FALSKE SØLVDALERE PÅ BORNHOLM 1826 OG 1832

af V. Svendsen

I Bornholmske Samlinger II. række, bind 2, side 65 ff., har universitetsbibliotekar Poul Kallmoes skildret den store falskmøntnersag på Bornholm 1843-47. Det anføres her, at hovedmanden og en af hans medskyldige i sagen, som drejede sig om forfalskning af rigsbankdaler sedler, tidligere var straffede for fremstilling af falske sølvdalere.

Efterfølgende bygger bl. a. på de retssager, der i den anledning blev rejst mod de pågældende.

I juni måned 1826 var der en uges tid på Galløkken ved Rønne eksercits for militsens officerer og underofficerer.

Der har åbenbart været en vis tilstrømning af byens borgere, måske mest børn, til disse øvelser, i hvert fald var der derude også en del koner, som fra interimistiske udsalgssteder solgte hvedebrød og anden herlighed. Da den sidste øvelsesdag den 15. juni var forbi, opdagede nogle af disse "kurvekoner", at de havde fået i alt 5 falske Sølvdalere, som de mødte op med og afleverede til politiet.

Byfoged i Rønne var på dette tidspunkt Jacob Claudius Pingel. Han var født 1784; efter 1806 at være blevet cand. jur. var han en årrække officer i hæren, indtil han, som så mange andre juridisk uddannede officerer, fik et embede som byfoged og politimester. For Pingels vedkommende blev det i Rønne.

Han var ungkarl, da han 1820 kom til Bornholm, men tre år senere giftede han sig med den rige enke efter kommandant Kohl pa Christiansø og arvede derved den store gård, som lå på St. Torvs nordside omtrent fra det nuværende St. Torvegade til Nørregade.

Kohls pompøse gravmæle findes endnu på Rønne kirkegård. Indskriften er noget medtaget af tidens tand, men der læses bl. a.: "... en Sorg, som kun Fornuft og Tid kan lindre". - Hertil skal den spøgefulde dr. Kabell engang have tilføjet: Ja, og så Pingel!

Under prins Christian Frederiks ophold på Bornholm i juli 1824 boede han hos Pingel i gården på St. Torv, og prinsen var så tilfreds med opholdet, at han i Rønne kirke stod fadder til Pingels nyfødte søn.

Pingel omtales som værende byen en god mand, og en gade, Pingels Alle, bærer hans navn.

Han anlagde en stor have, eller park ville vi vel sige i dag, der strakte sig fra det nuværende rådhus mod nord langs det nuværende Nørregade og langt op mod øst. Den var indhegnet med høje gærder, og i det sydvestre hjørne var anbragt en meget smukt forarbejdet gitterport. Om søndagen tilstodes det anstændige borgerfolk at spadsere derinde!

Pingel skulle nu se at finde frem til falskmøntneren, som havde bedraget konerne for de 5 rigsbankdaler.

Man hæftede sig særlig ved befalingsmændene, som flere havde set handle med konerne og betale med sølvpenge.

Navnlig rettede mistanken sig mod en underofficer i infanteriet, Christian Hei, som nogle unge mennesker havde set i besiddelse af mange sølvdalere. Men Hei og de andre befalingsmænd var nu spredt rundt på øen, hvorfor Pingel måtte anmode sine kolleger i de forskellige herreder om assistance. Den omtalte Christian Hei var hjemme hos sin moder på Hullegård i Åker - hans far var for nylig død - angående ham skriver Pingel til byfogeden i Søndre Herred Niels Peter Arboe og beder ham foretage en ransagning på Hullegård samtidig med, at han forhører Christian Hei.

Det viste sig, at Hei kunne klare for sig, endvidere sagde hans foresatte, løjtnant Andr. Kofoed, god for ham. Arboe og hans betjent undersøgte bryggers og andre lokaliteter, men fandt ingen grejer, der var anvendelige til at fabrikere mønter med. Pingel fik derfor den besked, at Hei måtte anses for mistænkt uden grund.

Rapporterne fra de andre herreder gav heller ikke noget som helst resultat. Men så skete der noget i Nexø. Købmand Møller afleverede til byfogeden en falsk sølvdaler, som hans kone havde modtaget i butikken som delvis betaling for nogle varer, men hun kendte ikke den person, der havde handlet hos hende.

Ret hurtigt samlede mistanken sig dog om en ganske ung mand, den godt 18-årige Christopher Bidstrup, søn af Peder Jensen Bidstrup på Tornegard, 3. vdg., Poulsker. Han blev arresteret og tilstod, at det var ham, der havde været hos købmand Møller og udgivet den falske mønt, og at det var ham selv, der havde lavet den.

Han forklarede, at han ved spil havde pådraget sig en gæld på 10 rdl., som han ikke kunne betale, og han ville ikke tale til sine forældre derom. Han traf da en mand, Morten Martinsen Beck, som forklarede ham, hvorledes han nemt kunne lave dalere af tin, som dog skulle blandes med stødt glas for at tilvejebringe klang i mønten.

Beck sad længe arresteret, men det var ikke muligt at få ham til at tilstå andet, end at Bidstrup havde fortalt ham, at han var ved at støbe falske dalere.

Christopher Bidstrup gik da i gang med støbningen, således som Beck havde forklaret ham. I maj måned lykkedes det ham at tilbytte sig en sølvdaler hos købmand Holm i Nexø. Bly og tin havde han købt hos glarmester Due under foregivende af, at han skulle bruge det til at reparere en kedel med. Yderligere havde han fået fat i noget gammelt vinduesbly, og de to portioner bly smeltede han sammen og lavede deraf tre kugler, som han bagefter slog flade, så de kunne benyttes som form, idet han lagde sølvdaleren mellem to af disse blyplader, slog 4 af de såkaldte låsesøm gennem pladerne og hamrede derefter med en økse så stærkt på disse, at pladerne flød fuldstændig sammen og altså fik samme præg som den imellem dem liggende sølvdaler.

Derefter skilte han blypladerne fra hinanden, fjernede sølvdaleren, føjede pladerne sammen ved hjælp af de fire søm, og han havde en form, hvormed han kunne støbe dalere af tin, hvori han dog undlod at blande stødt glas. Af noget blik lavede han sig en støbeske.

I en løkke i nærheden af sine forældres gård udsøgte han sig et sted bag en busk, hvor ingen fra de omliggende gårde kunne se, hvad der foregik. Her gravede han en rund kule i en halv alens dybde, og om natten gik han, forsynet med en lygte med lys i, ud til løkken og foretog støbningen.

Da Bidstrup i retten havde afgivet denne tilståelse, kørte dommeren ved nattetid med ham ud til løkken for at tage stedet i øjesyn. Man fandt kulen med noget forkullet brænde i bunden, og Bidstrup hentede fra en busk i nærheden den omtalte støbeske, som han havde forsynet med et skaft af ståltråd.

Da Bidstrup havde støbt otte stk. dalere på denne måde, kom en ung mand, der var tre år ældre end ham, Rasmus Pihl fra Poulsker, til ham og beklagede sig over, at han ikke havde et sort silkehalstørklæde, når han skulle til eksercits; han bad Bidstrup skaffe sig et sådant. Bidstrup betroede da Pihl, at han støbte falske dalere, og hvis han ville tie med det og hjælpe ham, kunne han få penge til sit tørklæde. Dette lovede Pihl. I fællesskab gravede de derefter en kule et andet sted og samlede brænde og lyng sammen til brændsel. En nabo opdagede imidlertid dette mærkelige forehavende og fortalte det til Pihls forældre, hvorefter de unge mennesker enedes om foreløbig at indstille fabrikationen.

De falske mønter skulle efter støbningen pudses lidt af, og begge behandlede dem derefter med kniv og fil særlig på kanten. Trods denne efterbehandling forstår man godt, at retten konstaterer, at de er meget slet eftergjort, navnlig adskiller farven sig betydelig fra en ægte sølvdaler.

Forsynet med seks af disse falske dalere fordelt ligeligt imellem sig begav Bidstrup og Pihl sig til Rønne den sidste eksercitsdag den 15. juni. Ude på Galløkken fik de sælgekonerne til at veksle dem, således at de fik noget hvedebrød og en snaps samt en enrigsdalerseddel. Sedlerne var dengang mindre værd end sølvpenge. Den ene kone gjorde dog vrøvl, hun mente, daleren var falsk, og de måtte tage den tilbage. På vejen hjem til Poulsker kastede Bidstrup denne mønt i en dam, de kom forbi.

Der manglede endnu en mønt af de otte stykker, Bidstrup havde fået lavet, denne havde han givet til en navngiven mand, som ved nærmere eftersyn blev klar over, at den var falsk, men han troede, at Bidstrup selv var blevet narret, derfor havde han endnu ikke givet den ud.

Det synes, som byfoged Arboe ikke har været særlig ivrig efter at afsige dom i sagen. I hvert fald søger han at få den lempet over til kollegaen i Rønne ved at sende ham alt materialet, også støbegrejerne og de falske mønter. Pingel returnerer dog omgående det hele samt mønter og udskrifter af de forhør, han har foretaget, idet han hævder, at det ikke kan være ham, der skal dømme i denne sag. Arboe må så til det.

Niels Peter Arboe var født 1791 i Hasle, hvor faderen var by- og herredsfoged. Han var cand. jur. og fra 1822-40 by- og herredsfoged i Nexø.

Den tidligere sognepræst i Poulsker, Hans Christian Mahler, har ved Bidstrups konfirmation med hensyn til kundskaber og opførsel givet ham karakteren "ypperlig". Den nuværende sognepræst, Ancher Anton Møller, har intet hørt, som kan være Bid-strup til vanære, han har været anset som et meget bonnet menneske. I Nexø arrest har sognepræsten besøgt ham, og han bevidner, at Bidstrups erkendelse af sin ungdoms letsindighed og den deraf flydende forvildelse, hvori han har begået sin brøde, er lige så klar som sand, og at hans anger er oprigtig og hjertelig.

Dommeren siger, at Bidstrup hele tiden har været hjemme hos sine forældre, hvis gård han som yngste søn til sin tid skal arve. Forældrene, som er kendte og retskafne folk, gerådede ved at erfare sønnens forbrydelse i en fortvivlelse, som dommeren ej formår at beskrive. Han sporede et usædvanligt ømt forhold mellem ham og forældrene, især moderen, som altid havde elsket ham så inderligt.

Forældrene siger, at forholdet mellem dem og sønnen altid har været godt. Moderen er næsten altid syg, og sønnen har i højete grad end de andre børn været kærlig mod hende.

Alle, der har været afhørt i sagen, har givet Bidstrup det fordelagtigste vidnesbyrd.

Rasmus Pihl får ikke slig rosende omtale. Han er født i 1805, og i 1822, altså 17 ar gammel, er han idømt 40 dages simpelt fængsel for tyveri. Han har derefter haft forskellige pladser, hvor der dog ingen steder bar været noget at udsætte på hans opførsel.

Præsten har også besøgt Pihl i arresten, og han fandt hos ham en uvidenhed i al ktistelig tro, som endog var forbavsende, men efter at præsten var begyndt at gennemgå lærebogen i den evangelisk christelige religion med ham, er hans lyst til kristelig oplysning tiltaget, dog et hans åndelige sløvhed endnu meget stor. Hans opførsel i arresten er stille og meget anstændig.

Den 19. august afsagde byfoged Arboe dom. Den lød: "Tiltalte Christopher Jørgensen Bidstrup og Rasmus Pihl af Poulsker Sogn bør have deres Ære og Liv forbrudt, saa betale og udrede alle af denne Action lovlig flydende Omkostninger hvoriblandt Salarium til Actor og Defensor hver 8 Rdl. Sø1v. Alt at efterkomme ved Overøvrighedens videre Foranstaltning under Adfærd efter Loven". -Dommen blev afsagt i henhold til Chr. V's danske lov 6-18-2, som lyder: "Understaar sig nogen at slaa nogen Mynt uden Kongens Forlov eller i nogen Maade at forfalske Kongens Mynt hand bør da at straffes paa Ære, Liv og Gods". En forordning af 24/9 1824 omhandler en formildelse af straffen om boslods fortabelse. Den gamle lovbestemmelse ophæves i mange tilfælde, og i stedet indføres arbejde i straffeanstalt fra 1 til 3 år.

Bidstrup og Pihl opnåede ved sagens endelige afgørelse den mildere bedømmelse. Sagen gik nemlig videre til højesteret, som et par måneder senere afsagde dom. Af højesterets ti dommere var det grev Ahlefeldt Laurvig, der gennemgik sagen og formede rettens præmisser, som de øvrige dommere enstemmig tilsluttede sig.

Han siger, det må billiges, at Bidstrup ved herredsdommen er anset efter 6-18-2 jfr. Forordning af 24/9 1824. Selv om Rasmus Pihl ikke har været med til at støbe mønterne, har hans virksomhed ved senere at behandle dem været afgørende for, at de i det hele taget kunne ventes udgivet som sølvdalere, det må derfor billiges, at også han tiltales efter den samme lovbestemmelse. Uagtet de tiltalte således ikke kunne undgå at dømmes som foran anført giver det anledning til allerunderdanigst at anbefale dem til Deres Majestæts nåde på fø1gende grunde:

1. At de forfærdigede Penge ikkun have været faa og ere meget ufuldkomment eftergjorte, samt formedelst den blaalige Tinfarve let kendelige som uægte, hvorfor Forbrydelsen ikke kan siges at kunne have faaet farlige Følger for det Offentlige.
2. At Tiltalte ere unge, og hvad in specie Christopher Jørgensen Bidstrup angaar, at han, foruden ikke tilforn at have været tiltalt eller straffet, har særdeles udmærkede Vidnesbyrd om hans foregaaende Vandel, samt at han meget har fortrydt Gjerningen, hvortil han sandsynligvis er blevet forledt af den ommeldte Morten Martinsen Beck, og
3. At Tiltalte Rasmus Pihl ikkun har vist en meget ringe Virksom-hed i at deltage i Forbrydelsen.

Derefter blev således dømt: Herredstingsdommen bør ved Magt at stande. Dansk Kancelli tiltræder Højesterets Henstilling, hvorefter Kongens Resolution kommer til at lyde:
"Vi ville allernaadigst have den Christopher Jørgensen Bidstrup og Rasmus Pihl under 17. f. M. overgaaede Højesterets Dom saaledes formildet, at de istedet for at lide efter samme hensættes til Arbejde i Københavns Forbedringshus paa Vor Naade.
Kjøbenhavn 8. November 1826.
sign. Frederik R.

En måned senere, den 9. december 1826, blev Bidstrup og Pihl indsat i Københavns Forbedringshus på ubestemt tid.

Der var på denne tid to fængsler i København, Stokhuset, der lå på Østerbro og blev ledet af militæret (Københavns kommandant), hvor slaverne var anbragt, og Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, hvor fanger med længere straffetid blev hensat.

Forbedringshusets hovedbygning med en pompøs facade tegnet af Thurah lå på Christianshavns Torv, der hvor det, man i sin tid kaldte Lagkagehuset, nu ligger. På en stor og dyb grund langs kanalen og Prinsessegade var anstaltens forskellige bygninger placeret.

Her var som regel anbragt ca. 500 fanger, mænd og kvinder, unge og gamle, fanger, der var straffet gentagne gange for alvorlige forbrydelser, og ganske unge, som var dømt for en forholdsvis ringe forseelse.

Fra statens side fulgte man det princip, at anstalterne stort set skulle drives for de penge, der kom ind ved fangernes arbejde.

De hygiejniske forhold var derfor slette, kosten dårlig og ofte utilstrækkelig. Mange af fangerne blev syge, og dødeligheden var ret stor. Der forekom ofte uroligheder, nogle gange regulært mytteri, således i 1817, da der blev sat ild på hovedbygningen, som nedbrændte.

Forfatteren Carl Bernhard, hvis forældre boede i en gård i Strandgade på Christianshavn, overværede som ungt menneske branden på nærmeste hold. Mange år senere har han i "Et Oprør" (Samlede Skrifter, bind 14) fortalt om branden, militærets anvendelse for at slå oprøret ned og den brutale behandling de implicerede fanger derefter blev udsat for.

Fangerne i Rasphuset raspede træ, d. v. s., at de med særlige redskaber findelte træ, som indeholdt farvestof, der benyttedes i farverierne. Det ansås for et hårdt arbejde, som krævede en god fysik.

Kvinderne behandlede hovedsagelig uld og spandt garn, mændene vævede sejldug og forskellige drejler.

Der fandtes dog enkelte værksteder, hvor man beskæftigede dertil egnede fanger. På arbejdssale med plads til ca. 50 fanger fandt arbejdet sted, og det varede fra tidlig morgen til kl. 8 aften med et par timers pause.

Sovesalene med plads til 30-40 fanger hver var lavloftede, dårligt ventilerede rum højr oppe under taget.

Under disse uheldige forhold blev den kun 18 årige Christopher Bidstrup anbragt, og der er næppe tvivl om, at fængselsopholdet har præget ham stærkt og været medvirkende til den tragiske skæbne, han fik.

I efteråret 1828 blev den senere Frederik VII gift med Frederik VI's yngste datter Vilhelmine. Brylluppet blev i København fejret med store festligheder; det var til denne lejlighed, J. L. Heiberg skrev skuespillet "Elverhøj".

I anledning af brylluppet ønskede kongen at benåde en del fanger, og iblandt disse var Christopher Bidstrup.

I indstillingen skriver Dansk Kancelli, at skønt Bidstrup kun har tilbragt 2 år i straffeanstalten, kan man ikke andet end anbefale ham, om hvis løsladelse der fra hans fader er modtaget en ansøgning, og hvis forhold i straffeanstalten i enhver henseende har været særdeles godt, alle vidnesbyrd tyder på, at han ikke har handlet af en forhærdet karakter, men af ungdoms letsind, og at hans første forbrydelse vistnok ville være virkende nok til at afholde ham fra oftere at forse sig.

Kongens resolution går ud på, at Bidstrup sammen med flere fanger fra forskellige straffeanstalter får friheden, dog er løsladelsen betinget af, at han, hvis han atter begår en forbrydelse, der ikke medfører højere straf, uden videre dom atter indsættes i straffe-anstalten. Denne betingelse blev han gjort bekendt med inden løsladelsen. Resolutionen er dateret 22. oktober 1828.

En maned senere, den 20. november, blev Bidstrup løsladt fra Københavns Forbedringshus.

Rasmus Pihl døde i fængselet et par måneder tidligere, den 12.april 1828.

Hvad Bidstrup har foretaget sig efter at være kommet på fri fod, kan ikke siges, men det er måske ikke usandsynligt, at han har søgt arbejde i København. Han havde i fængselet lært drejlsvævning, og han betegnes som en dygtig væver. I hvert fald er han et år senere, i december 1829, i København, men vil åbenbart nu hjem og holde jul.

Om denne rejse til Bornholm har han i September 1830 afgivet forklaring til retten i Nexø. Rejsen blev foretaget med en jagt fra Rønne, som tilhørte skipper Niels Marcher, den var beliggende i Tre Kroners batterihavn på Københavns red, og Bidstrup kom om bord i skibet et par dage før afrejsen. Der var en passager med foruden ham, og besætningen bestod af skipperen og 2 mand. Retten var meget interesseret i at få oplysning om indholdet af et stort antal fade, som lasten bl. a. bestod af; det havde Bidstrup dog ingen kendskab til. Under rejsen blev han stærkt søsyg, og han kunne intet huske, heller ikke om der i nærheden af Rønne havde været forbindelse med andre skibe. Det har vel sagtens drejet sig om en smuglerlast af spiritus - der tales om rom. Smugleriet ved Bornholm var netop på denne tid ret udbredt.

Efter at Bidstrup i 1830 var vendt tilbage til Bornholm, har han i Nexø anlagt et sejldugsvæveri, som synes at have været af et vist omfang. I 1834 betegnes han som sejldugsfabrikant, han var nu 26 ar og giftede sig i Bodils kirke med den 24-arige Cathrine Kirstine Kjøller. Hun var datter af løjtnant ved dragonerne Hans Kjøller og Maren Michelle Birch, hvis fader var inspektør Niels Birch ved Frederiks Stenbrud.

Hans Kjøller, der var yngste søn af herredskaptajn Hans Hansen Kjøller på 11. vdg., Brændesgård i Ibsker, boede vist flere år i Svaneke i en stor gård, som han 1823 solgte til skolen i Svaneke, hvorefter han flyttede til sin fødegard i Ibsker.

Maren Michelle Birch døde 1810, da datteren Cathrine Kirstine Kjøller kun var et halvt ar gammel, hun blev derfor anbragt hos mormoderen, fru Kirstine Birch, i Nexø. Her finder også skiftet sted, hvorved Cathrine Kirstine arver 500 rdl., der indsættes i Overformynderiet, samt forskellige smykker og sølvting, som har tilhørt moderen, og som vurderes til nogle hundrede rdl. Hans Kjøller giftede sig i 1813 med en datter af løjtnant Koefoed på Ladegård i Klemensker, men han døde som ung ritmester 1832 og efterlod en arv til Cathrine Kirstine på 65 rdl.

Endelig fik Cathrine Kirstine Kjøller få måneder før, hun giftede sig med Bidstrup, en ret betydelig arv, hovedsagelig bestående af huse og gårde i og ved Nexø, efter en ugift morbroder, studiosus Knud Sonne Birch, som hun havde passet huset for. Forholdene skulle nu synes lyse for Christopher Bidstrup. Året efter brylluppet fik han 1835 en søn, Hans Cathrino Bidstrup, men en uge efter fødselen døde hans kone.

Det efterfø1gende skifte afslører bl. a., at Bidstrup i hvert fald gennem nogen tid har haft store økonomiske vanskeligheder.

I boet var ret betydelige værdier anbragt i ejendomme i Nexø. Der anføres bl.a. en gård i byens 4. kvarter, vurderet til 600 rdl., hvor Bidstrup antagelig har boet og haft sit sejldugsvæveri. Det var dog også store gældsposter, således et langfristet lån på 1000 rdl., som et fond inden for Commerce Collegiet havde ydet mod pant i en del af jordstykkerne vurderet til 1615 rdl. og kaution af broderen, Christian Bidstrup på Tornegard, endvidere adskillige såkaldte vekselobligationer på 3 mdr., og en lang række regninger af forskellig størrelse. Omkostningerne til begravelsen synes ret store og indeholder udgifter til bespisning med vin etc.

Bidstrup erklærede på skiftet, at han ikke så sig i stand til at beholde boet, men ønskede de faste ejendomme og øvrige værdier bortsolgt ved auktion. Til ak dette kom et for Bidstrup meget uheldigt forhold. Hans afdøde kone havde før ægteskabet - som det siges - et slegfredbarn, hvis fader var en kendt gift mand i Nexø, den 43-årige canceliråd, by- og herredsskriver Carl Ove Voigt. Barnet var født 1829 og døbt Carl Julius Ove Carlsen.

Efter fælles aftale før ægteskabet ønskede moderen at sikre denne søn en obligation på 533 rdl., som derfor fik en påtegning herom underskrevet af moderen, hendes kurator og to vitterlighedsvidner. Denne obligation opbevaredes i deres fælles chatol.

Da Christopher Bidstrup stadig var i pengetrang, tog han en skønne dag obligationen, udraderede påtegningen, som også var påtegnet af amtet, og solgte den til en købmand i Rønne. Da hans kone kort efter opdagede, hvad der var sket, lovede Bidstrup på anden made at tilgodese drengen, hvad dog ikke skete.

Sagen kom for retten, og det er atter byfoged Arboe, der sidder i dommersædet. Han mener, at en forfalskning af denne karakter er så alvorlig, at det er for mild en straf at indsætte Bidstrup i fængsel på kongens nåde, hvorved han efter kort tids forløb måske bliver benådet. Han idømmer ham derfor 3 års arbejde i Rasphuset. Endvidere skal Bidstrup betale sagens omkostninger og erstatte køberen den pågældende obligation, som er afleveret i skifteretten.

Sagen går videre til højesteret, og her sker det overraskende, at et betydeligt mindretal af højesterets dommere mener, at det, Bidstrup under de foreliggende omstændigheder har foretaget sig, ikke er noget, som han efter loven kan straffes for. Flertallet af dommerne dømmer ham dog til forbedringshusarbejde på kongens nåde i henhold til betingelserne for hans løsladelse i sin tid.

Den 19. juli 1835 blev Christopher Bidstrup atter indsat i forbedringshuset på Christianshavn.

Denne gang tilbragte Bidstrup over fire år i straffeanstalten. Det er atter en kongelig begivenhed, formentlig Frederik VI's bryllupsdag, som giver anledning til, at et antal fanger benådes, her iblandt Bidstrup.

Kancelliets indstilling henviser til, at det flertal af højesterets dommere, som i sin tid dømte Bidstrup, allerede i 1837 har afgivet en erklæring, hvori de siger, at den ham begåede brøde nu må antages at være tilstrækkeligt straffet ved den da i straffeanstalten tilbragte tid.

Kancelliet føjer til, at der fra straffeanstalten intet har været at udsætte på hans forhold, og at han fra sit hjem skildres som et særdeles godmodigt og velvilligt, men svagt menneske. Det påpeges atter, at han er en udmærket dygtig væver, og han menes at eje en lille kapital, ved hvilken han kan starte i sin profession. Han anbefales allernådigst til løsladelse.

Den 24. juli 1839 bifalder kongen kancelliets indstilling, og tre måneder senere, den 23. oktober, forlod Christopher Bidstrup forbedringshuset.

Han er nok umiddelbart efter taget til Bornholm; ved folketællingen 1840 bor han hos broderen på Tornegård sammen med sin lille søn på 6 ar. Denne broder varetog hans interesser under den afsluttende behandling af Cathrine Kirstine Kjøllers bo, og det må antages, at der ved den endelige opgørelse også er blevet et mindre beløb i arv til Christopher Bidstrup.

Foreløbig indrettede han et mindre væveri i et lejet hus i Poulsker. Ret længe blev han dog ikke på landet; godt et år senere, i 1841, flyttede han til Rønne, hvor han for de arvede penge købte en gård og etablerede et større væveri. Kort efter giftede han sig med Margrethe Kirstine Jacobsen, som vist var fra Bodilsker, og 1843 fik de en søn, Magnus Jørgensen Bidstrup.

Christopher Bidstrup var, som det er sagt før, dygtig i sit fag, og han besad også et vist mekanisk snilde, men han manglede ganske økonomisk sans. Han var ude af stand til at overse de økonomiske konsekvenser, som hans stort anlagte etablering i Rønne medførte, og i løbet af kort tid var han atter inde på forbryderbanen.

For at klare økonomien forsøgte han nu at trykke falske sedler; rent teknisk var disse lige så ringe som de tindalere, han lavede i sin ungdom, og økonomisk fik han intet ud deraf. En omfattende retssag blev resultatet, og det er denne, Poul Kallmoes har gjort rede for i Bornholmske Samlinger 2. bind.

Christopher Bidstrup blev atter idømt forbedringshusstraf på kongens nåde og den 16. maj 1847 for tredje gang indsat i forbedringshuset pa Christianshavn. Her døde han året efter den, 20. oktober 1848, efter i nogen tid at have været indlagt på fængselets sygehus.

Da Bidstrup anden gang kom til straffeanstalten på Christians-havn, mødte han der en bornholmer, Jens Hansen, som - i lighed med Bidstrup i sin tid - afsonede en straf for at have lavet falske dalere.

Jens Hansen var født i Vestermarie 1812, han havde aldrig gået i skole, men hjemme lært at læse så meget, at han kunne blive konfirmeret. Fra sit syvende ar havde han været ude at tjene.

Da han var 20 år, havde han plads hos Jørgen Bidstrup på 24. slg., Blemmegård i Nylars; han havde her hørt, at man nemt kunne støbe dalere af tin, og da han ofte havde støbt knapper af tin, besluttede han sig for også at prøve med penge.

Han gik ikke så hemmelighedsfuldt til værks som Bidstrup i sin tid. Ved hjælp af en sølvdaler, som han havde fået fat i, lavede han omtrent pa samme måde som Bidstrup en støbeform, og pinsedag 1832 støbte han i sin husbonds køkken 6 dalere.

Pigerne i køkkenet havde vel set, at han foretog støbningen, men ikke taget nærmere notits deraf.

På et skovgilde fik han udgivet et par stykker af de fabrikerede dalere, men da han var kendt, blev forretningen hurtigt stoppet.

Han fik samme straf som Bidstrup i sin tid, nemlig forbedringshus på kongens nåde, og 11.november 1832 blev ban indsat på Anstalten på Christianshavn, hvorfra han alter blev løsladt 19. april 1837.

Han synes derefter at have taget ophold i Rønne, hvor han søgte uddannelse som snedker.

Da Bidstrup få år senere etablerede sit væveri i Trydes gård i Krystalgade, blev Jens Hansen væversvend hos ham.

Under fængselsopholdet havde Jens Hansen og Bidstrup sammen med de øvrige fanger drøftet, hvorledes man bedst kunne lave falske penge, både sedler og mønter. Da Bidstrup i foråret 1843 begyndte trykningen af de falske rigsdalere, fik han Jens Hansen, der også logerede hos ham, til at hjælpe sig med at lave de forskellige redskaber og senere også med trykningen af sedlerne.

Jens Hansen vidste intet om, hvor sedlerne blev af, selv fik han ingen, og han siger, at han kun modstræbende gik med til forehavendet, men han var afhængig af Bidstrup, og denne lokkede ham dertil ved brændevin.

Jens Hansen fik sin dom i Rønne 27. august 1847, og den lød på forbedringshus på kongens nåde. Han tilbragte denne gang godt 4 år på Christianshavn, idet han blev løsladt 13.oktober 1851.

Hans videre skæbne er ukendt.