I vinteren 1785 vidste de Solbjerg bønder nok, hvad de skulle få deres søndag formiddag til at gå med. De måtte ikke alene passe gudstjenesten, deres husbonde, landinspektør Bidstrup, havde også tilsagt dem til at møde hos ham hver søndag en á to timer før præstens prædiken for at høre hans egen private, der ganske vist drejede sig om mere jordiske ting. Det var et kursus i moderne landbrugslære, godsejeren ville give sine fæstegårdmænd, forelæsninger over Fleischers agerdyrkningslære, suppleret med hans egne iagttagelser fra det praktiske liv, og en fremhævelse af det nyttige ved tidens landboreformer, navnlig udskiftningen af det »skadelige Fællesskab«. Den første gang kom alle hans 16 bønder, men efterhånden tyndede det ud i tilhørerskaren, så der til sidst kun var et par stykker. Flertallet mente, at tiden var spildt, selvom det var vinterdage. Thi der blev sagt så meget, som »syntes ej at stemme Overens med deres Fædres Skik, som saa længe havde levet i Solbjerg.« Det kunne måske nok passe for andre, men her var jorden ikke som andetsteds, og kunne de ikke beholde deres tre marker og gamle dyrkningsmåde, da kunne de hverken svare kongens eller herskabets afgifter!

Selvfølgelig var bønderne i Solbjerg konservative, som de fleste af deres lige i datiden, og stillede sig tvivlende overfor de ny metoder . Men deres uvillighed havde også andre årsager. De var klar over, at Bidstrup havde en bagtanke med sine overtalelser, at det tillige var hans hensigt at oprette en ny herregård i byen! Og de frygtede, at han endda samtidig ville snyde dem for deres bedste jorder. Det var da heller ikke nogen tillokkende udsigt, om de allesammen igen skulle under ridefogedens pisk, mens deres standsfæller i vid udstrækning netop var ved at ryste herremandsåget af sig.

For det var dengang længe siden, mere end 200 år, at den hele Solbjerg by havde været samlet på en hånd og hørte under den gamle Solbjerggaard, det middelalderlige herresæde, hvis historie lader sig føre længere tilbage end de fleste andre danske herregårdes. Vel ikke helt til hedenold, da Solbjerg sagtens var en helligdom, et sted, hvor man ofrede til den store livsfornyer, hvis navn byen bærer. Men selvom de første kendte herremænd på stedet levede i årene efter Valdemarstiden, efter 1250, så har deres navne helt oldnordisk hedensk klang. Trugils Arnketilsøn skænkede 1269 jord i Solbjerg til Sorø kloster.

Vi kan takke denne stiftelses gavebog for, at vi nu ved besked om Solbjerg så langt tilbage i tiden. Hans svigersøn var Odbeni Tolvsen, og lodsejere i Solbjerg var senere Ingernar Trugilssøn og hans sønner, Trugils og Johannes Kalf. Også Niels Jakobsen, kaldet Rud, den første kendte mand af denne slægt, besad en »hovedgård« i byen, som han mageskiftede til Sorø kloster, der fire år senere ligeledes ved et mageskifte kom i besiddelse af Reerslev kirkes ejendomme i byen. Men Solbjerg by kom ikke som så mange andre landsbyer i nabolaget helt under klostrets herredømme.

På Valdemar Atterdags tid levede to af den slægt, som siden skulle knyttes til gården i mere end 100 år, Jon og Esbern Nielsen Bille. Efter Jon Nielsens død engang i 1370erne arvedes Solbjeg af sønnen Niels Jonsen, nævnt i et aktstykke af 1390, det eneste, som bevidner hans tilværelse. Mere kendt blev hans brødre, ikke mindst de gejstlige, Roskildekanniken Niels og især Peder Lykke, opkaldt efter morfaderen og død som ærkebiskop i Lund efter først at have været ærkedegn i Roskilde og biskop i Ribe. Han var en af slægtens mest kendte mænd, virksom i kirkens såvel som kongens tjeneste, uden derfor at glemme familiens interesser, og ivrig efter at befæste dens stilling ved at samle gods og herregårde. Han ikke blot havde en hånd i med, da Allindegaard blev gjort til en af slægtens hovedbesiddelser, det skyldtes også ham, at Solbjerggaard og by blev en anden af disse. For i 1418 tilmageskiftede han sig Sorø klosters gods i Solbjerg, som han en årrække havde haft i forpagtning, og dermed var Bille'rne formodentlig enerådende i byen. Broderen Bent Jonsen, sættes i forbindelse med Solbjerg. Han nød godt af sine nære forbindelser med gejstligheden, var først Roskildebispens lensmand på Braarup ved Slagelse, fulgte siden med broderen til Jylland, hvor han fik Ribe stifts gård Bøvling i forlening, og sluttelig blev han bispelig lensmand på Dragsholm. Ved sit giftermål med Inger Torbensdatter af slægten Galen kom han i forbindelse med landets rigeste adelsætter og var i det hele taget en stor godssamler, måske ikke altid lige nænsom i sine forretningsmetoder. Han var specialist i at handle med enker, hvad sjældent betyder noget godt. Mens han i begyndelsen af det 15. århundrede altid nævnes til Solbjerg, skrev han sig i sine senere år gerne til Allinde, hvor han vistnok var blevet eneejer efter de gejstlige brødres død. Politisk virksom synes han ikke at have været. 1438 skrev sønnen Erik Bille sig til Solbjerg, hvor han døde, vistnok i slutningen af 1445, efterladende, en hel flok umyndige børn, fire sønner og seks døtre.

Af disse var siden flere lodtagne i Solbjerg. Peder Lykkes søn Bent Pedersen opgav derimod sine eventuelle rettigheder til gården og bosatte sig på Fyn, hvor han forresten siden kom voldeligt af dage. To af Erik Billes sønner Torben og Bent blev gejstlige, mens broderen Jørgen Bille 1464 tjente dronning Dorothea som hofsinde. 1476 lånte han sin broder Jens 100 lybske mark mod panteretten til hans broderlod i Solbjerg, men overdrog samtidig denne til sin hustru Tale Baad. Jens Billes navn forekommer i det hele kun i forbindelse med lignende lånetransaktioner, og hans mere velhavende slægtninge hjalp ham efter evne af med hans gods. Fætteren Bent Bille krævede ham ad rettens vej for sine tilgodehavender, og til svogeren, den rige Per Lang til Valløse i Skåne, gift med søsteren Kirstine Bille, måtte han ikke blot sælge strøgods i Skåne og på Sjælland, også sin andel i Solbjerggaard, næsten 5 pund korn samt et par gårde i byen. Han takkede svogeren for god betaling og blev boende på hovedgården, idet han samtidig anerkendte, at han havde både sin egen arvelod og den del af Solbjerg gård og by, der var tilfaldet søsteren på deres skifte, som »lån«, men han døde allerede det følgende år. Hermed var Solbjerglinjen af Billerne uddød og hovedgårdens storhedsperiode forbi. Den blev næppe siden beboet af noget adeligt herskab. Arving til den var Per Langs datter Anne Lang, gift med den skånske adelsmand Niels Brahe til Vandaas. Han er kendt som en af de få adelige, der støttede den landflygtige Christiern lI's sag under opstanden i Skåne 1525, og blev henrettet på Gammeltorv i året 1529, lam på begge ben, måske efter den udståede tortur!

Hans eget gods blev givet eller solgt til forskellige, og man fratog oven i købet hans hustru hendes særejendom, både gods og løsøre, som hun først siden fik igen, skønt ikke uden at have måttet punge ud med 400 gylden til kong Frederik I.

Det er ikke oplyst, om hendes arvepart i Solbjerg var mere end de 5 gårde, som Niels Brahe havde pantsat til Laurids Skinkel, og denne i 1537 vægrede sig ved at aflevere igen. Men siden var Solbjerg splittet på mange forskellige hænder. En lang række adelige, i alt 9 forskellige herremænd, mageskiftede i årene 1577- 1614 næsten alle byens gårde til kronen. Man ønskede dengang at skabe et af datidens samlede statsgodser omkring Sæbygaard, og herunder lå de Solbjerg gårde, indtil situationen efter svenskekrigene atter vendte op og ned på denne som andre egnes besiddelsesforhold. Solbjerg delte skæbne med andet gods og overgik med Sæbygaard til den bekendte rentemester Henrik Müller. Byen havde som hele nabolaget lidt under fjendens besættelse, de fleste bønder var forarmet og en enkelt slået ihjel af rytterne, og det var ovenikøbet folk, der før havde stået i dansk tjeneste, også deres ritmester Fincke og kvartermesteren med det drabelige navn Sabel. De havde hørt til de tropper, som den danske konge ved freden i Roskilde skulle overlevere til den svenske. Men det nyttede ikke noget, man foreholdt officererne, at de før havde tjent kongen af Danmark, og bad dem forhindre, at de menige straks rev husene ned over hovedet på folk, hvis de ikke øjeblikkelig betalte, hvad man forlangte af dem. Nu tjente de den svenske konge, var svaret, og de skøttede ikke om bøndernes gårde og huse, ville blot have, hvad de »skulle have«!

Som andet af Henrik Müllers gods i denne egn overtog es gårdene i Solbjerg af den rige Hamborger-jøde Texeira, der opføres som deres ejer i matriklen 1688. Få år senere pantsatte imidlertid Henrik Müllers søn Frahns Müller 9 af dem til kancelliråd Jens Lassen til Egense kloster i Jylland og Grubbesholm på Sjælland, og han beklagede sig i 1694 højligt over, at amtsforvalteren havde inddraget godset for resterende skatter og ovenikøbet ladet bønderne gøre hoveri til den fjerntliggende Gundetvedgaard (Selchausdal). Jens Lassen fik bevilling til at overtage gårdene mod at betale de påløbne skatterestancer, men ikke den erstatning, han havde ønsket. Om den gamle hovedgård hører man ikke mere tale, og ejendomsforholdene er ikke helt oplyst før henimod midten af næste århundrede. Det var vistnok Jens Lassens del af byen, som 1740 ejedes af Margrete Elisabeth v. Klepping, enke efter oberstløjtnant Christian losva v. Barner (el. Berner), og hun skødede den da, »et fri, frelst Jordegods med Herligheder og Ejendom fri for Reluition til Hans kgl. Majestæt,« til Hans Mosegaard, som 1744 overdrog det samme gods til Jakob Hansen. Han genoprettede forsåvidt ældre tiders tilstande, som han bosatte sig på en af gårdene og drev den ved hoveri af sine andre bønder i byen. Resten af denne lå vistnok fremdeles under Sæbygaard, indtil Jakob Benzon til Rugaard og Cathrineberg på sin brodersøn Mikkel Benzons vegne 1751 bl. a. skødede 5 gårde og 13 huse i Solbjerg, tillige med Hamendrupgaard, til landsdommer Peder Kraft, der ønskede at lægge dem under Nøragergaard, og samme år købte Jakob Hansens ni gårde, så han nu var i besiddelse af hele Solbjerg by på to gårde nær. De havde længe hørt og vedblev at høre under Kragerupgaard. Solbjerg fulgte nu med Nørager, da Kraft 1761 solgte til sin svoger Borthuus, og da denne 1766 afhændede til Claus Plum, som straks solgte gårdene i sognebyen såvel som Hamendrupgaard til greve Christian Frederik Knuth. De 16 gårde var af Kraft allerede gjort lige store på skyld og landgilde, hver på godt 10 tdr. htk., og det stod ejeren frit for, om han ville tage hoveri og landgilde in natulia eller pengeafgifter. Der medfulgte 16 huse og et skoleholderhus samt en øde anneksgårds jord, drevet af tre bønder. Knuth lagde godset under Skaftelevgaard, som han dog solgte 1776, og afhændede derpå i 1784 sine gårde og huse i Solbjerg til Hans Herman Bidstrup, kgl. Majestæts bestaltede landmåler. Og nu forestod der Solbjerg en ny skæbne. 2 år senere pantsatte Bidstrup, nu landinspektør, godset som sikkerhed for et lån i Den alm. Enkekasse, på 2400 rdl., af hvilke de sidste 1000 skulle udbetales, når han var færdig med avlsgårdens udflytning, og i den vedhæftede jordebog opførtes der nu kun 14 bøndergårde a 9 tdr .htk., foruden »den store gård« på godt 46. Det syntes således, som om Bidstrup ret hurtigt helt havde fået nyordnet forholdene i byen.

Men han handlede så at sige på forventet efterbevilling. Og allerede det foregående år havde der foreligget en klage til kronprins Frederik fra de Solbjerg bønder.

Nu var bønderne lige kommet på fode igen, hævdede de, efter at de tidligere på grund af »det langt fra liggende Hoveri« var blevet så fattige, at de hverken kunne svare skatter eller afgifter. Skulle de nu forarmes ved Bidstrups foranstaltninger og hans udskiftning af byen? De hævdede slet ikke at kunne undvære deres fælled, altså det gamle trevangsskifte, og så ville han ovenikøbet fratage hver af dem over 1 td. htk., så deres gårde fremtidig kun ville blive på hver 9 tdr. Tilmed ville han lægge en af gårdene sammen med den, han allerede beboede, og hertil skulle også lægges det hartkorn, han tog fra bønderne, såvel som de jorder, der før havde tilhørt den øde anneksgård, og et degnebol i byen. Det ville altsammen udgøre mere end 50 tdr . htk., som naturligvis ved udskiftningen skulle udtages forlods, så der formodentlig kun blev udmarksjord tilbage til bønderne! Nogen blid husbonde var han heller ikke. Han havde lukket sig inde med nogle af bønderne i sin stue og overfaldet dem med »Haargreb og blaa og blodige Stød i Øjnene«, slæbt andre fra gadestævne til sin gård under slag og stød og svoret, han skulle lære de Solbjerg bønder at leve af vand og brød, samt truet med at træde tarmene ud af livet på dem!

Hans fremstilling af sagen var selvfølgelig en helt anden. Han ville kun bøndernes vel. Da han havde købt dette lidet gods, havde han forefundet en dobbeltgård i byen, hvoraf han selv havde taget halvparten og ladet en bonde beholde den anden halvgård. Men at tale om udskiftning var som at stikke en brand til bøndernes næse. De hævdede kun at kunne klare sig, hvis alt blev ved det gamle. Da var det, han havde holdt de først omtalte forelæsninger, skønt uden større held. Men i virkeligheden var det tre-fire velhavende gårdmænd i byen, som benyttede sig af de andres fattigdom til at modarbejde ham. De dårligt stillede, påstod han, havde selv anmodet ham om udskiftning, »men ikke snarere røres Byhornet, og den Riges Brændevinsflaske aabnes, som Godtgørelse, og den Fattige bliver erindret om de mange Tjenester, som han har oppebaaret, og de mange, han i Eftertiden kan vente af den Rige, førend hint er glemt. Naar jeg da kommer for at anvise eller paany tildele hver Mand sin Lod, tør den Fattige ikke sige eet Ord. Hin taler i hele Byens Navn: Vi vil ikke vide af nogen Udskiftning. Vi vil udage vor gødskning, pløje og saa paa de Jorder, vi selv have delt mellem os.«

Helt fine var Bidstrups egne papirer nu ikke. Bønderne kunne med føje klage over den irregulære måde, han ville udskifte byen på ved hjælp af sin svoger. Herredsfoged Smith i Slagelse var ham ikke venlig stemt, navnlig ikke efter at Bidstrup havde forklaget ham for ligefrem at animere bønderne til opsætsighed, de var jo enfoldige og kunne let forledes, ja han påstod, at herredsfogden havde sagt til dem, de kunne roligt pløje og så på deres gamle jorder uden at bryde sig om Bidstrups udskiftning. Og de havde virkelig gjort det, med en vis ret, eftersom den ikke var foretaget på helt lovmæssig måde. Herredsfogden på sin side hævdede, at årsagen til hele spektaklet var Bidstrups plan om at oprette en sædegård i Solbjerg, en påstand, bønderne støttede efter evne, når de sagde, at Bidstrup »satte Enkekassen (som ordsproget lyder) Blaar i Øjnene«, når det efter hans indsendte jordebog så ud, som alt var klappet og klart.

Alligevel blev den ny Solbjerggaard tilsidst en kendsgerning, selvom formel tilladelse til oprettelsen muligt aldrig forelå. 1790 indberettede præsten, at der var nedlagt tre gårde i byen, og at den fjerde snart ville gå samme vej. Samme år meddeltes det, at der dreves 28 1/2 tdr . kontribuabelt htk. under Solbjerggaard, foruden degnebolet, og at byen iøvrigt bestod af 14 gårde på hver 10 tdr. htk. Og i denne skikkelse blev gården ved at bestå, nemlig med jorderne fra to bøndergårde - vel sagtens den før omtalte dobbeltgård, der kan være den oprindelige middelalderlige hovedgård - samt fra anneksgården og degnebolet. Men først 1803 lykkedes det Bidstrup at gennemføre byens almindelige udskiftning mand og mand imellem, og hans forhold til bønderne blev næppe nogensinde det bedste. Ved en lejlighed gjorde et par gårdmænd udlæg i både gård og gods, fordi Bidstrup ikke ville udlevere en sortebrun hoppe og seks gæs, han vel sagtens havde ladet optage, og i andet tilfælde fik ungkarl Jakob Jensen i Solbjerg dom over godsejeren. Dommen meddeler en specificeret regning over faldne øretæver, idet Bidstrup dømtes til »at bøde for brudt Husfred 3de 40 Lod Sølv eller 60 Rdl., for at have givet Citanten 2de Ørefigner til 3de 5 Lod Sølv, hver 18 Rdl., for at have slaget ham blodig i Ansigtet 3de 4 Lod Sølv elIer 6 Rdl. 4 Mk. 8 Skill., for tvende Stenshug til 3de 6 Lod Sølv elIer hver for 18 Rdl., for Benshug eller for at have stødt og skubbet Citanten med Benene 3de 6 Lod Sølv elIer 9 Rdl., for Haargreb 3de 6 Lod Sølv eller 9 Rdl. og for Jordskub 3de 6 Lod SØlveller 9 Rdl.«

Efter Solbjerggaards oprettelse var bøndergodset på 145 tdr .htk., og denne størrelse havde det, da både gård og gods i 1816 efter Bidstrups død stilledes til auktion, men Carl Gustav Bidstrup til Raamosegaard købte kun gården tillige med 16 huse for 24.000 rdl., idet han dog allerede tidligere ved købekontrakt havde afhændet begge dele til Simon Frederik Hansen. I de vanskelige tider varede det kun til 1820, før han måtte gøre opbud, og gården igen kom på auktion. Den højestbydende blev nu koffardikaptajn C. F. Jørgensen, der tidligere havde boet i Vig, og skødet blev først udstedt i 1827 til hans og hans ægtefælles stervbo. Året før havde enken Anne Charlotte, f. Vogel, bortforpagtet hovedgården Solbjerggaard for en niårig periode til Jakob Holt mod en årlig afgift på 100 tdr. byg, efter tre års forløb stigende til 150 tdr ., at betale efter kapitelstakst. Gårdens marker var delt i 9 indtægter og besætningen på 54 køer, en broget mangfoldighed, sorthjelmede, hvidspinkede, blakdragede, blakstjernede, rødstjernede, blakhjelmede o. s. v. Desuden medfulgte mejeriredskaber og 16 heste. 1831 skødede Hans Christian Jørgensen med kurator Solbjerggaard med htk. 35% tdr. til købmand og brændevinsbrænder i Slagelse Adolf Jørgensen, senere ejer af Herthalund, som i 1842 solgte til forpagter Frederik Jensen på Frihedslund for 30.000 rdl., og denne afhændede atter året efter til Jakob Hjort for omtrent samme beløb, 31.600 rdl. Men hans købekontrakt transporterede enken 1846 til avlsforvalter Jakob Ludvig Jansen af Lerchenborg. Siden har ejerne været P. C. Petersen, Oldebjerggaard 1874- 75, fynboen Hans Peter Andersen og hans enke Petrea Johanne, f. Krause 1875 - 81, københavneren Johan William Gudmand Burmeister 1881 -90, August Plenge 1890 -1910 og Andreas Gorm 1910- 21. 1921 købte brødrene Jakobsen, ejendomshandlere i Slagelse, gården, og efter at have frasolgt ca, 50 tdr.ld. overdrog de den til Simon Hansen. 1924 var Birch, 1925 C. V. Hansen ejer, indtil den nuværende besidder E. N. Sichel købte i 1927. Arealet er nu 190 tdr.ld.

Om bygningerne på den middelalderlige Solbjerggaard vides intet. Derimod har Jakob Hansen formodentlig bygget sig en passende bolig, for der var »ej alIhindelig Bondebygning« på dobbeltgården, da Bidstrup overtog den, »den var forsynet med bekvemmelige Værelser for en Familie af Middelstanden«, smukke værelser, mente vurderingsmændene i 1785, da gården sattes til nærved 1200 rdl., men de almindelige bøndergårde højst til 500. Året efter var den imidlertid nedbrudt på 8 fag nær, som også stod for fald, og da var der opført tre huse på »den ny opbygte og paa Marken udflyttede Gaard«, nemlig først den store længe, 60 alen lang, bekvemt indrettet tillade med tærskelo, stalde og fæbåse, af egetømmer på kampestensgrund og med stråtag, alene tagskægget af teglsten. Dernæst en stuebygning på 9 fag, indrettet til beboelse, med en kvistsal, og endelig en længe på 12 fag, begge bygget på samme måde som laden.

Nu står der en hovedbygning på gården fra 1869, delvis ombygget 1917, og avlsbygningerne er fra 1921, så intet på Solbjerggaard minder om dens fortid, hverken den fjerne middelalders herresæde eller Bidstrups avlsgård fra landboreformernes tid. Men gårdens blotte eksistens synes i sig selv at være et bevis på, hvor hårdnakket gårde, der en gang var hovedgårde, nægter at lade sig udslette.