Den unge tegner

af Hanne Abildgaard

Få har helt fra deres tidligste forsøg vist så åbenlyse tegnetalenter som Herluf Bidstrup, Allerede fra barnsben demonstrerede ban uomtvistelige evner, ikke mindst for karikatur. Da han i 1926 som 14-arig var med på en udstilling af børnekunst i Kunstboden i Hyskenstræde, blev hans tegninger Mælkedrenge og Langelinie gengivet og rost af pressen. Det følgende år deltog han i Ping-klubbens tegnekonkurrence, og her vandt hans indsendte bidrag ærespræmien blandt næsten 1000 tegninger. Bidstrups tegning forestillede en fernisering, hvor de udstillede værker parafraserede berømte mesterværker, som Mono Ping, Tizian Ping m.fl.

Herluf Bidstrups far, Hermod Bidstrup, var dekorationsmaler og dyrkede malerkunsten i sin fritid. Sønnen overvejede at blive maler og gennemførte en Akademiuddannelse i årene 1931-35, men også i disse år dukkede han af og til op i offentligheden som tegner. I 1932 tegnede han således karikaturer af kendte københavnere ved Børnehjælpsdagens fest i Forum, hvor han optrådte sammen med etablerede bladtegnere som Herluf Jensenius, Chr. Hoff og Børge Biilmann Petersen. Dagens Nyheder omtalte deltagelsen af "en Skare ganske unge Talenter, hvoriblandt Komiteen Særlig venter sig meget af en 19-aarig Akademielev Herluf Bidstrup. - Han har lavet 20 Karikaturer, siger Fru Weiss-Bentzon, og de er alle sammen ualmindelig skrappe." Samme år fulgte hans første publicerede voksen-tegninger, en helside til Berlingske Tidende, hvor bl.a. hans lærere på Akademiet, Aksel Jørgensen og Sigurd Wandel, var karikeret.

Blandt Bidstrups nærmeste kammerater på Kunstakademiet var landskabsmaleren Svend Engelund, som han rejste og malede sammen med i somrene 1932 og 1933. De opholdt sig forskellige steder i Nordjylland hos Engelunds familie, bl.a. i Vrå og Brønderslev, og de lå i telt ved Blokhus og Thise ved Store Vildmose. Lige som Engelund malede Bidstrup landskaber. Men arbejdet med landskabet havde svært ved at aftvinge ham samme interesse som menneskene, så studier af kammeraterne og familien Engelund fylder godt mellem Bidstrups resultater af opholdet.

Omkring samme tid havde Bidstrup sin debut som politisk tegner. I sommeren 1932 begyndte han at tegne til Retsforbundets Maanedsmagasin og til partiets serie af pjecer, kaldet Retsstaten. Hvorfor det lige blev Danmarks Retsforbund, der kom til at aftage Bidstrups første politiske tegninger, er svært at sige. Hans familiebaggrund var præget af kraftige socialistiske sympatier, som ban øjensynlig tidligt tilsluttede sig. Med henblik på hans senere virke er det dog lige værd at bemærke, at allerede disse første politiske tegninger handler om, hvordan et fåtal tilraner sig de arbejdendes værdier og lever højt på spekulation.

Snart kom Bidstrup til at tegne til Blæksprutten, i 1934 bl.a. Jazzens Aandsliv, en række fremstillinger af dansende og musicerende mennesker ledsaget af jazzens "aandrige Refræner". Han leverede også karikaturer af tidens kunstanmeldere med tilhørende "anmeldelse" af deres æstetiske fremtræden. Allerede disse tidlige karikaturer kendetegnes af hans letløbende streg og evne til at karakterisere ved få midler. I tegningerne Pcykelogi lancerede han et af de humoristiske emner fra dagligdagen, som han talrige gange skulle vende tilbage til: Cyklisternes mangfoldige skikkelser og benyttelser af det populære transportmiddel.

I 1935 foretog Bidstrup en længere cykelrejse gennem Tyskland til Italien sammen med akademikammeraten Anker Landberg. Bidstrup var født i Berlin, hans mor var tysk, men familien var flyttet til Danmark under Første Verdenskrig, da Herluf var fire år gammel. Han havde besøgt Tyskland igen som 15-årig, men rejsen i 1935 var hans første møde med landet efter nazisternes magtovertagelse. Både Jødeforfølgelserne og det konstante nærvær af uniformerede nazister gjorde et stærkt indtryk og gav stof til nogle af de følgende års satiriske tegninger.

Kulturkampen

Herluf Bidstrups karriere som satiriker startede for alvor med forbindelsen til det venstreradikale tidsskrift Kulturkampen. Kontakten kom i stand via tegneren Marlie Brande, som han havde lært at kende på Kunstakademiet. Marlie Brande var gift med Elias Bredsdorff, der hørte til de bærende kræfter i Foreningen Frisindet Kulturkamp, som stod bag tidsskriftet.

Fascismens og nazismens fremmarch i Tyskland og Italien og truslen om en ny verdenskrig var en vigtig baggrund for tidsskriftet, men Kulturkampens mål var at yde modstand mod reaktionen i alle dens former. Forsvaret for frisindet på andre områder, f.eks. pædagogikkens, sundhedsvæsnets og kulturlivets, vejede således også tungt. Bidragyderne til Kulturkampen samledes om denne kamp, uanset om de leverede tekst eller billeder, og bladet formåede at mobilisere mange gode tegnere. Foruden de allerede nævnte tegnede f.eks. Ib Andersen, Arne Ungermann, Sikker Hansen og Hans Bendix til bladet. Sidstnævnte var meget flittig, men også de andre bidrog med både hvasse, socialt indignerede og humoristiske indslag.

Blandt de emner, Bidstrup tog op, var borgerkrigen i Spanien, Hitler-Tyskland, Oxford-bevægelsen og Kunstnerolympiaden, Hans første bidrag, Oratorium, blev trykt i april-nummeret 1936 og bestod af en serie tegninger af Hitlers udfoldelser som folkeforfører. Tegningerne var udført under radiotransmissionen af Hitlers tale i Rigsdagen 7. marts. Bidstrup havde tegnet Hitler, som han forestillede sig ham under talen, og Elias Bredsdorff fik den idé at sætte uddrag af talen under tegningerne. Oratorium var således fra Bidstrups hånd tænkt som en serie uden ord, mens den i Kulturkampen blev præssenteret som tekstet af Adolf Hitler.

Kulturkampen rummede også kommentarer til hjemlige forhold, således til danske kunstneres deltagelse i Kunstnerolympiaden, en kunstkonkurrence, der fandt sted i tilslutning til Olympiaden i Berlin i 1936. Da det blev kendt, at billedhuggeren Johannes Bjerg og maleren Aksel Jørgensen skulle indgå i censurkomiteen fra dansk side, tog en gruppe kunstnere initiativ til en protest. Protesten blev trykt i Kulturkampen, og blandt underskriverne finder man Herluf Bidstrup. I juni-nummeret 1936 fulgte han protesten op med tegningen Hitler-Olympiadens Kunstcensur forestillende de to danske censorer, der ikke kan se problemet ved at stille sig til rådighed i nævnte sammenhæng.

At Bidstrup fik slået sit navn fast med sine satiriske og politiske bidrag til Kulturkampen, fremgår bl.a. af, at han var med blandt de lovende unge i Preben Wilmanns bog Ung Tegnekunst fra 1936. Kulturkampen blev endvidere Bidstrups springbræt til Social-Demokraten. Da en af avisens hovedtegnere, Hans Bendix, i 1936 skulle have orlov, anbefalede han Bidstrup som vikar. Inden Bendix vendte tilbage, havde Bidstrup imidlertid fået etableret sig så solidt på avisen, at han fik lov til at blive.

Kort forinden var han blevet tilbudt ansættelse på Berlingske Tidende, hvor han skulle levere en ugentlig stribe på fire billeder. Den skulle være upolitisk, men repræsenterende en fast indtægt, så han var fristet og nåede også at tegne en række striber. Der var dog ingen af dem, der nåede at blive trykt, før han fik tilbudt vikariatet på Social-Demokraten, som han politisk følte sig i bedre overensstemmelse med.

Social-Demokratens mest populære medarbejder

Bidstrup begyndte på Social-Demokraten i oktober 1936. Hans første bidrag var teatertegninger og vignetter, men snart efter dukkede de første helsider op i avisens søndagstillæg Hjemmets Søndag. Selv har han fremstillet det nærmest som en tilfældighed, at de kom i gang, eller i hvert fald som fremprovokeret af Preben Wilmann; "En dag spurgte søndagstillæggets redaktør, om jeg kunne tegne noget morsomt omkring en reklame for dansk frugtvin. Det var vinfirmaet, som ønskede det. Tre uger i træk tegnede jeg så en serie omkring reklamen. Om vinen blev populær ved jeg ikke, men det blev mærkværdigt nok min serie, som læserne krævede fortsat. Jeg fik en hel side i bladet, og redaktøren kaldte serien Ugens Bidstrup. Til min egen forbløffelse var jeg i stand til uge efter uge, ja, år efter år at finde på noget at udfylde siden med."

Serietegningerne havde ikke noget med frugtvinen - Kijafa - at gøre. De var udviklet over Bidstrups egne idéer, og som han selv fortæller, forsvandt reklamen da også hurtigt fra siden. I første omgang erstattedes den af et digt i det ene hjørne, men snart forsvandt også digtet, og Bidstrup fik hele siden stillet til rådighed. Herefter er serierne uden anden tekst end overskriften. Figurerne taler via bevægelser og mimik, uden værkerne er reduceret til et minimum, og de enkelte episoder står uden ramme og løber lige over i hinanden på en måde, der minder om en film.

Serierne er for de flestes vedkommende upolitiske skildringer af hverdagslivets skærmydsler og genvordigheder. De viser en kæde af begivenheder, der fører til uforudsigelige og absurde hændelser, som f.eks. i Hesten, omhandlende manden, der køber en hest, som ikke vil trække. Man sender den til slagteren blot for at konstatere, at den er sej og uspiselig, smider hestebøffen ud af vinduet i arrigskab og ender med at stå anklaget for vold mod den person, der får bøffen i hovedet. Ofte spotter tegningerne menneskelige svagheder og naragtigheder, såsom forfængelighed. Slipset handler således om den skæbne, der rammer de formastelige, der støder en smule an mod herskende god tone. Den stakkels mand, der er kommet på fin restaurant uden slips, ender med at blive hængt i samme.

Et tilbagevendende tema i serierne er kontrasten mellem menneskers forestillinger (f.eks. under påvirkning af forelskelse) og virkeligheden og i særdeleshed de krumspring, man(d) foretager for at nå sine mal med hensyn til kærlighed og karriere. Komisk mimik er ligeledes et yndlingsmotiv, fra gaben over latterkramper til sanse1øs beruselse, der udvikler sig faretruende mod et eksplosivt klimaks. Eller emnet kan være en stemning, der river personen med og kommer ud af kontrol, så han bogstavelig talt går ud af sig selv, f.eks. i Crescendo.

Kunsten og kunstneren er også et tilbagevendende emne, f.eks. i Sur-realisten, som fremstiller surrealistens forbavsende billeder som resultat af tilfældige skriblerier under en telefonsamtale. Enkelte samfundskritiske pointer findes også, f.eks. udstilles utalsomhed over for de fattige og pjaltede i Arbejdsløse. Men lige så ofte glattes der ud, og begivenhedsrækken fremtræder almen, menneskelig og barok.

Med serierne uden ord havde Bidstrup markeret sig med sit helt eget udtryk og fundet et virkefelt for sine specielle evner: Sin letløbende streg, sin fortælleglæde og sin evne til at gengive udtryksfulde bevægelser og attituder ved få midler. Der skete hurtigt en udvikling fra det lidt sødt-naive mod en større elegance og præcision i stregen og en bevidst gennemkomponering af forløb og fordeling på siden.

Det var gennem serierne, at Bidstrup blev kendt og populær hos læserne, og det var takket være dem, han fik lov at blive på Social-Demokraten efter Hans Bendix' hjemkomst fra Frankrig. Meget hurtigt var Ugens Bidstrup, som serierne kom til at hedde, blevet så populær, at en udeladelse ikke kunne gå upåtalt hen. Tegnerens eventuelle forfald på grund af sygdom blev undskyldt over for de skuffede læsere i notitser i avisen. I 1942 opnåede Bidstrups tegninger at blive karet som avisens mest populære indslag. Tre uger i træk holdt man afstemning blandt læserne om deres yndlingsstof i Hjemmets Søndag, og Bidstrup vandt i alle tre omgange. Som svar leverede han en serie om tegnerens kvaler, mens han skal finde på noget til ugens helside, som ender med, at han hopper i papirkurven. Den var tænkt som den sidste serie, men efter nogen diskussion og tilbud om dobbelt honorar videreførte han dem.

Ugens Bidstrup begyndte allerede i 1938 at udkomme i årshæfter. Ikke overraskende blev dette initiativ rost af Preben Wilmann, der havde været deres fødselshjælper. Han karakteriserede dem som kendetegnet ved deres "spotske Pointer, ved deres Præcision i Stregen, ved Evnen til at give Gangen i en Situations Udvikling uden Anvendelse af ledsagende Tekst og ved deres gavmilde Idérigdom". Men hæfterne fik også en venlig modtagelse alle andre steder, fra de borgerlige aviser til Arbejderbladet. Sidstnævnte omtalte dem som "godt og krast Vid, der rammer Plet". Det varede heller ikke længe, før serierne slog igennem uden for Danmark, således henvendte Nya Dagligt Allehanda i Stockholm sig allerede i 1937 for at købe de svenske rettigheder. Bidstrup blev efterhånden et kendt ansigt og interviewoffer. I den forbindelse omtales han næsten altid som fåmælt, alvorlig og beskeden, og det fremhæves, at han ikke tragter efter berømmelse, men helst vil være anonym af hensyn til sine muligheder for at bevæge sig ubemærket rundt mellem folk og lure dem af. Samtidig understreger han gerne, at det ikke er nok for ham at være sjov. Der skal være både "bid og vid" - hvilket i mange år var titlen på de tilbagevendende julehæfter med udvalg af hans tegninger.

Som nævnt var serierne sjældent politiske, men aktuelle kommentarer forekom dog mellem linierne. Således i serien Fredsprisen fra 16. oktober 1938, som rummede en hentydning til Chamberlains og Daladiers forlig med Hitler i München nogle uger tidligere, der angiveligt var en besegling af "Fred i vor tid", men reelt et skridt mod verdenskrigen. Bidstrup ville med sin tegning vise, at prisen for fred kunne være for stor.

Satirikeren

Efter i et par måneder at have tegnet vignetter og serier uden ord var Bidstrup også begyndt at optræde i Social-Demokraten som politisk satiriker. Hans første bidrag i denne genre var Adel forpligter, som blev bragt 10. december 1936 og var et hib til den engelske overklasses modstand mod kong Edwards ægteskabsplaner.

Bidstrup startede på Social-Demokraten på et tidspunkt, da to højt profilerede tegner-personligheder bredte sig i avisens spalter: Hans Bendix, der var på toppen af sin elegance og netop i 1930rnes anden halvdel havde sin storhedstid som satiriker, og Anton Hansen, avisens flittigste satiretegner, som endnu ikke helt havde mistet kraften i sine dramatiske sort-hvide billeder. Begge tegnede de med forkærlighed imod militarisme, fascisme og nazisme, og begge var de drevne i arbejdet med at få tusch og sortkridt til at spille sammen med avisens tekstspalter. På dette felt var det ikke let at konkurrere, og det er næppe sandsynligt, at Bidstrup alene i kraft af sine politiske satirer ville have fået sit eget publikum i disse første år.

Han kastede sig ganske vist frygtløst ud i opgaverne, og han lader til at have været velorienteret i bladtegningens tradition. Til forskel fra de to nævnte kolleger dyrkede han ikke sortkridtet, men foretrak den rene tuschstreg. Blandt sine forbilleder har han peget på Axel Nygaard, hvad angår formen, især stregens samklang med avissatsen, og på Anton Hansen, Ragnvald Blix og det tyske tidsskrift Simplicissimus med hensyn til den politiske skarphed. Situationen for politisk satire var imidlertid ikke den bedste på dette tidspunkt. Dansk presse var sidst i 1930rne udsat for stadig stærkere begrænsninger, især med hensyn til satirer rettet mod Tyskland, bl.a. udvidedes bagvaskelsesbegrebet, og Social-Demokraten holdt en forsigtig kurs. Den frihed og mulighed for at lufte deres satiriske vid, som tegnerne havde i et tidsskrift som Kultur-kampen, eksisterede ikke i regeringsorganet. Hans Bendix har berettet om disse års vanskeligheder med at få skarpe satirer i Social-Demokraten. Men han har også fremhævet ansvarshavende redaktør H. P. Sørensen, fordi denne af og til vendte det blinde øje til og dermed solidariserede sig med tegnernes lyst til ytringsfrihed, skønt han vidste, at han ville få vrøvl med den tyske gesandt, der gik til udenrigsminister P. Munch, der dernæst gik til Stauning for at få ham til at kalde H. P. Sørensen til orden. Karikaturer af genkendelige tyske politikere blev sjældne i 1930rnes anden halvdel, mens de havde været udbredt tidligere.

Allerede ved Bidstrups tiltræden var det forbudt at tegne Hitler. Han kastede sig over Gøring og Göebbels, men også de blev forbudt. Man kunne stadig tegne satirer over tysk politik, men måtte i stadig større omfang lade Tyskland repræsentere ved Fru Germania. Bidstrup mindedes siden, at han ofte havde fået reprimander, fordi han tegnede hende for tyk og grim, og redaktionen bad om at få hende forskønnet: ""Tror De, vi skal i Krig med Tyskerne" var det stadige Omkvæd, og "Lav noget mod Kommunisterne i Stedet for!""

Som de øvrige tegnere på Social-Demokraten langede Bidstrup også ud mod venstre side og hængte Stalin og Aksel Larsen ud for ikke-angrebspagten med Tyskland, hvilket han senere skulle komme til at høre meget for.

Efterhånden kom Bidstrup til at bidrage til en række socialdemokratiske foretagender, herunder arbejderrevyer og Arbejdernes Almanak. Til sidstnævnte leverede han flittigt, bl.a. Den spanske Arena fra 1937 om Hitlers og Mussolinis hjælp til Franco. Endvidere illustrerede ban i 1943 forhenværende justitsminister K. K. Steinckes bog Myggestik. Bidstrups illustrationer blev i næsten alle anmeldelser fremhævet på bekostning af Steinckes tekst. Det var den almindelige mening, at Bidstrup havde større vid, mere humor og en ungdommelig friskhed, som man savnede hos forfatteren.

På visse tidspunkter senere i livet har Bidstrup givet udtryk for, at han kun valgte Social-Demokraten af nød, fordi en tilknytning til den kommunistiske presse ville have været ulønnet. Der er her øjensynlig tale om en erindringsforskydning under indtryk af det senere fjendskab. Mere sandsynligt er det, som Bidstrup også selv formulerede det i 1948, at han i 1930rnes anden halvdel var antinazist og samtidig sympatiserede med socialdemokratiet, hvilket prægede tegningernes holdninger. Han var dog ikke enig med partiet på alle områder. Han tegnede således både mod Staunings ikke-angrebspagt med Hitler og mod Sovjetunionens tilsvarende. Kun det sidste kunne ske i socialdemokratisk regi, mens det første foregik i Kulturkampen.

Bidstrup tegnede antinazistisk i Social-Demokraten så længe, det var muligt, dvs. frem til besættelsen. Avisens tre tegnere var alle ihærdige antifascister, der angreb Italiens ekspansionspolitik, Francos fremfærd i Spanien, Tysklands indmarch i Tjekkoslovakiet m.v. Mens Hitler var strøget som karikaturemne, blev Mussolini fortsat karikeret - med gigantisk fremskudt kæbeparti og lynende øjne. Også danske politikere måtte stå for skud. Et yndet emne var Victor Purschel, hvis lille skikkelse og vortede ansigtstræk dyrkedes tilbagevendende af de tre tegnere. Purschel var medlem af Folketinget for Det konservative Folkeparti fra 1920, men gled i stadig mere antidemokratisk retning, indtil han i 1938 forlod partiet og det følgende år dannede Nationalt Samvirke, der dog ikke opnåede valg ved Folketingsvalget samme år.

Hvad angår det danske stof, behandledes det især i form af politikerkarikaturer, mens der ikke optrådte mange sociale emner i Social-Demokraten i anden halvdel af 1930rne. De forekom dog, også hos Bidstrup, f.eks. i Værdigt trængende, omhandlende husejeren, der vil kræve socialhjælp, fordi han er permanent arbejdsløs.

Besættelsesårenes begrænsninger

Den 9. april 1940 blev det omgående gjort klart, at kritiske behandlinger af besættelsesmagten ikke ville blive talt, og at det nu var helt slut med satirer i Social-Demokraten. Anton Hansen blev fyret morgenen efter besættelsen, da redaktionen ikke mente at have brug for ham, når der ikke skulle satirer i avisen. Hans Bendix' satirer var allerede ebbet ud. Han havde tegnet færre og færre satirer i de sidste år af 1930rne og forlod helt denne genre omkring sin første rejse til USA i 1939. Da han opholdt sig i USA under hele krigen, fulgte en lang pause i hans bidrag. Bidstrup fortsatte imidlertid på avisen, og på sin vis blev der således vældig god plads til hans tegninger i besættelsesårene, da han var den eneste tilbageværende af de tre. Blandt andet tegnede han talrige illustrationer til noveller og artikler i Hjemmets Søndag. Tegnestilen vekslede med opgaverne, der var meget varierende, men ofte gik den i retning af en let dekorativ forenkling og fladebetoning. Der er illustrationer inden for det muntre, det stemningsfulde, det groteske og også det helt gakkede, som passede Bidstrup godt, f.eks. i 1941 illustrationerne til Stockmarrs artikel "Amfibier", der gengiver væsener, der er usynlige for øjet og stedmoderligt behandlet af videnskaben, herunder glomiklen, skvatmajoren og hængemulen.

På grund af det generelle stop for satirer var det imidlertid nødvendigt for tegnerne at se sig om efter supplerende virkefelter. Bidstrup kastede sig over bogillustrationer. I 1943 illustrerede han Boccaccios nyoversatte Dekameron, som blev hans debut som erotisk tegner. Bogen var udgivet af forlaget Nyttebøger, kendt for sine "uartige bøger" med billeder af nøgne damer. Den indgik i forlagets "Pep-Serie", og der blev i annonceringen slået så stærkt på det pikante, at der indløb protester fra kritikere og forfattere over, at et klassisk værk skulle sælges ved pornografiske annoncer. Det endte med, at både oversætteren, forfatteren af forordet og Bidstrup tog offentligt afstand fra at være blevet "draget ind i den lumre Atmosfære". Ugens Bidstrup overlevede besættelsen. Den var stadig stort set upolitisk, men af og til sneg der sig en dobbeltbundethed ind i tegningen. Der var saåedes en politisk kommentar i Mørklægning, der viser en mand, der kæmper med at hænge et mørklægningsgardin op, men ender med selv at blive viklet godt og grundigt ind i det. At det var den danske befolkning, der nu ville blive mørkalgt, var en måske i sit omfang utilsigtet kommentar, idet tegningen var udført før besættelsen, skønt den først blev bragt 14. April 1940.

Det var umuligt direkte at kritisere de politiske forhold, mens dagligdagens besværligheder med varemangel, rationering og prisstigninger godt kunne kommenteres i humoristisk form. Det gjorde Bidstrup bl.a. i Surrogater, omhandlende varemangel og pigemangel - alle pigerne går angivelig til soldaterne, så "Hr. Menigmand" må nøjes med en gine. I Kredsløb beskriver han den samme tot tvists vandring gennem varekredsløbet fra en madras over cigarer, kaffeerstatning, skosåler og sluttelige tilbagevenden til udgangspunktet.

Bidstrup mindedes altid sine år på Social-Demokraten med glæde. Med hensyn til tegnemæssig udvikling betød disse år meget, hans karriere fik en flyvende start, han blev hurtigt fast medarbejder, tjente ret godt og kunne anskaffe bil allerede i 1938. Men under besættelsen voksede hans frustrationer over de forhindringer, Social-Demokraten lagde i vejen for antinazistisk arbejde. I 1943 fik både han og de øvrige medarbejdere skriftlig besked om, at det var fyringsgrund at deltage i illegalt arbejde. Preben Wilmann, som sympatiserede med modstandsbevægelsen, var den eneste på redaktionen, som kendte Bidstrups illegale aktiviteter og hans beslutning om at forlade Social-Demokraten efter krigen. Den 13. maj 1945 stod Bidstrups sidste tegning i avisen. Allerede den 6. maj var hans første tegning blevet trykt i det kommunistiske dagblad Land og Folk.