Vilhelm Kjødt
31. juli 1909—6. september 1953
Uden forudgående sygdom afgik tidligere ansvarshavende redaktør af »Bornholms Avis« Vilh. Kjødt søndag den 6. september ved døden ramt af en hjertelammelse. — Døden kom pludseligt til redaktør Kjødt. Han var just vendt hjem til sin bolig på Vestbanevej i Vanløse efter en formiddags-spadseretur med sin hustru Karen-Inger (datter af afd. bankbestyrer H. P. Bidstrup, Rønne) og sin 13-årige datter Lise, da han blev angrebet af voldsomme smerter i brystet. En tilkaldt læge beordrede omgående Kjødt indlagt på Diakonissestiftelsen, men i ambulancen på vej dertil udåndede han — i en alder af kun 44 år.
I over 13 år fra 1932 til 1945 var redaktør Kjødt — med undtagelse af en kort periode i 1936 som lokalredaktør ved Lolland Falsters Stiftstidende i Maribo — knyttet til »Bornholms Avis« som medarbejder og redaktør.
Vilh. Kjødt var født i Kalundborg, hvor faderen var overretssagfører. Efter studentereksamen fra Sorø Akademi studerede han i nogle år jura ved Københavns Universitet og tog første del af juridisk embedseksamen. Af forskellige årsager forlod han imidlertid studiet og valgte journalistiken som sin livsbane. Sin journalistiske uddannelse fik han i begyndelsen af trediverne ved »Bornholms Avis« hos dette blads daværende redaktør H. V. Salomonsen (senere Stargård), der forøvrigt også døde i en relativ ung alder for få år siden.
Det stod meget hurtigt klart for Kjødts omgivelser, at med journalistiken var han kommet på sin rette hylde. Og sådan følte han det utvivlsomt også selv både den gang og senere, thi sjældent er en mand gået til sin gerning med et så smittende humør, så intens en arbejdsglæde, men samtidig med en så stærk og levende ansvarsfølelse som Kjødt. Hvis det overhovedet med nogen ret kan siges, at dagbladsjournalistiken giver mulighed for udfoldelse af det sjældne, der kaldes talent, så evnede Kjødt som få andre at give det udtryk. Han var en sjælden fin stilist med både øje og øre for sprogets melodiske nuancer. Han ligefrem kælede for det, når han gav de i forvejen fint ciselerede sætninger i sine manuskripter den sidste afpudsning og forsømte aldrig nogen lejlighed (og sådanne indtraf hyppigt...) til at formane sine yngre medarbejdere til altid at behandle sproget med den respekt og ærbødighed, det fortjener. »Nok skal det gå stærkt, sagde Kjødt, vi skal have avisen færdig hurtigst muligt, men der må ikke jaskes med sproget.«
Gennem årene udviklede Kjødt en selv for en journalist temmelig enestående iagttagelsesevne og et betydeligt menneskekundskab, som gav ham rige muligheder for at dyrke den journalistiske form, han vel egentlig yndede mest — fabuleringen. Han havde i vuggegave fået en levende og frodig humoristisk sans, der både i det daglige samvær på redaktionen, i hans hjem og ved festlige lejligheder, men allermest i det, han skrev, foldede sig ud og funklede i al sin underfundigt-charmerende og ofte helt barokke glans. Til andre tider sporedes i hans små betragtninger over dagliglivets foreteelser et følsomt lyrisk gemyt. Det var de mest vekslende temaer, han kunde sætte sig hen og skrive sine små uprætentiøse petitartikler og causerier over. En enkelt lille dagligdags og af de fleste andre ganske upåagtet episode, et citat fra en eller anden tale eller en bog var for ham som regel udgangspunkt og inspiration nok til en lille opsats, i hvilken hans fine og elskværdige humor foldede sig ud i al sin fascinerende charme. Han var aldrig bedsk i sin humor. Den snertende giftige sarkasme lå slet ikke for hans stemme. Kalundborg jyde, som han jo var, ejede han en god del af sjællændernes jævne og hyggeligt-politiske sind. Det var den underfundige næsten overbærende milde ironi og den helt barokke pointe, der var hans force. Ikke det brede grin, som nogle mener skulde være særkendet for os danske, men det lille fine ofte lidt skæve og undskyldende smil og den bizarre situation. Mark Twain, Stephan Leacock og Storm-Petersen var hans store forbilleder.
Det var naturligvis under vægten af den øvrige arbejdsbyrde med at lave en lille provinsavis begrænset, i hvilket omfang Kjødts humoristiske evner kunde komme til udfoldelse i de ca. 13 år, han virkede ved »Bornholms Avis«. Men så meget des stærkere gjorde de det, da han fra sommeren 1945 knyttedes til »Nationaltidende«, hvor han under pseudonymet »Jeremias« havde sin lille daglige humoristiske opsats på bladets bagside og desuden leverede en mængde bidrag i form af noveller, causerier etc. til bladets søndagstillæg. Hyppigt remplacerede han også »Nationaltidende«s huspoet forfatteren Mogens Dam og skrev den versificerede humoristiske kommentar til døgnets aktuelle begivenheder på bladets bagside, og midt i al travlheden dels i hans sidste år i Rønne og dels med at passe »Nationaltidende«s rigsdagsreportage — det var i det hele taget utroligt, hvad han kunde overkomme — fik han også tid til at skrive en fornøjelig roman »Skraaen«, en vittig satirisk skildring af dagliglivet i en lille provinsby under besættelsen.
Som næsten alle sande humorister havde Kjødt også de stunder, hvor det alvorsfyldte og det spekulativt-melankolske ofte grænsende til det tungsindige kunde slide i hans følsomme sjæl.
Det gjorde sig naturligvis ikke mindst gældende i de mørke krigs- og besættelsesår, hvor han var Bornholms Avis' redaktør, og hvor vilkårene jo afgørende ændredes for pressens folk.
Det var ham en pine ikke at kunne udtrykke sig frit og uhindret af andre hensyn end dem, han følte over for sandheden og retten, men samtidig gav disse bevægede år Kjødt store muligheder for udfoldelse af en hidtil ukendt form for journalistik, i hvilken hans rige menneskelige lune og djærve ironi var hans bedste våben. Han lærte hurtigt kunsten — og blev efterhånden en ren virtuos i den — at skrive sådan, at ikke det, som stod i linierne, men mellem dem, blev det væsentlige. — Den, der nu bagefter blader tilbage i avisårgangene fra disse første besættelsesår og fryder sig over den drilagtige underfundighed i »Vix«' petitartikler, siger uvilkårligt til sig selv: »Utroligt i grunden, at det gik godt.« Nå, det var nu heller ikke altid, det gik lige godt. Fra udenrigsministeriets pressebureau, der vagtsomt fulgte dagspressen og vågede over, at besættelsesmagten ikke blev trådt over de følsomme tæer, kom tid efter anden formanende advarsler, og i foråret 1942 faldt hammeren for første gang. Tyskerne klagede over en kommentar, redaktør Kjødt havde skrevet i den ledende artikel til meddelelsen om Christmas Møllers rejse til England, og det pressenævn, der var dannet af pressens organisationer til at pådømme overtrædelser af de givne forskrifter (som iøvrigt ofte var mere end vanskeligt at fortolke), takserede artiklen til en bøde på 500 kroner.
Langt senere, i vinteren 1945 blev Bornholms Avis af tyskerne simpelthen forbudt at udkomme på ubestemt tid. Årsagen var, at et telegram om englændernes sejrrige fremtrængen i Burma var forsynet med en overskrift, i hvilken citeredes linien fra Kiplings berømte digt.. . »Kom igen soldat fra England, kom igen til Mandalay«. For første og hidtil eneste gang i Bornholms Avis' 125 årige historie udkom bladet ikke i halvanden måned.
Men før dette var meget andet hændt. Det stemte nøje overens med hele Kjødts redelige karakter, når han efter den 29. august 1943, hvor tyskerne forlangte, at dagspressen jævnligt skulde optage pronazistiske kommenterende artikler, meddelte sit blads læsere, at eftersom man ikke længer på redaktionen var herre over, hvad der fremkom af kommenterende læsestof, vilde for fremtiden ingen redaktionelle kommentarer være at finde i bladet. Den ledende artikel forsvandt for resten af besættelsestiden.
Arbejdet blev i stedet, både hvad kommentarer og nyhedsformidling angik, lagt over på en anden front. Den illegale presse vandt indpas også her på øen, og Kjødt var en af de ivrigste både i det redaktionelle arbejde og med distributionen af de små flyveskrifter. Og hermed gled han automatisk ind som en af de førende skikkelser i frihedsbevægelsen på Bornholm.
Da frihedsbevægelsens lokalkomité dannedes i efteråret 1944, fandtes det kun naturligt, at han fik sæde i komiteen (sammen med overlæge dr. med. H. Chr. Olsen, sognerådsformand Jens Holm, Nylars, der den gang også var forretningsfører på Bornholms Avis, lærer Carl Håkansson, maskinarbejder Børner, journalist Hjuler m. fl.). Kjødt organiserede modtagelsen af våben og sprængstoffer til modstandsbevægelsens militære grupper, han kontaktede frihedsrådet og sørgede for, at kurerer og flygt ninge, der kom her til øen, blev ekspederet videre til deres bestemmelsessted: Sverige. En broget skare af kendte og ukendte passerede i disse bevægede måneder gennem Bornholms Avis' redaktion og Kjødts bolig, hvor alle blev enestående gæstfrit og venligt modtaget.
Egentlig harmonerede alt dette drastiske og krigeriske grumme lidt med hans hele fredsommelige og stilfærdige natur. Men samvittigheden bød ham at overvinde en instinktiv modvilje derimod og kaste sig midt ud i det. Her var en vigtig opgave, der skulde løses. Det gjaldt kampen for friheden, selvstændigheden og for Danmarks anseelse udadtil. Ergo måtte han, for hvem den frie tanke og det frie ord var noget essentielt i hele tilværelsen, være med, hvor kampen førtes — uden skelen til personlig risiko.
Og sådan gik det da til, at denne fredelige pennens væbner, hvem alt, hvad der forbandt sig med fysisk vold og strid i anden form end den, hvor meninger brydes, var inderligt imod, og som — hvad han både den gang og senere fandt var grundkomisk, ellers for stedse var kendt uskikket til al krigstjeneste — fandt sig selv som midtpunkt i en flok unge og ældre, der om fornødent med våben i hånd var rede til at kæmpe mod uret og vold.
Men midt i alt dette, hvor dystert det hele end ofte kunde se ud, hvor faretruende en situation der end kunde opstå, slukkedes hans fine, venlige smil aldrig. En lille, henkastet bemærkning, et til lejligheden passende citat fra en af hans yndlingsforfattere, Wodehouse, kunde udløse en spændt atmosfære i en hjertelig latter.
I de første glade, men for Bornholm senere så tragiske befrielsesdage fik Kjødt overdraget særligt betydningsfulde og vanskelige opgaver som forbindelsesleddet mellem de russiske befrielsesstyrker og den bornholmske frihedsbevægelse. Et delikat hverv, som han klarede med al den takt og sjældne evne til at få selv de besværligste ting til at glide, som var ham givet. I disse bevægede dage og uger, der vil gå over i historien som vel de mest dramatiske på Bornholm siden 1658, øvede han en indsats, som uden tvivl satte dybe spor og klarede mangen en indviklet situation.
Kjødt elskede den ø, hvor han tilbragte størstedelen af sine ungdoms- og manddomsår, dens skønne natur, dens befolkning med dens karakteristiske særpræg og dens klangfulde sprog med den rigdom af kraftmættet og bastant humor, det rummer. Han var gennem mange år en af de trofaste støtter for det gamle theater i Rønne, i hvis bestyrelse han sad, og hvor han på scenen med sin levende og fantasirige karakteriseringsevne fremtryllede et uforglemmeligt galleri af barokke figurer.
I alt, hvad han befattede sig med, var han ganske enestående samvittighedsfud og pligtopfyldende. Hans vurdering af begivenheder og medmennesker var gennemsyret af en brændende trang til først og fremmest at gøre ret, og var han en sjælden gang uforvarende kommet til at gøre nogen uret, helmede han ikke, før det var gjort godt igen.
Et sjældent ædelt og fint menneske, en retskaffen karakter, for hvem dette at gøre vel mod andre var livets væsentlige indhold, er gået bort med ham. Det føles smerteligt vemodigt, at hans stille, fine smil for stedse er slukket.
|
