Personalia

Hans Jørgensen Sadolins lyrik

Af: Minna Skafte Jensen

Antikkens lyriske versemål blev ikke meget dyrket af danske latindigtere. Heksameteret og de elegiske disticha var så langt de foretrukne metra; det var først og fremmest dem, man blev trænet i i skolen, og de gav allerede renæssancedigterne så bredt et udvalg af genrer - epos, pastorale, læredigt, satire, elegi-brev, epigram - at kun de færreste lod sig friste til at vove sig uden for de rammer, der dermed var sat.1 Det er ikke i øjeblikket muligt at sige med sikkerhed, hvor mange digte i lyriske versemål, der er bevaret, for hist og her i samlinger af elegiske og heksametriske digte skjuler der sig spredte forsøg med dristigere former, og først en nøjagtig gennemgang af det store materiale vil afsløre, hvor meget det drejer sig om. Men selv med de forbehold, man indtil videre må tage, står det klart, at Hans Jørgensen Sadolin med sine mange lyriske digte skiller sig afgørende ud fra gennemsnittet af latindigtere i 1500-tallets Danmark.

Det umiddelbare indtryk, man får, når man første gang ser hans digte igennem, er, at Sadolin er en virtuos digter, som leger med formerne og lader sig inspirere af de krav, de stramme lyriske versemål stiller til digterens sprogbehandling. Det indtryk forstærkes, når man fordyber sig i hans forfatterskab. Der er en spændstighed i hans vers, hvor ingenting virker tilfældigt eller overflødigt, og han behersker suverænt meget forskellige former og stemninger. Det digt, jeg vil gennemgå her, er højtideligt som en salme og udtrykker sig i den høje stil; men det står side om side med tilsyneladende løst henkastede vers, der snakker sig af sted som var det prosa, og med officielle heksameterdigte til kongehusets pris.

Sadolin begyndte forsigtigt med digte i elegisk versemål, Elegidia 1552, Paideia og Disticha Moralia 1553. Men allerede hans Elegidia viser ham som en utypisk dansk latindigter, mere munter og elegant end de andre, og meget mere sensuel. Også i sit emnevalg - mellem de obligate digte til familie, lærere og velyndere står en hel lille stribe charmerende kærlighedsdigte. En sjældenhed i 1550ernes digteriske Danmark.2

Hans lyriske hovedværk er en digtcyklus til vennen Hans Frandsen i anledning af dennes bryllup, Epithalamion 1566. Her lader han de ni Muser ankomme til brylluppet og synge for det unge par i hver sit lyriske metrum. Samlingen indledes med en prosafortale, som opridser baggrunden: en munter fest i Gedser i anledning af, at Hans Frandsen kom hjem fra udlandet for at tiltræde et professorat i København og indtræde i ægtestanden. I gensynsglædens begejstringsrus havde Sadolin påtaget sig at invitere Muserne til Frandsens bryllup, et løfte han holder med digtsamlingen. Så følger et dedikationsbrev til Hans Frandsen, holdt i elegisk metrum som det sig hør og bør for digteriske breve; det beskriver, hvordan Sadolin med forskrækkelse ser Muserne bryde op fra hans hjemlige Lolland, og hvordan de beroliger ham med, at de kun skal på en lille rejse til København for at fejre Frandsen. Muserne føres af Apollon, som udtrykker sig værdigt i heksametre; han synger Københavns og Frandsens pris og fortæller, hvordan brud og brudgom først traf hinanden; hans digt ender med, at brudeoptoget ankommer. Så tager Muserne fat. Calliope refererer til evangeliets fortælling om brylluppet i Kana og hidkalder de hedenske kærlighedsguder Venus, Juno og Amor. Historiens Muse Clio beretter om brudgommens livsløb, og Thalia synger brudens pris. Gennem de følgende fem Musedigte beskrives festens forløb, og det sidste, sunget af Uranie, udtrykker de gode ønsker for parrets lykkelige liv og mange børn. Samlingen er teknisk set en tour de force med dens ni forskellige vanskelige lyriske metra, de fleste med Horats som forbillede. Selve ideen om at lade Muserne deltage i et bryllup med lyriske digte i hver sit versemål har et lærd forbillede i Martianus Capellas De nuptiis Mercurii et Philologiae, 5. årh. e.Kr. Men lige så tørre som Martianus Capellas Muser er, lige så muntre og sanselige er Sadolins. Der er ikke noget anstrengt ved værket, det hele virker netop, som om det var rystet ud af ærmet i en inspireret rus, som fortalen vil have læseren til at tro. De forskellige metra understreger elegant tonen i hvert enkelt digt, fra Apollons fornemme heksametre og Calliopes højtidelige sapfiske strofer hen gennem stadig mere løsslupne former, som festen og beruselsen skrider frem. Bryllupper var anledning til en solid portion latindigte i 1500-tallet, og Sadolins Epithalamion holder sig som sådant inden for konventionens rammer; men det går helt ud over det normale i charme og virtuositet.3

Nogle år senere skrev han et digt i anledning af kongens bryllup med Sophie af Mecklenborg, De nuptiis Friderici Il et Sophiæ 1572. Det er også et flot digt, hvor skibet, som bringer bruden fra Tyskland til Danmark, mødes af en række havguder og -gudinder, som danser i bølgerne omkring det og synger brudeparrets pris, men uden den umiddelbare charme, som lyser ud af digtene til Frandsens bryllup.

En yndet genre for de renæssancelatinister, som skrev lyriske digte, var omdigtning af Davidssalmer. Danskeren Hans Black har en del af den slags omplantninger af gammeltestamentlige salmer til Horatsiske versemål i samlingen Odæ sacræ 1549, og man ved, at Johannes Sascerides - en af Sadolins venner - i 1557 udgav ni bøger Odæ sive carmina sacra, men de er ikke bevaret. Davidssalmer og Horatsiske vers var også vigtige kilder til dansksprogede salmer i Hans Thommesens salmebog 1569.4 Samme år har Sadolin fem eksempler på genren i bogen Insignia regum danorum illustrata. Den er en prosagennemgang af den symbolske betydning af kongernes våben; genremæssigt er den tæt på fyrstespejlet, idet det fremhæves, at billederne ikke kun kendetegner de nationer, der hører under den danske konge, men også er formaninger til kongerne og andre højtstående mænd om, hvilke dyder de bør have. Emnet var højaktuelt, idet Syvårskrigens formelle anledning netop var en strid om antallet af kroner i våbnet. Krigen er direkte emne for den femte af Sadolins Davidssalmer, der er et sejrsdigt i anledning af slaget ved Falkenberg. Den salme, han omdigter, er nr. 20 i Vulgata (21 i den autoriserede danske bibeloversættelse 1931). Heri prises den konge, som Gud har kronet, og salmisten glæder sig over, at Gud hjælper kongen til sejr over alle hans fjender. Hos Sadolin får digtet klar adresse: Den konge, der soler sig i Guds yndest, er Frederik II, mens svenskerne tilintetgøres som avner i ilden.

Enchiridion euangelicum 1572 er en billedbog, hvori kirkeårets evangelietekster er omdigtet til jambiske dimetre i strofer å fire vers og illustreret med træsnit.

Digtsamlingerne Uranie 1574 og Siluæ 1581 er af blandet form og indhold, og i begge er der en del digte i lyriske versemål. Et par gange ser vi digteren eksperimentere med sprog og metrum. Det ene sted tager han udgangspunkt i et Paulusord om, hvordan en menighedstjener skal være. Det gengiver han først på latin i fire jambiske dimetre, dernæst på græsk i samme form, og til sidst igen på latin, men meget mere ordrigt, så der bliver tolv hendekasyllaber ud af det. Det andet er tre latinske gendigtninger af Fadervor, først i jambiske dimetre i firelinjede strofer, ialt syv; dernæst i adoneere, igen grupperet fire og fire til ialt otte strofer, og til sidst i ti heksametre.5 Der er også latinske oversættelser i lyriske versemål af en Luther-salme og af et græsk digt af tyske ren Johannes Posselius; desuden har Sadolin selv et par græske digte med. Og så er der i Siluæ nogle fine vennedigte i lyrisk versemål. Hans Frandsen står igen som modtager af et af de mest vellykkede, et langt propemptikon i jambiske disticha i anledning af, at han skulle på en rejse til Jylland. Digtet begynder med Frandsens fødeby Ribe og fortsætter til Sadolins egen fødeby Viborg; siden gives der et katalog over jyske byer og åer, og digtet munder ud i en opfordring til vennen om at nyde livet i muntert lag. Et andet er stilet til den senere historiograf Niels Krag og er en vittig diskussion af Catul, og af samtidens snæversynede holdning til litteraturæstetiske spørgsmål.

Sadolin kunne have god brug for at fremhæve, at han endnu havde venner i 1581, for han havde været igennem nogle kritiske år. Hans livsløb har i det hele taget nogle voldsomme udsving: Han begyndte med en strålende karriere, blev sognepræst i Toreby på Lolland 1556, provst i Musse Herred 1561 og poeta laureatus med ret til at føre adeligt våben 1570. Men i 1576 gjorde han skandale ved at få et barn med en af de adelige frøkener i Maribo kloster. Han blev afsat fra sit embede, flygtede til Tyskland med sin familie, men blev senere på året indsat i forvaring i Sorø kloster, hvor han sad indtil 1580. Han genvandt sin tidligere status i forhold til kongehuset, og i 1597 ser vi ham for sidste gang som officiel hofdigter i en digtsamling om Christian IVs kroning. Siluæ markerer digterens tilbagevenden til scenen i den danske offentlighed. Det kommer bl.a. frem i et majestætisk digt i sapfiske strofer:

  Suam in sacrarum literarum studio negligentiam deplorat.6 Han begræder sin skødesløshed i studiet af den hellige skrift.
  O Deus magni fabricator Orbis, O Gud og skaber af den vide verden,
  Dux Ducum, Rex o generose Regum, Hærskarers herre, ædle kongers konge,
  Dexteram cuius metuit colitque Du for hvis hånd en angstfuld bæven fylder
     Vesper et ortus:    Vesten og østen.
5 Te peto supplex, stabilique corde Knælende ber jeg med standhaftigt hjerte,
  Vota proponens cupio iuuari: Fremsætter løfter, trygler om din bistand.
  Heu mihi si non tua gratiosus Ve, hvis dit ansigt ikke lyser mod mig
     Lumina pandas.    Og er mig nådigt.
  Est tibi iusti fateor furoris Indrømme må jeg, du har grund til vrede:
10  Caussa: nam nugis leuibus tumescens, Opblæst af hovmod over bagateller
  Iussa neglexi tua, nec notaui Agted jeg slet på dine bud og glemte
     Dogmata sacra. Hellige love.
  Ah precor mitem, Pater alme, præstes Ak, milde far, jeg ber dig om din nåde,
  Te mihi: duram quis enim ruinam Hvem klarer frisag, hvis din retfærd raser?
15  Non trahet, si non rabiosa cedat Afvend din strenghed, ellers undgår ingen
     Iudicis ira?    Dommerens vrede.
  Tu Deus, non vis homines perire Gud, du vil ikke, mennesker fortabes,
  Quos mouet facti dolor, et Patrono De som i anger over deres brøde
  Dediti Christo veniam fideli Hengivent søger Kristus som beskytter
20     Corde precantur.    Trofast, oprigtigt.
  Ergo sis mitis mihi confitenti Vis mig da mildhed, angerfuldt bekendes
  Crimen admissum: Deus omnis in te Synden, jeg gjorde; Gud til dig alene
  Fixa spes hæret mea: me guberna Står min fortrøstning; Helligånden lede
     Flamine sancto.    Hele min færden.
25  Turba te transfer procul hine maligna: Pak dig herfra, du ondskabsfulde stimmel.
  Improbo nec me studio retunde: Påtving mig ikke denne lumpne snagen.
  Audijt vocem gemitumque nostrum Bønnen er hørt, min klage rørte den som
     Rector Olympi.    Styrer Olympen.

Digtet er en bøn om syndsforladelse og falder altså i tråd med brugen af sapfiske strofer til salmer, både Davidssalmer og nyere salmer. Allerede et blik ned over teksten viser formbevidstheden: Hver strofe er en helhed, og adoneerne er hver et meningsfuldt syntagme på to indholdstunge ord. Digtet indrammes af Guds navn, og fader, søn og helligand springer i øjnene i strofe 4-5-6: Pater, Patrono ... Christo, Flamine sancto, typografisk afmærket med store begyndelsesbogstaver.

Første strofe er én lang vokativ. Gud anråbes i al sin vælde som skaber og konge; han er genstand for alverdens frygt og tilbedelse, men selv ubevægelig. De indledende d-allitterationer understreger den pompøse tone: O Deus, Dux Ducum, dexteram (O Gud, Fyrsters Fyrste, højre hånd). Anden strofe sætter den bønfaldende digter over for ham, omtrent lige så statisk i sin ydmyge afhængighed som Gud i sin magt.

I tredje strofe bekender digteren sin forsyndelse. Igen benyttes allitteration: fateor furoris (jeg tilstår, vrede) og - mere interessant - n-erne i vers 10-11, som knytter de syndige nugae (bagateller) sammen med betegnelserne neglexi...nec notaui (jeg har overset...og ikke bemærket). Selve ordets form giver dermed nugae konnotationer til ulydighed. De bagateller, som digteren har været så alt for stolt af, må være hans digte, d.v.s. nugae brugt som i Catuls indledningsdigt - og man skal ikke tro mere på hans beskedenhed end på Catuls! Brøden, som har vakt Guds vrede, er åbenbart, at digteren har ladet sig opsluge af sin succesfulde poetiske virksomhed i stedet for at studere den hellige lære.

Fjerde strofe er en bøn om mildhed, indledt med en lille række p-er: precor...Pater...præstes (jeg beder...fader...at du vil vise), som fortsætter i femte strofe med perire og Patrono (fortabes, velynder), alle indholdstunge ord. De to strofer almengør problemet: ingen mennesker vil kunne klare sig overfor Guds dommervrede, hvis den ikke selv bøjer af, men Gud vil lade nåde gå for ret, når mennesker oprigtigt angrer deres synder - meget smukt og evangelisk-luthersk.

Sjette strofe slutter fra det almene til det særlige og beder om, at denne mildhed også må gælde digteren; strofens første 1 ½ vers er domineret af i- er, som én lang variation over glosen mitis (mild).

Her slutter bønnen. De seks strofer har haft ialt to personer, Gud og digteren, den stærke og den svage, den ene ophøjet tronende, den anden ydmygt knælende. At de alligevel er en slags jævnbyrdige antydes af den plads, der tilmåles dem i digtet: Gud får første strofe, digteren de to næste, så bruges to til at beskrive Guds mildhed, mens Gud og digteren deles om den sjette strofe. Første og anden persons pronominer er der mange af - dog ikke i første strofe, hvor digteren endnu ikke er inddraget. Men fra strofe 2s indledende te myldrer de i stadig vekslen mellem de to personer: mihi - tua - tibi - tua - te mihi -tu- mihi -te- mea - me. Sammenstillingen af de to - te mihi - er anbragt lige midt i digtet. Guds mildhed og digterens anger er komplementære, nok er digteren syndefuld, men han er alligevel ikke hvem som helst, for han taler med Gud ansigt til ansigt.

I sidste strofe vender han sig til sine ondskabsfulde medmennesker: I har ikke mere at skulle have sagt, for Gud har bønhørt mig! Sadolins turba...maligna (ondsindede hob) er som Horats' profanum vulgus (uindviede skare) i begyndelsen af romeroderne,7 kun værre: Horats' vulgus er bare de jævne mennesker, som ikke bryder sig om digtekunsten, mens Sadolins turba er fjendtlig. Med referencen til Horats påberåber Sadolin sig digterens ret til at vise sine modstandere af vejen. Horats-allusionen fører videre til en omtale af den kristne Gud i hedensk antik formulering - noget helt almindeligt i dansk 1500-tal, men ikke ellers brugt af Sadolin i dette digt.

Hvordan kan digteren være sikker så på at være blevet bønhørt? Skal man forstå Rector Olympi (Olympens Hersker) som et dobbelttydigt udsagn, der ikke kun betyder Gud, men indbefatter hans repræsentant på jorden, Frederik II? I så fald bliver digtets budskab helt konkret, at nu hvor kongen har taget digteren til nåde igen, må hans undersåtter gøre ligeså.8

Refererer digtet som helhed til Sapfos Afroditebøn?9 Det er fristende at tro det. Sapfiske strofer behøver man i renæssancen naturligvis ikke at have direkte fra den græske digter selv, men Sadolin kan godt have kendt Sapfos digt. Det er overleveret hos Dionysios fra Halikarnassos, der blev trykt flere gange i løbet af 1500-tallet, første gang i Paris 1546. Og der er meget hos Sadolin, der virker som Sapfo-imitatio: ikke blot er det samme metrum, samme antal strofer og ens fordeling af stoffet, så der sker et brud mellem sjette og syvende strofe, men i begge tilfælde er teksten en bøn, hvori digteren står ansigt til ansigt med en gud, som er ham/hende nådig, og hvis støtte bruges som et magtmiddel over for genstridige omgivelser. Sadolins majestætiske Vorherre har ganske vist ikke meget tilfælles med Sapfos kærligt drillende Afrodite, men hende ville det under alle omstændigheder være umuligt at omplante til Danmark anno 1581. Sadolin bruger sit græske forbillede selvstændigt, som et forlæg, læseren ikke behøver at kende, men som i givet fald indebærer en ekstra pointe: den danske digters selvsikkerhed bygger på både Guds, kongens og Sapfos autoritet.

Noter
  1. "Lyriske versemål" bruges her i betydningen "alle andre end epos og elegi". Om verstræning i skolen, se Kristian Jensen: Latinskolens dannelse. Latinundervisningens indhold og formål fra reformationen til enevælden. København (Museum Tusculanum) 1982. 90, 118 og 167-68.
  2. Om Sadolins ungdomsdigte se Karsten Friis-Jensen og Minna Skafte Jensen i Peter Brask m.fl.: Dansk litteraturhistorie 2. Lærdom og magi, 1480-1620. København (Gyldendal) 1984. 394-96.
  3. Vilhelm Andersen: Horats 4.3 (Norden). København (Gyldendal) 1951. 84. -Minna Skafte Jensen: Et nylatinsk bryllupsdigt. {Man må studere... - festskrift til G. Torresin. Århus (Hum. tryk) 1984. 255-60.) Heri er et af Musedigtene aftrykt.
  4. Carl S. Petersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie 1, København (Gyldendal) 1929. 295 og 501. - Vilhelm Andersen: Horats 4.3. 101-7.
  5. Siluæ 7r-7v og 8v-9v; Paulus-referencen: 1. Tim. 3.2-3,2. Tim. 2.24-25 og Titus 1.7-9.
  6. Siluæ 20v-21r; jeg følger 1581-udgavens tekst, dog med opløsning af forkortelser og udeladelse af accenter.
  7. Horats Carm. 3.1.1, cf. Properts 3.1.21.
  8. Denne fortolkning blev foreslået af Ivan Boserup under diskussionen af mit foredrag, og jeg synes, den er overbevisende.
  9. Sapfo 1, Lobel-Page.