Pastor Whitte som Sædelighedsforbryder.

Den modbydelige Præst mishandler en lille Pige.

(Odense Avis 20.08.1898, skrevet af journalist Flink)

Jærnbanemændene og Hotelkarlene saa med Forbavselse Byfogedfuldmægtig la Cour og Betjent Nr. 12 spadsere frem og tilbage paa Perronen i Nat, da Toget fra Jylland ventedes.

Det kom, og ud af en 2den Klasses Kupe steg Pastor Whitte med en lille Kuffert i Haanden.

Hr. la Cour gik rask hen til Præsten og erklærede ham for anholdt. Hr. Whitte løftede fromt sine Øjne mod Perrontaget og raabte med sin pibende Stemme: Anholde mig! Men Gud dog!

Mere fik han ikke sagt, fordi Politimændene skyndte sig at bugsere deres Bytte paa Stationen, hvor den fromme Mand har tilbragt en forhaabentlig ubehagelig Nat.

Forbryderen.
Pastor Whitte er en lille midaldrende Mand med et velplejet, mørkt Skæg, der indrammer et regelmæssigt, kvindagtigt Ansigt. Det hele Ydre er ret jødisk.

Pastoren bærer lang sort Frakke, er fedtet elegant i Paaklædning, sød og indsmigrende i Tale og gør et lidt uappetitligt, just ikke sympathetisk Indtryk paa klartseende Folk.

Offeret.
De katolske Søstre driver en Skole for Pigebørn, Kapellanen underviser Drenge.

Arbejdsmand Hansen, der bor et Par Mil herfra, er gift med en Kone, som fra første Ægteskab har en nu 11 1/2Aar gammel pige Dagmar.

Moderen har boet i Fredericia, hvor hun nærede katolske Sympathier uden dog at blive rigtig Katolik. Nu ønskede hun at faa sit Barn i Søstrenes Skole her og henvendte sig til Skolens Chef, Hr. Whitte.

Den væmmelige Libertiner syntes godt om den lille, blonde Dagmar, og da han er farede, at Barnets Plejemoder holdt Systue, erklærede Præsten, at Dagmar ikke behøvede at lære Syning i Skolen. Hun kunde slippe for alle Timer i Haandarbejde, og i det hele Taget blive fri for den lange Skolegang ved at læse et Par Timer privat hos ham.

Dette Tilbud modtog den katolsksindede Moder med Glæde, og hun fik anskaffet de nødvendige Bøger til Barnet.

Forrige Fredag bragte Plejefaderen Skomager H.M. Madsen, (Absalonsgade 42), der er en Slags Onkel til Dagmar, sin Myndling op til Pastoren, som straks klappede Eleven paa Kinden og snakkede fromt til den ærlige Skomager.

Forbrydelsen.
Den sledske Jesuit bar sig om Fredagen helt pænt ad mod Dagmar. Hun kom hjem og fortalte, at Præsten bar hende paa Skødet, klappede hende og gav hende Slikkerier. Om Lørdagen var Tonen en anden. Barnet klagede over, at han kyssede hende og gramsede paa hende. Helt galt blev det først i Mandags, den tredie og sidste Gang Dagmar var i den sorte Slynge's Lejlighed.

Hun vendte grædende hjem, rystede over hele Kroppen, turde ikke gaa ud af Frygt for at møde Hr. Whitte og fortalte paa sin Plejemoders indtrængende Spørgsmaal, at Pastoren havde taget hendes Tøj op om hende og følt hende paa Kroppen.

Barnet erklærede, at hun paa ingen Maade oftere vilde op til den væmmelige Mand.

En nøjere Undersøgelse af Barnets Undertøj konstaterede, at Hr. Whitte havde baaret sig ad som en Slyngel, og Plejefaderen tog ikke i Betænkning at søge Pastoren.

Skomageren meddelte, at Dagmar ikke kom mere og bad dermed om hendes Bøger. Whitte gned Hænderne, smilede fromt og spurgte om, hvad der var i Vejen? Hansen fortalte ham da ganske rolig, hvad han havde opdaget og bebrejdede Præsten hans sjofle Handlemaade.

Whitte nægtede ikke, at han havde været noget nærgaaende mod sin Elev, men fortalte, at det var sket i Distraktion. Han havde virkelig ikke ment noget ondt med sine Kærtegn.

Heldigvis lod Skomageren sig dog ikke dupere, men erklærede, at han vilde lade en Undersøgelse sætte i Gang.

Læger og Politi.
I Torsdags undersøgte Sygehuslæge Lollesgaard og Stadslæge Strøm Pigebarnet.

Lollesgaard var først ikke rigtig klar over, om Pigen havde taget Skade, men siden kom begge Læger i Forening til det Resultat at Dagmar ikke vilde faa varig Men af den Behandling, Pastoren havde givet hende.

I Gaar Formiddags anmeldte Plejefaderen Forbrydelsen paa Politistationen, hvorfra der straks sendtes en Betjent ud for at anholde Hr. Whitte, men han var i Fredericia. Politiet bad nu Øvrigheden i denne By telegrafere hertil, med hvilket Tog Pastoren rejste. Saaledes kunde Hr. la Cour staa klar til at ønske Hr. Whitte velkommen hjem.

I Barnets Hjem.
Jeg bragte i Morges Familien Hansen Underretning om Pastorens Arrestation. Fru Hansens Ansigt straalede, og det var just ikke med de blideste Ord, hun omtalte Forbryderen. Paa en Gang kaldte hun paa Dagmar og sagde til hende:

- Nu kan Du rolig gaa paa Gaden, den slemme Mand er kommet i det sorte Hul og skal aldrig mere være ond imod Dig.

Den lille Pige smilede forskræmt, idet hun trykkede sig op mod Væggen. Den Skræk, Pastor Whitte har indjaget hende, vil sent forsvinde, ja maaske staa hele Livet som et uhyggeligt Minde om noget for Barnet uforstaaeligt ondt.

For den katolske Menighed er Sjælesørgerens Anholdelse et haardt Slag. Jeg har dog ladet mig sige, at Biskop van Euch længe har været utilfreds med Hr. Whittes Ledelse af Menigheden.

Den katolske Skandale.

Vor Undersøgelse af Pastor Whittes Forhold og Forbrydelser.

(Odense Avis 22.08.1898)

Den unaturlige Præsts Anholdelse har naturligvis vakt overordentlig stor Opsigt i hele Landet. Mange Steder udfolder Katolikerne jo en ihærdig Agitation, hvor igennem talrige Proselytter allerede er vundne for Romerkirkens Sag.

Nu vil maaske adskillige falde fra en Religion, hvis Præster saa let lader sig friste til Sædelighedsforbrydelse, fordi det meningsløse Cølibat tvinger dem til at leve ugifte.

At det staar mindre godt til med de katolske Præsters Sædelighed, har man længe vidst indenfor Journalistverdenen, men der maatte en Lejlighed til for at Perversiteten kunde komme frem for Dagens Lys.

Der raadede i Gaar i den herværende katolske Menighed en Stemning for at faa alle usunde Forhold oplyste, for at faa Augias Stalden ryddet. Menigheden har nemlig i lang Tid levet under et pinligt Tryk af gensidig Mistillid og manglende Agtelse for flere af de ledende Katoliker.

Gæstgiverens Datter.
En herværende Gæstgiver Andersen har nu en voksen Datter, Ingeborg, der tjener paa en Kafe i København, som Pastor Whitte skal have været meget nærgaaende mod.

Pigebarnet forberedtes for ikke længe siden til Konfirmation hos Whitte. En Dag bad hun om Lov til at forlade den Stue, hvori hun var ene med Præsten, for at gaa ned i Gaarden. Han laasede imidlertid Døren og befalede Barnet at bruge et vist Møbel i hans Nærværelse.

Hun maatte adlyde, blev grebet af Vellystningen og kastet hen paa hans Seng med disse trøstende Ord:

- Nu kommer Englene, bare rolig, det er Englene, der kysser Dig.

At den stakkels Pige fik en saadan Rædsel for Hr. Whitte, at hun rystede, blot hans Navn nævnedes, er selvfølgeligt.

Dagmar Hansen
forklarer, at Pastor Whitte forbød hende at ordne sine af hans væmmelige Fingre uordnede Klæder med disse tiltalende Ord:

Hvis Du tager Klæderne ned igen, faar Du Smæk i Bagdelen!!!

Husholdersken og Hansa.
I Pastor Whittes Hjem opholder sig hans 34-aarige Husholderske og hendes 14-aarige Søster Hansa kaldet Elisabeth.

Rygtet vil vide, at Præsten holder mere end heldigt er for en Mand i hans Stilling af begge disse Kvinder, ja fra Menighedens Side har man gentagne Gange erklæret Whitte, at Hansa var hans Datter.

Han er i saadanne Tilfælde blevet rasende og skal have præsenteret en for Tiden forsvunden Daabsattest, i Følge hvilken Hansa er Datter af Husholderskens Moder og hendes fraskilte Mand Sømand (Skibskaptajn?) Hansen i Svendborg.

Den gamle Madam Hansen lever her af tilfældigt Sjov efter at have sat en Formue bestaaende af en Gaard paa Landet og 40.000 Kr. til i sin Ægtestand.

Den Gang hun var ruineret, forlod hun Manden og tog Plads hos en Gaardejer Hansen ved Tommerup (Broder til den Sagfører H, der rømte til Vestindien for Bedragerier). Hendes Husbond bleven skønne Dag arresteret som mistænkt for at have stukket Ild paa sin Gaard, og ved den Lejlighed gik Madam Hansen til sin gamle Bekendt Whitte og forlangte. at han skulde kautionere for Gaardejeren, at hun ellers vilde blamere ham.

Præsten vilde ikke kautionere, men tog baade den voksne Datter og Barnet til sig. Dette skete i 1892.

Den gamle Madam Hansen er meget forfalden, og baade hun og den ældste Datter bærer øjensynlig paa en eller anden hemmelig Sorg, der nager dem.

Forholdet mellem de tre Kvinder af Navnet Hansen og Whitte er mystisk og næppe ganske korrekt helt igennem.

Præsten og Damen.
En herboende Dame af den katolske Menighed har i den sidste Tid meget skarpt angrebet og klaget over Pastor Whitte, som hun ikke levner den ringeste Ære.

En navngiven Katolik fortæller os nu, at hans Plejesøn, Monstransdrengen Hamann har været Brevbærer mellem Damen og Pastoren, der til Tider flere Gange daglig vekslede Skrivelser. Hun sendte ham tillige Blomster, og en Gang, han var bortrejst, lod hun Drengen bringe til Whittes Hjem en Kaffekop med Indskriptionen: Lovet være Kristus!

Der er undertiden kun kort Vej mellem Kærlighed og Had.

Whittes Forhistorie.
Præstens Fader var Rektor i Randers. Sønnen blev som Dreng erobret af Katholikerne, der fik ham ud af Skolen og ned til Rom, hvor han blev i 5 Aar. Saa vendte han tilbage til sin Fødeby for at gøre Propaganda for Romerkirken. Senere forsattes han til Fredericia, hvor han var Kapellan hos van Euch, den Gang Præst.

Fra paalidelig Kilde erfarer vi, at Dagmar Hansens Stedfader, Arbejdsmand Olsen, desværre ønsker at gøre Forretning med Hr. Whitte, idet Olsen har erklæret, at han frafalder sit Krav om Straf, hvis Præsten vil give ham 2.000 Kroner.

Vi anbefaler Hr. Olsen at være forsigtig med den Slags Forretninger, blot at tale om dem stempler sin Mand.