Personalia

Rasch kommer til


Købmand Jørgen Stender Rasch,
som han så ud omkring det tidspunkt, hvor han etablerede sig i Helsingør.


I en annonce i Helsingør Dagblad og avisen Nordsjælland den 16. oktober 1893 kunne man læse følgende:
Forretningsoverdragelse
Fra Tirsdag den 17de Oktober d. A. har Undertegnede overdraget den i mange aar her på Pladsen førte Kolonial-, Hørkram- og Jernhandel til Hr. Kjøbmand J.S. Rasch, og idet jeg takker mine mange Kunder for den Tillid og Velvilje, de har udvist lige overfor det gamle Firma, beder jeg Dem skjænke min Efterfølger den samme.
Med Højagtelse
Frederik Joelsson


Annonce fra byens aviser den 16. oktober 1893,
hvor J.S. Rasch 's overtagelse af butikken i Stengade 45 bliver offentliggjort.

Jørgen Stender Rasch var af en gammel bornholmsk slægt, der oprindelig stammede fra Holsten og som gennem mere end 300 år havde ernæret sig ved søfart og handel. Han var født i 1866 som søn af en skibsfører og købmand, og det lå fra starten i kortene, at Jørgen Stender Rasch også skulle gå handelsvejen.
Faget som købmand lærte han godt og grundigt hos den kendte købmand Gundel i Nyborg, hvor den senere så berømte og populære forfatter Morten Korch i øvrigt også var i købmandslære samtidig med Rasch.
Folk i Helsingør skulle snart opdage, at der var kommet nye kræfter til i den gamle købmandsforretning i Stengade. Jørgen Stender Rasch gik hurtigt i gang med at modernisere forretningen og udvidede den betydeligt, så der nu blev tale om en kombineret købmands-, delikatesse- og vinhandel sideløbende med jernhandelen, som Rasch også besluttede at videreføre.
Det udvidede varesortiment stillede krav om større lagerplads, og Rasch løste det ved at leje sig ind i en bygning i gården i Stengade 49. Til gengæld fik han selv en lejer i nogle af lokalerne på førstesalen i baghuset - dér, hvor den joelssonske pigeskole havde haft til huse.
Det var bogtrykker L. H. Andersen, der her etablerede sit første selvstændige bogtrykkeri under snævre forhold. Det varede da også kun fire år, så måtte trykkeriet flytte til større og mere velegnede lokaler i Stengade 41.


Forretningen omkring år 1900 efter moderniseringen,
hvor blandt andet gulvet var blevet sænket.

Selve butikslokalet undergik også en forvandling. For at skaffe større loftshøjde - og dermed bedre plads til hylder og reoler - blev gulvet sænket. Det betød også, at man nu kunne gå direkte ind fra gadeniveau i modsætning til tidligere, hvor der var to trin op til forretningen.
Kundekredsen udvidedes med det nye forretningskoncept, og Rasch indså også meget tidligt, at der lå et stort potentiale i svenske kunder, der tog vejen til Helsingør for at handle godt og billigt.
Efter at Statsbanerne havde åbnet for regelmæssig færgetrafik mellem Helsingør og Helsingborg 1892 var turen mellem de to sundbyer plus blevet overkommelig - også for almindelige mennesker.
I det ydre tog købmandsforretningen et spring ind i den nye tid. De oprindelige små vinduer blev i 1894 udskiftet med to store, egentlige butiksvinduer, der forøgedes yderligere ved en ny modernisering i 1907.
Der blev nu mulighed for at udstille varer i vinduerne, og folk kunne få et kig ind i selve butikslokalet, hvad der ikke havde været almindeligt tidligere.
Satsningen på de svenske kunder blev for ah indledt i årene op til Den første Verdenskrig, a det viste sig at være en bæredygtig idé, som har præget forretningen helt frem til vore dage - naturligvis med de op- og nedture, som konjunkturerne og de ydre omstændigheder i øvrigt har bestemt.
Der er ingen tvivl om, at J. S. Rasch var både fremsynet og en dygtig forretningsmand. Og så nød han godt af udviklingen i byen. Den vendte sig til det bedre, efter at grosserer Mads Holm havde grundlagt Helsingør Jernskibsværft og Maskinbyggeri i 1882. Værftet tiltrak både flere mennesker og nye investeringer, og for første gang siden nedturen i kølvandet på Sundtoldens ophævelse i 1857 var der igen optimisme i Helsingør. Åbningen af Kystbanen til København var med til at forstærke udviklingen. Stagnationen var afløst af ny fremgang, og det tilgodeså naturligvis først og fremmest dem, der var indstillet på at udnytte de ændrede forhold - som netop Jørgen Stender Rasch.
Den forøgede købekraft blandt "menigmand" og den nye optimisme betød gode tider for J. S. Rasch, der dog ikke hvilede på laurbærrene. Han var til stadighed opmærksom på det kundeunderlag, der fandtes på den svenske side af Øresund, og som noget helt specielt udnyttede forretningen nogle toldbestemmelser, der gav svenske kunder mulighed for at købe cigaretter på udførsel - til særdeles favorable priser.
Det foregik på den måde, at man afgav sin bestilling på cigaretterne i butikken og man fik derefter et rejsebevis, som skulle forevises, når man senere afhentede sine bestillinger hos Toldvæsenet i Helsingborg.
Cigaretsalget på udførsel var en trafik, som fortsatte helt frem til besættelsen, da svenskerne af gode grunde blev forhindret i at handle i Helsingør. Ordningen kom imidlertid til at give Rasch en fortrinsstilling, der kom de danske kunder til gode. Da cigaretter blev rationeret havde Rasch stadig - i kraft af den tidligere aftale med svenskerne - en ekstra stor kvote, som kunne udnyttes til at sikre større rationer til røghungrende danske kunder.


Familiehygge i "Salen"som dagligstuen på første sal blev kaldt.
Fra højre er det fru Elna Rasch med børnene Elsebeth, Herman og Olaf.

Alt det nåede Jørgen Stender Rasch imidlertid ikke selv at opleve. Han døde allerede i 1927 - og hans død vakte stor sorg i byen og omegnen.
I de 34 år som købmand havde Rasch skabt sig et omdømme - ikke alene som en dygtig købmand, men også som et højt respekteret menneske.
Begravelsen fra Sankt Olai Kirke var da også et tilløbsstykke, og det bemærkedes, at der i følget sås mange smedemestre fra omegnen. Det var de kunder, der primært benyttede forretningens jernhandel.
Jørgen Stender Rasch's enke - Elna - besluttede sig for at føre forretningen videre, og her fik hun god hjælp. Parrets søn - Herman Bohn Rasch, der var født den 8. marts 1910 - havde allerede lært handelen hos den kendte købmand Wandel Petersen i Roskilde, og han stod dermed godt rustet til at videreføre forretningen sammen med sin mor.

Herman Rasch tager over

Samarbejdet mellem mor og søn kom til at strække sig over en halv snes år - frem til Elna Rasch's død i 1938. Og der var virkelig tale om et samarbejde. Nok var det Herman Rasch, der stod for de praktiske forretninger, men mor Elna tog bestemt også sin tørn - ikke mindst med regnskaberne, som det fremgår af kasse- og statusbøger, som stadig er bevaret.


Herman Rasch med det daværende personale i 1929, umiddelbart efter at han var blevet hentet hjem for at bestyre forretningen for sin mor.
Bemærk at butiksvinduerne er blevet væsentligt større end ved ombygnin¬gen i 1885 - samt tobaksautomaterne, der var fast bestanddel af de fleste købmandsforretningers facade på daværende tidspunkt.

I selve butikken mærkedes det nok, at der var kommet en ny generation til. Herman Rasch kom hjem med nye ideer og frisk inspiration, men det er karakteristisk, at der ikke fandt nogen egentlig revolution sted. Udviklingen skete stille og roligt og med stor respekt for kundekredsens ønsker og behov.
Et af de områder, hvor udviklingen tydeligst slog igennem, var på varesortimentet. Det blev udvidet kraftigt - og mange nye specialiteter og delikatesser kom til.
Kaffe blev et af de produkter, som forretningen i stigende grad satsede på - og ikke så mærkeligt, da Herman Rasch så at sige blev giftet ind i kaffedynastiet Edv. Petersen - gennem ægteskabet med Grete Milan Petersen.
Edv. Petersen og hans efterfølgere drev i mange år kaffebrænderi i Stengade 40 - indtil fabrikken flyttede til nye og større lokaler ved Haderslevvej.
Kaffe havde dog også tidligere været på hylderne hos Rasch. Helt tilbage i starten af 1920'erne blev det således annonceret, at forretningen havde anskaffet sig elektriske kaffemøller til erstatning for de hånddrevne kaffekværne, således at kundernes ventetid på friskmalet kaffe nu blev stærkt reduceret - og de store kaffemøller blev et synligt indslag i butiksvinduet.
Indgangen til 1930'erne havde generelt været en svær tid med depression og stor arbejdsløshed, men op igennem ti-året bedredes konjunkturerne, og det mærkedes på forretningens omsætning.
Antallet af daglige kunder i forretningen steg, og det samme gjorde forretningens service i form af tilbud om udbringning af varer - en ordning, som mange kunder benyttede sig af. Forretningens lille varebil og Long John-cyklerne prægede bybilledet.
Også antallet af svenske kunder steg. Herman Rasch var fra starten klar over det potentiale, der lå i oplandet på den anden side af Øresund, og der taltes lige så meget svensk som dansk i forretningen på de store dage.
Men den udvikling blev brat forstyrret, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Med ét slag blev "livlinen" over Øresund skåret over - og på den hjemlige front satte det snart ind med problemer i form af vareknaphed og alskens surrogatprodukter erstattede de originale varer på hylderne.

Besættelsestid og jubilæum

Årene under besættelsen var selvsagt problematiske. Det er aldrig sjovt for en købmand, når han flere hundrede gange i dagens løb må skuffe kunder med et "Det har vi desværre ikke!" eller "Det kan ikke længere skaffes!"
Et lyspunkt var det dog - som andetsteds nævnt - at forretningens tobakskvoter var langt større end konkurrenternes i kraft af den specielle toldordning, som Rasch havde forstået at udnytte inden krigens start.
Et andet lyspunkt midt i den mørke tid var, at forretningen i oktober 1943 kunne fejre 50 års jubilæet for Jørgen Stender Rasch's overtagelse.
Jubilæumsfesten blev afholdt i Skydeselskabets lokaler i Stengade, og trods varemangel blev det en mindeværdig fest for deltagerne fra familie, vennekreds, personale og leverandører.


Her er deltagerne lynskudt før festmiddagen.
Det var midt under den tyske besættelse, og da der var udgangsforbud om aftenen fra klokken 23 måtte festlighederne starte allerede klokken 16.

I forretningen fik alle kunder på jubilæumsdagen foræret et kvart kilo ris - en absolut sjældenhed dengang - samt en fem-styks pakke cigaretter af mærket Paw Manhattan - også en mærkværdighed - for de var vistnok lavet af kirsebærblade!
På et andet område satte besættelsen også sit præg på jubilæet. Der var udgangsforbud om aftenen, og derfor måtte festlighederne starte allerede klokken 16.
Men for en stund glemtes krigens trængsler, og det var kun de positive sider, der blev trukket frem i festsangen, som var skrevet til anledningen af Gummifabrikken Tretorns direktør Harald Olsen, som var en god ven af familien.

I sangen hedder det blandt andet:

I Rasch's butik det summed' som et Babel af tysk og
engelsk, russisk og af spansk, i alle lev'ne sprog var
man kapabel, dog allermest i svensk og så i dansk.
Slog sproget ikke til, man lagde nakken
tilbage, mens man højlydt sagde "Ah!" og
pegede på lommerne i frakken, så var den
klaret, det var jaklig bra!

Det blev en meget tit gentaget sætning i alle lag i vores gamle by, at Rasch's butik, det var en rask forretning, for gode, stærke varer, fik den ry. Konfekt og jernrør, stål og krydderier og lommeflasker af enhver facon, som ikke skaf fed' tolder-bryderier men passed' til en svenskers skabelon.

Helsingør Dagblad benyttede jubilæet til at lave et interview med Herman Rasch, hvor journalisten lidt provokerende starter med at spørge, om Rasch er enig i, at købmandsstanden er gået tilbage, at den mangler udsyn og fortaber sig i småborgerlig detailhandel.

Det er Herman Rasch bestemt ikke enig i, men han svarer diplomatisk:
- Tja, jeg tror nu nok, at den opfattelse er en del forfejlet. Det kan jo ikke nytte at fortabe sig i de gyldne kolonitider, når vi ingen kolonier har mere.
- Jeg vil absolut tro, at den unge købmand af i dag er fuldt så vågen og initiativrig som den flosisante periodes købmænd. Men naturligvis er handelen lagt om på en helt anden linie. Vi lever i specialiseringens tidsalder, og man går mere og mere over til at have kaffehandlere, melhandlere osv. Og det vil sikkert udvikle sig endnu mere i den retning.
- Hvordan går forretningen egentlig i denne krisetid, lyder næste spørgsmål:
- Vi er kommet forbavsende godt igennem. I det hele taget synes jeg, at vi her i landet har det som i et eventyrland, når man tager forholdene i udlandet i betragtning. Vi købmænd har jo altid noget andet at falde tilbage på, når nogle af varerne udgår. Det er langt værre for specialforretningerne som f.eks. tobakshandlere. De er absolut at beklage.
- Vi har desuden jernhandelen til støtte. Vi er faktisk de eneste, der handler med jern her i omegnen, så folk er næsten nødsaget til at købe hos os.
- Men de kan vel mærke forskellen alligevel, når man sammenligner med " de gamle dage" ?
- Ja, selvfølgelig. Der er noget, vi savner i høj grad. Det er svenskernes besøg. De livede så dejligt op. Svenskerne er vældig fornøjelige at have som kunder.
- Men de kommer vel igen engang?
- Forhåbentlig. Det er mit højeste ønske for fremtiden, at vi snart må få gode, fredelige tider igen med fremgang for Danmark og for handelen, slutter Herman Rasch interviewet.

Den store udvidelse

Det blev normale tider igen - og svenskerne kom efterhånden også tilbage. Op igennem 1950'erne kunne det for alvor mærkes, at der var kommet flere penge mellem folk, og kravet om et stadigt større vareudvalg voksede. Også konkurrencen fra nyetablerede købmænd og supermarkeder i udkanten af byen kunne mærkes, og for at fastholde - og gerne udvide - kundekredsen besluttede Herman Rasch at sætte en stor ombygning og udvidelse i gang.
Forretningen var bygget om og moderniseret i flere omgange i årenes løb, men der var aldrig ændret afgørende på selve butiksarealets størrelse. Det blev der imidlertid nu.
Der blev udarbejdet et projekt, som åbnede mulighed for en fordobling af det eksisterende butiksareal og i maj 1961 blev selve arbejdet sat i gang.


Gården, som den tog sig ud, da ombygningen i 1961 netop var gået i gang.

Det blev en hektisk byggeperiode, der varede helt frem til starten af november samme år, men da arbejdet var overstået, kunne familien Rasch til gengæld glæde sig over en forretning, der levede op til tidens krav - og mere til.
I forbindelse med indvielsen af det store ombygningsprojekt sagde Herman Rasch til avisen Nordsjælland, der dengang endnu udkom som dagblad:

- Vi er nødt til at følge med tiden, hvis vi vil klare os i konkurrencen, ellers løber de nye og fine forretninger i byens udkant med vores kunder, efterhånden som byen vokser derud.
- Og vi er nødt til at have god plads, fordi der kommer flere og flere vareenheder. En velforsynet købmandsbutik er i dag nødt til at have omkring 1500 vareenheder mod de store kædebutikkers ca. 800.

Ved ombygingen blev Rasch's forretning ikke omdannet til selvbetjeningsbutik, selvom flere af tidens købmænd og kædeforretninger havde valgt denne form.

Rasch forklarede selv:
- Jeg tror, at tidens løsning er de såkaldte tempo-butikker, sådan som vi nu har indrettet den. Her kan kunderne frit vælge, om de vil tage varerne selv eller om de vil disk-betjenes, hvad mange foretrækker.
Rasch understregede da også, at der nok var tale om en butik med nutidig udformning, men der blev bygget videre på en gammel købmandstradition. Der skulle stadig være plads til at give kunderne en personlig vejledning og betjening på den gammeldags måde.

I en annonce, som indrykkedes i de lokale aviser i forbindelse med genindvielsen, blev der dog lagt vægt på, hvad den store udvidelse havde åbnet muligheder for og plads til. Der nævnes specielt en større og mere velassorteret køledisk, der dagligt forsynes med friske varer samt nye, store køle-frostmontrer med et stort udvalg af dybfrosne bær, grøntsager, fisk og fjerkræ og endelig en betydelig udvidelse af vinafdelingen, hvor der altid findes "et meget stort udvalg i vin og spirituosa til de helt rigtige priser."
De mange måneders ombygning havde været en hård og travl tid at komme igennem - både for familien Rasch og forretningens medarbejdere, og da selve butikslokalet var færdiggjort blev resultatet fejret med en middag for personalet. Middagen blev holdt i familiens sommerhus i Højstrup, idet en sideløbende ombygning af privaten på førstesalen endnu ikke var færdig.
Fru Grete Rasch havde forfattet en festsang til personalemiddagen, hvor hun morsomt causerede over ombygningen og alle dens besværligheder.
Selve ombygningen var som sagt den mest radikale, der hidtil var gennemført på ejendommen og den lagde grunden til den indretning, der kendes i dag.


Herman Rasch fotograferet sammen med kommis Poul Jensen i 1957.

De gode tider

Med den store modernisering og udvidelse havde Rasch for alvor taget hul på de nye tider, og forretningen stod nu rustet til fremtidens udfordringer så godt det nu kunne lade sig gøre.
For Rasch vidste, at konjunkturerne ville skifte. For købmandsbranchen havde der altid været op- og nedture, og det måtte man indstille sig på.
Det gjorde Rasch - ved at konsolidere sig og investere, når tiderne var gunstige, så der var noget at stå imod med, når der kom tilbagegang.
Og tilbagegangen kunne være umulig at forudsige. Udbrud af mund- og klovesyge, importrestriktioner, ændrede toldregler og mange andre udefra kommende forhold havde afgørende betydning - ikke mindst for en butik som i væsentlig grad havde baseret sin omsætning på svenskehandelen.
Men netop svenskehandelen tog et kraftigt opsving fra starten af 1960'erne - ikke mindst forstærket af, at Systembolaget i Sverige foretog en mærkbar prisforhøjelse for at dæmpe befolkningens købelyst. I Helsingborg og det øvrige Sydsverige var reaktionen blot en "folkevandring" over Øresund - for at hente de gyldne dråber i Helsingør.
Det var i lyset af disse gode tider, at forretningen i 1968 kunne fejre 75 års jubilæum - en begivenhed, der igen blev markeret med reception og fest i Skydeselskabets lokaler.
Også forretningen og medarbejderne var stemt til fest på selve jubilæumsdagen, hvor alle ansatte blandt andet gik med en rød roset i knaphullet.
Op igennem 1970'erne skete der yderligere en eksplosiv udvikling i svenskehandelen. Foran butikken i Stengade stod der hver morgen i hundredevis af kasser med vin og spiritus, og mange gange nåede kasserne knap nok at komme ned ad slidsken til kælderen, før de blev hentet op i den anden ende og langet over disken til de glade svenske kunder.
Snaps, brandy og dansk frugtvin - først og fremmest kirsebærvin - var de store slagnumre hos svenskerne.
Det var gyldne tider og der var perioder, hvor der måtte otte-ni medarbejdere til at ekspedere om lørdagen, for at få alting til at glide jævnt. Mange deltidsansatte blev tilknyttet, og på et tidspunkt var der totalt omkring 35 medarbejdere i virksomheden.
Herman Rasch's forudsigelser om stigende specialisering kom til at holde stik i disse år. Mange af de traditionelle kolonialvarer forsvandt fra hylderne for at give plads til et endnu større udvalg af vin og spiritus, og denne specialisering fortsatte op igennem 1980'erne.
Det gjorde de gode tider med svenskehandelen også, men så var det ved at være slut.

"Butikken her har været mit liv"

I december 1992 var det med ét slag forbi med de gode tider for svenskehandlen. Over en nat blev den svenske krone kraftigt devalueret, og den ellers så stærke valuta blev pludselig "lillebror" forhold til den danske krone.
Det betød, at svenskernes indkøb i Helsingør typisk blev 50 procent dyrere end tidligere, og det kunne mærkes på omsætningen hos alle de butikker, der i større eller mindre grad havde baseret sig på svenskehandel - også hos Rasch.
Her dalede omsætningen i svenskehandelen med to tredjedele, og det blev nødvendigt at skære ned på antallet af ansatte i forretningen - fra femten til fem. Heldigvis kunne hovedparten af reduktionen klares ved naturlig afgang.
Forretningens økonomiske fundament var også stærkt nok til at bringe den gamle butik igennem krisen - mens mange kolleger i byen måtte dreje nøglen i månederne efter den svenske devaluering.
Nedturen varede i nogle år, men chokket fortog sig langsomt. Mange svenskerne opdagede, at de slet ikke kunne undvære indkøbsturen til Helsingør, og hér indstillede forretningerne sig på de nye tider gennem fordelagtige indkøb, der kunne reducere udsalgspriserne.
Den personlige betjening og atmosfæren i Helsingør stod også i skarp kontrast til det, man oplevede i det svenske Systembolag.
- Og heldigvis har svenskerne lært at veksle til danske penge, før de rejser hjemmefra. Så slipper vi for at fortælle dem, hvad kursen er og se dem trække sig tilbage, rystede over, at den svenske krone er mindre værd end den danske, sagde Herman Rasch på et tidspunkt i en kommentar til de nye tider.
Men en egentlig fremgang i svenske han kom først for alvor igen, da Sverige i 1995 medlem af EU og dermed åbnede mulighed for at svenskerne kunne indføre langt større rationer i: øl, vin og spiritus - selv på endagsture.


Herman Rasch og førstemand Knud Tage Sørensen
fotograferet af en svensk stamkunde i 1967.

Knap et år efter den svenske devaluering - i oktober 1993 - kunne Herman Rasch fejre forretningens 100 års jubilæum.
Igen lagde Skydeselskabet rammer til jubilæums-festen, hvor der fra alle sider var stor hyldest til den nu 83-årige Herman Rasch, der også selv kunne glæde sig over, at det heldigvis ikke altid er rigtigt, når man siger, at " om hundrede år er alting glemt."
Trods alderen var Rasch stadig aktiv i forretningen, selvom han på det seneste havde undt sig selv et par timers hvil midt på dagen!

Og i et jubilæumsinterview i Helsingør Dagblad udtalte han:
- Når jeg engang skal forlade forretningen for altid, skal det være med fødderne forrest. Heldigvis er helbredet stadig i orden, og så vil man jo helst fortsætte. Butikken her har været mit liv!

Desværre havde Herman Rasch ikke ret i, at helbredet var helt i orden. En måneds tid efter jubilæet meldte sygdommen sig, og han blev nødt til at trække sig tilbage fra den daglige gang i butikken og til førstesalens lejlighed, hvorfra han dog levende fulgte med i, hvad der foregik nedenunder.

I forsommeren 1994 tog sygdommen til, og det blev til sidst nødvendigt med indlæggelse på sygehuset, hvor Herman Rasch sov stille ind den 30. juli - omgivet af den nærmeste familie - datteren Anne og barnebarnet Stephan.
- En af de helt store skikkelser i Helsingørs handelsliv er gået bort, som det konstateredes i en nekrolog i en af de lokale aviser.
Fra alle sider havde der stået respekt omkring Herman Rasch og hans ledelse af forretningen. Hans menneskelige kvaliteter, hans dygtighed som købmand og en legendarisk flid blev fremhævet, og så var det trist, at man ikke længere skulle se ham som et fast indslag i bybilledet i den karakteristiske hvide kittel!
Denne gang stod der ikke en ny Rasch parat til at tage over. Men Herman Rasch havde på forhånd sikret forretningens videreførelse under ledelse af Knud Tage Sørensen, som havde været tilknyttet forretningen i en lang årrække og som Rasch havde gjort til sin partner.

Engagement i foreningslivet


Herman Rasch blev i 1991 udpeget til fuglekonge i Helsingør Kongelig Priviligerede Skydeselskab.
Her hans skydeskive, som bærer erindringen om den bornholmske familie for tid i form af Rønnes byvåben samt - naturligvis - facaden af ejendommen i Stengade.

For Herman Rasch var tilværelsen som købmand ikke bare et arbejde - det var også en livsstil. Derfor var han med fra tidlig morgen og ofte til sen aften. Før åbningstid var der altid praktiske ting, der skulle ordnes med varemodtagelse, opfyldning på hylderne osv. og efter lukketid var der alt det administrative, regnskaber, bogholderi og lignende.
Fritid var der ikke meget af, men Herman Rasch fik dog ind imellem mulighed for at engagere sig i foreningslivet. Spejderbevægelsen havde haft hans interesse fra de unge år, og det var en interesse, som holdt sig usvækket op igennem årene og fortsattes i Sct. Georgs Gilderne.
Hertil kom deltagelsen i de fagligt orienterede foreninger - først og fremmest Handelsstands-foreningen, Købmandsforeningen af 1905 og Industriforeningen, hvis arbejde han fulgte på nærmeste hold og som aktiv medspiller.
Også Landsforeningen Dansk Arbejde nød godt af hans bevågenhed, og han var således i en lang årrække både bestyrelsesmedlem og kasserer i foreningens Helsingør-afdeling.
Men den forening, der nok stod ham allernærmest, var Helsingør Kongelig Priviligerede Skydeselskab, der jo også var genbo i Stengade.
Her havde han sin gang i mange år og kunne slappe af ved billardbordet med gode venner og skydebrødre, og det var helt naturligt, at han blev valgt til fuglekonge i det ærværdige gamle selskab i 1991.
Hans skydeskive, som blev fremstillet i denne forbindelse, hænger blandt de øvrige skiver i den store sal i Skydeselskabet. Motivet for skydeskiven afspejler Herman Rasch's liv og hverdag. En gengivelse af forretningens facade dominerer, men blandt ornamenterne er der også blevet plads til en erindring om familiens bornholmske fortid - i form af købstaden Rønnes byvåben, og Industriforeningens logo er ligeledes med.
Rasch bevarede til det sidste de tætte forbindelser og venerationen for Skydeselskabet og han bidrog i flere omgange økonomisk til selskabets drift - blandt andet med en stor donation til restaurering af klenodierne - skydeskiverne igennem flere hundrede år.