Fabrikkens start og perioden under Peter Ipsen 1843-1860

P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terracottafabrik blev grundlagt i 1843 , af Rasmus Peter Ipsen, søn af styrmand og skipper Henrik Ipsen og Birgitte, Marcher. Han blev født i Rønne d. 2.11.1815 som den ældste af fire søskende! Hans far døde meget ung i 1826 af gul feber, så den unge Peter måtte tidligt hjælpe moderen med at forsørge familien. Peter Ipsen kom således ud at tjene som 13- årig på et teglværk, hvor hans arbejde bestod i at bære sten. I hans selvbiografi er beskrevet, at han bar 4000 sten om dagen. Det var alt for hårdt for ham, så han blev flyttet til en anden afdeling og kom til at fylde sten i ovnen i stedet. Af dette hårde arbejde fik han en »overanstrengelsessygdom«, der plagede ham resten af livet!

I 1830, efter Peter Ipsens konfirmation, fandt hans mor en læreplads til ham hos snedkermester Johannes L. Balle i Rønne, hvilket han var glad for da det altid havde været hans lyst at snitte og skære i træ. Her arbejdede han fra kl. 5 om morgenen til kl. 22 aften, og i fritiden passede han ofte mesters .lille søn. Efter et halvt år blev dette job imidlertid også for meget for den skrøbelige unge mand, han besvimede pludselig en dag og måtte holde sengen i flere dage. Peter Ipsen begyndte nu også at få vand i benene og der udvikledes store sår, så han til sidst måtte tage hjem til sin mor for at rekreere sig. Det var et nederlag for Peter der gerne ville hjælpe sin fattige mor, men i stedet selv måtte hjælpes, og det pinte ham at der i hjemmet blev en mund mere at mætte. Så det var glædeligt, da skolekammeraten Michael Didrichsen i august måned kom hjem på besøg fra København og tilbød at formidle en læreplads på Den kgl. Porcelainsfabrik.

Peter Ipsen kom således som 18-årig d. 28. august 1832 til København for at uddanne sig til porcelænsdrejer. På det tidspunkt var arkitekt, professor G. F. Hetsch kunstnerisk leder af fabrikken, og han kom hurtigt til at øve en stærk indflydelse på den unge bornholmer. Hetsch var almindeligt anerkendt som den store autoritet og førende vejleder i »Den gode Smag« indenfor arkitektur og kunstindustrielle frembringelser. Det er i høj grad hans fortjeneste, at den forfinede senklassicisme kom til at beherske dansk arkitektur, møbelkunst og kunsthåndværk langt op i 1860' erne, længe efter at stilen var gået af mode i udlandet. Peter Ipsen var i lære på Den kongelige Porcelainsfabrik i 6 år og viste fra starten håndelag for faget samt en betydelig form- og farvesans, hvilket ikke undgik Hetschs opmærksomhed. I kølvandet på tidens mange arkæologiske udgravninger i Grækenland og Italien opstod der over hele Europa en betydelig interesse for oldtidens keramik, især de græske vaser, der under betegnelsen »etruriske lerkar« blev genstand for mange efterligninger. Den kgl. Porcelainsfabrik optog som de første i Danmark en produktion af disse i terracotta. De blev fremvist på Industriudstillingen i København i 1834, og mange af disse var fremstillet af Peter Ipsen.

Den første tid

Påskelørdag den 15. april 1843 startede Peter Ipsen, som 28-årig, sit eget pottemagerværksted i lejede lokaler (en gammel smedie) på Nørrebrogade i København over for Assistens Kirkegård. Samme dag blev han gift med den 21-årige Christine Lovise Bierring (1822-1905). Det var hende der senere blev kendt som »Enken«. Lovise arbejdede selv på værkstedet med at skære tunger ud på de populære hængeampler til potteplanter. Disse ampler vakte stor interesse og fik anerkendelse på de mange udstillinger fabrikken deltog i. At Lovise havde sin daglige gang på fabrikken gjorde sit til, at det faldt hende lettere at overtage ledelsen, da Peter Ipsen døde i 1860.

Peter Ipsen startede hvad man dengang kaldte et pottemageri i et forsøg på at videreudvikle en gren af Den kgl. Porcelainsfabriks virksomhed, nemlig fabrikationen af lerkar i etrurisk stil, som han havde været og stadig var beskæftiget med her. Først fremstillede han hånddrejede brugsting som vaser, urtepotter, »... der alle opkøbtes af Blomsterhandler Mørk der afsatte dem med Blomster i« samt opsatser og vandkølere, mange med motiver i relief efter Thorvaldsen. Vandkølerne blev en stor succes, og de eksporteredes i stort antal bl.a. til Dansk Vestindien. Allerede i 1850 produceredes en del »flettede« genstande som skåle, opsatser, cigarbægre og lignende.

Ved fabrikkens start blev genstandene lavet af terracotta, hvilket er italiensk for brændt jord. Genstandene blev hånddrejet af fint slemmet ler og brændt uglaseret ved lav temperatur. Nogle af genstandene blev derefter bemalet med oliefarver. På grund af den lave brændingstemperatur var genstandene meget skøre, malingen skallede af, og de kunne ikke tåle afvaskning med vand og sæbe.

Peter Ipsen hentede sit ler på Bomholm; i Onsbæk sydøst for Rønne. Det var en besværlig og dyr transport, men Ipsen vidste fra sine drengeår, at det bedste ler fandtes her. Opstarten var svær for Ipsen. Han var fattig, modtog ingen form for statshjælp, og fik gang på gang afslag på de banklån, han søgte. Han havde end ikke råd til at bygge en ovn, så i begyndelsen blev hans ting brændt på Den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han, stadig arbejdede på deltid. Brændingen af terracotta og porcelæn i samme ovn gav store problemer, fordi porcelænet brændes ved højere varmegrader end Ipsens terracottating kunne tåle. De gik ofte i stykker eller blev skæve og måtte kasseres.

Peter Ipsen var en ihærdig mand. Han arbejdede troligt videre, og efter en tid fik han da også skrabet penge sammen til at få bygget sin egen ovn. Det fortælles, at han endda forsøgte at brænde sine første genstande i essen i den gamle smedie.

Det viste sig at være svært for Ipsen at afsætte sine ting, da publikum var skeptisk overfor de uglaserede genstande der på dette tidspunkt ikke var på mode. Men Ipsen holdt imidlertid fast på, at folk skulle lære at opfatte skønheden i form og farve, og uden glasur, i det enkle materiale som terracottaen var. Langsomt overvandt han da også modstanden hos porcelænshandlerne der var hans primære afsætningskilde, vel især på grund af produkternes kvalitet. Stor succes opnåede de føromtalte hængeurtepotter, som blev fabrikkens egentlige gennembrud hos publikum.

Så nu var den tid forbi da Peter Ipsen sneg sig rundt til porcelænshandlerne med nogle få terracottagenstande for at finde den der underbød ham mindst. Småt var det dog stadigt og Peter Ipsen lærte aldrig at betragte sine produkter som handelsvarer han var kunstneren der var nødt til at sælge for at leve.

Efterhånden henvendte mange handlende sig til ham for at købe et lager af bestemte letafsættelige ting, men han afviste dog altid at lave de efter moden formede genstande. Og det skal siges til hans ros, at han glædede sig mere over en ny tillavet genstands skønhed end over, at en ny afsætningskilde var fundet. Gennem hele Ipsens færd gik der en idealistisk ånd, en aldrig svigtende kraft til overalt at holde på skønheden og aldrig slippe den, hvilket man må have så meget større respekt for, da han hele sit liv var og blev som det hedder en ganske »simpel« mand. Han var ikke god til at omgås pen og blæk eller andre boglige ting. For ham var det håndens arbejde der betød mest.

På auktion den 8. september 1847 købte Peter Ipsen 4 tønder land (matr. nr. 6c) på Utterslev Mark ved Frederikssundsvej til en pris af 1410 rigsdaler. Her byggede han et beskedent værksted med ovn. Det var langt ude på landet i Brønshøj-Rødovre sogn og længe før området blev indlemmet i Københavns kommune.

Frederikssundsvej var dengang en smal landevej med dybe grøfter, hvor der om foråret løb rislende vand og på grøftekanterne groede en sand flora af forårsblomster, følfod mælkebøtter og lignende.

Peter Ipsen og hans familie boede under ret beskedne forhold tilleje på 1. sal i en ejendom i nærheden af fabrikken som blev kaldt »Det høje Hus« indtil der blev bygget en bolig i forbindelse med selve værkstedet. I forbindelse med sønnen Bertels giftemål i 1873 blev der opført en ny beboelse i to etager.

Peter Ipsen deltog i flere udstillinger. Han var klar over betydningen af at få sine ting vist frem til så mange som muligt og var bl.a med på, Industriforeningens udstillinger i 1844 og 1852 med vandkølere (Gargounletter), græske lerkar, vaser m.m., men uden at vække den helt store opmærksomhed hos publikum. Dog var det helt sikkert ham kunsthistorikeren N. L. Høyen sigtede til, da han i 1852 udtalte, at Den kgl. Porcelainsfabrik »udstiller Efterligninger af græske lerkar, som i Farvens Behagelighed maa staa tilbage for dem, der leveres af en privat Fabrikant ...«.

Om de udstillede genstande i 1852 hedder det i Industriforeningens Quartalsberetninger: »Af de finere Pottemagerarbejder udhæver vi de af P. Ipsen udstillede Genstande. Terracotta-Arbeiderne udmærkede sig ligesom sidste Gang ved omhyggelig Behandling og smukke Former, og Efterligningerne af Carlsbadertøi var vellykket, baade i Henseende til massen og Formen.« På samme udstilling modtog Ipsen fabrikkens første medalje.

Ipsen tog på udenlandsrejse til Frankrig i 1859 sandsynligvis tilskyndet af Olrik og besøgte museer, udstillinger og samlinger i Paris for at blive inspireret. Specielt porcelænsfabrikken i Sevres vakte hans store interesse.

Siden Industriforeningens stiftelse i Kjøbenhavn i 1838 havde der været afholdt ugentlige fremvisninger og foredrag om nye kunstprodukter og på disse fremvisninger modtog firmaet P. Ipsens Terracottafabrik både anerkendelse og fine anmeldelser. Ved en sådan forevisning den 31. august 1860 mødte Peter Ipsen op med to terracottafigurer i naturlig størrelse: En sovende Dreng med sin Hund modelleret af Professor J. A. Jerichau og Kong Skjold som Barn modelleret af Th. Stein samt tre vaser til planter efter Chr. Hetschs tegninger. »Figurerne vare meget smukt udførtet og vistnok de første større Arbeider af denne Art der ere udførte her i landet.«

Det var den sidste forevisning Peter Ipsen personligt deltog i. Han gik hjem med høj feber og døde den 12. september 1860 kun 45 år gammelt formentlig af noget så banalt som blindtarmsbetændelse.

Han efterlod sig kone og 4 børn; Bertel Christian (1846-1917), Malvina (1852-1934), Fanny (1856-1867) og Margrethe (28.5.1860-11.10.1860). Det var et hårdt slag for Lovise at miste både ægtefælle og lille Margrethe med en måneds mellemrum. Også datteren Fanny dør, kun 11 år gammel. Hun kommer en dag syg hjem fra skole og dør snart efter af meningitis. Peter Ipsens død var et stort tab for virksomheden, der nu fortsattes i hans ånd af den 38-årige enke bistået af de dygtige medarbejdere og med den særligt betroede Casper Hermann Bonfils (1834-1894) som teknisk leder indtil 1865, hvor sønnen Bertel var færdiguddannet og i stand til at overtage ledelsen. Da var der knap 30 arbejdere beskæftiget på fabrikken.

2. november 1849 havde Peter Ipsen åbnet et lille udsalg i Store Kongensgade nr. 39 (senere nr. 21) i København, der i 1866 flyttedes til Bredgade nr. 67 (senere nr.31). Seks år senere, i 1872, flyttede man til naboejendommen Priors Gård, Bredgade nr. 33 (ud for Sankt Annæ Plads), hvor vi i dag finder auktionsfirmaet Arne Bruun Rasmussen. Om dette udsalg fortæller Georgine Ipsen, datter af Bertel Ipsen: »Man skulle ind ad Porten for at komme ind i Butikken og nogle trin op, noget lignende Schwartz' Udsalg i Sværtegade. Men hvor var den Butik smuk, stilfuld og imponerende! Hver Art af de klassiske Vaser var anbragt for sig. Det virkede næsten som et Musæum ...Naar Udlændinge kom derind, gik de ofte ganske stille rundt og saa sig om; man maatte taktfuldt lade dem gaa i Fred, indtil de henvendte sig til en med et eller andet Spørgsmaal. Og blev de først rigtig interesserede, kunne man tale med dem baade halve og hele Timer, det var rigtigt morsomt.«

I begyndelsen af 1890'erne åbnede man en filial på Amagertorv nr. 5, som udvidedes i 1903, efter at lejemålet i Bredgade var blevet sagt op. Men allerede i 1911 blev man også opsagt her, fordi Københavns Private Lånebank, der ejede bygningen, skulle udvides. Herefter blev adressen Østergade nr. 34, som arkitekt Knud Arne Petersen, datidens store udstllingsarkitekt, indrettede til formålet.

Lovises yngste søster Caroline Bierring, kaldt Line i familien, ledede salget i forretningerne. Først den lille i Store Kongensgade og senere den store i Bredgade. Hun havde kunstneriske evner og kunne givet være kommet langt, hvis hun havde haft mulighed for at uddanne sig. Georgine (Bertel Ipsens næstældste datter) blev senere en del af hjælpen i forretningerne. Hun var dygtig til sprog og talte engelsk, tysk og fransk.

Efter 1867 blev London et vigtigt eksportmarked og fabrikken havde i en lang periode forretninger både på New Bond Street nr.120 i London og i Passage de Princes nr.10 i Paris. 'Udsalget i London lededes af salgskonsulent Frederik Arup, der var broder tillægen Peter Arup, gift med Bertels søster Malvina. Denne stilling blev ham tilbudt af Lovise, da han i 1876 vendte hjem efter en vellykket deltagelse i Verdensudstillingen i Philadelphia. På denne udstilling fremvistes Ipsens terracotta for første gang i Amerika, hvor den fik en fin anmeldelse.

Arup rejste til London i 1877 sammen med sin yngre bror William og startede en forretning i New Bond Street under navnet Arup Brothers. Den blev en kæmpesucces, og der var stor efterspørgsel efter den danske terracotta. Selv den danske prinsesse, den senere engelske Dronning Alexandra, viste stor interesse for forretningen, der blev begunstiget med »The Royal Appointment«. Det var de stilfulde vaser og figurer samt de sorte håndmalede fade og relieffer, der var mest populære og solgte bedst i England.

Hver torsdag var der afgang med skib fra Danmark via Newcastle til London med kasser med terracottavarer fra Ipsens fabrik til forretningen.

Frederik Arup blev i England i 50 år og vendte først tilbage til Danmark, da han var en gammel mand.

Der kan i dag ses to eksemplarer af P. Ipsens genstande på British Museum i London, nemlig to små lågkrukker, kopieret efter antikke forbilleder.

Bertel Ipsen og tiden 1860-1900

Peter Ipsens ældste barn og eneste søn Bertel Ipsen blev født i 1846 og var således kun 14 år, da hans far døde. I 1861 kom han som 15-årig i lære på sin fars fabrik under Casper Hermann Bonfils. Bertel havde gode evner og viste stor interesse for faget. Han præsenterede 1.4.1865 sit svendestykke, en stor frihåndsdrejet 55 cm høj lågvase i græsk stil. Den var forsynet med på modellerede hanke, sortglaseret og bemalet med fine spinkle, uhyre præcise græske motiver. Den er stadig i familiens eje. Produktionen af denne model fortsatte i øvrigt med forskellige dekorationer.

I 1865 blev Bonfils indkaldt til forstærkningsstyrken i anledning af krigen mod Preussen, og den 19-årige Bertel måtte som nyuddannet svend overtage ledelsen af fabrikken, hvor der i 1870 var beskæftiget 22 medarbejdere, heraf syv på malerstuen. Men han viste sig opgaven voksen og blev en god og afholdt leder.

En af Bertel Ipsens første udfordringer blev deltagelsen i Verdensudstillingen i Paris 1867. Sammen med Den kgl. Potcelainsfabrik gjorde man sig positivt bemærket, især de »antikke« vaser med Thorvaldsen-motiver vakte opsigt, uden at fabrikken dog erhvervede medaljer. Salget steg støt, og 14.4.1871 ansattes Adolf Carl til at fremme fabrikkens salg i udlandet idet der var god afsætning til bl.a. Tyskland. Fabrikken hjemførte også førstepræmier fra mange udstillinger, og allerede 1.5.1871 fik Bertel Ipsen procura til at disponere på fabrikkens vegne. Den 31.5.1871 blev der taget en ny malerstue i brug af bl.a. Anker Lund, Christian Schou, Bertelsen og Bertels første lærling Thorvald Olsen. Den 20.6. samme år blev P. Ipsens fabrik udnævnt til kgl. hof leverandør, med ændring af navnet til »Kongelig Hof Terracotta Fabrik«, og den unge Bertel var i personlig audiens hos Kong Christian IX for at takke for prædikatet. En uge senere var han hos Overhofmarskal H. O. Oxholm og Justitsråd Steenshover for at takke dem for deres store hjælp med ansøgningen om udmærkelsen. Den 12.10.1871 blev grundstenen til et nyt beboelseshus nedlagt. Så sent som i 1895 omdannedes fabrikken til et aktieselskab med Bertel Ipsen som direktør.

Bertel Ipsen blev gift d. 15.4.1873 med Georgine Didrichsen (f. 19.12.1846, d. 23.4.1877) på dagen for 30-året for fabrikkens grundlæggelse. Hun var datter af Michael Didrichsen (1815- 1864) og Louise Reyman (1818-1891). Michael Didrichsen var en ungdomsbekendt af og kollega til Peter Ipsen, bornholmer som han og ligeledes uddannet på Den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han arbejdede fra 1838 ti11850. Ved sin ven Frederik Vilhelm Grøndahls (1819-1856) død overtog han sammen med brødrene Bing ledelsen af Bing & Grøndalhs Porcelainsfabrik i 1857, men måtte efter nogle år fratræde denne stilling, da han led af astma. Han døde i 1864, kun 48 år gammel. Forud for brylluppet var der samme år blevet fuldført en rødstensvilla i to etager ud mod Frederikssundsvej. Den rummede to selvstændige lejligheder, hvor de nygifte beboede stueetagen, medens Lovise Ipsen delte førstesalen med sine tre ugifte søstre.

Georgine og Bertel fik tre døtre: Fanny, Justa og Georgine. Georgine døde kort efter lille Georgines fødsel, formentlig af en blodprop. Hun havde ikke følt sig syg forinden, men blev pludselig dårlig med åndenød og smerter. Hun var straks klar over, det var alvorligt. Lille Georgine fortæller i sine erindringer, at farmor havde fortalt, at hendes forældre umiddelbart før hendes mor blev syg og døde havde spøgt med deres skuffelse over at det igen blev en datter. De havde i forvejen Fanny på 3 år, men havde mistet deres næstældste barn Justa af tæring et halvt år gammel.

Bertel giftede sig igen i 1890 med sin kontordame Anna Nielsen (f. 26.11.1864, d. 26.8.1951), og de fik to børn sammen: Ellen og Peter Olaf. Bertels døtre af første ægteskab var ved brylluppet 16 og 13 år, så det må ikke have været let for Anna som 26-årig at blive mor til to teenagepiger.

Bertels domæner på fabrikken blev mest værkstedet og laboratoriet. Han elskede at eksperimentere med glasurer, og det blevet stort fremskridt for fabrikken, da man i 1872 indførte anvendelsen af glasurfarver og dermed spændte over adskilligt flere felter. Han var også engageret også udenfor fabrikken, var bl.a. sognerådsformand i 8 år for Brønshøj-Rødovre sogneråd samt medlem af bygningskommissionen, skolekommissionen og sundhedskommissionen. En dag i foråret 1887 segnede han pludselig om, angiveligt med en hjerneblødning, kun 40 år gammel. Han kom sig dog, men måtte skære ned på sine offentlige engagementer. Det var med tungt hjerte, Bertel sagde farvel til disse opgaver.