret til Allinge i 1772. I 1779 købte jord i byvangen, som Hans Bistrup hjalp ham med at dyrke. Til gengæld hjalp han Bistrup som daglønner. Niels Sjællænder kørte langfredag den ene af Bistrups 2 vogne. Den anden kørte Bistrup selv. Christian Smed og skipper Niels Olsen var med på turen til kapellet på Hammeren. Her hentede de en jernkakkelovn og 4 tønder tjære. På vej tilbage til Hans Bistrups gård i Allinge, kom Christian Smed, der var gået i forvejen for at åbne Bistrups gårds port, og fortalte at der var folk i gaden. Derfor var det ikke muligt at slippe uset hjem. Vognene måtte vende om i Piilegaden. De skjulte kakkelovnen ved Hestens Høj, der tilhørte Hans Bistrup og de fire tønder tjære lod de sætte i laden på Hammersholm. Jørgen Kofoeds tjenestekarl havde hjulpet dem. Dagen efter havde de hentet kakkelovnen.

På næste tingdag havde flere vidner fået hukommelsen tilbage. Nu huskede, hvordan det hang sammen med tjæren, kakkelovn og returgodset ærter og hamp. Flere af de afhørte havde solgt ærter til Bistrup. Det så nu ud til at Bistrup var mellemmanden.

Hans Hintze Bistrup kunne ikke længere nægte sit kendskab til kakkelovnen og tjæren, men han forsøgte at klare frisag, ved at påstå, at det var bonden på Borre (14. selvejergård i Rutsker) løjtnant Hans Rasch, der havde købt tjæren og kakkelovnen og som havde solgt ærter og en hest til skipper Niels Olsen. Hesten var aldrig blev udleveret, men den skulle have været en af de 38 heste, som Hans Bistrup havde søgt tolderen om at måtte eksportere fra øen.

Løjtnant Hans Rasch forklarede, at han var blevet opsøgt af Hans Bistrup og skippere Niels Olsen og at de ville købe en hest. Prisen var 28 sdr. Som betaling fik Rasch kakkelovnen og de fire tønder tjære. Men da disse ting oversteg de 28 sdr., måtte han levere nogle sække stangbønner sammen med hesten som betaling. Han kunne bruge en tønde tjære til sin bondegård, men hans bror, købmand Christian Rasch i Rønne kunne overtage de tre resterende tønder tjære.

Birketingbogen har ikke en slutning på denne sag. Enten står det på de fire sider, der mangler i Tingbog nr. 7 eller også dropper man sagen efter at Hans Bistrup forsvinder i havet mellem Hammeren og Skåne, druknet på et af hans smuglertogter.

Hans Hintze Bistrup var en driftig herre. Blandt andet købet han svin og heste og eksporterede dem ud af landet. Han havde forretninger kørende med velstillede personer, samt skabte arbejde til daglejeren og borgerskabet. Han havde nyligt købt en gård for 2200 slettedaler og et stort beløb betalte han kontant, men ikke sørget for at modtage en kvittering for beløbet. En retssag om denne betaling gik Bistrup imod. En af dommerens pointer i domsafsigelse, lød på Bistrups skødesløshed i pengesager, som var ganske uset på Bornholm efter dommerens mening, hvor havde Bistrup pengene fra? Han havde helt sikkert en betydelig lovlig handel kørende. Men det er vist uomtvisteligt, at del af sine engagementer var på grænsen eller over grænsen af det lovlige.

Ordet smugleri findes ikke i Christian den femtes lov, men til gengæld toldsvig, afgiftssvig og ulovlig handel med kontrabandevarer. Gement tyveri straffedes hårdere en toldsvig, der hørte under økonomisk kriminalitet. Sådan er det vel stadig i dag? I hvert fald betragtede bornholmerne i 1700-tallet ikke smuglerier som en voldsom forbrydelse. Når besparelsen ligger lige for eller når den nemme fortjeneste kan inkasseres uden at naboen opdager det, så man stort på om kongen fik sit.

Jeg tror ikke, at smugleri i lokalsamfundet blev betragtet som en alvorlig forbrydelse. Tavshed var det sikreste i sådanne sager, hvis man vidste noget. Men Niels Sjællænder kunne ikke klare presset og måtte afsløre komplottet. Niels Sjællænder var min tip-tip-tip-tipoldefar! For øvrig druknede min tip-tip-tipoldefar Svend Jensen Skaaning samtidigt med Hans Hintze Bistrup!

Hammershus tingbog nr. 6, 21/5, 16/6 og 14/7 1783